Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
andet. Billederne i filmen er sort-hvide, fordi de fleste fotografier af<br />
Joy Division også er det. Men derudover husker Corbijn England <strong>som</strong><br />
et gråt og trist sted, da han ankom <strong>som</strong> en fremmed i slutningen af<br />
1970’erne. Flere stjerner stod i kø for at spille hovedrollen <strong>som</strong> Ian<br />
Curtis, men det var den ukendte skuespiller, Sam Riley, der fik<br />
hovedrollen. Riley mindede Corbijn om det magiske tidspunkt i hans<br />
liv, da han mødte Ian Curtis for første gang. Selvom han<br />
spillefilmsdebuterer med Control, er det tydeligt, at Anton Corbijn er<br />
vant til at arbejde med stramt komponerede billeder. Til tider ligner<br />
Control mere en poetisk Michelangelo Antonioni-film end en traditionelt<br />
opbygget biopic med sex, drugs og rock’n’roll. Der er en sjælelig<br />
spænding i filmen på grund af de stilrene billeder, der er iscenesat<br />
med rytmisk præcision af den hollandske instruktør. Corbijn er ikke<br />
interesseret i klassisk suspense og den kunstige patos, der af og til<br />
dukker op i biopic-blockbusters <strong>som</strong> f.eks. Ray (Taylor Hackford, 2004)<br />
om musikeren Ray Charles.<br />
Control er et mere afdæmpet og nøgent drama Det ses tydeligt i<br />
filmens første to kameraindstillinger, hvor Anton Corbijn med det<br />
samme iscenesætter Ian Curtis <strong>som</strong> en outsider, der har lukket sig<br />
inde i sin egen lille verden (fig. 3). Filmen, der udspiller sig i perioden<br />
1973-1980, starter in medias res og viser Curtis alene på sit gamle<br />
børneværelse i Macclesfield, en naboby til Manchester. Samtidigt hører<br />
vi Curtis’ stemme, der kredser om meningen med livet og tilværelsen.<br />
”Nutiden har jeg helt mistet grebet om”, siger han. Og denne følelse af<br />
eksklusion og isolation går <strong>som</strong> en rød tråd i forsangerens mørke<br />
tekster, bogstaveligt talt i sangen Isolation (1980). Det er <strong>som</strong> om det<br />
visuelle vakuum fra det gamle børneværelse flytter med den voksne<br />
Curtis ind i de mennesketomme kompositioner fra Control.<br />
Den elegante titel, Control, refererer til sangen She’s Lost Control<br />
(1979), <strong>som</strong> Ian Curtis skrev efter at have hørt om en ung kvinde med<br />
epilepsi, der pludselig døde under et anfald. Det rystede ham<br />
vold<strong>som</strong>t, fordi han selv var begyndt at få epileptiske anfald. Disse<br />
dramatiske anfald udgør nogle af filmens nøglescener og viser, at<br />
Control ikke er en musikfilm om myten Ian Curtis, men en portrætfilm<br />
om et menneske på godt og ondt. Rent grafisk dukker titlen Control op<br />
i fragmenterede glimt for at vise epilepsiens krampetrækninger og<br />
dermed sangerens tab af kontrol. Curtis føler sig <strong>som</strong> en fremmed<br />
gæst i sit eget liv, så derfor placerer Corbijn ham tit helt ude i venstre<br />
side af de sort-hvide tableauer. Det er lige før, at han befinder sig off<br />
screen, helt ude af billedet. Konstant på sammenbruddets og<br />
selvmordets rand og på vej ud over kanten i den visuelle rendesten<br />
(fig. 4-6).<br />
”Jeg har ikke kontrol over noget længere”, siger han mod slutningen af<br />
filmen og mener, at han befinder sig i en fremmed mands krop. Da<br />
teenageren Ian møder sin kommende kone, Deborah Woodruff<br />
(Samantha Morton), for første gang, siger han til hende, at ”kun rygere<br />
kommer med i mit slæng”. ”Jeg vil ikke være med i dit slæng”, siger<br />
Deborah. ”Det vil jeg heller ikke”, siger Ian, der dermed bekræfter sin<br />
rolle <strong>som</strong> outsider. Et selvdestruktivt karaktertræk, <strong>som</strong> Woody Allen<br />
gør grin med i anslaget til Annie Hall (Mig og Annie, 1977): ”I would<br />
never want to belong to any club that would have <strong>som</strong>eone like me for<br />
a member”. Som igen er en omskrivning af et berømt citat fra Groucho<br />
Marx.<br />
Anton Corbijn viser stor kærlighed til mennesket Ian Curtis. Alligevel<br />
holder han sin hovedperson i et isnende jerngreb med frostklare<br />
tableauer, hvor åbne og lukkede døre og symbolske gardiner trukket<br />
for vinduerne også får centrale placeringer i de gennemtænkte<br />
kompositioner. Der er mange døre, der åbnes for Ian Curtis, der ikke<br />
længere skuer mod stjernerne sammen med sine venner i Joy<br />
Division, guitaristen Bernard ”Sumner” Dicken, bassisten Peter Hook og<br />
trommeslageren Stephen Morris. Men på sin musikalske rejse mod<br />
tinderne lukker han selv en masse døre i.<br />
Michelangelo i Macclesfield<br />
Control skiller sig ud fra andre biopic-film om rockstjerners storhed og<br />
fald. Det skyldes især de sort-hvide billeder, der ved første øjekast<br />
ligner britisk køkkenvaskrealisme. Og ja, der er mange snapshots fra<br />
Ian Curtis’ kedelige hverdagsliv i Macclesfield. Men der er mere på spil<br />
i Anton Corbijns rummelige bredformat og minimale montage. Curtis<br />
har ikke kontrol over sit liv, men det har Corbijn til gengæld, når man<br />
ser på filmens kunstneriske kompositioner, der har mere til fælles med<br />
den gådefulde æstetik fra europæisk avantgarde end det<br />
skabelonagtige filmsprog fra Hollywood-fabrikken.<br />
Anton Corbijns blik for billeder ses også i de berømte skud til U2’s<br />
Fig. 4-6: Ian Curtis er i flere<br />
kameraindstillinger placeret helt ude i<br />
venstre side af billedkompositionen <strong>som</strong> en<br />
kejtet gæst i sin egen tilværelse. Han er en<br />
fremmed, uanset om han sidder hjemme<br />
på børneværelset <strong>som</strong> en teenager med<br />
Weltschmerz eller står <strong>som</strong> voksen og<br />
græder i sit kedelige rækkehus. Det hjælper<br />
heller ikke at få noget frisk luft uden for det<br />
fængselslignende hospital på den dag, hvor<br />
han bliver far til datteren Natalie. Ian Curtis<br />
er konstant på sammenbruddets rand.