Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

Fra og med Citizen Kane (1941) produceres en række biopics,
der kritisk undersøger og ’atomisererer’ sit objekt, som
Bingham udtrykker det.
Fra 1970’erne udvikler biopic’en sig fra at have været en
producer-genre til, helt i tidens ånd, at blive auteurens
legeplads. (Scorsese, Spike Lee, Oliver Stone)
Parodien eller anti-biopic’en dukker op - ofte om personer, der
ikke ’fortjener’ en film. (Ed Wood, Tim Burton, 1994)
Minoritets-tilegnelse/overtagelse fra omkring 1990. Vi får film
om eksempelvis Malcolm X (Spike Lee, 1992) og Harvey Milk
(Milk, Gus van Sant, 2008)
Den neo-klassiske biopic. Fra 2000 kommer en række biopics,
der inddrager elementer fra flere af ovennævnte. (The Social
Network, Fincher, 2010)
Bingham understreger, at disse forskellige typer eksisterer side om
side, men undgår dog ikke helt at benytte en terminologi, der omtaler
udviklingen som en evolution mod større og større selvbevidsthed og
mod et mere og mere subtilt udtryk.
Når det er sagt, skal det med, at han som udgangspunkt for den
moderne biopic peger på tre tekster/film, der ligger ganske langt
tilbage. Det gælder Lytton Stracheys bog om fire Eminent Victorians
(1918), bl.a. Florence Nightingale og generalen Charles Gordon, og det
gælder Orson Welles' biopic-undercover Citizen Kane og ikke mindst
David Leans episke Lawrence of Arabia fra 1962. Alle tre udpeger de
mulige veje væk fra den klassiske form som George F. Custen
beskriver i sin bog fra 1992, Bio/Pics: How Hollywood Constructed
Popular History. Custens bog er en af de eneste bøger, der tidligere
specifikt har beskæftiget sig med biopic’en, og Bingham lægger da
heller ikke skjul på, at han i høj grad står på skuldrene af Custen, der
altså i modsætning til Bingham først og fremmest har biopic’en af
klassisk aftapning i sit søgefelt. Ifølge Bingham udpeger Strachey,
Welles og Lean nogle af de strategier, der kan modernisere genren, og
Binghams bog viser nu, hvordan en række film fra 1950’erne og frem
forsøger at forløse dette potentiale og gøre genren tidssvarende.
Den store hvide mand
Efter et længere introduktionskapitel, der bærer den rammende
undertitel, A Respectable Genre of Very Low Repute, indledes bogens
første del, der omhandler de film, der tidligere udelukkende havde
store, hvide mænd i hovedrollen. De film, som Bingham arbejder med
i første del omhandler godt nok også mænd, men de analyserede film
er alle ekstremt bevidste om de forventninger, de spiller op mod, og
ikke mindst hvordan disse kan bearbejdes og til tider ligefrem
undergraves.
Bingham analyserer grundigt og ofte ganske underholdende film om
bl.a. Nixon (Nixon, Stone, 1995), Glenn Gould (Thirty Two Short Films
About Glenn Gould, Girard, 1993) og Edward Wood jr. (Ed Wood,
Burton, 1994). Sidstnævnte person er først og fremmest herostratisk
berømt for at have vundet titlen som alle tiders værste filminstruktør,
og når han tildeles en biopic, skal det ikke mindst ses som en
kommentar til den store hvide mand-tradition, som den moderne
biopic er et opgør med. Tim Burtons film eksemplificerer nemlig det
Bingham kalder ’the anti-Great Man biopic’, og han skriver: ”Ed
remains on one hand the serenely confident biopic man of vision and
on the other a Travis Bickle whose weapon is his incompetence.”
(Bingham 2010, s. 151). Tim Burtons film udleverer aldrig sin
hovedperson, men hylder tværtimod den eminent talentløse
filminstruktør, der ikke desto mindre i kraft af gå på mod og ren og
skær arbejdsomhed formår at skabe en række personlige, men altså
også decideret elendige film (fig. 2).
Med sin film udstiller Tim Burton en række af biopic’ens mest
fortærskede troper og peger i samme åndedrag på de værdier, der
traditionelt lægges til grund for biopic-værdighed. Ved premieren blev
Tim Burtons film kritiseret for at forholde sig for kreativt til
virkeligheden, men det handler, som det altid er tilfældet, om øjnene
der ser, og set gennem Burtons troldspejl er Ed Wood faktisk på
mange måder gjort af klassisk biopic-stof: Han har en vision, han er
determineret, han overkommer tilsyneladende uoverstigelige
forhindringer med mere. Afslutter man desuden fortællingen om ham
på det rigtige tidspunkt, altså før misbruget og pornofilmene, kan selv
verdens dårligste instruktør få den lykkelige slutning, som Tim Burton
og manuskriptforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski synes,
han fortjener (fig. 3).
De stakkels, hvide kvinder
Som allerede beskrevet er Bingham ikke i tvivl om, at biopics om
kvinder i langt de fleste tilfælde indskriver sig i en tradition, der er
væsensforskellig fra filmene om berømte mænd. Siden 1950’erne har
en række film med større eller mindre held forsøgt at udvide paletten
Fig. 2: Edward Wood jr. fik sin biopic, og
det selvom hans liv tilsyneladende ikke var
af det stof, biopics er gjort af.