Brunswick, N.J.: Rutgers University Press. Custen, George F. (2000): “The Mechanical Life in the Age of Human Reproduction: American Biopics, 1961-1980”, Biography 23, 1 (2000): 127-159. <strong>16</strong>:9 - februar 2012 - 10. årgang - nummer 44 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: <strong>16</strong>03-5194. Copyright © 2002-12. Alle rettigheder reserveret. <strong>Gem</strong>/<strong>åben</strong> <strong>hele</strong> <strong>nummeret</strong> <strong>som</strong> <strong>PDF</strong> 3
Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Dødsstjernen Af JAN OXHOLM Natten er sort <strong>som</strong> guld i Anton Corbijns smukke debutfilm, Control (2007), der er et eksistentielt drama om Ian Curtis, den feterede forsanger fra det britiske postpunkband Joy Division. Anton Corbijns sort-hvide billeder og frostklare kompositioner står i diametral modsætning til Michael Winterbottoms farverige 24 Hour Party People (2002), der også handler om de mange stjerneskud på Manchesters musikalske nattehimmel. ”Vi befinder os alle i rendestenen, men nogen af os skuer mod stjernerne”. Sådan lyder et berømt citat af den irske forfatter Oscar Wilde skrevet i det 19. århundrede. Det er også en præcis beskrivelse af Ian Curtis, Joy Divisions forsanger, der voksede op i en rendesten af neuroser i 1970’ernes England, hvor betonblokkene var grå og punkmusikken lige så sort <strong>som</strong> en minearbejders lunger. Men Ian Curtis skuede altid mod stjernerne. Han var stærkt fascineret af selvdestruktive musikere <strong>som</strong> Jim Morrison, og endte selv <strong>som</strong> en dødsstjerne, da han 18. maj 1980 hængte sig i køkkenet til tonerne af Iggy Pops The Idiot (1977). De primitive primalskrig og rå guitarakkorder fra punken gav den engelske musikscene et kraftigt skud adrenalin, ikke mindst i Manchester, hvor Anton Corbijns stilrene debutfilm, Control (2007), udspiller sig. Det gør Michael Winterbottoms mere flagrende 24 Hour Party People (2002) også, endda med mange af de samme karakterer og begivenheder. Alligevel er de to portrætfilm <strong>som</strong> dag og nat. Hvorfor? Det indlysende svar er nok, at det eksistentielle drama, Control (fig. 1), er en biopic om den gådefulde outsider, Ian Curtis (Sam Riley), <strong>som</strong> dyrkede Jean-Paul Sartre og Fjodor Dostojevskij. Hvorimod den farverige komedie, 24 Hour Party People (fig. 2), er et portræt af den selvhøjtidelige insider, tv-værten Tony Wilson, der <strong>som</strong> leder af det legendariske pladeselskab Factory Records tog Joy Division under sine beskyttende vinger. Det er primært filmsproget, <strong>som</strong> gør de to værker så forskellige. Ian Curtis og Tony Wilson dukker op ind i flere overlappende scener, bl.a. under den berygtede koncert med Sex Pistols i <strong>som</strong>meren 1976. Koncerten iscenesættes med dokumentarisk nærvær og flippet montage i 24 Hour Party People, hvorimod Anton Corbijn mere arbejder med lange indstillinger og kølige kompositioner. Med andre ord er en biopic ikke bare en biopic. Der findes ikke en facitliste, <strong>som</strong> man bare kan krydse af, når de store berømtheder skal portrætteres i dramatiseret form. James Mangolds stærkt underholdende biopic om Johnny Cash, Walk the Line (2005), ville sikkert se helt anderledes ud, hvis det var Anton Corbijn, der stod bag kameraet. Outsideren Det er ikke første gang, at Anton Corbijn står bag et kamera, selvom Control er hans spillefilmsdebut. Den 56-årige hollænder er kendt <strong>som</strong> rockfotograf og musikvideoinstruktør. Han har i flere år arbejdet sammen med U2 og er manden bag de ikoniske ørkenbilleder af det irske rockband på coveret til albummet, The Joshua Tree (1987). Outsideren Anton Corbijn flyttede fra Holland til England på grund af sin kærlighed til Joy Division, <strong>som</strong> var det første band, han fotograferede. I musikbranchen er der enighed om, at han har taget de bedste billeder af bandet. Corbijn, der både er instruktør og producer på Control, kendte ikke noget til biopic-genren, da han lavede research til sin debutfilm. Men han havde altid drømt om at lave en portrætfilm om Ian Curtis og ikke en musikfilm om postpunkbandet Joy Division. Han havde mange personlige følelser forbundet med Fig. 1: Det moderne og minimale udtryk i Control (Anton Corbijn, 2007) afspejles i den originale plakat, hvor spillet mellem lys og skygge iscenesætter Ian Curtis <strong>som</strong> en splittet outsider med et gådefuldt og verdensfjernt blik. Fig. 2: Det postmoderne og fragmenterede udtryk i 24 Hour Party People (Michael Winterbottom, 2002) afspejles i den originale plakat, hvor insideren Tony Wilson kigger direkte ud på os med et drillende og djævelsk glimt i øjet. Fig. 3: Outsideren Ian Curtis alene og isoleret på sit gamle børneværelse. Det er <strong>som</strong> om det visuelle vakuum fra børneværelset flytter med ham i alle kompositionerne fra Control.
Change language