NY rettet d.13/11 Pitu 2/2000 - Grønlands Naturinstitut

10 · PITU/December 2000
Mærkning af hellefisk
giver vigtige oplysninger
Plastikmærker på hellefisk har givet Naturinstituttet et godt
billede af hellefiskens vandringer både ved Grønland og i
Nordatlanten. Det har betydning, når vi skal rådgive om, hvor
stort et fiskeri bestandene kan tåle.
Siden 1986 har Naturinstituttet sat mærker på 7.500 hellefisk.
De fleste fisk er mærket i de områder, hvor der bliver
fisket efter hellefisk. Omkring 600 hellefisk med mærke
er blevet genfanget, og fiskeren har sendt mærket til
instituttet sammen med oplysninger
om, hvor fisken er fanget, og
hvor stor den var.
Vi sætter kun mærker på de store
hellefisk. Der er større chance for,
at en stor fisk bliver fanget i løbet
af nogen tid end en mindre fisk,
der først indgår i fiskeriet efter
nogle år. På den måde kan vi være
mere sikre på at få oplysninger om
hellefiskens vandringer.
Hellefisk i Nordvestgrønland
er meget stedfaste
Over halvdelen af alle mærkerne
er sat på hellefisk fra fjordene i
Disko Bugt, Uummannaq og
Upernavik. Ingen af disse fisk er
genfanget udenfor fjordene. Det
betyder, at de hellefisk, der vokser
op i disse fjordområder, aldrig forlader
fjorden igen, når først de er
kommet derind, men bliver der
resten af livet. Kun få hellefisk er
svømmet fra en fjord til en anden,
som f.eks. fra Uummannaq området
til Disko Bugt eller endog mellem
Ilulissat og Torsukattak. En
årsag til at fisken ikke vandrer ud af fjorden kan være, at
de voksne hellefisk ikke vil bevæge sig op på “lavt” vand
på bankerne, hvilket er nødvendigt for at komme ud fra
Disko Bugt og sydover til Davis Strædet. Det viser sig til
gengæld, at hellefiskene opholder sig forskellige steder i
fjorden på forskellige tidspunkter af året. Om sommeren
opholder de sig inderst i fjordene, og om vinteren ser det
ud som om de spreder sig mere i hele fjordområdet. Dis-
Jesper Boje
Qalerallit pisarineqarnerminni ajoqusersimanngitsut
nalunaaqutseriarlugit avalatseqqittarpagut.
Vi mærker og genudsætter de hellefisk, der er friske og
ikke har taget skade af at blive fanget.
se sæsonvandringer skyldes formentlig, at de dyr, hellefisken
lever af, bevæger sig ind og ud af fjordene.
Hellefisk i Sydgrønland vandrer meget langt
De hellefisk, vi har mærket i de sydvestgrønlandske fjorde,
bevæger sig meget længere væk. Her er der ingen lavvandede
barrierer, og fiskene har fri adgang ud fra fjordene
syd- og østpå mod Island. Hver femte hellefisk mærket
i Sydgrønland er fanget på fiskefelterne mellem Island og
Grønland. Det betyder, at hellefisken
er fanget mere end 1.000
km væk fra det sted, hvor den blev
mærket. De resterende hellefisk er
fanget i den samme fjord, hvor de
blev mærket. Også fisk mærket i
Davis Strædet og i fjordene bag
Ammassalik er genfanget mellem
Island og Grønland. En enkelt
hellefisk, der blev mærket ved
Ammassalik, blev fanget nord for
Færøerne.
Hellefiskene fra Sydgrønland vandrer
altså mod øst, og ikke kun til
området mellem Grønland og
Island, men også længere østpå.
Det skyldes formentlig, at mange
hellefisk både i Davis Strædet og i
de sydgrønlandske fjorde stammer
fra hellefisk, der gyder vest for
Island. Æg og hellefiskelarver bliver
ført med havstrømmene mod
Grønland. Efterhånden som disse
hellefisk vokser og bliver kønsmodne,
vil de søge tilbage til
gydeområdet vest for Island, hvor
de kom fra.
Bestande i Nordatlanten
Arbejdet med at mærke hellefisk i hele Nordatlanten
viser, at hellefisken bevæger sig mere rundt end tidligere
antaget. De enkelte bestande blander sig mere med hinanden,
og det har stor betydning, når regeringerne i de
forskellige lande skal forvalte fiskeriet. Hvis en bestand af
hellefisk går tilbage på grund af for kraftigt fiskeri, kan det
få betydning for nabobestandene.