Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Der er nemlig mange forskellige dødsknapper og mange forskellige<br />
fingre, som alle kan få cellen til at begå selvmord.<br />
Her er eksempler, hvordan dødsprogrammet kan tændes på<br />
vidt forskellige måder i normale celler. Samtidig beskrives,<br />
hvordan nogle kræftceller kan afvise særlige dødssignaler og<br />
på den måde forhindre, at dødsprogrammet bliver sat i gang.<br />
DNA’ets vogter, p53, tænder dødsprogrammet<br />
Hvis en celle får en uoprettelig skade på sit DNA, begår cellen<br />
selvmord. Det er tumorsuppressoren p53, populært kaldet<br />
DNA’ets vogter, som sørger for, at cellen tænder for dødsprogrammet<br />
(figur 6.3).<br />
DNA-skaden gør det ellers flygtige og ustabile p53-protein<br />
stabilt og aktivt. p53 er en transkriptionsfaktor, og i sin aktive<br />
form sørger p53 i første omgang for at aktivere gener, som<br />
stopper cellens deling (kapitel 5).<br />
Men hvis cellen ikke er i stand til at reparere fejlen, mens<br />
væksten er stoppet, aktiverer p53 andre gener, som sørger<br />
for, at cellen begår selvmord. For at blive i "finger" og "knap"sproget<br />
kan man sige, at skaden på DNA’et er fingeren, og<br />
p53-proteinet er dødsknappen.<br />
p53 lever op til sit tilnavn<br />
Med cellens selvmord sørger p53-proteinet for, at kroppen<br />
kommer af med en potentielt farlig celle. Cellen er potentielt<br />
farlig, fordi DNA-skaden kan have ramt et særligt gen så uheldigt,<br />
at genet er blevet kræftfremkaldende (kapitel 4). Derfor<br />
Figur 6.3. Eksempler på, hvordan dødsprogrammet<br />
kan tændes på forskellige måder: af dræber-T-celler,<br />
mangel på vækstfaktorer, bestråling eller kemoterapi<br />
(bestråling og kemoterapi laver uoprettelige skader på<br />
cellers DNA, og det får DNA’ets vogter, p53-proteinet,<br />
til at gøre det af med cellen. Spontane skader på<br />
DNA’et kan også få cellen til at begå selvmord).<br />
vil p53-proteinet i sådan en situation leve særlig godt op til<br />
sit tilnavn – tumorsuppressor – ved at gøre det af med cellen.<br />
DNA’ets vogter mister arbejdsevnen<br />
Når celler har så smart en måde at gøre det af med DNAskadede<br />
celler på, hvorfor får kræftceller så lov til at overleve?<br />
En af de mest håndgribelige forklaringer er, at man i over<br />
halvdelen af alle kræfttilfælde finder, at p53-genet selv har<br />
fået en DNA-skade ("en læge kan også blive syg").<br />
DNA-skaden, mutationen, rammer p53-genet så uheldigt,<br />
at når genet oversættes til protein, mangler p53-proteinet<br />
den del, som er i stand til at binde DNA og aktivere gener.<br />
Det vil sige, at generne, som skal sørge for, at cellen begår<br />
selvmord, ikke bliver aktiveret. Det kan være kimen til, at<br />
kræft opstår. For herfra vil nye DNA-skader få lov til at bestå.<br />
Hvis DNA-skaden rammer et gen, som med en mutation bliver<br />
kræftfremkaldende, kan cellen meget vel bevæge sig ud<br />
på den glidebane, som ender med at gøre den til en kræftcelle.<br />
Dræber-T-celler og dødsreceptorer<br />
Signalet om at begå selvmord kan også komme udefra. For<br />
eksempel har mange celler såkaldte dødsreceptorer på deres<br />
overflade. Når en celle med dødsreceptorer modtager dødsfaktorer<br />
fra andre celler, svarer den modtagende celle prompte<br />
ved at sætte dødsprogrammet i gang.<br />
Dødsfaktorerne flyder ikke bare rundt med blodet og får<br />
Apoptose<br />
55