l - jubi100.dk

TEKST: ERIK JUUL CLAUSEN
ILLUSTRATIONER: RASMUS SAND HØJER
Straks da de svingede ind på skov­
vejen, fik Anne en følelse af, at der
var noget galt. Selv om hun allerede
var løbet godt varm hen ad Ørneredevej.
krøb en isnende fornemmelse
ned ad hendes rygrad.
Forundret over sin angst- for hun var
bestemt ikke en nervøs type - så hun sig
hastigt omkring. Hendes patrulje løb i roligt,
jordvindende tempo, og hun befandt sig
omtrent midt i den . Stien lå som gulgrå stribe
mellem de høje træer. Normalt ville mørke
aldrig have generet hende, når hun som
nu var ledsaget af kammerater.
"Og så er det ikke engang helt mørkt,"
sagde hun til sig selv. Månen var gledet op
over trætoppene, den manglede kun en
strimmel i den perfekte cirkel.
Luften stod stille. Som så ofte omkring
fuldmåne. Gennem den kølige luft indfangede
hun duften- eller skulle man kalde
den lugten- af de andres og hendes egen
friske sved?
"Du har en ualmindelig skarp lugtesans.
" Det havde hendes far ofte fortalt
hende, de fleste gange med en vis stolthed ,
andre gange i en irriteret tone; hun kunne
altid lugte det, når han havde røget i smug,
officielt var han holdt op med at ryge . "Du
kan lugte en cigar på halvtreds meters
afstand ," havde han sagt. "Hundrede, "
havde hun svaret. "l stille vejr."
Igen så hun sig tilbage.
" Er du mørkeræd? " Anders løb op på
siden af hende.
"Hvad bilder du dig ind?"
"Du plejer ikke at se dig tilbage så tit,
når du løber," svarede han i en undskyldende
tone og sagtnede farten. Hvorefter han
selv så sig tilbage.
l samme sekund, hun så ham gøre det, var
hun formildet. Åbenbart var også han foruroliget.
Også han var bange for noget, som
han ikke ville snakke om . Hun vidste, hvad
det var. M åske burde de tale om det.
Hun afpassede sit tempo, så de kom til
at løbe side om side . Da han satte tempoet
yderligere ned, gjorde hun det samme. En
stille jogging. Meget stille. De sakkede
agterud, så ingen af de andre kunne høre,
hvad de talte om .
Hendes tanker myldrede som myrer i en
tue, nogen har pirket ved .
Til daglig tænkte hun ikke på det, der
var sket i en skov i nærheden . Selvfølgelig
talte de undertiden om det. "Kan du huske
da ... " Men kun som en god historie ved
lejrbålet. Angsten talte de ikke om . Normalt
fortrængte hun erindringen .
Nu dukkede den op igen . Det var
Anders, der først havde set tigeren . Måske
var hans mørkesyn skarpere end de andres.
Måske havde han været mere på vagt end