You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
og beskrive kvinder <strong>som</strong> andet og mere end ofre for bevægelser, de<br />
ingen indflydelse har på. Det er disse film, bogens anden halvdel<br />
omhandler. De to yderpoler er i den sammenhæng Michael Apteds<br />
Gorillas in the Mist fra 1988 med Sigourney Weaver i hovedrollen og<br />
Steven Soderberghs Erin Brockovich (2000). I Binghams optik er det<br />
Soderberghs film, der bryder nyt land, mens Apteds film på trods af<br />
ambitioner om det modsatte ender med at cementere en række<br />
fordomme og klicheer. I kapitlet om gorillaforkæmperen Dian Fossey<br />
står en række af bogens styrker også meget klart. I sit forsøg på at<br />
forklare, hvordan og hvorfor filmen mislykkes, inddrager Bingham i<br />
vidt omfang filmens produktionshistorie, men også i stort omfang den<br />
’virkelige’ Dian Fosseys historie. Og det er netop en af bogens store<br />
styrker, at Binghams i den grad er ovenpå sit stof og uden besvær<br />
bevæger sig fra næranalyse af komposition, klipning og lyd over<br />
detaljeret gennemgang af forskellige manuskript-revisioner til<br />
refleksioner over, hvad der i øvrigt er skrevet om hovedpersonen.<br />
Denne overlegenhed i forhold til materialet komme i den grad til sin<br />
ret i kapitlet om Gorillas in the Mist, hvor Bingham heller ikke, <strong>som</strong> i<br />
bogen i øvrigt, lægger skjul på sin egen uforbeholdne mening.<br />
I bogen citeres Richard Corliss for i Time at have leveret følgende<br />
diagnose af, hvorfor en stjerne <strong>som</strong> Sigourney Weaver vælger at<br />
involvere sig i en film <strong>som</strong> Gorillas in the Mist:<br />
She is the secret heroine of Hollywood movies: the divine masochist, the superior<br />
woman battered by fate, society, ham-fisted men and her own acute facility for selfdestruction.<br />
Serious actresses, itching to play <strong>som</strong>ething more demanding than<br />
bimbettes and stand-by wives…Playing the suffering saint can make and shape an<br />
actress’s career…It can win fans, raves and Oscars. (Corliss i Bingham 2010, s. 289)<br />
I forlængelse af Corliss’ analyse viser Bingham, hvordan firserne<br />
udgjorde et sandt overflødighedshorn af lidende og opofrende kvinder,<br />
og han bebrejder Apted for at have lavet en film om Dian Fossey, der<br />
er kontroversiel af alle de forkerte grunde. Fossey, i Weavers<br />
skikkelse, kommer aldrig til at fremstå <strong>som</strong> den sammensatte person,<br />
hun var. Hun var en rebel with a cause, men svær at elske, og i kraft<br />
af misforstået respekt gør Fossey hende til endnu en ’stakkels’ kliche<br />
(fig. 4).<br />
At det ikke behøver at gå sådan, når mænd instruerer biopics om<br />
kvinder, er Steven Soderbergh og filmen Erin Brockovich et udmærket<br />
eksempel på.<br />
As we have seen, given the difficulty in the female biopic of the protagonist’s<br />
ownership of her body, image, subjectivity, and destiny, it follows that in order to<br />
secure those properties a subject has to wrest them away from the larger culture by<br />
force. This is in turn may be why much of Erin Brockovich plays for comedy actions<br />
that are conventionally melodramatic. (Bingham 2010, s. 334)<br />
Ifølge Bingham bevæger Erin Brockovich sig altså nærmest per<br />
definition fra melodramaet over i komediens register, fordi den handler<br />
om en kvinde, der overskrider alle grænser for normal eller forventelig<br />
opførsel, og denne gang, forfriskende nok, uden at hun bliver straffet<br />
for det. Tværtimod. I sin analyse af filmen viser Bingham desuden,<br />
hvordan Soderbergh arbejder med en æstetisk/dramaturgisk strategi,<br />
<strong>som</strong> døbes cliché-avoidance, og hvordan filmen udnytter Erins fejl og<br />
mangler til at gøre hende til interessant biopic-materiale.<br />
Der er jo ikke nogen<br />
Der findes andre film om stærke kvinder, der træder i karakter <strong>som</strong><br />
subjekter i deres egen historie, og i bogens anden del analyserer<br />
Bingham da også såvel Sofia Coppolas Marie Antoinette <strong>som</strong> Jane<br />
Campions An Angel at my Table. Førstnævnte får godt nok hovedet<br />
kappet af, men Binghams pointe er, at Sofia Coppola har flyttet fokus<br />
fra Marie Antoinette <strong>som</strong> objekt for vores undersøgende blik til den<br />
unge dronning <strong>som</strong> subjekt og bærer af synsvinklen. Det er hendes<br />
blik på det bizarre liv ved hoffet, vi præsenteres for. Og så slutter<br />
filmen i øvrigt også, langt før hun må lade livet.<br />
En anden film, der får sit eget kapitel, er Todd Haynes biopic om<br />
Karen Carpenter i Superstar: The Karen Carpenter Story (1987), hvor<br />
objektiviseringen af den kvindelige hovedperson tages meget<br />
Fig. 3: Scott Alexander og Larry<br />
Karaszewski, manuskriptforfatterne bag Ed<br />
Wood, har desuden skrevet manuskript til<br />
film <strong>som</strong> Milos Formans The People vs.<br />
Larry Flynt (1996) og Man on the Moon<br />
(1999) og må siges at være eksperter, når<br />
det gælder såkaldte anti-Great Man<br />
biopics.<br />
Fig. 4: Sigourney Weavers i Michael Apteds<br />
Gorillas in the Mist. En film Dennis Bingham<br />
absolut ikke bryder sig om.<br />
Fig. 5: Barbie i rollen <strong>som</strong> Karen Carpenter<br />
i Superstar: The Karen Carpenter Story.<br />
Filmen kan streames herfra.