Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

Fig. 8: ”Your John Wayne come home”: Der er ikke
meget frontierhelt over denne, sidste indstilling fra
Born on the Fourth of July, skønt vi ser ham fra
ryggen på vej mod horisonten og den evige
heltedyrkelse.
At hævde, at Vietnamkrigen ikke er blevet skildret i amerikanske film
ville i dag være en vild underdrivelse. Men denne krig, der efterhånden af de fleste
betragtes som et uheldigt billede på den interventionistiske udenrigspolitik i datidens
USA, var faktisk længe en Hollywoodsk fortrængning. Med undtagelse af The Green
Berets (1968) – omhandlende de specialstyrker som John F. Kennedy sendte til
Sydøstasien for at ”flytte ’indianerne’ væk fra ’fortet’, så ’nybyggerne’ kunne plante
deres ’korn’ ” (citeret efter Bjerre & Larsen 2009, s. 10) – så var der ingen
nævneværdige (kritiske) fiktionsfilm, der omhandlede Vietnamkrigen før sidst i 70’erne
(jf. Ryan & Kellner 2006, s. 240).
Dette kunne naturligvis skyldes flere forhold, og et af disse forhold har formentlig været
de HUAC-høringer og den blacklistning af filmfolk, som fandt sted i datidens USA – dette
som et direkte udslag af ”Den røde trussel”. Det er også bemærkelsesværdigt, som Carl
Pedersen skriver, at næsten alle større, amerikanske Vietnamfilm – fra Coming Home
(1978) til We Were Soldiers (2002) – har modtaget delvis eller fuld støtte fra det
amerikanske militær (jf. Pedersen 2006, s. 89-98). Dette med undtagelse af Coppolas
misantropisk underholdende Apocalypse Now (1979; fig. 9).
Fig. 9: ”I love the smell of napalm in the morning”.
Kilgores uhyrligt sadistiske kommentar er ét af flere
eksempler på den kritiske hyperbole, som nok kun var
mulig i Apocalypse Now (1979), fordi Francis Ford
Coppola nægtede at modtage støtte fra det
amerikanske militær.
I denne optik er det ikke underligt, men dog bemærkelsesværdigt, at den amerikanske
films kritik af Vietnamkrigen oftest tog udgangspunkt i den betydning og effekt, krigen
måtte have på de hjemvendte amerikanske soldater.
Sammenfattende kan man, indenfor den populærkulturelle skildring af Vietnamkrigen,
tale om tre typiske optikker, navnlig:
1. Det (civile) vietnamesiske point of view (hvor krigen skildres fra den sårede
vietnamesers synspunkt. Dette ses i dokumentarfilmen Hearts and Minds [1974]
og kan momentvis spores i den ellers harmløse Good Morning, Vietnam [1987])
2. Den udsendtes point of view (hvor krigen skildres fra den amerikanske soldats
synspunkt, mens denne er i krig; jf. The Boys in Company C [1978], Platoon
[1986] og Full Metal Jacket [1987])
3. Den hjemvendtes point of view (hvor krigen skildres fra veteranens synspunkt
som set i bl.a. The Deer Hunter og Born of the Fourth of July) (Note 3).
Den sidste af disse optikker er ifm. amerikanske Vietnamfilm langt den mest frekvente,
og dette er næppe en overraskelse. Denne optik tillader os nemlig at se bødlen som
noget abstrakt – som krigen i sig selv – og at betragte veteranen, som alle
amerikanere kan identificere sig med, som det egentlige offer.
Kritikken af den amerikanske militærindsats – om ikke andet den politiske beslutning
bag indsatsen – kunne dog ligge i det tomme blik. Et selvransagelsens tomt blik, der
vidner om en følelse af skyld og et fravær af mening. Som Ron sidder der i sin kørestol,
på vej til næsten at falde ud i bunden af billedrammen (fig. 10), kunne han tænke sig at
dele de selvransagende tanker, som veteranen W.D. Ehrhart samme år udtrykte i digtet
”Making the Children Behave” (1989):
Do they think of me now
in those strange Asian villages
where nothing ever seemed
quite human
but myself
and my few grim friends
moving through them
hunched in lines?
When they tell stories to their children
of the evil
that awaits misbehavior,
is it me they conjure?
(Ehrhart 1989, s. 97)
Hvis disse selvransagende tanker kan spores i blikket på Ron Kovic i Stones nu klassiske
Vietnamkrigsfilm, så er det dog – og så meget desto mere interessant – under
overholdelse af en af filmens mest velkendte spilleregler: “Show it, don’t tell it.”
Biopic’en er en Oscar-genre par excellence, og måske er det pga. sådanne tomme men
sigende blikke, at Tom Cruise, for Born on the Fourth of July, fik sin første
Oscarstatuette nogensinde. Det er i al fald et af de meste sigende og gribende