AKF Nyt 2/2004 - Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut

More documents

Recommendations

Info

26 AKF Nyt nr. 2 2004 udøvende skal på én gang tilføje værket troværdighed og liv og samtidig stille sin kunstneriske kunnen til rådighed for en andens idé. Kampene inden for kunsten, når nyt møder traditionelt, er ofte blevet udkæmpet omkring kunstnerisk kunnen, idet de traditionelle har beskyldt de nybrydende for ikke at beherske håndværket. Men naturligt nok ændrer de konkrete håndværksmæssige krav sig i takt med, at de medier, vi møder kunsten igennem, og som kunstneren tager i anvendelse i sin bearbejdning af det kunstneriske materiale, hele tiden er under forandring. Oplevelsen af, hvad kunstnerisk kunnen er, er altså ikke en absolut og konstant størrelse, der lader sig udspecificere uafhængigt af omgivelserne og samtiden. Men det er til gengæld heller ikke en så diffus størrelse, der betyder, at man kan frembringe stor kunst uden at kunne noget – og at dette noget også konkret kan gøres til genstand for vurderinger. I kunstnerisk sammenhæng opleves kunnen uden personligt præg eller engagement som tomgang. Færdighederne kan blive så opskruede eller så fikserede i traditionsvedligeholdelse, at de dækker over tomhed. Der bliver tale om ren form eller ækvilibrisme. Kunnen kan lige så lidt som villen stå alene. Skullen Men kunnen og villen er heller ikke i kombination nok til at danne kernen i samtalerummet om kunstnerisk kvalitet. Der er en ting mere på spil, og det i særlig tydelig grad for de performative kunstarter, nemlig relationen til publikum, til omgivelserne, til samfundet, hvori kunstværket opføres. Det betegnes her med ordet skullen. Det betyder, at værket for at være godt må have en nødven- dighed, der rækker ud over den kunstneriske vilje og de kunstneriske evner. Dets udspil må være indspil i en virkelighed, som er befolket med større eller mindre grupper af mennesker, der er karakteriseret ved særegne sociale og psykiske karakteristika. Og dets udspil må være kendetegnet ved, at det bearbejder disse menneskers, disse gruppers sociale og/eller psykologiske situation på en måde, så det kan virke øjenåbnende, troværdigt og nærværende. Det her skal ikke forstås på en firkantet måde. Der ligger ikke her et ydre krav gemt til kunsten. Men der ligger på den anden side et forsøg på at sætte ord på, at en kunst for at være kvalitetspræget i en kulturpolitisk sammenhæng ikke kan fungere som et rent indelukket reservat af esoterik, hvor relationen til publikum er uden interesse. Når jeg siger, at kunsten må være øjenåbnende for at have kvalitet, så betyder det, at den uden at havne i idyl eller eskapisme må forholde sig til dens publikums livssituation på godt og ondt og vinkle, perspektivere eller omkranse dette liv eller elementer af det, så det tilføres noget anderledes, en andethed. At diskutere et kunstværks skullen handler både om at bestemme, om det er på niveau med tidens problemer, livsformer og tankegange, og om det sætter disse ting i bevægelse i en retning, der virker frigørende og perspektivændrende. Skullen er den dimension, der bringer det æstetiske og det etiske sammen. Det er et spørgsmål om, at kunsten tager os med dybt ind i os selv – og tager os med uden for os selv. Ønskekvist-modellen – et system med tre pile Når projektet konstruerer sit samtalerum, så vælger vi ikke at placere villen, kunnen og
skullen som tre vinkelspidser på en trekant, hvad vi i og for sig godt kunne. Gjorde vi det, ville vi få et lukket rum. Vi opfatter tværtimod villen, kunnen og skullen som tre vektorer/pile, der trækker i hver sin retning, og som udgør en kerne, hvor samtalen om kunstnerisk kvalitet kan tage sit udgangspunkt, og som der kan vendes tilbage til undervejs. Figur 1 Ønskekvist-modellen Kunstnerisk kvalitet er da betinget af et samspil mellem villen, kunnen og skullen. Modellen er som alle modeller karakteristisk ved, at det ikke er et billede af den samlede virkelighed. Denne model skal snarere opfattes som, hvad man kunne kalde et samtaleapparat. Det er en model for strukturering af samtaler og udsagn om kunstnerisk kvalitet. I en model af denne type kan man forestille sig, at pilene har forskellig længde. Det kan fx bruges til at markere, at villen i det konkrete tilfælde er større end kunnen. Modellen siger ikke noget om, at det perfekte kunstværk skal rumme lige lange pile, sådan at det hele er i balance. Den er ikke normativ på denne måde. Tværtimod kan den bruges til at blive mere bevidst om, at nogen i nogle udsagn om kunstnerisk kvalitet lægger mest vægt på kunnen, at nogen i andre sammenhænge måske lægger mest vægt på villen eller på skullen, og at nogen i nogle tredje kontekster lægger vægt på sammenhængen mellem nogle af eller alle pilene. Modellen vil kunne anvendes på enkeltkunstværker og på kulturinstitutioners samlede liv. Den vil kunne bruges både i forhold til arrangerende og til producerende institutioner. Den vil kunne bruges som struktureringsprincip, når man tager stilling til ansøgninger, og når man efterfølgende bedømmer, hvad der kom ud af det. Uden for selve Ønskekvist-modellen er det vigtigt at holde sig konteksten for kunstværket eller institutionen klar. Konteksten kan være mange forskellige ting. Det kan være det politiske klima, samfundets kunstsyn, publikums forventninger etc. I denne sammenhæng er konteksten primært de ressourcer, der er til rådighed. Det kan være menneskelige, tekniske eller økonomiske ressourcer. Det helt afgørende er at løsrive sig fra den illusion, at der på kunstområdet er tale om en fri og lige konkurrence. Det er der ikke, så længe nogle af producenterne fx har meget store økonomiske ressourcer til rådighed, ofte gennem offentlige subsidier, mens andre ingen har. Om den kunstneriske vilje, der er til stede i en ansøgning, en kontrakt, et projekt eller en institution, kan komme til udfoldelse, er bl.a. afhængig af de ressourcer, der er til rådighed. En instruktør kan have en nok så fremragende idé til en forestilling, og det hele kan være nok så relevant, men det hjælper alt i alt ikke meget, hvis der ikke er ressourcer til at hyre de skuespillere, der vil kunne omsætte intentio- AKF Nyt nr. 2 2004 27
Page 1 and 2: AKF Nyt 2/2004 Ledelse i uddannelse
Page 3 and 4: Ledelse i uddannelsess a m m e n h
Page 5 and 6: De væsentligste ledelseshandlinger
Page 7 and 8: også på uddannelsesområdet i lø
Page 9 and 10: Den vordende demokrat mister e n g
Page 11 and 12: »Ja, det kan I godt få«. Fint! S
Page 13 and 14: AKF Nyt nr. 2 2004 13
Page 15 and 16: Skoleressourcer og sociale færdigh
Page 17 and 18: Litteratur Browning, M. og E. Heine
Page 19 and 20: Aftaler mellem kommune og stat i de
Page 21 and 22: Kommunal ensartethed/variation? I D
Page 23 and 24: K v a l i t e t s v u rd e i r ng a
Page 25: mødes og konfronteres på samtiden
Page 29 and 30: AKF Nyt nr. 2 2004 29
Page 31 and 32: med beskæftigelse inden for den of
Page 33 and 34: drernes opholdstid i Danmark øges.
Page 35 and 36: kvalifikationer vil derfor være en
Page 37 and 38: P rostitutionsforståelser blandt d
Page 39 and 40: svenske Riksdag. Forskelle, der bl.
Page 41 and 42: lingsplan 2002: »Københavnske vir
Page 43 and 44: Øturisme og turismemultiplikatorer
Page 45 and 46: og Sønderjyllands Amt tegnede sig
Page 47 and 48: Forholdsmæssig multiplikator for t
Page 49 and 50: være, og jo større vil multiplika
Page 51 and 52: Nye AKF Publikationer: Alle udgivel
Page 53 and 54: Christoffersen, Henrik, Kurt Klaudi
Page 55 and 56: I g a n g v æ rende pro j e k t e
Page 57 and 58: Projektansvarlig Projektnavn Opdrag
Page 59 and 60: B e s t i l l i n g s l i s t e Nyh

AKF Nyt 2/2004 - Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?