nr 147.pub - Orø Nyt

More documents

Recommendations

Info

$(Or\370 Nyt nr 144.pub) - Orø Nyt$


$(Or\370 Nyt nr 142 4. korrektur.pub) - Orø Nyt$


Med Dr. Cook på eventyr. Rejsebrev nummer 4. Den Den Den Omvendte Omvendte Verden Verden Tekst: Dr. Cook, illustration:Steen B. Langvad Jeg sluttede mit sidste rejsebrev fra den fjerne og eksotiske ø <strong>Orø</strong> med at fortælle, at jeg var på vej til middag hos én af de lokale familier. En sådan invitation er et scoop for enhver antropolog der er ude i felten, da det giver en unik mulighed for at studere de fremmedes særegne traditioner i deres eget miljø, så at sige. Det skal indrømmes at det også var med nogen nervøsitet jeg så frem et sådant besøg, da det ikke er uden en vis risiko, fordi man aldrig kan vide hvad de ”indfødte” kan finde på. Der findes eksempler på antropologer der er blevet overfaldet, forgivet, bortført og lignende. I helt særlige tilfælde er der sket det, at antropologen uden nogen som helst logisk forklaring pludselig siger farvel til den civiliserede verden, og ”går over” til de vildes primitive stadium, for derefter helt at overtage deres livsform og blive én af dem. Noget sådant ville naturligvis være forfærdeligt. Blandt antropologer kendes det under betegnelsen: ”dobbelt afhængighed”. Jeg må tilstå at jeg var lidt bekymret over, at min tro væbner og rejsefører Svend Flynder kategorisk nægtede at ledsage mig, men fortsatte med at sige, at jeg skulle lære at klare mig selv. Han har dog tilbudt at køre mig til den pågældende families hjem i en landsby dybt inde i junglen. Et tilbud jeg tog imod, så jeg ikke skulle møde op med snavsede feltstøvler og fuld udrustning til denne delikate ekspedition, men kunne stille op lige så velsoigneret som til en rigtig engelsk dinner. Jeg medbragte rigelige mængder af min drink Dr. Cook’s Special til at servere før middagen. Og jeg havde til lejligheden også købt ren skjorte på det lokale marked. Desuden medbragte jeg fyldte chokolader og blomster til værtinden, skønt jeg ikke er klar over om man på disse fjerne kanter kender noget til gode manerer. Men ak – allerede på vejen dertil – stødte vi på en uoverstigelig forhindring, hvilket også kan ske for os kosmopolitter. Men til forskel fra almindelige dødelige, er vi i stand til at vende det til endnu et fantastisk eventyr på vores rejse gennem alle denne verdens riger. Men inden jeg beretter herom, lidt om mine øvrige opdagelser. Der er nyt om de forsvundne kæmpehøje på denne fjerne og hidtil uopdagede ø. For jeg har usædvanlig 10 hurtigt fået svar fra Videnskabernes Akademi i London angående disse gravhøje, der på samme måde som pyramiderne i Ægypten skulle have stået til evig tid som vidner for den glorværdige fortid. Men hvor er de blevet af? Det spørgsmål har vi flere gange haft oppe i redaktionen på National Geografic, da der overalt i verden sker en menneskeskabt erosion af den kollektive erindring, fordi der kan tjenes mange penge på at bilde menneskene ind, at de er uden værdi og identitet, og derfor er nødt til at købe sig til det. Vedrørende kæmpehøjene har akademiet svaret, at de ser tre muligheder: Den første er, at der kan være tale om et yderst sjældent fænomen, hvor højene vender ned i jorden. Når man tænker på alt det andet besynderlige, der kan opleves på denne fjerne og eksotiske ø, er det slet ikke utænkeligt at det forholder sig sådan, og én af de indfødte har i en tegning beskrevet, hvordan han ser denne min grufulde opdagelse for sig. (Se tegning på side 11). Dette fænomen mener det ærede akademi dog at kunne udelukke, idet der ifølge de oplysninger man har kunnet indhente, stadig er 3 opretstående kæmpehøje at se i landskabet. At denne oplysning er korrekt kan jeg personligt bekræfte via mit feltarbejde. Og vedrørende den nordligste af disse kæmpehøje, har der ifølge en lokal kilde aldrig været gravet her. En bonde i Næsby, der begyndte at fjerne stenene fra højen, kom ud for en række mystiske hændelser, hvor først hans kalve døde, siden hans køer, og til sidst han tjenestekarl. Siden har ingen turdet grave her, og det vidner endnu engang – som jeg tidligere har skrevet – om den udbredte overtro blandt de indfødte. Den anden mulighed Akademiet nævner er, at den lokale Godsejer – eller the landlord som de kalder ham i brevet, der naturligvis er affattet på engelsk – har fået så store maskiner, at førerne af disse ikke bemærker sådanne gravhøje, og bare kører dem over, så de med tiden er blevet fladet ud og kun vil kunne ses fra luften med avanceret geologisk udstyr, hvor man fra Akademiets side syrligt bemærker, at vi nok ikke har adgang til noget sådant her så langt fra civilisationen. Den bemærkning – et typisk eksempel på engelsk ironi - finder jeg temmelig upassende, og også uværdig, idet den kommer fra en herostratisk berømt kollega. Nemlig ham jeg i sin tid stødte ind i på skrænten til de brusende vandmasser fra Victoria Falls i Afrika,
hvor han udtalte de berømte ord: ”Dr. Cook, I presume.” Og hvor jeg udtalte de ligeså uforglemmelige ord: ”Well, well, well. You never can tell!” Det er for resten også ham, der opdagede vampyrerne i Transsylvanien. Min beskedenhed forbyder mig at nævne, at det var ved den lejlighed jeg fik tilnavnet: Den fantastiske Dr. Cook, fordi det på elegant vis lykkedes mig at bevare fatningen og indflette et Shakespeare-citat, for således at skabe kulturel udveksling dybt inde i det mørke Afrika, inden jeg mistede balancen og styrtede ned i dybet med en dobbelt saltomortale med halv skrue, for at lande på en afsats med den mest vidunderlige udsigt til de mange regnbuer i støvregnen fra vandfaldet. Én af stedets mange chimpanser blev så imponeret af dette luftnummer, at den spontant hoppede op i mit skød. Og i denne positur blev vi tegner og fotograferet til alverdens tidsskrifter og blade, mens min herostratisk berømte kollega der diskret gav mig et puf ud i afgrunden, må leve med sin herostratiske berømmelse, som ikke gør nogen alvorligt arbejdende videnskabsmand ære. 11 Den tredje mulighed vedrørende kæmpehøjene er, at isen har taget dem under den seneste istid. Her virker det dog som om mine arkæologiske kolleger i det ærede akademi har fået nogle rigtige årstal til at hænge forkert sammen. Selvom det vel er muligt, at der har været menneskelig beboelse i denne fjerne del af verden i den seneste mellemistid, hvilket helleristninger i en granitsten der kom hertil i istiden tyder på - så er de omtalte kæmpehøje næppe anlagt for mange tusinde år siden. Her ser man desværre et eksempel på, hvor verdensfjernt mine kolleger ind imellem kan tænke, og hvor lidt de kender til den virkelige verden, hvor vi der er ude i felten arbejder og hver dag gør nye opdagelser. Og jeg har skarpt tilbagevist deres hovmodige og bedrevidende notits om, at det skulle være her man har funder Neandertalmanden. I hvert fald ikke endnu! Angående mine bemærkninger i et tidligere rejsebrev om øens styreform, er jeg blevet irettesat af nogle af de indfødte, der følger min store ekspedition med stor opmærksomhed. Jeg har nemlig tidligere skrevet at øen blev styret af en række ”småkonger”. Fortsætter side 16
Page 1 and 2: ORØ NYT Nr147 juni 2012 En chokere
Page 4 and 5: Vi kommer helt fra Tunø Vi sidder
Page 6 and 7: Da Orø ville lokke Københavnerne
Page 8 and 9: Salon Noi - Frisør & neglemanicure
Page 12 and 13: Hele øen fester søndag den 3. jun
Page 14 and 15: En almindelig torsdag... Af Maj Bø
Page 16 and 17: Fortsat fra side 11: Det er helt fo
Page 18 and 19: Åbningstider: Mandag, onsdag og fr
Page 21 and 22: T TTS TTT ORØ NYT ja tak! Støttem
Page 23 and 24: Læserne skriver En Orø-snaps? Ken

nr 147.pub - Orø Nyt

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?