Kapitel 5: Volt Gennem Hjernen - MMK

Den afsluttende rapport bemærkede i overensstemmelse med nogle af de spørgsmål, vi her har
stillet: “Det forekommer ufatteligt,” skrev de, “at en person med dr. Baileys talent ikke skulle have
været klar over den destruktive natur af hans behandling.” 121
Dyb Søvn Terapi blev forbudt i New South Wales i Australien i 1983, samme år blev Bailey
fremstillet i retten med anklager for drab.
Kommissionen afsluttede sin undersøgelse den 21. december 1990. Men der var et hovedvidne, de
ikke kunne forhøre. Da skandalen var på sit højeste i 1985, begik dr. Harry Bailey selvmord med sine
egne sovemidler.
Chelmsford-undersøgelsen var den mest dybtgående af sin art, én der ikke blot kiggede nærmere på
en tvivlsom terapi, men også undersøgte institutionen og de læger, der var involveret. Det primære
incitament, der tilskyndede regeringen til at tage affære, var den offentlige afsky, der opstod, da
historier om dødsfald og mentalt og fysisk skadede (også lammede) patienter ikke ville tage nogen
ende.
Offentligheden havde imidlertid ringe kendskab til, at et lignende antal dødsfald (2 % eller mere)
var blevet rapporteret i tidligere lægejournaler udelukkende som resultat af ECT, uden at pressen eller
regeringskommissioner havde bemærket det. 122 Hvad angår selvmord efter ECT, har man kendskab til
mange tilfælde, men ingen kendte tal.
Som vi også så tidligere i den skandaleombruste chokbehandlingsforening af 1975, var halvdelen af
dens grundlæggere “alt andet end en gentleman”. Er det mon muligt, at vi i lyset af den slags ligheder -
hvis vi fik mulighed for tilstrækkeligt dybtgående undersøgelser af tilværelserne for de personer, der er
så begejstrede for ECT og fremlægger det som virkeligt videnskabeligt velfunderet - kunne finde flere
Harry Bailey‟er, og som “Mesteren” selv så behændigt fremmaner den videnskabelige autoritet, men
som i virkeligheden “lever i en selvbedragerisk tilstand” - “uden bevidsthed om sin behandlings
skadelige natur?”
Psykiatri: Det værst tænkelige forræderi