14. Den fortrængte modernisme - Sven Erik Werner

Den fortrængte modernisme
(1991)
Forleden ringede en mand – eller var det en herre? Salig faster fandt det nødvendigt at skelne og
havde nok sine grunde – et hankønsvæsen i hvert fald, for at få afklaret et intrikat spørgsmål. Han
var under studiet på den hedengangne nazistiske propagandasprøjte Völkischer Beobachter
stødt på en notits af 5. marts 1945, hvori en vis løjtnant Karlheinz Stockhausen med skinger
stemmeføring manede sine tiloversblevne Hitlerjugend-kammerater til sammenhold for at
kunne plante en sidste, sejrende begmand i fjæset på de fremstormende bolsjevikiske banditter.
Manden/herren ville såmænd bare vide, om det kunne være den Karlheinz
Stockhausen. Hans tvivl forekom så meget mere oprigtig, som den næppe var af en størrelsesorden,
der kunne true liv, ære og nattesøvn, for – som han selv sagde "der er vel ikke så mange, der hedder
Karlheinz Stockhausen"?
Det er der ikke, og efter at have bekræftet notitsens ægthed og dermed
ophavsmandens identitet spurgte jeg manden/ herren, hvorfor han så egentlig spurgte. "Kun af
nysgerrighed og historisk interesse", svarede han, men tilføjede så; "Tænk alligevel – så sent: 5.
marts 1945 – nå, herregud, han var jo kun 17 år"
Helte og skurke
Af den videre samtale fremgik, at manden/herren var en lidenskabelig musikelsker, der baksede
med at komme til rette med sin samtids indviklede partiturer. Efter salig fasters alen var han således
indiskutabelt en herre. Og denne herre lagde efterhånden ikke skjul på, at notitsen i Völkischer
Beobachter havde foruroliget ham, og at den nok ville påvirke hans fremtidige forhold til
Stockhausens musik. Det ville han nu gerne jobbe lidt mere med, inden han afgav endelig melding,
for gennem sine mange tyske venner havde han fået et detaljeret kendskab til overlevelsesvilkårene
i Det tredje Riges sidste måneder. Og hvem turde udpege helte og skurke i dette slutspil?
Vi nåede at runde Nolde, Hamsun, Kaj Munk, Jung, Karajan og et par andre
koryfæhoveders komplekse forhold til nationalsocialismen, inden vi lagde røret – vistnok enige om,
at også disse herrers præstationer fortjente at bedømmes på andre end rent politiske præmisser.
En tilfældig telefonsamtale, der uundgåeligt måtte forbinde sig med den jævnlig
opblussende debat om den europæiske kulturs latente nazisme – et spørgsmål, der fortsat er
www.sven-erik-werner.dk 109

vedkommende – ja, påtrængende for enhver, der ikke uden videre gentager tidens hovedkrav om
historieløshed. Finn Abrahamovitz kalder ligeud spørgsmålet livsvigtigt i sin anmeldelse
(Information 19.12.90) af den netop udsendte antologi om Jung og nazismen "ikke bare for
jungianere, men for alle der tænker over, hvad det vil sige at være et menneske".
Immunforsvar
Danske komponister gør sig indimellem også den slags tanker, skulle jeg hilse og sige, og det har
ført til et broget udbud af æstetiske holdninger og udtryk. Kun modernismen synes at være stendød.
Gammelmodernismen, kaldes den – det er næppe kærligt ment – selv af folk, der erkender, at den
har sat dagsordenen for kompositorisk arbejde, hvad enten man er for eller imod.
Den nysgerrige herre i telefonen rørte – uafvidende, bedyrede han selv – ved et par af
nyere dansk musikhistories nervepunkter. Gled modernismen uden om Danmark, blot fordi den
kom sydfra og derfor bekvemt lod sig indskrive blandt alle de andre ulykker, der siden 1864 var
kommet fra den kant? Eller var modviljen mod modernismen udtryk for det intakte grundtvigianske
immunforsvars afvisning af en verdensfjern, selvhøjtidelig intellektualisme?
Eller var der noget helt tredje på færde? Det ville være historieforfalskning at påstå, at
det famøse Oprob i Völkischer Beobachter har haft afgørende betydning for den hjemlige
kompositionsmusiks udvikling siden Den Anden Verdenskrig. Ikke desto mindre indgik det i
50'ernes ophedede debat som dokumentation for modernismens umenneskelige vanvid. Hvor
grinagtigt reduktionistisk et sådant debatniveau end kan forekomme i dag, så skabte det alligevel
grobund for en slags alliance mellem regressive og progressive kræfter, der tilsammen var stærke
nok til at holde det (tyske) modernistiske uvæsen ude i en kort, men afgørende periode.
Motiverne var forskellige, men de regressive kunne få ikke så lidt af deres traditionelle aggressivitet
bekræftet af de progressive, der selvfølgelig ikke lod sig nøje med Völkischer Beobachter, men
alligevel måtte anfægtes af forbindelsen herfra til mere kvalificerede vidnesbyrd, først og fremmest
Thomas Manns roman Dr. Faustus. Havde man måske ikke her det antinazistiske Tysklands største
litterære autoritets ord for, at modernismen var djævelens værk og dermed et ubedrageligt tegn på
det europæiske kunstbegrebs ubodelige dæmonisering?
Debatten var ikke plaget af dialektiske nuanceringer, og man nåede hverken at
registrere, at Mann var ude i et langt mere sofistikeret ærinde, eller at fange pointen i, at Adorno –
den musikalske modernismes chefideolog – havde været konsulent på romanen. Nye internationale
www.sven-erik-werner.dk 110

modbevægelser beslaglagde opmærksomheden, inden den hjemlige modernismedebat rigtig nåede
at blive seriøs.
Selviscenesættelse
Og det var vel også mere spændende, i hvert fald mere spektakulært, det der skete dengang i
60’erne. På de indre linjer: György Ligetis elegante opgør med modernismen – han tog den
simpelthen på ordet – Mauricio Kagels muntre kulturkritik, polakkernes vilde nyromantik,
amerikanernes filosofisk underfundige minimalisme, fluxus/happeningbevægelsen,
konceptmusikken, det legaliserede genbrug, stilpluralismen osv. osv.
På de ydre linjer: politificeringen og teknificeringen, rock- og ungdomskulturer, der
på deres fremmarch væltede alle mentale mure mellem fin kultur og pop. Halvtredser-modernismen
blev gemt, og kun et par DR-medarbejdere, en lille flok komponister, musikere og kritikere sloges
for, at den ikke også blev glemt. De fleste af periodens hovedværker blev faktisk gjort tilgængelige
gennem enten live-opførelser eller transmissioner fra udlandet, men rating-tallene var ikke
opmuntrende. Publikum holdt sig stort set væk, og reaktionerne hos de musikere, der ikke havde
kunnet vælge selv, spændte fra ligegyldig kulde til direkte obstruktion.
Værst gik det ud over Stockhausen, der ikke alene fik fingeren, men ofte også hele
den heilende arm. Dette smagfulde ritual blev holdt i hævd helt frem til hans foreløbig sidste
Danmarksbesøg i 1987, da Hørups efter sigende stadig levende avis var ude med en sprogbrug, som
ikke gav Völkischer Beobachter meget efter. I øvrigt ikke helt uberettiget. Stockhausens royale
selviscenesættelse, hans excentriske livsførelse og hans totale afkald på det, danskere forstår ved
humor, må opleves som én stor krænkelse af alle hjemlige, støttepædagogiske normer.
Og fra samme kighul må hans gigantiske operaprojekt Licht tage sig ud som én lang
hymne til den Jungske individuation, foruroligende påvirket af Nietzsches strøtanke om de
arbejdende kyklopers eneste livsmål: at frembringe et geni.
At også franskmanden Pierre Boulez blev mødt med lignende, omend knap så
entydige reaktioner, komplicerer vurderingen. "Imødekommenhed er ikke min stærke side", sagde
han ganske vist selv og bekræftede uopfordret denne påstand ved at kritisere nationalklenodiet Carl
Nielsen, men alligevel forbliver datidens forsøg på at få også ham indkapslet i det gamle danevirke-
traume mildt sagt gådefulde.
Og helt ubegribelige er erindringerne om, at prominente udenlandske dirigenter og
solister med mellemeuropæisk modernisme på repertoiret – ofte folk med personlige, alt andet end
www.sven-erik-werner.dk 111

ehagelige erfaringer med det nazistiske barbari – måtte slås med en modvilje, der uden besvær
fandt afløb i en perfidt insinuerende gauleiter-jargon.
For nu ikke at tale om behandlingen af de hjemlige komponister, der vovede at bestige
landets podier, osende af den dårlige samvittighed, enhver modernistisk tilbøjelighed forventedes at
udløse.
Det var tider, og de er forhåbentlig forbi.
Katedralen i Darmstadt
I mellemtiden er et par nye genrationer af komponister og musikere kommet til, unge selvbevidste
folk, for hvem det modernistiske univers er lige så selvfølgeligt som ethvert andet. De er teknisk
langt bedre funderet end nogen tidligere dansk musikergeneration, dertil ideologisk afslappede på
kanten af det indifferente – alt sammen i øvrigt takket være en håndfuld galninge af en smart
pensionsberettiget årgang, der gad holde ørerne åbne og tage slagsmålet med det institutionaliserede
musikliv. Som trods alt gav Boulez Sonnings Musikpris i 1985, selvom det snarere var dirigenten
frem for komponisten man påskønnede.
Feltet ligger i dag åbent, nogenlunde renset for den nærmeste fortids falske bevidsthed
og dens grøftegraveri. Danske musikere og ny dansk musik er efterspurgt i udlandet i et hidtil
ukendt omfang, og både talentmasse, spillelyst og overskud kunne række til et gedigent
internationalt gennembrud.
Her er det så, den historisk betingede tvivl melder sig. Når det officielle danske
musikliv vendte modernismen ryggen, var det da det uspolerede barns spontane reaktion på endnu
en kejser, der ikke havde noget på? Eller var det igen spidsborgerlighedens, smagsdiktaturets,
rindalismens Danmark, der prøvede at dække endimensionalitetens blusel med patriotismens
ligklæde for at skjule, at man ikke magtede modernismens flerdimensionale erfaring?
Spørgsmålet lader sig heldigvis ikke besvare entydigt. Der var mange latterlige træk
ved 50'er-modernismen og dens katedral i Darmstadt: dens materialefetichistiske intellektualisme,
dens arrogante krav på at være normsættende, dens intolerance over for anderledes tænkende osv.
osv. – alt sammen udtryk for det hovmod, der som bekendt står for fald.
Men selve den modernistiske erfaring er jo noget andet og mere end Darmstadt-
ortodoksien, og den er ikke sådan at komme uden om, hvis man ellers vil begribe lidt af sin
tilværelses vilkår. Det er en erfaring, der formidles lige så gyldigt i partiturer af Mahler, Stravinsky ,
www.sven-erik-werner.dk 112

Bartok og Ligeti som af Boulez og Stockhausen. Men det er svært at se bort fra, at de to sidste har
fået os til at høre det hos de andre.
Den og al anden kunst er i bund og grund så udemokratisk, at det grænser til det
fascistoide og ofte forveksles med det, blandt andet fordi kunstnere ofte tillader sig at overskride
den grænse. Men besvarer man den udfordring med såkaldt flade strukturer, dvs. en horisontal
tankegang, der kun hipper og happer og reducerer alt, hvad der rager op til udanske fænomener, går
man glip af mere, end man forskånes for.
De seneste kulturpolitiske signaler fra Christiansborg tyder ikke på, at dette vil ændre
sig. Hvad er janteloven efterhånden andet end grundtvigianisme med årskort til den
socialdemokratiske massageklinik?
Information 7.1.1991
www.sven-erik-werner.dk 113