Svampe 38

C. cibarius C. pallens C. amethysteus C. melanoxeros C. friesii
Hat glat, glat til småskællet, småskællet, radiærfibret, glat, fint trådet
gul, orangegul creme, cremegul gråviolet på småskællet, til småskællet
til karrygul til gul gullig baggrund læderbrun, orangegul,
okkerbrun abrikosorange
til honninggul til koralrød
Spore- af hattens gul til orangegul, gul til cremegul rødgrå til cremegul, gul til
bærende farve eller mørkere farvet gråoliven ±laksefarvet
lag lidt lysere end hat og stok lysere end hat og stok
Stok af hattens farve af hattens farve gul til cremegul, karrygul til bleggul orangegul,
med tendens til typisk lysere end hatten,
brunlige bælter hvidlig mod basis
Kød uforanderligt gulbrunt til brunligt gulbrunt til brunligt sort anløbende uforanderligt
anløbende anløbende
(unge eksemplarer) (unge eksemplarer)
Sporer 7-10 x 4-6 µm 7-8,5 x 4-4,5 µm 8-12 x 4,5-6 µm 8-10 x 5-7,5 µm 8,5-12 x 4-6 µm
Smag bitter bitter bitter neutral neutral
Voksested løv- og nåleskov løvskove løv- eller rige løvskove rige løvskove (Norge)
på mor- eller på muld- nåleskove på på muld eller
sandbund eller lerjord muld- eller lerjord lerbund
Tabel 1. Vigtige karakterer hos arterne i Almindelig Kantarel-gruppen.
som en selvstændig art. Hvis man følger Kuypers
(1988) definition af en varietet som adskilt fra
„hovedarten” af en enkelt, ikke variabel karakter,
så kan man herved godt forsvare at kalde
Ametyst-Kantarel for en selvstændig art.
Bleg Kantarel har også – lige som Ametyst-
Kantarel – tendens til at hatten sprækker småskællet
op (det ses tydeligt på Dähnckes (1993)
illustration). Endelig ser det også ud til, at Bleg
Kantarel, ligesom Ametyst-Kantarel, findes på
rigere bund end Almindelig Kantarel, hvilket
også hollænderne erfarer (Arnolds 1998).
Jeg har derfor valgt at opfatte disse tre taxa
som selvstændige arter, men jeg indrømmer
gerne, at man ind imellem finder frugtlegemer,
hvor det ikke er nemt at afgøre om det er den ene
eller den anden art. Vær også opmærksom på, at
der er kendt farveløse, dvs. nærmest helt hvide
former af Almindelig Kantarel (beskrevet som C.
cibarius var. albus Fr.) og muligvis er det også
denne form, der ligger til grund for navnet C.
pallidus (Velen.). Corner (1966) oplister hele 14
varieteter af Almindelig Kantarel fra Europa!
Der er nok at vælge imellem.
Sværtnende Kantarel
En af de sjældneste kantareller i Danmark er
Sværtnende Kantarel (C. melanoxeros). Denne art
SVAMPE 38, 1998
ligner mere en tykkødet Tragtkantarel end en
Almindelig Kantarel. Den har en brungullig, fibret
hat, gråligt sporebærende lag og gullig stok.
Karakteristisk er, at den anløber tydeligt mørkt
(sort) ved berøring og ved tørring. En anden
tydelig forskel mellem Tragtkantarel og
Sværtnende Kantarel er, at Tragtkantarel har hul
stok, mens den er massiv hos Sværtnende
Kantarel. Tilsyneladende ser det også ud til, at
Sværtnende Kantarel ofte står i små knipper.
Størrelsesmæssigt ligner den tragtkantarel, men er
oftest betydeligt mere tykstokket. Mon ikke den
slægtsskabsmæssigt står nærmere Tragtkantarel
end Almindelig Kantarel?
Der findes to indsamlinger af Sværtnende
Kantarel fra Danmark. Det første fund er fra 1987
fra Mourier Petersens Plantage ved Ringkøbing,
det andet fund fra Staksrode Skov ved Vejle, fra
1994. På grund af ligheden med Tragtkantarel kan
den være overset, men er uden tvivl en sjælden art
i Danmark. Den er kendt fra både Norge og
Sverige, men er begge steder meget sjælden og
rødlistet (Bendiksen m.fl. 1998, Larsson 1997).
I nogle bøger synonymiseres Sværtnende
Kantarel med et andet takson, C. ianthinoxanthus
(se f.eks. Breitenbach & Kränzlin l.c.), men det
drages dog i tvivl af flere forfattere. Ser man på
billedet i Pilze der Schweiz af sværtnende
3