Om romantik, biedermeier og romantisme - eOpgaver

Opgave 1, tekst 3
Om romantik,
biedermeier og
romantisme
1 Romantikken er en europæisk kulturstrømning, der dominerer
litteratur, musik og billedkunst i perioden fra 1800 til 1870. For musikkens
vedkommende strækker den sig endog frem til 1. Verdenskrig. Den
egentlige højromantik falder i perioden 1800 til 1820, herefter følger
5 den poetiske realisme i 1820’erne, inden litteraturen glider over i den
mere radikale romantisme omkring 1830. Årstallene skal ikke tages så
nøje, de forskellige retninger af romantikken kører sideløbende.
Romantikken opstår som en reaktion på rationalismen og som en videreførelse
af den moderne følsomhed, der gennemstrømmer 1700-tallets slut-
10 ning. Det filosofiske udgangspunkt er den tyske idealisme, som den
dansk-norske filosof Heinrich Steffens præsenterer under en række forelæsninger,
han holder i 1802-03. Han fremlægger her universalromantikkens
program med en entusiastisk indsigt, der straks påvirker danske
digtere og kunstnere. Når romantikken allerede i 1803 får sit gennem-
15 brud i Danmark, hænger det sammen med, at jordbunden er gødet for
romantikken. Pressefriheden er blevet begrænset af enevælden, og den
danske økonomi er i krise som følge af Englandskrigene. Romantikerne
vender blikket væk fra den hjemlige krise og ind mod en universel oplevelse
af skønhed og harmoni.
20 Al romantik er i sit væsen idealistisk i betydningen, at den opfatter verdens
inderste væsen som værende af åndelig karakter. Det er denne
indre kerne af harmoni, af kosmologisk sammenhæng, romantikerne
søger overalt. Måden, den nås på, er forskellig, og måden, digterne skildrer
den på, ligeså.
25 Når man søger den romantiske enhedsoplevelse, må det være, fordi
man ellers oplever verden som splittet. Al romantik ligger derfor under
for en dualisme: digterne oplever, at tilværelsen er adskilt i to sfærer, der
kun sjældent mødes. Den ene verden er den rent fysiske og historisk
givne: den sociale realitet. Den anden er af åndelig karakter og ikke
30 umiddelbart tilgængelig. Det er denne åndelige verden, man søger at nå
i meditation, i kærlighed eller i naturen. De romantikere, der mener, at
splittelsen aldrig endeligt kan ophæves, kaldes dualister eller nyplatonikere.
Nyplatonikerne mener, at mennesket fundamentalt er splittet, fordi
dets krop har hjemme i den fysiske verden, dets sjæl i den åndelige. Sjæ-
35
len længes bort fra jorden og kroppens hylster, og det er denne romantiske
længsel, som nyplatonismen giver stemme.
En anden gruppe digtere mener, at de to verdener blot er forskellige
fremtrædelsesformer for en og samme virkelighed. Den sidste retning

40
45
50
55
60
65
70
75
80
Opgave 1, tekst 3
kaldes universalromantik, og den udtrykker den opfattelse, at alt
dybest set er et. Derfor kaldes dens tilværelsesopfattelse for monistisk,
dvs. at al væren er en del af alnaturen, der igen er gennemstrømmet af
en guddommelig ånd.
Begrebet biedermeier er tysk. Det er en betegnelse for en spidsborgerlig
idyl, der fortrænger konflikter og sociale forskelle. Biedermeierkulturen
spiller en væsentlig rolle i den danske guldalderkunst fra 1820 til
1870. Perspektivet begrænses til det hjemlige og kendte. Familien, det
nære miljø og de daglige gøremål er velkendte motiver i såvel malerkunst
som litteratur. Udøvere af biedermeierdigtning er herhjemme bl.a.
H. C. Andersen og Chr. Winther.
I Danmark får romantismen sit gennembrud omkring 1830 og ebber ud
omkring 1850. Det nye er, at verden ikke længere regnes som hel og
harmonisk, og at mennesket ikke længere føler sig hjemme i naturen.
Fundamentalt er verden meningsløs, eller i hvert fald har den ikke
anden mening end den, man kan fravriste den. Verden har vendt individet
ryggen, så at sige. Romantismen betegner en livsstemning, hvor
individet føler sig fremmed – på kant af og med kulturen. Naturen kan
ikke, som hos de traditionelle romantikere, forsone denne fremmedhed,
det kan derimod æstetiske oplevelser af usædvanlig karakter. Romantisterne
dyrker det interessante – tidens modeord – og begrebet dækker
over fænomener, der rækker ud over dagligdagens trivialiteter. Det erotiske,
det mystiske, det okkulte og dunkle er interessant, mens det spidsborgerlige
er snæversynet og ordinært. Romantisterne opsøger det eksotiske,
steder og livsformer, der kan kalde på æstetisk fremstilling i kraft
af deres særpræg. At være æstetiker betyder, at man lever og ånder for
skønhed, for oplevelser ud over det sædvanlige. Det er ikke tilfældigt, at
filosoffen Søren Kierkegaard (1813-55) skriver en meget nærgående
analyse af den æstetiske livsform i sit hovedværk Enten-Eller fra 1843.
I romantismen opleves individet som splittet – det er spaltet i en borgerlig
dagside og en fortrængt natside, Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som
Robert Louis Stevenson kalder sine dobbeltgængere i romanen af samme
titel. Dobbeltgængermotivet er på mode i romantismen, og det samme
er faustiader. Faust er en videnskabsmand, der forskriver sig til
djævelen mod at få indsigt og almagt. Efter de 24 års storhedstid, er han
hjemfalden til fortabelse. Der er noget tidstypisk over faust- og dobbeltgængertemaet,
nemlig fascinationen af det forbudte, det fortrængte og
det onde. Værkerne giver et signalement af personligheder, der er splittede
og lader sig forføre af irrationelle kræfter, de ikke kan styre. Mennesket
er ikke længere herre i eget hus, men rummer fortrængte og dæmoniske
kræfter, som det ikke selv kan administrere. I romantismen afsøger
digteren sindets afkroge og tilværelsens mere dybe og dunkle sider. Det
sker med en kynisme og dæmoni, som er moderne. Netop køligheden
adskiller romantik og romantisme.
Holdningen i romantismen er skønhedsdyrkende og forfinet: man
søger en skønhed, der ikke består af harmoni, men i stedet er en sam-

85
90
Opgave 1, tekst 3
mensmeltning af smukt og hæsligt, bevidst og fortrængt, natur og kultur.
Hvor romantikken søger sammenhæng, opsøger romantismen splittelse.
Ofte er døden og det erotiske sammenvævede temaer, hvor erotikkens
dæmoniske sider fascinerer forfatterne. Det er de irrationelle kræfter
i mennesket og tilværelsen, der drager, fordi de er ubeherskede og
uforudsigelige. Den romantiske kærlighed interesserer ikke længere digterne,
men derimod er det erotiske et yndet motiv for digtere som
Christian Winther (1796-1876) og Emil Aarestrup (1800-56).
(1996)