AKF Nyt 2/2004 - Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut

24 AKF Nyt nr. 2 2004
i traditionel forstand, gør det nødvendigt,
hvis der skal føres en offentlig kulturpolitik
under økonomiske restriktioner, at der til
stadighed udvikles grundlag for at tage stilling
til alt det nye. Man kan sige, at jo mere
kunsten går på tværs, jo større behov vil der
være for evalueringer. Skal man vælge en
mere positiv vinkel på al denne evaluering,
så kan man sige, at den, hvis den udformes
rigtigt, faktisk kan tjene til en større offentlighed
om prioriteringerne i offentlig politik.
Der kan altså ligge et perspektiv af demokratisk
åbenhed og diskuterbarhed i den megen
evaluering.
Og evaluering er jo ikke mystisk. Vi evaluerer
konstant, hver for sig eller sammen,
helt uformelt, og uden at det hedder evaluering.Vi
spørger: Hvad var det, vi ville, hvad
var det vi gjorde, hvad var det, der kom ud
af det, og hvorfor? Det, vi her taler om, er
imidlertid en mere systematisk og formaliseret
bedømmelse, som får en form (skriftlighed),
så den er tilgængelig for andre.
Man kunne godt forestille sig evalueringer
af kunstinstutioner og -projekter, der koncentrerede
sig om økonomi, publikumstal,
PR, organisation og ledelse og dermed søgte
svar på, om institutionen/projektet blev drevet
økonomisk forsvarligt og effektivt, og
om man nåede sit publikum på den rigtige
måde. Men det virkelig interessante er jo,
om der kommer kvalitet, kunstnerisk kvalitet
ud af institutionen/projektet.
En model – et samtalerum
Projektet handler om de performative kunstarter,
altså dem der mødes i et her og nu
med et publikum. Det drejer sig ikke om
kunstarter, der lader sig opbevare og hente
frem igen, sådan som litteratur og billed-
kunst kan. Projektet er rettet mod kunstarter,
der kun har deres eksistens i en social sammenhæng,
som er et element i en bestemt
form for socialt samvær.
Det er intentionen med projektet at etablere
samtalerum om kunstnerisk kvalitet. Og
ved det forstår jeg etableringen af nogle kernepunkter
eller -elementer, som bør indgå i
en stillingtagen til, om noget har kunstnerisk
kvalitet eller ej.
Kunstnerisk kvalitet i performativ kunst er
en kombination af Villen, Kunnen og
Skullen, eller Engagement, Evner og Nødvendighed.
Hvorfor nu det? Når man opfatter
et kunstværk som kvalitativt godt, så er
værket båret af en indre glød, man kunne
tale om en kommunikationsvilje, en udstråling
af Villen: at dette er vigtigt at få
sagt/vist/spillet, en eneståenhed, der går ud
over den rene og skære pligt eller rutine.
Samtidig er værket udtryk for en overbevisende
udfoldelse af menneskelige evner. Der
er en håndværksmæssig kvalitet, en Kunnen
til stede. Og endelig er noget – når det er et
godt kunstværk – i med- eller modspil til
den tid, det fungerer i, og den tids mennesker.
Det besidder en Skullen. Det betyder
ikke, at kunsten bør udsige noget bestemt,
men det betyder, at kvalitetskunst bearbejder
– i fantasifuld form, enkelt eller spektakulært,
traditionsbevidst eller eksperimenterende,
på mange underlige måder – problemer,
livsopfattelser, menneskelige relationer,
glæder og sorger, som er samtidens. Man
kan tale om, at når det opførte værk fungerer
som et godt kunstværk, er det på højde med
sin tid – det besidder en Skullen, som kan
manifestere sig på mange niveauer. De længsler,
drømme og fantasier, som er samtidens,
vendes ikke mod fortidens løsninger, men