Galileo Galilei

Galileo Galilei 

Gentofte HF, 2005 

Joachim Mortensen 2.p 

15. februar 2009

Forord 

Denne tekst er skrevet i begyndelsen af 2005, da jeg gik p˚a Gentofte HF. Den er lavet som den anden 

opgave af to større skriftlige opgaver, der skulle laves p˚a første ˚ar og fik karakteren 11 af min historielærer. 

Jeg fandt opgaven frem igen i forbindelse med det internationale astronomi˚ar 2009. Det er mit ydmyge 

h˚ab, at den, udover at have en vis nostalgisk værdi for mig selv, m˚aske ogs˚a vil kunne bruges af andre interesserede 

i en kort, let-læselig introduktion til Galileo Galileis liv og levned, samt at kildehenvisningerne 

vil inspirere til yderligere læsning, ikke bare om Galilei, men ogs˚a om den naturvidenskabelige revolution 

generelt, herunder udviklingen og udvidelsen af vores idé om omfanget af det univers, vi er en del af. 

1 

Joachim Mortensen 

15. februar 2009

Gentofte HF, 2005 Joachim Mortensen 2.p 

Indhold 

Forord 1 

1 Indledning 2 

2 Ungdommens forbilleder og opgøret med de skolastiske autoriteter 2 

3 Om eksperimenterne og afkræftelsen af den aristoteliske fysik 3 

4 Astronomiske opdagelser og opgøret med det gamle verdensbillede 4 

5 Konfrontation med kirken 5 

6 Konklusion 6 

1 Indledning 

Det verdensbillede, som vi i dag deler med det meste af Jordens befolkning, har været længe undervejs 

for at blive accepteret som det rigtige. At vi i dag har et samfund, hvor videnskabens betydning for vores 

opfattelse af naturens mekanismer fra de mindste bestanddele i en atomkerne til de yderste grænser i 

universet, i vores søgen efter sandheden, skyldes den nytænkning den videnskabelige metode undergik 

fra Copernicus (1473-1543) til Newton (1642-1727). Copernicus var den første, der for alvor startede den 

naturvidenskabelige revolution ved at fremsætte sin hypotese, om at Jorden ikke befandt sig i centrum 

af universet, men i stedet fløj gennem universet omkring Solen. Newton satte et foreløbigt punktum for 

nye opdagelser inden for den interplanetariske mekanik. 1 Det nye i videnskabsmænd og filosoffers m˚ade 

at gribe verden an p˚a bestod i at afprøve tænkte principper af, for at se om de havde hold i den fysiske 

verden, og, hvis ikke de gjorde det, at rette i deres opfattelse af verden ind efter deres betragtninger. 

Midt i mellem Copernicus, der først for alvor fik startet den revolutionære bølge, og Newton, der s˚a 

at sige markerede afslutningen p˚a denne bølge, st˚ar Galileo Galilei. Blandt hans samtidige, heriblandt 

Kepler og Francis Bacon, der ogs˚a talte for den nye metode, var han den, der p˚a flottest vis demonstrerede 

for verden, hvor langt man kan komme ved hjælp af denne metode. Derfor handler denne opgave om ham. 

Jeg vil i de følgende kapitler gøre rede for hvem Galilei var, hvad han interesserede sig for, og hvad 

hans holdninger til datidens videnskab var. Hvilken verdensopfattelse havde han, og hvad ledte ham 

til denne opfattelse? Hvilken metode brugte han i sin forskning? Hvilke fremskridt medførte brugen af 

denne metode? Hvilke begivenheder gjorde, at han blev involveret i en strid med kirken om hvilket 

verdensbillede, der var det rigtige? Hvilket udfald fik denne strid? Hvilken arv til eftertiden efterlod 

Galilei sig? Hvordan blev hans teorier omkring bevægelseslæren videreudviklede? Hvor vigtig er hans 

metode for videnskaben i dag? 

Opgaven er opbygget s˚a den følger Galilei fra fødsel til død. Udover konklusionen til sidst er den 

opdelt i tre hovedafsnit, der fokuserer p˚a henholdsvis tiden, hvor han gjorde sine opdagelser inden for 

bevægelseslæren, hans astronomiske karriere og til sidst hans konfrontation med kirken. 

2 Ungdommens forbilleder og opgøret med de skolastiske autoriteter 

Galileo Galilei blev født den 15. februar 1564 i Pisa som den ældste af omkring 6 børn. Hans far Vincenzio 

Galilei var selv matematiker og musiker og havde tidligere udgivet nogle værker om musik. Galilei var 

ikke særlig gammel, da familien flyttede til Firenze, hvor Galilei her blev sendt p˚a klosterskole hos en lokal 

jesuiterorden. Da han var 17 ˚ar vendte han tilbage til Pisa, hvor han studerede medicin p˚a universitetet i 

4 ˚ar. Men snart begyndte han at interessere sig mere for matematikken, og i 1585 forlod han universitetet 

uden en eksamen og boede herefter nogle ˚ar i Firenze, hvor han studerede matematik og mekanik. 

Galilei begyndte allerede i sin ungdom, at stille kritiske spørgsm˚al til den videnskab, som p˚a det tidspunkt 

var præget af den skolastiske tankegang. Med udgangspunkt i det verdensbillede, som Aristoteles 

havde udtænkt, og som det af kirken blev p˚abudt at docere som den sande teori om universets fysiske 

sammenhæng, blev videnskabelige spørgsm˚al besvaret ud fra tænkte teorier, som dog ikke blev afprøvet, 

1 Det var først med Einsteins udgivelse af sin relativitetsteorier, at Newtons love m˚atte vige noget af pladsen, som de 

eneste brugbare teorier i beskrivelsen af vores verdensopfattelse. 

Galileo Galilei *2


for at se om de havde hold i virkeligheden. Der blev alts˚a ikke givet nogle beviser, der kunne bekræfte, 

at det Aristoteles havde beskrevet var rigtigt. 

Dette var ikke tilfredsstillende for Galilei, og han fandt derfor sin inspiration andre steder, end i 

denne traditionsbundne og fastl˚aste videnskabsdyrkelse. Han hengav sig blandt andet til et værk af den 

hellenistiske videnskabsmand Arkimedes (287 fvt. - 212 fvt.), hvis idé om, at bruge matematiske og 

geometriske principper til at løse fysiske problemer faldt i god jord hos Galilei. 

3 Om eksperimenterne og afkræftelsen af den aristoteliske fysik 

I 1589 i en alder af 25 ˚ar blev han tilbudt en stilling som underviser i matematik p˚a universitetet i 

Pisa. Her gjorde han ˚abenlyst nar ad de skolastiske professorer, som kun argumenterede for verdens 

sammenhæng med, at den var fremsat af Aristoteles. Derfor fik han ikke fornyet sin kontrakt, da den 

udløb. 2 

I 1592 fik han stilling som professor i matematik p˚a universitetet i Padua, en stilling han besad 

frem til 1610. I Padua hørte til republikken Venedig, og her var det videnskabelige miljø friere og mere 

stimulerende. Denne periode blev ogs˚a en af de mest betydningsfulde i hans liv, da det var her, at han 

lavede sine eksperimenter med legemers bevægelse, p˚a grundlag af hvilke han udformede sine principper 

omkring bevægelseslæren. Hans løn steg betydeligt i samme periode, men da han efter sin fars død i 1591 

var blevet familiens eneste forsørger, levede han altid i konstant pengenød, mens han var i Padua. 

Galileis projekter frem til 1609 bestod at forsøge at finde ud af en m˚ade, hvorp˚a man kunne beskrive 

legemers bevægelse ved hjælp af matematiske og geometriske principper. En af de ting, han kunne se, 

var et problem i den aristoliske fysik, var dennes teori om, at hvis man lader to legemer med forskellig 

vægt falde til Jorden, s˚a vil det tungeste legeme ramme Jorden først. 

At denne teori indeholdt et paradoks, viste Galilei med et simpelt, men elegant, tankeeksperiment. 

Han sagde, at hvis man lader en kanonkugle falde til Jorden, s˚a vil det tage en bestemt tid for den at 

ramme Jorden. Hvis man s˚a lader den dele midt over, m˚a der deraf følge, at de to halvdele vil falde 

langsommere til Jorden, fordi de hver især vejer mindre end den oprindelige kugle. Men hvis man nu 

binder dem sammen med en tynd snor, s˚a de nu hænger sammen som ét legeme igen, vil de s˚a stadig 

falde men en hastighed som en hel kanonkugle, eller ville stadig falde som om de stadig var opdelt i to? 

Eller vist p˚a en anden m˚ade. Hvis et tungt legeme bindes sammen med et lettere, vil det lette legeme s˚a 

bremse faldet af det tunge, eller vil de nu falde hurtigere til Jorden, da de tilsammen vejer mere, end det 

tunge legeme alene? 

Hertil er der siden hen blevet knyttet en myte, nemlig at Galilei offentligt skulle have demonstreret 

eller afprøvet sin hypotese, at Aristoteles’ lære, om at et tungt legeme falder hurtigere til Jorden end et 

let, var forkert, ved at lade to kugler af forskellig vægt falde ned fra det skæve t˚arn i Pisa. Det er der 

dog ingen samtidige skriftlige kilder, der vidner noget om, 3 og en vigtig grund til, at han ikke skulle have 

valgt at udføre en s˚adan demonstration, er at luftmodstanden alligevel ville have ladet den tunge kugle 

ramme Jorden først. 4 

Galilei kunne alts˚a p˚avise, at der var nogle logiske fejl i den aristoteliske fysik, selv om de umiddelbart 

gav mening. Det var alts˚a ikke nok, bare at tænke sig til hvordan verden hænger sammen, og for Galilei, 

der var klar over, at sanserne kunne bedrage ham og lede ham til forkerte antagelser, blev en af hans 

vigtigste m˚alsætninger, at “m˚ale alt, hvad der er m˚aleligt, og gøre det m˚aleligt, som ikke er det.” 5 

Galilei observerede første gang pendulbevægelser mens han var i Pisa og kom til den korrekte antagelse, 

at et penduls svingningstid ikke afhænger af vægten af det legeme, som svinges, eller af udsvingets 

størrelse, men af snorens længde. Og da svingningerne er en form for frit fald, og dette ikke afhænger af 

vægten p˚a det svingende legeme, s˚a var det alene udtryk for, at Aristoteles havde taget fejl. Loven om 

pendulbevægelsers isokronisme fandt han dog først frem til omkring 1602. 6 

En anden myte, som handler om hans første observationer, der motiverede ham til, at undersøge 

pendulbevægelser fortæller, at de skulle have fundet sted under en gudstjeneste i Pisas domkirke. Den 

eneste gang, Galilei nævner dette, er dog i en ikke helt entydig bemærkning i sit værk om bevægelseslæren 

fra 1638: “Tusinde gange har jeg iagttaget svingninger, især i kirker, hvor lysekroner, ophængt i lange 

snore, utilsigtet var blevet sat i bevægelse.” 7 

2 Mælkevejens Krønike, s. 75. 

3 Astro-turisme, s. 65. 


5 Idéhistorie, s.221. 

6 Store videnskabsmænd, s. 31. 

7 Astro-turisme, s. 63 citat fra Galileis værk Dialog om to nye videnskaber. 



Det næste store skridt inden for bevægelseslæren kom, da Galilei begyndte at foretage eksperimenter 

med genstande i frit fald. Da det ikke var muligt p˚a hans tid, at n˚a at registrere bevægelsen for et legeme 

i frit fald, m˚atte han finde en m˚ade, at bremse dette fald op p˚a. Han lod i stedet kugler trille ned ad 

skr˚aplaner og m˚alte deres acceleration ned ad skr˚aplanerne. Herefter kunne han s˚a ved hjælp af simpel 

trigonometri beregne, hvor stor accelerationen ville være p˚a kuglen, hvis den var i frit fald. Han gentog 

forsøgene med stadig glattere kugler og gjorde skr˚aplanerne jævnere, hvilket øgede kuglernes hastighed 

ned ad planet. Heraf kunne han udlede, at hvis der ingen friktion er til at bremse faldet, dvs. i et vakuum, 

s˚a vil alle legemer uanset vægt eller form falde lige hurtigt. I 1604 fremsætter Galilei sin faldlov, der siger, 

at hastigheden ved frit fald vokser proportionalt med kvadratet p˚a tiden. 8 

Galileis metode var alts˚a som følger. Gennem et antal iagttagelser udledte han en hypotese, i det dette 

tilfælde en matematisk lovmæssighed. Denne lovmæssighed fører s˚a nogle specifikke konsekvenser med 

sig, og ved gentagne gange at foretage eksperimenter, hvori han undersøgte om konsekvenserne holdt stik, 

kunne han s˚a be- eller afkræfte sin hypotese. Hans talent viser sig b˚ade i sin teoretiske kunnen og i sin 

evne til ved eksperimenter at frembringe præcise observationer, der fungerer som belæg for hans teorier. 

Og samtidig viste han, at det p˚a denne m˚ade var muligt, at bygge videre p˚a tidligere iagttagelser og ud 

fra disse n˚a frem til nye konklusioner omkring verdens fysiske sammenhæng. 

4 Astronomiske opdagelser og opgøret med det gamle verdensbillede 

I maj 1609 hørte han om opfindelsen af kikkerten og efter at have hørt om konstruktionen byggede han 

sin første kikkert i juni 1609. Det nærliggende potentiale, som denne nye opfindelse indeholdt, var at 

man nu kunne navigere bedre p˚a havet, men ogs˚a det fordelagtige, at man fra land kunne se eventuelle 

trusler fra havet flere timer før de kunne ses med det blotte øje og derved kunne stille et modangreb p˚a 

benene hurtigere. Dette potentiale udnyttede Galilei ved at fremvise disse egenskaber for myndighederne 

i Venedig. Dermed opn˚aede han at f˚a sin løn hævet til det dobbelte og sin kontrakt forlænget til livstid. 9 

Hen imod slutningen af 1609 havde Galilei f˚aet konstrueret en kikkert, der kunne forstørre 20 gange, 

og med denne kikkert begyndte han frem til begyndelsen af 1610 at observere himlen, hvor han blandt 

andet opdagede, at “M˚anen p˚a ingen m˚ade er iklædt en jævn og glat overflade, men tværtimod er grov 

og ujævn, at der overalt findes kæmpemæssige fremspring, store fordybninger og kløfter, ganske som p˚a 

Jordens overflade.” 10 Han observerede desuden flere andre ting, hvis natur ikke stemte overens med det 

geocentriske verdensbillede. 

Allerede i marts 1610 udgav han sit værk Siderius Nuncius 11 , hvis modtager var beregnet p˚a et 

internationalt publikum og derfor ikke var skrevet p˚a italiensk, men p˚a latin. Heri gjorde han rede for sine 

observationer m˚anederne før, og selvom han ikke direkte gav udtryk for sin copernicanske overbevisning, 

s˚a var det klart, at observationerne ikke kunne passes ind i det gamle verdensbillede. 

At M˚anens overflade ikke var glat og perfekt kuglerund, men tværtimod havde flere ligheder med 

Jorden, var én indikation p˚a, at Aristoteles tog fejl i sin antagelse om himmellegemernes uforanderlighed. 

Men Galilei havde ogs˚a lagt mærke til, at mængden af stjerner langt oversteg, hvad han var i stand til at 

kunne observere. Ved at se p˚a mælkevejen, kunne han konstatere at dens t˚agede udseende skyldes, at den 

best˚ar af adskillelige tusinde enkelt-stjerner, som var arrangeret i hobe. Han lagde ogs˚a mærke til at man 

kan fornemme en dybde i baggrunden, hvilket betød, at stjernerne ikke befandt sig i samme afstand fra 

Jorden og var p˚asat universets baggrund. Der var ingen baggrund at fornemme. At stjernerne befinder 

sig markant længere væk, end det gamle verdensbillede antog, kunne ogs˚a ses gennem teleskopet, da det 

kun var vandrestjernerne, der blev mærkbart større heri. 12 

Galileis mest afgørende observation, var af de fire nye m˚aner, som kredsede omkring Jupiter. “For 

nu har vi ikke blot én planet, som kredser omkring en anden, mens de begge gennemvandrer den store 

bane omkring Solen; men vore sanser viser os fire stjerner, som vandrer omkring Jupiter, ligesom M˚anen 

vandrer omkring Jorden, . . . ” 13 Copernicus’ teori om, at M˚anen bevægede sig rundt om Jorden, samtidig 

med at denne bevægede sig om Solen var alts˚a ikke umulig. 



10 Budskab om stjernerne, s. 20. 

11 Titlen har en tvetydighed, da den enten kan betyde Budskab fra stjernerne eller Budbringer fra stjernerne. I den danske 

oversættelse har den f˚aet navnet Budskab Om Stjernerne (se litteraturlisten). 





Efter udgivelsen af sit værk fortsatte han med sine observationer og kunne senere i 1610 konstatere, 

at Solen havde pletter og derfor heller ikke var et uforanderligt himmellegeme. Han s˚a hvorledes Venus 

havde faser ligesom M˚anen, hvilket m˚atte betyde, at den m˚atte bevæge sig omkring Solen, og at det lys, 

den udsender, ikke stammer fra Venus’ egen selvlysende kvintessens, men fra Solen selv. 14 

5 Konfrontation med kirken 

Siderius Nuncius gjorde ham straks til en af de mest kendte videnskabsmænd i Europa. I værket kaldte han 

m˚anerne omkring Jupiter for de mediciiske stjerner, hvilket var en dedikation til den nyligt udnævnte 

toscanske storhertug Cosimo II de Medici og hvilket samtidig medvirkede til at promovere ham selv 

overfor hertugen, der ˚aret efter udnævnte ham til matematiker og filosof ved hoffet og desuden gav ham 

en livslang stilling som professor p˚a universitetet i Pisa, uden at han behøvede at bo eller undervise p˚a 

stedet. 15 

De nye astronomiske opdagelser gjorde Galilei endnu mere overbevist om det copernicanske verdensbilledes 

sandhed. Hans berømmelse steg ganske gradvist og i begyndelsen var hans største modstandere 

at finde hos de skolastiske professorer, hvis position som autoriteter indenfor videnskaben smuldrede i 

kølvandet af Galileis observationer. De nægtede enten at se igennem teleskopets okular eller p˚astod, at 

de intet s˚a, n˚ar de kiggede mod Jupiters m˚aner. 16 

Men p˚a trods af denne skepsis, som især kom fra de italienske videnskabsmænd, havde Galilei opbakning 

fra den tyske astronom Johannes Kepler (1571-1630) og jesuitten Christopher Clavius (1537-1612). 

Clavius holdt dog fast i, at Galilei stadig manglede det afgørende p˚a det copernicanske verdensbillede. 

Ogs˚a Pave Paul 5. roste Galilei for sine fremskridt med teleskopet. 17 

1612 skrev Galilei s˚a nogle breve om forholdet mellem religion og videnskab. Han var selv katolik, 

men s˚a intet problem i samtidig at have en anderledes verdensopfattelse, end den gængse, især ikke fordi 

han overbevist af sine egne iagttagelser inds˚a, at der var flere ting, der antydede, at Jordens placering i 

universet ikke passede. I brevene skrev han, at bibelen og naturen var som to forskellige bøger, der skulle 

læses p˚a hver sin m˚ade. Bibelens beskrivelser af Jorden og Solen skulle snarere opfattes som allegoriske 

og ikke som udtryk for den m˚ade, verden hang sammen p˚a fysisk. Disse synspunkter vakte en del røre hos 

kirkens folk, især den modreformatoriske jesuiterorden, som ikke kunne godtage en anderledes tolkning 

af biblen, end den, som pavedømmet prædikede. 18 

Galilei mente dog, at der var nok belæg for det copernicanske verdensbillede til, at man kunne sætte 

det i stedet for det gamle verdensbillede, 19 men dette øgede skaren af modstandere, der følte ikke kunne 

acceptere, at deres h˚ab om paradis blev mindsket. 20 

I for˚aret 1615 blev Galilei indkaldt til møde med Kardinal Robert Bellarmini, der var Magister for 

Kontroversielle Spørgsm˚al. Han var selv jesuit, men støttede Galilei i sin sag. Han opfordrede dog Galilei 

til at holde igen med sine synspunkter, s˚a længe han ikke havde noget direkte bevis for sin sag. Galilei 

vedblev dog indædt sin kamp mod aristolikerne, som han gjorde nar ad, hver gang han havde mulighed 

for det. Det fik s˚a paven til, at lade inkvisitionen undersøge Copernicus’ værk om himmellegemerne, og i 

1616 blev den copernicanske lære gjort kættersk, og hans værk kom p˚a inkvisitionens liste over forbudte 

bøger. 21 

I 1623 blev Galileis ven Mafeo Barberini indsat som pave Urban 8., og Galilei kom flere gange til 

audiens hos sin gamle støtte. Han fik af paven lov til at skrive et bog om det copernicanske verdenssystem, 

men kun hvis han medtog synspunkterne fra det gamle verdensbillede og viste, at sidstnævnte var det 

korrekte verdensbillede. 

I de følgende ˚ar udarbejde Galilei sit værk, hvis titel forkortet lyder Dialog om de to vigtigste verdenssystemer, 

det ptolemæiske og det copernicanske, og som udkom i 1632. Det er opbygget som en dialog 

mellem tre venner, Salviati, Sagredo og Simplicio, der over fire dage diskuterer de to verdenssystemer. 

Salviati holder alle de copernicanske synspunkter, Sagredo er neutrale og stiller spørgsm˚alene til de to 

verdensbilleder, Simplicio repræsenterer kirkens synspunkter. I løbet af samtalerne bliver det klart, at 

Simplicio ikke kan hamle op med Salviatis argumenter for det copernicanske verdensbillede før til allersidst, 

s˚a bogen slutter med, at kirken har vundet diskussionen. Det var imidlertid s˚a tydeligt for enhver, 




17 Videnskabens kæmper, s. 62. 







der læste værket, at se, at det reelt var Salviati, der havde vundet diskussionen, og i vrede herover lod 

paven lod værket undersøge af inkvisitionen, der i 1633 kaldte Galilei til Rom for at blive stillet for retten. 

Forhørsprocessen blev ført i flere m˚aneder, men handlede ikke om den copernicanske lære, da det 

forudsattes, at den var forkert, men i stedet om Galileis manglende respekt for det p˚abud, han havde f˚aet 

i 1616 af Kardinal Bellarmini. Han var imidlertid død p˚a dette tidspunkt og kunne derfor ikke forsvare 

Galilei, s˚a Galileis eneste mulighed var, at afsværge sin tro p˚a det copernicanske verdensbillede og f˚a 

lempet sin straf. Dommen blev afsagt den 22. juni 1633 og lød i første omgang p˚a livsvarigt fængsel, men 

blev kort tid efter ændret til husarrest p˚a livstid. 22 

Sin sidste tid fortsatte han sine observationer indtil han i 1637 var blevet blind. Han fik med hjælp fra 

sine assistenter samlet materialet omkring bevægelseslæren sammen til sin sidste bog Dialog om to nye 

videnskaber, der m˚atte smugles ud af landet for at omg˚a det trykkeforbud, som var blevet p˚alagt ham. 

Det blev udgivet i 1638 i Holland. Galilei døde den 8. januar 1642 i sin villa i Arcetri ved Firenze. 23 

Det var alts˚a ikke helt uden problemer for Galilei, at f˚a resten af verden overbevist om, at det gamle 

verdenssystem p˚a flere punkter haltede. Han befandt sig for tæt p˚a kirken til, at han, ligesom Copernicus 

i 1500-tallet havde gjort det, kunne formidle sine synspunkter i ro og mag. Men det er til gengæld 

tydeligt at se, hvor effektfuldt hans angreb mod kirkens sandhedsmonopol var i den m˚ade han formidlede 

sit bevismateriale. Alle og enhver, der p˚a det tidspunkt havde en kikkert, har kunnet rette den mod 

himlen og bekræfte, at han havde ret og at kirken tog fejl. Galileis enkeltmandskorstog mod den gamle 

verdensopfattelse havde alts˚a tilsyneladende fejlet, da han fik sin dom, men rundt om i Europa sejrede 

hans idéer. 

Samme ˚ar, som Galilei døde blev Sir Isaac Newton (1642-1727) født, som skulle blive den retmæssige 

arvtager af Galileis love inden for bevægelseslæren, og sammen med den nye eksperimentelle metode 

skulle han komme frem til den mekaniske forst˚aelse for verden, som vi kender i dag. Den metode, som 

Galilei anvendte i sin søgen efter matematiske beskrivelser af de fysiske processer, er siden hen g˚aet 

hen og blevet en forudsætning for, at videnskaben og vores samfund, som i høj grad er influeret af det 

videnskabelige fremskridt, kan fortsætte med at udvikles. 

6 Konklusion 

Galileo Galilei var en særpræget mand med et stort intellekt, og det er hans videnskabelige metode, der 

bliver grundlæggende i hele hans videnskabelige arbejde. Hans anvendelse af den viser sig b˚ade i hans 

arbejde med bevægelseslæren og i hans systematiske observation og fremlæggelse af sine astronomiske 

resultater. Metoden bliver desuden grundlaget for videnskabens fremskridt siden hen, og gør det stadig i 

vores dagligdag, hvor den er blevet en naturlig forudsætning for, at nye teorier kan godtages og eventuelt 

erstatte de gamle. 

Hans omstridte kamp mod autoriteter, som fylder det meste af hans liv, fører ham til en kamp 

mod tidens mastodont inden for ensrettet tankegang. Og hans noget arrogante m˚ade, at fremføre sine 

synspunkter p˚a og gøre nar ad sine modstandere, giver ham s˚a mange magtfulde modstandere, at han 

m˚a en tur omkring pavedømmets hellige officium, hvor han til sidst kues og mod sin vilje m˚a afsværge 

sin tro p˚a det, som han af alle sine samtidige var den største fortaler for. 

Alt i alt viser hans liv sig, at være mindst lige s˚a interessant, som de myter, der siden hen er gjort 

om ham og har ophøjet ham til et symbol p˚a den frie tankes undertrykkelse. Galileo Galilei var en ægte 

sandhedssøger, og dermed ogs˚a en ægte filosof. 

Litteraturliste 

Andersen, Anders Kristian Krogager m. f.: Videnskabens kæmper, Det Historiske Hus og Aschehoug 

Dansk Forlag A/S, 1. udgave. 1. oplag, 2004 

Ferris, Timothy: Mælkevejens Krønike, Nordisk Forlag A/S, 1991. 

Gadman, Peter: Astro-turisme, Pantheon, 1. udg., 1. opl., 2004. 

Galilei, Galileo: Budskab om stjernerne (latin: Siderius Nuncius), Tycho Brahe Planetarium & Omnimaxteater, 

København, 1999. 

Meadows, Jack: Store videnskabsmænd, Politikens Forlag A/S, 1988. 

Stybe, Svend Erik: Idéhistorie, Munksgaard, 4. udg., 9. opl., 1996. 

22 Astro-turisme, side 77. 

23 Astro-turisme, side 80-81.

Galileo Galilei

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?