Kapitel 6 - Liv.dk

More documents

Recommendations

Info

Selvfølgelig skal celler dø Man kan undre sig over, at normale cellers selvmord ikke blev opdaget før. For hver gang en celle bliver til to, skal der principielt forsvinde en i den anden ende. Hvis det ikke var tilfældet, ville fuldt udvoksede mennesker blive ved med at vokse, og kæmperne fra eventyrene ville genopstå. Balancen i vores organer og væv ville forstyrres, og vores krop ville gå i stykker. En af grundene til, at opdagelsen kom så sent, var, at cellens selvmordsproces foregår meget hurtigt. Vi taler om minutter. Og umiddelbart efter selvmordet bliver den døde celle spist af en nabocelle. På den måde forsvinder den nærmest fra jordens overflade, inden man når at blinke. Det som alligevel nåede at springe forskere i øjnene, var den særlige måde, cellen tog sig ud på under selvmordet. Figur 6.2. Nummer to celle fra venstre begår selvmord. Det starter med, at DNA’et fortættes og bliver synligt (A). Cellen skiller sig fra naboceller og basalmembranen, og cellen falder sammen (B); cellen splittes i små dele (C) og fagocyteres til sidst af naboceller eller makrofag (D). 54 Bogen om kræft Hvordan ser en celles selvmord ud i mikroskopet? ● DNA'et, som befinder sig i cellekernen, fortættes og bliver derfor synligt som store sorte klumper i kanten af cellekernen (figur 6.2). ● DNA’et bliver også klippet i bittesmå stykker af nogle enzymer, der bliver aktiveret tidligt i selvmordsprocessen. Når alle cellens kromosomer er skåret i bittesmå stykker, kan man godt forstå, at selvmordet er uigenkaldeligt. ● Den døende celle falder sammen, som en ballon der har mistet pusten. ● Samtidig med, at DNA’et fortættes og klippes i stykker, spaltes cellerkernen op i mindre dele. ● Cellemembranen får små udposninger, som pludseligt snører sig sammen og får cellen til at dele sig i mindre dele. Disse små dele er kendetegnet ved, at de hele tiden er fuldstændig omgivet af cellemembran, så den døende celle ikke spilder noget af sit indhold ud i det omkringliggende væv. (Her adskiller selvmordet sig fra en anden form for celledød, nemlig nekrose. Nekrose er en unaturlig form for celledød, som for eksempel opstår, hvis celler udsættes for skrappe kemikalier. Det får cellemembranen til at briste og fører hurtigt til cellens død. Men med hullet i cellemembranen afgiver cellen sit indhold til omgivelserne, og blandt andet syre fra cellens lysosymer starter en betændelsesreaktion i omkringliggende væv). ● Pladsen i den døende celles cytoplasma bliver trang, således at cellens organeller: Mitokondrierne, lysosymerne og det endoplasmatiske reticulum, kommer til at ligge tættere på hinanden. Selvom alt i cellen synes at ændre sig under cellens selvmord, forbliver organellerne af uforklarlige årsager intakte i lang tid. ● Under cellens selvmord vender cellemembranen vrangen ud. Det vil sige, at det, der normalt er bundet til cellemembranens inderside, pludselig findes på cellens overflade. Den nye overflade er et signal til naboceller eller makrofager om, at de skal fagocytere den døende celle. På den måde bliver al den energi, som var lagret i den nu døde celle, genbrugt af den fagocyterende celle. Alle celler indeholder et sovende dødsprogram Cellers selvmord opstår ikke ved en tilfældighed. Alle celler indeholder nemlig et dødsprogram, som, når det tændes, får cellen til at udslette sig selv. Derfor bliver apoptosen (selvmordet) også kaldt programmeret selvmord. Med programmeret menes, at der i alle celler findes proteiner, som er i stand til at dræbe cellen, når de får besked på det. Dette program er slukket i en normal celle, men tændes i en celle, som er overflødig eller skadet. Hvad tænder dødsprogrammet? Historien om det programmerede selvmord ville være nem at forklare, hvis cellen kun havde en "dødsknap" (receptor), som man skulle trykke på for at tænde for programmet. Og hvis "fingeren", som skulle trykke på dødsknappen, kun var en bestemt finger (dødssignal). Men sådan er historien ikke.
Der er nemlig mange forskellige dødsknapper og mange forskellige fingre, som alle kan få cellen til at begå selvmord. Her er eksempler, hvordan dødsprogrammet kan tændes på vidt forskellige måder i normale celler. Samtidig beskrives, hvordan nogle kræftceller kan afvise særlige dødssignaler og på den måde forhindre, at dødsprogrammet bliver sat i gang. DNA’ets vogter, p53, tænder dødsprogrammet Hvis en celle får en uoprettelig skade på sit DNA, begår cellen selvmord. Det er tumorsuppressoren p53, populært kaldet DNA’ets vogter, som sørger for, at cellen tænder for dødsprogrammet (figur 6.3). DNA-skaden gør det ellers flygtige og ustabile p53-protein stabilt og aktivt. p53 er en transkriptionsfaktor, og i sin aktive form sørger p53 i første omgang for at aktivere gener, som stopper cellens deling (kapitel 5). Men hvis cellen ikke er i stand til at reparere fejlen, mens væksten er stoppet, aktiverer p53 andre gener, som sørger for, at cellen begår selvmord. For at blive i "finger" og "knap"sproget kan man sige, at skaden på DNA’et er fingeren, og p53-proteinet er dødsknappen. p53 lever op til sit tilnavn Med cellens selvmord sørger p53-proteinet for, at kroppen kommer af med en potentielt farlig celle. Cellen er potentielt farlig, fordi DNA-skaden kan have ramt et særligt gen så uheldigt, at genet er blevet kræftfremkaldende (kapitel 4). Derfor Figur 6.3. Eksempler på, hvordan dødsprogrammet kan tændes på forskellige måder: af dræber-T-celler, mangel på vækstfaktorer, bestråling eller kemoterapi (bestråling og kemoterapi laver uoprettelige skader på cellers DNA, og det får DNA’ets vogter, p53-proteinet, til at gøre det af med cellen. Spontane skader på DNA’et kan også få cellen til at begå selvmord). vil p53-proteinet i sådan en situation leve særlig godt op til sit tilnavn – tumorsuppressor – ved at gøre det af med cellen. DNA’ets vogter mister arbejdsevnen Når celler har så smart en måde at gøre det af med DNAskadede celler på, hvorfor får kræftceller så lov til at overleve? En af de mest håndgribelige forklaringer er, at man i over halvdelen af alle kræfttilfælde finder, at p53-genet selv har fået en DNA-skade ("en læge kan også blive syg"). DNA-skaden, mutationen, rammer p53-genet så uheldigt, at når genet oversættes til protein, mangler p53-proteinet den del, som er i stand til at binde DNA og aktivere gener. Det vil sige, at generne, som skal sørge for, at cellen begår selvmord, ikke bliver aktiveret. Det kan være kimen til, at kræft opstår. For herfra vil nye DNA-skader få lov til at bestå. Hvis DNA-skaden rammer et gen, som med en mutation bliver kræftfremkaldende, kan cellen meget vel bevæge sig ud på den glidebane, som ender med at gøre den til en kræftcelle. Dræber-T-celler og dødsreceptorer Signalet om at begå selvmord kan også komme udefra. For eksempel har mange celler såkaldte dødsreceptorer på deres overflade. Når en celle med dødsreceptorer modtager dødsfaktorer fra andre celler, svarer den modtagende celle prompte ved at sætte dødsprogrammet i gang. Dødsfaktorerne flyder ikke bare rundt med blodet og får Apoptose 55
Page 1: 6. Apoptose - Når celler begår se
Page 5 and 6: Overflødige celler begår selvmord
Page 7 and 8: Figur 6.6. Balance mellem liv og d
Page 9 and 10: Figur 6.9. Kræftceller med Survivi
Page 11: Kræftceller dør spontant Forskern

Kapitel 6 - Liv.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?