Sang- og musikarbejdet i Luthersk Missionsforening - En vejledning ...

Sang og musikarbejdet i
Luthersk Missionsforening
En vejledning fra Landsstyrelsen
Spørgsmålet om musiksyn og musikbrug har som bekendt afstedkommet en del debat iblandt os
igennem en årrække. Derfor har LM’s delegeretmøde også set sig foranlediget til at fremkomme
med to udtalelser om sang og musik, den første foråret 1984, den anden efteråret 1989 (begge er
gengivet i Missionsvennen nr. 21, 1989).
Der kan imidlertid være brug for yderligere vejledning for musikarbejdet i de forskellige
grene af LM’s arbejde. Med henblik herpå ønsker LM’s landsstyrelse – i forlængelse af ovennævnte
to udtalelser – at udsende den i dette hæfte indeholdte vejledning. Landsstyrelsen er sig bevidst, at
det, der her siges, ikke i alle henseender direkte kan udledes af Guds ord og derfor heller ikke kan
tillægges en tilsvarende autoritet. Vejledningen gøres gældende som en slags LM-husorden, der ef-
1

ter vort bedste skøn skulle kunne tjene til, dels at vi i vort arbejde fastholdes på et sundt evangelisk
spor, også på længere sigt, dels at fællesskabet imellem os ikke belastes unødigt – alt sammen uden
at binde samvittighederne på en uevangelisk måde.
Vi erkender – og vil henlede alle LM-venners opmærksomhed på – at den musikalske udfordring,
vi står over for i kristen sammenhæng i dag, er stor. Der er tale om en opgave, som der ikke
findes lette løsninger på, og som vi let kommer til kort i. Så meget vigtigere er det, at vi i LM står
sammen også i denne sag og omslutter dem, der har evner og gaver til at virke med sang og musik
iblandt os, med forbøn og i øvrigt med besindighed søger at hjælpe og støtte dem på alle måder i deres
vigtige tjeneste. Det må ligge os alle på hjerte, at der bliver skabt musikalske udtryksformer og
måder at fremføre sang og musik på, der kan tjene til en troværdig formidling af et uforvansket bibelsk
budskab i en nutidig sprogdragt og i en nutidig musikstil.
Vejledningen udsendes med bøn til Gud om, at han vil velsigne os alle til også i denne henseende
at leve på en måde, der svarer til det kald, vi har fået, “med al ydmyghed og mildhed, med
tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed
med fredens bånd” (Ef 4,1-3). Vort håb er, at det, der siges på de følgende sider, kunne tjene som
basis for en fornyet frimodig indsats på musikfronten, så sang- og musikarbejdet igen blomstrede op
iblandt os – Gud til ære og os alle til gavn og glæde.
Hillerød, februar 1995
Luthersk Missionsforenings Landsstyrelse
Sang- og musikarbejdets grundlag og formål
Evnen til at digte sange og komponere musik, synge og spille er Guds gode gaver til os, som igennem
tiderne har ført megen velsignelse med sig for Guds folk. Også udadtil har kristnes sang og
musik haft stor betydning som vidnesbyrd om den glæde og det liv, vi ejer i troen på vor Herre og
Frelser. Der er derfor al grund til at takke Gud for også disse gode gaver og i dag som tidligere søge at
anvende dem Gud til ære og mennesker til gavn.
At anvende sang og musik Gud til ære og mennesker til gavn er også, hvad Guds ord klart opfordrer
os til:
"Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige, lovsang er dejlig for de retskafne. Pris Herren
med citer, spil for ham på tistrenget harpe. Syng en ny sang for ham, spil dejligt til jubelråb."
(Sl 33,1-3)
"Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden, bryd ud i jubel og lovsang! Lovsyng Herren
til citer, til citer og klingende spil, til trompeter og hornets klang. " (SI 98,4-6)
"Lovpris Gud i hans helligdom, ... Lovpris ham med hornets klang, lovpris ham med harpe
og citer, lovpris ham med pauker og dans, lovpris ham med strengespil og fløjter, lovpris
ham med klingende cymbler, lovpris ham med rungende cymbler!" (SI 150,1-5)
' `... tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren..."
(Ef 5,19)
"Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer,
hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud." (Kol 3,16)
2

"Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring ... Alting skal være til
opbyggelse." (1 Kor 14,26)
' `..- er nogen glad, skal han synge lovsange.. " (Jak 5,13)
Formålet med kristnes sang og musik er - som det også fremgår af bibelcitaterne - at Herren
selv må blive ophøjet. Der skal synges og spilles for Herren. Han skal takkes og lovprises for alt,
hvad han er og har gjort for os - for hans store og forunderlige skaberværk og for hans mægtige indgriben
til frelse for os, og for alle hans velgerninger imod os i øvrigt (Sl 118,14). Alt sammen springer
det ud af og samler sig om hans godhed og nåde, sådan som den i tidernes fylde møder os i Jesus
Kristus.
Denne lovprisning kan, som vi blandt andet ser det gang på gang i Salmernes Bog, finde sted i
sang på forskellig vis:
- i bønnens form i direkte henvendelse til Gud,
- i form af den troendes vidnesbyrd for andre om, hvad Gud har gjort imod ham,
- og i form af forkyndelse om, hvad Gud har gjort for alle, og dermed også som et kald til andre.
Der er altså tale om varierede former for lovsang.
Selv om lovsangen således er det fremherskende og selve grundtonen i Guds folks liv, fremgår
det af Guds ord - og erfaringen bekræfter det - at også andre toner hører med. Troens kamp og troens
længsel er således vigtige elementer i helheden af et sandt og sundt kristent liv og dermed også
vigtige temaer i det samlede sang- og musikbillede.
Sang og musik i kristen sammenhæng har altså flere formål og opgaver. Men midt i det hele går
en ting igen: Gud er i centrum - forholdet til ham er det stadigt tilbagevendende tema! Hvor dette ikke
er tilfældet, men mennesket selv er blevet centrum - dets tanker, ønsker, følelser, oplevelser, religiøsitet
og så videre - står vi over for en udglidning i retning af noget almenreligiøst, som vi må tage afstand
fra.
At synge og spille til Guds ære og mennesker til gavn
Hvordan sang og musik nærmere kan blive Gud til ære og mennesker til gavn, indeholder Bibelen
ikke detaljerede regler for. Ligesom den heller ikke nærmere foreskriver, hvordan landmanden skal
dyrke jorden, hvordan håndværkeren skal bygge huset, og vi alle skal tage vare på miljøet. Alt sådant
hører ind under kulturopgaven, som Gud ved skabelsen overdrog mennesket (1 Mos 1,28), og
som det er et stadigt kald til os at drage omsorg for på bedst mulige måde.
At digte sangtekster og at udforme og fremføre musik, så begge dele bedst muligt tjener Gud
til ære og mennesker til gavn, er ligeledes det stadige kald til alle, der er betroet evner og opgaver
inden for vort sang- og musikarbejde. Nogle forhold giver ganske vist sig selv - de følger af sagens
natur. For eksempel giver fællessang kun mening, hvis man følges ad. Men i en lang række andre
forhold gælder, at den bedste løsning afhænger af tid og sted og målgruppe. Det er for eksempel tilfældet
med teksternes sværhedsgrad og længde, melodiens gang, tonernes sammensætning (harmonisering)
og rytmen. Derfor bliver der på disse områder i høj grad tale om at måtte skønne, hvad der
er passende og tjenligt i det enkelte tilfælde. Her må vi med andre ord finde vejen frem på baggrund
af nogle mere generelle rammer. De kan formuleres som følger:
Sangteksternes indhold
For at sangteksterne kan være til ære for Gud og til gavn for mennesker gælder, at de må være bibelske.
Det vil ud fra vor luthersk-rosenianske overbevisning sige, at indholdet må være i pagt med
3

følgende grundpositioner:
Kristus alene som den, der gælder som vor stedfortræder over for Gud,
nåden alene som det grundlag, hele vort forhold til Gud hviler på,
troen alene som det “middel”, hvorved vi modtager Guds forunderlige frelse, tilgivelse
og evigt liv.
Og - Skriften alene som den kilde, hvorfra vi henter vor forkyndelse, og undervisning,
herunder også samvittighedsforpligtende bud.
At sangenes indhold er i pagt med disse grundpositioner forhindrer naturligvis ikke, at der er
sange, der samler sig om en enkelt bibelsk sandhed, det være sig inden for første, anden eller tredje
trosartikel. Dels er det en opgave at komme hele vejen rundt i trosbekendelsen også i form af
sang. Dels nødsages man selvsagt af pædagogiske grunde til at begrænse sig til at tage et mindre
udsnit af Guds åbenbaring ad gangen. Men samtidig gælder det om i det samlede billede - både i
fællessang, i korenes sangrepertoire, ved pladeindspilninger og så videre - at få bibelsk balance i
helheden. Det vil sige, at centrum i det hele må være den anden trosartikels indhold - frelsen i Jesus
Kristus - hvorudfra alt andet orienteres.
En luthersk-roseniansk forankring af sangindholdet forhindrer naturligvis heller ikke nye udtryksmåder.
Tværtimod. Det står som en stadig udfordring til os og et kald fra Gud at udtrykke de
bibelske sandheder på nye måder. Vi vil opmuntre til en målrettet indsats herfor, ikke for at kaste
vrag på den rige sangskat, vi har, men for at Bibelens budskab om frelse og evigt liv kan opleves
vedkommende for stadig nye generationer. Samtidig vil vi henlede opmærksomheden på vigtigheden
af, at man i bestræbelserne på at skabe nye udtryksmåder søger at undgå forfladigende ord og
udtryk. Det, som er helligt og dyrebart for os i kristen sammenhæng, gælder det også om at udtrykke
i en tilsvarende sprogdragt - også når vi søger at give det videre til udenforstående.
Musikken
Hvad musikken angår, lægger Guds ord op til en rig mangfoldighed i det musikalske udtryk. Det
ser vi af den række af musikinstrumenter, der opfordres til at anvende: citer, harpe, trompeter,
horn, pauker, fløjter (jvf bibelcitaterne side 4).
Når det derimod gælder brugen af de forskellige instrumenter - og dermed spørgsmålet om
anvendelse af forskellige stilarter, og om hvordan musikken i det hele taget skal udformes - må vi
konstatere, at Guds ord ikke udtaler sig, ud over altså at opfordre til, at der spilles for Herren. De
spørgsmål hører åbenbart til de ting, som Gud har lagt hen til os selv at finde den bedste løsning på i
lys af Guds ords tale om, hvad der er sømmeligt og værdigt og tjenligt i den til enhver tid aktuelle
situation (jvf Fil 4,8). Ligesom det for eksempel er lagt hen til os at finde passende sproglige udtryksmåder
i vort vidnesbyrd i tale, passende klædedragt, passende indretning og udsmykning af mødelokaler
og så videre.
I den forbindelse kan det slås fast, at der altså ikke findes toneforløb (melodier), tonesammensætninger
(harmoniseringer), taktarter eller måder i øvrigt at opbygge musik på, som i sig selv er
onde eller gode. Ligesom der heller ikke findes bestemte tal og talkombinationer, farver og farvekombinationer
og så videre, der i sig selv er onde eller gode. Noget andet er, at lydbilleder, tal- og
farvekombinationer og så videre på mangfoldig vis kan knyttes sammen med noget ondt eller noget
godt og derigennem tjene et positivt eller negativt formål.
Derfor kan der heller ikke med rette opstilles detaljerede regler for, hvordan en “kristen” musik
skal skrues sammen. Vi må nøjes med at afstikke nogle mere generelle rammer, som det så gælder
om, at musikken bevæger sig inden for. Disse rammer fastlægges som følger:
Musikken skal, som det fremgår af bibelcitaterne på side 4, spilles af hjertet og for Herren.
Det betyder blandt andet, at musik i kristen sammenhæng skal have en tjenende funktion. Det skal
den derfor også have i LM's arbejde. Det vil sige:
4

Som ledsagemusik til fællessang er musikkens opgave på bedst mulige måde at støtte og højne
fællessangen og være med til at samle sind og tanker om det, der synges.
Som ledsagemusik til solosang, korsang med mere,. gælder det ligeledes om, at musikken indtager
tjenerens rolle ved bedst muligt at understrege og dekorere tekstindholdet. Den skal ikke dominere
hverken lydmæssigt eller på anden vis.
Også ved ren instrumentalmusik - altså musik uden sang - er der tale om et underordnet led i en
større helhed. Derfor har også instrumentalmusikken til opgave at tjene det formål, vi er sammen om i
det kristne fællesskab. Den bør således tage sigte på at udtrykke følelser eller fremkalde stemninger,
der er i pagt med kristen holdning og tankegang - og ikke lede tanke og sind i retning af hverken
verdslige miljøer eller et liv uden Gud.
Nogle opmuntringer og råd
Som allerede anført vil vi tilskynde og opmuntre til, at flere iblandt os ser kaldet fra Gud til at skrive
nye sange, der formidler det bibelske budskab i et nutidigt sprog til brug i de forskellige arbejdsgrene.
Ligeledes vil vi tilskynde og opmuntre til, at flere iblandt os ser kaldet fra Gud til at lade kærlighedens
opfindsomhed udfolde sig i en målrettet indsats for at skabe nye, originale og nutidige musikalske
udtryk, der kan tjene som troværdige udtryk for kristent erfaringsliv med dets mange facetter.
Det gælder som anført om at spille af hjertet og for Herren.
Ligesom vi i arbejdet med at finde nye sproglige udtryksmåder fraråder at søge inspiration i vor
tids sprogforfladigende kredse, vil vi fraråde at søge musisk inspiration i tidens popmusik og på vor
tids rockscene og i verdslige underholdningsmiljøer i det hele taget. For i de sammenhænge er formålet
med musikken og dens fremførelse i mange tilfælde at skabe en stemning enten af overdreven
sentimentalitet, som ikke har meget med afgjort kristendom at gøre, eller af hårdhed, frustration, indeklemt
aggression og gold provokation, som ikke har noget tilfælles med for eksempel kristen kærlighed
og tjenerholdning. Det er klart, at lydbilledet i disse sammenhænge med stor iver søges tilpasset
formålet - blandt andet ved hjælp af overdreven blødsødenhed i klangforholdene, eller ved hårdtpumpende
rytmer med tilhørende overdrevet lydniveau. Lader man sig derfor inspirere fra dette
hold, eller søger man måske ligefrem at kopiere den pågældende musik i større eller mindre grad, vil
det blandt andet let medføre en ubalance imellem musikkens stemningsmæssige udtryk og det bibelske
budskab, vi ønsker at formidle gennem sangen - og det går ud over den troværdige formidling af
budskabet og forstyrrer modtagelsen af det. Ligesom der let vil opstå en uheldig afstand mellem musikkens
stemningsmæssige udtryk og det følelsesmæssige niveau, vi ønsker at bevæge os på, når vi er
sammen om Guds ords forkyndelse.
I tillæg til det stemnings- og følelsesmæssige kommer, at en lang række af underholdningsindustriens,
poppens og rockens musikalske udtryksmåder gennem reklame, medieomtale og almindelige
brug i manges bevidsthed - kristnes såvel som ikke-kristnes - er blevet forbundet med klart verdslig
livsindstilling præget af materialisme, egoisme og seksuelle udskejelser. For ikke at tale om de mange
tilfælde med ligefrem antikristelig holdning og tankegang. Denne ofte tilsigtede symbolske betydning
af musikken udgør et stort problem. Der er tale om et uhyre følsomt fænomen, som spiller en
stor rolle for oplevelsen af den musik, der lyder. Dette er det vigtigt at være sig meget bevidst i arbejdet
med udformningen af musikken, så man ikke kommer for skade at anvende lydbilleder, der
leder tanken hos tilhørerne - det kan også ske helt ubevidst - hen på verdslige underholdningsmiljøer
eller verdslig holdning, tankegang og livsførsel i det hele taget. For sker det, aflejrer der sig naturligvis
let det indtryk i tilhøreren, at Guds rige og et liv i strid med Guds vilje godt kan forenes. Og det
ville være en skæbnesvanger misforståelse, som derfor frem for alt må undgås.
Hvad her er gjort gældende i forbindelse med musikken, har også sin anvendelse på ydre ting
som klædedragt, måden man synger på, står på, holder mikrofoner og betjener instrumenterne på,
5

og så videre. Også hvad disse ydre ting angår, vil vi fraråde at søge inspiration i tidens pop, rock og
verdslige underholdning i det hele taget.
Når det gælder såkaldt »rytmisk musik«, erkender vi, at der ikke består noget principielt skel for
eksempel mellem musik med synkoper og musik uden synkoper, så den første type skulle være at
betragte som syndig, fordi den eventuelt er mere kropsappellerende, og den anden som kristen, fordi
den eventuelt er mindre kropsappellerende. Derfor kan der heller ikke med rette opstilles noget
principielt forbud mod brug af musik med synkoper eller anden form for ekstra kropsappel.
En anden sag er - og det finder vi grund til at henlede opmærksomheden på - at brugen af
synkoper eller andre rytmeforstærkende effekter let kan afstedkomme ikke bare nogle rent sanglige
vanskeligheder med at følges ad ved fællessang, men også medføre, at formidlingen af sangindholdet
forstyrres. Således sker der let det ved en udpræget anvendelse af synkopering eller af andre
effekter, der øger kropsappellen betydeligt, at opmærksomheden flyttes fra det tekstindhold, som
tanke og sind ellers skulle samle sig om, og hen på selve musikken, på de udøvende og/eller på de
øvrige tilstedeværende. Her gælder det om, at alle musikalsk ansvarlige - såvel som andre ledere i
vort arbejde - er meget bevidste om, hvordan de anvendte lydbilleder virker på tilhørerne - det være
sig børn, unge eller ældre - og udviser den nødvendige skønsomhed.
At søge at fremføre dybtfølte og indholdsmættede sangtekster på stærkt synkoperede melodier
eller til musik, hvor kropsappellen på anden vis er stærkt forøget, synes ikke at være hensigtsmæ ssigt
og må derfor frarådes. En sådan musik - graden af kropsappel må naturligvis altid afvejes i forhold
til tekstens indhold - kan måske passe for meget enkle lovsange, for sange med stærk appel,
og desuden for lettere sange, som kan have en vis anvendelse i for eksempel børnearbejdet og i udadrettet
virksomhed (særlige fremstød, nærradioarbejde med mere). Men for ikke at udvikle os mere
og mere i retning af det overfladiske bør brugen heraf ikke overdrives og blive det fremherskende i
arbejdet som helhed.
Det er vigtigt, at samvær i LM for børn, unge og ældre ikke udvikler sig til underholdning,
men bevarer såvel sin evighedsalvor som den ægte dybtfølte glæde og i det hele taget tjener til
indre samling om Bibelens budskab. Det udelukker ikke kropslige udtryk; men de bør finde sted
under tugt. Det bestemmende for os skal ikke være, hvad »folk vil have«, men hvad der er til
sandt gavn for Guds rige iblandt os, også på langt sigt.
Hvad vi bør være særlig opmærksomme på
De foranstående grundlæggende principper for sang og musik i LM's arbejde kan udmøntes i nedenstående
seks korte punkter. De er tænkt som en hjælp til en løbende vurdering af kurs og linje i sang- og musikarbejdet,
så det bedst muligt tjener sit formål - vel vidende, at vi heller ikke på dette område når det fuldkomne
her i tiden.
1. Holder tekstindholdet mål i forhold til Bibelens luthersk-rosenianske grundpositioner:
Kristus alene, nåden alene, troen alene, Skriften alene?
Vær opmærksom på, at der i disse år spredes en mængde tvivlsomme sangtekster, som repræsenterer
en udvandet form for kristendom - enten fordi det, der siges, bibelsk set er problematisk, eller fordi
udtryksmåden er så udflydende, at det er svært at blive klar over, hvad der egentlig menes (for eksempel
knyttes talen om nåden ikke nøje sammen med Jesus og hans gerning for os).
Også i børnearbejdet kan man komme ud for sange, der ikke holder mål. Nogle af dem må ligefrem
karakteriseres som platte - de formidler ikke et sandt billede af, hvordan et barns forhold til Gud bør være,
og må derfor skilles fra.
2. Er musikken som ledsagelse til fælles- eller korsang lydmæssigt underordnet tekstindholdet?
6

Balancen mellem musik og sang må være sådan, at ordene kan høres uden større vanskelighed. Vær altså
opmærksom på lydniveauet både i det hele taget og mellem sangen på den ene side og musikken på
den anden. Lydniveauet bør ikke være for lavt, men heller ikke unødvendigt kraftigt. Hvor stor volumen,
der bør anvendes, afhænger blandt andet af lokalets størrelse og indretning.
Vær opmærksom på, at tekstindholdet kan forstyrres på andre måder end ved for høj lyd. For eksempel
kan opmærksomheden hos de tilstedeværende let flyttes fra tekstindholdet og til noget andet,
eventuelt ved lidt for interessante toneforløb, særlige instrumentale indslag og klange/lydeffekter, teknikken,
lyset, dekorationen, kroppen, gebærder, håndklap, dirigenten og så videre.
3. Tjener musikken i det hele taget det formål, vi er sammen om i det kristne fællesskab?
Vi kommer sammen til møder for at få stilhed i sjæl og sind for vor Gud og frelser og hans ord til os, ikke
for at få underholdning.
Vær opmærksom på, at den kropsappel, der er i al musik, ikke gennem en overdreven brug af synkoper
eller på anden vis bliver så stærk, at opmærksomheden flyttes fra tekstindholdet til de udøvende
eller til de tilstedeværende i øvrigt. Husk, at ligesom vi hver især er meget forskellige, når det gælder
brugen af kropslige udtryk, når vi taler, oplever vi det også meget forskelligt, hvad der er naturligt og
passende at bruge af kropslige udtryk, nå vi synger om Gud og vort forhold til ham. Det er selvsagt ikke
forbudt at leve med i sangen også med sin krop. Det skal blot ske under tugt, og man må som udøvende
være opmærksom på, at det let kan virke forstyrrende på dem, der hører og ser.
4. Har musikkens stemningsmæssige lydbillede (melodi, harmonisering og rytme) en sådan udformning,
at det egner sig til at underbygge og dekorere tekstindholdet? (i tilfældet med ren instrumentalmusik:
Egner lydbilledet sig til at udtrykke stemninger, der er i pagt med kristen
holdning og tankegang?)
En slæbende musik er eksempelvis ikke særlig passende for en jublende lovsang, ligesom sentimental,
»overfladisk« eller stærkt kropsappellerende musik næppe er særlig velegnet til at ledsage et dybere
tekstindhold.
Vær opmærksom på, at musik har nogle kolossale virkemuligheder på det følelses- og stemningsmæssige
plan, og søg at opnå den bedst mulige overensstemmelse mellem lydbillede og tekstindhold.
5. Er musikkens symbolbetydning i pagt med kristen holdning og tankegang, eller er der
risiko for, at den hos nogle tilhørere vil lede tankerne hen på verdslige
underholdningsmiljøer med deres ikke-kristne tankegang og livsholdning?
Vær opmærksom på, at musik - i tillæg til det stemningsmæssige - også har nogle kolossale muligheder
for at virke som symbol for et eller andet kristendomsfremmed ideologisk indhold, ligesom
den har det for et ægte kristent indhold (symbolvirkningen opstår let, når man anvender
melodier, klangfarver eller rytmer, der er kendt fra bestemte verdslige eller kristelige sammenhænge).
Vær derfor omhyggelig med eventuelle »lån« af musikalske virkemidler, at resultatet
ikke bliver såkaldt dobbeltkommunikation, hvor teksten for eksempel udtrykker ægte kristen tro,
medens lydbilledet signalerer verdslighed.
Er der eventuelt andre sider ved fremførelsen - måden man synger på, herunder også brugen
af stemmen, måden man står på, betjener instrumenter på, holder mikrofon på, måden man er klædt
på og så videre - der indeholder elementer, som let kan føre til en tilsvarende uheldig sammenkobling
af Guds rige og et liv i strid med Guds vilje?
6. Er der en passende overensstemmelse mellem musikstil/tekstindhold og den målgruppe,
man henvender sig til?
7

Der må selvsagt tages forskellige pædagogiske hensyn til målgruppen, alt efter om der er tale om
børn, unge eller ældre. Det samme gælder naturligvis, om der er tale om almindelige LM-møder
eller udadrettet virksomhed (friluftsmøder, teltmøder, nærradioarbejde og så videre). Der er også
hensyn at tage til, om der synges før og/eller efter prædikenen: Før eller efter en forkyndelse, der
leder til anger og syndsbekendelse, passer det sig selvsagt med musik, der udtrykker en stemning
af stilhed og eftertanke, medens det for eksempel efter forkyndelse af den kristne glæde og frigørelse
kan være oplagt med mere sprudlende musik.
Vær i øvrigt opmærksom på, at det kan virke temmelig upassende på nogle voksne - det gælder
også »mødefremmede« - at blive udsat for gruppepres i retning af for eksempel at skulle gøre
fagter til børnesange eller andre sange.
Vær også opmærksom på, at der kan være mødedeltagere, der på grund af egne eller andres
dårlige erfaringer i fortid eller nutid har det meget svært med enhver form for såkaldt »rytmisk«
musik og uden videre forbinder den med verdslig holdning og tankegang. Her må der langt på vej
vises hensyn, for at vi så vidt muligt kan bevare freden imellem os og med alt vort arbejde tjene
den indbyrdes opbyggelse (jvf Rom 14,15 og 19; 1 Kor 8,10).
8