Kapitel 5: Volt Gennem Hjernen - MMK

psykologiske årsager; nogle i den tro, at offentlighedens opfattelse af hjerneskade faktisk er sand.” Han
fortæller os, at “[Anti-ECT]-bevægelsen også henter passiv støtte fra ambivalensen hos lederne inden
for den amerikanske psykiatri, som ikke er sikre på ECTs rolle i deres praksis, undervisning eller
forskning.” Han tilføjer: “ECT forbliver psykiatriens stedbarn, som der kun bliver undervist i på et
begrænset antal lægefakulteter og specialistuddannelsessteder.”
Chokeksperten fortsætter med at beskrive den lange række af afvisninger, som ECT har været udsat
for. Det ignoreres af lærde psykiatriske samfund. Det får ingen opmærksomhed i landsorganisationer,
der beskæftiger sig med somatiske behandlinger. “Kun én forening,” siger han, “Selskab for
Krampeterapi [det nuværende navn for den berygtede “elektroterapi”-organisation fra 1975] opfordrer
til forskning og undervisning i ECT.” Forbunds-, stats- og kommunale hospitaler bruger det næsten
ikke. Medicinalindustrien opfordrer ikke til at anvende det. Ingen store fonde vil støtte ECT-forskning.
“De få psykiatere, der bliver interesserede i ECT, opdager, at det er vanskeligt at opnå lokal
godkendelse til eksperimentel forskning og næsten umuligt at opnå finansiel støtte fra regerings- eller
private fondsmidler.” 124
Elektrochoks kapitel i historien er tydeligvis begrænset. Dets fortid taget i betragtning er det yderst
usandsynligt, at den organiserede psykiatri vil holde justits i egne rækker og skrive den sidste side. Den
vil utvivlsomt blive skrevet af vagtsomme lovgivere efter at tilstrækkelig mange invaliderede ECT-
patienter er stået frem og har fortalt historien om chokbehandlingens arv.
Efter et halvt århundrede og millioner af mennesker, der har fået elektrochok, er der kun to
spørgsmål, der endnu ikke er besvaret: Hvor mange flere sind skal der til? Og hvorfor har det taget så
lang tid?
Psykiatri: Det værst tænkelige forræderi