nr 147.pub - Orø Nyt

Med Dr. Cook på eventyr. Rejsebrev nummer 4.
Den Den Den Omvendte Omvendte Verden
Verden
Tekst: Dr. Cook, illustration:Steen B. Langvad
Jeg sluttede mit sidste rejsebrev fra den fjerne og eksotiske
ø Orø med at fortælle, at jeg var på vej til middag
hos én af de lokale familier. En sådan invitation
er et scoop for enhver antropolog der er ude i felten,
da det giver en unik mulighed for at studere de fremmedes
særegne traditioner i deres eget miljø, så at
sige.
Det skal indrømmes at det også var med nogen nervøsitet
jeg så frem et sådant besøg, da det ikke er
uden en vis risiko, fordi man aldrig kan vide hvad de
”indfødte” kan finde på. Der findes eksempler på
antropologer der er blevet overfaldet,
forgivet, bortført og lignende.
I helt særlige tilfælde er der sket det, at
antropologen uden nogen som helst
logisk forklaring pludselig siger farvel
til den civiliserede verden, og ”går
over” til de vildes primitive stadium,
for derefter helt at overtage deres livsform
og blive én af dem.
Noget sådant ville naturligvis være
forfærdeligt.
Blandt antropologer kendes det under
betegnelsen: ”dobbelt afhængighed”.
Jeg må tilstå at jeg var lidt bekymret over, at min tro
væbner og rejsefører Svend Flynder kategorisk nægtede
at ledsage mig, men fortsatte med at sige, at jeg
skulle lære at klare mig selv. Han har dog tilbudt at
køre mig til den pågældende families hjem i en landsby
dybt inde i junglen. Et tilbud jeg tog imod, så jeg
ikke skulle møde op med snavsede feltstøvler og fuld
udrustning til denne delikate ekspedition, men kunne
stille op lige så velsoigneret som til en rigtig engelsk
dinner. Jeg medbragte rigelige mængder af min drink
Dr. Cook’s Special til at servere før middagen. Og jeg
havde til lejligheden også købt ren skjorte på det lokale
marked. Desuden medbragte jeg fyldte chokolader
og blomster til værtinden, skønt jeg ikke er klar
over om man på disse fjerne kanter kender noget til
gode manerer.
Men ak – allerede på vejen dertil – stødte vi på en
uoverstigelig forhindring, hvilket også kan ske for os
kosmopolitter. Men til forskel fra almindelige dødelige,
er vi i stand til at vende det til endnu et fantastisk
eventyr på vores rejse gennem alle denne verdens
riger.
Men inden jeg beretter herom, lidt om mine øvrige
opdagelser.
Der er nyt om de forsvundne kæmpehøje på denne
fjerne og hidtil uopdagede ø. For jeg har usædvanlig
10
hurtigt fået svar fra Videnskabernes Akademi i London
angående disse gravhøje, der på samme måde
som pyramiderne i Ægypten skulle have stået til evig
tid som vidner for den glorværdige fortid.
Men hvor er de blevet af? Det spørgsmål har vi flere
gange haft oppe i redaktionen på National Geografic,
da der overalt i verden sker en menneskeskabt erosion
af den kollektive erindring, fordi der kan tjenes
mange penge på at bilde menneskene ind, at de er
uden værdi og identitet, og derfor er nødt til at købe
sig til det.
Vedrørende kæmpehøjene har akademiet svaret, at
de ser tre muligheder:
Den første er, at der kan være tale om et
yderst sjældent fænomen, hvor højene vender
ned i jorden. Når man tænker på alt det
andet besynderlige, der kan opleves på denne
fjerne og eksotiske ø, er det slet ikke
utænkeligt at det forholder sig sådan, og én
af de indfødte har i en tegning beskrevet,
hvordan han ser denne min grufulde opdagelse
for sig. (Se tegning på side 11).
Dette fænomen mener det ærede akademi
dog at kunne udelukke, idet der ifølge de
oplysninger man har kunnet indhente, stadig
er 3 opretstående kæmpehøje at se i
landskabet.
At denne oplysning er korrekt kan jeg personligt bekræfte
via mit feltarbejde. Og vedrørende den nordligste
af disse kæmpehøje, har der ifølge en lokal kilde
aldrig været gravet her. En bonde i Næsby, der
begyndte at fjerne stenene fra højen, kom ud for en
række mystiske hændelser, hvor først hans kalve døde,
siden hans køer, og til sidst han tjenestekarl. Siden
har ingen turdet grave her, og det vidner endnu engang
– som jeg tidligere har skrevet – om den udbredte
overtro blandt de indfødte.
Den anden mulighed Akademiet nævner er, at den
lokale Godsejer – eller the landlord som de kalder ham
i brevet, der naturligvis er affattet på engelsk – har
fået så store maskiner, at førerne af disse ikke bemærker
sådanne gravhøje, og bare kører dem over, så de
med tiden er blevet fladet ud og kun vil kunne ses fra
luften med avanceret geologisk udstyr, hvor man fra
Akademiets side syrligt bemærker, at vi nok ikke har
adgang til noget sådant her så langt fra civilisationen.
Den bemærkning – et typisk eksempel på engelsk
ironi - finder jeg temmelig upassende, og også uværdig,
idet den kommer fra en herostratisk berømt kollega.
Nemlig ham jeg i sin tid stødte ind i på skrænten til
de brusende vandmasser fra Victoria Falls i Afrika,