Uledsagede mindreårige flygtninge - Ankestyrelsen
Uledsagede mindreårige flygtninge - Ankestyrelsen
Uledsagede mindreårige flygtninge - Ankestyrelsen
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
40 ULEDSAGEDE MINDREÅRIGE FLYGTNINGE – MODTAGELSE OG INDSATS I KOMMUNERNE<br />
kulturelle baggrund. I interviewene fremhæver de unge også, at der skal være mulighed for at<br />
være alene, og at boligen helst skal ligge tæt på fritidsaktiviteter, skole og venner.<br />
Det siger de uledsagede <strong>mindreårige</strong><br />
Aman har boet ca. ½ år i en ungdomsbolig. Umiddelbart er han tilfreds med stedet, fordi han<br />
har sin egen lejlighed, og den ligger tæt på transport- og indkøbsmuligheder. Til gengæld<br />
bruger han ca. en time på transport til skolen hver vej. Vennerne bor heller ikke i nærheden.<br />
Aman fortæller, at han er glad for at bo alene. Samtidig giver han udtryk for, at han føler sig<br />
ensom. Han har også svært ved at sove om natten, fordi han er bange:<br />
”Det er et ret godt sted at bo. Mest fordi det ligger tæt på stationen og stoppestedet, og der er<br />
ikke langt til butikkerne. Men der er langt til skolen, og mine venner bor også langt væk. Hvis<br />
jeg skal nogen steder hen, så går jeg. Det er et hus med to etager med i alt otte lejligheder. Jeg<br />
har et værelse med eget køkken og toilet. Der bor en del andre unge fra både Danmark, Kina<br />
og Korea, men det er ikke nogen, som jeg kender fra tidligere.<br />
Hvis vi laver noget sammen, så er det mest at se TV. Af og til tager vi også ud sammen. Jeg har<br />
lært at lave mad ved at bo alene – det kunne jeg ikke før. Hvis jeg vil have gæster på besøg, så<br />
behøver jeg ikke spørge nogen om lov. I asylcentret boede vi fire personer på et værelse, så jeg<br />
var aldrig alene. Så det er bedre nu. Jeg føler mig mere selvstændig” (Aman).<br />
Hussein er især glad for, at han ikke bor alene. De tre andre unge, som også bor i<br />
bofællesskabet, udgør en tæt og uundværlig social relation for ham. De støtter og hjælper<br />
hinanden dagligt - både når de er ked af det og med praktiske gøremål. Det er også<br />
betryggende, at der altid er en pædagog i nærheden:<br />
”Jeg har mit eget værelse, som ligger i et stort hus. Stuen og køkkenet deler jeg med tre andre,<br />
som også er mine venner. Det ville være meget svært for mig at bo alene. Hvis jeg er ked af<br />
det, eller der er noget, som jeg skal have gjort, så kan jeg altid snakke med de andre, og så gør<br />
vi det sammen. Når jeg for eksempel har problemer med lektier, så kan de andre måske<br />
hjælpe mig. Jeg hjælper også dem, hvis de har problemer med noget. Ellers kan vi altid spørge<br />
Lars eller en af de andre pædagoger. Det er rart, at der altid er en voksen til stede. De kender<br />
til regler og lovgivningen, som vi ikke kender så meget til. De kan give os råd og vejledning.<br />
Jeg er nødt til at bo her, så længe at jeg ikke kan sproget, og ikke kan klare mig selv. Når jeg<br />
har lært sproget, så kan jeg bedre klare mig selv og komme videre i samfundet – begynde at<br />
arbejde. Jeg vil gerne fortsætte med at bo i hus. Det er mere stille og roligt. I en lejlighed er<br />
der meget larm, og der kommer mange mennesker. Men jeg foretrækker, at bo sammen med<br />
én eller to andre. Jeg vil helst ikke bo alene. Det er godt, at huset ligger tæt på skolen, så vi<br />
kan gå. Der er heller ikke så langt til centrum” (Hussein).