Kapitel 2 - Chok Taktik - Solaruniverse

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
2.
”Chok Taktik”
”Det kan godt være, at han var ung, men den knægt havde set meget. Endnu bedre, han var kommet
igennem og over på den anden side af det, han havde set under krigen. Der var ingen kolbøttefabrik
gemt i ham længere. Og så kunne man bare mærke på ham, at når han gjorde det, han gjorde
bedst, så var han pissefarlig. Eric havde forsøgt at berolige mig, men en smugler stoler ikke på
nogen, før de ser ham i øjnene.”
- Keiron Hornet under en privat samtale med smugleren Jaren Kirst
Det var umuligt ikke at føle sig overvåget. Alt imens han bevægede sig igennem de travlt befolkede
gader i Neo Cronex, søgende dybere ind og længere ned i jagten på Emirates Grand Station, følte
han hvert eneste par øjne på ham, som bar han sit eget personlige stigma rundt på sin krop.
Til trods for, at flere folk utvivlsomt havde hørt om ulykken omkring 20km nordvest for dem, så
virkede de overraskende ligeglade. Påvirkede var mange af dem helt sikkert, han opfangede hele
tiden brudstykker af samtaler, omtalende begivenheden, med varierende grader af bekymring til
følge, men de diskuterede det næsten, som om de var i en anden virkelighed, omgivet af en usynlig
boble, der afgrænsede dem fra resten af Neo Cronex.
”Ja” det var slemt, men ”nej” de havde ikke tænkt sig at lade sig diktere af begivenheden. Det var
blot ”endnu et eksempel på Regeringens mangler” og deres ”evne til at styre efterretningstjenesten
og militæret”. Så var der selvfølgelig også de ”missionerende” tilhængere af Enilias Vej, der hist og
her stod og prædikede, hvordan straffen snart ville ramme de skyldige, som havde givet
menneskeheden så meget lidelse, men Nick talte dem ikke rigtig med under de ligeglade.
Selv i en samlet storby som Neo Cronex herskede der en form for apati overfor andre områder,
beliggende blot få kilometer fra ens eget. Men det ville ikke vare ved, det var han overbevist om.
For Nick Jace vidste, hvad ulykken drejede sig om helt præcist, han havde set den, og bagefter
havde han fået bekræftet hændelsen via sine militære kontakter, før han havde lukket ned for alt
personligt udstyr, der på nogen måde kunne spore ham.
Derfor var han også overbevist om, at alle, der så på ham, kunne se, at der var noget galt, at han var
uden for deres apatiske boble og derfor tiltrak sig opmærksomhed. Eric LeeRoy havde mere end
antydet, at der var en mulighed for, at han kunne være et mål, selvom han dog ikke advarede ham
direkte, og derfor bekymrede det ham også, at han følte, at han trådte så klart frem i selv disse travle
gader.
Eric LeeRoy, hans læremester Fox’ far, havde advaret ham omkring det forestående angreb, men at
der blot ville gå minutter, havde han aldrig drømt om. Han forbandede stadigvæk sig selv langt
væk, fordi han personligt havde været modstander af Sandhedens Alliance, lige fra han første gang
så Fireburst-eskadrillen på månen Alor, men alligevel havde ”glemt” det, da Loortech racen endelig
opgav deres krig ved Ragnarok.
Borgerkrig var åbenlyst det, som Eric frygtede for, og Nick måtte konstatere, at med det arsenal og
de evner, de hidtil havde vist, så havde Alliancen kapaciteten til det. Men udelukkende fordi SOL
Flåden og resten af militæret var blevet fuldstændigt smadret og reelt kollapset som følge af
Loortech invasionen og Regeringens efterfølgende hævntørst, som svar på Director Beckett og
Admiralerne Nygaard og Brichzors coup d’état.
Men det hele var indtil nu bare gætværk fra hans side, snart ville Eric forhåbentlig forklare ham
noget mere omkring, hvad der foregik. Og Nick havde brug for det! Eric havde uden nogen form for
1
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
advarsel vist sig at være EI agent, med en rang langt højere end Nicks, som så tilmed var skjult for
den almene officer i SOL Flåden. Fox havde åbenlyst heller ikke vidst noget om det.
Sjovt som tingene kan vende. For bare et par timer siden, så var min største irritation det knuste
forhold til Eve, mens resten af verden så fornuftig og god ud. Nu er vi bare et skridt væk fra helvede
igen.
Nick trådte i et par raske skridt ned af en serie trapper, der ledte nogle niveauer ned fra den gade,
han havde trasket hen ad, siden han stod af metroen. Der havde ikke været nogen direkte linje fra
hans lejlighed til Emirates Grand Station, men selv hvis der havde været, så ville han ikke have
brugt den. Det var åbenlyst, at Eric ville mødes udenfor på den gigantiske plaza, der omgav
Emirates, for inde på selve stationen og ved metroen og andre maglev-tog, var der fyldt med
overvågningskameraer og ofte så proppet med mennesker, at du aldrig ville kunne opdage en fjende
i tide.
Plazaen foran var stor og åben, med områder hvor man kunne ”isolere” sig selv, forstået på den
måde, at man kunne kontrollere og holde øje med alle, der kom i nærheden, mens
menneskemængden heller ikke var helt så sammenpresset.
Nick nåede til det ønskede niveau og trådte væk fra trapperne og ud på en lille platform, ud over
hvis rækværk man kunne ane dybderne af den gigantiske by, med lysene fra de mange lejligheder
og kontorer skinnende i aftenmørket. Fra platformen ledte en lille korridor af stolper, med værker af
forskellige kunstnere udskåret i selve teksturen, igennem den flere hundrede meter høje bygning,
som trapperne til og fra de forskellige niveauer var en del af. Det tog kun yderligere et minut, så var
han ude af gangen og stod over fora plazaen foran Emirates.
Det var en kæmpemæssig cirkulær plads, der for det meste bestod af granitklædte overflader, som
så blev brudt af sirlige mønstre af stål der, hvis man så det højere oppe fra, dannede et næsten
hypnotisk system, som man kunne fortabe sig fuldstændigt i. Seks store springvand, der hver havde
et forskelligt tema, fyldte pladsen, fra den vinkel han anskuede den. Sammen med to enorme statuer
af historisk vigtige personer og en enkelt skulptur, som mest af alt lignede en samling af firkantede
stenblokke i alle størrelser og dimensioner, stablet på en unaturlig måde, udgjorde de udsmykningen
på selve pladsen. På bygningerne hele vejen rundt omkring pladsen og ved forskellige offentlige
terminalstationer glimtede farver og lys i hele spektret, de fleste af dem fra semi-holografiske
reklamer og skærme, men enkelte fra projektører, der igen lyste både plads og Emirates op. Tre
forskellige steder kunne den største nyhedskanal følges i billeder, fra et par fladskærme på et dusin
kvadratmeter. Ønskede man at høre nyhederne ligeledes, så var man nødt til at tune ind på kanalen
via sin kommunikator eller træde ind i den spærrede zone ved de enkelte skærme, hvorfra akustiske
skærme sikrede, at lyden ikke tromlede ud over resten af plazaen.
Dominerende det hele var imidlertid den gigantiske kasse som var Emirates Grand station, hvert
eneste synlige hjørne imidlertid afrundet og glat, glitrende med lys fra projektører, der lyste
aftenhimmelen op. Den cirkulære plaza omgav stationen fuldstændigt, og skar den igennem på
midten, hvorfra folk så enten væltede ind på eller ud fra trafikknudepunktet. Som et gitter af metal,
omkring hvilket stationens tag så ud til at være bygget, gik de forskellige magnetic levitation,
maglev, spor ud, men alle sammen vinkelret på stationen, sådan at de først brød af mod deres
virkelige destination, når de var kommet et stykke væk. Nick vidste, at det samme mønster gentog
sig for den nedre halvdel af Emirates, den der lå under plazaen, og som man kunne se igennem en
række udsigtspunkter, som igen var med til at præge pladsen.
”Det er vores lederes skæbne, deres arrogance, der vil koste dem livet,” brægede en stemme
pludselig ved siden af ham.
Nick trådte i en hurtig bevægelse væk fra personen, klar til at forsvare sig, hvilket fik den anden til
at stoppe op i et kort øjeblik og bare glo på ham. Han var iklædt nogenlunde løse gevandter,
åbenlyst med henblik på at vække minder og tanker om oldtidens rolige, vidende munke. Men dels
2
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
hans armbåndsur, der var af særdeles fin kvalitet og et dyrt materiale, dels hans fodtøj afslørede, at
det allerhøjest var spil for galleriet. Omkring halsen hang en kæde med symbolet for Enilias Vej, en
firkant med en cirkel inden i, tangerende siderne, og inde i cirklen et kryds.
”Forstår du det? ”sagde den unge mand. ”Gud bragte de sårede og skamferede sammen, han gav
dem kærlighed, ligesom han gav Enilia kærlighed. Og ligesom Enilia gjorde, skal vi følge hans
eksempel og slå imod dem, som trykker os ned, som kaster det dyrebare liv væk, som Gud har givet
dem.”
”Pis af,” sagde Nick hårdt, med et toneleje som åbenbart var mere truende, end han havde haft
intention om, for manden sank bare en klump, vendte rundt og skyndte sig henover pladsen.
At lederne af Enilias Vej helt sikkert havde en forbindelse til Alliancen, var Nick ikke i tvivl om,
det var alt for påfaldende, den måde disse religiøse fanatikere arbejdede på, til at det kunne være
tilfældigt, at Alliancen var ved at gøre klar til sit store slag imod Regeringen og SOL.
En bevægelse i periferien af hans synsfelt tiltrak hans opmærksomhed, og han kunne i mørket, bag
en af statuerne på pladsen, så han var hengemt i lettere mørke, se en mand i en brun frakke stå og
vinke imod ham. Efter at have misset et par gange med øjnene, gik det op for Nick, at det var Eric,
og at der bag ham, stod yderligere en person, lænende sig op af rækværket ved statuen, hænderne
lagt over kors.
Han gik med raske skridt over imod dem, hvilket øjeblikkeligt bragte Erics hånd ned og tilbage i
lommen på hans frakke, manden bag ham rørte sig imidlertid ikke ud af stedet.
”Nick,” sagde Eric med et svagt smil. ”Det er godt at se dig helskindet, efter hvad der lige er sket.”
”Er jeg et mål?”
”Det tror jeg ikke længere. Det var min frygt, at de ville hænge nogle helte fra Loortech krigen ud,
men det lader i stedet til, at de vil vise, at de kan ramme alle vigtige beslutningstagende personer.”
Nick gav ham et kort nik. ”Hvordan i alverden fik de en assault floater så tæt på en kortege med
både senator Golding og General Aum?”
”Forrædere,” lød det kontante svar fra manden bag Eric.
Nick kastede et blik på ham. Næsten to meter høj og helt tætklippet, iklædt sort hættetrøje, mørke
bukser med et utal af lommer, samt et par støvler i en farve, der ikke afveg fra resten. Han
genkendte ham med det samme.
”Keiron Hornet,” sagde Nick.
Dét fik mandens korslagte arme ned. ”Hva’?”
Eric smilede. ”Akut observationsevne, som altid.”
”Hør her, jeg var godt klar over, at knægten var en del af Fox’ eskadrille, men jeg har sgu aldrig
stået ansigt-til-ansigt med ham.”
”Jo du har,” sagde Nick roligt.
Hornet måbede.
”I Behemoth systemet, efter at vi fangede ham Mark Tashnik til dig og din EI makker.”
Smugleren kneb øjnene en anelse sammen og begyndte så at nikke for sig selv. ”Det har du vist ret
i.”
”Det er en overraskende drejning, din karriere har taget, dét må jeg sige. Fra at forsøge at slå SOL
officerer ihjel, til at være en eller anden form for redningsmand under krigen.”
Keiron gav ham et humorløst smil. ”Du lyder en anelse bitter.”
Nick rystede på hovedet. ”Alle kan komme på bedre tanker, og dine evner til trods, så nåede du ikke
at slå nogen af dem, jeg kendte, ihjel ved Borga Prime. Du smadrede Retfærdighedens Liga og var
på den måde med til at bure Vargo inde, så allerede der, ville du have en del taknemmelighed fra
min side. Det betyder dog ikke, at jeg synes om dig, for du har stadigvæk forsøgt at dræbe SOL
folk.”
”I har også dræbt mine venner.”
3
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Eric stoppede dem ved at holde en hånd ud imellem dem.
”Det er ikke det, der er brug for nu. Han har haft mange drabelige dueller med min søn, men jeg
arbejder sammen med ham, det burde være nok for dig Nick.”
”Du har jo løjet før, Hr. EI agent,” sagde Nick, men holdt sit toneleje nede, så det helt sikkert kun
var dem, der hørte det.
”Løjet?” sagde Eric og løftede det ene øjenbryn på sit prøvede, erfarne ansigt, det hvide hår kastet
omkring det af et kortvarigt vindpust. ”Jeg har da vist aldrig sagt, jeg ikke var EI agent. Du er vel
bare sur over, at jeg ikke har fortalt det?”
Nick svarede ikke, han var som sådan ikke sur over det, bare noget chokeret, og det virkede
stadigvæk helt surrealistisk. Her stod Eric LeeRoy foran ham og virkede som sit gamle jeg, kløgtig
og præget af erfaringerne gennem et langt liv, med sin skarpe humor intakt, men der var noget helt
andet over ham alligevel. En kølighed og årvågenhed, der gjorde det fuldstændig umuligt for Nick
helt at genkende ham, men som samtidig også gjorde det umuligt ikke at tro, at han var EI agent.
”Okay Eric, du må hellere fortælle, hvad fanden der foregår, og hvorfor jeg skulle møde dig her.”
Eric vinkede ham lidt tættere på statuen og trådte ligeledes selv derhen, mens Keiron åbenlyst tog
en position, så han kunne holde bedre øje med omgivelserne. Nick betragtede kort smugleren og
måtte erkende, at han virkede decideret skræmmende med sine stålsatte træk og øjne, der bare
skinnede af, at hvis man kom på tværs af ham, så blev der uddelt tæsk, som kun en menneskelig
blender kunne.
”Sandhedens Alliance er resultatet af en sammenslutning af grupperinger; Den Imperielle Front,
Enilias Vej og ”Outbreaker” systemet. De har alle sammen deres årsager til at være imod SOL, men
fællesnævneren er selvfølgelig magt.”
”Jeg har aldrig hørt om Den Imperielle Front,” sagde Nick. ”Men de to andre kender jeg så
udmærket.”
”Selvfølgelig kender du ikke Fronten. Det vil være lidt meget at gå i detaljer nu, men kan du huske
De Syv Terrorangreb?”
”Hvem kan ikke det? Jeg sad rædselsslagen sammen med mine forældre, jeg var kun en teenager
dengang. Alting virkede pludselig så skræmmende.”
”Dét var Den Imperielle Front. Det var startskuddet til, hvad der skulle have været en borgerkrig,
men elementer af SOL Flåden og EI fik kvalt det.”
”Men…,” sagde Nick langsomt, mens han kneb øjnene sammen. ”Alle de terrorangreb blev jo
associeret med andre grupper.”
Eric gav ham et køligt smil. ”Selvfølgelig. Ville du som Regering indrømme, at du have ladet en
magt vokse frem, som i princippet kunne have kastet folk ud i en borgerkrig af enorme
dimensioner?”
Nick kunne godt se hans pointe, men var alligevel slået lidt ud af kurs i sin tankerække, fordi det
virkede så umuligt at skjule sådan noget. Eller måske var det netop muligt at skjule, fordi ingen
kunne tro på, at borgerkrig havde været så tæt på, uden at nogen vidste det?
Men det begyndte også at give mening nu. Hvorfor denne Imperielle Front ikke længere arbejdede
alene. Terrorangrebene skete for godt og vel 8år siden, og hvis SOL havde knust oprøret, før nogen
reelt opdagede noget, så måtte den ”krig” have foregået kort efter. Det ville være tæt på umuligt at
genopbygge en ødelagt hær, i løbet af så kort tid.
”Så de slår til nu,” sagde han så, ”fordi Loortech har gjort arbejdet for dem.”
”De har gjort arbejdet for dem på mere end én måde,” sagde Eric. ”Ikke nok med at Loortech har
pillet Flåden fuldstændig fra hinanden, de har også givet blus til gammelt had og nag. Folk, der før
bare anså Regeringen for nogle overklassefolk, der så ned på andre, men ikke gjorde noget ved det,
anser dem nu for forrædere mod menneskeheden, fordi de mener, at deres gruppe eller deres planet
blev ladt i stikken. Alliancen sørgede for at bekæmpe Loortech, hvor end de kunne, og de sørgede
4
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
for at sprede denne propaganda på Nettet, så der pludselig var et alternativ til SOL som beskytterne
af menneskeheden og retfærdigheden. Folks sorg og håbløshed leder dem i armene på Enilias Vej,
mens andre, der altid har ventet i skyggerne på deres chance for at gribe magten, nu pludselig har
nogen at støtte, som kan give dem den magt. Den almene befolkning ved ikke, hvad de skal tro eller
gøre, militæret sikrede sejren mod Loortech, men gjorde det ved at tilsidesætte Regeringen
fuldstændigt, som så har slået igen imod militæret. Hvem af de to sider har ret? Det ser ret skidt ud,
alt i alt.”
Nick skævede over til Keiron. ”De utilfredse elementer kunne også snildt have bredt sig til folk med
rang. Deraf forræderne.”
Keiron nikkede bare.
”Når folk først finder ud af, at Golding og Aum er døde, så indser de, at der er mere på spil. Så er
det ikke længere bare diplomatiske folk fra en anden verden, som Alliancen har dræbt.”
Nick kiggede uforstående på ham.
”Attentatet på Behemoth delegationen ved Marlins Royal Hotel,” sagde Eric, men lukkede så
øjnene kort, da han indså, hvad der var sket. ”Som du selvfølgelig ikke har hørt om, da du lukkede
ned for din kommunikator.”
”Jeg bekræftede bare, at Golding og Aum var ramt i kortegen, via min sikkerhedskoder i SOL. Jeg
har slet ikke hørt om det andet.”
Flere af brudstykkerne fra de mange samtaler, han havde overhørt på vej herover, gav dog nu mere
mening. Han havde bare troet, at der var tale om generel forvirring omkring Golding/Aum
attentatet, ikke at der var sket endnu et attentat et andet sted.
”Når folk kobler det her sammen, så vil panikken for alvor brede sig,” sagde han.
”Det er, som det plejer at være med dem. Ligesom ved De Syv Terrorangreb. Chok Taktik, det er,
hvad de benytter sig af.”
”Chok Taktik?”
”Overrask, choker og overrumpl befolkningen, med angreb de aldrig havde troet mulige. Flere i
træk, gerne så simultant som muligt, så man får indtrykket af, at de kan planlægge og gøre hvad
som helst, når som helst. Magthaverne kan intet gøre. Først vil det naturligvis føre til foragt og
frygt, men det kan lige så stille vendes til vrede imod beslutningstagerne i den legitime regering.
Specielt hvis oprørerne kan få budskabet igennem om en retfærdig sag. Befolkningen fragmenteres i
grupper, som enten sympatiserer med oprørerne, frygter dem så meget, at de intet gør, eller
decideret begynder at hade dem. Så længe folk ikke er forenede, så vinder oprørerne.”
”Regeringen handlingslammes, fordi befolkningen i sig selv er helt delt,” sagde Nick.
”Det var derfor, jeg vidste, at de ville angribe så voldsomt. Jeg vidste ikke, hvad målene var, men
mine kilder sagde, at de planlagde noget, og jeg var ikke i tvivl om, at de ville satse stort.”
”Det er alt sammen meget godt, men jeg kan ikke se, hvad jeg kan hjælpe dig med? Jeg er bare
kamppilot, jeg var ganske vidst meget mistænksom overfor Alliancen fra starten, men hvad kan det
bruges til nu?”
Eric skævede over til Keiron, som forholdt sig udtryksløs og overvågende, hans øjne visende noget,
der mindede om had, hver eneste gang de passerede en af missionærerne fra Enilias Vej, som fortsat
opsøgte folk, der trådte ind på pladsen.
”Du har mødt Den Imperielle Front før. Du fortalte det selv efter missionen på Alor.”
”Den sidste træningsmission ved akademiet…,” sagde han, huskende på den debriefing, han var
nødt til at give sine overordnede efter sammenstødet med Fireburst-eskadrillen på Alor.
”Den, der kostede din wingman livet.”
”Det er lang tid siden, hvordan skal det hjælpe?”
”Fordi det er første gang, vi ser Fronten dukke op igen, efter at vi besejrede dem.”
Nick rystede på hovedet. ”Arkiverne må være fyldt med mere information, end jeg kan give dig.”
5
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Eric nikkede. ”Jeres koordinater, radiokommunikation fra stedet, sensordata, om end tydeligvis ikke
arkiveret med detaljegrad for øjemål. Det er helt fint, men ingen under den konfrontation har
tydeligvis haft en ide om, at der kunne ligge noget større bagved. Det bærer præg af, at lederne tror,
det er en ny, stærk piratbande.”
”Så du håber, at jeg kan huske et eller andet? Noget, der kan give et praj?”
Eric lagde en hånd på han skulder. ”Jeg ved, at du kan huske et eller andet. Fordi der må være noget
specielt ved det sted.”
Nick kiggede spørgende på ham, men det var Keiron, der svarede bag ham.
”De blev og kæmpede. De angreb og dræbte folk i SOL Flåden, hvilket kun kan ses som en
provokation. De har gjort alt for at holde sig skjult, siden de blev besejret, så man viser sig kun, når
det er tid til at slå til. Dét var ikke tidspunktet. De er kriminelle, og hvis der er nogen jeg kender, så
er det typer som dem. Hvis de kæmper på den måde, som Erics filer indikerer, så var det for at
beskytte noget.”
”Præcis,” sagde Eric. ”Tag dig tid. Hvad var der specielt ved stedet?”
Nick huskede tilbage på sin tid der, al den spænding og glæde ved den sidste træningsmission og så
katastrofen, der indtraf. Fjenden, der var kommet ud af det blå under træningsmissionen, angribende
dem som frådende rovdyr, blot for at trække sig igen omkring et kvarter senere, efterladende flere
piloter døde og skader på akademiets krydser. Alexander, Nicks wingman, var en ganske
gennemsnitlig pilot, men en som Nick altid havde lænet sig lidt op af ved de sociale begivenheder.
Ude i rummet var det dog lige omvendt, og Nick havde ikke kunnet beskytte ham. Fjenden stak
først af, da forstærkningerne, som akademiets ledere havde kaldt på, ankom, men de kæmpede dog
trods alt en smule i det indledende minut. De kunne have smuttet uden yderligere overlast, men
valgt at tage nogle flere slag fra den svære angrebskrydser og fregatten, der gudskelov havde været
på piratjagt ikke langt derfra. Det var som om, at de lige skulle sikre sig, at alt var, som det skulle
være.
Hornet og Eric har ret, hvis de virkelig forsøgte at skjule sig, så var deres angreb fuldstændig ude
af proportion. Men det var jo bare et øde sted! Det blev kun valgt til træning fordi… vent!
Måske…?
Han kiggede på dem, mens brikker begyndte at falde på plads. ”Det var et gammelt
trafikknudepunkt. Xeron-punktet tror jeg, det blev kaldt.”
Eric kiggede forvirret på ham. ”Det siger mig ikke noget. Det er ikke nævnt i rapporten.”
”Nej, næppe. Det blev erstattet af to helt nye og meget bedre knudepunkter omkring århundredeskiftet,
udregnet og gennemtestet af en eller anden professor og hans forskergruppe. Jeg husker, at
vi læste artiklerne om hans arbejde for at indstille os på missionen. Xeron-punktet var næsten død
for transport allerede omkring 3605, fordi de to nye punkter var så meget sikre og hurtigere. I 3615
kunne man slet ikke forvente at løbe ind i nogen.”
”Andet?”
”Der var et asteroidebælte beliggende der, en af de ting der gjorde punktet noget mindre sikkert, jeg
synes at kunne huske, at flere af dem havde høje metalliske koncentrationer, men at de umiddelbart
var for besværlige at udvinde.”
”Hvis det er de rigtige metaller, så kunne de skabe forstyrrelser for en del sensorer,” sagde Keiron.
”Og med et gammelt, men sikkert, trafikknudepunkt, som så er øde, lyder det i mine ører nærmest
som en smuglers drøm.”
”Hvordan det?” spurgte Eric.
”Det er det gamle drop-and-pick-up trick. En ellers legitim virksomhed sender et transportskib af
sted, både indeholdende lovlige og ulovlige varer. De flyver ud til at afsides knudepunkt, hvor den
ulovlige last smides over på et smuglerfartøj, eller et andet sikret fartøj, mens de selv fortsætter med
6
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
den lovlige last. Den lovlige last når selvfølgelig frem, og regnskabet passer, mens den ulovlige del
fortsætter mod den klovn, der nu har købt varerne.”
”Hvad med manifestet?” spurgte Nick. ”Fra hjemplaneten hvor virksomheden hører hjemme.”
Keiron trak på skuldrene. ”De fleste virksomheder har en eller anden bureaukrat i deres lommer på
hjemmefronten. Enten er manifestet ved afgangen underligt nok en anelse forskelligt fra det
endelige, ellers også så checkes det simpelthen ikke. Det største problem er planeten, hvor
modtageren er, som overvåger, at der for eksempel ikke bliver indført flere våben, end der er
angivet i manifestet.”
”Faktisk,” sagde Nick, ”så er det trick perfekt for at sælge våben til pirater eller oprørsbevægelser.”
”Såfremt man kan snøre sikkerheden på sin egen planet, så kan man aflevere våbnene direkte til
piraterne, i en ellers fuldt lovlig fragter. Ingen ser en ved knudepunktet.”
Eric smilede. ”Jeg vidste, der var noget. Hvis I har overrasket dem under en overførsel, så var de
nødt til at reagere. Jeg gætter på, at asteroidefeltet var en del af øvelsen?”
”Ja.”
”Så de kalder deres krydser ind for at tiltrække opmærksomheden, mens de får pakket deres grej
sammen. De kæmper lidt ekstra med jeres forstærkninger, for at sikre sig at alle spor er væk. Det
giver mening.”
Keiron trådte helt hen til dem. ”Der er ét problem. De afslører stadigvæk en djævelsk masse, ved at
komme bragende i en sådan militær-klasse krydser, uden nogen form for signatur. De var ret
heldige kun at blive taget som pirater.”
Nick rynkede på brynene, mens han skævede ud over pladsen. ”Det betyder bare, at hvad end de
beskyttede, så var der en kæmpe risiko forbundet ved, at vi fandt dét i forhold til krydseren.”
Keiron kløede sig under hagen. ”Hvad helvede kan det være? Hvad kan de transportere, der er så
vigtigt?”
”Information,” sagde Eric nøgternt. ”Det var sikkert ikke, hvad de transporterede, men hvad det
kunne kobles til. Jeg tror desværre, at Sandhedens Alliances netværk er større, end vi har regnet
med.”
Nick trak vejret tungt og kiggede så Eric i øjnene. ”Så hvad vil du have mig til at gøre nu?”
”Du tager tilbage til Knight, bare tænd din kommunikator igen, der må være mange beskeder fra
dine overordnede på den nu. Jeres første opgave bliver at undersøge det sted igen.”
”Hvorfor det? Der er vel ingen spor tilbage nu, så mange år efter?”
”Men det er et godt sted, så vidt jeg lige kan overskue. Der er næppe sådanne gode knudepunkter,
som ikke benyttes offentligt længere, beliggende mange steder. Og I fik ikke afsløret dem, alle
troede, at det var tilfældige pirater. Så da stormen lagde sig kort efter hændelsen, kan de sagtens
have taget den i brug igen.”
”Er det ikke et lidt langt skud?” sagde Nick.
”Tror jeg ikke,” mumlede Keiron. ”Nogle smuglere føler sig pludselig uovervindelige, når de
kommer igennem sådan noget. Jeg kunne sagtens forestille mig det samme for Alliance folkene. De
udfordrer sig selv og tager derud igen, og da de så bliver overbevist om, at det er sikkert igen, så
glemmer de alt om fortiden. SOL har jo faktisk ikke undersøgt stedet, andet end i måneden efter
konflikten.”
”Det er vores bedste spor,” sagde Eric. ”I hvert fald med henblik på at se, hvor stor den her konflikt
reelt kan blive.”
”Du tror vel ikke…?” begyndte Keiron.
”Jo, det kunne godt være at en hel planets regering, eller måske endda et helt system, har allieret sig
med dem. Dét ville forklare nødvendigheden af at skjule sporerne.”
”Shit,” sagde Nick.
7
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
En skærende, skarp tone skar sig pludselig hen over pladsen, tvingende alle til at stoppe op og tage
sig for ørerne. De tre var ingen undtagelse, og Keiron var allerede i gang med at søge efter
trusselen, hans ene hånd for det venstre øre, mens højre fumlede med en kæmpestor, sølvglinsende
pistol under hans trøje.
Men det var Nick, der opdagede det først. ”Skærmene!” råbte han. ”Nyhedsstationen! Derover!”
Han pegede i retning af de enorme fladskærme, hvor billedet pludselig var blevet erstattet af sne
med højtalerne brølende en blanding af statisk støj ud, såkaldt ”white noise”, og en koncentreret,
skarp hyletone. Så holdt begge toner op, og alle på plazaen ved Emirates Grand Station kiggede
forbløffede over imod skærmene, som langsomt knitrede til live med et billede.
En lyskegle lyste langsomt en mørk korridor af beton op, solide søjler knejsende langs gangen, men
flere af dem åbenlyst nyligt skadede af enten pistolskud eller eksplosioner.
”Hva’ fanden?” sagde Nick, mens han forsøgte at lokalisere eventuelle fjender, som ville drage
fordel af at alles opmærksomhed var rettet imod skærmene.
Så knitrede en stemme til live fra højtalerne og gjorde det klart, at de akustiske skærme, der var sat
op, ikke længere fungerede til at holde lyden inden for zonen ved nyhedsstationen.
”Jeg undskylder for denne afbrydelse,” sagde en mekaniseret stemme, ” men jeg føler, at alle på
Jorden eller i SOL sektoren har en ret til at vide dette.”
På skærmen trådte kameraet videre igennem gangen, og pludselig kunne man ane et par skikkelser
spredt ud, alle sammen tydeligvis døde fra en stribe voldsomme sår. Nærmest lå en mand hvis
venstre side var totalt smadret, både hans ben som var gennemskåret på utallige måder af
metalsplinter, samt hans hånd og arm, der så ud til at være delvist ramt af både brandsår og en
decideret eksplosion.
”Han er fra SWAT, ham der,” sagde Keiron chokeret.
”Special War Assault Team,” gispede Nick.
“Major Referri…,” kom det bare langsomt fra Eric.
På skærmen fortsatte kameraet videre forbi den faldne soldat, åbenbart en major Referri ifølge Eric,
og kom så nærmere en anden sammensunket skikkelse, der efter Nicks bedste overbevisning var
blevet skudt i hovedet på klods hold. Det var tydeligvis en kvinde, hendes elegante tøj noget
ramponeret af alt støvet og også flænset, sikkert af de samme metalsplinter, der havde ramt
majoren.
Der var noget underligt bekendt ved stilen og skikkelsen, som om Nick havde set hende før, men
det var ikke en, han kendte personligt.
”Åh nej… nej, nej…,” kom det så fra Eric, og da Nick skævede over imod ham, kunne han se, at
den ældre mand lukkede øjnene, som for at slippe for at se det sidste.
Nicks øjne vendte tilbage til skærmen, og pludselig følte han sig helt kold, hans ben fuldstændig
svage, men dog stærke nok til at holde ham oprejst. Han løftede langsomt sin hånd og pegede
uforstående imod skærmen.
”Det kan ikke passe…,”
Keiron kiggede på ham og opdagede så Erics lige så skræmte udtryk. ”Hvad?”
Stemmen fra før vendte tilbage, imens kameraet zoomede ind på ansigtet af den døde kvinde.
”Det er min pligt at oplyse Jer alle om, at Kansler over SOL, Irena McKilli, blev dræbt af en af
vores mænd for blot få minutter siden.”
Utallige skrig og råb bredte sig som en chokbølge henover pladsen, hvor flere pludselig faldt på
knæ og begyndte at græde, mens andre bare bandede og råbte af stemmen i retning imod skærmen.
Nogle folk forsøgte at løbe hen og afbryde signalet, men nyhedsstationen havde, da de opsatte den,
tydeligvis gjort alt for at sikre sig imod hærværk, så ingen var bare tilnærmelsesvis succesfulde med
deres foretagende.
8
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Hendes død skal ses i lyset af hendes svigt. Det var hende og Regeringens fejl, at først Loortech og
efterfølgende SOL’s eget militær, undertrykte og smadrede alt, hvad vi havde kært. Nogen var nødt
til at dømme hende, thi retfærdigheden ville ikke komme via demokratiet. SOL er korrupt, hvilket
de mange efterladte planeter og systemer er et bevis på, de gav dem til Loortech. Kun få udvalgte
grupper turde kæmpe rigtigt imod. SOL’s militær tager æren, men sandheden er ikke, at de reddede
Jer. Vi gjorde forarbejdet. Derfor er det også vores pligt at redde Jer igen, denne gang fra fjenden
inden i. SOL’s tid er over, Regeringen har fejlet. Sandhedens Alliance er det eneste håb.”
Stemmen tav et øjeblik.
”Vi forventer ikke, at I ser sandheden med det samme, men vi kan ikke skjule os længere. Vi er
nødt til at begynde udrensningen, for at genoprette stabiliteten. Tiden vil snart komme, hvor I alle
må tage et valg. Dette er blot beviset på vores dedikation.”
Alt imens han snakkede, viste kameraet med al tydelighed, at der virkelig var tale om Irena McKilli.
Der kunne ikke være et bluffnummer, så meget var Nick overbevist om. Signalet forsvandt med
endnu et statisk brøl, og billedet blev afløst af et prøvebillede fra nyhedsnetværket. Han sank en
klump og kiggede over på Eric.
”Chok taktik,” sagde Nick.
”Chok taktik,” svarede Eric lavmælt.
9
© Brian Roland Larsen, 2010