nr 147.pub - Orø Nyt

Fortsat fra side 11:
Det er helt forkert, siger man! Der er i stedet tale om
dronninger. Og sådan har det været helt siden Dronning
Margrethes dage, hævdes det. Man har yderligere
kunnet udpege nogle af disse dronninger for mig,
og endog sætte navn på dem, hvilket jeg dog vil undlade
her.
Jeg kan ikke udelukke at det forholder sig sådan. For
når jeg tænker tilbage på min darling Clementine hjemme
i Baker Street i London og min lille søn James –
den slubbert – får jeg en alvorligt begrundet mistanke
om, at det udmærket kan hænge sådan sammen,
uden at det dog straks er til at se for den udenforstående.
Det var skam ikke sådan back home, at jeg slet ikke fik
lov til at bestemme noget, men jeg følte ofte at jeg kun
fik lov til at tage de beslutninger, der allerede var
godkendt i forvejen af en højere myndighed. Og hvis
jeg endelig stod fast på mit, fik jeg en sådan ballade,
at jeg efterhånden ikke fandt det umagen værd i betragtning
af de bagateller det handlede om.
Det er muligt, at noget sådant også vil kunne findes
her, men jeg er ikke i stand til at sige det med sikkerhed
før jeg har kortlagt familiestrukturen nøjere.
Derfor ser jeg frem til at besøge en lokal familie og
studere fænomenet i detaljer, og det var jo netop det
skulle fortælle om i dette rejsebrev.
Bautastenen fra urtiden.
Svend Flynder ville absolut have, at vi skulle ankomme
standsmæssigt i hans ”terrængående” jeep, som
kan klare de mange potholes i vejene uden at falde fra
hinanden. Og så mente han at jeg selv i dagens anledning
skulle ankomme standsmæssigt og selv føre bilen,
mens han kunne han sidde ved siden af nyde
udsigten. Vi kom da også helskindet over savannen
og forbi vildtreservatet med kamelen Hassan, hvor
jeg håber snart at komme på storvildsjagt og nedlægge
et par bavianer, og vi kom også igennem sumpene
ved vigen, hvor mange af husene stadig stod under
vand på grund af klimaforandringerne.
Jeg holdt øjnene stift rettet på det han kaldte en vej,
og vi kom snart dybt ind i junglens tætte vildnis med
kæmpestore træer på begge sider.
Da jeg vidste at vejen førte direkte til stedet var jeg
ikke nervøs for turen dertil, men mere for det der
skulle følge efter, når jeg var alene med de fremmede.
Men så skete der noget.
- Jeg kender en crossroad, sagde Svend Flynder og
pegede. Bare kør til.
Det var lettere sagt end gjort, men jeg drejede af og
krydsede mig frem mellem de store træer. I mellemtiden
var det blevet mørkt, og i skæret fra lygterne
dukkede der af og til lidt af en vej og et par hjulspor
frem. Vi var nu kommet faretruende nær det østlige
område af øen med rørskove og sumpe, hvor jeg tidligere
var kommet i vanskeligheder på trampestien
gennem sivene. Det var et dårligt varsel. Jeg så for
mit indre øje, hvordan vi pludselig bankede ind et
træ midt ude i ingenmandsland.
Det skete imidlertid ikke.
16
I stedet bankede vi ind i en sten.
- Hvad var det? sagde Svend Flynder.
Jeg anede det ikke. Bilen rørte sig ikke ud af stedet,
selvom hjulene snurrede rundt. Frem ville den ikke.
Og heller ikke tilbage.
- De bor lige derovre, sagde han. Det er der du skal
hen. Hvorfor standser du?
Imidlertid var det ikke mig der havde standset os.
Men stille holdt vi. Jeg sprang ud for at undersøge
sagen, og i mørket under bilen kunne jeg skimte omridset
af en kæmpestor sten, som vi åbenbart var
kommet til at hænge fast på.
- Tak skæbne, sagde Svend Flynder. Vi er kørt på
bautastenen.
- Bautastenen?
Og nu forklarede han om denne mærkelige bautasten,
der hæver og sænker sig efter bevægelserne i
jordens indre. Det var derfor han ikke havde advaret
mig, for han så den ikke da vi nærmede os. Den har
holdt sig under jorden til vi var lige over den, påstod
han.
Som videnskabsmand godtog jeg naturligvis ikke
denne vidtløftige forklaring, skønt den var interessant.
Men trods mørket var det tydeligt for mig, da
jeg på afstand betragtede bilen, at den nu var løftet
endnu højere op, og hang uhjælpeligt fast.
Mens jeg således overvejede videnskabens mange
besynderlige iagttagelser, som godt kan være sande
selvom de er underlige, havde Svend Flynder vækket
nogle af de indfødte i de omkringliggende hytter. Og
de strømmede til med lysende fakler og stokke til at
rokke os fri.
Ved nyheden om mit ærinde på denne afsides liggende
del af øen, var der straks én der løb af sted og
meldte til familien, at den berømte opdagelsesrejsende
Dr. Cook desværre var blevet forsinket, og måske
slet ikke kunne nå at besøge dem denne aften, fordi
stenen var oppe.
Der var kun et par hundrede meter, og han kom hurtigt
tilbage og meldte, at invitationen stod ved magt
uanset hvornår jeg mødte op. For denne familie var
nemlig med i et netværk, der hed ”Indfødte uden
Grænser.”
Vi forsøgte nu at løfte bilen ned fra bautastenen,
skønt den i mellemtiden var kommet endnu højere
op, så bilens hjul ikke mere rørte jorden.
Men løfte den ned kunne vi ikke, skønt jeg kommanderede
de indfødte på det bedste upper class-engelsk
jeg havde lært på mine rejser i troperne. Intet hjalp.
Det var som om bilen i stedet blev løftet højere og
højere op af stenen.
Heldigvis havde de lokale sat jungletrommerne i
gang, og pludselig ankom en meget høj mand med en
stor Land Rover-jeep med kran og mærkelige tegn
malet over det hele. Han kom som sendt fra himlen.
- Køre herfra kan den ikke, sagde han myndigt, og
fortsatte:
Jeg skal nok løfte den ned, selvom stenen er meget
højt oppe i aften.
Vi så alle sammen hen på Svend Flynders havarerede