Uledsagede mindreårige flygtninge - Ankestyrelsen

42 ULEDSAGEDE MINDREÅRIGE FLYGTNINGE – MODTAGELSE OG INDSATS I KOMMUNERNE
Hvis jeg fik et værelse på asylcentret, så vil jeg hellere tilbage. Ikke fordi jeg har så mange
venner på asylcentret længere, men jeg tror bare, at det vil være mere behageligt for mig. På
asylcentret er det sådan, at når der kommer en ny, så kommer de gamle og siger velkommen
og tager godt imod én. Men der hvor jeg bor nu, kom der først en beboer og hilste på mig
efter tre måneder! Det har overrasket mig meget. Jeg savner virkelig at bo med mine venner.
Nogen, uanset hvor de kommer fra, som jeg kan snakke med og gå ud med – det mangler jeg
meget. I de otte måneder jeg har boet her, så har jeg følt mig ensom i syv måneder.
Det værste, som stedet her har gjort, det er, at adskille mig og min kusine. Min kusine skulle
bo på en anden etage, og de sagde fra starten, at jeg i hvert fald ikke havde ret til at bestemme
over hende. Men vores kultur er anderledes end her i Danmark. Jeg er opdraget til at skulle
hjælpe min kusine – især når hun er yngre. Hun har brug for at vide, hvor hun må færdes og
ikke færdes. Men her i Danmark tænker man, at når hun er 15 år, så må hun selv bestemme.
Man må ikke styre børns adfærd i det danske samfund! Men det er min pligt og ansvar at
passe på hende. Efter at jeg har fået at vide, at jeg ikke må blande mig og bestemme over
hende, så har vi mistet kontakten til hinanden” (Samir).
Kamal er i pleje hos en dansk familie. Det var svært i starten, men nu trives han godt – især
fordi plejeforældrene er en god støtte i hverdagen:
”Det var svært for mig, at flytte ind til plejefamilien. Mest fordi jeg skulle væk fra vennerne. I
første omgang besøgte jeg plejefamilien. De viste mig rundt i huset, og mine plejeforældre
fortalte mig, at de ville sætte en ekstra væg op, så jeg kunne få mit eget værelse. Jeg har selv
valgt, at jeg ville bo hos familien. Jeg synes, at det var den rigtige løsning for mig, fordi jeg
gerne vil lære sproget, og jeg kan godt lide den danske kultur. Mine plejeforældre er også et
godt forbillede for mig. De ryger ikke, og jeg kan se, at de har det godt sammen. Vi har også
en fælles interesse i håndbold. Her hjælper mine plejeforældre mig med at komme til træning
tre til fire gange om ugen. De hjælper mig også med at lave lektier. Det er vigtigt for mig, at
jeg lærer sproget” (Kamal).
Hassan bor på et kollegium. Han bryder sig ikke om stedet, og det giver han tydeligt udtryk
for:
”Min fætter og jeg bor på et kollegium, hvor vi har et værelse hver. Køkken, toilet og
badeværelse deler vi med otte andre. Det er meget, meget små værelser. De andre beboere går
på teknisk skole. De flytter hurtigt, så der er stor udskiftning. Når de har fri fra skole, så er de
ikke hjemme. Så er der kun os tilbage, og det er ikke så rart. Der er måske fire danskere, og
resten er fra Østeuropa. Vi snakker lidt med én af dem. Vi har brug for, at der er nogle
danskere, så vi kan lære det danske sprog bedre. Vi føler os meget ensomme. Det eneste vi
glæder os til er at komme i skole. Men når vi kommer hjem, har vi ikke rigtigt noget at lave.