Kapitel 5: Volt Gennem Hjernen - MMK

Ernest Hemingways bortgang er et klassisk eksempel. Fortvivlet over at ECT havde “smadret mit
hoved og slettet min hukommelse,” satte den Pulitzer Pris-vindende forfatter enden af et geværløb mod
hovedet og skød sig to dage efter, han havde forladt hospitalet. 55
Sandheden er selvfølgelig, at det lykkes en hel del læger og folk uden lægeuddannelse at håndtere
selvmordstruede patienter uden nogensinde at benytte elektrochok.
EFFEKTIVITETEN VED ELEKTROCHOK
Mens en håndfuld ECT-brugere udtrykker tilfredshed med de “effektive” resultater ved elektrochok,
kan folk, der ser processen udefra, se andre ting udover en patient, der ikke længere er deprimeret. De
ser en person, der går rundt og er mentalt omtåget, føjelig og usikker. Men det vil formentlig ikke blive
noteret i hans lægejournal, da det er normale “bivirkninger”. Dét, der vil blive noteret, er, at patientens
depression har „reageret‟ på behandlingen. (I denne forbindelse er det relevant at nævne, at 50 % af
ECT-patienterne i en undersøgelse hævdede, at beskadigelse af hukommelsen var den største
bivirkning, de havde oplevet, men dette blev kun noteret i 7 % af journalerne.) 56
Patienten sendes hjem til sin familie og venner. De bemærker også den glemsomme og åndssløve
adfærd. De går måske ud fra, at lægen ved bedst, og lader simpelthen være med at sige noget. De er
måske lykkelige over at se, at patienten er blevet et mindre problem for dem og accepterer hans tilstand.
Måske spørger familien lægen om det. Hvis de gør, vil lægen forklare situationen på forskellige måder.
Den almindelige lægereaktion er: “Det hele er midlertidigt.” Det vil klare en stor procentdel af
henvendelserne – når familien vender hjem, afventer den fremskridt og opgiver sagen i hverdagens
trummerum. Familien eller patienten vil måske efterfølgende nævne af og til, hvordan hans psykiske
evner ikke har været de samme siden “de chokbehandlinger”.
Psykiatere, der er tilhængere af ECT, anser disse “kognitive virkninger”, som de kalder dem, for at
være næsten irrelevante. At patienten er for forvirret og desorienteret til at være deprimeret bliver også
betragtet som irrelevant. De ser primært på den kendsgerning, at depressionen er “væk”. Dét er deres
Psykiatri: Det værst tænkelige forræderi