Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

More documents

Recommendations

Info

maskingeværagtig, staccato stemmeføring, der i en enkelt scene viser sig at være et dække over, at hvis han taler langsommere, risikerer han at komme til at stamme, fordi hans følelsesmæssige blokeringer da trænger igennem hans panser. Der er ingen tvivl om, at Clint Eastwood i sit portræt af Hoover netop har skævet til Orson Welles’ to mesterværker, Citizen Kane og Touch of Evil (1958), hvor også Welles jo skildrer magthavere, der mener, at så længe de arbejder for lov og orden, betyder det mindre, at deres metoder er forbryderiske. Eastwood har jo også tidligere som skuespiller portrætteret folk, der tager loven i egne hænder, og han er tydeligt fascineret af, at Hoover føler sig hævet over loven i en højere sags tjeneste. Hans kritik af Hoover kan ligge på et meget lille sted, men han giver dog seerne så meget materiale i hænderne, at vi kan forholde os helt anderledes undrende og kritisk til, at en notorisk psykopat stod i spidsen for FBI i et halvt hundrede år. De danske undertekster på film og tv-udsendelser er ofte en noget tvivlsom affære, og det gælder også for J. Edgar. En enkelt besynderlig oversættelse skal ikke få lov at gå i glemmebogen. Da Richard Nixon erfarer, at J. Edgar Hoover er død, sukker han: ”That old cocksucker.” Det har den stærkt rødmende oversætter fordansket/forvansket til ”Den gamle slyngel.” Oversætteren vil åbenbart spare det danske publikum for, at USA’s præsident tager ordet ”pikslikker” i sin mund – for ikke at tale om, hvad FBI-chefen drømmer om at tage i sin. Umiddelbart skulle man mene, det er mere hensynsfuldt over for publikum at oversætte, hvad der rent faktisk bliver sagt i filmen. Fakta 16:9 - februar 2012 - 10. årgang - nummer 44 Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. ISSN: 1603-5194. Copyright © 2002-12. Alle rettigheder reserveret. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF Gem/åben hele nummeret som PDF 8
Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English Hvis liv er det? Af HENRIK HØJER Der eksisterer ikke mange bøger om biopic-genren, men med sin nye, meget velskrevne bog om genrens moderne knopskydninger råder Dennis Bingham bod på mange års stedmoderlig behandling. Dennis Bingham indleder sin bog Whose Lives Are They Anyway? (fig. 1) om biopic-genren med at slå fast, at genren lever et skizofrent liv mellem på den ene side at blive betragtet som yderst respektabel og på den anden side at blive omtalt som kedelig, forudsigelig og indbegrebet af alt det, som traditionelt forbindes med Hollywoodfilm af den mere forstenede slags. Biopic’en produceres oftest med de bedste intentioner, men selve forpligtelsen over for virkeligheden lægger tilsyneladende låg på kreativiteten, og det medvirker ifølge Bingham til at gøre filmene lumsk kedelige og kunstnerisk bovlamme. Ifølge Bingham lider genren under en misforstået nyfigenhed over for ’ofrene’, og film af denne afstøbning fremstår derfor let karikerede og ofte ganske klichefyldte. Det skyldes også, at genren, eller i hvert fald vores opfattelse af genren, aldrig helt har formået at løsrive sig fra den skabelon, der introduceredes med de store Hollywoodproduktioner fra 1930’erne og 1940’erne, hvor en række faste troper etableredes, og genren blev lig med fortællingen om det misforståede mandlige geni. En ener, der går tidsstrømmen midt imod, og som ender med at få ret og blive accepteret af en omverden, der blot skulle have tid til at komme på omgangshøjde. Var hovedpersonen derimod en kvinde var historien en ganske anden, men ikke af den grund mindre fortærsket. Her er det også eneren, der er i centrum, men hvor manden triumferer, så beskriver en række af de klassiske biopics om kvinder en nedadgående kurve, som ofte ender med, at hun må ofre livet. Bingham spidsformulerer det i sit kapitel om Robert Wises Star! fra 1968, der fortæller skuespillerinden Gertrude Lawrences historie, og det vel at mærke uden at forfalde til den offergørelse, der både før og efter 1968 kendetegner genren, og som Bingham sammenfatter herunder: For men, as we have seen, the drama grows from the struggle for acceptance, for the scientific breakthrough, for the achievement of his dream. For women, drama comes from defeat and victimization of various sorts. An intriguing formulation was voiced by director Sidney Lumet: ”In a well-written drama the story comes out of the characters, and in a well-written melodrama the characters come out of the story.” (Bingham 2010, s. 278) I forlængelse af Lumet-citatet konkluderer Bingham, at biopics om kvinder først og fremmest benytter et melodramatisk register. Kvinderne er brikker i en fortælling, der er større end dem selv, mens mændene netop karakteriseres ved at være så stærke karakterer, at de formår at ændre historiens, og plottets, gang. Biopic’en under forandring Nu er det ikke sådan, at genren har været låst fast i disse arketypiske formater fra filmmediets fødsel og til i dag. Bingham beskriver, hvordan også biopic’en filmhistorisk har bevæget sig frem og tilbage mellem den klassiske hyldestfilm og den parodiske udlevering af såvel form som indhold. I sit introduktionskapitel skitserer Bingham en slags biopic’ens evolutionshistorie, der i sin korte form ser sådan ud i en delvist fordansket bearbejdning: Den klassiske hyldest-biopic The warts and all-biopic. Fra 1950’erne får vi også dæmonerne med, men der er, når alt kommer til alt, stadig tale om hyldestfilm; om film, der omhandler personer, der fortjener en film. Fig. 1: Dennis Bingham Whose Lives Are They Anyway? The Biopic as Contemporary Film Genre udkom i 2010.
Page 1 and 2: Forside Indhold Arkiv Abonnement Pr
Page 7 and 8: nyklassiker, The Joshua Tree (1987)
Page 9 and 10: 24 Hour Party People virker lige s
Page 13 and 14: Egoismens teori og praksis Der kan
Page 15 and 16: Derfor ser vi heller ikke de horrib
Page 17 and 18: eatforfatteren William S. Burroughs
Page 19 and 20: at redde sit eget og sine kunders l
Page 21 and 22: Freud, Sigmund (1962 [1923]): The E
Page 23 and 24: også inddrage tilskueren i karakte
Page 25 and 26: Micky Ward optræder sammen. Også
Page 29: hærgede USA i 1920’erne og 1930
Page 33 and 34: og beskrive kvinder som andet og me
Page 37 and 38: nemlig mennesket bag komikeren, der
Page 39 and 40: evydirektør, instruktør og tekstf
Page 41 and 42: Fakta Film Dirch. Instruktion: Mart
Page 43 and 44: Fig. 4: Scottish historian Thomas C
Page 45 and 46: gradually, is widely recognized as
Page 47 and 48: The current boom of this genre may
Page 49 and 50: Fig. 2-7: Hollywood var sen til at
Page 51 and 52: momenter i Stones film, og sjovt no

Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?