Hvad skal kunst? - henrik busk

DJK AFGANG
DET JYSKE
KUNSTAKADEMI
03.05-01.06.2008 ÅRHUS KUNSTBYGNING
Udstillingskatalog
– nu som avis
Nærværende avis er
lavet i forbindelse med
Det Jyske Kunstakademis
afgangselevers
udstilling i Århus Kunstbygning
og erstatter det
mere traditionelle katalog,
der normalt produceres
i udstillingssammenhæng.
Afgangsholdet har valgt avisformatet
ud fra et ønske om at
understrege udstillingens aktualitet
– aviser er lowtech
medier, der formidler vigtige
nyheder – idet der er tale om
en udstilling, der viser hvad
den nye generation af kunstnere
beskæftiger sig med lige
nu.
Indholdet i avisen består af
forskelligartet materiale, der
tilbyder yderligere perspektiver
på de udstillede værker.
Ligesom udstillingen afspejler
også avisen den variation af
udtryksformer, medier og måder
at tænke kunst på, som
afgangsholdet rummer, og afgangselevernes
valg i forhold
til at formidle deres kunst er
mange. Nogle har valgt at beskrive
deres værk og praksis
gennem tekster, mens andre
har valgt kun at benytte det visuelle
som udtryksform. Visse
af afgangseleverne giver desuden
et indblik i de overvejelser,
de har gjort sig i forbindelse
med det at være kunster i
en række svar på nogle spørgsmål,
jeg har stillet dem.
I avisens leder gør rektor for
det Jyske Kunstakademi,
Jesper Rasmussen, status
over kunstens vilkår lige nu og
understreger nødvendigheden
af at det ikke blot er markedskræfterne,
der sætter dagsordnen,
men at vi husker at
fostre den pluralisme, der er
nødvendig for at kunsten fortsat
kan bidrage med væsentlige
refleksioner over verden
omkring os. For at give et indtryk
af nogle af de ideer og forestillinger
om kunst, der har
præget afgangselevernes uddannelsesforløb,
har en række
af de kunstnere og kuratorer,
der har undervist holdet, også
bidraget med statements, artikler,
fortællinger og billeder.
Intentionen med avisen er
således både at give et indblik
i nogle af de tanker, der ligger
bag afgangselevernes værker
og deres praksis som kunstnere
såvel som nogle af de ideer
og arbejdsmetoder, de gennem
deres uddannelse er blevet
præsenteret for.
God læselyst!
Katarina Stenbeck
Kurator & vejleder DJK AFGANG 08
www.djk.nu
Indhold:
LEDER af rektor Jesper Rasmussen +
Report from a discussion on learning
af Rikke Luther: SIDE 0002
PUBLIKUM af
Christian Schmidt Rasmussen: SIDE 0003
A og jeg af Søren Andreasen +
Kunst, pluralisme og demokratiske øvelser
af Katarina Stenbeck: SIDE 0004
Tone Olaf Nielsen: SIDE 0005
Pia Rönicke: SIDE 0006
AFGANGSPROJEKTER:
Henrik Busk: SIDE 0007
Sonja Strange: SIDE 0008
Kari-Mette Josefsen: SIDE 0010
Majbrit Jensen: SIDE 0012
Jonas Engbirk Nørring: SIDE 0014
Mikael Madsen: SIDE 0016
Kirsten Cæsar Jensen: SIDE 0017
Firoozeh Bazrafkan: SIDE 0018
Marie Melchiorsen: SIDE 0020
Flemming Rolighed: SIDE 0022
TAKKELISTE + program + kolofon: SIDE 0024

Leder
Kan man overhovedet
uddannes til kunstner?
Kan kunst i det hele taget
læres?
Det må man som kunstuddannelsesinstitution
selvfølgelig svare
bekræftende på, men svaret er ikke
enkelt, for ligesom det ikke er
entydigt, hvad det vil sige at være
kunstner, findes der heller ikke
en entydig opskrift på, hvordan
man lærer at blive det.
Spørgsmålet er konstant omfattet
af tvivl og konstant til diskussion.
Det at være kunstner er i høj grad
et individuelt anliggende, der kan
variere stærkt fra kunstner til
kunstner, men på trods af det bestræber
vi os selvfølgelig på at
udpege og beskrive nogle væsentlige,
faglige kriterier, der kan gælde
for mere end en person ad
gangen og vi betragter den kunstneriske
praksis i relation til den
kulturelle og politiske verden,
den indgår i. Alligevel tæller uddannelsen
ikke rigtigt nogen steder:
Man får ingen autorisation
som kunstner, ej heller et diplom
der giver ret til nogetsomhelst.
Man er bare billedkunstner, og
det var man sådan set også i forvejen.
De autodidakte tæller i øvrigt
flere end de akademiuddannede.
Vi vil dog hævde, at man som uddannet
kunstner i dag er langt
bedre fagligt kvalificeret, langt
mere velorienteret, og langt bedre
rustet til at klare sig som professionel
billedkunstner, end
man ellers ville være. Det er i sig
selv et godt politisk argument,
0002
hvis man vil uddanne flere kunstnere.
Vi uddanner dog ikke for at
få flere kunstnere som sådan,
dem er der lige mange af, uanset
om man uddanner dem eller ej,
men for at få flere gode kunstnere,
der mere kvalificeret kan begå
sig. Vi burde egentlig uddanne
flere billedkunstnere og medvirke
til at hæve det samlede kunstneriske
niveau, for i Danmark uddanner
vi langt færre billedkunstnere
pr. indbygger end i alle
vores nabolande.
Men hvad er det så for en kulturel
virkelighed, vi uddanner kunstnere
til?
Der er de seneste årtier opstået
nye dagsordener med hensyn til
kunstens og kunstnernes rolle i
samfundet. I den europæiske tradition
har vi gennem lang tid haft
en dannelseskultur, hvor kunsten
skulle opdrage, oplyse og opløfte,
eller på anden vis påvirke vores
opfattelse og syn på forskellige
forhold. Kunsten var et direkte
middel til at sanse og forstå livet
og verden på, en åndelig og poetisk
erkendelsesform, der kunne
sidestilles med videnskaben og
filosofien, men samtidig klart adskilt
og uafhængig af disse. Ideelt
set kunne kunsten operere frit og
rebelsk på sine egne præmisser,
samtidig med at den kunne agere
kritisk og diskuterende i forhold
konkrete omstændigheder.
Fra dannelse har vi nu bevæget os
ind i oplevelse. I dag befinder vi
os først og fremmest i et oplevelsesøkonomisk
regime, hvor kunsten
skal servicere forskellige interesser,
og når den instrumenteres
politisk er det i særlig grad turisme,
erhverv og den nationale
markedsføring det gælder. Og der
skal hele tiden afregnes med resultatkontrakter,
kvantitative be-
søgstal og kunstens tiltrækning af
kreativt talent indenfor andre
brancher. I oplevelsesøkonomien
er kunsten først og fremmest spektakulær
og underholdende, og
den betjener sig af genkendelige
greb, der ubesværet lader sig formidle
gennem andre medier.
Og markedet? De fleste medier er
optaget af, at kunsten sælger som
aldrig før, men de gunstige markedsbetingelser
gælder for en begrænset
del af kunsten, centreret
omkring det mere farverige maleri,
og den omfattende købelyst
har næsten ingen afsmitning på
de mange andre kunstformer
som foto, video, installation osv.
Det er for så vidt positivt, at kunsten
får så megen opmærksomhed,
og at den oven i købet bruges
til noget. Men hvem sætter dagsordenen?
Vi må til stadighed insistere
på, at der også skal være
plads og opmærksomhed til den
kunst og de kunstnere, der arbejder
mere utilpasset, alvorsfuldt,
stille, uregerligt, kritisk eller søgende,
og som derfor ikke umiddelbart
synes at passe ind i de
etablerede systemers massive
efterspørgsel. For det er gennem
de nye kunstnere, de kunstnere vi
endnu ikke kender, og hvis værker
vi endnu ikke forstår eller kan
forestille os, at vi i fremtiden skal
udvikle kunsten og vores syn på
verden. Vi må insistere på kunsten
som en mulighed for at kunne
det ikke allerede kendte, kunne
det vi endnu ikke forestiller os.
Jesper Rasmussen
Rektor ved Det Jyske
Kunstakademi
Report from
a discussion
on learning
Learning makes an odd, tangential and
often critical relationship to knowledge.
Knowledge is a key. It is an object and
it discriminates. It is possessed by
some, and not by others. It can be
priced and bought and sold.
Knowledge is ‘fixed’. Though it can be challenged,
altered and reformed, its fundamental
character is fixity. To count as ‘Knowledge’, the
thing referred to must be identifiable, verifiable,
repeatable, exchangeable and transferable.
Knowledge then, can’t be separated from the
dominant power structures of society such as:
markets, corporations, governments, laws and
states. To have access to knowledge and to replicate
it is to participate in, to replicate, and to
enlarge, existing power structures.
Learning is an act of understanding. It can be
banal or profound. It can be redefined, added to,
expanded, mixed and so on. It is never an object.
Learning does not occur within fixed boundaries.
It is a way of being, an attitude to experience.
Learning can be developed and skills
sharpened, but the fundamental character of
learning resists being directed. Directed learning
is the acquisition of knowledge, or the directed
production of knowledge. In contrast, learning
is what happens in the corner of your eye,
when your gaze is directed elsewhere. Learning
is a form of awareness, not a commodity.
Where knowledge partitions and separates,
dividing those who possess from those who are
excluded, learning educates. Educating is the
development of a person’s capacities. Learning
is a way of comprehending life; a tool of negotiation;
a process of engagement; a developing
and ever-changing act of living in the world.
Rikke Luther
Billedkunstner & underviser
Copenhagen, spring 2008
From a discussion with Cecilia
Wendt & Brett Bloom

Publikum
Som billedkunstner er det en
forholdsvis abstrakt ting, at
forestille sig hvad der sker hinsides
værkstedet. Hvem kigger
på værket, deltager i det, gør
hvad folk nu gør med kunst af
forskellig art? Ind imellem har
jeg på fornemmelsen, at det
der publikum, der bliver
snakket om, ikke findes.
Eller måske håber jeg bare på det ikke
eksisterer. Eller mere præcist, jeg tror
publikum er en formidlingsmæssig
strategi, som er relativt uafhængig af
de folk, der i forskellig form frekventerer
kunstarrangementer af forskellig
art. Det er først når deres status
forvandles til publikum, at deres rolle
ved arrangementerne standardiseres
og kan gøres til genstand for en formidlingsstrategi.
Pointen i denne
sammenhæng er, at forestillingen om
publikum er en strategi, der er udviklet
i forbindelse med ideen om for-
midling. Publikum er objekt for det,
der formidles.
Borgeren er blevet publikum og kunstneren
er blevet producent og leverandør
til formidlingen. Alt lader sig
formidle til et publikum. Det er selve
definitionen på det publikum vi
møder. Alt det der ikke lader sig formidle
har et gevaldigt problem.
Måske er det ikke kunst. De der ikke
finder formidlingen velkommen, forståelig,
relevant eller måske endda
direkte irriterende, hvad er de? Nok
ikke publikum.
Det kan i alle tilfælde konstateres, at
publikum er i dialog med formidlingen
af kunsten og ikke med kunsten.
Hvad det betyder for mig som kunstner
er jeg ikke rigtig klar over. Betyder
det at kunsten, er det der formidles,
altså selve formidlingen? At
vores indsats som kunstnere mere er
af katalytisk karakter, et slags hjælpeenzym
der starter formidlingsprocessen
og produktionen af et publikum?
Hvad er det vi skal med et publikum?
Eller mere præcist, hvad skal folk i al
bred kaotisk almindelighed mene om
at blive transformeret til et rimelig
veldefineret publikum?
Måske er transformation af folk til
publikum en nødvendighed for etableringen
af det kunst- og formidlingsmarked
som vi ser nu. Nu er det ikke
for at jeg vil være unødigt patetisk
omkring det. En del af resultatet af
det er etableringen af det ofte omtalte
marked, som jeg i bred forstand nyder
godt af. Det har medført en større
forudsigelighed omkring effekten af
ens dispositioner. Kommunikationslinjerne
er rimelig klare. Men det er til
gengæld en smule uklart, hvad det gør
ved muligheden for at lave noget der
er ikke-identisk, ved muligheden for
at producere forskel. Det kan nok ikke
lade sig gøre. Der sker til gengæld
noget andet, der til forveksling kunne
minde om det. Alt det formidlede
efterlader en tilfældig ikke-formidlet
rest, der fordi det ikke er formidlet og
fordi publikum er defineret som modtagere
af formidling, er hermetisk afskåret
fra publikum. Det vi står tilbage
med er en eller anden slags moderne
udgave af kunstner-geni-tossen,
et lidt tilfældigt uformidlet restprodukt,
der sådan lidt hovsa bliver
garant for at det hele har en ureducerbar
oprindelse. På samme måde som
et logo ikke behøver at betyde noget i
sig selv. På den måde er restproduktet
ikke et problem, men en hel klar produktiv
fordel.
Hvis jeg skal komme med et meget
klart eksempel, vil det være J&K’s udstilling
på Overgaden i 2007. De opbyggede
en række dioramaer som de
selv havde produceret en række beskrivende
og forklarende tekster til,
dog på engelsk. Overgaden oversatte
meget passende disse tekster, men
lod det ikke blive ved det, de omskrev
dem også ganske let, så let at man
måtte sammenligne de to tekster for
at se forskellen. Formålet med dette
var, i mine øjne, udelukkende at pege
på kunstnerens uadskillelighed fra
formidlingen og dermed institutionen.
Vi står altså med et tilfældigt uformidlet
restprodukt, der bliver garant for
hele projektet, men hvad gør det ved
publikum? Vi står med en kaotisk
masse, der er transformeret og reduc-
eret til publikum, en massiv afindividualisering,
en massiv mangel på
forskel, som bliver mødt med og skabt
af en hel masse formidling og ikke
mindst et uformidlet restprodukt.
Kan det tænkes, at det er det uformidlede
restprodukt der bliver hele
pointen, villet eller ej?
Som publikum optræder vi som ensartet
masse overfor en tjenestevillig,
formelt talende instans og overfor
hermetiske ikoner. Kort sagt en masse
solide, slagfærdige kategorier. Om
ikke andet er det en meget stabil situation,
som lader sig reproducere ud i
det uendelige. Men som sagt, hvad
gør det ved folk at blive gjort til et
publikum? Det har fået besøgstallene
til at gå op i al almindelighed, salgstallene
til at stige og den generelle
velvillighed overfor billedkunst, der
lader sig formidle, er til at tage og føle
på. Til gengæld er det generelle forhold
til kunst, der ikke umiddelbart
lader sig formidle eller kommercialisere
meget negativ, for ikke at sige
direkte fjendtlig. Hvilket der ikke er
noget at sige til set i lyset af den meget
bekvemme og ansvarsløse rolle det er
at være publikummer, den bekvemme
og ansvarsløse position det er at være
formidlet og ikke mindst den bekvemme
og ansvarsløse rolle det er at
formidle.
Christian Schmidt
Rasmussen
Billedkunstner & underviser
0003

A og jeg
Lad os bevæge os lidt, foreslår
A. Okay, svarer jeg.
Vi driver rundt uden at sige
noget. Vi bevæger os for at
bevæge os. Vi kalder det for en
zen-konversation, når vi
bevæger os på den måde.
Vores kendskab til zen er ganske overfladisk,
men som de fleste har vi et
billede af en form for absolut og ubekymret
tilstedeværelse. Ren handling.
Ren form. Trådløst. Noget i den retning.
A kalder det for et livsstilsprojekt,
når vi bevæger os på den måde.
Jeg kalder det for åndssvagt, men vi er
enige om, at det er i orden.
Vi bevæger os i et terræn, der er lysende
klart, og det er dét.
Jeg spørger A, hvor lyset kommer fra.
A reagerer ikke. Jeg bemærker, at lyset
opfører sig som en strålende tåge.
En foton-tåge. Det er som om terræn-
Kunst,
pluralisme og
demokratiske
øvelser
0004
et udvider sig og kondenserer sig hele
tiden. Anderledes kan jeg ikke beskrive
det.
Afstanden mellem A og jeg er nu større
end tidligere. A passerer i et glimt.
Jeg suser forbi. Hvor kommer lyset fra,
spørger jeg igen, men A reagerer ikke.
A har observeret noget, der ligner en
blomst. Det er en formation af, hvad
der umiddelbart bedst kan beskrives
som tråde og overflader. Sammenfiltrede
tråde og et system af overflader.
Trådene udstrækker sig inden for overfladesystemet
i forskellige grader af
tæthed, mere eller mindre sammenfiltrede,
og har tilsyneladende klæbet eller
suget sig fast på overfladesystemets
elementer. Visse steder fremtræder
trådenes sammenfiltrede tilstand
som en udstrakt og klistret masse,
andre steder som en improviseret og
vildtvoksende molekylemodel. Tilsyneladende
har trådene såvel en opløsende
som en bærende funktion i forhold
til overfladesystemet.
Overfladesystemets elementer er nærmest
flydende i konsistens, men de
har skarpe afgrænsninger og ensartede
omrids. Elementerne er adskilte og
forholder sig proportionelt til hinanden.
Såvel i udstrækning som i dybde
bemærker man en proportionel systematik.
Det minder om et smadret
stykke glaseret porcelæn lige i det øjeblik,
det går itu. Man kan akkurat registrere
en samlet form trods det, at den
er opløst i et utal af elementer.
Forholdet mellem overfladesystemet
og trådene er dobbelt. Tråde og overfladesystem
forekommer at være hinandens
årsag og virkning. Noget kunne
tyde på, at der er tale om en fremadskridende
vekselvirkning, hvor tråde
og overfladesystem gensidigt påvirker
hinanden med formationens samlede
udvikling som effekt.
Der er flere af disse formationer. Flere
forskellige. Ved at sammenligne to
blomster, konstaterer A straks to typer.
Den ene blomst er en tungeagtig formation.
Den anden blomst er et virvar
af stråler. Og der er flere versioner, viser
det sig; boblende, krybende og strittende
formationer. Og flere endnu. Der
er stor variation i typer, og alligevel
fremtræder alle blomster ens; sammenfiltrede,
gennemsigtige og lette.
Denne tredje faktor fanger A’s opmærksomhed.
Formationernes lethed.
Hver enkelt formation er også et
vakuum. Trådene er aktive i forhold til
dette tomrum. Overfladesystemet markerer
dets afgrænsning; et perforeret
og transparent skjold, der gør formationens
tomrum muligt. Formationernes
lethed synes at være mål og
middel på samme tid. Det ser ud til, at
hver enkelt formation danner et vakuum,
hvori et nyt tidsrum udvikles. Et
fremtidigt terræn.
Vi bevæger os ind i en af blomsternes
tomrum. Jeg bemærker, at der er forskel
i temperatur i forhold til udenfor.
Ganske lidt. Og at lyset er stærkere her
end udenfor. Ganske svagt. Det er i forhold
til dette vakuum, at trådende er
aktive, men det er ikke muligt at skel-
En afgangsudstilling er en mærkelig størrelse.
Kriteriet for deltagelse er, at kunstnerne tilfældigvis
færdiggør den samme uddannelse samtidig, og der
er derfor ikke nødvendigvis andet, der knytter dem
sammen, end netop dette.
Samtidig er det også det, der kan gøre denne type
udstillinger interessante – der er ikke en konceptuel
ramme eller et overordnet tema, som værkerne
skal opleves i forhold til, og de får derfor en sjælden
mulighed for at læses som de enkeltstående udsagn,
de ofte er tænkt som. Udstillingen AFGANG 08 Det
Jyske Kunstakademi viser nye produktioner af
dette års ti dimittender og giver et indblik i, hvad
der optager den yngre del af kunstscenen lige nu.
Der er ingen overordnet tendens med hensyn til
medie, indhold eller form at spore. Tværtimod er
der tale om en mangefacetteret præsentation af
stemmer og udtryksformer. Værkerne behandler et
bredt spektrum af tematikker, der adresserer emner
som normativ tænkning, overvågning og magtstrukturer,
forholdet mellem kunstinstitutionen og
beskuer såvel som historiefortælling, subjektivitetskonstruktion
og identitetsdannelse. Fælles for
værkerne er dog, at de alle på hver deres måde for-
ne mellem tråde, overflader og vakuum
nu. Vi kan kun registrere ændringerne
i temperatur og lysintensitet. A
insisterer imidlertid på at finde ud af,
om tråde og overfladeelementer er
forskellige i substans, eller om vi har
at gøre med to tilstandsformer af
samme substans. A vil på den måde afgøre,
hvorvidt formationerne udvikler
sig i og med en vekselvirkning baseret
på forskelle i substans eller tilstandsform.
For at kunne undersøge dette forhold,
beslutter vi os for at forlade det vakuum,
vi har bevæget os ind i. Vi vil tilbage.
Udenfor igen. Det er ikke muligt.
Det er ikke muligt at skelne mellem
tråde, overflader og vakuum. Vi
befinder os i vekselvirkningens effektrum.
Vi forstår nu, at vi bevæger os i
et fremtidigt terræn.
A gør mig opmærksom på en svag,
grålig skygge i ubestemmelig afstand
fra os. Et negativt lys, vil jeg kalde det.
Jeg havde ikke lagt mærke til det før
nu. Det havde A heller ikke. Et hul, siger
jeg, lige hvad vi har brug for.
Hvis man forestiller sig solen bryde
igennem en tyk tåge, bare negativt, så
svarer det fint til det her, siger A. Og
sandt nok; tætheden i skyggens mørke
øges, ligesom dens afgrænsning
bliver stadigt skarpere. Og det er en
cirkel. Den vokser ikke. Den er i ubestemmelig
afstand. På en måde fylder
denne sorte cirkel efterhånden det
hele. Den er nu det eneste, vi bemærker.
Søren Andreasen
Billedkunstner & underviser
holder sig til forestillinger om subjekt, samfund og
fællesskab. Udstillingen siger altså ikke meget om
tendenser i form af mediespecifikke interesser eller
formmæssige eksperimenter, men den siger meget
om, hvordan kunstnerisk praksis tænkes i dag.
Kunstnerisk praksis handler for denne generation
af kunstnere i særlig høj grad om etablering af
muligheds- og forestillingsrum – steder hvor det
vedtagne kan overvejes, gentænkes og forhandles.
Og det er netop udstillingens heterogenitet og
visuelle kakafoni, der er væsentlig, idet den problematiserer
forestillingen om det homogene og
peger på at kun gennem pluralistiske modeller kan
vi blive bedre til at forstå os selv og verden omkring
os.
En stor tak til afgangsholdet for deres engagement
og entusiasme.
Katarina Stenbeck
Kurator & vejleder på AFGANG 08

Nuuk Fjord, Grønland © Eija Mäkivuoti 2006
I 1989 erklærede den engelske kunstgruppe
Platform: “Kunstens spørgsmål er ikke længere
æstetik, men planetens overlevelse.”
Jeg vil knap ti år efter tilføje, at kunstens
vigtigste spørgsmål stadig ikke er æstetik, men
en globalisering af dissens for at sikre planetens
overlevelse.
I mine øjne har Det Jyske Kunstakademi længe udmærket sig som
et sted, hvor (æst)etiske strategier for en sådan dissensens globalisering
har fået plads til at blive udtænkt og afprøvet.
Som underviser i kunstteori i perioden 2003-04 er jeg taknemmelig
for at have fået mulighed for at deltage i dette udviklingsarbejde.
En stor tak til årgang 2008 og de tidligere årgange, som
jeg samarbejdede med.
Tone Olaf Nielsen
Freelance kurator & underviser
0005

0006
I 2004 holdt Elsebeth Jørgensen og
jeg workshoppen, Montage – Historie,
sted og narrativitet på Det Jyske
Kunstakademi. I workshoppen tog vi
udgangspunkt i montagen som en teoretisk
og praktisk metode til at konstruere
fortællinger.
Pia Rönicke
Billedkunstner & underviser
Vores arbejdsramme var indsamling og sammenstilling
af materiale med udgangspunkt i
en historie og et sted.
I forbindelse med workshoppen viste jeg filmen
Elysian Dream, der handler om parken
Elysian Park i Los Angeles. Filmens billedside
udgøres af en kombination af fundet billedmateriale
og billeder jeg selv har taget under
gåture i parken. Min fascination af stedet
opstod efter, at jeg havde tilbragt meget tid
med at gå på opdagelse i parken. Jeg har i flere
omgange prøvet at fortælle om Elysian Park –
parkens historie om det ’tabte’ land og hvad
det vil sige at tilegne sig og bevæge sig igennem
dette landskab af billeder, tekst og stisystemer.
Filmen undersøger hvad parken indeholder
af muligheder og historier og er et forsøg
på at finde en måde at videregive oplevelsen
af den på. I forbindelse med filmen
skrev jeg også en tekst. Teksten, der præsenteres
her, er en tilføjelse til den billedserie, som
blev vist på workshoppen i Århus.

Jeg har arbejdet med at skabe ét
værk, der tager udgangspunkt i
mine tidligere eksperimenter inden
for produktion af fotografi, tekst,
grafisk arbejde, lyd, video, performance,
rum, installation og konceptudvikling.
(01.03.2008)
Allerede nu vil jeg understrege, at jeg
er meget interesseret i kollektive
processer hovedsageligt fordi, der i
samarbejdet er en konstant dialog, en
evig refleksion og ikke mindst et
socialt samvær, som er meget vigtigt
for mig i en tid, hvor næsten alt handler
om individuelle resultater.
Fællesskabsfølelsen er at finde i en
del af det arbejde, der er præsenteret i
Hvad er meningen?
Det er vel, at man skal overleve på en eller anden
måde.
Hvad er vigtigt?
At man har det godt med sig selv og de mennesker,
man omgiver sig med.
Hvad kan kunstens rum?
Tilbyde et midlertidigt alternativ til virkeligheden,
som det selvsagt er en del af.
Henrik Busk i retrospekt
udstillingen. Selv om jeg i skrivende
stund ikke selv har set min udstilling,
kan jeg efterhånden skimte en
gyldenorange tråd, der går igennem
de fleste ting, som vil kunne være
med. På samme tid som mit afgangsværk
peger tilbage og viser mit arbejde
i udvalg, peger det frem og varsler
om nye konstruktioner i krydstjekagtige
mønstre. Der er mange kombinationer,
som endnu ikke er udforsket
efter tilfældigt sammensatte retningslinier.
Der er flere spørgsmål, end der er
svar. Et er hvad kunsten kan og hvad
den skal. Jeg håber, det er muligt, at
udvide det udvidede kunstbegreb og
at mine udvalgte tilbageblikke, blandet
sammen med mine samlinger af
ting, kan mane til eftertænksomhed
hos enhver beskuer. Ikke at alle skal
stille sig de samme spørgsmål, men at
den enkelte stiller sig selv eller sin
næste lige præcis de spørgsmål, der er
relevante for vedkommende. Min far
ville have spurgt: “Skal det nu være
kunst?” Mit svar er: “Ja, nu skal det
også være kunst.”
Meget af det jeg har gået og rodet med
de sidste 15-21 år, opfattede jeg ikke
som kunst da det stod på, men det var
de selv samme aktiviteter, bare på
andre steder på samme tid – eller på
helt andre tidspunkter. Nu hvor jeg er
Hvorfor vil du arbejde med kunst?
Det er et frirum, hvor jeg kan få lov til at udfolde
mine mere eller mindre kreative evner.
Hvad er kunstens potentialer?
Den kan ændre verden eller vores opfattelse af
den.
Hvordan tager dine værker form?
Det er meget forskelligt og meget tilfældigt set fra
mit perspektiv.
Henrik Busk: Morgencirkel 2007
uddannet kunstner, har det måske også
været kunst set i bagspejlet.
Uafhængighed af økonomiske, politiske
og andre styrende interesser,
har været en drøm lige så længe, der
har været kunstnere til. Først var det
kirken og kongen, der gav kunstnerne
deres frihed, siden har staten og mæcenerne
været inde over og sidst men
ikke mindst, har storkapitalens interesser
købt sig til resultaterne af kunstnerenes
arbejde. Men hvad har det
med kunst at gøre? Er det resultatet
eller den skabende proces, der er
selve kunsten?
Yderligere information, tekst, fotografi, video, lyd, mv.:
www.henrikbusk.dk
Hvad skal kunst?
Skal er meget bestemt, kunsten kan alt muligt og
det skal den.
Hvad nu?
Ud i den virkelige verden. Jeg tænker, at det er
muligt, at få et lynkursus i at køre med græsslåmaskine
og efterfølgende gøre nytte for samfundet
ved, at gøre det jeg har lært på kurset og fortsætte
mit hidtidige virke i øvrigt.
0007

Sonja Strange
Magtstrukturer i gentagende bevægelser. Dialektisk historieopfattelse
udleder frustration hos undertegnede.
Det kaldes tændvæske, deraf nysgerrig graven.
Logikker i konstant fordrejning.
Linjer og buer der stikker ud, stikker ind. Fortid, nutid, datid.
Det hænger sammen. I tiden.
Jeg kan føle mig fortabt, men fryden ved at foretage en
handling giver mening.
Date: 25.07.2007. Location: Prag
Det stopper jo aldrig
Denne lærerproces. Op ad bakke, ned i kuldkælderen
og så fuld gas frem igen. Pauserne at foretrække,
slutspurten at se frem til, starten at frygte. Det
hvide papir. Den hvide skærm. Det hvide lærred.
Det hvide rum. Den hvide forfatning. De hvides kollaps.
Hvem overtager verdensherredømmet næste
gang? Hvem starter en ny revolution? Hvor kaotisk
bliver anarkiets rod? Og er det sandt at folk i kaos
har brug for en diktator?
Bevægelser i historien, historiens bevægelse. Og
0008
Kunst og revolution
Revolution gennem kunsten
tiden ikke at forglemme. Hvor mange gange skal
man kigge sig over ryggen? Er det sten, der bliver
kastet eller er vi af princip gået over til mere raffinerede
metoder for angreb/forsvar?
Hvilke spørgsmål kan vi stille fremtiden? Og er det
nu sundt? Europa. Et afkom af Zeus. Vingesus og
bølgeskvulp. Over havene gik det, da verden skulle
erobres. Eller voldtages. Kampgejst og vilje. Mod og
overmod. Klogskab og ren dumhed. Hvis dumhed
kan vaskes ren vel og mærke.
Kynismens højborg. Og hvorfor mon? For mange
fejltagelser i tidens løb? Hvis vi startede forfra et
andet sted. På Mars måske. Gentagende gange. Nyt
land, nyt system, gamle hoveder. Det er så smukt
derude i verden. Herude. Hvis himlen over Paris
står i brand hvor længe skal slaget så stå på Nordpolen?
Kynismens højborg
Til de rette modtagere af det fremtidige metropolspil
der er i højsædet i den fungerende klassekamp
mellem de aldrende generationer og det tilbageværende
faktum at den nedadgående kompromisløse
fakturafortegnelse er en forbigående reaktion
mod det nuværende realplan i de magtomlæggende
positioner som har indtaget den ene side af nervesystemet
som i den grad har forkastet de nye generationers
såkaldte revolutionære metodefordeling af
den kontekst som blev dem givet i tidens løb har
Kunsten at revolutionere
den forplantet sig til de nedre regioner mens korruptionen
længe leve forskanser sig mod kynismens
højborg idet informationens magtkamre splittes i
tusinddele af et vestligt orienteret rige hvor solen
forsvinder bag broen for at stå op i øst og skinne
igennem ulighedens refleksioner der genvinder
deres rette form idet tredje verdens børn kigger på
det honningbelagte bord af demokratiets love og
ifører sig fredsbomber i rette tid til at forsvare kapitalismens
maskebal som skalerer fra modsigende
alvidende til gennemarbejdet ressourcespild af
bærerdygtig udvikling
Bohemia
The European Union no longer exists.
Europe is divided into The Old and The New Sector.
The Old Sector has joined the US war against China
and Russia.
They are fighting at the North Pole.
As a result of this a revolution has taken place in
France.
The young man who started the revolution and a
Russian officer from the war at the North Pole has
fled to The New Sector.
To the land of Bohemia, to the city of Prague.
www.myspace.com/BohemiabySonjaStrange

0009

Kari-Mette Josefsen
Test af potentielle svar
Dette er et redigeret udpluk af en samtale
mellem Bjørn Enge Bertelsen, ph.d.-studerende
i socialantropologi og mig selv, Kari-
Mette Josefsen, studerende ved Det Jyske
Kunstakademi. Samtalen fandt sted på universitet
i Bergen på et tidspunkt, hvor jeg
stadig undersøgte, hvordan jeg skulle stille
spørgsmål og strukturere materialet til mit
afgangsværk. Nedenstående er således et uddrag
af et test-interview.
Kari-Mette Josefsen: Jeg er interesseret i
det, at tiltale nogen som individ eller gruppe
og grunden er, at en tiltale definerer rammerne
for, hvordan det er muligt at besvare en
henvendelse. Man kan enten acceptere tiltalen
og dens præmisser ved at sige ”ja, det var
til mig” eller man kan helt undlade at svare.
Spørgsmålet er om tavshed er en reel mulighed,
hvis man ønsker at skubbe til status
quo. For en diskussion af hvad tiltale betyder
kan det være et interessant udgangspunkt at
se på hvordan medierne adresserer sin offentlighed
og hvordan mennesker, der optræder
på tv tiltaler publikum. Som en del af
det publikum og som en del af befolkningen,
oplever jeg at der sker en glidning fra at blive
tiltalt som borger til i højere grad at blive tiltalt
som potentiel kunde dvs. forbruger. Det
er tankevækkende, at ens status i et demokratisk
land reduceres til forbruger. Det sker
så glidende, at man næsten ikke lægger
mærke til det.
Bjørn Enge Bertelsen: Så det du siger er
at tiltaleformen, strukturen, mediet og konteksten
afgør hvilke mulige svar man har.
Det er jeg jo enig i. Samtidig så er der en række
andre aspekter af relationen mellem medierne
og deres tiltaleformer. Fordi medierne
medierer de dominerende gruppers interesser,
tanker og måder de ønsker at kommunikere
med udvalgte befolkningsgrupper på,
så er medierne en kraft i sig selv, som altså
heller ikke er neutral. Derudover så har du
politikere som ønsker at tiltale, indkapsle og
bemægtige sig store dele af mediernes publikum
og gør det ved at tiltale dem, som
værende de rigtige repræsentanter for folket.
Du nævner, at vi bliver gjort til konsumenter
og det er jo en lang historisk proces, som er
knyttet til nyliberalisme og det vi indenfor
antropologien kalder for kommodificering,
også kaldet varedannelse. Gæld er et vældig
godt eksempel på det. Før i tiden var gæld en
relation, en relation mellem dig og banken
som ikke var en social relation, men dog en
relation. I dag er gæld blevet en vare, som du
kan købe og sælge og dermed er det relationelle
aspekt væk. Sådan set kan man sige,
at varedannelsen griber om sig, mens det relationelle
som er grundlaget for det sociale forsvinder.
Det er det, der ligger i kommodificering.
Så er der forbrugermagt-retorikken
som bruges utroligt meget. Den giver et indtryk
af, at man som forbruger, som en der
navigerer mellem et stadig øgende antal varer,
tildeles magt og tildeles en beslutningsmulighed.
Men egentlig så reduceres vores
deltagelse i samfundet, vores deltagelse i en
virkelighed, til et valg og en evaluering af
produkter. Man ender op med at være et menneske
som deltager i en uendelig produktevaluering.
Det som er problematisk med dette
vare- og produktfokus er, at man bliver
pisket til at skulle vælge mellem stadig nye
produkter på stadig nye områder. Man skal
vælge forsikring, bank, strømleverandør, man
skal endda vælge hospital. Hvis man skal
være en bevidst forbruger, bliver man nødt
til at læse årsrapporter fra forskellige hospi-
0010
taler for, at finde ud af hvilket man skal vælge.
Dette medfører, at vi får vi mindre tid til
andre ting. Men det udelukker også vores påvirkningsmuligheder.
Ved at blive gjort til forbruger,
er man blevet ansvarliggjort. Og fordi
man får lov til at vælge mellem produkter,
har man ikke lov at opponere mod systemet.
Systemet har givet dig valgfrihed, og den valgfrihed
har du udøvet ved at vælge produkterne
og dermed kan du ikke opponere imod
systemet som sådan.
KMJ: Det er meget smart, hvis man tænker
det i forhold til at passivisere en befolkning.
En anden ting jeg vil nævne i forbindelse
med den kommodificering du taler om er, at
hvis man udvikler noget nyt eller opnår autonomi
i noget, så skal man passe på hvor
man kommunikerer den viden fordi alt bliver
spist op af markedskræfterne. Apropos tiltale,
hvordan kan man overhovedet sige eller
gøre noget som helst, uden at det bliver
kommodificeret?
BEB: Hvis noget får nok opmærksomhed,
uanset om den er positiv eller negativ, så vil
det blive indlemmet, udryddet, kommodificeret
eller transformeret. Et godt eksempel
er kommercialiseringen af Palæstina-tørklædet,
der er et kulturelt fænomen som gik fra
at være et oprørs- og solidaritetssymbol i firserne,
til at være et Hennes & Mauritz produkt
i dag, der ikke betyder noget som helst.
Tørklædet har altså været udsat for en varedannelse
og en udhulning af betydning, der
kunne skabe friktion. Det er det der sker - alt
bliver friktionsløst. Ideen, mekanismen eller
glidningen mod det friktionsløse forbrugersamfund
er vel også noget af det, vi snakker
om.
KMJ: Det virker som om at der er en slags
lås indbygget, altså at tingene hurtigt bliver
låste.
BEB: Ja, ting bliver låst, hvis det bliver farligt
nok, stort nok eller autonomt nok. Der er
historiske paralleller mellem udryddelsen
eller indlemmelsen af de autonome i København
for eksempel, og det der er sket med
nomadiske befolkninger over hele verden.
Derfor er det vigtig ikke bare at tale om markedskræfter,
vi må også snakke om stat og
statsdannelser og den type strukturer, der har
Hvordan tager dine værker form?
Jeg arbejder ud fra de steder, hvor jeg
bliver forbløffet eller ikke forstår hvad,
der er på færde. At lave et værk er en
måde at komme frem til en forståelse på.
Jeg er meget optaget af ideen om sted og
steder. Ikke kun fysiske steder men også
sproglige steder, steder i strukturer og
mekanismer jeg enten ikke forstår eller
som synes vigtige. Den feministiske tænkning
har givet mig nogle redskaber og
strategier, der gør det muligt for mig at
opholde mig der. Som billedkunstner kan
jeg zappe, sakse, vælge til og fra som det
passer mig og handle ud fra de interesser
jeg har på et givent tidspunkt. Det tillader
kunsten mig. Jeg er ikke journalist,
forsker eller realpolitiker – jeg er billedkunstner
og jeg agerer derefter. For mig
er kunst et nedslag. Det er ikke min opgave
at dække det område jeg beskæftiger
mig med på en fyldestgørende måde.
Jeg kan ikke tage alt med i et værk. Det
behov for at underlægge, kontrollere, gennemsigtiggøre
og overvåge. Gennemsigtighed,
forudsigelighed og kontrol er nemlig
vigtige statslige mekanismer. Nomadiske
folk overalt i verden har altid været en trussel
mod de statslige projekter, fordi de ikke
har ladet sig tælle, fordi de ikke bliver på
samme sted, og ikke nødvendigvis sender
sine børn i statslige institutioner som skoler
eller opsøger hospitaler. Herved bliver de en
trussel mod statens suverænitet og dens eneret
til at definere, hvordan samfundet skal
struktureres og organiseres. Det samme ser
du med de grupper, der definerer sig selv
som autonome. De er på sin vis en umulighed
i en verden af statslige strukturer, og her
tænker jeg ikke kun på de nationalstatslige
strukturer, men også på overstatlige strukturer,
som er mere herskende mekanismer end
det, der kan koges ned til statslighed eller
nationalstatslighed.
KMJ: Hvad kunne en sådan herskende mekanisme
være?
BEB: Hvis nogen for eksempel beslutter sig
for, at sætte sig selv udenfor en nationalstat
og sige: “Her etablerer vi os, vi vil danne vores
eget samfund.” Det er en umulighed. I
dag er alle steder i verden, alt rum, underlagt
en statslig struktur. Der findes ikke noget
fysisk rum eller noget fysisk territorium,
hvor man kan gøre sig ikke-statslig. Det interessante
er, at autonomi i dag er forbeholdt
dem med penge. Hvis du har penge i dag, så
kan du få autonomi, så kan du bosætte dig i
diverse skatteparadiser, du kan købe dig mobilitet,
som gør at du kan suse igennem alverdens
lufthavne og territorier. Der er til og
med særlige sluser for dem, der har købt særlige
kort. Vi har fået en international opdeling,
hvor autonomi og mobilitet er forbeholdt
en global elite mens det, at blive låst til
et territorium og visse typer valg er forbeholdt
resten af klodens befolkning.
KMJ: Det er paradoksalt, hvis autonomi i
dag er forbeholdt dem med penge, for det er
jo at vende autonomibegrebet op ned i forhold
til hvem, der plejer at være optaget af
den form for aktion.
BEB: Ja, der ligger i autonomi-begrebet en
ville heller ikke give særlig meget mening,
da et møde med et kunstværk er en meget
specifik situation. Beskueren står i et fysisk
rum med en særlig form for præsentation
af noget. Dette noget er en reduktion,
det er et udpluk, et udvalg som er blevet
udsat for en mediering.
Hvad er vigtigt?
Undervejs i mine arbejdsprocesser stiller
jeg spørgsmålet ‘Er det vigtigt?’ for, at
have noget jeg kan holde mine ideer og
interesser op i mod. Det samme gælder
relevans. ‘Er dette relevant og vigtigt for
andre end mig?’ Heri ligger ønsket om en
kommunikation. Hvem er beskueren,
hvilken offentlighed befinder jeg mig i?
Det er en form for realitetstjek, et
orienteringspunkt jeg bruger til, at pejle
mig ind på det jeg arbejder med ud fra de
givne forudsætninger og muligheder.
idé om et individuelt eller et kollektivt valg af
livsform. Du kan selvfølgelig blive eneboer
og flytte ud i skoven, det er jo også en slags
autonomi, eller du kan vælge noget alternativt
og etablere dig på en øko-gård, men det
er alligevel nogle meget begrænsede muligheder.
Autonomi er et centralt begreb hér
siden du taler om tiltaleformer. Tiltale og autonomi
er knyttet sammen på forskellige måder.
Én måde er, at vælge ikke at lade sig tiltale
og det vil være en afvisning af en kommunikativ
relation. En afvisning af at blive
placeret i en vis rolle, som for eksempel forbruger,
eller en afvisning af at blive placeret
i en metafor, som for eksempel folket. Hvis
du er interesseret i, at udøve autonomi overfor
tiltaleformer så vil jeg tro, at der findes
størst potentiale i at arbejde med kunstprojekter.
Du kan for eksempel ikke udøve en
autonomi overfor tiltaleformer i medierne,
for så ville systemet bryde sammen.
KMJ: Hvordan ville en autonom tiltaleform
se ud?
BEB: Jeg tænker på, om det i det hele taget
er muligt eller om det er en selvmodsigelse?
Kommunikation og autonomi? Hvis vi taler
om individuel autonomi er det i udgangspunktet
så ikke-kommunikativt, at det ikke
kan tænkes.
KMJ: Det er noget med den umulighed,
som er meget interessant. Hvis der er noget,
der kan nedsmelte systemer, opbryde logikker
og skabe ikke-kommunikation så er det
jo netop kunst. Kunst er egentlig ret umuligt,
men det er samtidig også kunstens potentiale.
Jeg kalder det for en talegestus; det at
markere, at man gerne vil sige noget og det
er det jeg ser som et moment af potentialitet,
altså momentet lige før du siger noget. Du
markerer, at du vil tale, og indgår derved i en
slags form for sproglighed.
BEB: Ja, det tror jeg du har helt ret i, for det
er akkurat i det moment lige før du siger
noget, at alle muligheder står åbne, at der er
mulighed for at etablere noget nyt, etablere
noget, der er innovativt, ikke-institutionelt
eller ikke-konformt.
KMJ: Men det er enormt vanskeligt, for når
man åbner munden, så taler man sig ind i et
Hvad kan kunstens rum?
Det første jeg tænker på når jeg læser dette
spørgsmål, er kunstens institutioner og
udstillingsrum. De rum vi har, at udstille
i, er med til at bestemme hvilke værker,
der bliver udstillet, og det er en interessant
diskussion, men jeg vil besvare spørgsmålet
på en anden måde. Det kan også tænkes
som rummet i et kunstværk eller det
rum der opstår i et værk. Det er noget jeg
arbejder med i mit afgangsværk. At sætte
nogle flader op, der kan noget med hinanden,
en sammensætning af video, lyd og
tekst. Hvis jeg tænker det ud fra en rummetafor
så vil videoen, lyden og teksterne
fungere som vægge. Konstellationen af
disse elementer skaber en række meningsflader,
der læner sig op ad og skubber til
hinanden og herigennem skaber et rum.
Det er i dét møde, i mødet mellem fladerne,
at der kan opstå en sammenhæng,
et rum, som beskueren kan træde ind i og
også her det centrale i værket ligger.

hav af referencer, man trækker på tænkning,
som allerede findes og ord, som allerede indgår
i en diskurs. Det er dér, at den låsemekanisme,
jeg nævnte før, træder i kraft og det
gælder også i forhold til tiltale. Men hvad hvis
du bliver nødt til at sige noget, hvis du vil
være tilstede, hvis du har noget at sige, som
du ikke bare vil gå fra, som du vil stå ved og
insistere på. Hvad kan man så gøre? Lad os
tage et eksempel: Jeg er billedkunstner og jeg
er kvinde. Det er en kombination, der gør at
jeg risikerer at blive tiltalt som kvindelig kunstner.
Den tiltale indeholder en idé om at jeg
laver en form for kunst, der er særlig kvindelig.
Det er jeg selvfølgelig uenig i. Jeg er
kvinde og jeg er kunstner, men jeg vil ikke
betegne mig selv som kvindelig kunstner, for
deri ligger en ladning af noget meget bestemt,
som i sig selv er en interessant diskussion,
men som vi ikke skal tage nu. Men altså, jeg er
styret, af den tiltale jeg har fået. Vælger jeg at
svare, må jeg nødvendigvis gøre det indenfor
tiltalens ramme. Så spørgsmålet er, hvordan
kan jeg svare? Indtil videre har jeg tænkt, at et
kunstværk er en måde at svare tiltalen på.
BEB: Indenfor antropologien findes der to
begreber, der bliver brugt om dette; tilskrivelse
og selvtilskrivelse, som er to modstridende
begreber. Du bliver tilskrevet en rolle
som kvindelig kunstner. Du er blevet identificeret
som kvinde, det bliver gjort til noget vigtig
og du bliver tilskrevet, at der er en relation
i mellem dit tilskrevne køn og den kunst du
laver. Det bliver gjort til noget centralt. Her
bliver vi så nødt til at begynde med at tale om
selvtilskrivelse; du kan selvfølgelig forsøge at
præsentere dig selv ved, at skrive eller sige at
det ingenting betyder, at det ikke er din kvindelighed
eller dit køn, der er det centrale. Det
ville være et forsøg på, at tilskrive dig selv
noget, men det er vanskeligt, at se hvilken type
indvirkning det ville have. Det er rigtigere
det du gør ved, at dit kunstværk bliver et svar.
En anden strategi er jo at nægte at svare, og
det er måske noget af det mest effektive.
Modstandsteori handler om hvordan det er
muligt at yde modstand mod dominerende
processer. Tavshed er modstand. Du bliver reduceret
til, at være dit køn og din kunst bliver
reduceret til at være et produkt af dit køn.
Tavshed er her en klassisk strategi, for svarer
du tilbage, er du tvunget til at komme med en
benægtelse. Du starter nemlig ikke med et
blankt ark og kan derfor ikke komme med en
autonom ytring eller en ytring, der starter fra
en potentialitet. Du er allerede låst i en dialektisk
proces.
KMJ: Og når jeg svarer på den, så tager jeg
imod den tiltale, og så siger jeg “ja, den tiltale
var henvendt til mig, den tilskrivning var til
mig.”
BEB: Ja, netop. Du accepterer tiltalen. Det er
enormt effektivt at bevidst misforstå, omformulere
eller svare med tavshed. Der er et fantastisk
eksempel på det. Jacques Derrida, den
kendte dekonstruktivist gjorde en gang noget
sjovt. Han var inviteret til en konference hvor
han skulle tale om Text and – hvad var det?
Text and Power eller noget i den dur. Han
skulle holde åbningsforelæsningen, og han
stillede sig op og holdt en times forelæsning
om begrebet and, altså om det at binde noget
sammen og hvad det vil sige at knytte noget
sammen. Hele konferencen handlede om
tekst og magt, men han talte kun om og. Det
var en bevidst, subversiv strategi som jeg
mener er utrolig effektiv. Den får folk til at
tænke; okay, hvordan er det sproget låser os,
hvad er det sproget rent faktisk gør, hvilke
typer af begreber bruger vi, hvilke naturaliserede
tiltaleformer benytter vi os af og tager
for givet, hvordan låser de os til særlige måder
at handle på, som igen låser os til visse mønstre
osv.? Kort sagt hvordan fungerer sproget
og hvordan gør det os til nytteidioter i visse
diskurser. Ved at løsne det op på den måde
Derrida gjorde kan nogle helt andre potentialer
blive synlige, fordi man bliver usikker
og kommer i tvivl men på en god måde fordi
det skaber en bevidsthed om vores ytringsformer
og tankesæt.
0011

Majbrit Jensen
Hvad er meningen?
Meningen er at det er spændende og det spændende
er, at meningen er subjektiv, ligesom kunst i sig
selv, hvilket gør den så dejlig farverig, idet hvert
menneske har en egen mening om hvad meningen
er.
Hvad er vigtigt?
Vigtig er, at vi alle har vores egen mening og, at vi
har lov til, at have vores egen mening om, hvad der
er vigtigt. For mig som kunstner er det vigtigt, at få
afløb for min nysgerrighed og de spørgsmål jeg har,
i forhold til den verden jeg lever i og de mennesker,
der omgiver mig. Udfordringen i at forsøge at tale
et forståeligt og interessant billedsprog, og dermed
også inspirere andre, er vigtig. Som beskuer er det
vigtigt for mig, at blive inspireret og at lære noget
nyt gennem andre kunstneres udtryk såvel som
konstant at få rykket mit verdensbillede.
Hvad kan kunstens rum?
Kunsten har jo siden tidernes morgen været et spejl
for samfundet. Gennem den symbolik, tematik
eller problematik, der repræsenteres i forskellige
0012
kunstværker op gennem historien, får man en fornemmelse
af samfundets udvikling, hvad der var
nyt, hvad der var vigtigt og hvad, der stod til
diskussion. Uanset om det er en græsk skulptur, et
renæssancemaleri eller en suppedåse af Andy
Warhol, fortæller det noget om vores historie. Det
er efter min mening en vigtig del af, hvad kunst
kan. Kunsten kan hjælpe os med at forstå os selv
ved at formidle vores fortid, bearbejde vores nutid
og foreslå en fremtid. Den har potentiale til at flytte
grænser og holde gang i en udvikling ved at blive
ved med at rejse spørgsmål. Jeg vil gerne være med
til at stille spørgsmålene.
Hvordan tager dine værker form?
Udgangspunktet for min værkproduktion er interessen
i at undersøge en tematik eller automatik, der
ligger i mennesket og dets historie. Som regel opstiller
jeg et konceptuelt regelsæt, som danner basen
for værket. Ud fra dette opstår der så et eller
flere fotografier. Jeg fotograferer altså ikke nødvendigvis
for selve fotografiets skyld, men jeg bruger
det som et værktøj til at visualisere en given
undersøgelse.
Værket “En fortælling hvori der kommer efter
skyer og storm så herlig en sommer” var dog en
omvendt proces, da jeg startede uden regelsæt,
men i stedet med en masse materiale og jeg vidste
ikke hvor det ville føre hen i relation til det færdige
værk. Mit udgangspunkt var den gamle mand,
Harald Conrad Jensen, min farfar, som var 93 år og
ramt af Alzheimers. Jeg havde fotografier af ham
og hans hjem og optagelser af vores samtaler såvel
som skriftligt materiale bl.a. en selvbiografi, som
han skrev, da han var i 80erne, men aldrig fik udgivet.
Jeg var igennem forskellige forsøg på, at
finde ud af hvor præcis min interesse i alt dette
materiale lå og værket udviklede sig i mange forskellige
retninger. Det var først da han flyttede på
plejehjem, at det tog sin endelige form.
Hvad skal kunst?
Den skal stille spørgsmål, undersøge, postulere,
bearbejde og ikke mindst inspirere i det store og
det små. Hverdagen ville være trist hvis ikke man
havde glæde af de billeder man hænger op i sit eget
hjem, kunne diskutere etikken i at udstille guldfisk
i en blender eller bare trække på smilebåndene,
fordi skulpturen nede på torvet i nattens mulm og
mørke er blevet iklædt et ballerinaskørt.
Hvad nu?
...

0013

Jonas Engbirk Nørring
0014
Mit flersidige perspektiv arbejder ud fra en ide om at visualisere flere verdener. Kunst giver mig
muligheder frem for begrænsninger, den er uindskrænket og derfor visionær. Kunst er en videnskab,
der visualiserer fortid, nutid og fremtid på sine egne præmisser. Visionen og en skabelsesproces.
Kunsten kan se igennem vedtagne og gængse forestillinger og er derfor interessant da den ikke følger
det nuværende, men hele tiden søger nye identiteter.

Information wants to be free
“Information wants to be free” er blevet
det uofficielle motto for The free content
movement. På den første hacker-konference
i 1984 udtalte Stewart Brand:
“On the one hand information wants to be
expensive, because it’s so valuable. The
right information in the right place
changes your life. On the other hand, information
wants to be free, because the cost
of getting it out, is getting lower and
lower all the time. So you have these two
fighting against each other.”
Ifølge den franske filosof Michel Foucault (1926-
1984) er subjektet en effekt i en kompleks struktur
af institutioner, discipliner og apparater, som netop
har til hensigt at skabe og fremkalde forskellige subjektfunktioner.
Foucault hævder, at der ikke bygges normaliseringsinstitutioner
eller fængsler, fordi der er afvigere –
men at der bygges institutioner, og så opstår afvigerne.
Der skabes med andre ord en dem-og-os-situation
i samfundet, hvor det ‘sunde’ og ‘naturlige’
skabes, idet der er noget som udgrænses og ekskluderes.
Mennesket og den moderne individualitet er resultatet
af overvågning, udvikling, behandling og normalisering
ifølge Foucault.
Fra det 17. til det 19. århundrede opstår der klinikker
og “menneske-observatorier”. Med videnskabens
udvikling skabtes der metoder til at “se uden
at blive set”. Observatorierne (“samfundet”) har
militæret som model. Militæret er mobilt og kan
indrettes og omdannes efter behov. Den er hovedsæde
for en øvrighed som må være diskret, effektiv
og forebyggende. I den fuldkomne militærenhed
udøves al myndighed ved bevogtning. Hele opbygningens
geometri er indrettet sådan, at de få kan
overvåge de mange. I byplanlægning, på hospitaler,
asyler, fængsler og uddannelsesinstitutioner m.f.
går denne militærmodel igen.
Ligeledes påvirker arkitektur og indretning af bygninger
individet og muliggør bestemte adfærdsformer.
Byer såvel som bygninger skal have en kontrollerende
funktion og påvirkning af brugerne.
Skoleklasser har den indretning, at læreren sidder
på et ‘podium’ hvorved læreren hæver sig over eleverne.
Læreren eksaminerer dem, og udskiller de,
der ikke ligger inden for det af myndighedernes
fastlagte “normalområde.”
Overvågning disciplinerer befolkningen,
ændrer og udvikler adfærden
Denne disciplinering fungerer ikke kun i klart afgrænsede
fysiske rammer, men også psykisk. Her
bliver det en selv-overvågning af, hvad individet
tænker og føler ud fra forestillingen om bedømmelser,
undersøgelser og vurderinger fra den ydre
verdens forskellige sfærer.
Overvågning er en dokumentation af menneskets
adfærd, hvor der er et detaljeret negativt og positivt
potentiale i form af dets anvendelse som information.
Menneskeheden bliver overvåget og adfærdsmodificeret
hele tiden
Overvågningen foregår via video, micro-chips, betalingskort,
mobiltelefoner, pas og internet. Sider
som my-space og facebook er en slags fjern-overvågning.
Sygesikringsbeviset og cpr-nummer er
overvågningsforanstaltninger. Der er tale om at oprette
DNA-registre over samtlige borgere.
I nogle lande bruger man microchips i militæret.
England har f.eks. microchippet hele delinger i militæret
(Jvf. “British army volunteers to be microchipped”;
Soldier Magazine, april 2001).
Ligeledes skal man micro-chippes for at blive
medlem af bestemte organisationer eller foreninger
(www.cbn.com/cbnnews).
I USA og England har man indført en lov
(www.freedomfiles.org/war/fema), der betyder, at
hvis man er mistænkt for at være terrorist eller være
i ledtog med terrorister, så kan man anholdes eller
tilbageholdes på ubestemt tid. Efter at krigen mod
terror blev indledt umiddelbart efter terrorangrebet
den 11. September 2001, oprettede man et nyt
regeringsorgan, Federal Emergency Management
Agency (www.fema.org), der har til opgave at overvåge
homeland security (www.dhs.org), således at
USA nu er under ekstrem overvågning. Efter angrebene
på Pentagon og World Trade Center har man
formået, at skabe en sådan frygt for terrorisme, at
befolkningen næsten finder sig i enhver indskrænkning
af deres frihed.
“God is watching”
Man har sågar et trusselbarometer på Homeland
Securitys hjemmeside, så befolkningen kan holde
øje med, hvor bange de skal være.
Det at skabe frygt er en adfærdsmodifikation, og
konsekvensen for IKKE at ændre adfærd er indespærring
eller terrorangreb. “Either you are with us
– or you are with the terrorists!”
Carnivore er et program udviklet af det internationale
kollektiv Radical Software Group (RSG). Der
er tale om en form digitale kødædere specielt desig-
nede til at overvåge og fortolke al informationsstrøm
i netværker og reagerer på specifikke ord, filtyper
og programmer.
En artikel i kultmagasinet Wired den 12. Sep. 2001
beretter om, hvordan travle FBI folk om eftermiddagen
dagen efter terrorangrebet installerede carnivores
i programmer og netværk centralt hos de
store netværksudbydere i USA. Mindre end en
måned efter lancerede RSG deres egen Carnivore.
Den væsentlige forskel fra FBIs Carnivore var, at
RSG henvendte sig til offentlig og almen brug, ikke
som et hemmeligt magtmiddel til at tjene regeringens
interesser. RSG skabte et stykke overvågningssoftware
som var mere kompetent end FBIs samtidig
med, at man ved hjælp af en Personal Edition
kunne overvåge sig selv.
Øget centralisering af magt og kontrol har bredt sig
til Danmark, som har fået terrorpakken, der tilsidesætter
rettigheder i grundloven og FN’s menneskerettighedserklæring.
Med denne ændring i retspraksis
er der indført indskrænkninger i den personlige
frihed (jvf. www.menneskeret.dk).
I Danmark er der eksempler på, hvordan vi tillader
skoler at overvåge elevernes adfærd og bygninger.
Al registrering af trafik på internet, telefon, mobil,
SMS, e-mails og data med mobiltelefoners fysiske
position bliver gemt i minimum 1 år.
I Danmark er overvågning underlagt Datatilsynet. I
princippet kan alle få lov til at overvåge, når blot det
bliver indberettet til Datatilsynet. Eneste undtagelse
er det offentliges overvågning. Således kan staten
og regionerne frit opsætte og iværksætte eksempelvis
overvågning af veje, kryds, broer, bygninger
samt andre offentlige instanser. (www.datatilsynet.dk,
offentlige myndigheders tv–overvågning).
Medarbejdere må gerne overvåges, når blot de
informeres om overvågningen. Dansk Supermarked
bruger privatdetektiver med skjulte kameraer til at
finde brodne kar i egne rækker. På samme måde har
man i årevis kropsvisiteret og ransaget håndbagagen
hos de butiksansatte i Føtex, A-Z og Bilka.
I London er der hele områder, hvor alt er overvåget
og man anvender avanceret ansigts-genkendelsessoftware.
(www.notbored.org, Historien om overvågning
i London).
Den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770–1831) var
ophavsmand til ideen om tese, antitese og syntese.
En manipulationsteknik, der er i nyere tid er blevet
omdøbt til problem, reaktion og løsning-teknikken.
Man har en plan, som man ønsker at gennemføre.
For at kunne dette, lancerer man et problem, som
slås stort op i pressen. Politikerne er på banen med
reaktioner og meningstilkendegivelser om problemet.
Man kan sige, der rejser sig et folkeligt krav til
politikerne om at gøre noget!
Sandsynligvis eksisterer der ikke et sådan krav,
men i pressen præsenteres problemet stadig voldsommere
og enhver kan nu se, at der må gøres
noget. Denne reaktion fra befolkning, presse og politikere
bliver udgangspunktet for, at magthaverne
kan præsentere deres løsning.
På denne måde kan man få befolkningen til at
acceptere eksempelvis indskrænkninger i den personlige
frihed. Det er simpelthen nødvendigt for at
sikre fred og sikkerhed.
0015

Mikael Madsen
Jeg har igennem de sidste mange år af min kunstneriske praksis,
primært arbejdet med digitale medier. Her i særdeleshed samfundsrelaterede,
etiske og institutionelle problemstillinger, der oftest
har en kritisk dimension. Værkerne skaber deres egen identitet
oftest både fysisk og virtuelt. Interaktionen mellem værk og
beskuer er et vigtigt aspekt for mig, såvel som de konkrete og
betydningsmæssige rum disse befinder sig i.
0016
Værket Camouflage sætter netop denne relation i spil, og udfordrer,
hvorledes interaktionen påvirker beskuerens relation til
både det institutionelle og det fysiske rum. Der sker en dialog
mellem objekt og beskuer, hvor man som deltager må tage stilling
til sin position i forhold til både rum og objekt, samt til sin
rolle som deltager i et interaktivt kunstværk.
www.mikaelmadsen.dk

Fotos ud af en serie taget over tre år
Kirsten Cæsar Jensen
Hvad består dit arbejde af?
Det var næsten udelukkende maleri, jeg beskæftigede
mig med i starten. Meget figurativt maleri.
Tit fotograferede jeg motiver til mit maleri. Nu fotograferer
jeg næsten udelukket. Jeg fører en fotografidagbog,
så jeg fotograferer næsten dagligt.
Hvilke fremgangsmåder benytter du dig af?
Nogle af mine fotos laver jeg særlige regler for, for
eksempel med hensyn til motivet. Men fotografiet
har også sine egne regler eller måder. Man ser tingene
gennem en linse. Det er næsten som at se tingene
med skyklapper på. Det er kun det linsen fanger
man ser, alt det udenom er sorteret fra. Jeg har to
forskellige måder at skabe et værk på. Den ene er
meget specifik, hvor jeg fra starten ser slutresultatet.
Den anden er mere afprøvende og legende. I starten
ved jeg ikke, hvad det er jeg arbejder frem mod,
men langsomt begynder ideen at træde frem og jeg
ser, hvad det fører til.
Hvad interesserer dig ved kunst?
Der er to ting i et værk; overfladen og det underliggende.
Det er det underliggende, der fører værket til
slutresultatet. Noget umiddelbart genkendeligt i et
kunstværk kan lede beskueren videre fra det genkendelige
til et hjørne af noget ukendt, noget der er
mere underfundigt – som man kan tolke, undre sig
over eller blive nysgerrig på. Det værste er, hvis
kunsten ikke siger en noget, hvilket eventuelt kan
hænge sammen med, at der ikke er noget i kunstnerens
formsprog man genkender.
Kunsten kan give mig en stemme og gøre det muligt
for mig, at tale til en beskuer, at dele de spørgsmål
værket rejser med en beskuer. Det er én ting, at stil-
le spørgsmål, noget andet er, at forsøge at presse en
mening ned over hovedet på en modtager, hvilket
jeg synes, man ofte møder i sin hverdag. Jeg kan
godt lide, at man kan tale til folk uden at være til
stede. At tale gennem kunsten. Kunsten taler ikke
entydigt, men giver tværtimod mulighed, for forskellige
fortolkninger og mens kunsten taler, lader
man folk se ind i ens kreative univers. Nok ser publikum
det samme værk men, der kan stadig være uenighed
om, hvad det betyder, og forskellige beskuere
kommer frem til forskellige ting. Som kunstner
prøver man, at styre modtagerne i en retning, men
man kan ikke vide, om ens budskab bliver modtaget,
som det var tænkt. Selv har jeg oplevet, at
noget af det arbejde, jeg har lagt mindst hjerte i, er
blevet modtaget meget positivt.
Kunst er kommunikation om end den sjældent er
tovejs. Og en gang imellem snakker man helt forbi
modtageren.
0017

Firoozeh Bazrafkan
0018

0020
Formelsamling, 2008

Marie Melchiorsen
Hvad er meningen?
Der er en mening med alt, hvis man
vel at mærke vælger at anskue tingene
sådanne. Modsat kan man også vælge
at der ingen mening er, og det giver en
anden form for mening. Måske kunne
spørgsmålet lyde: Hvor er meningen?
Det at lede efter meningen,er for mig
mere meningsfyldt end at definere den.
I en artikel om dekonstruktivisme bruger
den amerikanske litteraturforsker
Barbara Johnson et digt af Mallarmé
til at belyse, hvordan tolkningen som
proces, snarere end tolkningens resultat,
er det primære: “Med Mallarmé
kan den studerende lære at se, at
det at lede efter meningen i sig selv er
oplysende og meningsfyldt.”
Hvad er vigtigt?
Der er mange forskellige meninger
om, hvordan tingene skal være og
hvad, der er vigtigt. Det vigtige er at
være i stand til at udtrykke det, der er
vigtigt for én selv.
For mig som kunstner er det vigtigt at
den fordybelse, der opstår i arbejdsprocessen,
viser sig i de endelige værker
som en kraft eller et omdrejningspunkt.
I det færdige værk forsøger jeg
at tydeliggøre den fornemmelse af
fremdrift, der ligger i processen ved at
sidestille flere værker, som alle er led i
en længere tankeproces. Derved tydeliggøres
deres relationer og der opstår
logikker i de mellemregninger, som
beskueren danner i sin tolkning af
værket.
Hvordan tager dine værker form?
Egentlig vil jeg påstå, at jeg ikke har
nogen specifik metode, men alt er jo
en metode, så jeg vil formulere det
sådan her: Det skabende for mig er, at
undgå at benytte den metode jeg bru-
gte lige før. At udfordre mig selv ved
hjælp af små benspænd, der holder
mit øje vågent i forhold til mine greb,
så at jeg ved hver ny begyndelse, drejer
linealen et par grader. Som at skrive
det samme ord 20 gange men på
20 helt forskellige måder.
Ligesom alfabetet består af enheder,
der kan kombineres på forskellig vis
og danne et væld af ord og betydninger,
så kan mine værker sammensættes
på utallige måder og tolkes på utallige
måder. De udgør en stor notesamling
af komponenter, hvis indbyrdes
forhold sætter hinanden i spil og derved
fungerer som et bogstav i en sætning
eller som et tal i et regnestykke.
Hvad skal kunst?
Kunsten kan ses som et af mange apparater,
man kan benytte til at optage
og udskille med. Dette kan ske på
flere måder. Man kan tage de nærsyn-
ede briller på og opdage det harmoniske
forhold, der eksisterer mellem
en væg og en karm, eller man kan forsøge
at være midlertidigt langsynet og
betragte horisontens sammenstød
med fjerne vertikale enheder.
Hvis man bruger denne metafor med,
at kunne tage forskellige briller på i
forskellige sammenhænge, så man så
at sige kan justere optikken efter forgodtbefindende,
så har man et billede
af kunstnerrollen, som en brillebyttende
person, der kan falde ind og ud
af forskellige optikker og derved holde
synet åbent – både indsynet og udsynet.
For mig er kunsten en undersøgelse,
der har det ene formål at blive ved
med at undersøge. Altså er målet for
denne undersøgelse, hvis en undersøgelse
skal have et mål, at undersøge.
Hvad der undersøges er sekundært.
Det primære er selve undersøgelsen.
0021

Flemming Rolighed
Mit afgangsprojekt startede er som partnere, der er blevet skilt fra I denne samling, bestående af ca.
hinanden. To af samme type danner 1.500 enlige unikke handsker, er der
med, at jeg begyndte at samle
par. To lige danner par. Som brugte
objekter peger de efterladte handsker
kun en af hver handske. Der er ikke et
ens par, end ikke blandt de sorte. Der
på det vestlige konsumsamfund og er til gengæld et utal af små forskelle,
på handsker, der var tabt eller
bærer tydelige tegn af køn.
som man måske ikke ser eller lægger
mærke til normalt. Man er ofte tilbøj-
I ophængningen danner handskerne elig til ikke at kunne identificere for-
glemt, som jeg fandt rundt
et grid på den hvide væg. Dette grid er
en reference til andre af mine værker,
hvor jeg arbejder med gridsystemet
omkring på gader og andre
som en metafor for at illustrere de
forskellige biofysiske og intrapsykiske
lag i mennesker, som også illustreres
steder. Jeg begyndte at holde
indenfor psykiatriens verden i forskellige
assessment og interventions-
af handskernes mange forskelligheder
og detaljer og mit
fokus var at skabe størst mulig
bredde i udvalget.
modeller.
Handskerne ser jeg som repræsentanter
for individer, individer af samme
type. Flere spørgsmål begyndte at
rejse sig om handskernes historie som
hvem har båret dem, kan de indeholde
spor af dna? osv.
Jeg blev fascineret af handskernes
enlighed – hvor er partneren, er den
mon stadig gemt? De enlige handsker
17. oktober 1968: Et par sorte handsker skaber skandale
Da USA’s nationalmelodi begynder
at spille under De
Olympiske Lege i Mexico, bøjer
Smith og Carlos pludseligt
deres hoveder og løfter hver en
knyttet hånd beklædt med en
sort handske.
Den 17. oktober 1968 rammer en
nyhed fra sportens verden ned i den
mest bitre politiske konflikt i USA.
Midt under de igangværende Olympiske
Lege i Mexico har der fundet en
0022
Jeg ser kunstnerrollen som en position,
der gør det muligt at komme
med forskellige slags udsagn. Der kan
være mange faktorer der gør, at man
er kvalificeret til at komme med disse
udsagn og indsigt er hér en vigtigt
faktor. Det at producere kunst og generere
udsagn forpligter og det indebærer,
at man må påtage sig et ansvar.
Kunsten kan noget helt særligt i
krydsfeltet mellem politik, æstetik,
meninger og materialitet. Min livsgnist
brænder ud, hvis ikke der er plads
til kreativitet, udfoldelse, leg og ansvar.
Min kunst er skabt ud fra et ønske
om, at skabe dialog omkring de tematikker
og erfaringsfelter, mine værker
beskæftiger sig med. Jeg vil gerne
rykke verden – bare lidt.
protest sted, som ryster både det
hvide, amerikanske borgerskab og
Den Olympiske Komité. Om aftenen
den 16. oktober vinder de to sorte
amerikanske atleter Tommie Smith
og John Carlos henholdsvis guld og
bronze i mændenes 200 meter løb, og
Smith slår endda verdensrekorden.
Da atleterne efterfølgende står på
sejrsskammelen, og USA’s nationalmelodi
begynder at spille, bøjer Smith
og Carlos pludseligt deres hoveder og
løfter hver en knyttet hånd beklædt
med en sort handske. Dette er den såkaldte
Black Power-hilsen, der er
kommet til at symbolisere de mere
militante dele af borgerrettighedsbevægelsen,
der kæmper for sorte
amerikaneres rettigheder. Smith og
Carlos er inden medaljeoverrækkelsen
blevet enige om den fælles politiske
cykel
målmand
special
pvc
fingerløs
scooter
fitness
army
jagt
bokser
fleece
skyde
sikkerhed
slagter
mønt
bmx
skater
cross
lak
dykker
ski
officer
blonde
skære
arbejde
svejse
lingeri
beskyttelse
latex
satin
aktion og deles om et par sorte
handsker, som Smith har medbragt.
Da løbets sølvvinder, den hvide australier
Peter Norman, hører om planerne,
fortæller han Smith og Carlos, at
han sympatiserer med deres kamp og
ifører sig et badge fra kampagnen
‘Olympic Project for Human Rights’
til medaljeoverrækkelsen.
Den efterfølgende skandale er til at
forudse. Den politiske debat i USA
bliver sat på den anden ende, og Den
Olympiske Komité er i oprør, de mener,
at demonstrationen er en utidig
sammenblanding af sport og politik.
Komitéen truer det amerikanske hold
med, at ekskludere USA fra Legene,
hvis ikke Smith og Carlos omgående
sættes af holdet. Til at begynde med
nægter formanden for det amerikan-
skelligheder når noget er anderledes
end det man kender, som når hvide
vesterlændinge synes asiatere ser ens
ud. Handsker såvel som mennesker
er forskellige. Samlingen rummer
minimum en repræsentant fra hver af
følgende handskekategorier:
lyrex
net
dame
herre
barn
dukkefører
selskab
nylon
lycra
vinter
ishockey
grill
konfirmation
bryllup
rustning
pige
drenge
motorcykel
fiskeri
frysehus
olie
termo
kemikalie
speedway
engangs
ride
hamp
skrubbe
have
alpaka
læder
ruskind
husholdning
industri
dukke
tidsel
strik
montage
laminat
bomuld
ske hold, men til sidst bliver presset
fra både komitéen og den politiske
hjemmefront for stort: Smith og Carlos
bliver frataget deres medaljer og
sendt hjem i unåde. Også Peter Normans
sympatiaktion bliver straffet:
Han modtager en kraftig reprimande,
og bliver lagt for had i australske
medier og trods fortsat gode resultater,
bliver han aldrig igen udtaget til
de Olympiske Lege.
Både Smith og Carlos får gode karrierer,
som amerikanske fodboldspillere
og kan i dag ernære sig som foredragsholdere.
Peter Norman udviklede en
depression som følge af en skade, der
for altid stoppede hans karriere, og
han endte med at drikke sig ihjel.
Kilde: www.arbejderen.dk

Perfect Lovers
Par
To af samme
Do you?
I do
Perfect Lovers too
Individers mangfoldighed.
Forskellighed, køn
Race
En forglemmelse, tabt, borte,
ene og forladt.
Farvet, sort eller hvid.
Stribet, tyk, tynd,
aflang og alt derimellem.
Lever – har levet.
Fortællinger, tid,
minder, ar, brugthed og patina.
Et par adskilt fra hinanden
Et par skabt for hinanden
Et par skabt til hinanden
Et par
0023

0024
03.05 - 01.06.2008
ÅRHUS KUNSTBYGNING
KUNSTNERPRÆSENTATIONER:
07. maj, kl. 19.00–20.30
Firoozeh Bazrafkan &
Flemming Rolighed
14. maj, kl. 19.00–20.30
Sonja Strange &
Majbrit Jensen
ÅRHUS KUNSTBYGNING
J. M. Mørks Gade 13
8000 Århus C
Tlf. 8620 6050
www.aarhuskunstbygning.dk
Åbningstider:
tirsdag til søndag 10–17
mandag lukket
onsdag 10–21
21. maj, kl. 19.00–20.30
Marie Melchiorsen &
Kari-Mette Josefsen
01. juni, kl. 11.00–16.00
Henrik Busk:
KUNST– OG LOPPEMARKED
Kolofon
REDAKTION:
Katarina Stenbeck
LAY-OUT: Print Matters!
v/Kristina Ask, www.printmatters.dk
TRYK: Politiken Tryk Erritsø
OPLAG: 2.000
WWW.DJK.NU
Takkeliste
Henrik Busk /
Tak til:
Camilla Bachiry,
Anne Bennike,
Jonas Georg
Christensen, Niels
Flade, Flopper,
Louis Frischknecht,
Paloma Gonzales,
Jens Haaning,
Johannes Trägårdh
Jensen, Klaus
Kreinke, Misja
Thirslund Krenchel,
Claus Rasmussen &
Praksisgruppe 1 på
Det Fynske
Kunstakademi
For hjælp med sparring,
instalering eller praktisk
bistand.
Tak til:
Astrid Degerbøl &
Sister NattyLove
For husrum.
Tak til:
Jonas Seeberg,
Sune Sherfig &
Lasse Bøcker
For web support, IT support
og teknisk assistance.
Tak til:
David Nikolic &
Kim Grønborg
For audiovisuel supervision.
Tak til:
Frischknecht data
> fridata.dk <
For profesionel og formidabel
servicering.
Tak til:
Huset & Badstuen
For værksteder og
hjælpen.
Tak til:
Interstage, Betech
Seals, Akzo Nobel
og Galleri Image
For materialistiske dontioner.
Tak til:
Afgangsholdet,
Rikke Luther,
Katarina Stenbeck
& Kristina Ask
For god ro og orden.
Tak til:
Det Jyske
Kunstakademi &
Det Fynske
Kunstakademi
For en videregående
uddannelse.
Kari-Mette Josefson /
Tak til:
Lene Tortzten
Bager
Per Blenker
Anne Marie Dinesen
Marie Lund Klujeff
Dorthe Refslund
Tina Raun
Lasse Bøcker
Morten Larsen
Thea von der
Maase
Claus Rajen
Sine Bang Nielsen
Louise Harbo
Toke Tietze
Mortensen
Frans Quaade
Kaj Harbo
CAVI
Thorsen Møbler
Flemming Rolighed /
Tak for handsker:
Randers
Handskefabrik
Århus Sporveje
SFK Handel
Stennevad A/S
Phong Thanh Doan
Marc Hansen
Betina Strauss
Gregers
Hockey.dk
Århus Politi
Kbh. Politi
Aalborg Politi
Anna Karen
Rasmussen
Kari-Mette
Josefsen
Lauges
Erhvervsbeklædning
Danish Crown
Søren Dahl
Mary Dahl
Mona Spejderleder
Randers Atlet Klub
Nippon Sport
Lemvig Bokseklub
H.A.K Engros
Akademisk
Boldklub, Søborg
E-boxing
Århus Skøjtebane
Kirkens Korshær,
Århus
Kirkens Korshær,
Randers
Tak for tørresnor:
Haahr & Co.
Isenkram A/S
Tak for frisure:
WO+MAN
Coiffure, Graven,
Århus
Tak for dokumentarfilm:
Holger Bro,
Rødekærsbro
DJK AFGANG
DET JYSKE
KUNSTAKADEMI