Uledsagede mindreårige flygtninge - Ankestyrelsen

KAPITEL 6 DEN SOCIALE INTEGRATION 61
Mingo er især knyttet til sin bedstemor. De bor tæt på hinanden, og ifølge Mingo er
bedstemoren en slags mor for ham. Sammen med nogle venner har Mingo dannet en gruppe,
som han laver musik med:
”Jeg ser ofte min bedstemor. Hun er den nærmeste person for mig. I dag er hun 65 år, og vi
bor tæt på hinanden. Hun er ligesom en mor for mig. Vi boede sammen i flygtningelejren,
inden vi rejste til Danmark. Jeg er mere knyttet til min bedstemor end mine tre søskende. Jeg
ser også mine venner, når jeg er hjemme i weekenden fra efterskole. Vi går til fest sammen og
i byen. Hjemme hos en af mine venner laver vi musik. Vi er en lille gruppe, der laver musik.
Der er både nogen fra Danmark og fra udlandet” (Mingo).
Kamal er tæt knyttet til den plejefamilie, som han bor hos. De hjælper ham med at
opretholde en meningsfuld hverdag med både skole og fritidsaktiviteter. Omvendt føler han
sig svigtet af kommunen:
”På et tidspunkt blev jeg meget frustreret over, at kommunen behandlede mig som et barn. På
asylcentret blev jeg spurgt, hvor jeg ville bo, og jeg svarede, at jeg gerne ville bo hos en
plejefamilie. Men alligevel endte jeg på en institution i to måneder. Efter to måneder fik jeg at
vide, at jeg havde sagt ja til at bo på institutionen i fire måneder – men det havde jeg aldrig
sagt! Jeg tænker, at det måske var en misforståelse. Især hvis tolken ikke oversætter rigtigt og
fuldstændig ordret. De lovede mig en bærbar computer, men det fik jeg heller ikke. Jeg kan
godt forstå, at jeg ikke kan få en bærbar computer, men kommunen må ikke love mere, end
de kan holde. Hvis de ikke kan holde, hvad de lover, så skal de forklare hvorfor. Jeg følte mig
magtesløs” (Kamal).
For Samir er det vigtigt, at de uledsagede mindreårige fra asylcentret bevarer en tæt kontakt
til hinanden:
”Når unge får asyl og skal væk fra asylcentret, så er det vigtigt, at fem til seks personer
kommer til at bo sammen i kommunen. Altså være sammen med nogen, som de kender fra
tidligere, og som har været i samme situation” (Samir).
Hassan savner den støttekontaktperson, som han har haft i næsten to år. Han er skuffet over,
at kommunen har skiftet støttekontaktpersonen ud med en anden:
”Jeg fik at vide af kommunen, at Thomas ikke længere skulle være min støttekontaktperson.
Han blev sagt op! Han var meget sød, og jeg var rigtig glad for ham. Han støttede mig som en
forælder ville gøre. Han gav mig gode råd og fulgte med i min skolegang. Han forklarede mig,
at jeg skulle tage en uddannelse. Han fik mig til at åbne øjnene op og motiverede mig til at
læse – at tage skolen alvorligt. Det var ham, som skaffede mig en praktikplads på et