Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

More documents

Recommendations

Info

andet. Billederne i filmen er sort-hvide, fordi de fleste fotografier af Joy Division også er det. Men derudover husker Corbijn England som et gråt og trist sted, da han ankom som en fremmed i slutningen af 1970’erne. Flere stjerner stod i kø for at spille hovedrollen som Ian Curtis, men det var den ukendte skuespiller, Sam Riley, der fik hovedrollen. Riley mindede Corbijn om det magiske tidspunkt i hans liv, da han mødte Ian Curtis for første gang. Selvom han spillefilmsdebuterer med Control, er det tydeligt, at Anton Corbijn er vant til at arbejde med stramt komponerede billeder. Til tider ligner Control mere en poetisk Michelangelo Antonioni-film end en traditionelt opbygget biopic med sex, drugs og rock’n’roll. Der er en sjælelig spænding i filmen på grund af de stilrene billeder, der er iscenesat med rytmisk præcision af den hollandske instruktør. Corbijn er ikke interesseret i klassisk suspense og den kunstige patos, der af og til dukker op i biopic-blockbusters som f.eks. Ray (Taylor Hackford, 2004) om musikeren Ray Charles. Control er et mere afdæmpet og nøgent drama Det ses tydeligt i filmens første to kameraindstillinger, hvor Anton Corbijn med det samme iscenesætter Ian Curtis som en outsider, der har lukket sig inde i sin egen lille verden (fig. 3). Filmen, der udspiller sig i perioden 1973-1980, starter in medias res og viser Curtis alene på sit gamle børneværelse i Macclesfield, en naboby til Manchester. Samtidigt hører vi Curtis’ stemme, der kredser om meningen med livet og tilværelsen. ”Nutiden har jeg helt mistet grebet om”, siger han. Og denne følelse af eksklusion og isolation går som en rød tråd i forsangerens mørke tekster, bogstaveligt talt i sangen Isolation (1980). Det er som om det visuelle vakuum fra det gamle børneværelse flytter med den voksne Curtis ind i de mennesketomme kompositioner fra Control. Den elegante titel, Control, refererer til sangen She’s Lost Control (1979), som Ian Curtis skrev efter at have hørt om en ung kvinde med epilepsi, der pludselig døde under et anfald. Det rystede ham voldsomt, fordi han selv var begyndt at få epileptiske anfald. Disse dramatiske anfald udgør nogle af filmens nøglescener og viser, at Control ikke er en musikfilm om myten Ian Curtis, men en portrætfilm om et menneske på godt og ondt. Rent grafisk dukker titlen Control op i fragmenterede glimt for at vise epilepsiens krampetrækninger og dermed sangerens tab af kontrol. Curtis føler sig som en fremmed gæst i sit eget liv, så derfor placerer Corbijn ham tit helt ude i venstre side af de sort-hvide tableauer. Det er lige før, at han befinder sig off screen, helt ude af billedet. Konstant på sammenbruddets og selvmordets rand og på vej ud over kanten i den visuelle rendesten (fig. 4-6). ”Jeg har ikke kontrol over noget længere”, siger han mod slutningen af filmen og mener, at han befinder sig i en fremmed mands krop. Da teenageren Ian møder sin kommende kone, Deborah Woodruff (Samantha Morton), for første gang, siger han til hende, at ”kun rygere kommer med i mit slæng”. ”Jeg vil ikke være med i dit slæng”, siger Deborah. ”Det vil jeg heller ikke”, siger Ian, der dermed bekræfter sin rolle som outsider. Et selvdestruktivt karaktertræk, som Woody Allen gør grin med i anslaget til Annie Hall (Mig og Annie, 1977): ”I would never want to belong to any club that would have someone like me for a member”. Som igen er en omskrivning af et berømt citat fra Groucho Marx. Anton Corbijn viser stor kærlighed til mennesket Ian Curtis. Alligevel holder han sin hovedperson i et isnende jerngreb med frostklare tableauer, hvor åbne og lukkede døre og symbolske gardiner trukket for vinduerne også får centrale placeringer i de gennemtænkte kompositioner. Der er mange døre, der åbnes for Ian Curtis, der ikke længere skuer mod stjernerne sammen med sine venner i Joy Division, guitaristen Bernard ”Sumner” Dicken, bassisten Peter Hook og trommeslageren Stephen Morris. Men på sin musikalske rejse mod tinderne lukker han selv en masse døre i. Michelangelo i Macclesfield Control skiller sig ud fra andre biopic-film om rockstjerners storhed og fald. Det skyldes især de sort-hvide billeder, der ved første øjekast ligner britisk køkkenvaskrealisme. Og ja, der er mange snapshots fra Ian Curtis’ kedelige hverdagsliv i Macclesfield. Men der er mere på spil i Anton Corbijns rummelige bredformat og minimale montage. Curtis har ikke kontrol over sit liv, men det har Corbijn til gengæld, når man ser på filmens kunstneriske kompositioner, der har mere til fælles med den gådefulde æstetik fra europæisk avantgarde end det skabelonagtige filmsprog fra Hollywood-fabrikken. Anton Corbijns blik for billeder ses også i de berømte skud til U2’s Fig. 4-6: Ian Curtis er i flere kameraindstillinger placeret helt ude i venstre side af billedkompositionen som en kejtet gæst i sin egen tilværelse. Han er en fremmed, uanset om han sidder hjemme på børneværelset som en teenager med Weltschmerz eller står som voksen og græder i sit kedelige rækkehus. Det hjælper heller ikke at få noget frisk luft uden for det fængselslignende hospital på den dag, hvor han bliver far til datteren Natalie. Ian Curtis er konstant på sammenbruddets rand.
nyklassiker, The Joshua Tree (1987) (fig. 7), der minder om stilen fra Michelangelo Antonionis mentale ørkenlandskaber. Ian Curtis er som Antonionis fremmedgjorte figurer et splittet menneske i en rendesten fyldt med angst og paranoia. Efter et anslag in medias res fortsætter Control med et supertotalbillede af et gråt og trist betonhelvede i Macclesfield anno 1973 (fig. 8), der ligner undergangsstemningerne fra Italienske Michelangelo Antonionis milepæl, L'avventura (De elskendes eventyr, 1960), som rummer nogle af filmhistoriens smukkeste billeder. I 1960 var det dog særdeles eksperimenterende bare at overlade styringen til disse "handlingsløse" stemningsbilleder, og Antonioni blev buhet ud af biografsalen, da filmen havde premiere under Cannes-festivalen. Christian Braad Thomsen mener ikke, at der er klassisk suspense i Antonionis film, der handler om fremmedgørelse og hvor ”mennesket er en kantet og kejtet gæst i dets egen tilværelse”: Antonioni tømmer sine scener for suspense i en grad, så han vel er den vestlige instruktør, der slægter japaneren Ozu mest på i forsøget på at erstatte action med en indre, poetisk suspense. Tiden, der går, bruges ikke til at oplade nogen form for dramatik, men til at reflektere over en sjælelig spænding, sådan som det sublimt sker i den lange, ordløse slutsekvens i det grå morgenlys på terrassen, hvor personerne blufærdigt nærmer sig hinanden igen, og hvor Claudia lægger sin tilgivende hånd på Sandros skulder. (Thomsen, 2000: 165) (fig. 9) Med andre ord er der en ”indre, poetisk suspense” i Control.Vi kender slutningen, og har mere viden end karaktererne. Men der er ikke tale om den klassiske og tempofyldte suspense, som Alfred Hitchcock mestrer. Det er derimod en langsom suspense, hvor der dvæles ved detaljerne i de dødsmærkede billeder og vinterkolde rum, som Ian Curtis vandrer rundt i. Vi ved, at Ian Curtis begår selvmord mod slutningen af filmen, så derfor får de sjælelige undergangsstemninger mere plads i Control. Vi sidder simpelthen bare og venter på katastrofen. Det er et narrativt trick, som Lars von Trier også udnytter i dommedagsfilmen Melancholia (2011), hvor det hurtigt bliver afsløret, at jorden går under. Produktionen af Joy Divisions debutplade, Unknown Pleasures (1979), er krystalklar, enkel og med en dybde og kompleksitet i Ian Curtis’ resignerende tekster. Det samme kan siges om coveret til Unknown Pleasures, der i stil med Michelangelo Antonionis og Anton Corbijns nøgne billeder rummer et elegant og gådefuldt udtryk: Den minimale og moderne stil giver selskabet et elegant visuelt image, der adskiller sig tydeligt fra punkmiljøets rodede og hjemmegjorte æstetik. Coveret til Unknown Pleasures er således en grafisk gengivelse af radiobølger fra en neutronstjerne, og det umiddelbart abstrakte motiv giver albummet et præg, der er mere gådefuldt end provokerende. (Christensen, 2005: 120) (fig. 10-11) Coveret til Sex Pistols’ debutplade, Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols (1977), signalerer en mere hjemmegjort æstetik, hvis amatørisme går igen i de første, rodede kameraindstillinger fra 24 Hour Party People (2002) (fig. 12). Sammenlignet med den minimale og moderne stil i Control er Michael Winterbottoms postmoderne komedie en farverig og stilforvirrende cocktail. Insideren Tony Wilson er insideren i Michael Winterbottoms 24 Hour Party People (2002). En flamboyant type, som også spiller en væsentlig rolle i Anton Corbijns Control. Winterbottom har et helt andet fokus i sit portræt af den engelske undergrundsscene, der ikke bare er en morsom hyldest til punken, men også en spændende fornyelse af musikfilmen. Excentrikeren Tony Wilson er iblandt tilhørerne ved den berømte Sex Pistols-koncert. Som den første tv-vært i England præsenterer han punkbands på skærmen. Historien om det ulmende musikmiljø i det nordengelske starter i sommeren 1976. I det år spillede Sex Pistols deres første koncert i den grå industriby. Koncerten beskrives i en skæv scene, der ikke bare afspejler filmens sprudlende univers, men også klart viser Winterbottoms utraditionelle måde at fortælle historier på: Den selvhøjtidelige og vanvittige tv-vært Tony Wilson (Steve Fig. 7: Anton Corbijns cover til albummet The Joshua Tree (1987) viser U2 som irske outsidere i den golde, amerikanske ørken. Bandet er placeret helt ude i venstre side af billedkompositionen, akkurat som den selvdestruktive Ian Curtis i Control. Fig. 8: Ian Curtis er lille og magtesløs i dette mentale ørkenlandskab fra et Macclesfield anno 1973, der ligner stilen og undergangsstemningerne fra Michelangelo Antonionis kunstværker. Fig. 9: Michelangelo Antonionis visuelle vakuum og poetiske suspense ses i denne stramt komponerede indstilling fra slutningen afL'avventura (De elskendes eventyr, 1960). Fig. 10-11: Det minimale og moderne cover til Joy Divisions debutplade, Unknown Pleasures (1979), står i diametral modsætning til Sex Pistols’ gennembrud, Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols (1977), hvis cover og design signalerer en mere hjemmegjort og rodet æstetik.
Page 1 and 2: Forside Indhold Arkiv Abonnement Pr
Page 5: Forside Indhold Arkiv Abonnement Pr
Page 9 and 10: 24 Hour Party People virker lige s
Page 13 and 14: Egoismens teori og praksis Der kan
Page 15 and 16: Derfor ser vi heller ikke de horrib
Page 17 and 18: eatforfatteren William S. Burroughs
Page 19 and 20: at redde sit eget og sine kunders l
Page 21 and 22: Freud, Sigmund (1962 [1923]): The E
Page 23 and 24: også inddrage tilskueren i karakte
Page 25 and 26: Micky Ward optræder sammen. Også
Page 29 and 30: hærgede USA i 1920’erne og 1930
Page 33 and 34: og beskrive kvinder som andet og me
Page 37 and 38: nemlig mennesket bag komikeren, der
Page 39 and 40: evydirektør, instruktør og tekstf
Page 41 and 42: Fakta Film Dirch. Instruktion: Mart
Page 43 and 44: Fig. 4: Scottish historian Thomas C
Page 45 and 46: gradually, is widely recognized as
Page 47 and 48: The current boom of this genre may
Page 49 and 50: Fig. 2-7: Hollywood var sen til at
Page 51 and 52: momenter i Stones film, og sjovt no

Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?