Uledsagede mindreårige flygtninge - Ankestyrelsen

KAPITEL 4 TILBUD OM BOLIG 41
Almir er tilfreds med at bo i en lejlighed, som han deler med en anden mindreårig uledsaget.
Sammen med sin bofælle har han en meningsfuld hverdag med daglige pligter og et tæt
socialt samvær. Hvis han skal besøge venner, i skole eller til fritidsaktiviteter, så har han sin
cykel. Det giver ham en vis frihed:
”Jeg har det godt med at bo i lejligheden. Mest fordi jeg ikke bor alene, men deler den med en
anden. Hvis jeg for eksempel keder mig, så kan vi sætte os sammen og fortælle historier om,
hvordan vi har haft det, og hvordan vi har det lige nu. Det gør, at jeg slapper mere af. Jeg føler
mig heller ikke ensom. Det er godt at have nogen at dele de huslige pligter med, og om
aftenen spiser vi sammen. Jeg er i et fremmed land, så derfor betyder det meget for mig, at jeg
har nogen at snakke med i det daglige. Når vennerne ringer, så tager vi begge af sted. Vi har
fire fælles venner, som bor i nærheden. Det er venner, som kom til kommunen på samme
tidspunkt som os. Vi holder sammen og ses ofte. Hvis jeg keder mig eller er trist, så kan jeg
hurtigt tage over til mine venner. Det ville være meget besværligt, hvis de boede langt væk,
fordi den offentlige transport ikke er så god. Jeg bruger meget min cykel, men det kan være
svært at finde rundt. Jeg er selvfølgelig tilfreds med at bo i lejligheden, men jeg savner min
familie. Faktisk er jeg ligeglad med, hvor jeg bor – bare det er i nærheden af familie. Det er
det, som jeg savner mest” (Almir).
Mingo fortæller, at han er utilfreds med sin nuværende boligsituation, og at han hellere vil bo
alene:
”I starten boede jeg med min bedstemor og mine søskende. Efter et år flyttede jeg i en
lejlighed kun med mine søskende. Vi er fire i alt. Det var ikke så godt. Der kom hele tiden nyt
personale. De hjalp os med at vaske tøj og lave mad. Det er okay, at bo med familien, men vi
behøver ikke hjælp til at lave mad. Men det har jeg vænnet mig til. Jeg er heller ikke hjemme
så tit mere – kun i weekenden, fordi jeg er startet på efterskole. Egentligt vil jeg gerne bo for
mig selv med eget køkken og toilet. Det vil jeg gerne, når jeg begynder at studere efter
efterskolen. Helst en lejlighed tæt på byen, så det er nemt at handle ind” (Mingo).
Samir savner tiden med vennerne på asylcentret. Efter otte måneder føler han sig stadig
ensom på den institution, hvor han bor i dag. Der er ikke nogen at snakke med, og han har
ingen venner på stedet. Han savner især kontakten til kusinen, som bor samme sted. Han
fortæller, at det er hans pligt at passe på kusinen:
”Det er et hus på fire etager, og der bor i alt 18 personer. Der er en kok, som laver mad til os,
og så er der altid to pædagoger, som overnatter i huset. Jeg er meget glad for personalet. De er
søde og rare. De har hjulpet mig med at komme til fodbold, købe tøj og ordne en masse
praktiske ting. Der bor nogle piger fra Afrika, som også er uledsagede, men resten er
danskere. Jeg har mit eget værelse og deler stue, køkken og toilet med de andre. Det er okay.