AKF Nyt 2/2004 - Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut

AKF Nyt 2/2004 

Ledelse i uddannelsessammenhænge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .3 

af uddannelseschef Annemette Digmann og konsulent Lone Nordskov Nielsen 

Den vordende demokrat mister engagementet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .9 

af professor dr.phil. Bo Jacobsen og studentermedarbejder Flemming T. Jensen 

I kølvandet af PISA – Fire analyser af skolefaktorers betydning . . . . . . . . . . . . . . .14 

af forsker Beatrice Schindler Rangvid 

Aftaler mellem kommune og stat i de skandinaviske lande . . . . . . . . . . . . . . . . . .19 

af docent Olaf Rieper 

Kvalitetsvurdering af performativ kunst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23 

af professor Jørn Langsted 

Aspekter af indvandrernes integration i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .30 

af forsker Kræn Blume Jensen 

Prostitutionsforståelser blandt danske og svenske politikere . . . . . . . . . . . . . . . .37 

af cand.scient.soc. Stinne Louise Hansen og cand.scient.soc. Vibeke L. Jensen 

Udenlandske studerende i hovedstadsregionen – hvordan kan det gøres bedre? 40 

af forskningsleder Torben Pilegaard Jensen og forsker Ulla Højmark Jensen 

Øturisme og turismemultiplikatorer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .43 

af seniorforsker Jie Zhang 

Billedfortegnelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 

Nye publikationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 

Igangværende projekter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55

2 AKF Nyt nr. 2 2004

Ledelse i uddannelsess 

a m m e n h æ n g e 

Ledelse har afgørende betydning i 

uddannelsesinstitutionerne. En uddannelsesinstitution 

er en særlig 

form for virksomhed, men den har 

mange træk til fælles med andre organisationer, 

der er befolket med højtuddannede 

fagprofessionelle, der er 

vant til at lede sig selv. I denne artikel 

beskriver uddannelseschef Annemette 

Digmann og konsulent Lone 

Nordskov Nielsen, Uddannelsesafdelingen, 

Århus Amt, nogle af de udfordringer, 

som ledere af uddannelsesvirksomheder 

står overfor. 1 

Kendetegn ved ledelse af og i uddannelsesinstitutioner 

I mødet med uddannelsessystemet kan man 

iagttage to grundlæggende scener for ledelse: 

S kolelederens ledelse af skolen og lærern e s 

ledelse i klasserummet. 

Lærerens ledelse i klasserummet er ke n d et 

egnet af en tydelig asymmetrisk relation, der 

er funderet i stor faglige nive a u f o r s kel, af alders- 

og kulturforskelle, forskelle i status og 

værdier og ikke mindst af, at der på tydelig 

vis er kontrol og magt på spil i relationen. På 

denne ledelsesscene er der udbredt ko n s e n s u s 

om, at ledelse er et acceptabelt, legitimt og 

n ø d vendigt vilkår – og at relationen er ke n d et 

egnet ved asymmetri. I denne sammenhæng 

kan man betragte læreren som mellemleder. 

Men når han eller hun træder ind på den anden 

ledelsesscene – som medarbejder – skal 

den ledelseskasket, han eller hun har båret så 

selvfølgeligt i underv i s n i n g s rummet, tages af 

eller vendes om. Det er ikke nødve n d i g v i s 

n oget let rolleskifte. Det kræver en del fleksibilitet 

at afklæde sig lærerrollens magt og suverænitet 

og indtage medarbejderrollen. 

Ledelsesrelationen mellem medarbejdere 

og ledelse er præget af væsentlig mindre 

asymmetri end mellem lærer og elev. Her er 

i k ke tale om uddannelsesmæssig skævhed og 

heller ikke store forskelle i alder, værdier og 

l ivsstil. Men der er objektiv ledelsesmagt til 

stede, og derfor er relationen i k k e s y m m etrisk, 

selv om både lærere og ledere ofte ager 

e r, som om den er. Relationen er imidlert i d 

så forholdsvis flad, at rollerne ikke er særlig 

tydelige, og accept af ledelse som en nødve ndighed 

er ikke altid en selvfølgelighed. 

I uddannelsessystemet er begreber som 

dannelse, demokrati, magt og forhold til autoriteter 

i fokus. De er uafladeligt på spil, både 

som elementer i pensum, som en del af und 

e rvisningsprocessen eller af produktet. 

Lærere kan indtage forskellige lederroller og 

u d ø ve forskellige ledelsesstile. Vores indtry k 

e r, at lærere som oftest udviser høj grad af autonomi 

og faglig stolthed og sætter pris på råd 

e rum og metodefrihed. Kravet til selvstændighed 

er også stort; læreren er solist/solitær 

AKF Nyt nr. 2 2004 3

4 AKF Nyt nr. 2 2004 

leder med deraf følgende magt – og risiko for 

ensomhed. Når læreren er leder, er det vigtigt, 

at man gør, hvad man siger! At man i mere 

end en forstand opfører sig eksemplarisk. 

Dette må også gælde den anden ledelsesscene, 

hvor relationen mellem leder og underviseren 

– som medarbejder – er meget mere 

uklar og utydelig. Det kommer bl.a. til udtry k 

ve d, at ledelsen ofte betegnes som »administrationen«, 

og at der ikke sjældent er modstand 

mod ledelse hos en stor andel af underv 

i s e rne og en tilsvarende »ledelsesbeske d e nhed« 

hos ledergru p p e n . 

Det stiller på den ene side krav om, at man 

som leder indgår i en dialog om ledelsesfunktionen 

og påtager sig ledelsesopgave rne; på 

den anden side stiller det krav om medledelse 

og følgeskab fra læreren som medarbejder. 

Med to ledelsesscener i samme orga n i s ation 

er det nødvendigt, at de i deres form og 

værdisæt forholder sig til hinanden. Det er 

n ø d vendigt, at der er en stor grad af ove r e n sstemmelse, 

og at de bevidst forholder sig til 

hinanden. Og frem for alt en tydelighed i roll 

e rne, i asymmetrien og i magtstru k t u r e rn e . 

Som organisatorisk system vil vi karakterisere 

uddannelsessystemet som et løst ko bl e t 

system. Det vil sige, at der ikke er klare organ 

i s a t i o n s d i a grammer med faste og på forhånd 

g ivne relationer mellem systemets delelement 

e r. De er derimod løse, foranderlige og diffuse. 

Her er usynlige beslutningsstru k t u r e r, 

ringe grad af koordinering, mange stiltiende 

ove r e n s komster og få eksplicitte reg l e r. Metaforen 

»den anarkistiske fodboldbane« har 

været benyttet om uddannelsessystemet: her 

er banen rund; der er adskillige mål placeret 

tilfældigt på den; spillerne kan komme og gå, 

som de vil; de kan kaste nye bolde ind, hvo rnår 

de vil; de kan sige »det er mit mål«, når 

som helst de vil. Hele spillet finder sted på en 

skrånende bane, og spillet spilles som om, det 

g iver mening. 

Denne anarkistiske organisation er ke n d et 

egnet af uforudsigelighed og stilen som laissez 

faire; her er frihed til soloprojekter og ris 

i ko for alenehed; her er ikke meget ove r bl i k , 

men frihed for solidaritet og fællesskab – og 

her er ledig magt. Og hvis den, der har den 

f o rmelle magt ikke af og til påtager sig den, 

overlades det til medarbejderne at slås om 

magten. 

Vi mener ikke, at »den anarkistiske fodboldbane« 

er den orga n i s a t i o n s f o rm, der 

bedst er egnet til at møde uddannelsessystemets 

udfordringer. Der er i stedet brug for en 

udviklingsorienteret, proaktiv strategisk organisation. 

Alle de omtalte elementer stiller krav om 

ledelseskraft, og at lederen påtager sig ledels 

e s o p gave rn e ! 

Ledelsesopgaven i uddannelsessammenhænge 

Og hvad er det så for en form for ledelse, 

der er brug for? 

I et forskningsprojekt om offentlig ledelse, 

som Århus Amt har afsluttet i 2003, 

viste det sig, at både ledere og medarbejdere 

– også på uddannelsesområdet – betragter 

ledelse som et konstituerende fænomen. 2 

Det betyder, at ledelse har afgørende betydning 

for det, der kan og skal forgå på arbejdspladserne, 

og når ledelse har afgørende 

betydning, så må lederne tage sig selv og deres 

ledelsesfag alvorligt. 

Resultaterne fra forskningsprojektet viser 

imidlertid, at lederne ikke altid i tilstrækkeligt 

omfang tager deres »lederi« alvorligt.

De væsentligste ledelseshandlinger 

At skabe rum og rammer er det væsentligste 

element i det konstituerende ledelsesarbejde. 

Næst efter dette er de væsentlige ledelseshandlinger: 

at være rollemodel, historiefortæller 

og visionær strateg. Når man »skaber 

rum«, sikrer man, at medarbejderne kan 

handle og bruge deres ressourcer, men det er 

ikke tilstrækkeligt kun at etablere frirummet; 

lederen skal desuden sikre, at retningen er 

klar og sørge for, at der er plads til, at alle 

kan reflektere over deres handlinger. At 

etablere rammer drejer sig bl.a om at skabe 

den organisationsform, der sikrer, at opgaverne 

løses bedst muligt, og at omverdenskravene 

imødekommes. 

Lederne er i deres handlinger både kulturbærere 

og -skabere; men det er de færreste 

ledere, der er klar over, hvor eksponerede de 

egentlig er i organisationen. Medarbejderne 

orienterer sig mod ledernes handlinger og 

ikke mod de nedskrevne politikker, når de 

skal finde ud af, hvordan man agerer på arbejdspladsen. 

Her kan de set levendegjort, 

hvordan værdier som fx respekt og åbenhed 

skal forstås og leves. 

Lederne er ligeledes organisationens vigtigste 

historiefortæller både i det store og i 

det små. Historiefortæller er man både i ord 

og i handling, og der er således mange paralleller 

til rollen som forbillede, men opgaven 

rummer den ekstra dimension, at den giver 

mulighed for at præsentere ledelsesperspektivet 

ved mange forskellige lejligheder, hvis 

man er bevidst om muligheden. 

Endelig er det af afgørende betydning, at 

lederne kan tegne visionen for institutionen 

eller afdelingen og fastlægge den strategi, 

der kan føre til, at målene nås. Det er en 

væsentlig ledelsesopgave at formulere et bil- 

lede af en stærk vision for området og dernæst 

sikre, at ideerne kan blive til virkelighed. 

I denne beskrivelse har vi adskilt de fire 

væsentligste ledelseshandlinger, men der er 

stor overensstemmelse mellem dem. Det at 

skabe rum og rammer kan ikke lade sig gøre 

uden at være visionær strateg, og begge dele 

kræver, at man er historiefortæller både i ord 

og handling. De fire handlinger smelter således 

sammen til det, vi vil definere som konstituerende 

handlinger, der får afgørende betydning 

for organisationens opgaveløsning. 

Samtidig skal lederen kunne rumme, at der 

stilles modsatrettede krav om både at træde i 

karakter og holde sig i baggrunden. 

Lærerne stiller som medarbejdere modsatrettede 

krav til ledelse. På den ene side ønsker 

de en tydelig ledelse: kraftigere markering, 

professionalitet, tydelighed, konsekvens, 

gennemskuelighed, mere personalepleje 

og mere igangsættende ledelse. På den 

anden side ønsker de større uddelegering af 

ansvar, beføjelser og kompetencer fra ledelsen 

til medarbejdere, team og faggrupper. 

Umiddelbart kan de to bevægelser opfattes 

som modstridende, men de er først og fremmest 

udtryk for et ønske om at få et dynamisk 

samspil, hvor de to bevægelser er forbundne: 

for at kunne give medspil skal der 

være modspil, for at kunne levere medledelse, 

skal der være klar ledelse, for at 

kunne give følgeskab, skal der være tydeligt 

lederskab. Skal det lykkes for ledere at agere 

med succes i denne dobbeltbevægelse, er der 

brug for et refleksivt lederskab. 

Hvad beskæftiger ledere sig med? 

I praksis er det dog de færreste ledere, der 

har en arbejdsdag, der giver plads til analyse 



og refleksion. Arbejdsdagen er i stedet 

præget af, at kravene er mange, arbejdsbyrden 

er stor, og at opgaverne skifter karakter 

mange gange i løbet af dagen. Lederne 

foretager sig forvirrende mange og meget 

forskellige ting, og de løser opgaverne efterhånden, 

som de dukker op. Lederne har forkærlighed 

for »handling« og agerer mestendels 

»reaktivt« i forhold til øjeblikkets behov. 

Der er ikke mange sikre holdepunkter i 

ledernes verden, de søger i mange retninger, 

og opgaverne er langtfra lagt til rette i en lineær 

progression. 

Mange ledere fortæller, at de bl.a. har 

valgt at blive ledere, fordi de godt kan lide at 

have mange og hurtigt skiftende arbejdsopgaver. 

Men opgaven som visionær strateg lader 

sig sjældent løse på 10 minutter. 

De opgaver, som lederne opfatter som de 

vigtigste, er ikke nødvendigvis dem, de bruger 

mest tid på, snarere tværtimod. Tiden til 

de overordnede strategiske overvejelser og 

refleksioner prioriterer lederne sjældent, selv 

om de næsten samstemmende vurderer, at 

det er væsentlige ledelsesopgaver. I den daglige 

ledelsesudøvelse lader lederne sig primært 

styre af de opgaver, der mere eller 

mindre tilfældigt kommer forbi. Ligeledes 

bruger de en stor del af tiden på opgaver, fx 

administration, som ikke nævnes, når de bliver 

bedt om at beskrive de væsentligste ledelseshandlinger. 

Hovedindtrykket er således, at der ikke er 

overensstemmelse mellem det, lederne beskriver 

som de vigtigste ledelseshandlinger, 

og de opgaver, som de faktisk løser. 

Der er mange forklaringer på, hvorfor det 

er sådan. Det er fx kun et lille mindretal, der 

angiver, at de selv tager ansvar for at prioritere 

deres tid. Flertallet bliver sat i arbejde af 

andre (både chefer og medarbejdere) og angiver, 

at deres pligtfølelse gør det vanskeligt 

for dem ikke at løse de opgaver, de bliver 

pålagt. En anden forklaring, vi møder, er, at 

lederne ved, hvordan de klarer de daglige 

driftsopgaver, hvorimod det er vanskeligere 

at vide, hvordan man er visionær strateg. Det 

er de færreste ledere, der er uddannet til at 

varetage ledelsesprofessionen, og derfor er 

det ikke alle, der har de kompetencer, der 

skal til for at kunne løse de strategiske ledelsesopgaver. 

En rektor fortæller således, at 

han brugte seks år på at blive gymnasielærer, 

hvorimod han blev rektor efter en uge på et 

forløb, han betegner som et »køreteknisk 

grundkursus«, hvor han især fik gennemgået 

forvaltningsloven. Først senere opdagede 

han, at det langtfra var tilstrækkelig viden til 

at kunne løse de overordnede strategiske ledelsesopgaver 

på gymnasiet. 

En tredje forklaring er, at det at reflektere 

ikke ser ud af noget særligt. Hvis man sætter 

sig med benene oppe på skrivebordet for at 

tænke en situation igennem, så giver flere ledere 

udtryk for, at de kommer til at sende et 

signal om, at de er dovne. Ledere skal helst 

drøne rundt med stabler af papir for at demonstrere, 

at de har betydning! 

Hvad kunne ledere – med fordel – 

beskæftige sig med? 

Når ledelse er et konstituerende fænomen, 

og hovedopgaven er at gøre noget muligt, at 

have en vision, at skabe mening og kunne 

kommunikere om dette, så må lederne som 

et minimum tage sig selv og deres opgave 

alvorligt. 

Ud over at ledelse har afgørende betydning 

for opgaveløsningen, så er det også blevet 

meget mere komplekst at udøve ledelse

også på uddannelsesområdet i løbet af de senere 

år. Offentlig ledelse er langtfra en smal 

sag, og lederne oplever, at den politiske ledelse, 

der jo er et grundvilkår, skaber flere 

og flere paradoksale situationer i dagligdagen. 

Et paradoks er kendetegnet af, at ligegyldigt, 

hvad man gør, så vil man aldrig 

kunne stille alle interessenter tilfredse. Samtidig 

er lederne blevet ledere af en virksomhed 

med alt, hvad det indebærer, hvor de tidligere 

var ledere for deres egen faggruppe. 

Alt dette stiller krav om, at lederne sætter tid 

af til de overordnede ledelsesopgaver og sikrer, 

at de har mulighed for at forholde sig reflekteret 

til egen ledelsesudøvelse. 

Det er dog ikke kun den enkelte leders ansvar 

at sætte ledelse på dagsordenen – det er 

i lige så høj grad en opgave for hele organisationen 

(herunder medarbejderne) at understøtte, 

at dette sker. 

Afslutningsvis vil vi opregne, hvad den 

enkelte og organisationen kan gøre anderledes 

for at hjælpe lederne i deres bestræbelse 

på at sætte ledelse på dagsordenen. 

På individniveau kan den enkelte leder 

være bevidst om at iscenesætte situationer 

både for sig selv og sin ledergruppe, hvor 

det bliver muligt at forholde sig til lederopgaverne. 

Samtidig kan man arrangere, at ledergruppen 

drager ud i det blå (bare engang 

i kvartalet) for at evaluere strategien og designe 

det fremtidige forløb. Nogle af de ledergrupper, 

vi har talt med, fortæller, at de 

har fået hjælp af en sparringspartner til at 

holde sig på det strategiske, proaktive spor. 

En udefrakommende person kan også præsentere 

lederne for nogle af de analyseredskaber 

og refleksionsmetoder, der kan hjælpe 

med at skabe overblik i komplekse situationer. 

De fleste ledere giver udtryk for, at »de 

godt kunne tænke sig et andet menneske at 

ringe til en gang imellem«, men det er de 

færreste, der sikrer sig, at de har adgang til 

en sådan person. Lederne er generelt alt for 

nøjsomme med sig selv. Når lederne tilsyneladende 

ikke kan sikre sig den nødvendige 

sparring, så kunne amtet eller kommunen i 

stedet stille en sådan facilitet til rådighed for 

dem. 

I uddannelsessammenhænge er det ikke 

tilstrækkeligt kun at udvikle ledelsen – hele 

organisationen skal deltage i et kompetenceudviklingsforløb, 

der kunne drejer sig om lederskab 

og følgeskab. 

Ledelse har betydning! Derfor må ledere 

udøve ledelse med størst mulig effektivitet 

og kvalitet. Kun når ledere udøver ledelse 

med høj kvalitet, får de følgeskab af medarbejdere. 

Men den gode ledelse er ikke en 

gang for alle givet, dels er det afhængigt af 

mange forhold, dels forandrer det sig 

løbende. 

Ledelse er et fænomen, som ledere og 

medarbejdere sammen må lede efter. Og jo 

før vi kommer i gang med at lede – jo bedre! 

Noter 

1 Baggrundsmaterialet artiklen bygger på findes 

på www.uddannelsesafdelingen dk 

2 Annemette Digmann (2003): Ledelse i en stor 

offentlig organisation – beskrevet og forstået 

ud fra en praksissynsvinkel. Bind I og II. Ph.d.afhandling. 

Institut for Organisation og Ledelse. 

Handelshøjskolen i Århus. 



Den vordende demokrat mister 

e n g a g e m e n t e t 

Eleverne i folkeskolerne mister med 

alderen engagementet i elevrådsarbejdet 

med alderen. Eleverne oplever 

blandt andet, at deres indflydelse er 

meget begrænset, at realiseringen af 

ideer er for træg, og at de ofte ikke 

selv når at høste frugterne af deres 

arbejde, skriver professor, dr.phil. Bo 

Jacobsen, AKF, og studentermedarbejder 

Flemming T. Jensen, AKF. 1 

Ifølge folkeskoleloven skal eleverne danne 

elevråd på alle skoler, der har klasser fra 5. 

klasse og opefter. Elevrådene kan ses som en 

måde at ruste børn og unge til at tage aktivt 

del i det danske demokrati. 

Man skulle tro, at eleverne, i takt med, at 

de blev ældre og bedre til at tænke principielt, 

ville interessere sig mere for elevdemokratiet 

og muligheden for indflydelse. Derfor 

er det meget tankevækkende, at eleverne i 

takt med, at de bliver ældre, tillægger elevrådene 

stadig mindre betydning. At det er 

tilfældet, viser undersøgelsen »Den vordende 

demokrat« 2 . I bogen kortlægges folkeskolen 

som demokratisk lærested gennem 

ca. 4.500 spørgeskemabesvarelser og 60 

kvalitative interview med elever samt enkelte 

interview med lærere. 

Eleverne fra de mindre klasser tillægger 

elevrådet større betydning end eleverne i de 

større klasser, og den samme tendens er 

åbenlys, når eleverne bliver spurgt om, hvor 

vigtigt de synes, det er for en skole at have 

et elevråd, og om, hvad de synes om de ting, 

der bliver besluttet i elevrådet. Der er ingen 

kønsforskelle i besvarelserne – men der er 

en klart faldende tilslutning til elevrådet op 

gennem alderstrinnene. 

Elevernes oplevelse af elevrådets personlige betydning opdelt på klassetrin 

Hvilken betydning har Meget stor Stor Lille Slet ingen Total N 

elevrådet for dig? betydning betydning betydning betydning 

% % % % % 

4. klasse 12 30 45 13 100 636 

5. klasse 10 34 46 10 100 864 

6. klasse 10 32 49 9 100 651 

7. klasse 8 28 51 13 100 774 

8. klasse 4 26 56 14 100 739 

9. klasse 3 21 58 18 100 682 

Total 8 29 50 13 100 4346 

(y = 0,17; p = 0,000) 



Samlet set oplever 63% af eleverne altså, 

at elevrådet har lille eller slet ingen betydning, 

mens 37% af eleverne oplever, at elevrådet 

har stor eller meget stor betydning. 

Det er vigtigt at understrege, at det faldende 

engagement fra 4. klasse til 9. klasse 

ikke umiddelbart kan forklares med elevernes 

individuelle udvikling – der er ikke noget 

i den kognitive udvikling, som kan beskrive, 

hvorfor engagementet falder fra 12års-alderen 

til 15-års-alderen. Elevernes tilkendegivelser 

peger snarere i retning af, at 

engagementet og måske nysgerrigheden, 

som de yngste af undersøgelsens elever går 

til elevrådet med, bliver nedbrudt i mødet 

med realiteten i elevrådenes virkelighed. 

Eleverne er i udgangspunktet delt i to 

grupper med hensyn til erfaringer med elevrådet 

– repræsentanterne og repræsenterede. 

Som repræsentant for en klasse i elevrådet 

har eleven, når arbejdet er velfungerende, 

oplevelsen af at udrette noget og gøre en forskel. 

Som del af en »baglandsgruppe« har 

eleven oplevelsen af at diskutere, opnå enighed 

og i fællesskab at give et mandat til elevrådsrepræsentanten. 

Det er en mindre formel 

position, men den er helt grundlæggende 

for det repræsentative demokrati 

og derfor lige så vigtig. Eller sagt med andre 

ord fra et pædagogisk perspektiv, så er de 

mange elevers erfaringer af at være repræsenteret 

lige så vigtige som de få elevers erfaring 

med beslutningsprocessen og organiseringen 

af rådet med sigte på demokratisk opbyggelighed. 

Som forventlig har de to grupper af elever 

forskellige vurderinger af elevrådet, men 

forskellen er ikke så stor, som man kunne 

tro. Samlet opfatter kun 15% flere elevrådsrepræsentanter 

elevrådet som havende stor 

eller meget stor betydning. 

Begrænset indflydelse = begrænset 

engagement 

Når elevernes engagement i elevrådsarbejdet 

falder, kan det skyldes flere forskellige faktorer. 

Det er af afgørende betydning for elevernes 

engagement, at de oplever, at de reelt 

har indflydelse, at de opnår noget med deres 

arbejde, og at de bliver taget alvorligt af skolen 

i øvrigt, hvis engagementet i elevrådsarbejdet 

skal opretholdes. En dreng i 7. klasse 

fortæller: 

Vores elevrådslærer for det store elevråd, 

han glemmer for det meste, at vi har elevrådsmøde. 

Ellers kommer han lige ind og siger: 

»Når, har I elevrådsmøde, jeg går 

igen«. … Der er mange børn, der tager det 

meget seriøst, det gør de fleste. Men læreren 

tager det ikke seriøst nok. 

Opbakning og støtte fra lærerne er afgørende 

for, at eleverne føler sig hørt og respekteret 

for deres arbejde. Forbindelsen fra 

elevrådet til lærergruppen er altså afgørende. 

De fleste skoler udpeger en lærer, som står 

for kontakten mellem elevrådsgruppe og 

lærergruppe – men på mange skoler forekommer 

denne funktion ikke at blive prioriteret 

særlig højt. 

Oplevelsen af ikke at komme igennem 

med sine krav er imidlertid ikke altid negativ. 

Nogle elevrådsmedlemmer oplever, at 

vedholdenhed lønner sig – som denne dreng 

fra 6. klasse forklarer: 

Så kæmper vi videre og kommer med nye 

argumenter. Vi vil gerne have en løsning, 

hvis der kan laves en løsning. Hvis vi nu 

kræver et eller andet, så kan det godt være, 

vi kræver lidt mindre næste gang. Indtil 

lærerne på et eller andet tidspunkt siger:

»Ja, det kan I godt få«. Fint! Så må vi vente 

på det andet til en anden gang. 

Svarene fra undersøgelsen peger på, at det 

faldende engagement også kan skyldes, at 

eleverne oplever, at det er petitesser, der arbejdes 

med i elevrådet. De oplever, at deres 

indflydelse begrænser sig til småting. For 

eksempel siger en dreng fra 9. klasse: 

Det er meget lidt magt, de har. De kan 

sige, hvis vi gerne vil have et nyt basketnet, 

så får vi et nyt basketnet. Det er mange 

gange småting, de diskuterer deroppe. Det 

er ikke værd at bruge tid på. 

Træghed hæmmer engagement 

Det kan tage årevis, før elevrådets initiativer 

bliver realiseret. Den træghed, der er fra beslutning 

til virkeliggørelse, kan slide på engagementet. 

Drengen, som brugte basketnettet 

som eksempel på, at mange beslutninger 

er i småtingsafdelingen, fortsætter således: 

Nu går jeg jo i 9. klasse. Hvis man indfører 

noget, så kommer det til år 2012. Det 

kan jeg jo ikke bruge til noget. 

De ældre elever har i højere grad end de 

yngre elever den erfaring, at de ikke selv får 

noget udbytte af deres arbejde, fordi de initiativer, 

de arbejder for, først vil blive realiseret, 

efter at de selv har forladt skolen. Det 

faktum kan få engagementet til at smuldre. 

Dog må man i denne forbindelse betænke, 

om det er trægheden eller elevens fokus på 

hurtigt og egennyttige resultater, der er problemet. 

Demokrati er ikke nødvendigvis en 

effektiv og hurtig måde at opnå individuelle 

ønsker, og i princippet burde det demokratiske 

engagement jo bestå, selv om ens holdninger 

og ønsker til stadighed ikke blev realiseret. 

En vis træghed er omvendt ligefrem 

relevant for en realistisk demokratisk erfaring, 

eftersom det også gør sig gældende i 

det »store« demokrati, hvor en indsats ligeledes 

ofte rette sig mod fælles mål. 

Og at fælles mål har en værdi, oplever 

nogle elevrådsmedlemmer da også. En elevrådsrepræsentant 

fra 6. klasse fortæller om 

et større ombygningsarbejde på skolen: 

Så fandt vi en mellem os, der skulle med 

rundt til alt det der. Så det ikke bare var 

lærerne og arkitekten, der skulle lave de 

ting. Men der var en fra elevrådet, der også 

var med. Det synes jeg også var ret godt. 

Sådan så vi også har en indflydelse på, hvad 

der skal bygges om på skolen. Selv om vi 

måske ikke er på skolen, når de engang er 

færdige. Men så kan vi sige, at der var nogen 

børn med til at beslutte det her. 

Kontra intentionelle effekter 

Mange elevers beskrivelser og vurderinger 

af elevrådene giver god grund til bekymring. 

Uden tilstrækkelig opmærksomhed på elevrådet 

risikerer dets umiddelbare positive 

egenskaber at fordufte eller i værste fald at 

blive kontraintentionelle. Elevrådet har sin 

berettigelse i at engagere, ansvarliggøre og i 

det hele tage at bidrage til skabelsen af et 

demokratisk sindelag, foruden i den formelle 

organisering af elevmedbestemmelse. 

Da et dårligt fungerende elevråd ikke kan 

lukkes, kan konsekvensen heraf i stedet 

blive, at folkeskoleeleverne dels ikke optrænes 

i det repræsentative demokrati, dels – 

hvad der er betydeligt værre – opbygger en 

forståelse af demokrati som galionsfigur på 

en halvsynkende skude, der er god grund til 

at rømme. 

Manglende retningslinjer 

I folkeskolelovens formulering om elevråd 

hedder det: »…danner eleverne et elevråd«. 

Foruden denne vide ramme er det op til den 



enkelte kommune og skole at bestemme 

nærmere retningslinjer for elevrådets formål, 

kompetencer og organisering samt i anden 

omgang, naturligvis, at opretholde en tilsvarende 

fornuftig praksis omkring elevrådet. 

Vores undersøgelse tyder på, at dette sker i 

meget forskelligt omfang på skolerne. 

Da det endvidere ikke er op til hverken 

kommunerne, de enkelte skoler eller – for 

den sags skyld – op til eleverne, om de skal 

være engageret i skoledemokratiet, idet skoleloven 

bestemmer således, er det tiltrængt at 

tage elevrådsinstitutionen op til debat. Hvad 

er egentlig meningen med elevråd, og hvordan 

bliver denne mening indfriet bedre i 

praksis? Hvis det ikke ligefrem er fællesbestemmelser, 

der mangler, så kunne et sæt af 

fælles retningslinjer være ønskelige. Det 

ville både forpligte den enkelte skole til at 

forbedre elevrådsarbejdet samt give eleverne 

en horisont for realistiske forventninger til 

rådet og dets resultater og dermed forsikre 

mod eventuel snigende desillusion på demokratiets 

vegne. 

Noter 

1 Begge har været med til at kortlægge børn og 

unges forhold til demokrati i folkeskolen – undersøgelsen 

er en del af Magtudredningen. 

2 Jacobsen, Bo; Flemming T. Jensen; Mikkel Bo 

Madsen; Marius Sylvestersen & Claude Vincent 

(2004): Den vordende demokrat. Århus: 

Aarhus Universitetsforlag.


I kølvandet af PISA – 

fire analyser af skolefaktorers 

betydning 


En mere jævn fordeling af elever fra 

forskellige sociale kår på skolerne 

gavner de svage elever, uden at det 

går ud over de stærke elever. Dermed 

kan man slå to fluer med et smæk: 

det gennemsnitlige færdighedsniveau 

øges, og effekten af den negative sociale 

arv svækkes, siger forsker Beatrice 

Schindler Rangvid, AKF. 

Når danske skoleelever får testet deres færdigheder 

i internationale undersøgelser – fx 

Gns. testscore for læse- og regnefærdigheder, 

samt naturvidenskab 

Figur 1 

Udgifter til uddannelse og PISA-testresultater 

OECD’s PISA (Programme for International 

Student Assessment) undersøgelse fra år 

2000, så klarer Danmark sig dårligere end de 

lande, vi ellers sammenligner os med. Samtidigt 

bruger Danmark flere penge på 

grundskolerne (figur 1). I et forsøg på at 

komme med et bud på, hvordan det danske 

skolesystems resultater kan forbedres, har 

jeg i min ph.d.-afhandling (Rangvid 2003) 

undersøgt fire skolefaktorers betydning for 

elevernes resultater. Afhandlingen består af 

fire empiriske analyser. 

Samlede udgifter per elev (US$ konverteret til PPP)

Skoleressourcer og sociale færdigheder 

I den første analyse undersøges, om der kan 

påvises en sammenhæng mellem folkeskoleelevernes 

sociale færdigheder (fx selvbestemmelse, 

samarbejdsevner, kreativitet) og 

udgiftsniveauet på folkeskoleområdet i den 

enkelte kommune. Denne fokus på de sociale 

færdigheder er specielt relevant i lyset af, 

at det i den økonomiske litteratur på skoleområdet 

har været svært at påvise en klar 

sammenhæng mellem skoleudgifter og de 

mere basale skolefærdigheder som fx læsefærdigheder 

og regning. Det kunne dog tænkes, 

at skoleressourcer kan bruges til at forbedre 

elevernes sociale færdigheder. Resultaterne 

af analysen viser dog ingen sammenhæng 

mellem udgiftsniveauet og elevernes 

sociale færdigheder. 

Privatskoler og videre uddannelse 

Privatskolerne i Danmark har meget vide 

rammer med hensyn til tilrettelæggelse af 

både læseplaner og undervisningen samt den 

pædagogiske tilgang. Denne frihed kan have 

givet grobund for udviklingen af et undervisning/undervisningsmiljø, 

der er mere 

fremmende for elevernes færdigheder end 

undervisningen i folkeskolen. Bedre færdigheder 

kan så videre tænkes at resultere i, at 

eleverne opnår en længere uddannelse efter 

grundskolen. Hvis det kan påvises, at privatskoleuddannelse 

resulterer i en længere 

efterfølgende uddannelse, så vil det være oplagt 

for folkeskolerne at skele lidt mere til, 

hvordan man gør i privatskolerne. Statistikkerne 

viser rent faktisk, at privatskoleelever 

får en længere uddannelse end folkeskoleelever. 

Resultaterne fra afhandlingen viser 

dog, at det ikke kan føres tilbage på en 

særlig »privatskoleeffekt«, men snarere, at 

de elever, der søger privatskoler, har bedre 

forudsætninger (fx social baggrund) for at 

opnå en længere uddannelse – uanset, hvilken 

type af skole de havde valgt. Hvis folkeskole- 

og privatskoleelever derimod lignede 

hinanden (eller var tilfældigt fordelt over 

skoletyperne), så viser resultaterne, at der 

ingen forskel ville være med hensyn til den 

gennemsnitlige uddannelseslængde, som 

eleverne fra de to skoletyper ville opnå. Resultatet 

holder også, når man opdeler privatskolerne 

i forskellige typer af privatskoler. 

Resultaterne kan dog ikke tolkes således, 

at privatskolerne på trods af deres frihed 

med hensyn til undervisningsmiljøet ikke 

har formået at udvikle undervisningens kvalitet. 

Tværtimod kan resultaterne lige så godt 

være udtryk for, at eventuelle pædagogiske 

fornyelser i privatskolerne løbende spredes 

til folkeskolesektoren, og at det er grunden 

til, at man ikke kan påvise en privatskolefordel 

i tallene – og omvendt. 

Klassestørrelse og ledighed 

Resultaterne fra en anden AKF-undersøgelse 

(Browning og Heinesen 2003) tyder på, at 

klassestørrelsen har betydning for elevernes 

uddannelseslængde efter endt folkeskole. 

Men ud over det, kan en lavere klassekvotient 

også tænkes at fremme færdigheder hos 

eleverne, som påvirker elevernes senere succes 

på arbejdsmarkedet direkte (fx samarbejdsevner 

og andre sociale færdigheder). 

Derfor indeholder afhandlingen en analyse 

af effekten af klassestørrelse i grundskolen 

på elevernes beskæftigelsesmuligheder i de 

første år efter endt uddannelse. I analyserne 

korrigeres der for den effekt, klassestørrelsen 

måtte have på uddannelseslængden, som 



er tæt relateret til ledighedsgraden. Der kan 

dog ikke påvises en statistisk sikker sammenhæng 

mellem klassekvotienten og elevernes 

beskæftigelsesmuligheder i deres 

første år på arbejdsmarkedet. 

Skolekammerater og læsefærdigheder 

Skolesystemer varierer meget i forskellige 

lande, hvad angår hvorvidt og i hvilken udstrækning 

børn med forskellige boglige evner 

bliver undervist sammen, eller om børn 

med lignende evner bliver undervist i forskellige 

klasser, eller endog skoler. I deres 

rapport om den internationale færdighedsundersøgelse 

PISA (OECD 2003), anbefaler 

OECD-lande med et højt niveau af social segregering 

mellem skolerne at arbejde hen 

mod en mere jævn fordeling af eleverne fra 

forskellige sociale kår mellem skoler og 

klasser for at opnå bedre gennemsnitlige 

færdigheder på landsplan. Internationalt set 

er der i Danmark, som i de andre nordiske 

lande, der alle har et enhedsskolesystem, 

kun en relativt lav grad af ulighed mellem 

skolerne. Men resultaterne fra PISA-undersøgelsen 

viser også, at der er forskel de nordiske 

lande imellem, idet stærke og svage 

elever i Danmark er knap så jævnt fordelt 

mellem skolerne, som de er i Finland og 

Sverige. To lande, hvor børn har opnået 

bedre færdigheder end i Danmark. Spørgsmålet 

der søges besvaret i denne del af afhandlingen 

er derfor, om der er noget at 

vinde for danske elever, når den sociale segregering 

i skolerne mindskes. I denne analyse 

undersøges den betydning, gruppen af 

skolekammeraterne måtte have for den enkelte 

elevs læsefærdigheder. Resultaterne fra 

afhandlingen viser, at det ville være en fordel, 

hvis eleverne fra forskellig social baggrund 

var mere jævnt fordelt over landets 

skoler. Mindre social segregering ville således 

hjælpe de svagere elever til bedre læsefærdigheder, 

mens der ikke ser ud til at være 

målbare negative effekter for de gode elever 

af at modtage undervisning i mere blandede 

klasser. Det er et resultat, der jævnligt findes 

i uddannelsesforskningen: det er de svage 

elever, der påvirkes af ændringer i skolefaktorer, 

mens det har meget mindre eller slet 

ingen betydning for de stærke elever. Mindre 

social segregering må derfor formodes at 

kunne højne læsefærdighederne for eleverne 

som helhed. 

Konklusion 

Ph.d.-afhandlingens fire analyser af effekten 

af skolefaktorer for elevernes færdigheder 

viser, at det generelt er svært at påvise en 

statistisk signifikant årsags-sammenhæng. 

Kun én ud af fire udvalgte skolefaktorer ser 

ud til at betyde noget, nemlig elevsammensætningen 

på skolerne. Dén faktor er der 

til gengæld meget diskussion om for tiden, 

da den berører emner som ghettodannelse, 

og frit valg på folkeskoleområdet. 

Social segregering af eleverne over skolerne 

i Danmark skyldes hovedsageligt socioøkonomisk 

segregering i bosætningen, men 

også forældrenes muligheder for at vælge en 

anden folkeskole end den lokale, samt valg 

af privatskole. Resultaterne af analysen understreger 

derfor betydningen af at være opmærksom 

på eventuelle effekter på skolernes 

elevsammensætning af fx »ghetto«dannelse, 

når det overvejes at give grønt lys for 

et friere valg blandt folkeskolerne.

Litteratur 

Browning, M. og E. Heinesen (2003): Class 

Size, Teacher Hours and Educational Attainment, 

manuskript, AKF. 

OECD (2003): Literacy Skills for the 

World of Tomorrow, OECD, Paris. 

Rangvid, B. Schindler (2003): Do Schools 

Matter? The Influence of School Inputs on 

Student Performance and Outcomes, PHD 

Thesis, Handelshøjskolen i Århus, 2003:9. 



Aftaler mellem kommune og 

stat i de skandinaviske lande 

Det danske aftalesystem er unikt i europæisk 

sammenhæng, skriver docent 

Olaf Rieper, AKF, der har belyst aftaleo 

rdninger i de skandinaviske lande på 

grundlag af en undersøgelse bestilt af 

Kommunenes Sentralforbund i Norge. 

O rdninger i hvert af de tre skandinaviske 

lande beskrives, og forklaringer på 

forskelle de tre lande imellem gives ud 

fra et magtre s s o u rc e p e r s p e k t i v. 

De årlige aftaler mellem stat og kommune er 

helt centrale for de øko n o m i s ke rammer for 

ko m m u n e rnes øko n o m i . 

U n d e r s ø g e l s e n 1 af aftaleordningerne i de 

s k a n d i n av i s ke lande har til formål at give nors 

ke beslutningstagere et grundlag for det videre 

arbejde med at udvikle ko n s u l t a t i o n s o r dningen 

mellem kommunesektoren og staten, i 

N o rge i retning af en mere aftalebaseret ordning, 

som i Danmark. 

Undersøgelsen bygger på erfaringer med 

sådanne ordninger i de skandinav i s ke lande 

med hovedvægt på det danske aftalesystem og 

med udkig til andre europæiske lande. 

A f t a l e r / konsultationer mellem ko m m u n e r 

og stat er defineret som aftaler, der er indgået 

mellem regeringen på statens vegne og ko mm 

u n e rnes organisationer på ko m m u n e rn e s 

vegne, og som har en politisk, ikke-retslig forpligtende 

karakter. »Konsultationer« bruges til 

at betegne et samspil mellem kommuner og 

stat, som i begrænset omfang fører til resulta- 

t e r, der opfattes som forpligtende af part e rn e , 

mens »aftaler« betegner resultater af samspillet, 

som i større omfang opleves som forp l i gtende 

af part e rne. Der er således tale om en 

glidende ove rgang mellem konsultationer og 

a f t a l e r. 

Dansk tradition for stat-kommune aft 

a l e r 

De aftaler/konsultationer mellem stat og ko mm 

u n e r, som er udviklet i de tre skandinav i s ke 

lande, er meget forskellige. I Norge har man 

haft konsultationslignende møder siden 1997 

og har lagt dem i mere faste rammer siden 

2000. I Danmark har man en længere tradition 

for aftaler med rødder tilbage til 1970’erne, og 

med et aftalesystem, der har været stort set 

uændret siden 1990. I Sverige er aftalern e 

mindre institutionaliseret end i Danmark og 

N o rge, og den sve n s ke stat betjener sig ove rvejende 

af andre styringsmidler over for ko mm 

u n e rne end aftaler. 

I såvel Norge som Danmark er 

a f t a l e rn e / ko n s u l t a t i o n e ne r tidsmæssigt og indholdsmæssigt 

ko blet til statens budget på den 

ene side og til ko m m u n e rnes budget på den 

anden side. I disse to lande ve d r ø r e r 

a f t a l e r / konsultationer alle sektorer i ko m m un 

e rne, både den samlede ko m m u n a l ø ko n o m i 

og sektorområder. I Sverige vedrører aftalern e 

e n kelte områder, fx indvandrere. Ko n s u l t a t i on 

e rnes detaljeringsgrad er i Norge noget størr e 

end i Danmark, hovedsageligt fordi Norge ta- 



ger flere sektorspecifi k ke emner op i ko n s u lt 

a t i o n e rne. Bilaterale samtaler mellem Ko mmunenes 

Sentralforbund og de enkelte fa g d ep 

a rtementer er i Norge mere løst ko blet til 

ko n s u l t a t i o n e rne, hvor de i Danmark er en int 

egreret del af aftalesystemet. 

Både i Danmark og Norge har de ko m m unale 

organisationer kontakt med deres medl 

e m s kommuner i forbindelse med forhandling 

e rn e / ko n s u l t a t i o n e rne. Kontakten er mere 

o m fattende i Danmark, hvor KL (Ko m m u n e rnes 

Landsforening) også følger op på ko m m un 

e rnes gennemførelse af aftalerne. I Sve r i g e 

varierer kontakten mellem Ko m m u n e f o r bu ndet 

og de enkelte kommuner fra spørgsmål til 

s p ø rg s m å l . 

Konsekvenser af konsultationern e / a ft 

a l e rn e 

A f t a l e rn e s / ko n s u l t a t i o n e nes r forskellige omfang 

og karakter i de tre skandinav i s ke lande 

afspejler sig også i part e rnes (dvs. nøglepersoner 

fra de kommunale foreninger og fra relevante 

ministerier) vurdering af deres ko n s ek 

ve n s e r. 

K l a re re arbejdsdeling? 

I alle tre lande udspringer ko n s u l t a t i o n e rne af, 

at der er en opgavedeling mellem de lokale og 

centrale my n d i g h e d e r, og en afhængighed 

mellem stat og ko m m u n e r. I Danmark er det 

p a rt e rnes synspunkt, at aftalerne er et middel 

til at bibeholde et kommunalt niveau med et 

vist selvstyre, fordi altern a t ivet ellers er detaljeret 

regulering fra statens side direkte rettet 

mod de enkelte ko m m u n e r. I Norge har man 

va n s keligt ved at vurdere virkningerne af ko ns 

u l t a t i o n e rne, som man kun har haft en ko rt 

å rr æ k ke. I Norge foregår en væsentlig statslig 

styring ved fastsættelse af den ko m m u n a l e 

skatteprocent, der anvendes som makroøko n omisk 

virkemiddel. I Sverige er der bl evet en 

mere klar arbejdsdeling specifikt på områder, 

som ikke er lov r eg u l e r e t . 

Fo re n k l e / fo re b y ge detaljeret statslig styring 

af kommunerne? 

I Danmark og Norge er det part e rnes vurdering, 

at ko n s u l t a t i o n e rn e / a f t a l e ne r afskærm e r 

ko m m u n e rne for detaljeret statslig styring. 

B e d re ov e rensstemmelse mellem nationale 

mål og kommunale re s s o u rc e r ? 

I Danmark er meningerne delte. Man har argumenteret 

for, at aftalerne har svækket statens 

muligheder for at føre sektorpolitik ove r 

for ko m m u n e rne. På den anden side har ko mm 

u n e rnes organisationer gennem aftalerne ane 

r kendt regeringens nationale mål. For Norg e 

og Sverige er det ikke muligt at besva r e 

s p ø rg s m å l e t . 

B e d re ov e rensstemmelse i virk e l i g h e d s fo rståelsen 

mellem stat og kommunesektor? 

Vi r kelighedsforståelsen drejer sig især om at 

forstå de øko n o m i s ke krav og politiske hensyn, 

den anden part er underlagt og baggru nden 

herfor. Både i Danmark og Norge er vurd 

e r i n g e rne, at konsultationer/aftaler har ført til 

en mere fælles opfattelse af de forske l l i g e 

ø ko n o m i s ke hensyn og ove rvejelser i henholdsvis 

staten og kommunesektoren. Fo r 

S verige kan spørgsmålet ikke besva r e s . 

E ffekter på udgiftsudviklinge n ? 

I Danmark er vurderingerne ikke sammenfa ldende, 

men nogle vurderinger peger på, at aft 

a l e rne medvirker til, at ko m m u n e rne holder 

igen med udgifterne. For Norge og Sverige er 

det ikke muligt at besvare spørg s m å l e t .

Kommunal ensartethed/variation? 

I Danmark er part e rnes vurdering, at der er en 

voksende ensartethed blandt ko m m u n e rn e , 

men at dette ikke skyldes aftalesystemet, men 

derimod andre fa k t o r e r. For Norge og Sve r i g e 

er det ikke muligt at besvare spørg s m å l e t . 

Magtbalanceforklaring på forskelle 

mellem de skandinaviske lande 

Undersøgelsen har søgt forklaringer på, hvo rfor 

der er de nævnte forskelle i aftalesystem 

e rne i de tre skandinav i s ke lande. Der er ingen 

enkle forklaringer, men forfa t t e rne fi n d e r 

et mønster med udgangspunkt i, at magtbalancen 

mellem staten og kommunesektoren er 

f o r s kellig i det tre lande. 

De norske kommuner har en svagere stilling 

finansielt og konstitutionelt over for staten 

end både Danmark og Sverige. De sve n s ke 

kommuner har gru n d l ovssikring, større eg e nfinansiering 

og større kommunale enheder 

end de norske ko m m u n e r. De danske ko m m uner 

befinder sig på disse dimensioner i en position 

mellem norske og sve n s ke ko m m u n e r. 

Men hvorfor så den store forskel i aftalesystem 

mellem Danmark og Sverige? A n t a g e lsen 

er, at de sve n s ke kommuner langt hen ad 

vejen kan selv. I Danmark findes en magtbalance, 

som maner til forhandlinger. Flere dans 

ke kommuner har en størrelse, som give r 

dem en styrkeposition. På den anden side er 

mange kommuner af en størrelsesorden, som 

gør dem finansielt og ko m p e t e n c e m æ s s i g t 

modtagelige over for statslig regulering. KL i 

Danmark har siden den danske ko m m u n a l r ef 

o rm i starten af 1970’erne opbygget en organisation 

med en betydelig politisk og teknisk 

kapacitet og med udbredt legitimitet i sit eg e t 

b a g l a n d, men også over for staten. KL har således 

en stærkere position end de ko m m u n a l e 

o rganisationer i Norge og Sverige over for sta- 

ten. Til disse forklaringer kan lægges de fors 

kellige traditioner, der over årene har udviklet 

sig i de tre lande omkring samspillet mellem 

staten og ko m m u n e rn e . 

Danmark er unik 

Undersøgelsen har ko rt fattet gennemgået 

n ogle udvalgte europæiske landes aftaleordn 

i n g e r. I de europæiske lande er almindelig 

praksis at invo l vere kommunale orga n i s a t i oner 

i den statslige politiske beslutningsproces. 

Det kan konstateres, at ko n s u l t a t i o n s o r d n i n g e r 

mellem de centrale og lokale myndigheder er 

udbredte i de europæiske lande. I alle landene 

findes kommunale orga n i s a t i o n e r, som va r e t ager 

en væsentlig del af samspillet mellem staten 

og ko m m u n e rne. Det hører imidlertid til 

undtagelsen, at konsultationsordninger udvikler 

sig til aftalestyring. Det er foreko m m e t , 

men i mere sporadisk omfang. Enten har aftalestyring 

været ko rt l ivet, eller også har det 

været afgrænset til ret snævre øko n o m i s ke 

forhold. Det danske system, som har været 

stabilt over tid, og som omfatter både øko n om 

i s ke og sektorp o l i t i s ke forhold, er en undtagelse. 

L i t t e r a t u r 

R i e p e r, Olaf; Marie Bengtsson og Jens Blom- 

Hansen (2003): Aftaler mellem kommune og 

stat. Den norske konsultationsordning i skand 

i n avisk og europæisk perspektiv, AKF Fo r l ag 

e t . 

N o t e r 

1 Anvendte datakilder er skriftligt materiale og int 

e rview med nøglepersoner. 



K v a l i t e t s v u rd e i r 

ng af 

p e rf o rmativ kunst 

Med bogen »Ønskekvist-modellen. 

Kunstnerisk kvalitet i performativ 

kunst«, blev der sat foreløbigt punktum 

for et udviklingsprojekt, igangsat 

af Århus Kommune. Professor Jørn 

Langsted, Aarhus Universitet redegør 

i artiklen for Ønskekvist-modellen, 

som er udviklet og egnet til at analysere 

og diskutere kunstnerisk kvalitet 

i performativ kunst i kulturpolitiske 

sammenhænge. 

Århus Kommunes udgangspunkt var de evalueringer 

af kommunens kulturinstitutioner, 

som blev foretaget i 1998, hvor man havde 

fået evalueret stort set samtlige faste institutioner 

på det kommunale kulturbudget samt 

en række enkeltprojekter ved hjælp af ad 

hoc-ansatte evaluatorer. Det var der kommet 

en række meget forskellige evalueringer ud 

af, både omfangsmæssigt og metodisk. Da 

Århus Kommune indgik regional kulturaftale 

med Kulturministeriet for perioden 

2000-03, blev det skrevet ind i aftalen, at 

kommunen skulle igangsætte og gennemføre 

et udviklingsprojekt, der skulle resultere i en 

evalueringsmodel, der kunne anvendes i forhold 

til teater, dans og musik, dvs. de performative 

kunstarter. Hovedvægten skulle 

lægges på metoder til at bedømme kunstnerisk 

kvalitet med. Og modellen skulle være 

anvendelig både på kommunalt og statsligt 

niveau, ligesom den skulle kunne bruges 

både i forbindelse med ansøgninger og med 

evalueringer af kulturinstitutioner ved afslutningen 

af en kontraktperiode. Århus Kommune 

var nemlig også begyndt på at indgå 

flerårige aftaler/kontrakter med kulturinstitutionerne. 

Til at udføre arbejdet med at udvikle modellen 

blev der truffet aftale med tre universitetsforskere, 

der både har erfaringer med 

de pågældende kunstarter og med kulturpolitik. 

Projektet strakte sig over knap tre år. Undervejs 

blev der publiceret seks delrapporter, 

hvoraf de fire i bearbejdet form indgår i en 

afsluttende bog 1 . Desuden blev der afholdt et 

par endagsseminarer for at diskutere centrale 

problemstillinger i forhold til projektet. 

Efter udgivelse af bogen om Ønskekvistmodellen 

udsender forlaget i foråret 2004 en 

mere håndbogsagtig og brugsrettet bog, Ønskekvisten 

2 , og der bliver oprettet en hjemmeside 

3 , hvor det er intentionen at placere 

eller linke til de rapporter mv., hvor modellen 

anvendes. 

Evaluering 

I offentlig administration har indførelsen af 

nye administrative tankegange, fx New Public 

Management, lagt vægt på uddelering, 

mål- og rammestyring og frihedsgrader for 

underordnede instanser. Men det fører umiddelbart 

til etableringen af nye kontrolsystemer. 

Jævnlig evaluering er ét af dem. 

Kunstens sprængning af grænser mellem 

kunstarter og genrer, tendenserne til helt nye 

typer af kunsthandlinger, som ikke er værker 



i traditionel forstand, gør det nødvendigt, 

hvis der skal føres en offentlig kulturpolitik 

under økonomiske restriktioner, at der til 

stadighed udvikles grundlag for at tage stilling 

til alt det nye. Man kan sige, at jo mere 

kunsten går på tværs, jo større behov vil der 

være for evalueringer. Skal man vælge en 

mere positiv vinkel på al denne evaluering, 

så kan man sige, at den, hvis den udformes 

rigtigt, faktisk kan tjene til en større offentlighed 

om prioriteringerne i offentlig politik. 

Der kan altså ligge et perspektiv af demokratisk 

åbenhed og diskuterbarhed i den megen 

evaluering. 

Og evaluering er jo ikke mystisk. Vi evaluerer 

konstant, hver for sig eller sammen, 

helt uformelt, og uden at det hedder evaluering.Vi 

spørger: Hvad var det, vi ville, hvad 

var det vi gjorde, hvad var det, der kom ud 

af det, og hvorfor? Det, vi her taler om, er 

imidlertid en mere systematisk og formaliseret 

bedømmelse, som får en form (skriftlighed), 

så den er tilgængelig for andre. 

Man kunne godt forestille sig evalueringer 

af kunstinstutioner og -projekter, der koncentrerede 

sig om økonomi, publikumstal, 

PR, organisation og ledelse og dermed søgte 

svar på, om institutionen/projektet blev drevet 

økonomisk forsvarligt og effektivt, og 

om man nåede sit publikum på den rigtige 

måde. Men det virkelig interessante er jo, 

om der kommer kvalitet, kunstnerisk kvalitet 

ud af institutionen/projektet. 

En model – et samtalerum 

Projektet handler om de performative kunstarter, 

altså dem der mødes i et her og nu 

med et publikum. Det drejer sig ikke om 

kunstarter, der lader sig opbevare og hente 

frem igen, sådan som litteratur og billed- 

kunst kan. Projektet er rettet mod kunstarter, 

der kun har deres eksistens i en social sammenhæng, 

som er et element i en bestemt 

form for socialt samvær. 

Det er intentionen med projektet at etablere 

samtalerum om kunstnerisk kvalitet. Og 

ved det forstår jeg etableringen af nogle kernepunkter 

eller -elementer, som bør indgå i 

en stillingtagen til, om noget har kunstnerisk 

kvalitet eller ej. 

Kunstnerisk kvalitet i performativ kunst er 

en kombination af Villen, Kunnen og 

Skullen, eller Engagement, Evner og Nødvendighed. 

Hvorfor nu det? Når man opfatter 

et kunstværk som kvalitativt godt, så er 

værket båret af en indre glød, man kunne 

tale om en kommunikationsvilje, en udstråling 

af Villen: at dette er vigtigt at få 

sagt/vist/spillet, en eneståenhed, der går ud 

over den rene og skære pligt eller rutine. 

Samtidig er værket udtryk for en overbevisende 

udfoldelse af menneskelige evner. Der 

er en håndværksmæssig kvalitet, en Kunnen 

til stede. Og endelig er noget – når det er et 

godt kunstværk – i med- eller modspil til 

den tid, det fungerer i, og den tids mennesker. 

Det besidder en Skullen. Det betyder 

ikke, at kunsten bør udsige noget bestemt, 

men det betyder, at kvalitetskunst bearbejder 

– i fantasifuld form, enkelt eller spektakulært, 

traditionsbevidst eller eksperimenterende, 

på mange underlige måder – problemer, 

livsopfattelser, menneskelige relationer, 

glæder og sorger, som er samtidens. Man 

kan tale om, at når det opførte værk fungerer 

som et godt kunstværk, er det på højde med 

sin tid – det besidder en Skullen, som kan 

manifestere sig på mange niveauer. De længsler, 

drømme og fantasier, som er samtidens, 

vendes ikke mod fortidens løsninger, men

mødes og konfronteres på samtidens 

præmisser. 

Tre begreber: Villen – Kunnen – 

Skullen 

Villen, Kunnen og Skullen er ikke altid noget, 

der ligger fremme i dagens lys i et performativt 

kunstværk, og som bare lader sig 

samle op og opfatte af hvem som helst. At 

bestemme kunstneriske udsagns villen, kunnen 

og skullen kræver viden og analyse. 

Villen 

Den kunstneriske vilje er en udtryksvilje og 

en kommunikationsvilje. Den er et engagement, 

båret af, at kunstneren brænder for at 

få fremført det, han/hun vil, her og nu. 

Kunstværket bæres af en indre glød, og tilskueren 

opfatter dette som oprigtig engagerethed 

eller engageret oprigtighed. 

Udtryksviljen går indefra og ud. Kunstneren 

giver form til sin oplevelse af omverdenen 

og til sine drømme om, hvordan verden 

kunne være, hvordan livet kunne leves, hvordan 

menneskeligt samvær kan være. I denne 

formgivning og denne vilje til at udtrykke 

sig er der ambitioner, selvbevidsthed og ekspressiv 

kraft på spil. Kunstværket er jo ikke 

bare en skildring eller en beskrivelse af en 

omverden, det er et valg blandt verdens 

mangfoldige elementer med en eller anden 

form for hensigt. Gennem kunsten bearbejdes 

verden. 

Kommunikationsviljen er mere dialogisk. 

Her er det centralt, at der også lyttes, og at 

kunstnerens evner og talent består i at lytte 

sig ind mod sit publikum og lade samspillet 

med publikum på én og samme gang tage afsæt 

i publikummets og i sit eget nærvær. 

Den performative kunsts magi består ofte i, 

at kunstneren gennem sin lytten til og for- 

nemmelse for publikum bliver i stand til meget 

præcist at forme sine overtalelses- og 

forførelsesstrategier. Det kan lyde meget teknisk, 

men er egentlig blot et forsøg på at beskrive, 

at der i kunstnerisk kommunikation 

arbejdes på alle planer for at få publikum 

med. At fange dem ind, at gøre dem interesseret, 

at bevæge dem og at få dem til at gennemleve 

et følelsesmæssigt og intellektuelt 

forløb. 

Det er ikke nok så mange deklarationer og 

erklæringer om, hvad man vil, der er det 

centrale, når et kunstværks, en kunstbegivenheds 

eller en kunstinstitutions villen skal 

analyseres og karakteriseres. Den villen, der 

er interessant, er den villen, der manifesterer 

sig og er til stede i de faktisk gennemførte 

handlinger. 

Kunnen 

Den kunstneriske kunnen rummer helt specifikke 

færdigheder, der er forskellige fra 

kunstart til kunstart, fra genre til genre og 

fra kunstretning til kunstretning. Sådanne 

trænes og opøves dels gennem kunstneruddannelser, 

der ofte har karakter af en art mesterlære, 

dels gennem årelang praksis. 

Kunstnerisk kunnen er nødvendig for at 

kunne udtrykke og kommunikere, og kravene 

til kunstnerisk kunnen er ofte meget 

specialiserede. For alle kunstarter og 

kunstretninger gælder det, at vellykketheden 

er betinget af, at man mestrer de kunstneriske 

udtryksmidler, som man betjener sig af, 

og af, om man er i stand til at formgive et 

stof. Det specielle for de optrædende eller 

performative kunstarter er, at udøverne ofte 

opfylder en instruktørs, en dirigents, en dramatikers, 

en komponists eller en koreografs 

intentioner. Denne type af kunstnerisk udførelse 

er nærmest transparent. Den 



udøvende skal på én gang tilføje værket troværdighed 

og liv og samtidig stille sin 

kunstneriske kunnen til rådighed for en andens 

idé. 

Kampene inden for kunsten, når nyt møder 

traditionelt, er ofte blevet udkæmpet omkring 

kunstnerisk kunnen, idet de traditionelle 

har beskyldt de nybrydende for ikke at 

beherske håndværket. Men naturligt nok 

ændrer de konkrete håndværksmæssige krav 

sig i takt med, at de medier, vi møder kunsten 

igennem, og som kunstneren tager i anvendelse 

i sin bearbejdning af det kunstneriske 

materiale, hele tiden er under forandring. 

Oplevelsen af, hvad kunstnerisk kunnen er, 

er altså ikke en absolut og konstant størrelse, 

der lader sig udspecificere uafhængigt af 

omgivelserne og samtiden. Men det er til 

gengæld heller ikke en så diffus størrelse, 

der betyder, at man kan frembringe stor 

kunst uden at kunne noget – og at dette noget 

også konkret kan gøres til genstand for 

vurderinger. 

I kunstnerisk sammenhæng opleves kunnen 

uden personligt præg eller engagement 

som tomgang. Færdighederne kan blive så 

opskruede eller så fikserede i traditionsvedligeholdelse, 

at de dækker over tomhed. Der 

bliver tale om ren form eller ækvilibrisme. 

Kunnen kan lige så lidt som villen stå alene. 

Skullen 

Men kunnen og villen er heller ikke i kombination 

nok til at danne kernen i samtalerummet 

om kunstnerisk kvalitet. Der er en ting 

mere på spil, og det i særlig tydelig grad for 

de performative kunstarter, nemlig relationen 

til publikum, til omgivelserne, til samfundet, 

hvori kunstværket opføres. Det betegnes 

her med ordet skullen. Det betyder, at 

værket for at være godt må have en nødven- 

dighed, der rækker ud over den kunstneriske 

vilje og de kunstneriske evner. Dets udspil 

må være indspil i en virkelighed, som er befolket 

med større eller mindre grupper af 

mennesker, der er karakteriseret ved særegne 

sociale og psykiske karakteristika. Og dets 

udspil må være kendetegnet ved, at det bearbejder 

disse menneskers, disse gruppers sociale 

og/eller psykologiske situation på en 

måde, så det kan virke øjenåbnende, troværdigt 

og nærværende. Det her skal ikke forstås 

på en firkantet måde. Der ligger ikke her 

et ydre krav gemt til kunsten. Men der ligger 

på den anden side et forsøg på at sætte ord 

på, at en kunst for at være kvalitetspræget i 

en kulturpolitisk sammenhæng ikke kan fungere 

som et rent indelukket reservat af esoterik, 

hvor relationen til publikum er uden interesse. 

Når jeg siger, at kunsten må være 

øjenåbnende for at have kvalitet, så betyder 

det, at den uden at havne i idyl eller eskapisme 

må forholde sig til dens publikums 

livssituation på godt og ondt og vinkle, perspektivere 

eller omkranse dette liv eller elementer 

af det, så det tilføres noget anderledes, 

en andethed. 

At diskutere et kunstværks skullen handler 

både om at bestemme, om det er på niveau 

med tidens problemer, livsformer og 

tankegange, og om det sætter disse ting i bevægelse 

i en retning, der virker frigørende 

og perspektivændrende. Skullen er den dimension, 

der bringer det æstetiske og det etiske 

sammen. Det er et spørgsmål om, at 

kunsten tager os med dybt ind i os selv – og 

tager os med uden for os selv. 

Ønskekvist-modellen – et system 

med tre pile 

Når projektet konstruerer sit samtalerum, så 

vælger vi ikke at placere villen, kunnen og

skullen som tre vinkelspidser på en trekant, 

hvad vi i og for sig godt kunne. Gjorde vi 

det, ville vi få et lukket rum. Vi opfatter 

tværtimod villen, kunnen og skullen som tre 

vektorer/pile, der trækker i hver sin retning, 

og som udgør en kerne, hvor samtalen om 

kunstnerisk kvalitet kan tage sit udgangspunkt, 

og som der kan vendes tilbage til undervejs. 

Figur 1 

Ønskekvist-modellen 

Kunstnerisk kvalitet er da betinget af et 

samspil mellem villen, kunnen og skullen. 

Modellen er som alle modeller karakteristisk 

ved, at det ikke er et billede af den samlede 

virkelighed. Denne model skal snarere 

opfattes som, hvad man kunne kalde et samtaleapparat. 

Det er en model for strukturering 

af samtaler og udsagn om kunstnerisk 

kvalitet. 

I en model af denne type kan man forestille 

sig, at pilene har forskellig længde. Det 

kan fx bruges til at markere, at villen i det 

konkrete tilfælde er større end kunnen. 

Modellen siger ikke noget om, at det perfekte 

kunstværk skal rumme lige lange pile, 

sådan at det hele er i balance. Den er ikke 

normativ på denne måde. Tværtimod kan 

den bruges til at blive mere bevidst om, at 

nogen i nogle udsagn om kunstnerisk kvalitet 

lægger mest vægt på kunnen, at nogen i 

andre sammenhænge måske lægger mest 

vægt på villen eller på skullen, og at nogen i 

nogle tredje kontekster lægger vægt på sammenhængen 

mellem nogle af eller alle pilene. 

Modellen vil kunne anvendes på enkeltkunstværker 

og på kulturinstitutioners samlede 

liv. Den vil kunne bruges både i forhold 

til arrangerende og til producerende institutioner. 

Den vil kunne bruges som struktureringsprincip, 

når man tager stilling til ansøgninger, 

og når man efterfølgende bedømmer, 

hvad der kom ud af det. 

Uden for selve Ønskekvist-modellen er 

det vigtigt at holde sig konteksten for kunstværket 

eller institutionen klar. Konteksten 

kan være mange forskellige ting. Det kan 

være det politiske klima, samfundets kunstsyn, 

publikums forventninger etc. I denne 

sammenhæng er konteksten primært de ressourcer, 

der er til rådighed. Det kan være 

menneskelige, tekniske eller økonomiske 

ressourcer. Det helt afgørende er at løsrive 

sig fra den illusion, at der på kunstområdet 

er tale om en fri og lige konkurrence. Det er 

der ikke, så længe nogle af producenterne fx 

har meget store økonomiske ressourcer til 

rådighed, ofte gennem offentlige subsidier, 

mens andre ingen har. Om den kunstneriske 

vilje, der er til stede i en ansøgning, en kontrakt, 

et projekt eller en institution, kan 

komme til udfoldelse, er bl.a. afhængig af de 

ressourcer, der er til rådighed. En instruktør 

kan have en nok så fremragende idé til en 

forestilling, og det hele kan være nok så relevant, 

men det hjælper alt i alt ikke meget, 

hvis der ikke er ressourcer til at hyre de skuespillere, 

der vil kunne omsætte intentio- 



nerne til scenisk liv. På den anden side skal 

man da også være opmærksom på, at der altid 

vil være en tendens til at bortforklare det, 

der ikke rigtig lykkes, med manglen på ressourcer: 

»Havde den offentlige støtte dog 

bare været større, og havde vi dog bare haft 

et større personale, så ...« 

Dernæst er konteksten de kulturpolitiske 

mål, som det kunstfænomen, der evalueres, 

relaterer sig til. Disse mål bør ikke betragtes 

som urørlige i en evaluering. Det vil ofte 

være nødvendigt at inddrage dem i evalueringen 

og også at diskutere og analysere dem 

kritisk bl.a. for til fulde at forstå, hvorfor et 

givet kunstfænomen udfolder sig, som det 

gør, og for at kunne se alternativer. 

Pointen med denne model er bl.a., at den 

skal være robust og sensitiv på samme tid. 

Den skal muliggøre overordnede kulturpolitiske 

diskussioner om prioriteringer og valg, 

og den skal give rum for sagkyndiges diskussion 

om nuancer i den kunstneriske kvalitet. 

Noter 

1 Langsted, Jørn; Karen Hannah og Charlotte 

Rørdam Larsen: Ønskekvist-modellen. Kunstnerisk 

kvalitet i performativ kunst. Forlaget 

Klim, Århus 2003. 

2 Langsted, Jørn; Karen Hannah og Charlotte 

Rørdam Larsen: Ønskekvisten. En håndbog i 

evaluering af teater, dans og musik, under udgivelse. 

Forlaget Klim, Århus 2004.04.02. 

3 Projektets hjemmesidse: www.au.dk/onskekvisten


Aspekter af indvandre rnes 

integration i Danmark 


En af de største barrierer i forhold til 

at opnå beskæftigelse er manglende 

anerkendelse af den uddannelse, indvandrerne 

har med fra hjemlandet, og 

de må derfor forsøge sig med andre 

former for beskæftigelse fx som selvstændigt 

erhvervsdrivende. Det er 

dog langtfra alle indvandrere, for 

hvem det at være selvstændigt erhvervsdrivende 

er forbundet med integration 

på det danske arbejdsmarked, 

skriver forsker Kræn Blume 

Jensen, AKF. 1 

Velfærdsafhængighed og beskæftigelse 

Mange danske indvandrere er meget afhængige 

af overførselsindkomster 2 . I 1999 udgør 

indvandrere fra mindre udviklede lande ca. 

3% af den danske befolkning, mens de udgør 

ca. 5% blandt modtagere af overførselsindkomster, 

og hvis man alene fokuserer på 

modtagere af kontanthjælp, udgør de mere 

end 18%. Dette viser meget tydeligt at indvandrere 

fra mindre udviklede lande er kraftigt 

overrepræsenteret blandt modtagere af 

offentlige indkomstoverførsler. Beregninger 

fra AKF viser endvidere, at velfærdsafhængigheden 

3 er på 49% blandt indvandrere fra 

mindre udviklede lande i 1999, og at den er 

helt oppe på 60% i 2003 (Blume og Verner 

2003). En af hovedårsagerne til denne høje 

velfærdsafhængighed blandt indvandrere fra 

mindre udviklede lande er deres manglende 

beskæftigelse. 

Indvandrernes uddannelse 

Grunden til, at mange indvandrere har svært 

ved at opnå beskæftigelse skyldes flere ting, 

blandt andet indvandrernes ofte ringe dansksproglige 

kundskaber. En anden hovedforklaring 

er indvandrernes manglende uddannelse 

og erhvervsrettede kvalifikationer. 

Mange indvandrere, der kommer til Danmark 

fra især mindre udviklede lande, har 

ingen eller kun ringe uddannelse. Der er dog 

samtidig også mange indvandrere, som har 

en uddannelse med sig fra hjemlandet, men 

denne uddannelse anerkendes ikke på det 

danske arbejdsmarked. I 1999 gennemførte 

Danmarks Statistik en undersøgelse blandt 

alle førstegenerationsindvandrere i Danmark 

med hensyn til, hvor meget uddannelse, de 

havde erhvervet i hjemlandet. Undersøgelsen 

omfattede alene indvandrere, som ikke 

havde erhvervet nogen dansk uddannelse. 

Undersøgelsen viste, at en ikke ubetydelig 

andel indvandrere har en uddannelse med 

sig fra hjemlandet (se Mørkeberg 2000). 

Manglende anerkendelse af uddannelse 

Den manglende anerkendelse af de kvalifikationer, 

som indvandrerne medbringer fra 

hjemlandet, er en væsentlig barriere for indvandreres 

indtræden på det danske arbejdsmarked. 

Det er især et problem i forbindelse

med beskæftigelse inden for den offentlige 

sektor, idet den offentlige sektor ofte stiller 

større krav om en anerkendt uddannelse end 

den private sektor – krav som indvandrere 

har svært ved at honorere. Konsekvensen er 

at indvandrere er kraftigt underrepræsenteret 

blandt offentligt ansatte. Tal fra DA viser, at 

kun ca. 2% af ansatte inden for den offentlige 

sektor i 2001 er indvandrere trods det 

faktum, at de udgør en langt større andel af 

befolkningen (Dansk Industri 2002). 

En anden barriere er den relativt høje 

mindsteløn på det danske arbejdsmarked. 

Idet arbejdsmarkedet i mange tilfælde ikke 

anerkender indvandrernes kvalifikationer fra 

hjemlandet, vil indvandrerne ofte ikke kunne 

opnå en løn, der er over mindstelønnen – resultatet 

er ofte, at den pågældende indvandrer 

ikke kommer i beskæftigelse. 

Reduceret afkast af uddannelse fra 

hjemlandet 

Analyser foretaget i AKF bekræfter, at den 

manglende anerkendelse af indvandrernes 

uddannelse har konsekvenser for deres arbejdsmarkedsadfærd 

(Blume 2003a). Tabel 1 

beskriver, hvorledes startløn og beskæftigelsesfrekvensen 

varierer blandt indvandrere 

med et tilsvarende antal års uddannelse fra 

henholdsvis Danmark og oprindelseslandet . 

Tabel 1 

Indvandreres afkast af skolegang fra hhv. Danmark og hjemlandet 

Indvandrere med: 

7 års skolegang 17 års skolegang 

Beskæftigelsesfrekvens 

Dansk skolegang 43,9 % 65,7 % 

Skolegang fra oprindelseslandet 38,6 % 52,8 % 

Lavere beskæftigelsesfrekvens som følge -12,2 % -19,6 % 

af skolegang fra hjemlandet sammenlignet 

med tilsvarende dansk skolegang 

Startløn --- DKK --- 

Dansk skolegang 80,9 104,7 

Skolegang fra oprindelseslandet 80,6 96,3 

Lavere lønniveau som følge af skolegang fra -0,4 % -8,1 % 

hjemlandet sammenlignet med tilsvarende 

dansk skolegang 

Note: Blume (2003a). 



Som det fremgår af tabellen modtager indvandrere 

med 17 års skolegang fra hjemlandet 

en startløn, der er ca. 8% lavere end indvandrere 

med et tilsvarende antal års dansk 

skolegang, og samtidig er deres beskæftigelsesfrekvens 

ca. 19% lavere. 

Det tyder dog på, at indvandrernes afkast 

af uddannelse fra hjemlandet stiger, hvis 

indvandrere kommer til Danmark i perioder 

med lav arbejdsløshed. En af årsagerne til 

dette kan være, at den uddannelse, indvandrerne 

medbringer fra hjemlandet, optræder 

som et signal om boglige/faglige færdigheder 

trods det, at uddannelsen ikke er formelt 

anerkendt i Danmark. Dette signal vejer tungere 

for en given arbejdsgiver, når arbejdsløsheden 

er lav, og arbejdsgiveren måske 

derved har sværere ved at besætte ledige job 

med personer, som besidder de helt rette 

kvalifikationer. 

Andre former for beskæftigelse 

De ringe beskæftigelseschancer, som indvandrere 

oplever, sammenholdt med det reducerede 

afkast af uddannelse fra hjemlandet, 

får mange indvandrere til at vælge andre 

former for beskæftigelse. Især vælger mange 

indvandrere at blive selvstændigt erhvervsdrivende, 

blandt andet fordi de dermed har 

mulighed for at arbejde til en løn, der ligger 

under mindstelønnen. I udvalgte indvandrergrupper 

er andelen af selvstændigt erhvervsdrivende 

blandt de beskæftigede over 30% 

(Blume m.fl. 2003). 

Analyser foretaget i AKF viser dog, at det 

at være selvstændigt erhvervsdrivende for 

mange indvandrere ikke er at regne for regulær 

arbejdsmarkedsintegration (Blume m.fl. 

2003). I stedet kan det snarere betragtes som 

en form for marginaliseret position på ar- 

bejdsmarkedet. Disse resultater er opnået på 

baggrund af en ny måde at definere arbejdsmarkedsmarginalisering 

på, nemlig på baggrund 

af arbejdsmarkedstransitioner (dvs. 

skift i arbejdsmarkedsstatus). Når en person 

meget ofte skifter mellem at være selvstændigt 

erhvervsdrivende og at være uden for 

beskæftigelse, tyder det på, at perioderne 

som selvstændig ikke er udtryk for solid beskæftigelse. 

Derimod er de snarere et udtryk 

for, at den pågældende person ikke har andre 

oplagte beskæftigelsesmuligheder og derfor 

forsøger sig som selvstændigt erhvervsdrivende 

med de tilskuds- ogstøttemuligheder, 

der nu engang er. Et forsøg, der mange 

gange ikke lykkes, idet de ofte ender med at 

være uden for beskæftigelse igen. 

At det at være selvstændigt erhvervsdrivende 

er at forbinde med en marginaliseret 

position på arbejdsmarkedet gælder dog ikke 

for alle selvstændigt erhvervsdrivende indvandrere. 

Andre analyser foretaget i AKF viser, 

at det at være selvstændigt erhvervsdrivende 

for nogle indvandrere kan være en vej 

ud af lavindkomstgruppen, dvs. at de efter 

en periode som selvstændig opnår en stigende 

indkomst (Blume 2003b). Dette gælder 

især indvandrere fra Pakistan, mens der 

for indvandrere fra eksempelvis Vietnam 

ikke umiddelbart kan spores nogen sammenhæng 

i den pågældende analyse. 

Velfærdsafhængighed og lønudvikling 

Trods de lave startlønninger og den manglende 

anerkendelse af indvandrernes udannelse 

fra hjemlandet, tyder det dog på, at tiden 

i Danmark hjælper med til at forbedre 

indvandrernes økonomiske situation. 

Først og fremmest falder indvandrernes 

velfærdsafhængighed i takt med, at indvan-

drernes opholdstid i Danmark øges. Dette 

kan ses, hvis man betragter figur 1, som viser 

velfærdsafhængigheden for en typisk 

Figur 1 

Velfærdsafhængighed 

Beregnet velfærdsafhængighed 

År siden indvandring 

Kilde: Blume & Verner (2003). 

Note: Beregnet for standardpersoner. 

Som det kan ses af figur 1, falder velfærdsafhængigheden 

i takt med, at opholdstiden 

øges, om end niveauet for indvandrere fra 

mindre udviklede lande forbliver relativt 

højt. For danskere er velfærdsafhængigheden 

således omkring 10%. 

indvandrer, som er indvandret til Danmark 

som 25-årig fra henholdsvis mere og mindre 

udviklede lande. 

Tilsvarende oplever de indvandrere, som 

opnår beskæftigelse, en generel lønstigning i 

takt med, at opholdstiden øges. Dette fremgår 

af figur 2, som beskriver den beregnede 

lønudvikling for en typisk indvandrer og en 

typisk dansker. 



Figur 2 

Lønudvikling 

Timeløn (logaritmisk) 

Indvandrere: Antal år siden indvandring 

Danskere: Alder >25 år 

Kilde: Blume & Verner (2003). 

Note: Beregnet for standardpersoner. 

Af figur 2 fremgår det, at indvandrere i beskæftigelse 

oplever en markant lønstigning 

specielt i de første fem år efter indvandring. 

En af grundene til dette kan eksempelvis 

være, at der i takt med, at indvandrernes opholdstid 

øges, opnås en form for uformel anerkendelse 

af eksempelvis uddannelse og andre 

erhvervsrettede kvalifikationer fra hjemlandet 

i forbindelse med deres beskæftigelse. 

Trods den markante lønstigning i perioden 

efter indvandring tyder det i denne analyse 

dog ikke på, at indvandrerne opnår samme 

lønniveau som tilsvarende danskere. 

Afrunding 

De analyser, som kort beskrives i denne arti- 

kel, vidner om, at indvandrerne generelt har 

det svært på det danske arbejdsmarked, men 

samtidig også, at deres situation trods alt 

forbedres i takt med, at deres opholdstid 

øges. I den mellemliggende periode, indtil 

deres situation forbedres, oplever indvandrerne 

en høj grad af velfærdsafhængighed 

og en lav beskæftigelsesgrad. Samtidig frister 

mange indvandrere tilværelsen i en marginaliseret 

position på arbejdsmarkedet som 

et resultat af, at de har søgt alternative beskæftigelsesformer. 

En af årsagerne er bl.a., at indvandrerne 

har svært ved at få anerkendt de erhvervsrettede 

kvalifikationer, som de har med sig fra 

hjemlandet. En øget anerkendelse af disse

kvalifikationer vil derfor være en blandt 

mange måder, hvorpå man kunne øge indvandrernes 

muligheder for at træde ind på 

det danske arbejdsmarked og dermed på 

længere sigt at få styrket integrationen. På 

den måde vil indvandrerne hurtigere kunne 

bidrage positivt til den danske samfundsøkonomi, 

end det er tilfældet i dag. 

Litteratur 

Dansk Industri (2002): Migration and Integration 

– The Danish experience in an international 

perspective. Dansk Industri, København. 

Blume, K. (2003a): Are Immigrants Qualifications 

from Home-Country Transferable, 

kapitel 2. I: Integration of Immigrants 

in the Danish Labour Market. Ph.d.-afhandling, 

Handelshøjskolen i Århus, 2003:15. 

Blume, K. og M. Verner (2003): Welfare 

dependency among immigrants: is assimilation 

taking place, kapitel 3. I: Integration of 

Immigrants in the Danish Labour Market. 

Ph.d.-afhandling, Handelshøjskolen i Århus, 

2003:15. 

Blume, K.; H.S. Nielsen, A. Würtz og M. 

Ejrnæs (2003): Self-Employed Immigrants: 

Employment of Last Resort? kapitel 4. I: Integration 

of Immigrants in the Danish La- 

bour Market. Ph.d.-afhandling, Handelshøjskolen 

i Århus, 2003:15. 

Blume, K. (2003b): Do Self-Employed 

Immigrants Experience Higher Upward Income 

Mobility? kapitel 5. I: Integration of 

Immigrants in the Danish Labour Market. 

Ph.d.-afhandling, Handelshøjskolen i Århus, 

2003:15. 

Mørkeberg, H. (2000): Indvandrernes uddannelse. 

Danmarks Statistik, 2002. 

Noter 

1 Resultaterne beskrevet i denne artikel stammer 

hovedsageligt fra forfatterens ph.d.-afhandling, 

der har været finansieret af Ministeriet 

for Flygtninge, Indvandrere og Integration, 

AKF, Handelshøjskolen i Århus og Det Samfundsvidenskabelig 

Forskningsråd. 

2 I det efterfølgende omfatter overførselsindkomster 

dagpenge, kontanthjælp, pensioner, 

børnepenge samt boligsikring. Alle indkomster 

er opgjort på husstandsniveau. 

3 Velfærdsafhængigheden beskriver i analysen, 

hvor stor en andel overførselsindkomster til en 

given husstand udgør af husstandens samlede 

indkomst. 

4 Beregningerne er foretaget på baggrund af 

oplysninger vedrørende indvandrere fra Tyrkiet, 

Pakistan, Vietnam, Iran og Irak. Beregningerne 

tager ikke højde for endogenitetsproblemer 

i forbindelse med uddannelse. 



P rostitutionsforståelser blandt 

danske og svenske politikere 

Prostitution forstås og debatteres 

vidt forskelligt fra samfund til samfund. 

Stinne Louise Hansen og Vibeke 

L. Jensen (begge cand.scient. 

soc.) har i deres sociologiske speciale 

analyseret prostitutionsdebatter i 

Danmark og Sverige fra 1997-2003 og 

undersøgt, hvorledes danske folketingspolitikere 

og svenske riksdagspolitikere 

forstår fænomenet prostitution. 

Lovgivning 

Som udgangspunkt kan man allerede ved at 

se på lov g ivningen i Danmark og Sverige få 

et indtryk af, at man betragter prostitution 

ga n s ke forskelligt i de to lande. I Danmark 

bl ev prostitution i 1999 afkriminaliseret, hvilket 

vil sige, at det i dag er lovligt at have prostitution 

som hovedindtægtskilde, og det er ligeledes 

lovligt at være kunde, medmindre 

personen, man køber sex af, er under 18 år. 

Prostitution er dog ikke et lovligt erhve rv som 

i eksempelvis Holland, hvor den prostituerede 

har rettigheder og pligter som andre selvstændigt 

erhve rv s d r ivende, og hvor det siden år 

2000 har været legalt at organisere og profitere 

af andre menneskers prostitution. I Sverige 

er man gået den anden vej og har i 1999 

kriminaliseret kunderne til prostitution. 

Store forskelle i forståelserne af prostitution 

i Danmark og Sverige 

Tilgangen til og forståelsen af prostitution er 

meget forskellig i de to landes parlamenter. I 

Sverige er der politisk flertal for at forstå 

prostitution som et fænomen, der hverken er 

en naturlig eller acceptabel del af det svenske 

samfund. Målet med kriminaliseringen 

af prostitutionskunderne er som følge heraf 

bl.a. at sende et stærkt signal til befolkningen 

om, at det ikke skal være en accepteret 

handling at købe seksuelle ydelser. 

I det danske Folketing derimod er der ikke 

samme politiske enighed om, hvad holdningen 

til og forståelsen af prostitution skal 

være. Dette hænger sammen med, at der 

ikke er tradition for at diskutere prostitution 

i Danmark, og der er ikke som i de svenske 

statsfinansierede prostitutionsudredninger 

forsket i prostitutionens konsekvenser for de 

prostituerede og prostitutionens samfundsmæssige 

kontekst og betydning. 

En væsentlig forskel i synet på prostitution 

i de to lande er, at mens man i Sverige 

anser prostitution for et stort problem for 

samfundet, så er der ikke blandt de danske 

politikere enighed om at forstå prostitution 

som et samfundsproblem. Denne forskel vil 

vi illustrere ved at vise, hvordan nogle af de 

problematikker, der ligger til grund for, at 

prostitution forstås som et problem i Sve- 



rige, ikke bliver fundet betydningsfulde i de 

danske debatter. 

Et ligestillingsproblem? 

I Sverige ser man det ulige magtforhold 

mellem mænd og kvinder som forudsætning 

for prostitutionens eksistens og prostitution 

derfor som en manifestation af kønsuligheden. 

Prostitution forstås altså ikke »blot« 

som værende til skade for de prostituerede 

men for hele samfundet, og der er som følge 

heraf på tværs af politiske skel enighed om 

at gøre prostitution til et køns- og ligestillingsproblem. 

Med ganske få undtagelser er dette ikke 

en forståelse af prostitution, som findes i de 

danske prostitutionsdebatter. Prostitution 

forstås i Danmark som relativt uafhængig af 

kønsuligheder og af andre underliggende 

strukturer i samfundet. Selv når kønsperspektivet 

inddrages i debatterne, bliver argumentet 

ikke udfoldet, og det bliver ikke 

modtaget som relevant og legitimt for diskussionen. 

Derimod er individtilgangen dominerende 

i de danske forståelser. Der fokuseres på de 

prostituerede og deres konkrete problemer, 

og politikerne taler næsten udelukkende om 

årsager til og følgevirkninger af prostitution 

som knyttet til de enkelte prostituerede. 

Dette fører dog ikke til politiske initiativer til 

at hjælpe prostituerede, selv om der rundt 

omkring i landet kun findes ganske få tilbud. 

Er det problematisk, at man kan købe 

seksuelle ydelser? 

På trods af, at de danske politikere primært 

forstår prostitution som et fænomen, der 

først og fremmest eksisterer på individniveau, 

så debatteres kun den prostituerede og 

ikke den anden part, der er direkte impliceret 

i prostitutionen; kunden. Prostitutionskunden 

omtales kun yderst sjældent i de 

danske debatter og synes dermed ikke at 

spille en vigtig rolle i politikernes prostitutionsforståelser. 

Kundens betydning for prostitutionens eksistens 

diskuteres altså ikke, selv om der er 

enighed om, at prostitution forårsager skader 

for de prostituerede. Selve det at købe sig til 

seksuelle ydelser forstås dermed i det danske 

Folketing ikke som unormalt og problematisk. 

Dette står i skarp kontrast til den dominerende 

forståelse i de svenske debatter, hvor 

der er stor opmærksomhed på prostitutionskundernes 

handlinger, og hvor det naturlige, 

normale og legitime ved at købe sex 

udfordres og debatteres. Det er kunden, også 

kaldet »torsken«, frem for den prostituerede, 

der sættes i centrum i debatterne, og det er 

ligeledes kunden, der forstås som afviger og 

bliver objekt for politisk handling, sådan 

som det kommer til udtryk i den svenske 

prostitutionslovgivning. 

Prostitutionskunden bliver ofte beskrevet 

som den, der er med til at opretholde en 

samfundsmæssig undertrykkelse og udnyttelse 

af de prostituerede. Han har derfor 

ifølge politikerne misforstået, hvordan man 

skal opføre sig i et moderne ligestillet samfund. 

Flere svenske politikere opfatter endvidere 

prostitutionskunder som nogle, der 

har et problem og som derfor behøver hjælp 

og behandling. 

Afrunding 

Afsluttende kan det slås fast, at der er væsentlige 

forskelle på prostitutionsforståelserne 

i hhv. det danske Folketing og den

svenske Riksdag. Forskelle, der bl.a. får betydning 

for, om prostitution bliver vurderet 

som et problem for samfundet eller blot for 

de involverede prostituerede. En hovedforskel 

er, at mens de svenske politikere kommer 

rundt om prostitutionsfænomenet og diskuterer 

både den prostituerede, kunden og 

prostitutionens betydning for samfundet, så 

taler de danske politikere primært om den 

prostituerede. 

Inden for rammerne af den svenske prostitutionsdebat 

er der, som følge af, at prostitution 

ses som et samfundsproblem, langt 

større fokus på ad politisk vej at søge at begrænse 

prostitutionens udbredelse, end der på 

nuværende tidspunkt synes at være mulighed 

og interesse for i den danske debat. 

Uanset hvilken prostitutionspolitik Danmark 

skal føre på længere sigt, så bliver det 

nødvendigt, at prostitution debatteres mere 

indgående, og at der opnås enighed om, 

hvorledes prostitution skal forstås som fænomen 

– også i en bredere samfundsmæssig 

kontekst. 

Litteratur 

Hansen, Stinne Louise og Vibeke Jensen 

(2004): Prostitutionsforståelser blandt danske 

og svenske politikere. Speciale i Sociologi, 

Københavns Universitet. 


Udenlandske studerende i hov 

e d s t a d s egionen r – hvord a n 

kan det gøres bedre ? 


Uddannelse er blevet en handelsvare 

på et globalt marked, som de højere 

uddannelsesinstitutioner ser sig nødsaget 

til at deltage i, hvis de økonomiske 

vilkår og kvaliteten skal sikres. 

Internationalt anses uddannelsesmarkedet 

således som en mulighed 

for et kvalitetsløft, som kan bringe 

den pågældende uddannelsesinstitution 

op på et højt internationalt niveau, 

skriver forskningsleder Torben 

Pilegaard Jensen og forsker Ulla 

Højmark Jensen, AKF. 

Braindrain og uddannelsesmarked 

Da uddannelse er gratis i Danmark, består 

vor deltagelse i uddannelsesmarkedet først 

og fremmest i byttehandler i form af udvekslingsstuderende, 

hvor en vækst i antallet af 

udenlandske udvekslingsstuderende er en 

forudsætning for at få flere danske studerende 

til udlandet. På længere sigt kan vor 

deltagelse i uddannelsesmarkedet føre til, at 

vore uddannelser bliver prisfastsat. Internationalt 

er der voksende opmærksomhed rettet 

mod at sikre et tilstrækkeligt udbud af højtuddannet 

arbejdskraft og mod det uddannelsesmarked, 

som i de senere år har fået større 

og større økonomisk betydning både for en- 

keltuniversiteter og lande/regioner. Baggrunden 

er bl.a. frygten for »braindrain«, som 

drejer sig om, at nogle lande oplever, at deres 

højtuddannede – først og fremmest deres 

unge højtuddannede – søger beskæftigelse i 

andre lande efter endt uddannelse. På den 

måde mister disse lande et vækstpotentiale, 

hvis ikke der er en tilsvarende tilstrømning 

af højtuddannede fra andre lande. Og så er 

der lande, som søger at opnå en situation, 

hvor balancen er til ugunst for andre lande, 

bl.a. fordelagtige beskæftigelsesvilkår fx i 

form af en »Green Card-politik«. 

Hvem står bag undersøgelsen? 

Når Københavns Kommune i samarbejde 

med Københavns Universitet, Handelshøjskolen 

i København, Danmarks Tekniske 

Universitet, Roskilde Universitetscenter og 

Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 

har ønsket at få gennemført en undersøgelse 

af udenlandske studerende i hovedstadsregionen, 

er det netop ud fra disse to 

overordnede perspektiver: sikringen af et tilstrækkeligt 

udbud af højtuddannet arbejdskraft 

og forbedrede forudsætninger for at 

deltage i uddannelsesmarkedet. Med hensyn 

til sikringen af et tilstrækkeligt udbud af højtuddannet 

arbejdskraft hedder det i Københavns 

Kommunes Erhvervspolitiske Hand-

lingsplan 2002: »Københavnske virksomheders 

behov for kvalificeret arbejdskraft overstiger 

udbuddet ifølge adskillige undersøgelser. 

Der er derfor god grund til at forudse, at 

denne situation bliver forværret med faldende 

ungdomsårgange.« 

Undersøgelsens formål 

Et centralt formål med undersøgelsen har 

derfor været at få belyst, hvilke erfaringer de 

udenlandske studerende har med værtsuniversiteterne, 

med danskerne og med regionen 

og landet som sådan. Endelig har undersøgelsen 

skullet kaste lys over, hvilke forhold 

der kan have betydning for de udenlandske 

studerendes interesse i at vende tilbage 

til eller blive i regionen efter endt uddannelse. 

Eller som det hedder i Københavns 

Kommunes Erhvervspolitiske handlingsplan: 

»En vurdering af de konkrete barrierer 

og en evaluering af de udenlandske 

studerendes oplevelser kan give et indtryk 

af, hvordan København kan fastholde disse 

studerendes interesse for byen og landet som 

helhed, således at de kan vende tilbage efter 

afsluttet kandidatgrad.« 

Hvad kan der gøres? 

Undersøgelsen påviser, at en af de afgørende 

forudsætninger for tilfredshed med opholdet 

og lyst til at vende tilbage er personlige kontakter 

til danskerne. I forhold til dette har 

universiteterne umiddelbart ikke nogen stor 

rolle at spille. Men på en række områder har 

de dog nogle strenge at spille på. Også i forhold 

til udbyttet af undervisningen er der 

grund til at overveje nye tiltag. 

For at øge de udvekslingsstuderendes faglige/akademiske 

udbytte af kursusforløbet er 

der behov for at sikre, at flere får mulighed 

for at vælge det rette kursusforløb. Der er så- 

ledes grund til at overveje, om det kursusmateriale, 

som i dag er til rådighed, er tilstrækkeligt, 

herunder om universiteternes 

hjemmesider kan forbedres og evt. koordineres, 

således at en potentiel udvekslingsstuderende 

kan få et samlet overblik over muligheder 

ved danske universiteter. Det bør derfor 

overvejes, hvordan en fælles markedsføring 

kunne tilrettelægges, fx gennem en 

fælles uddannelsesportal. Derudover er der 

behov for at styrke samarbejdsrelationerne 

til de udenlandske universiteter for at sikre, 

at de udenlandske studerende får bedre 

hjælp af hjemmeuniversitetet til at vælge de 

rette kurser. 

Samtidig er der behov for, at de udvekslingsstuderende 

under uddannelsesforløbet 

får en mere omfattende personlig vejledning 

fra underviserne eller på anden vis sikres 

bedre vejledning. Ønsket om dette kan bl.a. 

hænge sammen med de danske undervisningsformer, 

som, sammenlignet med en 

række andre lande, stiller store krav til den 

enkeltes evne til selv at tilrettelægge indlæringen. 

Hvordan udenlandske studerende i andre 

lande oplever kontakten til det pågældende 

lands egne studerende, kan denne undersøgelse 

naturligvis ikke kaste lys over. Derimod 

kan den påvise et problem i hovedstadsregionen, 

idet de fleste udenlandske studerende 

kun har en begrænset kontakt med 

danske studerende, og et indtryk af dem som 

reserverede er en væsentlig barriere for det 

samlede udbytte af studieopholdet og for 

motivationen for at blive i eller vende tilbage 

til hovedstadsregionen efter endt uddannelse. 

Der kan derfor være grund til at overveje 

forslag, som kan sikre flere og mere intensive 

kontaktflader mellem de udenlandske 

og de danske studerende. Og her må en 



boligmæssig blanding af udenlandske og 

danske studerende anses for helt central. 

På boligområdet bør overvejes: 

– boligformer/kollegier for både danske og 

udenlandske studerende, dog på en måde, 

som sikrer, at de udenlandske studerende 

fortsat har mulighed for at fastholde det 

udbytterige samvær med andre udvekslingsstuderende. 

– at udvide de potentielle boligområder 

gennem rabatordning til offentlig transport 

for udenlandske studerende. 

For på andre områder at intensivere kontaktfladerne 

kan følgende overvejes: 

– at flere kurser afvikles på blandede hold 

og gennem et større udbud af engelsksprogede 

kurser. Dette vil også forbedre 

de danske elevers sprogkundskaber og 

måske være med til at nedbryde den forestilling, 

at de udenlandske studerende 

fagligt set er ringere end deres danske 

kammerater 

– introduktionsforløb med flere danske studerendes 

deltagelse 

– at flere udvekslingsstuderende motiveres 

til at tage danskkurser, idet blot et vist 

kendskab til dansk fremmer kontaktmulighederne 

under opholdet og lysten til at 

vende tilbage eller blive efter endt uddannelse 

– mulighed for og motivation til fritidsarbejde 

og forbedrede muligheder for praktik 

på danske virksomheder 

– at flere danske studerende bliver gjort 

motiveret for at åbne sig over for udenlandske 

studerende. 

Litteratur 

Jensen, Torben Pilegaard; Ulla Højmark 

Jensen, Tue Halgreen og Vibeke Pihl (2003): 

Udenlandske studerende i hovedstadsregionen 

– hvordan kan det gøres bedre? AKF 

Forlaget.

Øturisme og turismemultiplikatorer 

Turisme spiller en relativt større rolle 

på nogle af de små, turismeprægede 

øer end i de store regioner. Seniorforsker 

Jie Zhang, AKF, præsenterer i 

denne artikel beskæftigelsen inden 

for turisme på øerne og sammenligner 

den med beskæftigelsen inden 

for turisme i amterne. 

Figur 1 

Turismebeskæftigelse i amterne 

(Gennemsnit = 3,5 %) 

Ved en sammenligning af turismens indvirkninger 

på øernes økonomier og på amternes 

økonomier viser analyserne (Andersen 2003; 

Zhang 2001), at turismen har forskellige 

indvirkninger på amternes BNP og beskæftigelse. 

Omsætnings- og beskæftigelsesmultiplikatorerne 

for turisme beregnes ved hjælp 

af modellen. En sammenligning af resultaterne 

af turismemultiplikatorerne danner 

BO KK NO RB FK St.KBH ST FY SQ AR FA VJ RA RK VI VS KA 



grundlaget for en drøftelse af de faktorer, 

der påvirker størrelsen af turismemultiplikatorerne. 

Beskæftigelsen inden for turisme 

Beskæftigelsesandelen (jf. figur 1 og 2) inden 

for turisme er i gennemsnit 7,3% på 

øerne, mens den gennemsnitlige beskæfti- 

Figur 2 

Turismebeskæftigelse i økommunerne 

(Gennemsnit = 7,3 %) 

Fanø 

Allinge-Gudhjem 

Marstal 

Turistovernatninger og omsætning 

fra turister 

Antallet af turistovernatninger omfatter endagsturister. 

På amtsplan har Nordjyllands 

Amt, Storkøbenhavn og Sønderjyllands Amt 

flest turister med 12-14 millioner turistovernatninger. 

Århus Amt har 9,5 millioner turistovernatninger, 

og mange amter har ca. 6-7 

millioner overnatninger. Roskilde Amt er det 

amt, der har færrest turister. Blandt økom- 

Læsø 

Nexø 

Samsø 

Ærøskøbing 

gelsesandel inden for turisme er 3,5% i amterne. 

København (KBH) har den højeste turismebeskæftigelse 

blandt amterne, mens 

Fanø og Allinge-Gudhjem har de højeste andele 

blandt økommunerne. Også på Marstal, 

Læsø, Nexø, Samsø og Ærøskøbing er turismebeskæftigelsen 

relativt højere. 

Rønne 

Tranekær 

Åkirkeby 

Hasle 

Sydlangeland 

Rudkøbing 

munerne varierer turistantallet betydeligt 

med flest turistovernatninger i kommunerne 

Allinge-Gudhjem, Rønne og Fanø og færrest 

turistovernatninger i Langelands tre kommuner. 

Den samlede omsætning fra turisme i 

Danmark beløb sig i 2001 til DKK 47,1 mia. 

Storkøbenhavn tegnede sig for ca. 27% af 

dette beløb og havde dermed en turistomsætning 

på DKK 12,8 mia. Nordjyllands Amt

og Sønderjyllands Amt tegnede sig for ca. 

12-16% af den samlede turismeomsætning, 

og Århus Amt tegnede sig for 8% af den 

samlede omsætning svarende til ca. DKK 

3,8 mia. I mange andre amter var turismeomsætningen 

i 2001 på omkring DKK 

1,5-2,5 mia. Turismeomsætningen i økommunerne 

varierer også betydeligt som følge 

af de store forskelle i antallet af turistovernatninger. 

Antallet af turistovernatninger pr. tusinde 

indbyggere er interessant. Det gennemsnitlige 

antal besøgende pr. tusinde indbyggere i 

amterne er 20,8. Det gennemsnitlige antal 

Figur 3 

Antal turistovernatninger pr. tusinde indbyggere i amterne 

(Gennemsnit = 20,8) 

I tusinde 

SQ 

RB 

NO 

RK 

ST 

VS 

turistovernatninger pr. tusinde indbyggere på 

øerne er 60,9, hvilket er tre gange så højt 

som gennemsnittet for amterne. Fanø, Allinge-Gudhjem, 

Læsø og Samsø har et relativt 

højere antal turister pr. tusinde indbyggere. 

På den anden side er antallet af turister 

pr. indbygger i Hasle Kommune, Rudkøbing 

Kommune og Sydlangelands Kommune lavere 

end landsgennemsnittet. Figur 3 og 4 

viser antallet af turistovernatninger divideret 

med befolkningen i amtet. Da antallet af 

udenlandske endagsturister er medtaget, har 

Sønderjyllands Amt det højeste antal besøgende 

pr. tusinde indbyggere. 

FA 

VI 

FY 

AR 

VJ 

SKBH 

RA 



Figur 4 

Antal turistovernatninger pr. tusinde indbyggere på øerne 

(Gennemsnit = 60,9) 

I tusinde 

Fanø 

Allinge-Gudhjem 

Læsø 

Samsø 

Rønne 

Multiplikatorer for turismebeskæftigelsen 

Både de direkte og indirekte effekter af turismen 

på amternes BNP og beskæftigelse 

kan beregnes ved hjælp af turismemodellen 

LINE/TURISME. Modellen viser fx, at turismen 

genererer ca. 16.000 arbejdspladser i 

Storkøbenhavn og ca. 8.000 arbejdspladser i 

både Nordjyllands Amt og Sønderjyllands 

Amt. Turismen skaber i alt ca. 70.000 arbejdspladser 

i Danmark. Analysen af øturismen 

viser, at turismen har skabt ca. 1.400 arbejdspladser 

på Bornholm, heraf 500 i Allinge-Gudhjem 

Kommune. Turismen skaber 

omkring 200 arbejdspladser på både Samsø 

Nexø 

Ærøskøbing 

Åkirkeby 

Marstal 

Tranekær 

Hasle 

Rudkøbing 

Sydlangeland 

og Fanø, 160 arbejdspladser på Ærø og 100 

på Læsø. 

Til forskningsmæssige og politiske formål 

beregnes turismemultiplikatorerne ofte på 

baggrund af en analyse af turismeeffekterne. 

Der benyttes generelt to typer turismemultiplikatorer, 

nemlig indkomstmultiplikatorer 

og beskæftigelsesmultiplikatorer. I det følgende 

bruges beskæftigelsesmultiplikatorerne 

som eksempel. Multiplikatorerne for 

turismebeskæftigelsen kan udtrykkes på 

mindst to måder: forholdsmæssig beskæftigelsesmultiplikator 

og omsætningsmæssig 

beskæftigelsesmultiplikator.

Forholdsmæssig multiplikator for turismebeskæftigelse 

Multiplikatorer repræsenterer de forskellige 

sektorers indbyrdes økonomiske afhængighed 

i de amtslige erhvervsstrukturer. Er- 

hvervsstrukturen er forskellig i de forskellige 

regioner af landet, og multiplikatorerne 

varierer betydeligt fra amt til amt og fra sektor 

til sektor. 

Der er forskellige typer multiplikatorer afhængigt af de medtagne sekundære effekter, 

fx: 

Type I - beskæftigelsesmultiplikator = direkte + indirekte beskæftigelseseffekter 

direkte beskæftigelseseffekter 

Type II - beskæftigelsesmultiplikator= direkte + indirekte + afledte beskæftigelseseffekter 

direkte beskæftigelseseffekter 

Ovennævnte multiplikatorer kaldes forholdsmultiplikatorer, 

fordi de måler forholdet 

mellem den samlede effekt og den tilsvarende 

direkte effekt. Tilsvarende indkomstmultiplikatorer 

kan defineres ved at udskifte 

beskæftigelsen med et mål for omsætningseffekter 

i ovennævnte formler. 

Ovennævnte multiplikatorer kaldes omsætningsmultiplikatorer. 

Når de to ovennævnte 

målemetoder sammenlignes, skal man være 

opmærksom på, at de to metoder kan skabe 

forvirring. Hvis forholdsmultiplikatoren anvendes, 

skal denne multiplikator ganges med 

den direkte beskæftigelseseffekt for at få de 

Multiplikator for turismebeskæftigelse 

ud fra direkte turistomsætning 

En multiplikator kan også beregnes ud fra 

den beskæftigelse, som omsætningen genererer, 

hvilket generelt er den foretrukne metode 

blandt økonomer. Denne type multiplikator 

kaldes nogle gange en keynesiansk 

multiplikator eller en responskoefficient. 

Beskæftigelsesmultiplikatorerne kan udtrykkes på følgende måde: 

Type II - beskæftigelsesmultiplikator = direkte + indirekte + afledte beskæftigelseseffekter 

direkte turistomsætning 

samlede beskæftigelseseffekter. 

En almindelig fejl er at gange en turistomsætning 

med en forholdsmæssig beskæftigelsesmultiplikator 

for at få de samlede beskæftigelseseffekter. 

Det giver en oppustet 

vurdering af turismens effekter, fordi turisternes 

forbrug (eller omsætning) ikke er 



præcis det samme som de direkte beskæftigelseseffekter 

i multiplikatorformlen. 

I forholdsformlen forveksles beskæftigelsesmultiplikatoren 

ofte med omsætningsmultiplikatoren. 

Da multiplikatorerne oftest 

anvendes til at beregne effekten af en ændring 

i turisternes forbrug eller omsætning, 

er den keynesianske multiplikator den mest 

velegnede, fordi den kan anvendes direkte til 

at anslå de beskæftigelsesmæssige effekter 

af omsætningsændringer. 

AKF’s LINE/TURISME-model (Danmarks 

Turistråd 2003) viser, at multiplikatorerne 

for turismebeskæftigelsen i amterne er 

omkring 1,3-1,8, beregnet på basis af omsætningsmultiplikatorer 

og i gennemsnit 1,5. 

Hvis turismebeskæftigelsesmultiplikatorerne 

bliver beregnet ud fra forholdsindikatorer, 

er den gennemsnitlige beskæftigelsesmultiplikator 

for turisme kun 1,38. 

AKF’s turismemodel for økommunerne 

viser, at turismebeskæftigelsesmultiplikatorerne 

er omkring 1,6-1,8 for Samsø, Læsø 

og Ærø, men beregnet ud fra forholdsindikatorer 

og den gennemsnitlige multiplikator 

for økommunerne kun 1,25. 

Konklusion 

I tidsskrifter om turisme drøftes de regionale 

turismemultiplikatorer ofte blandt forskerne. 

Hvad angår de to ovennævnte metoder til beregning 

af turismemultiplikatorer, finder vi, 

at den første metode er mest velegnet ved internationale 

sammenligninger. Man kan fx 

diskutere, hvorfor turismemultiplikatorerne 

er højere i de store regioner end i de mindre 

regioner. Forholdsmultiplikatorer angiver de 

indbyrdes sammenhænge mellem de forskellige 

sektorer i økonomien, men de forbinder 

ikke den genererede omsætning eller beskæftigelse 

med den ekstra turistomsætning. 

De kan derfor ikke bruges som et politisk 

planlægningsværktøj. Med den anden metode 

kan brugerne nemt beregne beskæftigelseseffekterne 

(eller omsætningseffekterne) 

af den givne turismeomsætning i en 

given region. 

Turismemultiplikatorerne danner grundlaget 

for en drøftelse af de faktorer, der påvirker 

størrelsen af turismemultiplikatorerne. 

De faktorer, der kan påvirke størrelsen af turismemultiplikatorerne, 

er fx (1) turistudgifter, 

(2) turisternes forbrugsmønstre, (3) 

størrelsen af den omhandlede region, (4) 

sammenhængen mellem turistsektoren og de 

øvrige sektorer i den regionale økonomi, (5) 

svind til import og opsparing samt (6) udbudsmæssige 

begrænsninger. 

Turistudgifterne er den vigtigste enkeltfaktor 

for den overordnede økonomisk eindvirkning. 

Hvis den lokale turismeomsætning 

i en region domineres af svenske turistudgifter, 

har de svenske turister den største turismeeffekt 

på den lokale økonomi. 

Turisternes forbrugsmønstre kan påvirke 

størrelsen af turismemultiplikatoren. Turisternes 

forbrug på Bed and Breakfast-pensioner 

har ofte højere multiplikatorer, fordi 

betalingen herfor oftest gives direkte til de 

lokale ejere, som til gengæld normalt foretager 

de fleste indkøb lokalt. I modsætning 

hertil er multiplikatorerne for turisternes udgifter 

til alkohol og tobak ofte lave, fordi 

disse produkter ofte er importerede, og priserne 

omfatter afgifter til staten. (Der er ingen 

lokal økonomisk effekt heraf). Størrelsen 

af turismemultiplikatorerne for de forskellige 

nationaliteter af turister opgøres 

derfor efter, hvor de bor (luksushoteller eller 

campingpladser), og hvor meget de bruger. 

Regionens størrelse: Jo større det omhandlede 

område er, jo mindre vil svindet

være, og jo større vil multiplikatoren være. 

Sammenhængen mellem turistsektorerne og 

de øvrige sektorer i den regionale økonomi 

er en vigtig faktor. Jo mere lokal den økonomiske 

sammenhæng er (jo flere varer og tjenester, 

der indkøbes lokalt), jo højere bliver 

multiplikatorværdien, og jo større bliver effekten 

pr. indtjent enhed fra turisme. 

Det økonomiske svind udgøres af import 

og bankindskud i form af opsparing. Jo 

større økonomisk svind, jo lavere bliver værdien 

af turismemultiplikatoren. 

Udbudsmæssige begrænsninger kan 

påvirke størrelsen af multiplikatoren, hvilket 

navnlig gør sig gældende for øturismen. 

Hvis det lokale udbud i en økommunes økonomi 

begrænser mulighederne for at levere 

varer og ydelser nok til at opfylde turisternes 

stigende behov på øen, vil effekten og multiplikatoren 

blive mindre. 

Det kan konkluderes, at turismemultiplikatorerne 

skal anvendes med forsigtighed. 

Man bør ikke anvende multiplikatorerne di- 

rekte, da man skal tage højde for den type 

turister, de vedrører, hvordan turisterne bruger 

deres penge på turismedestinationen, og 

sammenhængen mellem turismesektoren og 

den øvrige regionale økonomi. 

Litteratur 

Anne Kaag Andersen, m.fl. (2003): Læsø, 

Samsø og Ærø – udvikling og muligheder, 

AKF Forlaget og AKF Nyt nr. 3 2003. 

Danmarks Turistråd (2003): Turismens 

økonomiske betydning 2001 – nationalt og 

regionalt. 

Zhang, Jie (2001): The Impact of tourism 

on the Economies of Danish Regions, AKF 

Forlaget. 

Noter 

1 H/R-andelen beregnes ved at dividere beskæftigelsesandelen 

inden for hotel- og restaurationsbranchen 

med den samlede beskæftigelse 

i amtet. Beskæftigelsesandelen 

inden for turisme findes ved en sammenlæg- 


B i l l e d f o rt e g n e l s e 


Vi har valgt maleren og grafikeren Poul Esting (f. 1943) til at illustrere årets numre af AKF 

Nyt. I AKF Nyt nr. 1-2004 er det en kort omtale om Poul Esting! 

Billederne i dette nummer er: 

På omslaget: 

● Corrente-Cavotte 

Og i bladet i rækkefølgen: 

● After You’ve Gone 

● In a Sentimental Mood 

● Someday my Prince will come 

● Easy Living 

● Cavallaria Rusticana 

● Os Minihinhos 

● Tenderly 

● Willow Weep for Me 

Kunstneren har alle rettighederne over alle ovenstående illustrationer

Nye AKF Publikationer: 

Alle udgivelser fra AKF Forlaget kan 

dawnloades på AKF´s hjemmeside: 

www.akf.dk 

Andersen, Anne Kaag (2004): Den 

fremtidige kommunestruktur – streger 

på et landkort. 

I rapporten præsenteres to forskellige mulige 

inddelinger af Danmark. Den ene »Købstadsmodellen« 

tager udgangspunkt i pendlingsoplande. 

Her knyttes købstæderne sammen 

med de nærliggende kommuner. Den 

anden »Landkommunemodellen« søger derimod 

at slå landkommuner sammen og lade 

købstæderne alene. Hermed dannes såvel 

bykommuner som landkommuner. 

Johannsen, Katja Sander, Lene Holm 

Pedersen og Eva Moll Sørensen 

(2004): (Denne rapport er på engelsk) 

Rapporten handler om de uafhængige reguleringsmyndigheder, 

som regulerer de nyligt 

liberaliserede energimarkeder i Europa. I 

løbet af de seneste årtier er der generelt sket 

en stigning i antallet af uafhængige reguleringsmyndigheder 

– især i sektorer, som har 

været udsat for markedsliberalisering. 

I EF-direktivet fra 1996 om liberalisering af 

elmarkederne i Europa var der ét afgørende 

krav med hensyn til de myndigheder, der 

skulle regulere de nye markeder; de skulle 

være uafhængige af kommercielle interesser 

i sektoren (96/92/EF). I det nye direktiv fra 

2003 blev der derimod eksplicit krævet en 

etablering af særlige uafhængige reguleringsmyndigheder 

(2003/54/EF). I 2003 besluttede 

den Europæiske Kommission desuden 

at etablere en formel rådgivningsgruppe 

bestående af overhovederne for de nationale 

reguleringsmyndigheder. Gruppen skal 

rådgive om ny politik på området og sørge 

for ensartet implementering i medlemsstaterne 

(OJ L 296 11.11.2003). Regulatorerne 

er således i stigende grad involveret i både 

politikformulering og implementering. 

Husted, Leif og Eskil Heinesen (2004): 

Benchmark-analyse af kommunernes 

integrationsindsats i forhold til udlændinge 

omfattet af integrationsloven 

Der er betydelige forskelle mellem kommunerne 

med hensyn til, hvor godt det lykkes at 

integrere udlændinge omfattet af integrationsloven 

på arbejdsmarkedet. Det viser en 

indikator for integrationssucces, som er baseret 

på varigheden, fra udlændingene får 

opholdstilladelse, til de påbegynder ordinær 

beskæftigelse eller uddannelse. Indikatoren 

tager højde for, at gruppen af udlændinge 

omfattet af integrationsloven har forskellige 

karakteristika i forskellige kommuner, og at 

kommunernes generelle vilkår – herunder 

lokale arbejdsmarkedsforhold – er forskellige. 

Indikatoren kan bruges som udgangspunkt 

for videre analyser af forskelle i kommunernes 

integrationsindsats. 



Leth-Petersen, Søren: Household 

Energy and the Life-Cycle Model of 

Consumption (2004). (Denne rapport 

er på enegelsk) 

Undersøgelsen handler om husholdningers 

allokering af forbrug af energi over tid. 

Energi har egenskaber, som er forskellige fra 

fødevarer, som ofte analyseres i mikroøkonometriske 

studier af intertemporal allokering 

af forbrug. Disse egenskaber relaterer 

sig til, at husholdningerne ikke efterspørger 

energi i sig selv, men derimod efterspørger 

serviceydelser produceret med energi som 

input. For eksempel antages det generelt, at 

husholdninger holder deres forbrug af fødevarer 

nogenlunde konstant for at udglatte 

den marginale nytte over tid. I modsætning 

hertil kan konstant indendørstemperatur 

kræve et meget omskifteligt forbrug af 

energi, hvis udendørstemperaturen varierer 

meget. Energi er et eksempel på, at det er 

vigtigt at tage højde for varespecifikke karakteristika, 

når man modellerer intertemporal 

forbrugsallokering. Det gøres ved at introducere 

en husholdningsteknologi i livscyklusmodellen 

for forbrug. Den empiriske 

analyse foretages på et registerbaseret paneldatasæt 

med information om et stort antal 

husholdningers forbrug af naturgas og elektricitet. 

Der estimeres modeller, hvor der gives 

mulighed for vanedannelse i husholdningernes 

præferencer. 

Rieper, Olaf; Marie Bengtsson og 

Jens Blom-Hansen (2003): Aftaler 

mellem kommune og stat – den norske 

konsultationsordning i skandinavisk 

og europæisk perspektiv 

AKF har for Kommunenes Sentralforbund i 

Norge undersøgt aftaler/konsultationer mel- 

lem kommuner og stat. Aftalerne indgås 

mellem regeringen og kommunernes organisationer 

og har en politisk, ikke-retslig forpligtende 

karakter. Konsultationer har en 

mindre forpligtende karakter, mens aftaler 

opleves som mere forpligtende af parterne. 

Undersøgelsen omfatter aftale/konsultationsordningen 

i de skandinaviske lande og en 

oversigt over europæiske lande. 

Ordninger i hvert af de tre skandinaviske 

lande beskrives, og fællestræk og forskelle 

trækkes op. Mulige forklaringer på forskelle 

de tre lande imellem gives ud fra et magtressourceperspektiv. 

Der gives forslag til videreudvikling 

af den norske ordning. 

Husted, Leif og Kræn Blume Jensen 

(2003): Flytninger blandt flygtninge 

under integrationsloven 

Denne rapport ser på den geografiske mobilitet 

blandt flygtninge før og efter indførelsen 

af den nye integrationslov. I integrationsloven, 

som blev indført 1.1.1999, var et af 

hovedelementerne en ny boligplaceringspolitik, 

der blandt andet betød, at Udlændingestyrelsen 

fremover skulle placere nyankomne 

flygtninge i de enkelte kommuner på 

baggrund af kvoter. Dertil kom, at de boligplacerede 

flygtninge som hovedregel var forpligtet 

til at forblive bosiddende i placeringskommunen 

under hele den 3-årige introduktionsperiode 

for at have ret til at modtage introduktionsydelse. 

Rapporten forsøger på 

den baggrund at give et indtryk af, i hvilket 

omfang indførelse af integrationsloven har 

haft betydning for flygtningenes flyttemønstre.

Christoffersen, Henrik, Kurt Klaudi 

Klausen og Svend Lundtorp (2003): 

Central styring – decentral ledelse. 

En undersøgelse af den administrative 

organisering i Bornholms Regionskommune 

De fem kommuner og amtet på Bornholm 

blev med virkning fra 1. januar 2003 lagt 

sammen til Bornholms Regionskommune. 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet tog umiddelbart 

efter regionskommunens fødsel initiativ 

til et forskningsprojekt, som skal følge 

regionskommunens udvikling gennem dens 

første tre år. Der er tale om den første kommunesammenlægning 

siden begyndelsen af 

1970’erne, og den må af flere grunde 

påkalde sig stor opmærksomhed. Sigtet med 

projektet er over et bredt felt at indsamle og 

analysere erfaringer, så de kan nyttiggøres i 

hele den kommunale verden og tillige indgå 

i de samlede overvejelser omkring kommunalreformproblematikken. 

Temaet er særdeles 

aktuelt, og projektets resultater fremlægges 

derfor løbende i en serie af rapporter, 

hvoraf denne er den første. 

Madsen, Bjarne (2003): Kommunaløkonomi 

og kommunesammenlægning. 

En undersøgelse af den kommunale 

udgiftsudvikling på Bornholm 

og i landets øvrige regioner 

De fem kommuner og amtet på Bornholm 

blev med virkning fra 1. januar 2003 lagt 

sammen til Bornholms Regionskommune. 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet tog umiddelbart 

efter regionskommunens fødsels initiativ 

til et forskningsprojekt, som skal følge 

regionskommunens udvikling gennem dens 

første tre år. Der er tale om den første kommunesammenlægning 

siden begyndelsen af 

1970’erne, og den må af flere grunde 

påkalde sig stor opmærksomhed. Sigtet med 

projektet er over et bredt felt at indsamle og 

analysere erfaringer, så de kan nyttiggøres i 

hele den kommunale verden og tillige indgå 

i de samlede overvejelser omkring kommunalreformproblematikken. 

Temaet er særdeles 

aktuelt, og projektets resultater fremlægges 

derfor løbende i en serie af rapporter, 

hvoraf denne er den anden. 

Andersen, Anne Kaag; Henning Kristensen, 

Carsten Madsen, Ulrich 

Bach, Malene Jørgensen, Jens Stephensen, 

Ole Hougaard, Claus Kruse, 

Henrik Christoffersen, Jie Zhang, 

Svend Lundtorp og Nils Karl Sørensen 

(2003): Læsø, Samsø og Ærø – 

udvikling og muligheder 

Læsø, Samsø og Ærø er tre danske øer, som 

oplever befolkningstilbagegang og et trængt 

erhvervsliv. Efter en sammenligning med andre 

udkantsområder står det klart, at situationen 

på øerne er værre end de fleste andre 

steder i Danmark. 

Med udgangspunkt i den nuværende situation 

opstilles et idékatalog med forslag til 

forskellige initiativer, der kan tages for at 

vende udviklingen. Nogle initiativer kræver 

aktion fra staten eller de respektive amter, 

mens andre kan klares af øerne alene eller i 

fællesskab. 


AKF udgiver en ny serie: 

AKF Working Paper 


AKF Working Paper indeholder foreløbige resultater af undersøgelser eller 

forarbejder til artikler eller rapporter. Læseren bør derfor være opmærksom 

på, at resultater og fortolkninger i den færdige rapport eller artikel vil kunne 

afvige fra et working paper. AKF Working Paper er ikke omfattet af de procedurer 

for kvalitetssikring og redigering, som gælder for AKF-rapporter. 

AKF working paper udgives kun på www.akf.dk og ikke i trykt form. 

I første halvdel af 2004 er der udgivet seks 

AKF Working Paper: 

Do single Women Value Early Retirement 

more than single Men? Af Anne Møller 

Danø, Mette Eirnæs og Leif Husted 

Job Displacement and Health Outcomes. Af 

Marting Browing, Anne Møller Danø og 

Eskil Heinesen 

Øbeliggenheden og de kommunaløkonomiske 

og samfundsøkonomiske problemer på 

Bornholm. Af Henrik Christoffersen 

Dynamic Models of Car Ownership at the 

Household Level. Af Thomas Bue Bjørner 

(corresponding author) - Søren Leth-Petersen 

Joint models for noise annoyance and WTP 

for road noise reduction. Af Mogens Fosgerau, 

Danish Transport Research Institute - 

Thomas Bue Bjørner 

The Effect on Car Ownership of Changes in 

Household Size and Location 

- Descriptive analyses based on panel household 

data. Af Thomas Bue Bjørner - Søren 

Leth-Petersen

I g a n g v æ rende pro j e k t e r 

Her præsenteres de projekter, AKF har i gang. Listen giver et overblik over 

den projektansvarlige/programansvarlige AKF-medarbejder, navne på projekter, 

opdragsgivere og bidragydere. 

Projektansvarlig Projektnavn Opdragsgiver, bidragyder 

Forsker Uddannelsesbetingede forskelle i helbred og SSF og AKF 

Jacob Nielsen Arendt, ph.d. ledighed: kausalitet eller selektion? 

Forsker Simulationer af miljøregulering af landbrug Ministeriet for Videnskab, 

Søren Arnberg, ph.d. Teknologi og Udvikling og 

AKF 

Estimation af jordallokeringsmodeller Statens Samfundsvidenskabelige 

Forskningsråd og 


Seniorforsker Kulturvaneundersøgelse 2004 Kulturministeriet 

Trine Bille, ph.d. 

Udviklingen i landzone efter ændring af Miljøministeriet, 

planlovens landzonebestemmelser Landsplanafdelingen 

Kandidatstipendiat Socialt arbejde i en aktiv ramme - den RUC og AKF 

Dorte Caswell faglige praksis over for arbejdsløse 

Forskningsleder Kommunesammenlægning på Indenrigs- og Sundheds- 

Henrik Christoffersen Bornholm ministeriet 

Kommunale stordriftsfordele Det kommunale Momsfond 

Kandidatstipendiat Faglige færdigheder, uddannelse og arbejds- Tænketanken under Ministe- 

Bjørg Colding marked riet for flygtninge, indvandrere 

og integration 

Indvandrere og efterkommeres uddannelse Ministeriet for Flygtninge, 

Indvandrere og Integration 

Migration og uddannelse SSF og AKF 

Forsker The Impact of Unemployment on Health and SSF og AKF 

Anne Møller Danø, ph.d. Life Satisfaction, and Vice Versa 

Direktør Arbejdsmarkedet for akademikere AKF 

Nils Groes 

P.hd.-stipendiat »Bosniske liv«- Identifikationsprocesser og SSF via Forskerskolen 

Kristina Grünenberg tilhørsforhold blandt bosniske familier for Integration 

i Danmark 

Docent Undersøgelse af ældres mobilitet Boligfonden Kuben, Aase og 

Eigil Boll Hansen på boligmnarkedet Ejner Danielsens Fond og 





Docent Analyse af ældres frie valg af leverandør Det kommunale Momsfond 

Eigil Boll Hansen af personlig og praktisk hjælp og AKF 

Forskningsleder Økologiske fødevarer Ministeriet for Fødevarer, 

Lars Gårn Hansen, ph.d. Landbrug og Fiskeri og AKF 

Regulering af diffuse forureningskilder SSF og AKF 

Lokalregulering af landbrug og miljø Det kommunale Momsfond 

Forbrugsinformation som styringsmiddel i SSF og AKF 

miljøpolitikken 

Ph.d.-stipendiat Restructuring for International Trade Nordisk Fagprogram 

Lise-lotte Pade Hansen considering CO 2 reductions NEMIEC og AKF 

Forskningsassistent Miljø- og samfundsøkonomisk analyse og Miljøstyrelsen 

Vibeke Hansen behandling af imprægneret affaldstræ 

Forskningsleder Det rummelige arbejdsmarked Det kommunale Momsfond 

Eskil Heinesen, lic.polit. 

Sundhed og arbejdsmarkedstilknytning SSF og AKF 

The effect of school resources SSF og AKF 

on educational attainment and 

labour market outcomes 

Benchmarking af kommunernes integrations- Ministeriet for Flygtninge, 

indsats af udlændinge efter integrationsloven Indvandrere og Integration 

Forskningschef Migration og arbejdsmarkedet SSF og AKF 

Hans Hummelgaard 

Profil af førtidspensionisterne og AKF 

deres forhistorie 

Professor Forskningsprofessorat i socialt arbejde Socialministeriet 

Bo Jacobsen 

Forsker Effekter af aktiveringsforanstaltninger SSF og AKF 

Kræn Blume Jensen, ph.d. for indvandrere 

Forsker Interviewundersøgelse om indvandreunges Ministeriet for Flygtninge, 

Ulla Højmark Jensen, ph.d. frafald på ungdomsuddannelserne Indvandrere og Integration 

Ph.d. -stipendiat Unges til- og fravalg af matematiske og Birch & Krogboe Fonden 

Cathrine Jespersen Jensen naturvidenskabelige fag i de gymnasiale og AKF 

uddannelser og videre vej i uddannelsessystemet 

og på arbejdsmarkedet 

Forskningsleder De gode eksempler _ en undersøgelse af ka- Undervisningsministeriet 

Torben Pilegaard Jensen rakteristika ved skoler, hvor eleverne opnår 

bedre kompetencer end forventet 

Evalueringsopgave vedrørende inddragelse af Arbejdsmarkedsrådene 

andre aktører i beskæftigelsesindsatsen i i Viborg, Århus og Ringperioden 

2003/2004 købing


Forskningsleder PISA longitudinal _ a longitudinal database on SSF og AKF 

Torben Pilegaard Jensen research on the transition from youth to adulthood 

Læsefærdigheder (literacy) og mobilitet Beskæftigelsesministeriets 

på det danske arbejdsmarked forsningsmidler 

Den sociale arv Socialministeriet, 

Undervisningsministeriet, 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet 

og AKF 

Forskerskolen for Integration, SSF og AKF 

Produktion og Velfærd 

Børn og unges færdigheder i læsning, Undervisningsministeriet 

matematik og naturfag 

Forsker Frivillige aftaler Ministeriet for Videnskab, 

Signe Krarup, ph.d. Teknologi og Udvikling og 


Optimal Monitoring and Enforcement SSF og AKF 

Design in the Case of Energy Taxes 

Vicedirektør Konkurrenceevne i energisektoren - en bære- AKF 

Anders Larsen dygtig politik 

Organisering af bæredygtigt energifordrug i EU EU og AKF 

Evaluering af elnetselskabernes erhvervsråd- Energistyrelsen 

givning 

Fordele og ulemper ved en liberalisering af Miljøstyrelsen 

affaldsforbrænding og deponering 

Forsker Enøkonometrisk analyse af effekten af energi- Energiforskningsprogrammet 

Søren Leth-Petersen, ph.d. mærkningsordningen og bygningsreglemen- og AKF 

terne 

Empirisk analyse af forbrugs-/ Carlsbergfondet og 

opsparingsbeslutninger AKF 

Husholdningernes energiforbrug II AKF og KU 

Docent Jill Mehlbye Rumænske adoptivbørn Civilretsdirektoratet 

Undersøgelse af grundtakstmodellens betyd- Det kommunale Momsfond 

ning for kvalitet og udgiftsstyring ved indsat- og AKF 

sen over for udsatte unge 

Børn og unges placering hos slægt Socialministeriet og AKF 

Kvaliteten i døgnanbringelse af unge Socialministeriet og AKF 

Den faglige dialog i folkeskolen SSF og AKF 




Docent Jill Mehlbye Evaluering af projekt: Kompetenceudvikling EU’s Socialfond 

i forhold til sygeplejestudiet for nydanskere 

Docent Energiafgifter, miljø og konkurrenceevne Energiforskningsprogrammet 

Jesper Munksgaard, ph.d. og AKF 

Økonomien i kraftvarmeproduktion Energistyrelsen 

Forsker Viden i danske folkeskoler om epilepsi Tips og Lottomidler 

Leif Olsen, ph.d. 

Konsulenter i regionale netværk for biblioteks- Statsbiblioteket 

betjening af etniske minoriteter i et kulturelt 

mangfoldigt samfund 

P.hd. stipendiat Regionale og sektorforskelle i Forskerskolen for Integra - 

Ott Siim Toomet marginaliseringsprocessen tion, Produktion og Velfærd 

og AKF 

Forsker Valg og fravalg af folkeskolen SSF og AKF 

Beatrice Schindler Rangvid, ph.d. 

Docent Forskerskolen i organisatorisk læring DPU, Gladsaxe Kommune 

Olaf Rieper, ph.d. og AKF 

Den danske elreform i evalueringsteoretisk SSF og AKF 

perspektiv 

Arbejdsmiljøovervågning Arbejdstilsynet 

Medier og demokrati i netværks- Statens Humanistiske og 

samfundet – MODINET Samfundsvidenskabelige 

Forskningsråd og AKF 

Seniorforsker Udvikling og vedligeholdelse af en ny AKF 

Jie Zhang, ph.d. kommunalmodel, fase 2. 

Udvikling og udbygning af LINE/ Danmarks Turistråd 

Turismemodel med regionale turismesatellit-regnskaber 

(RTSA) og pris- og 

omkostningseffekter 

TRIP, Centre for Trans port Research 

on environmental and health Impacts 

and Policy 

Forskningsleder Commuting, teleworking and Transport Det Strategiske Miljø- 

Bjarne Madsen forskningsprogram og AKF 

Integrated traffic, regional economic Det Strategiske Miljøand 

impact models forskningsprogram og AKF 

Ph.d.-stipendiat Policy and project appraisal Det Strategiske Miljø- 

Morten Marott Larsen at regional level forskningsprogram og AKF

B e s t i l l i n g s l i s t e 

Nyhed Brudstykker eller sammenhæng? 

– en antologi om forudsætningerne for en offentlig strukturreform 

Pris: Antal 

Denne antologi er en Fokus-udgivelse og kan kun bestilles på telefon: 35298100 – bestillingsnummer 7359 

Nyhed Kommunaløkonomi og kommunesammenlægning 75,- 

Nyhed Central styring – decentral ledelse 160,- 

Nyhed Documentation of the model of local authority economic activity 

Nyhed Flytninger blandt flygtninge under integrationsloven 

Nyhed Læsø, Samsø og Ærø 200,- 

Nyhed Handicap, kvalitetsudv. og brugerinddragelse 195,- 

Nyhed Gasmarkedet i Danmark 100,- 

Nyhed Aftaler mellem kommune og stat 

Udenlandske studerende i hovedstadsregionen 100,- 

Fagligt bæredygtige miljøtilsyn - muligheder og barrierer 100,for 

tilrettelæggelsen af et målrettet tilsyn 

SØM NR. 51- Variation of Noise Reduction 100,- 

Skjulte livsverdener 160,- 

Billeder fra hverdagen 160,- 


AKF publikationer til bestilling: 

Publikationsliste for 1976-2003 ønskes tilsendt! ■ 

Besøg vores hjemmeside: www.akf.dk. Bestil også publikationer via e-mail: eva@akf.dk 

Bestilt af: 

Navn: 

Adresse: 

Postnr. og by: 

AKF Forlaget 

Nyropsgade 37 

1602 København V 

289 

Sendes 

ufrankeret 

Modtageren 

betaler portoen

AKF Nyt 2/2004 - Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?