Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

at redde sit eget og sine kunders liv, men i hans heltemodige handling
vækkes en del af Toms identitet igen til live, som han længe har
forsøgt at holde skjult.
A History of Violence tematiserer splittelsen mellem familiefaren Tom
og hans alter ego, gangsteren Joey Cusack, hvori lystens dobbelthed
symboliseres. Tom repræsenterer de borgerlige værdier, det
uskyldsrene, konventionelle, familiemæssige og moralske, mens Joey
repræsenterer lysten til det grænseoverskridende, det dystre,
aggressive og angstfremkaldende. Cronenbergs film spiller ofte på
denne dobbelthed, der ligger i den samtidige følelse af lyst og ubehag,
mennesker oplever, når de ser voldelige og seksuelle billeder. Det er
når vi er styret af super-ego'et, at vi føler et ubehag ved disse billeder.
Sammenlign eksempelvis forskellen på at se en eksplicit sexscene
alene med situationen, hvor du ser den med dine forældre. I filmen
kommer forskellen på den norm-drevne og drift-drevne side af det
menneskelige lystprincip til syne, når vi ser henholdsvis Tom og Joey
dyrke sex med Edie (se fig. 6-7).
I den første af de to sexscener forføres Tom af Edie, der har iklædt sig
en cheerleader-uniform. Sexscenens uskyldsrenhed understreges
yderligere af, at seancen foregår i pigeværelset i forældrenes hus.
Selve akten er præget af ømhed og tryghed og indeholder en uskyldig
leg med det farlige. Idet Edie springer på Tom, skriger hun fjantet ”go
wild!” på ægte cheerleader-maner; intetanende om at begrebet ’vild
sex’ snart skal få en helt anden betydning. Frem for ømt starter filmens
anden sexscene voldeligt. Edie slår Joey, der tager kvælertag på hende
og trænger sig ind mellem hendes ben i en scene, der er præget af
lige dele aggression og lyst. Det faretruende og ekstreme har som altid
hos Cronenberg en særlig pirrende tiltrækningskræft. Modsat Tom er
Joey den aktive elsker, der tager, hvad han vil have, hvilket længe
holder seeren i tvivl om, hvorvidt der er tale om voldtægt.
Sexscenerne repræsenter således en splittelse i det enkelte individ
mellem en socialiserende og hensynstagende impuls på den ene side
og det driftsbaserede på den anden. Denne dobbelthed findes ifølge
Freud (se Freud [1962 og 1964]) i alle individer og dette forklarer, at
seeren kan opleve, at visse billeder på én gang kan virke både
frastødende og tiltrækkende. Cronenbergs opbygning af den sekvens,
hvor Tom dræber de to mænd i sin diner, er designet til at udpensle
voldens dobbeltrolle. Den første del af scenen er typisk for
mainstreamfilm: Tom vrister pistolen fra gerningsmændene og
neutraliserer truslen. De fleste seere vil givetvis opleve en
driftsbaseret forhåbning om voldens indtræden og et ønske om, at de
to forbrydere uskadeliggøres. Dette er en ganske normal måde at
forholde sig til filmisk vold. Det er derimod først i sekvensens
afslutning, at den anden side og dermed dobbeltheden tydeliggøres. I
mainstreamfilm er volden normalt gjort spiselig, idet dens skyggeside
og negative konsekvenser bliver tilsidesat. Eftersom der ingen
konsekvenser er ved volden, er der heller ingen grund til at have
moralske skrupler, mens man overværer og lytter til den. Men i A
History of Violence bliver volden udpenslet, idet vi ser forbryderens
fuldstændigt maltrakterede ansigt. Hermed introduceres et øjebliks
tvivl om voldens ellers selvindlysende retfærdighed, hvilket
understreges ved, at Cronenberg klipper til et billede af Toms og en
medarbejders chokerede ansigter (fig. 8-10). I mainstreamfilmen bliver
volden ofte reduceret til en selvfølgelighed og opfattet på lighed med
en simpel bortskaffelse af uønskede forhindringer. Det ironiske er, at
Cronenberg netop ved at fremstille volden i sin absolutte gru og
brutalitet tilskynder, at tilskueren forholder sig til volden og dens
konsekvenser. A History of Violence er en refleksion over og et forsvar
af den brutale udpensling af vold, der kendetegner flere af
Cronenbergs tidligere værker som Scanners (1981), Videodrome
(1983) og Fluen (1986). Ligesom Tom har også Cronenberg ”a history
of violence”, og filmens titel bliver i den forstand en reference til den
dobbeltrolle, hvormed man kan forstå hans karakteristisk urovækkende
billedsprog.
Den farlige metode
A Dangerous Method er på overfladen den af Cronenbergs film, der
forholder sig mest direkte og uforstilt til psykoanalysen. Ved første
øjekast ligner det et intelligent, traditionelt fortalt historisk drama om
psykoanalysens spæde år uden instruktørens karakteristiske signatur.
Men selvom at det er en film, der ganske eksplicit udforsker
psykoanalysen, og hvis hovedtema er det samme som psykoanalysens,
nemlig menneskets splittelse mellem egoistiske drifter og fællesskabets
snærende konventioner og bånd, kan man spørge, om filmen ikke
alligevel har fundet plads til Cronenbergs egne idiosynkrasier? Skeler
man til resten af Cronenbergs film viser det sig, at den faktisk giver
Cronenberg anledning til at bearbejde og forholde sig til de
psykoanalytiske ”misfostre” – altså Cronenbergs subjektive filmiske
bearbejdninger af psykoanalytiske tematikker – som er så centrale i
hans tidligere film. Dette særligt i måden den psykoanalytiske
Fig. 6-7: Cronenberg kontrasterer den
uskyldsrene og den aggressive form for
sex, som parret Stall har før og efter, at
Toms dystre fortid er blevet afsløret.
Fig. 8-10: Volden og dens konsekvenser er
ekstremt udpenslet i Cronenbergs
metafilmiske A History of Violence.