Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English
Hvis liv er det?
Af HENRIK HØJER
Der eksisterer ikke mange bøger om biopic-genren, men med
sin nye, meget velskrevne bog om genrens moderne
knopskydninger råder Dennis Bingham bod på mange års
stedmoderlig behandling.
Dennis Bingham indleder sin bog Whose Lives Are They Anyway? (fig.
1) om biopic-genren med at slå fast, at genren lever et skizofrent liv
mellem på den ene side at blive betragtet som yderst respektabel og
på den anden side at blive omtalt som kedelig, forudsigelig og
indbegrebet af alt det, som traditionelt forbindes med Hollywoodfilm af
den mere forstenede slags. Biopic’en produceres oftest med de bedste
intentioner, men selve forpligtelsen over for virkeligheden lægger
tilsyneladende låg på kreativiteten, og det medvirker ifølge Bingham til
at gøre filmene lumsk kedelige og kunstnerisk bovlamme.
Ifølge Bingham lider genren under en misforstået nyfigenhed over for
’ofrene’, og film af denne afstøbning fremstår derfor let karikerede og
ofte ganske klichefyldte. Det skyldes også, at genren, eller i hvert fald
vores opfattelse af genren, aldrig helt har formået at løsrive sig fra
den skabelon, der introduceredes med de store Hollywoodproduktioner
fra 1930’erne og 1940’erne, hvor en række faste troper etableredes,
og genren blev lig med fortællingen om det misforståede mandlige
geni. En ener, der går tidsstrømmen midt imod, og som ender med at
få ret og blive accepteret af en omverden, der blot skulle have tid til at
komme på omgangshøjde. Var hovedpersonen derimod en kvinde var
historien en ganske anden, men ikke af den grund mindre fortærsket.
Her er det også eneren, der er i centrum, men hvor manden
triumferer, så beskriver en række af de klassiske biopics om kvinder
en nedadgående kurve, som ofte ender med, at hun må ofre livet.
Bingham spidsformulerer det i sit kapitel om Robert Wises Star! fra
1968, der fortæller skuespillerinden Gertrude Lawrences historie, og
det vel at mærke uden at forfalde til den offergørelse, der både før og
efter 1968 kendetegner genren, og som Bingham sammenfatter
herunder:
For men, as we have seen, the drama grows from the struggle for acceptance, for
the scientific breakthrough, for the achievement of his dream. For women, drama
comes from defeat and victimization of various sorts. An intriguing formulation was
voiced by director Sidney Lumet: ”In a well-written drama the story comes out of
the characters, and in a well-written melodrama the characters come out of the
story.” (Bingham 2010, s. 278)
I forlængelse af Lumet-citatet konkluderer Bingham, at biopics om
kvinder først og fremmest benytter et melodramatisk register.
Kvinderne er brikker i en fortælling, der er større end dem selv, mens
mændene netop karakteriseres ved at være så stærke karakterer, at
de formår at ændre historiens, og plottets, gang.
Biopic’en under forandring
Nu er det ikke sådan, at genren har været låst fast i disse arketypiske
formater fra filmmediets fødsel og til i dag. Bingham beskriver,
hvordan også biopic’en filmhistorisk har bevæget sig frem og tilbage
mellem den klassiske hyldestfilm og den parodiske udlevering af såvel
form som indhold. I sit introduktionskapitel skitserer Bingham en slags
biopic’ens evolutionshistorie, der i sin korte form ser sådan ud i en
delvist fordansket bearbejdning:
Den klassiske hyldest-biopic
The warts and all-biopic. Fra 1950’erne får vi også dæmonerne
med, men der er, når alt kommer til alt, stadig tale om
hyldestfilm; om film, der omhandler personer, der fortjener en
film.
Fig. 1: Dennis Bingham Whose Lives Are
They Anyway? The Biopic as Contemporary
Film Genre udkom i 2010.