Uledsagede mindreårige flygtninge - Ankestyrelsen

24 ULEDSAGEDE MINDREÅRIGE FLYGTNINGE – MODTAGELSE OG INDSATS I KOMMUNERNE
”Her er stille og roligt, og jeg har det godt. Det var en stor forskel at komme fra asylcentret til
kommunen. På asylcentret var der mange børn og unge, men der var ikke faciliteter nok til
alle. Efter jeg er flyttet til kommunen, så har jeg fået det bedre, og omgivelserne er mere
rolige. Jeg blev hentet af to personer fra kommunen – en socialrådgiver og en tolk. Dem ser
jeg stadig. Det har især været godt, at socialrådgiveren har sørget for, at jeg kom hurtigt i
skole. Jeg er glad for at komme væk fra asylcentret, og at jeg kan starte et liv i den virkelige
verden” (Almir).
For Samir har det været et vanskeligt skift at flytte fra asylcentret til kommunen. På
asylcentret var han faldet godt til og fik mange nye venner, som han havde en del til fælles
med – blandt andet de barske oplevelser fra fortiden:
”Asylcentret - det var det bedste sted! Da jeg kom til asylcentret, lærte jeg mange afghanere at
kende, og jeg fik en del nye venner. Det var rigtigt hyggeligt, at være sammen med andre af
samme nationalitet. Personer, som har været i samme situation som mig – og haft de samme
barske oplevelser. Da jeg kom til asylcentret gik det også op for mig, at jeg ikke længere
behøvede at flygte videre, og det var meget betryggende. Da jeg var på asylcentret, var der ikke
problemer med pladsmangel. Det var det bedste sted! Det siger mine venner også. Vi kommer
aldrig til at opleve Danmark på den måde. Jeg har stadig kontakt med de andre unge fra den
gang. De fleste er flyttet til Jylland. Det er mest dem på Sjælland, som jeg har kontakt med.
Det bedste asylcentret gjorde for mig var, at præsentere mig for Charlotte – min midlertidige
forældremyndighedsindehaver. Jeg blev rigtig trist, da jeg fik at vide, at jeg skulle til en
kommune. Jeg skulle væk fra vennerne på asylcentret, og være alene et helt nyt sted. Det var
en person fra asylcentret, som jeg ikke kunne lide, som kørte mig til kommunen. To dage
forinden havde jeg været på besøg i kommunen med Charlotte. Jeg så det sted, hvor jeg skulle
bo. Det var et dejligt sted, men jeg ville hellere bo på asylcentret. Sådan har jeg det stadig i
dag. Jeg var ikke glad for at flytte, men jeg var nødt til det. Men efterhånden er jeg faldet til i
det nye sted” (Samir).
For Kamal har overgangen til kommunen ikke været let. Han fik ikke en fast bolig med det
samme efter opholdet på asylcentret, men blev først anbragt på en institution i fire måneder.
Efter opholdet på institutionen valgte han selv at komme i pleje hos en familie – det var
egentlig hans ønske fra starten:
”På asylcentret blev jeg spurgt, hvor jeg ville bo. Jeg nævnte forskellige steder. Herefter fik jeg
et brev, hvor der stod, at jeg skulle bo på institution i to måneder i en anden kommune – en
kommune, som jeg ikke havde ønsket. Jeg endte med at bo på institution i fire måneder. Jeg
fik gode venner på institutionen, men de danske unge var meget urolige, og de havde mange
problemer. Dengang røg jeg også. Ifølge min kultur, så tager de ældre sig af de yngre og siger
for eksempel, at du ikke må ryge. Det gør danske drenge ikke. De unge på institutionen havde