erhvervskvinden, Soulaima Gourani

12 Viva Interview SØNDAG DEN 19. AUGUST 2012
En af mine lærere sagde til mig, at jeg
skulle sænke mine ambitioner. For han
mente ikke, jeg ville nå særligt langt på
grund af min mørke hudfarve og mit
udenlandske navn. Det fik min fightergejst
helt i kog,« siger Soulaima Gourani
og kigger eftertænksomt ud ad
vinduet, mens hun langsomt, men sikkert hiver
det ene triste barndomsminde frem efter det
andet.
Hun mener, at hendes barske barndom har
rustet hende til at kæmpe endnu hårdere for at
indhente alt det, hun manglede: støtte, opbakning
og nogen, der troede på hende. Læreren var nemlig
langt fra den eneste, der ikke gjorde det. Hendes
danske mor og marokkanske far var hårde og
autoritære og gav hende ikke den tryghed og
støtte, et barn har brug for, mener hun. Men med
tiden har hun vist dem alle, at hun skam godt
kan. I dag er 36-årige Soulaima Gourani nemlig
anerkendt, international erhvervsrådgiver og
foredragsholder. Men længe inden hun nåede
hertil, skulle hun overstå sin barske barndom.
Barndom med røvfuld
»Vi fik røvfuld. Det var selvfølgelig utroligt forfærdeligt,
men sådan var det bare i vores hjem.
Det, der fik min barndom til at være noget, jeg
bare ville have overstået hurtigst muligt, var mit
meget komplicerede forhold til mine forældre,
der aldrig rigtigt var der for mig,« siger Soulaima
Gourani alvorligt. Langsomt prøver hun at sætte
ord på, hvad der fik hende til at løbe hjemmefra
flere gange.
»Jeg var 13 år, da jeg løb hjemmefra første
gang. Jeg kunne simpelthen ikke magte mere.
Mine forældre var hotelejere og arbejdede virkelig
meget. Og alkohol var også involveret i deres
hverdag. De gik ikke op i min almindelige trivsel.
Jeg fik eksempelvis aldrig en madpakke med, vi
spiste aldrig sammen, og jeg blev kun fulgt til
skole én gang. Det var på min første skoledag. Da
jeg var et par år gammel, rejste de på grund af
min fars arbejde seks måneder til Australien og
efterlod mig hos mine bedsteforældre.«
Børnehjem og smidt ud af skolen
Efter hun løb hjemmefra, gik hun under jorden
på Fyn, hvor hendes mors familie dækkede over
hende. Også selv om hendes forældre eftersøgte
hende i landets aviser. De vidste nemlig godt,
hvor dårligt Soulaima Gourani havde det
hjemme. Efter nogle måneder blev hun dog
anbragt på et børnehjem. Soulaima Gourani tænker
sig om. Længe. Hun har boet så mange forskellige
steder, at hun nogle gange blander årstal,
byer og skoler sammen.
Hun kan ikke huske, hvor længe hun var på
børnehjemmet i Gråsten, men det var fantastisk
at være der, selv om det var nogle hårde børn,
husker hun. Der var struktur på tingene, og det
havde hun behov for.
»Desværre blev jeg noget tid efter anbragt hos
mine egne forældre. Da jeg kom tilbage i folkeskole
i Vojens, sagde min klasselærer, at han
synes, jeg havde en dårlig indflydelse på de
andre, nu hvor jeg var løbet hjemmefra. Ikke
noget med at indkalde familien til en snak. Midt i
skolegården fik jeg bare besked om, at jeg ikke
var velkommen. Så stod jeg bare der. Derfor blev
jeg nødt til at skifte skole midt i skoleåret. Jeg gik
på det tidspunkt i 7. klasse.«
Fast hånd og støtte
I 10. klasse løb hun hjemmefra igen. Hun kan ikke
huske hvortil, men kommunen fandt hende og
anbragte hende hos en plejefamilie på landet.
»Dét var et vendepunkt i mit liv, for der blev jeg
introduceret til det gode familieliv. Pludselig
havde jeg fundet nogen, der forstod mig. Nogen,
der opmuntrede mig. Det havde jeg jo ikke ople-
Hun har skrevet bøger og modtaget
en pris. Alligevel er det ikke
godt nok for Soulaima Gourani.
Hun føler stadig, at hun skal
alting bedre end alle andre på
grund af sin baggrund.