Mellem fund og fremtrædelse - Statens Byggeforskningsinstitut

More documents

Recommendations

Info

tionssystem, som vi kender det i dag, bestående af plan, opstalt og snit bliver formuleret for første gang på skrift. Det sker i et brev til Pave Leo X, som Rafael skriver sammen med forfatteren og hu-‐ manisten Baldassar Castiglione omkring 1519. 25 Brevet bliver skrevet i forbindelse med Pavens ordre til Rafael om at udforme en repræsentation af det antikke Rom i tegninger. Selvom brevet også indeholder informationer om de antikke bygningers tilstand og begrædelse af samtidens øde-‐ læggelser af fortidens arkitektoniske arv, så fylder redegørelsen for, hvordan Rafael havde tænkt sig at udforme repræsentationen af de antikke bygningsværker på en todimensional flade betragte-‐ ligt. Både Vitruvius og Alberti havde behandlet problematikken om, hvorledes det lader sig gøre at gengive arkitekturens rumlighed på en tegneflade, men hvor Vitruvius’ overvejelser udelukkende angik arkitekturens ydre fremtoning 26, og Albertis anbefalinger vedrørte grundplaner og opstalter med stærk afstandstagen fra rumskabende elementer i repræsentationsmåden 27, så foreslår Rafael, at tegningen deles i tre: den første del er grundplanen, den anden del bør vise den ydre mur (op-‐ stalt) og den tredje del det indre (snittet). 28 Det er gennem denne tredeling, at arkitekturens rumli-‐ ge form kan gengives på fladen. I brevet til Leo X slår Rafael fast, at tredelingen skal opfattes som en enhed, så de tre måder i kombination repræsenterer bygningen som et hele. 29 Tredelingen viser tre synsvinkler på en byg-‐ ning, idet den præsenteres ovenfra (planen), frontalt (opstalten) og tværs igennem (snittet). For-‐ uden at være en bestræbelse på at konstruere en præcis skildring af arkitektur på en todimensional flade, synes en central pointe i det repræsentationssystem, som Rafael redegør for, derfor at være en erkendelse af, at arkitektur som rumlig form er knyttet til en flerhed af synspunkter, dvs. til be-‐ vægelse, for at kunne begribes. Arkitekturhistorikere har ofte forsøgt at forklare årsagen til udviklingen af dette moderne re-‐ præsentationssystem ved at gribe til samtidens teoretiske studier omkring arkitekturtegning, som de voksede frem af den krævende opgave, det meget omfattende byggeri af en ny Peterskirke var. 30 En sådan forklaringsmodel, der altså søger årsagen i den aktuelle byggepraksis, synes imidlertid at afskrive den kontekst, som Rafaels brev udspringer af og forholder sig til, nemlig studiet af den antikke arkitektur. Den arkitektoniske snittegning, dét at en bygnings indre og ydre vises simultant, er imidlertid isoleret set blevet anskuet som værende en repræsentationsform, der udsprang netop af renæssancens arbejde med at gengive ruiner – en udvikling som finder en parallel i samtidens anatomiske dissektioner og illustrationer deraf. 31 25 Rafaels brev findes i tre versioner, som er gengivet i: Di Teodori 2003 (1998). Litteraturen som behandler dette brev er yderst omfattende, se fx: Burns/Nesselrath 1984; Rowland 1994; Nesselrath 1986b; Fabricius Hansen 1999, pp. 91-‐96; Shearman 2003, vol. 1, pp. 538-‐46. 26 Vitruvius/Granger 1931-‐34, I.ii.2. 27 Alberti 1966, II.i. fol. 21. 28 Rafael i: Di Teodori 2003 (1998), pp. 141-‐144; Thoenes 1998 (1993). 29 Rafael i: Di Teodori 2003 (1998), pp. 141-‐142. 30 Lotz 1977 (1956), specielt p. 23; Frommel/Adams 1994, vol. 2, pp. 1-‐20. 31 Lotz 1977 (1956), p. 19; Guillerme/Vérin/Sartarelli 1989; Fabricius Hansen 1996; Fabricius Hansen 1999, pp. 93-‐96, 219-‐ 231. 12
Ingen af tegningerne fra det ambitiøse projekt om at gengive det antikke Rom i tegninger be-‐ skrevet i Rafaels brev er bevarede. Imidlertid kan den fænomenologiske erfaring, som synes at være kimen til udviklingen af systemet, siges at være tilstede på flere måder i de antik-‐ undersøgende tegninger, som her er blevet omtalt, og som bliver til simultant med formuleringen af det tredelte repræsentationssystem. Dette sker ikke alene gennem de kombinerede synsvinkler på skitsearkene, hvor grundplaner figurerer i kombination med perspektiviske facadegengivelser, undertiden også snit, og detaljer gengivet fra forskellige vinkler (fig. 1, 5, 6, 10). Men også via de noter som arkitekterne ofte skrev på tegningerne: ‘gesims & søjle på Camillo-‐buen i Rom på et sted kaldt Camigliano’, noterer Peruzzi på en skitse ved siden af tegnede arkitektoniske dele (fig. 2) 32, ‘ved savelli paladset i Rom … er blevet fundet i en hule ved siden af Colosseum … fra fredens Fausti-‐ no [Antonius Pius og Faustina-‐templet?]… fra den historiefortællende søjle [Trajan-‐søjlen?]’, skri-‐ ver Bastiano da Sangallo på en af sine skitser. 33 Tekststykkerne identificerer det sted, hvor de afbil-‐ dede elementer er blevet fundet, ligesom de også, når de betragtes i sammenhæng med kombinati-‐ onen af de varierede synsvinkler, fungerer som en verbal sporing af den bevægelse rundt blandt ruinerne, som ligger til grund for tegningen. Tegningsfladen kan altså opfattes som en materialise-‐ ring af synsindtryk og bevægelsesmønstre, der bliver til i takt med, at antik-‐undersøgelsens form bliver udpræget haptisk. De mange målangivelser som præger tegningerne er i sig selv en tydelig markering af feltstudi-‐ ets betoning (fig. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 10). De angiver elementernes størrelse, men også deres skala, dvs. relationerne mellem delene, og fremviser på den måde en vis interesse for rum som udstrækning. Tilsvarende forekommer Antonio da Sangallos indgående redegørelse for Colosseums komplekse trappeforløb og rumfølge i hans snittegning af teatret at afspejle en optagethed af, hvordan bygnin-‐ gen funktionelt hang sammen, og hvordan man bevægede sig rundt i den (fig. 9). Det drejede sig således markant om at indfange og redegøre for rum som udstrækning og fænomenologisk dybde. Ved at medtage antik-‐studiet som en præmis for forståelsen af udviklingen af det tredelte re-‐ præsentationssystem bliver det muligt at spore en sammenhæng mellem de eksperimenterende skitser og Rafaels systematisering. 34 Hvor antik-‐studiet etablerer forbindelse mellem eksperiment og systematisering, så synes ønsket om og muligheden for at repræsentere arkitekturen rumligt på en todimensional flade at være forbundet med den kropslige erfaring, som er grundlaget for den undersøgende tegning, der netop udføres i et nærvær med de antikke levn. Det er denne erfaring, som kan siges at være latent tilstede i skitsematerialet, der dokumenterer bevægelsen rundt blandt ruinerne i form af kombinationen af hybride stedsregistreringer og pluralistiske synsvinkler på skitsefladen. 32 U 386 A r: ‘Cornjce & colona alo arco di Camillo jn roma jn loco dicto Camijliano’. 33 U 1743 A r: ‘al palazzo de savelli in roma … fu trovata in una cava achanto al chuliseo … di faustina della pace … della cholonna storiata’. Denne tegning er gengivet i Bartoli 1914-‐22, IV, tav. CCCXLI, fig. 575. 34 En sådan sammenhæng er tidligere blevet foreslået bl.a. af Brizio 1966, p. 4 og tydeligst af Brothers 2001. Brothers ansku-‐ eliggør primært sammenhængen ikke ved hjælp af tegninger, men med Claudio Tolomeis breve. 13
Page 1 and 2: MELLEM FUND OG FREMTRÆDELSE: TEGNI
Page 3 and 4: Som undersøgelsesredskab stod tegn
Page 5 and 6: velsesmåde, der med markant skygge
Page 7 and 8: Den strukturelle opmærksomhed som
Page 9 and 10: Naturligvis afhang studiet af øjne
Page 11: Feltet er kortets flade, men det er
Page 15 and 16: Bek 1980 Lise Bek, Towards Paradise

Mellem fund og fremtrædelse - Statens Byggeforskningsinstitut

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?