Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English
Dødsstjernen
Af JAN OXHOLM
Natten er sort som guld i Anton Corbijns smukke debutfilm,
Control (2007), der er et eksistentielt drama om Ian Curtis, den
feterede forsanger fra det britiske postpunkband Joy Division.
Anton Corbijns sort-hvide billeder og frostklare kompositioner
står i diametral modsætning til Michael Winterbottoms farverige
24 Hour Party People (2002), der også handler om de mange
stjerneskud på Manchesters musikalske nattehimmel.
”Vi befinder os alle i rendestenen, men nogen af os skuer mod
stjernerne”.
Sådan lyder et berømt citat af den irske forfatter Oscar Wilde skrevet i
det 19. århundrede. Det er også en præcis beskrivelse af Ian Curtis,
Joy Divisions forsanger, der voksede op i en rendesten af neuroser i
1970’ernes England, hvor betonblokkene var grå og punkmusikken lige
så sort som en minearbejders lunger. Men Ian Curtis skuede altid mod
stjernerne. Han var stærkt fascineret af selvdestruktive musikere som
Jim Morrison, og endte selv som en dødsstjerne, da han 18. maj 1980
hængte sig i køkkenet til tonerne af Iggy Pops The Idiot (1977).
De primitive primalskrig og rå guitarakkorder fra punken gav den
engelske musikscene et kraftigt skud adrenalin, ikke mindst i
Manchester, hvor Anton Corbijns stilrene debutfilm, Control (2007),
udspiller sig. Det gør Michael Winterbottoms mere flagrende 24 Hour
Party People (2002) også, endda med mange af de samme karakterer
og begivenheder. Alligevel er de to portrætfilm som dag og nat.
Hvorfor? Det indlysende svar er nok, at det eksistentielle drama,
Control (fig. 1), er en biopic om den gådefulde outsider, Ian Curtis
(Sam Riley), som dyrkede Jean-Paul Sartre og Fjodor Dostojevskij.
Hvorimod den farverige komedie, 24 Hour Party People (fig. 2), er et
portræt af den selvhøjtidelige insider, tv-værten Tony Wilson, der som
leder af det legendariske pladeselskab Factory Records tog Joy Division
under sine beskyttende vinger.
Det er primært filmsproget, som gør de to værker så forskellige. Ian
Curtis og Tony Wilson dukker op ind i flere overlappende scener, bl.a.
under den berygtede koncert med Sex Pistols i sommeren 1976.
Koncerten iscenesættes med dokumentarisk nærvær og flippet
montage i 24 Hour Party People, hvorimod Anton Corbijn mere
arbejder med lange indstillinger og kølige kompositioner. Med andre
ord er en biopic ikke bare en biopic. Der findes ikke en facitliste, som
man bare kan krydse af, når de store berømtheder skal portrætteres i
dramatiseret form. James Mangolds stærkt underholdende biopic om
Johnny Cash, Walk the Line (2005), ville sikkert se helt anderledes ud,
hvis det var Anton Corbijn, der stod bag kameraet.
Outsideren
Det er ikke første gang, at Anton Corbijn står bag et kamera, selvom
Control er hans spillefilmsdebut. Den 56-årige hollænder er kendt som
rockfotograf og musikvideoinstruktør. Han har i flere år arbejdet
sammen med U2 og er manden bag de ikoniske ørkenbilleder af det
irske rockband på coveret til albummet, The Joshua Tree (1987).
Outsideren Anton Corbijn flyttede fra Holland til England på grund af
sin kærlighed til Joy Division, som var det første band, han
fotograferede. I musikbranchen er der enighed om, at han har taget de
bedste billeder af bandet. Corbijn, der både er instruktør og producer
på Control, kendte ikke noget til biopic-genren, da han lavede
research til sin debutfilm. Men han havde altid drømt om at lave en
portrætfilm om Ian Curtis og ikke en musikfilm om postpunkbandet
Joy Division. Han havde mange personlige følelser forbundet med
Fig. 1: Det moderne og minimale udtryk i
Control (Anton Corbijn, 2007) afspejles i
den originale plakat, hvor spillet mellem lys
og skygge iscenesætter Ian Curtis som en
splittet outsider med et gådefuldt og
verdensfjernt blik.
Fig. 2: Det postmoderne og fragmenterede
udtryk i 24 Hour Party People (Michael
Winterbottom, 2002) afspejles i den
originale plakat, hvor insideren Tony Wilson
kigger direkte ud på os med et drillende og
djævelsk glimt i øjet.
Fig. 3: Outsideren Ian Curtis alene og
isoleret på sit gamle børneværelse. Det er
som om det visuelle vakuum fra
børneværelset flytter med ham i alle
kompositionerne fra Control.