Gem/åben hele nummeret som PDF - 16:9

Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt English
En farlig vej
Af STEFFEN HVEN
Med A Dangerous Method (2011) lægger David Cronenberg
endelig kortene på bordet og tager en af sine største filmiske
inspirationskilder, psykoanalysen, under direkte behandling.
Det sker i form af et historisk drama, der i et for Cronenberg
bemærkelsesværdigt sobert filmsprog lader nogle af den tidlige
psykoanalyses mest centrale problemstillinger være
omdrejningspunkt.
Efter forlæg af John Kerr (A Most Dangerous Method) tegner
Cronenberg et autentisk fin de siècle-tidsbillede med Wien og Zürich
som geografisk omdrejningspunkt (fig. 1). Med hjælp fra Christopher
Hampton, der har omarbejdet sit teaterstykke The Talking Cure (2002)
til det filmiske lærred, har Cronenberg skabt en film, hvor både
skuespil, kostumer, dialoger og miljø er direkte Oscar-indbydende.
Atypisk for Cronenberg, der tidligere har benyttet sig af et stærkt
symbolsk og subjektivt billedsprog, trækker A Dangerous Method i
langt højere grad på den historiske films genrekonventioner. Men hvad
der på overfladen kan ligne et sobert historisk drama om
psykoanalysens hovedaktører, skal nærmere tolkes som et ganske
individuelt projekt. Adskillige af Cronenbergs film har relativt eksplicit
flirtet med psykoanalytiske problemstillinger. Ikke desto mindre så har
Cronenbergs film også været bedrageriske i den forstand, at de ikke
komplet lader sig indfange af en psykoanalytisk fortolkningsramme. På
den måde kan man sige, at mødet mellem Cronenbergs kreative vision
og psykoanalysen som teoretisk forståelsesramme har affødt en række
’misfostre’.
I denne artikel vil jeg diskutere A Dangerous Method i lyset af tre af
Cronenbergs tidligere ’misfostre’: For det første Nøgen frokost (1992),
der udforsker en traumatiseret forfatters underbevidsthed i et filmisk
syrebad, hvor rationaliteten opløses. For det andet Spider (2002), som
er en langsomtgående kunstfilm, der med udgangspunkt i sin
skizofrene hovedperson udforsker hukommelsens særlige tidslighed.
Og for det tredje A History of Violence (2005), som benytter sig af
mainstreamfilmens genrekonventioner og metafilmisk udforsker,
hvordan motoren i (Cronenbergs) film ofte er drevet af en dobbelthed
mellem lysten til ’at se’ og ’ikke at se’ billeder af eksplicit voldelig eller
seksuel karakter. Med Freud kan det argumenteres, at denne
dobbelthed er konstitueret i konflikten mellem driftsbaserede behov
(konstitueret i ’Id’et’) og en socialforankret ideologi eller norm, der
baserer sig på behovet for anerkendelse og evnen til at kontrollere de
instinktive drifter (konstitueret i ’superego’et’). Når lystfølelsen
stimuleres, aktiveres samtidig superego’et, der afviser (visse)
lystfølelser ud fra internaliserede normer (1). Denne splittelse af
individet – et af de mest fremtrædende temaer i A Dangerous Method
- er illustreret i Freuds velkendte ’æggemodel’ eller personlighedsmodel
(fig. 2).
Bekæmp rationaliteten – traume og kreativitet i Nøgen frokost
Nøgen frokost er med sin mangel på logisk sammenhæng i sin
fortælling Cronenbergs sværest tilgængelige film. Det er en skildring af
et traumatiseret individ, der godt hjulpet af hallucinerende stoffer
begynder at skrive sig ind i et underbevidst og absurd univers, hvor
logikkens grænser ophæves. Modsat psykoanalysen prøver Cronenberg
at skildre det underbevidste i et (filmisk) sprog, der aktivt bestræber
sig på at underminere en fastlåst rationel betydning. Det er svært at
forestille sig to mere divergerende tilgange til den biografiske film end
A Dangerous Method og Nøgen frokost. Dette skyldes hovedsageligt, at
filmene benytter sig af forskelligartede fortællegreb. Førstnævnte
beskriver så at sige psykoanalysen udefra og forholder sig relativt
præcist til historiske fakta. Sidstnævnte derimod udforsker
Fig. 1: A Dangerous Method (2011) har
allerede haft premiere i store del af verden,
herunder i Berlin, hvor jeg har set filmen.
Den var oprindeligt tiltænkt dansk premiere
i begyndelsen af 2012, men har i
forbindelse med at blive en del af
Biografklub Danmark fået skubbet
premieredatoen til 21. juni.
1) Freud udvikler denne teori over et større
antal skrifter, men særligt skelsættende er
teksterne Beyond the Pleasure Principle
(1964 [1920]) og The Ego and the Id (1962
[1923]).
Fig. 2: Freuds personlighedsmodel. Id’et
konstituerer det drifts- og lystbaserede.
Superego’et vogter den internaliserede
moral, som udvikles i mødet med
omverdenen og dens autoriteter. Ego’et er
en slags styringsmekanisme mellem Id’et
og Superego’et.
2) Burroughs skriver: “I am forced to the
appalling conclusion that I would never
have become a writer but for Joan’s death,
and to a realization of the extent to which
this event has motivated and formulated