DARFUR – En overset konflikt? - IPmonopolet
DARFUR – En overset konflikt? - IPmonopolet
DARFUR – En overset konflikt? - IPmonopolet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
TEMA: <strong>DARFUR</strong><br />
EN<br />
OVERSET<br />
KONLIKT?<br />
IPMONOPOLET<br />
SÆTTER I DENNE<br />
UDGAVE FOKUS PÅ DEN<br />
VEDVARENDE KONFLIKT<br />
I SUDAN OG HERUNDER<br />
I SÆRDELESHED KONFLIKTEN I<br />
<strong>DARFUR</strong>. LÆS BL.A.:<br />
<strong>DARFUR</strong> VENTER STADIG PÅ VESTEN<br />
SIDE 5.<br />
KAN FN BRINGE FRED TIL <strong>DARFUR</strong>?<br />
SIDE 10.<br />
UDBLIK<br />
KRISEN I BURMA <strong>–</strong> KINAS ROLLE<br />
SE SIDE 19.<br />
MONOPOLET<br />
LYKKETOFT VS. SØREN PIND.<br />
HÅNDTERES KONFLIKTEN I <strong>DARFUR</strong><br />
OPTIMALT? SE SIDE 30.<br />
SYNSPUNKT<br />
INTERVIEW MED STEPHEN WALT:<br />
THE ISRAEL LOBBY!<br />
“<br />
IPMONOPOLET.DK ° ÅRGANG 1 ° NUMMER 1 ° 1. UDGAVE<br />
IPMONOPOLET<br />
The neoconservatives are a key component in the<br />
Israel lobby, not a separate element. Many of them<br />
have worked for or have connections to key groups<br />
in the lobby, such as Washington Institute for Near<br />
East Policy, JINSA, AEI, and the Project for a<br />
New American Century.<br />
LÆS MERE SIDE 32.
LEDER<br />
Velkommen til det nye tidsskrift for International Politik<br />
- <strong>IPmonopolet</strong>.<br />
Ideen bag <strong>IPmonopolet</strong> opstod på en studietur til New York, hvor vi blandt<br />
andet besøgte Time Magazine. Besøget bestod i at overvære et redaktionsmøde<br />
samt en briefing om den seneste udvikling i Irak, af deres netop hjemvendte<br />
Irak-korrespondent. Atmosfæren på Time var helt unik - international,<br />
mangfoldig og kompetent. Redaktionsmødet gjorde specielt indtryk<br />
på os. Stemningen var afslappet, men mødet foregik alligevel på et højt<br />
journalistisk niveau.<br />
Besøget på Time gav os ideen til at starte vores eget studentertidsskrift, der<br />
på en tilgængelig måde skulle være et forum for international politik. Samtidig<br />
blev vi imponerede over vores medstuderendes beretninger om diverse<br />
bachelorprojekter og specialer og blev dermed gjort opmærksomme på den<br />
store viden, der kontinuerligt arkiveres uden at komme offentligheden til<br />
gode.<br />
Tanken bag tidsskriftet altså er en kombination af ønsket om at lave et aktuelt<br />
internationalt tidsskrift og samtidig give studerende en platform for<br />
at komme ud til offentligheden med deres bachelorprojekter og specialer i<br />
et tilgængeligt format. Udgangspunktet er således at give danskere med en<br />
interesse for international politik en mulighed for at få indsigt i den store<br />
viden, der genereres af bachelor- og specialestuderende og som sjældent når<br />
ud til offentligheden.<br />
<strong>IPmonopolet</strong> er i udgangspunktet apolitiske af natur, men det betyder ikke<br />
at meninger ikke kommer til udtryk. Tværtimod. Vi åbner en brugerflade for<br />
interaktion, for debat og for meningsdannelse.<br />
Første nummer<br />
<strong>IPmonopolet</strong>s første udgivelse fokuserer på Darfur - et tema, der til stadighed<br />
vækker debat. Konflikten i Darfur har været på den internationale<br />
dagsorden i adskillige år, men hvorfor denne tilsyneladende inerti?<br />
Hvorfor har det internationale samfund ikke reageret for alvor? Hvilke<br />
mekanismer er afgørende for den humanitære intervention som så mange<br />
efterspørger? Hvilke interesser er på spil? Vi stiller skarpt på <strong>konflikt</strong>en og<br />
det internationale samfunds reaktion.I sektionen Udblik sætter vi fokus på<br />
aktuelle internationale udviklinger. Ph.d. studerende Camilla T.N. Sørensens,<br />
skriver om Kinas håndtering af <strong>konflikt</strong>en i Myanmar/Burma; forsker<br />
Stig Toft Madsens om udviklingen i Pakistan efter Bhutto; seniorforsker<br />
Jørgen Stauns om Ruslands forestående præsidentvalg; og ph.d. studerende<br />
Thomas Mandrup om den politiske situation i Sydafrika efter valget af den<br />
korruptionsanklagede Jakob Zuma til formandsposten i ANC.Læs også sektionen<br />
Monopolet, hvor Søren Pind og Mogens Lykketoft diskuterer Darfur<br />
og sektionen Synspunkt, hvor Harvard professor Stephen Walt interviewes<br />
om hans syn på den jødiske lobbys indflydelse i USA.<br />
Vi ønsker alle en god fornøjelse med dette nye tidsskrift og håber at se jer<br />
den 12. februar på Idealbar i København til en spændende debat om humanitær<br />
intervention med bl.a. Morten Kjærum, Peter Viggo Jakobsen og<br />
Martin Mennecke i panelet. Dørene åbner kl. 19.00.<br />
Den ansvarshavende redaktion<br />
Simon<br />
Gravers Jacobsen<br />
Stud. Scient. Pol. ,<br />
Københavns Universitet<br />
Ansvarshavende<br />
Chefredaktør, IP Monopolet<br />
Stig<br />
Tackmann<br />
Stud. Scient. Pol.,<br />
Københavns Universitet<br />
Ansvarshavende<br />
Chefredaktør, IP Monopolet<br />
2
INDHOLD<br />
LEDER 2<br />
TEMA 4<br />
<strong>DARFUR</strong> VENTER STADIG PÅ VESTEN 5<br />
KAN FN BRINGE FRED TIL <strong>DARFUR</strong>? 10<br />
HAR FN, EU OG AU LEVET OP TIL DERES ANSVAR? 12<br />
UDBLIK 16<br />
PAKISTAN: KONSTANTE KRISER ELLER NYBRUD? 17<br />
UDVIKLINGEN I KINAS POLITIK I FORHOLD TIL KRISEN I BURMA 19<br />
KREML-KLANER I ÅBEN STRID 22<br />
DEN DAG ANC KRYDSEDE SIT RUBICON? 26<br />
MONOPOLET 30<br />
SYNSPUNKT 32<br />
REDAKTION 34<br />
3
TEMA<br />
INTRODUKTION<br />
<strong>DARFUR</strong><br />
EN OVERSET<br />
KONFLIKT?<br />
I denne udgave af IP-monopolet er temaet Sudan<br />
og <strong>konflikt</strong>en i Darfur. Konflikten i Darfur har<br />
været på den internationale dagsorden i adskillige<br />
år, men hvorfor denne tilsyneladende inerti. Hvorfor<br />
har det internationale samfund ikke reageret?<br />
Hvilke mekanismer er afgørende for den humanitære<br />
intervention som så mange efterspørger?<br />
Hvilke interesser er på spil? Vi stiller skarpt på<br />
<strong>konflikt</strong>en og det internationale samfunds reaktion.<br />
God fornøjelse.<br />
Temaredaktionen<br />
4
<strong>DARFUR</strong> venter stadig på vesten<br />
I Darfur bevæger den blodige <strong>konflikt</strong> sig snart ind i sit femte år. Omverdenen<br />
har alt imens betegnet situationen som alt fra ’folkedrab’ til ’verdens værste<br />
humanitære katastrofe’. Efter flere års uenighed har FN’s Sikkerhedsråd<br />
besluttet at sende tropper til regionen, og fra januar af skal en hybridstyrke<br />
af soldater fra Den Afrikanske Union og FN-soldater sætte en stopper for de<br />
stadige overgreb på civilbefolkningen. Men hvorfor har det været så svært at<br />
sende hjælp, når der med al tydelighed har været behov for det? Hvorfor har<br />
man ikke grebet ind langt tidligere?<br />
Konflikten i Darfur menes at have kostet<br />
over 200.000 menneskeliv, fordrevet<br />
to mio. fra deres hjem og gjort<br />
omkring fire mio. mennesker afhængige af<br />
nødhjælp (1). Men på et kontinent, som<br />
mange steder er præget af langt blodigere<br />
krige, er det ikke omfanget af lidelserne<br />
som gør, at Darfur skiller sig ud. Konflikten<br />
i Darfur er udsædvanlig på<br />
et andet men afgørende punkt: I de<br />
snart fem år <strong>konflikt</strong>en har varet,<br />
har det nemlig på intet tidspunkt<br />
skortet på oplysninger om situ-<br />
Sudan har i 21 år<br />
været præget af<br />
borgerkrig mellem<br />
Nord- og Sydsudan<br />
Af Olga Ege og Solvej Berlau<br />
ationen. Den vestlige verden har været med<br />
hele vejen og i årenes løb år har <strong>konflikt</strong>en<br />
fået masser af spalteplads og prime-time<br />
sendetid. Hele verden har diskuteret om der<br />
var tale om et folkedrab. Spørgsmålet om<br />
hvem der kunne, ville og burde gribe ind er<br />
blevet vendt igen og igen. Alligevel er det<br />
først for nyligt, at det internationale samfund<br />
har besluttet at samle en FN-styrke, der skal<br />
støtte de hårdt trængte soldater fra AU.<br />
Mange <strong>konflikt</strong>er under samme tag<br />
Nøglen til at forstå det internationale<br />
samfunds reaktioner, er <strong>konflikt</strong>en selv. I<br />
Darfur udbrød der i begyndelsen af 2003<br />
kampe mellem afrikanske oprørsgrupper<br />
og arabiske regeringstropper. Oprøret<br />
var for det første en reaktion på, at den<br />
sudanske regering i årevis havde ført en<br />
politik, som fremmede og favoriserede<br />
regionens arabiske befolkningsgrupper<br />
på bekostning af de afrikanske. Konflikten<br />
mellem befolkningsgrupperne<br />
var yderligere skærpet af, at mængden<br />
af græsningsarealer og dyrkbar jord i<br />
Darfur er reduceret pga. Saharaørkenens<br />
spredning ind i regionen (2). Denne<br />
udvikling har tvunget landbo- og nomadebefolkningen<br />
sammen på mindre<br />
områder, hvilket har været årsag til indbyrdes<br />
strid om adgang til vand og land.<br />
Oven i alt dette har Sudan i 21 år været<br />
præget af borgerkrig mellem Nord- og<br />
Sydsudan og <strong>konflikt</strong>en i Darfur brød<br />
ud på et tidspunkt hvor parterne førte<br />
fredsforhandlinger. Den fredsaftale, som<br />
med hjælp fra flere internationale aktører<br />
5
kom på plads, skulle skabe grundlaget for den fremtidige<br />
magt- og ressourcefordeling i Sudan, men i denne proces<br />
blev såvel Darfur som andre regioner udelukket. Marginaliseringspolitikken<br />
og ressource<strong>konflikt</strong>en har, kombineret<br />
med ekskluderingen fra de essentielle forhandlinger,<br />
ansporet de afrikanske oprørsgrupper i Darfur.<br />
Regeringens militser og oprørsgrupper<br />
Den sudanske regerings svar på oprøret i Darfur var at<br />
erklære regionen i undtagelsestilstand og derefter indlede<br />
jagten på oprørsgrupperne og deres allierede. Det, der for<br />
snart fem år siden startede som et oprør, og som blev<br />
slået tilbage med grove overgreb på den afrikanske civilbefolkning,<br />
har siden udviklet sig til en kompliceret <strong>konflikt</strong>.<br />
Regeringshæren og Janjaweed-militsen er fortsat er<br />
i <strong>konflikt</strong> med oprørsgrupperne, men det er vanskeligt at<br />
vurdere omfanget af Khartoums kontrol over militsen.<br />
Oprørsgrupperne har til gengæld i mellemtiden delt sig i<br />
et utal af stridende fraktioner, med hver deres dagsorden.<br />
Deres overordnede mål er fortsat modstand mod regimet<br />
og ønsket om lokal indflydelse i Darfur, men vejen til<br />
at nå det mål, er der langt fra enighed om. Udviklingen<br />
har vanskeliggjort fredsforhandlinger og spændt ben for<br />
langsigtede strategier, hvilket den mislykkede fredsaftale<br />
fra maj 2006 vidner om (3). Under massivt internationalt<br />
pres underskrev Darfurs største oprørsgruppe Sudan Liberation<br />
Army (SLM) en fredsaftale med den sudanske regering.<br />
<strong>En</strong> fraktion af SLA og den mindre oprørsgruppe<br />
JEM valgte imidlertid ikke at underskrive, og det skrøbelige<br />
grundlag holdt da heller ikke længe på freden. De<br />
nye fraktioner af oprørsgrupperne har brug for materiel i<br />
form af satellittelefoner og biler, og overfalder som konsekvens<br />
både nødhjælpsarbejdere og den civile befolkning.<br />
Taberne er endnu engang de civile, der nu frygter<br />
både Janjaweed-militsen og oprørsgrupperne (4).<br />
Fredsforhandlinger i 2007<br />
I slutningen af oktober 2007 mødtes repræsentanter for<br />
de stridende parter i Libyen med FN og AU som mæglere.<br />
Her indledte parterne nye forhandlinger, men prospektet<br />
for fred er usikkert, fordi flere indflydelsesrige<br />
oprørsledere afviste at deltage. Nogle udeblev, fordi<br />
de ikke ville indgå i forhandlinger med regeringen før<br />
Janjaweed-militsen var afvæbnet, mens andre, pga. interne<br />
stridigheder, nægtede at sidde ved samme bord som<br />
visse andre fraktioner af oprørsbevægelsen. <strong>En</strong>dnu andre<br />
hævdede, at Libyen ikke var neutral grund og derfor ikke<br />
kunne huse fredsforhandlingerne. På nuværende tidspunkt<br />
er udsigterne for forhandlingerne derfor usikre.<br />
Darfur på dagsordenen<br />
Således har situationen udviklet sig i løbet af årene, som<br />
er gået. Men det er som sagt hverken <strong>konflikt</strong>ens omfang<br />
eller længde som gør Darfur til noget usædvanligt. For<br />
det er ikke første gang, at en regerings brutale metoder<br />
rammer en civilbefolkning, at de omkomne skal tælles i<br />
tusindvis, og at millioner af mennesker er drevet på flugt.<br />
Det er heller ikke første gang, at det internationale samfund<br />
undlader at gribe ind i en blodig afrikansk <strong>konflikt</strong>,<br />
om hvilket bl.a. folkedrabet i Rwanda er en kronisk påmindelse.<br />
Som det allerede er blevet påpeget, består det<br />
usædvanlige i, at <strong>konflikt</strong>en i Darfur overhovedet indfandt<br />
sig på den internationale dagsorden.<br />
Det nye Rwanda?<br />
Efter at <strong>konflikt</strong>en i FN-regi i slutningen af 2003 var<br />
blevet karakteriseret som én af “verdens værste humanitære<br />
katastrofer”, blev donorinitiativer iværksat af FN<br />
og NGO’er for at skabe opmærksomhed omkring ofrene<br />
(5). At 2004 var 10-året for folkedrabet i Rwanda var<br />
desuden en slags held i uheld for Darfur <strong>–</strong> i hvert fald<br />
hvad angik international opmærksomhed. På mindedagen<br />
for folkedrabet i Rwanda, havde repræsentanter fra<br />
det internationale samfund vanskeligt ved at mindes det<br />
tragiske fravær af handling, uden samtidig at tage stilling<br />
til den igangværende <strong>konflikt</strong> i det nærtliggende Darfur.<br />
At 2004 var 10-året for folkedrabet i<br />
Rwanda var desuden en slags held i<br />
uheld for Darfur<br />
Disse begivenheder satte for alvor Darfur på den internationale<br />
dagsorden. Verdenspressen udråbte <strong>konflikt</strong>en<br />
til “det nye Rwanda”, og i sommeren 2004 iværksatte<br />
den daværende amerikanske udenrigsminister Colin<br />
Powell en undersøgelse, som skulle afklare, om <strong>konflikt</strong>en<br />
kunne karakteriseres som et folkedrab (6). Undersøgelsen<br />
skabte massiv international medieomtale, fordi<br />
det var første gang at en udefrakommende stat gennemførte<br />
en sådan undersøgelse i en igangværende <strong>konflikt</strong>.<br />
Dernæst vakte det nærmest sensation, da Colin Powell<br />
konkluderede, at det, som foregik i Darfur, var folkedrab<br />
- forbrydelsen over dem alle. Det fik dog ingen konkret<br />
betydning, idet han samtidig fastslog, at USA folkeretligt<br />
set, ikke var forpligtet til at gribe ind <strong>–</strong> underforstået heller<br />
ikke havde til hensigt at handle (7).<br />
Den amerikanske anklage om folkedrab satte dog ikke en<br />
stopper for spørgsmålet om <strong>konflikt</strong>ens karakter. Så mens<br />
6
lodighederne fortsatte i Darfur, iværksatte også FN en<br />
undersøgelse af, hvilken type <strong>konflikt</strong> der var tale om<br />
(8). I modsætning til USA konkluderede FN imidlertid,<br />
at der ikke var tale om folkedrab. FN kunne ikke finde<br />
belæg for, at overgrebene blev begået med henblik på<br />
at udrydde de etnisk afrikanske darfurianere. Ifølge FN<br />
kunne forbrydelserne i Darfur derfor ikke betegnes som<br />
folkedrab, men faldt under kategorien “forbrydelser mod<br />
menneskeheden”. Herefter faldt mediebevågenheden og<br />
den politiske interesse drastisk, desuagtet at smerten vel<br />
er konstant uanset, desuagtet om man er offer for folkedrab<br />
eller forbrydelser mod menneskeheden.<br />
I modsætning til USA konkluderede FN<br />
imidlertid, at der ikke var tale om folkedrab<br />
Forud for FN-undersøgelsen var <strong>konflikt</strong>en dog blevet<br />
bragt op i Sikkerhedsrådet. I adskillige efterfølgende<br />
resolutioner truede Rådet med at indføre sanktioner mod<br />
Sudan og forlangte at den sudanske regering efterkom sit<br />
ansvar som regering, beskyttede indbyggerne i Darfur og<br />
afvæbnede Janjaweed-militserne (9). Hverken krav eller<br />
trusler blev imidlertid fulgt op med handling, og sikkerhedsrådsresolutionerne<br />
indikerede, at det internationale<br />
samfund nok var bevidst om <strong>konflikt</strong>en i denne fjerne afrikanske<br />
region, men at engagementet var mere af verbal<br />
end praktisk karakter.<br />
Gerningsmænd på anklagebænken?<br />
Den første aktive form for intervention Sikkerhedsrådet<br />
iværksatte, var indbringelsen af Sudan for den Internationale<br />
Straffedomstol i Haag (ICC) (10). Straffedomstolen<br />
er et selvstændigt organ, hvis undersøgelser,<br />
anklager og domsafsigelser Sikkerhedsrådet hverken<br />
kan kontrollere eller regulere. Sikkerhedsrådet kan derimod<br />
på lige fod med stater henvise sager til domstolen,<br />
og med refereringen af Sudan var det første gang Rådet<br />
benyttede denne mulighed (11). Konkret betyder det,<br />
2<br />
at domstolen har indsamlet bevismateriale og udstedt<br />
arrestordrer på to personer, som er mistænkt for krigsforbrydelser<br />
og forbrydelser mod menneskeheden. Det<br />
drejer sig om Sudans minister for humanitære anliggender<br />
samt en Janjaweed-leder (12). Sudan har imidlertid<br />
ikke tilsluttet sig ICC og regeringen anerkender derfor<br />
heller ikke domstolens jurisdiktion og har afvist at udlevere<br />
de mistænkte. Så dette første forsøg på retsforfølgelse<br />
af formodede gerningsmænd, har hidtil ikke været<br />
succesfuldt.<br />
AU i Darfur<br />
Med ca. 7000 soldater i Darfur, er Den Afrikanske Union<br />
(AU) fortsat den eneste aktør, som aktivt har været til<br />
stede under <strong>konflikt</strong>en. AU har opholdt sig Darfur siden<br />
2004 og har arbejdet under et spinkelt mandat, der kun<br />
har bemyndiget dem til at beskytte civile i overhængende<br />
fare. Med 7000 dårligt udrustede soldater i et område på<br />
størrelse med Frankrig, har det været svært at monitorere<br />
en fredsaftale og beskytte de civile mod overgreb (13).<br />
For den Sudanske regering har AU’s tilstedeværelse<br />
sandsynligvis været at foretrække, frem for internationale<br />
tropper. Ikke mindst fordi AU alene gennemfører operationer<br />
i lande som regeringen i det pågældende land<br />
giver tilladelse til. Den sudanske regering har således i<br />
en vis udstrækning haft kontrol over operationen (14).<br />
FN-tropper i Darfur - Hvorfor først nu?<br />
Med Sikkerhedsrådets vedtagelse af en fælles AU/FN<br />
mission (UNAMID) ser billedet nu ud til at skulle ændre<br />
sig. Begyndende fra januar 2008 skal styrken i Darfur op<br />
på omkring 26.000 tropper (15). Regeringen i Khartoum<br />
har bøjet sig for kravet om troppernes tilstedeværelse,<br />
men fastholder at styrken skal være overvejende afrikansk.<br />
Foreløbig har regeringen imidlertid hverken villet<br />
godkende en thailandsk bataljon, en nepalesisk specialstyrke<br />
eller en nordisk ingeniørstyrke (16). Det er med<br />
andre ord fortsat uklart, hvilke lande der kommer til at<br />
stille med tropperne og hvorfra de nødvendige logistiske<br />
materialer skal komme.<br />
Forud for vedtagelsen om at sende hybridstyrken til Darfur,<br />
har FN uden held forsøgt sig med forskellige andre<br />
sanktionsmuligheder, som fordømmelser, indefrysnings<br />
af midler, våbenembargoer etc. Det altoverskyggende<br />
spørgsmål er: hvorfor først nu? Hvad er forklaringen<br />
på, at FN ikke langt tidligere har indført en skrap politik<br />
overfor den sudanske regering og Janjaweed-militserne?<br />
Hvorfor er der ikke blevet iværksat en militær intervention<br />
i regionen med det formål at stoppe de omfattende<br />
overgreb og krænkelser af menneskerettighederne?<br />
Forklaringen ligger i, at politik først og fremmest er et<br />
spørgsmål om vilje og Sikkerhedsrådet har været splittet<br />
i dette spørgsmål. Diskussionen har handlet om hvorvidt<br />
<strong>konflikt</strong>en skulle løses via forhandlinger med regeringen<br />
i Khartoum eller om FN, mod regeringens vilje, skulle<br />
gennemtvinge en militær løsning.<br />
7
Pligt og ansvar i det internationale samfund<br />
Når det internationale samfund står over for en <strong>konflikt</strong><br />
som den i Darfur, rejser der sig en række af muligheder<br />
og dilemmaer. Det primære ansvar for at beskytte civilbefolkningen<br />
i Darfur ligger hos regeringen i Sudan,<br />
men hvis denne enten ikke vil eller er ude af stand til<br />
at varetage dette ansvar, kan det internationale samfund<br />
vælge at påtage sig opgaven (17). Det er imidlertid aldrig<br />
uproblematisk fordi, nok ville en FN-intervention i Darfur<br />
redde måske titusindvis af menneskeliv, men samtidig<br />
ville en sådan operation krænke Sudans suverænitet<br />
og princippet om ikke-intervention i andre stater. Det<br />
spørgsmål må staterne i hvert enkelt tilfælde afklare med<br />
sig selv - og med hinanden. I forbindelse med denne overvejelse<br />
er statsinteresser og opretholdelse af magtstrukturer<br />
i international politik væsentlige faktorer. Tidligere<br />
eksempler antyder, at der typisk skal være tale om et incitament<br />
fra den intervenerende stats side. Det kan for<br />
eksempel være i form af historiske, kulturelle, strategiske<br />
eller økonomiske interesser i landet, men også eksterne<br />
politiske forhold kan være af betydning (18).<br />
Statssuverænitet, princippet om ikke-intervention,<br />
statsinteresser og magtstrukturer er således faktorer for<br />
forklaringen på det internationale samfunds og Sikkerhedsrådets<br />
handlemønstre. I eksemplet med Darfur skal<br />
disse faktorer ses i forhold til en række forhold, som har<br />
vanskeliggjort en samlet indsats i Darfur.<br />
Fred mellem Nord- og Sydsudan<br />
For det første har fredsslutningen på den 21 år lange <strong>konflikt</strong><br />
mellem Nord- og Sydsudan været prioriteret politisk<br />
over problemerne i Darfur. Denne krig, én af Afrikas<br />
længstvarende borgerkrige, stod i 2004 foran sin afslutning,<br />
og <strong>konflikt</strong>en i Darfur kunne få års nationale såvel<br />
som internationale forhandlinger til at falde til jorden.<br />
Det internationale samfunds prioritering blev begrundet<br />
med, at kritik af situationen i Darfur kunne få den<br />
sudanske regering til at trække sig fra forhandlingerne<br />
<strong>–</strong> hvilket Khartoum også truede med. Desuden blev det<br />
hævdet, at fred mellem Nord- og Sydsudan ville kunne<br />
etablere en ramme, inden for hvilken <strong>konflikt</strong>en i Darfur<br />
ville blive løst. Fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan<br />
blev underskrevet den 9. januar 2005, men banede ikke<br />
som forventet vejen for fred i Darfur.<br />
Olie, våben og krig mod terror<br />
For det andet indgår strategiske interesser, som fx olie,<br />
våben og krig mod terror, når fraværet af en militær intervention<br />
i Darfur skal belyses. Først og fremmest har<br />
Kina og Rusland, som har olie- og våbenaftaler med Sudan<br />
for flere millioner dollar, været modstandere af en<br />
skrappere politik og følgelig advokerede begge stater for<br />
en politisk prioritering af fredsaftalen mellem Nord- og<br />
Sydsudan (19). (Det internationale pres på Kina for at<br />
gøre sin indflydelse gældende i forhold til Darfur har<br />
dog været massivt, hvilket sandsynligvis har medvirket<br />
til at reducere Kinas modstand mod international tilstedeværelse<br />
i Darfur). Dernæst har USA’s rolle været<br />
ambivalent forårsaget af undersøgelseskommissionen<br />
og anklagen om folkedrab på den ene side og på den<br />
anden side en anti-terror alliance med Sudan pga. landets<br />
tidligere tætte forbindelser til Osama bin Laden<br />
(20). Som permanente medlemmer har disse staters<br />
politiske og strategiske interesser gjort det vanskeligt at<br />
opnå enighed om den politiske linje i Sikkerhedsrådet.<br />
Irak-krigen og skepsis overfor vestlig<br />
interventionisme<br />
For det tredje har en generel skepsis overfor vestlig interventionisme<br />
været udtalt siden Irak-krigen blev indledt i<br />
2003. Fordi masseødelæggelsesvåben ikke blev fundet i<br />
Irak, blev krigen legitimeret med moralske imperativer<br />
om indførelse af vestlige demokratiske normer og befrielse<br />
af den irakiske befolkning fra diktatur. Konsekvensen<br />
har været en øget skepsis overfor vestlig interventionisme<br />
maskeret som ‘humanisme’ (21).<br />
Et område på størrelse med Frankrig<br />
For det fjerde, har den enorme praktiske udfordring, der<br />
er forbundet med en intervention i Afrikas største land,<br />
sandsynligvis holdt mange stater tilbage. Sudans mange<br />
<strong>konflikt</strong>er taget i betragtning vil de stater, der fra januar<br />
skal sende tropper til Darfur, involvere sig i en kompliceret,<br />
dyr og sandsynligvis langstrakt freds- og genopbygningsoperation.<br />
Fred i Darfur <strong>–</strong> hvordan og hvornår?<br />
Alle benspændene til trods, har FN alligevel efter næsten<br />
5 års blodig <strong>konflikt</strong> besluttet at indsætte en hybridstyrke<br />
i Darfur. Kritikere af resolution 1769 har dog indvendt at<br />
mandatet er for spinkelt, at tropperne ikke får tilstrækkelig<br />
handlefrihed samt at resolutionen ikke specificerer<br />
et samarbejde mellem hybridstyrken og ICC. Samtidig<br />
skrider tiden fremad og pt. er tropperne ikke identificeret.<br />
Alligevel må håbet være, at det er nu situationen<br />
vil ændre sig. At det er nu der kommer FN soldater til<br />
Darfur og at de vil gøre en forskel. Konflikten i Darfur<br />
er kompliceret og løsningen bliver heller ikke ligetil. Der<br />
er mange hensyn at tage, og derfor er det farligt at ty<br />
8
til nemme forklaringer. Men der skal findes en løsning,<br />
hvis der skal være håb om fred. De næste par måneder<br />
vil vise, om der er grund til forsigtig optimisme, når talen<br />
falder på <strong>konflikt</strong>en i Darfur.<br />
Noter:<br />
. UN Fact Sheet: http://www.un.org<br />
2. Prunier, Gérard (2005), “Darfur <strong>–</strong> The Ambiguous Genocide”,<br />
Hurst & Company, <strong>En</strong>gland 2005.<br />
3. ICG, 20. juni 2006: ”Darfur’s Fragile Peace Agreement”<br />
4. Folkekirkens Nødhjælp, 3. maj 2007: ”Kaos i Darfur et år efter<br />
fredsaftalen”<br />
5. De tidligste advarsler fra NGO’er om, at en alvorlig <strong>konflikt</strong> var<br />
under optrapning blev udsendt i første halvdel af 2003, hvor organisationer<br />
som Amnesty International, International Crisis Group<br />
(ICG), Justice Africa samt Læger uden Grænser (MSF) udsendte<br />
pressemeddelelser om situationen i Darfur.<br />
6. “Darfur Atrocities Documentations Team”. Undersøgelseskommissionen<br />
blev iværksat på initiativ af ‘US Department of State’s<br />
Bureau of Democracy, Human Rights and Labor’. Undersøgelsesholdet<br />
blev ledet af ‘Coalition for International Justice (CIJ), der er<br />
en international NGO, der støtter såvel ICTY i Eksjugoslavien og<br />
ICTR i Rwanda, samt yder støtte til andre områder hvor menneskerettighedskrænkelser<br />
finder sted.<br />
7. Department of State (9. september 2004), se:<br />
http://www.state.gov/<br />
8. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1564 (18. september 2004).<br />
9. Der er frem til i dag vedtaget 18 Sikkerhedsrådsresolutioner om<br />
Darfur.<br />
10. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1593 (31. marts 2005).<br />
11. Den internationale straffedomstol i Haag (ICC) (1998/2003)<br />
tilgængelig på: http://www.icc-cpi.int/<br />
12. Læs mere på: http://hrw.org/english/docs/2007/02/23/darfur15402.htm<br />
13. Se: www.african-union.org<br />
13. Reeves, Eric (7. september 2005). www.sudanreeves.org<br />
15. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1769 (31. juli 2007)<br />
16. Information, 16. november 2007 ”FN advarer om fiasko i<br />
Darfur”.<br />
17. Se ICISS rapporten (2001):<br />
http://www.iciss-ciise.gc.ca/menu-en.asp samt<br />
udkommet af UN Summit 2005 På:<br />
http://www.un-ngls.org/un-summit-FINAL-DOC.pdf<br />
18. Jvf. USA i Irak i 1991 og 2003, Frankrig i Rwanda i 1994, Italien<br />
i Albanien i 1997, Australien i Østtimor i 1999 samt <strong>En</strong>gland i Sierra<br />
Leone i 1999.<br />
19. Prunier, Gérard (2005), “Darfur <strong>–</strong> The Ambiguous Genocide”,<br />
Hurst & Company, <strong>En</strong>gland 2005. “Report of the International Commission<br />
of Inquiry on Darfur to the United Nations Secretary-General”,<br />
Geneva, 25. januar 2005, tilgængelig på: http://www.ohchr.org/<br />
english/docs/darfurreport.doc<br />
20. Prunier, Gérard (2005), “Darfur <strong>–</strong> The Ambiguous Genocide”,<br />
Hurst & Company, <strong>En</strong>gland 2005. DIIS (2005), “Nye trusler og militær<br />
magtanvendelse”, Gullanders Bogtrykkeri A/S, Skjern, Danmark<br />
2005.<br />
21. Anti-interventionisme er imidlertid ikke kun et ikke-vestligt<br />
fænomen, men er <strong>–</strong> med omvendt fortegn - også til stede i adskillige<br />
vestlige stater, hvilket også har spillet ind i forhold til Darfur. Her<br />
daterer forbeholdet overfor at sætte egne soldaters liv på spil i fremmede<br />
landes <strong>konflikt</strong>er sig tilbage til den katastrofale “Black Hawk<br />
Down-operation” i Somalia i 1992, hvor amerikanske soldater blev<br />
dræbt og slæbt gennem Mogadishus gader. Interventionen i Somalia<br />
endte i en konfrontation mellem lokale oprørsstyrker og FN’s UN-<br />
SOM II personel, hvor 18 amerikanske soldater omkom ved nedskydningen<br />
af tre Black Hawk helikoptere. I praksis kom det til at betyde,<br />
at FN- tropperne forlod Somalia tidligere end oprindelig planlagt og<br />
uden at have opfyldt de erklærede mål deres mandat havde fordret.<br />
På den måde blev Somalia interventionen både et skridt i retning af<br />
en ‘norm’ for beskyttelsen af menneskerettighederne, samtidigt med<br />
at interventionen indikerede et af de store praktiske problemer forbundet<br />
hermed. ‘Somalia syndromet’, eller den såkaldte ‘body-bag<br />
factor’, blev synonym for vestlige staters forbehold mod at ofre egne<br />
soldater i ‘humanitære interventioner’ i fremmede lande.<br />
9
<strong>DARFUR</strong>?<br />
Kan FN Bringe Fred tiL<br />
Af Anders Hastrup<br />
Selvom det er lykkedes FN endelig at få det nominelle<br />
ansvar for de fredsbevarende styrker i Darfur,<br />
ser det desværre ikke ud til at tropperne kan gøre<br />
det særlig meget bedre end den Afrikanske Union,<br />
der hidtil ikke har været i stand til at forbedre forholdene<br />
for regionens hårdt prøvede befolkning.<br />
Nye krige<br />
Siden den fejlslagne fredsaftale, The Darfur Peace<br />
Agreement (DPA), blev underskrevet af kun én af<br />
Darfurs oprørsfraktionerne i maj 2006 har krigen<br />
radikalt ændret karakter. Hvor man for 4 <strong>–</strong> 5 år siden kunne<br />
beskrive <strong>konflikt</strong>en som en krig mellem oprørsfraktioner<br />
og centralregeringen i Khartoum og deres væbnede janjaweed-militser,<br />
har billedet ændret sig drastisk. <strong>En</strong> ny<br />
analyse af årsager og <strong>konflikt</strong>mønstre må afprøves for<br />
en forståelse af, hvad der ligger bag miseren i Darfur.<br />
Splittelsen af oprørsfraktionerne som resultat af uenigheden<br />
i ordlyden i fredstraktaten har skabt nye alliancer<br />
og et hav af nye rebelgrupperinger, der nu samarbejder<br />
med de arabiske militser, der i udgangspunktet<br />
bekæmpede dem. Samtidig er de arabiske janjaweedmilitser<br />
dybt desillusionerede over centralregeringen<br />
i Khartoum, der ikke belønnede dem tilstrækkeligt for<br />
deres morderiske kampagner mod landsbyerne i Darfur.<br />
Dette betyder, at de arabiske militser i stigende grad<br />
indgår alliancer med oprørene og hver enkelt hjørne af<br />
denne kæmpe region i Afrikas største land er opløst i<br />
krigsherreregimer, hvor der kæmpes på lokalt plan om<br />
resurser og land, og hvor den fælles politiske platform og<br />
ambitioner med det væbnede oprør for længst er glemt.<br />
Den humanitære situation<br />
Dette totale sammenbrud af politisk orden og opløsning<br />
af regionen i autonome krigsherre områder har betydet,<br />
at det igen er civilbefolkningen, der betaler den højeste<br />
pris. Selvom antallet af drab er faldet og ikke er på niveau<br />
med de oprindelige kampagner iværksat af Khartoum<br />
gennem janjaweed-militserne, så er den generelle sikkerhedssituation<br />
forværret det seneste år. Alene i løbet af<br />
2007 er der kommet over 300.000 nye internt fordrevne<br />
flygtninge i regionen, der flokkes i overfyldte lejre. Den<br />
systematiske voldtægt af kvinder fortsætter, tilsyneladende<br />
lige flittigt benyttet af alle <strong>konflikt</strong>ens parter, og<br />
det bliver sværere og sværere for de internationale nødhjælpsorganisationer<br />
at danne sig et samlet billede af den<br />
humanitære situation. Dette skyldes at angrebene på de<br />
internationale organisationer er taget til i styrke i løbet<br />
af det sidste år, hvilket har betydet at mange NGO’er har<br />
måttet trække sig helt eller delvist ud af regionen og kun<br />
kan operere og levere fødevarehjælp ved hurtige nålestiksaktioner,<br />
primært med helikopter. Som om det ikke<br />
var slemt nok, rapporterer FN nu om en akut stigning i<br />
fejlernæring, fødevaremangel og spædbørnsdødelighed.<br />
”Hvor man for 4 <strong>–</strong> 5 år siden kunne<br />
beskrive <strong>konflikt</strong>en som en krig mellem<br />
oprørsfraktioner og centralregeringen<br />
i Khartoum og deres væbnede<br />
janjaweed-militser, har billedet ændret<br />
sig drastisk. <strong>En</strong> ny analyse af årsager<br />
og <strong>konflikt</strong>mønstre må afprøves for en<br />
forståelse af, hvad der ligger bag miseren<br />
i Darfur”<br />
Kan FN bringe fred?<br />
FN-resolutionerne, der blev vedtaget i 2006 og 2007 har<br />
givet grønt lys for udsendelsen af op til 26.000 fredsbevarende<br />
styrker for at beskytte civilbefolkningen. Desværre<br />
er ideen om FN-styrker blevet konsekvent modarbejdet<br />
af regimet i Khartoum, der ser <strong>konflikt</strong>en i Darfur som et<br />
indenrigspolitisk anliggende, som det internationale samfund<br />
ikke skal blande sig i. Dette betyder at den FN-styrke,<br />
der endelig er på plads nu kun udgør en lille del af det samlede<br />
antal tropper, som resolutionerne giver mandat til.<br />
10
Styrken overtager jobbet fra den Afrikanske Union<br />
(AU) og i første omgang er der kun tale om at AU’s<br />
grønne baretter bliver byttet ud med blå hjelme. AU har<br />
imidlertid ikke været i stand til at skabe fred i Darfur i<br />
løbet af de seneste år. Dette skyldes en kontraproduktiv<br />
cocktail af manglende udstyr, dårlig kommunikation<br />
og kommunikationslinjer, samt en manglende vilje<br />
til at indgå dialog med de oprørsfraktioner, der ikke<br />
skrev under på fredsaftalen DPA. Således er den Afrikanske<br />
Union, med rette, blevet beskyldt for at være<br />
partisk og har mødt stor modstand blandt mange af de<br />
flygtninge i de lejre, de var sendt ud for at beskytte.<br />
Hvis FN skal have nogen som helst succes i Darfur, er<br />
det vigtigt at gentænke missionen og organisationens<br />
mulige råderum. Desværre ser det ikke ud til at lykkes<br />
med den nuværende AU/FN hybridstyrke, hvor de<br />
samme underbemandede og umotiverede soldater blot<br />
har skiftet signalfarve men ikke hverken har resurser<br />
eller vilje til at indgå en fornuftig dialog med de mange<br />
forskellige mennesker, de er sendt ud for at beskytte.<br />
11
Har FN, EU Og AU<br />
levet op til deres ansvar?<br />
Birthe Thykier Møller skriver om det internationale<br />
samfunds håndtering af <strong>konflikt</strong>en i Darfur i<br />
lyset af Responsibility to Protect-doktrinen, der<br />
påbyder FN at handle hvis en suveræn stat mangler<br />
vilje eller evne til at beskytte egne borgere mod<br />
folkemord eller massive menneskeretskrænkelser.<br />
Responsibility to Protect<br />
I marts 2007 anklagede FN’s Darfur-menneskerettighedsmission<br />
Sudan for at stå bagved folkemord i Darfur<br />
og fremsatte i en rapport en række anbefalinger: Til<br />
Sudans regering om samarbejde med FN/AU-styrken,<br />
til oprørsstyrkerne om at nedlægge våbnene, til FN<br />
og Khartoum om at samarbejde med Den Internationale<br />
Straffedomstol (ICC) om procedurer til at beskytte<br />
civile og forbyde salg af våben til Sudan. Rapporten<br />
var udformet med afsæt i tanken fra 2001 om<br />
et ansvar til at beskytte, ’Responsibility to<br />
Protect’, kaldet R2P-doktrinen, hvis tanke<br />
var, at stater har det primære ansvar for at<br />
beskytte civile i væbnede <strong>konflikt</strong>er - men<br />
kan de ikke dette, overgår ansvaret til FN.<br />
Af Birthe Thykier Møller<br />
Fra retfærdig krig til ansvar for beskyttelse<br />
R2P-doktrinen trækker på traditionen om retfærdig krig,<br />
der startede med en teologisk disput over, hvorvidt en<br />
kristen måtte være soldat. Teologen st. Augustins svar,<br />
der byggede på Ciceros tanker, var, at krig kunne retfærdiggøres<br />
ved selv-forsvar og gengældelse. Retsfilosoffen<br />
Thomas Aquinas tillod krig under tre betingelser:<br />
• Med den valide autoritet fra en suveræn (auctoritas<br />
principes) dvs. modsat privat vold og feudalisme.<br />
• Den rette intention (Recta intentio), dvs. upartiske<br />
og gode motiver.<br />
• <strong>En</strong> retfærdig sag (Justa causa) dvs. selv-forsvar<br />
og gennemtvingelse af rettigheder, som er videreført i<br />
krigens folkeret Jus ad bellum i FN-Pagten.<br />
Juristen Alberico Gentili (De Jure Belli,<br />
1598) og fadderen til ’the law of<br />
12 12
nations’, Hugo Grotius anførte som noget nyt i ’De Jure<br />
Belli ac Pacis’ (1625), at der skulle være moralske og<br />
juridiske, og ikke religiøse grunde til at gå i krig. Jævnfør<br />
R2P-doktrinen kan humanitære beskyttelsesoperationer<br />
legitimeres af den rette <strong>–</strong> upartiske - intention<br />
og af rette grund - justa causa - at beskytte civile i<br />
væbnede <strong>konflikt</strong>er og stoppe folkemord. Darfur-missionens<br />
opfordring til FN var, at der var brug for ’urgent<br />
international action’ i Darfur. Har AU, FN og EU fulgt<br />
disse opfordringer og påtaget sig ansvaret for Darfur?<br />
Den humanitære situation<br />
USA og andre har beskrevet situationen som<br />
folkemord. EU og FN kalder det ’verdens værste<br />
humanitære katastrofe’. Modsat i Kosovo kæmpes<br />
der i Darfur om adgangen til knappe ressourcer som<br />
vand, og olie. Årtiers tørke har ført til kampe mellem<br />
Darfurs ikke-arabiske folkeslag fur, og den arabisk<br />
talende befolkning under ét kaldt for ’baggara’ på<br />
’hvis vegne’ de arabiske janjaweed-militser kæmper,<br />
uofficielt støttet af Khartoum. Tal fra organisationen<br />
Coalition for International Justice estimerer, at omkring<br />
400.000 er døde af sult, overgreb eller sygdom.<br />
Det estimerede antal internt fordrevne personer er<br />
vokset fra ca. 2 millioner i starten af januar til 2,15<br />
millioner pr. 1. juli; og at den totale berørte population<br />
(Sudans befolkning er ca. 39 millioner, Darfurs<br />
ca. 6,5) er vokset fra knap 4 millioner i januar til<br />
4,14 millioner i juli 07. Disse tal vokser månedligt.<br />
Den folkeretlige situation<br />
FN tog efter lang tids tovtrækkeri det internationale<br />
ansvar på sig og vedtog enstemmigt den 31. juli resolution<br />
1769, der i første omgang gav nyt håb for Darfurs<br />
civile. Den gav en FN-AU hybridstyrke (UNAMID)<br />
mandat til at beskytte FN-personel, nødhjælpsarbejdere,<br />
civile i flygtningelejrene, og fastholdte Sudan<br />
på sit ansvar til ’at beskytte’ Darfurs civile, som netop<br />
var udgangspunktet for Darfur-missionens rapport.<br />
Nu skulle man tro, at volden kunne stoppes og fredsprocessen<br />
fremmes. Det er langtfra tilfældet. Resolutionen<br />
er et sammenstød mellem to lejre i FN, hvor den<br />
realistiske (Kina og Rusland) hidtil har overtrumfet<br />
den idealistiske (USA og delvist Frankrig og <strong>En</strong>gland),<br />
hvilket direkte kan aflæses i det begrænsede mandat.<br />
Den militære situation<br />
Målet i resolutionen om, at indsættelsen af hybridstyrken<br />
skulle ske i løbet af ét år, og ca. halvdelen heraf<br />
være parat til at erstatte AU-styrken pr. 31.12.2007,<br />
er langt fra opfyldt. Kun 9000 ud af 26.000 mand er<br />
kommet på plads pga. logistiske problemer og mangel<br />
på donorer. Operabiliteten hindres af, at der kun<br />
er én hovedvej på 2300 km. fra Port Sudan til Al-<br />
Fasher, hvilket fordrer, at janjaweed og regeringen<br />
ikke lægger hindringer i vejen for UNAMID. I Tchad<br />
findes en stor lufthavn, som kunne benyttes af FN,<br />
hvis Sudan og Tchad gav lov. Det behøver Bashir<br />
ikke, da resolution 1769 udtrykker respekt for Sudans<br />
territoriale integritet, og vil ikke ske, da forholdet<br />
til præsident Déby er anspændt. Det vil også kræve<br />
stabilisering af det usikre område omkring Abéché.<br />
Resolutionen autoriserer ikke ’all means necessary<br />
to restore peace and security’. Uden det kan<br />
styrken ikke afvæbne oprørslederne og militsgrupperne.<br />
’<strong>En</strong> robust styrke’, der skal beskytte civile<br />
på 510.000 km2 land, kræver støtte fra luften, men<br />
indsættelsen af helikoptere lader vente på sig. Og<br />
nu kommer regntiden i Sudan. Under disse betingelser<br />
anbefaler militærfolk en politisk løsning.<br />
”Det store problem er, at der<br />
ikke findes en samlende figur for<br />
oprørslederne i Darfur, der kan<br />
forhandle fred med regeringen”<br />
Den strafferetlige situation<br />
Resolution 1769 opfordrer Sudan til at overholde humanitær<br />
lov. UNAMID gives ikke autoritet til at overskride<br />
Sudans jurisdiktion, medmindre FN anerkender,<br />
der er tale om folkemord, og giver nyt mandat til at gennemtvinge<br />
humanitær fred, som det skete i 1995 i Bosnien.<br />
Det positive er, at sikkerhedsrådet på EU’s foranledning<br />
fik nedsat en kommission, der skulle undersøge<br />
’folkemord’ i Darfur. Sagen blev overdraget til ICC.<br />
Men det hindrer ICC’s arbejde, at UNANID ikke selv<br />
kan fængsle folkemordere eller overdrage disse til<br />
ICC. Begge dele kræver Sudans accept. At opnå dette<br />
er en by i Kina, hvorhen Sudans loyalitet er rettet.<br />
13
Den politiske situation<br />
Der er lang vej endnu til den evige fred. I begyndelsen<br />
af august var der optimisme på konferencen i<br />
Arusha, Tanzania, men de to væsentlige oprørsgrupper,<br />
SLA/M, der repræsenterer de fordrevne fur’er, og<br />
SLA Unity afstod fra deltagelse. <strong>En</strong> ny fredskonference<br />
begyndte 27.10 i Sirte i Libien med deltagelse fra<br />
FN, EU, USA, Kina og Rusland, men blev udskudt, da<br />
de to væsentlige oprørsledere, Abdel Wahid al-Nur og<br />
Khalil Ibrahim ikke dukkede op. Ifølge EU’s rådgiver<br />
Umberto Tavolata er det store problem, at der ikke<br />
findes en samlende figur for oprørslederne i Darfur,<br />
som afdøde sydsudaner Garang, der kan forhandle fred<br />
med regeringen. FN’s udsending Jan Eliassons håb er,<br />
at de to grupper på et senere tidspunkt kommer med.<br />
International Crisis Group:<br />
Ingen fred uden retfærdighed<br />
November 2007-rapporten fra International Crisis<br />
Group (ICG) anbefalede en reformulering af Darfurfredsprocessen,<br />
der bør inkludere landbesiddelser,<br />
olierettigheder og de lokale regeringer. UNMAID<br />
burde være mere pro-aktiv i beskyttelsen af civile, og<br />
sikkerhedsrådet burde straffe obstruktion af UNAMIDs<br />
deployering, overtrædelse af humanitær lov og presse<br />
Khartoum til aktivt samarbejde med ICC og overdrage<br />
sigtede for folkemord til ICC. <strong>En</strong> fundamental justering<br />
af FN/EU’s mæglerposition kræver opbakning fra<br />
AU, Rusland og Kina med henhold til at udøve effektivt<br />
pres på Khartoum for at opgive en militær sejr, at<br />
støtte EU/FN som det eneste forhandlingsforum, og<br />
udvikle konsensus om en ny politisk strategi. <strong>En</strong> fredsløsning<br />
kan i ICG’s optik ikke ske uden retfærdighed.<br />
Kinas indflydelse i Afrika stigende<br />
<strong>–</strong> på bekostning af EU?<br />
Afrika-EU-topmødet i Lissabon i december 2007<br />
vedtog en fælles EU-Afrika strategi, der tager sigte<br />
på at indfri mål som god regeringsførelse, udvikling,<br />
fred og menneskerettigheder og energiaftaler i Afrika.<br />
Trods disse handlingsplaner og ambitionerne<br />
om at sætte Darfur på dagsordenen, endte topmødet<br />
i skænderier om handelsaftaler. Afrika er ikke nær så<br />
afhængig af Europa længere, nu hvor Kina er kommet<br />
på banen og har store olie- og handelsinvesteringer<br />
i lande som Sudan. Sudan afviste et foreslået<br />
møde mellem Al-Bashir og FN’s to specialudsendinge<br />
i Darfur på topmødet. Zimbabwes Mugabe<br />
stjal billedet, og udstillede Vestens uenighed overfor<br />
folkemord. I konklusionerne fra det europæiske råds<br />
topmøde i Lissabon i december nævnes Darfur ikke<br />
med et ord, men det gør Burma trods alt. Det positive<br />
ved EU-topmødet var, at Kosovos uafgjorte status<br />
blev omtalt som et sui generis-spørgsmål, der ikke vil<br />
danne præcedens. Man kan håbe, at otte års tovtrækkeri<br />
mellem EU, FN og Rusland ender med, at Kosovo<br />
bliver anerkendt som en selvstændig multi-etnisk stat.<br />
Sanktioner på vej?<br />
Til sidst kan man stille spørgsmålet, hvad kan EU,<br />
AU og FN gøre? USA’s kongres vedtog i april 2006<br />
en lov, der muliggør en række økonomiske og retlige<br />
sanktioner overfor Sudan. Problemet er ifølge Human<br />
Rights World Report 2007, at det ikke er efterfulgt af<br />
sanktioner fra FN og EU, så som en våbenembargo, indefrysning<br />
af udenlandske konti og rejseforbud for sudanske<br />
politikere. Rusland og Kina er imod. Håbet er,<br />
at EU og FN vil følge efter, når USA’s nye lov træder i<br />
kraft og giver delstaterne mulighed for at indføre sanktioner<br />
indenfor områderne som olie, energi, minedrift<br />
og militærudstyr, der kan ramme Sudan økonomisk.<br />
Tendenser mod fred og retfærdighed<br />
FN, AU og EU mangler stadig at påtage sig det fulde<br />
ansvar for Darfur. To tendenser arbejder dog mod<br />
fred og retfærdighed i Darfur. For det første et relativt<br />
nyere princip om Responsibility To Protect, der<br />
i stigende grad anerkendes af FN, EU og af humanitære<br />
talerør som ICG. Den anden tendens er revitaliseringen<br />
af justum bellum-tanken og forbundet<br />
dermed retfærdighedsprincippet, materialiseret med<br />
Nato’s intervention i Kosovo og Den Internationale<br />
Domstols dom i 2007 i sagen Bosnien mod Serbien.<br />
Den Internationale Domstol slog som noget nyt fast,<br />
at stater, der er passivt vidne til folkemord, som Serbien<br />
var i Bosnien, også kan drages til ansvar. Den<br />
Internationale Domstols fordømte den serbiske stat<br />
for ikke at påtage sig ansvaret for at stoppe den etniske<br />
udrensning og gribe ind overfor folkemordet<br />
i Srebrenica, hvilket også kan siges at være en videreførelse<br />
af R2P-doktrinens grundtanke indenfor<br />
det internationale domstolssystem i FN-regi.<br />
Stater, der overtræder menneskerettigheder, har fået<br />
sværere ved at gemme sig bag ikke-indblandingsprincippet,<br />
som Bosnien-sagen illustrerer, og hærchefer,<br />
der bryder humanitær lov er blevet stillet til ansvar<br />
ved straffetribunaler såsom ICTY. Den Internationale<br />
Straffedomstol kræver folkemordere straffet ud fra<br />
justum bellum og R2P-tanken, om at varig fred kræver<br />
retfærdighed. Dette peger på en tredje tendens: en humanisering<br />
af international lov og moderne folkeret.<br />
14
IPMONOPOLET SPONSORERES AF:<br />
15
U<br />
På Udblik finder du en række aktuelle indlæg<br />
skrevet af fagligt stærke skribenter, der<br />
besidder en specialiseret viden om<br />
vores aktuelle internationale udviklinger.<br />
U<br />
DBLIK<br />
16
Pakistan:<br />
konstante kriser eller nybrud?<br />
Stig Toft Madsen redegører for den politiske udvikling<br />
i Pakistan og diskuterer mulige fremtidsscenarier.<br />
Der er flere mulige gode grunde til fra dansk side at<br />
beskæftige sig med pakistansk politik:<br />
1. Danske soldater befinder sig i nabolandet Afghanistan.<br />
2. Pakistans eksport af hjemmedyrket og/eller<br />
statssponsoreret islamisk terror, som rettes mod dets<br />
naboer og mod andre lande.<br />
3. Som eneste islamiske stat har Pakistan atomvåben.<br />
Skrækscenariet er, at landets atomvåben<br />
”falder i de forkerte hænder”<br />
4. Skønt tilsyneladende anarkistisk, fremviser<br />
pakistansk politik en egenlogik, som skaber et stabilt<br />
anarki i konstant krise. <strong>En</strong> sådan form for politik er<br />
interessant og potentielt grænseoverskridende.<br />
5. Pakistansk politik er underholdende soap,<br />
hvor hver episode i sagaen ender med et løfte om, at<br />
historien fortsætter i en ny episode med følelsesladet<br />
dramatik, der såmænd også appellerer til et dansk<br />
publikum.<br />
Af Stig Toft Madsen<br />
6. Alternativt: Pakistan er ved at blive et moderat<br />
og oplyst muslimsk land. Landet kan blive den<br />
muslimske verdens forbillede.<br />
7. Pakistan er relevant for de pakistanere i Danmark,<br />
som lever transnationale liv.<br />
Jeg vil forsøge, at se nærmere på punkterne 4 og 6.<br />
Spørgsmålet er, om pakistansk politik vil lægge sine<br />
konstante kriser bag sig og tilpasse sig verdenssamfundets<br />
spilleregler?<br />
Hvad karakteriserer pakistansk politik? Den kollektive<br />
evne til at sameksistere under den demokratiske<br />
retsstats institutioner uden rutinemæssigt at efterleve<br />
disse institutioners ånd og bogstav. Den kollektive<br />
evne til - trods de farer og omkostninger det medfører<br />
- konstant at udfordre ikke bare partipolitiske<br />
modstandere, men at sætte spørgsmålstegn ved alle<br />
offentlige institutioner og love, inklusiv forfatningen.<br />
<strong>En</strong> tendens til at indgå i uafsluttede kontroverser<br />
om statens rette form. Således har det fra landets<br />
grundlæggelse været uklart om landet var tiltænkt at<br />
blive et islamisk teokrati, et militært diktatur eller et<br />
multireligiøst demokrati. <strong>En</strong> knæsat tradition for at<br />
omstændighederne omkring væsentlige beslutninger<br />
og begivenheder aldrig afdækkes, men omgærdes af<br />
et væv af gensidige beskyldninger og sammensværgelses<br />
teorier, som kaster et konceptuelt slør over<br />
17
landets historie fra dets oprindelse frem til i dag.<br />
Mordet på Benazir Bhutto er det seneste eksempel på<br />
dette. Rundt og rundt, frem og tilbage, op og ned er<br />
det gået i en ”dødedans” (1) på ”kanten af det sorte<br />
krater” (2) gennem attentater, kup, undtagelsestilstande,<br />
forfatningskriser, korruptionsskandaler, og<br />
mestendels tabte krige.<br />
Trods sit renommé som verdens farligste land har der<br />
alligevel været sammenhængskraft nok til at landet<br />
har kunnet udvikle sig økonomisk i stort set samme<br />
takt som det nyglamourøse Indien. Måske har landet<br />
fundet en post-kolonial niche, hvor det trives med<br />
sine dynastiske pseudodemokratiske partier, sine generaler<br />
som driver politik og forretning i stor stil og<br />
som belønnes med amerikansk og arabisk generøsitet,<br />
mens klanledere og gejstlige finder spillerum til at<br />
etablere islamiske emirater i de dele af landet, som<br />
ikke er formelt integreret i resten af landet. Eller står<br />
landet nu endelig overfor en politisk transformation,<br />
der vil gøre det til et oplyst demokratisk muslimsk<br />
land, som indikeret i punkt 6?<br />
“<br />
Talibaniseringen er blevet en<br />
reel trussel i selve Pakistan<br />
Det forløbne år har set forskydninger i hvad Mogens<br />
Lykketoft kalder ”kræfternes parallelogram”, hvor<br />
dommere, advokater, journalister, studerende, intelligentsia,<br />
og politiske ledere fra en række partier har<br />
stået sammen <strong>–</strong> i hvert fald indtil det forestående valg<br />
delte dem - mod præsident Musharrafs forfatningsbrud,<br />
undtagelsestilstanden, censuren og fængslingerne.<br />
Man kan nu skimte en vej ud af den politiske<br />
kulturs jernbur <strong>–</strong> i hvert fald hvis man kan se bort fra,<br />
at næsten alle politiske grupperinger er familie- og<br />
klanbaserede ligesom Sikander Malik Siddiques og<br />
Wallait Khans på Københavns Rådhus (3), og at selv<br />
nogle af de mest demokratiske ”partiejere” baserer<br />
deres magt på en feudal økonomi (4).<br />
Hvad skulle i givet fald have bevirket, at Pakistan<br />
i den nuværende situation vil kunne bevæge sig ud<br />
af det stabile anarki, som landet hidtil har befundet<br />
sig i, og ind i en fase af demokratisk stabilitet? Har<br />
de demokratiske kræfter vokset sig stærke nok? Udgangspunktet<br />
er dårligt, idet pakistanerne ifølge nogle<br />
undersøgelser faktisk er mindre demokratisk sindede<br />
end andre folk i Sydasien. Måske er mange familier<br />
blevet velstillede nok til at satse på at moderation og<br />
retskaffenhed kan hedge eller gardere deres plads i<br />
det økonomiske paradis? Muligvis. Men vigtigere er<br />
det, at Talibaniseringen er blevet en reel trussel i selve<br />
Pakistan. Det viste sig i striden om den Røde Moske i<br />
hovedstaden Islamabad, i oprettelsen af islamisk miniemirater<br />
i Swat og Waziristan, og i tilfangetagelsen<br />
af hundreder af pakistanske soldater i stammelandet.<br />
Tidligere arbejdede hæren og sikkerhedstjenesterne<br />
sammen med de hellige krigere om at tilføre deres<br />
modstandere i især Afghanistan og Indien tusinder<br />
af blødende sår. Nu føres den hellige krig på pakistansk<br />
jord, og for første gang er den pakistanske hær<br />
kommet direkte i Talibans og Al Qaidas skudlinje. De<br />
direkte angreb på hæren (inklusiv militærets skolebusser),<br />
på de politiske ledere og på moderate klanledere<br />
i stammeområderne vil måske udløse et skred<br />
i retning af en mere demokratisk samfundsformation,<br />
hvor militæret arbejder sammen med folkevalgte mod<br />
en fælles totalitær fjende. Måske. For de planer, som<br />
USA er ved at udarbejde om at skride til operationer<br />
på landjorden inde i Pakistan, kan ende med at drive<br />
de folkevalgte og hæren tilbage i armene på Taliban,<br />
og så er landet nærmere teokratiet end nogen sinde<br />
tidligere (5).<br />
Sig Toft Madsen, 16. januar 2008<br />
Noter:<br />
(1) Martin Krasnik og Jeppe Matzen i Weekendavisen, 28. december<br />
2007<br />
(2) Søren Espersen i Debat.bt.dk på http://debat.bt.dk/index.php?id=1&view=single_thread&cat_uid=9&conf_<br />
uid=46&thread_uid=8609<br />
(3) Arne Hardis m. fl. i Weekendavisen, 2.12.2005, Politiken<br />
30.11.2005<br />
(4) Fengers anmeldelse af Benazir Bhutto: Benazir Bhutto - Datter<br />
af Østen, på www.historie-nu.dk/site/index.php?option=com_<br />
content&task=view&id=583&Itemid=82<br />
(5) www.nytimes.com/2008/01/06/washington/06terror.<br />
html?th&emc=th og www.nytimes.com/reuters/world/international-pakistan-usa.html?_r=1&oref=slogin<br />
for New York<br />
Times’ analyse af de seneste amerikanske militære planer og de<br />
pakistanske reaktioner<br />
18
Udviklingen i Kinas politik<br />
i forhold til krisen i Burma<br />
Fakta Kina-Burma:<br />
De burmesiske generalers<br />
voldelige håndtering<br />
af de demonstrerende<br />
munke i september i år fik hurtig<br />
verdens opmærksomhed. Fokus<br />
blev samtidig rettet mod Kina<br />
med krav om, at Kina som en af<br />
de vigtigste allierede for de burmesiske<br />
generaler tog et ansvar<br />
og lagde et massivt pres på det<br />
burmesiske regime for at sikre<br />
en fredelig løsning. Hermed<br />
stod Kina atter i den vanskellige<br />
situation, som i takt med<br />
Kinas voksende økonomiske,<br />
politiske og militære styrke<br />
ofte konfronterer de kinesiske<br />
ledere i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.<br />
Snævre nationale<br />
interesser i at sikre adgang<br />
til energi- og naturressourcer og<br />
beskyttelse af de traditionelle<br />
principper om ikke-intervention<br />
og suverænitet står overfor<br />
voksende interesser i at fremstå<br />
som en ansvarlig og konstruktiv<br />
stormagt og sikre et pragmatisk<br />
forhold til de øvrige stormagter,<br />
særligt USA. Udviklingen i Kinas<br />
politik i forhold til krisen i<br />
Burma de seneste måneder illustrerer<br />
imidlertid også, hvorledes<br />
Kinas fortolkning og udøvelse<br />
af traditionelle principper om<br />
ikke-intervention og suverænitet<br />
er under forandring.<br />
Så hvordan har Kinas politik i<br />
forhold til krisen i Burma udviklet<br />
sig de seneste måneder og<br />
hvad siger det om udviklingen<br />
i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik?<br />
I starten af krisen i Burma<br />
forsøgte Kina at holde sig til<br />
den traditionelle ”hands-off”<br />
politik og argumenterede for,<br />
at krisen i Burma var et inden-<br />
rigspolitisk anliggende og ikke<br />
en trussel mod regional og global<br />
stabilitet, hvorfor hverken<br />
Kina eller det internationale<br />
samfund i skikkelse af FN kunne<br />
Af Camilla T. N. Sørensen<br />
· Deler grænse på 2187 km.<br />
· Anslået 1,5 mio. kinesiske immigranter i Burma, som især spiller en vigtig rolle i den voksende turistindustri<br />
<strong>–</strong> hoteller, restauranter mv. - i Burma.<br />
· Stærke økonomiske relationer. Kina importerer særligt gas og naturressourcer samt tømmer fra Burma,<br />
mens Burma særligt importerer billige forbrugsvarer og våben. Stigning i kinesiske virksomheder i Burma.<br />
· Kina har investeret massivt i opbygningen af Burmas infrastruktur, og Kina også har igangsat konstruktionen<br />
af flere rørledninger til transport af olie og gas til Kina, hvorved den kinesiske afhængighed af fri<br />
transport gennem det sårbare Malacca Stræde mindskes. Kina er tilsyneladende ved at opbygge egne<br />
havneanlæg i Burma, så Kina sikres direkte adgang til det Indiske Ocean.<br />
“<br />
Hermed stod Kina atter i den vanskellige<br />
situation, som i takt med Kinas voksende<br />
økonomiske, politiske og militære styrke<br />
ofte konfronterer de kinesiske ledere i<br />
udenrigs- og sikkerhedspolitikken.<br />
eller skulle blande sig. Kina gav<br />
ligeledes udtryk for modstand<br />
mod alle bestræbelser på at indføre<br />
internationale sanktioner<br />
vendt mod de burmesiske generaler.<br />
Der er ingen tvivl om, at<br />
Kina allerede fra starten af krisen<br />
førte et travlt diplomati bag<br />
scenen for at undgå, at krisen<br />
skulle udvikle sig som i 1988,<br />
hvor de burmesiske generaler<br />
slog meget hårdt ned på demonstranter<br />
og flere tusinde blev<br />
dræbt. Som krisen i Burma forværredes<br />
og det internationale<br />
fokus på Kinas rolle og politik<br />
steg, skete der imidlertid en udvikling<br />
i den officielle kinesiske<br />
position. Kina begyndte således<br />
offentligt på diverse pressekonferencer<br />
og møder i FN at ’opfordre’<br />
de burmesiske generaler<br />
til at vise ’tilbageholdenhed’,<br />
’genoprette stabiliteten’ og sikre<br />
19
en fredelig løsning. Ligeledes<br />
begyndte Kina gradvis at acceptere<br />
en rolle til FN og støttede<br />
den FN-udtalelse, som<br />
banede vejen for FN-udsending<br />
Gambari’s besøg i Burma. Det<br />
er bemærkelsesværdigt, at det<br />
var den kinesiske ambassadør<br />
i Burma, som tog imod FNudsending<br />
Gambari under det<br />
første besøg i Burma og kinesiske<br />
diplomater, der ledsagede<br />
Gambari rundt. Dette antyder, at<br />
Kina spillede en afgørende rolle<br />
for at formidle Gambari’s besøg<br />
og særligt Gambari’s overraskende<br />
møde med Aung San Suu<br />
Kyi.<br />
Kina har således gradvist indtaget<br />
en central og aktiv rolle i<br />
forhold til at sikre dialog mellem<br />
FN og de burmesiske generaler<br />
og mellem den burmesiske<br />
opposition og de burmesiske<br />
generaler. At Kina på denne<br />
måde bevæger sig hen imod at<br />
indtage en form for mæglerrolle<br />
i en anden stats interne <strong>konflikt</strong><br />
og mellem en stat og det internationale<br />
samfund i skikkelse af<br />
FN er et opsigtvækkende skridt.<br />
Seneste har den kinesiske viceudenrigsminister<br />
Wang Yi<br />
aflagt besøg i Burma og meget<br />
bemærkelsesværdigt opfordret<br />
de burmesiske generaler til at<br />
søge dialog med oppositionen<br />
og gennemføre økonomiske og<br />
politiske reformer. I en kinesisk<br />
diplomatisk kontekst er dette<br />
yderst usædvanligt - at Kina på<br />
denne vis åbent kommenterer andre<br />
staters, særlig nabo-staters,<br />
indenrigspolitiske forhold. Kina<br />
har stærke <strong>–</strong> økonomiske, politiske<br />
og strategiske - interesser<br />
i stabilitet i Burma, og anser<br />
økonomisk udvikling samt politisk<br />
forsoning og dialog som<br />
en forudsætning for stabilitet<br />
på sigt. Kina satser ikke længere<br />
entydigt på de burmesiske<br />
generaler, men har de senere år<br />
udbygget relationerne til den<br />
burmesiske opposition. Dette er<br />
også for at sikre Kinas position<br />
og interesser i Burma den dag,<br />
hvor generalerne må overgive<br />
magten. Kina arbejder således<br />
<strong>–</strong> i samarbejde med ASEAN,<br />
hvor Burma er medlem <strong>–</strong> på at<br />
sikre politisk forsoning og dialog<br />
i Burma samt økonomisk<br />
udvikling, så burmeserne også<br />
kan få gavn af den økonomiske<br />
og politiske integration og udvikling,<br />
der præger Sydøstasien.<br />
Som antydet skal Kinas bestræbelser<br />
også ses i lyset af Kinas<br />
voksende interesser i at fremstå<br />
som en ansvarlig og konstruktiv<br />
stormagt og sikre et pragmatisk<br />
forhold til de øvrige stormagter,<br />
særligt USA - så længe krisen i<br />
Burma fortsætter, vil fokus være<br />
på Kinas rolle i Burma.<br />
Udviklingen i Kinas politik i<br />
forhold til krisen i Burma skal<br />
ses i sammenhæng med det voksende<br />
internationale fokus på<br />
krisen i Burma og på Kinas relationer<br />
til de burmesiske gener-<br />
aler, men udviklingen stemmer<br />
imidlertid også overens med<br />
den overordnede igangværende<br />
proces i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik.<br />
Det er således muligt at identificere<br />
en række lighedspunkter<br />
mellem udviklingen i Kinas politik<br />
i forhold til krisen i Burma<br />
og udviklingen i Kinas politik i<br />
forhold til Nordkorea og Sudan/<br />
Darfur. Kinas udgangspunkt<br />
er at stå fast på de traditionelle<br />
principper om ikke-intervention<br />
og suverænitet og at pointere<br />
FN’s centrale rolle (og Kinas<br />
begrænsede indflydelse) samt<br />
at økonomisk udvikling, snarere<br />
end sanktioner, isolation og<br />
militær intervention, er nødvendig<br />
for at sikre varige løsninger.<br />
Bag scenen indtager Kina imidlertid<br />
en aktiv rolle i forhold<br />
til at sikre dialog mellem de involverede<br />
parter. Gradvist, som<br />
Kina opbygger selvsikkerhed,<br />
så ses også en ændring i Kinas<br />
officielle position i forhold til<br />
den pågældende <strong>konflikt</strong>, hvor<br />
Kina anerkender, at Kina kan og<br />
vil spille en central og konstruktiv<br />
rolle i forhold til at sikre en<br />
fredelig udvikling. Som antydet,<br />
20
er Kinas modstand mod sanktioner,<br />
isolation og direkte militær<br />
intervention blandt lighedspunkterne.<br />
Kinas bestræbelser<br />
sigter mod at forebygge, at <strong>konflikt</strong>erne<br />
skal udvikle sig til et<br />
punkt, hvor den internationale<br />
opbakning til sådanne tiltag er<br />
så massiv, at Kina får svært ved<br />
ikke at tilslutte sig.<br />
Denne’’eksperimenterende’<br />
tilgang, som kendetegner udviklingen<br />
i Kinas rolle og politik<br />
i forhold til internationale <strong>konflikt</strong>er,<br />
afspejler Kinas ændrede<br />
rolle og position i det internationale<br />
system, og det faktum,<br />
at kinesisk indenrigspolitik og<br />
udenrigs- og sikkerhedspolitik<br />
i stigende grad er vævet sammen.<br />
Kina ses i stigende grad<br />
som en stormagt, og der er en<br />
højere grad af international opmærksomhed<br />
på Kina med flere<br />
krav og forventninger til Kinas<br />
rolle og politik. Hos de kinesiske<br />
ledere i Beijing er der en<br />
stigende erkendelse af, at Kina<br />
ikke kun skal sikre egne snævre<br />
nationale interesser, men også<br />
må tage hensyn til den regionale<br />
og globale stabilitet og udvikling,<br />
og at Kina må tage et<br />
ansvar. Dette er afgørende for<br />
at sikre pragmatiske relationer<br />
til de øvrige stormagter, særligt<br />
USA, men regional og global stabilitet<br />
er ligeledes en afgørende<br />
forudsætning for at fastholde en<br />
fortsat høj økonomisk vækst og<br />
dermed den indenrigspolitiske<br />
stabilitet. Ydermere er Kinas<br />
geografiske interessesfære og<br />
rækkevidde kraftigt ekspanderet<br />
i takt med den økonomiske reformproces<br />
og nyere hensyn<br />
såsom sikring af adgang til energi-<br />
og naturressourcer, nye<br />
eksportmarkeder, investeringer<br />
“<br />
<strong>En</strong> mere pragmatisk og proaktiv kinesisk<br />
udenrigs- og sikkerhedspolitik er således under<br />
udvikling. De traditionelle principper om<br />
ikke-intervention og suverænitet vejer fortsat<br />
tungt, men der er tegn på, at fortolkningen og<br />
udøvelsen af disse er under forandring.<br />
og teknologioverførsler spiller<br />
i stigende grad ind på Kinas<br />
udenrigs- og sikkerhedspolitik.<br />
Samtidig styrker spørgsmål som<br />
Taiwan, Tibet og Xinjiang Kinas<br />
fastholdelse af de traditionelle<br />
principper om ikke-intervention<br />
og suverænitet. Alle disse <strong>–</strong> til<br />
tider svært forenelige - interesser<br />
og hensyn spiller ind på de<br />
kinesiske lederes overvejelser<br />
om, hvordan Kina skal forholde<br />
sig til internationale <strong>konflikt</strong>er.<br />
Der er i høj grad også tale om en<br />
læreproces <strong>–</strong> de kinesiske ledere<br />
er ved at lære, hvordan de bedst<br />
kan agere i et internationalt system,<br />
hvor Kina indtager en helt<br />
anden rolle end tidligere. Det er<br />
således nyt, at Kina forventes<br />
at tage ansvar og en ledende<br />
rolle i løsning af internationale<br />
<strong>konflikt</strong>er, og det stemmer ikke<br />
overens med Deng Xiaopeng’s<br />
centrale guidelines for Kinas<br />
udenrigs- og sikkerhedspolitik<br />
- ’hold lav profil’ og ’tag aldrig<br />
ledelsen’. De kinesiske ledere<br />
mangler erfaringen, hvilket<br />
også er med til at forklare den<br />
’eksperimenterende’ tilgang -<br />
dette er egentlig en typisk kinesisk<br />
tilgang, som også har<br />
karakteriseret den økonomiske<br />
reformproces i Kina. De kinesiske<br />
ledere prøver sig forsigtigt<br />
frem og søger at finde en måde,<br />
hvorpå de bedst kan håndtere og<br />
tilgodese de mange interesser<br />
og hensyn.<br />
<strong>En</strong> mere pragmatisk og proak-<br />
tiv kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik<br />
er således under<br />
udvikling. De traditionelle principper<br />
om ikke-intervention og<br />
suverænitet vejer fortsat tungt,<br />
men der er tegn på, at fortolkningen<br />
og udøvelsen af disse er<br />
under forandring. Dette er en<br />
meget spændende udvikling<br />
eller proces at følge, men det<br />
har også gjort det endnu sværere<br />
at forudsige, hvordan Kina<br />
vil agere i forhold til forskellige<br />
internationale <strong>konflikt</strong>er.<br />
21
KREML-KLANER<br />
I ÅBEN STRID Af Jørgen Staun<br />
Selvom den russiske præsident Putin officielt har udpeget sin tro følgesvend Dmitrij Medvedjev<br />
som sin favorit-kandidat til det russiske præsidentvalg i marts <strong>–</strong> og arvefølgen dermed synes sikret<br />
i det russiske rige <strong>–</strong> er den interne magtkamp i Kreml langt fra slut. De forbigåede klaner i Kreml<br />
forsøger med alle midler at sikre, at den magt <strong>–</strong> og de enorme pengesummer <strong>–</strong> de har tilkæmpet sig<br />
under Putins styre, ikke går dem af hænde<br />
Små to uger før det russiske parlamentsvalg<br />
i december sidste år slog politiet i Moskva<br />
til mod en række højt placerede russiske<br />
forretningsfolk og embedsmænd, herunder vicefinansminister<br />
Sergej Stortjak, som de arresterede<br />
under anklage for forsøg på at tilrane sig mere end<br />
43 millioner dollars af statens penge.<br />
Arrestationen forløb uden den store mediebevågenhed<br />
fra den russiske og internationale presse, som<br />
ikke er uvant med korruptionssager, der involverer<br />
russiske embedsmænd - især ikke når der er valgkamp<br />
og man gerne statuerer eksempler.<br />
Anklagen mod Stortjak lød på svindel med 43,4<br />
millioner dollars fra et angiveligt fejlslagent forsøg<br />
på at inddrive en gammel statsgæld, som Algeriet i<br />
sin tid optog i Sovjetunionen. Udover Stortjak blev<br />
også Viktor Zakharov, der er chef for den private<br />
virksomhed Sodexim, samt Vadim Volkov, formanden<br />
for Moskvas interregionale investeringsbank<br />
MIB, arresteret. Strafferammen er på op til 10 års<br />
fængsel.<br />
På overfladen kunne sagen godt ligne<br />
en, der ikke handler om meget mere<br />
end endnu en embedsmand og<br />
hans medsammensvorne, der<br />
har haft fingrene for langt nede i<br />
statens lommer <strong>–</strong> og så har været<br />
så uheldige at blive brugt som<br />
eksempel på myndighedernes<br />
utrættelige kamp mod den omsiggribende<br />
korruption.<br />
Kamp om stabiliseringsfond<br />
Men nu er den 53-årige Sergej Anatolievitj Stortjak<br />
ikke nogen Hr. hvem som helst. Stortjak har i en<br />
årrække været den liberale finansminister Aleksej<br />
Kudrins højre hånd og Ruslands chef-forhandler,<br />
der har sikret den førtidige russiske tilbagebetaling<br />
af den russiske udlandsgæld til de vestlige<br />
lande i Paris Klubben.<br />
“<strong>En</strong>hver entreprenør benytter<br />
sig af det juridiske system til at<br />
forsvare sine interesser. Jeg<br />
er ingen undtagelse. Den<br />
eneste forskel er, at jeg<br />
handler i statens interesse”<br />
Derudover <strong>–</strong> og ikke uvæsentligt <strong>–</strong> er<br />
Stortjak finansministeriets chef for den<br />
nu mere end 150 milliarder dollars store<br />
russiske stabiliseringsfond, der efter<br />
norsk forbillede skal sikre Ruslands<br />
økonomi mod et fald i energipriserne.<br />
Fonden skal derudover<br />
sikre, at olie-milliarderne ikke fører<br />
den såkaldte ”hollandske syge” med<br />
sig, hvor olie-industrien fortrænger<br />
al anden russisk produktion og<br />
lader inflation løbe løbsk, og<br />
dermed skader den russiske<br />
økonomis stabilitet og<br />
konkurrenceevne.<br />
22 22
I takt med fondens hastige vækst er koret af indflydelsesrige<br />
folk, der vil poste nogle af pengene<br />
ud i samfundet, steget gevaldigt. Ikke mindst op til<br />
parlamentsvalget.<br />
Kompromisset er blevet, at fonden per 1. februar i<br />
år deles op i to, hvor de første 124 milliarder dollars<br />
sættes af til en reservefond som hidtil,<br />
mens de resterende nu skønsmæssigt pænt 25 milliarder<br />
afsættes til en såkaldt national velfærdsfond,<br />
der fremover vil kunne investeres i infrastrukturprojekter,<br />
ligesom fonden kan støtte private projekter<br />
i det russiske erhvervsliv. Indtil videre har<br />
finansminister Kudrin via Stortjak siddet tungt på<br />
pengekassen og dermed kontrollen over hvem, der<br />
kan få del i de mange milliarder. Men hvis Stortjak<br />
havner i fængsel og korruptionssagen viser sig at<br />
have udløbere langt ind i finansministeriet <strong>–</strong> hvilket<br />
den særlige Undersøgende Komité, ledet af Aleksandr<br />
Bastrykin, som står bag sagen, fremførte i<br />
et mislykket forsøg på at udvide anklagerne mod<br />
Stortjak i starten af december <strong>–</strong> vil Kudrin eventuelt<br />
kunne presses til at slække på kontrollen over<br />
den nationale velfærdsfond, og dermed lade nogle<br />
af de konkurrerende klaner i Kreml blive kompenseret<br />
ad den vej.<br />
Kremls grå eminence<br />
Bag arrestationen af Stortjak anes således en af Ruslands<br />
mest magtfulde mænd, Igor Setjin. Setjin, der<br />
ligesom Putin har en fortid i KGB, er vice-stabschef<br />
i præsidentadministrationen og er manden der kontrollerer<br />
Putins kalender, ligesom han kontrollerer<br />
den information, der tilgår præsidenten. Setjin<br />
regnes som leder af en del af den såkaldte Silovikifraktion<br />
i Kreml, der består af folk med baggrund<br />
i sikkerhedstjenesten eller mi-litæret. Setjin er allieret<br />
med Viktor Ivanov <strong>–</strong> også en tidligere KGBmand<br />
<strong>–</strong> der er rådgiver for Putin og kontrollerer<br />
ansættelsesspørgsmål, samt Nikolaj Patrusjev, chefen<br />
for den russiske sikkerhedstjeneste, FSB. Og<br />
så er Setjin manden bag oprettelsen af den såkaldte<br />
Undersøgende Komité og udpegelsen af dets leder,<br />
Aleksandr Bastrykin, en af Putins gamle klassekammerater<br />
fra jurastudiet i Leningrad, nu Sankt Petersborg.<br />
Anklagemyndigheder på randen af åben krig<br />
Den Undersøgende Komité er en slags konkurrerende<br />
anklagemyndighed ved siden af anklagemyndigheden,<br />
der kontrolleres af Jurij Tjaika, som<br />
regnes som medlem af en anden del af Silovikifraktionen,<br />
der ledes af Viktor Tjerkesov, chefen<br />
for den føderale narkotikakontrol, og Viktor Zolotov,<br />
chefen for Putins personlige sikkerhedstjeneste.<br />
Tjerkesov og Zolotov menes at have et rimeligt<br />
forhold til den såkaldte ”liberal-teknokratiske”<br />
klan i Kreml omkring Kudrin og Medvedjev, som<br />
Putin har valgt til at skulle føre landet videre.<br />
Siden oprettelsen i september sidste år, hvor den<br />
Undersøgende Komité overtog mere end 18.000<br />
kriminalfolk fra anklagemyndigheden samt godt<br />
60.000 sager <strong>–</strong> herunder mordene på Aleksandr Litvinenko,<br />
den tidligere KGB-agent, der blev forgiftet<br />
i London, og mordet på den Kreml-kritiske journalist,<br />
Anna Politikovskaja <strong>–</strong> har politifolk fra de to<br />
anklagemyndigheder flere gange været på randen<br />
af åben krig.<br />
Da agenter fra FSB og den Undersøgende Komité i<br />
oktober sidste år i Moskva-lufthavnen Domodedovo<br />
ville arrestere General Aleksandr Bulbov, Tjerkesovs<br />
højre hånd fra den føderale narkotikakontrol,<br />
overgav han og hans sikkerhedsfolk fra narkotikakontrollen<br />
sig først efter et intenst stand-off i<br />
lufthavnen mellem de to sæt af svært bevæbnede<br />
sikkerhedsfolk.<br />
Bulbov spillede en hovedrolle i den såkaldte Tri<br />
Kita sag, en bestikkelses- og våbensmuglingsaffære,<br />
som i juni 2006 kostede Vladimir Ustinov,<br />
en tro allieret med Setjin, posten som chef for<br />
anklagemyndigheden <strong>–</strong> deraf Setjins ønske om at få<br />
oprettet den Undersøgende Komité, så han og hans<br />
kreds kunne bevare det effektive våben; en lydig<br />
anklagemyndighed med dertilhørende domstole og<br />
dommere i klanernes krig mod hinanden.<br />
Kamp mellem sikkerhedstjenesterne<br />
Arrestationen af Bulbov fik Tjerkesov til, i et åbent<br />
brev i avisen Kommersant at advare mod det, han<br />
så som ”infighting mellem sikkerhedstjenesterne”,<br />
hvilket ifølge ham kunne skade Ruslands politiske<br />
stabilitet. Og selvom man ikke ligefrem bliver populær<br />
hos Putin ved på denne måde at udstille det<br />
beskidte undertøj offentligt, valgte Putin <strong>–</strong> efter behørig<br />
offentlig kritik af Tjerkesov <strong>–</strong> alligevel at udpege<br />
ham til at lede en nyoprettet internt regerings<br />
kommissariat til at bekæmpe ulovlige stoffer. Altså<br />
et signal fra Putin om, at han stod på Tjerkesovs<br />
side.<br />
23 23
Svaret fra Tjerkesovs modstandere var næppe heller<br />
til at tage fejl af. Den 27. oktober blev ligene af<br />
Konstantin Durzenko, officer i narkotikakontrollen<br />
og Sergej Lomako, hans tidligere kollega, således<br />
fundet forgiftede i en grøft i Sankt Petersborg. Og<br />
selvom de to mænd sidst var blevet set på en lokal<br />
beværtning, og selvom der i Rusland er mange<br />
tilfælde af dødsfald som følge af forgiftet vodka,<br />
ser flere analytikere mordene som led i den interne<br />
klan-krig i Kreml, hvor målet var at skade Tjerkesov.<br />
Tjerkesov har da også siden formået at svare igen.<br />
Således forsøgte anklagemyndigheden i første omgang<br />
helt at få forkastet sagen mod Stortjak. Siden,<br />
da den Undersøgende Komités folk hævdede at<br />
have fundet cirka 1 million dollars i kontanter i<br />
Stortjaks lejlighed, som de hævdede var stjålne<br />
penge fra sagen, og truede med at udvide sagen til<br />
også at omfatte folk i finansministeriet, iværksatte<br />
anklage-myndigheden den 16. december en undersøgelse<br />
af den Undersøgende Komités interne forhold.<br />
Da han godt en uge senere dukkede<br />
op i Ukraines hovedstad Kijev, fortalte<br />
han <strong>–</strong> synligt rystet <strong>–</strong> at han<br />
var blevet ”kidnappet, bedøvet<br />
og tilbageholdt” af ukendte gerningsmænd,<br />
at han trak sit præsidentkandidatur<br />
tilbage og at han<br />
ikke ville vende tilbage til Rusland<br />
før efter præsidentvalget<br />
K.G.B. er bedre end M.B.A.<br />
Og i hvad der kunne ligne et åbent forsøg på at<br />
tilsvine sikkerhedstjenesten, og dermed Igor Setjin<br />
og Nikolaj Patrusjev, lod finansmanden Oleg<br />
Shvartsman sig interviewe til Kommersant, der<br />
ejes af oligarken Alisjer Usmanov, som er forbundet<br />
til det statslige gasselskab Gazprom, som igen<br />
kontrolleres af Dmitrij Medvedjev. I interviewet<br />
fortalte Shvartsman, at han på vegne af familiemedlemmer<br />
til folk i Kreml-toppen samt i FSB<br />
og SVR, den indenlandske og udenlandske sikkerhedstjeneste,<br />
var chef for en 3,8 milliarder dollars<br />
stor fond, der med ”frivillig-tvang metoder” overtog<br />
russiske virksomheder til spotpris. Han sagde,<br />
at han bedrev ”fløjls-genprivatisering” til fordel for<br />
sikkerhedstjenesterne.<br />
”<strong>En</strong>hver entreprenør benytter sig af det juridiske<br />
system til at forsvare sine interesser. Jeg er ingen<br />
undtagelse. Den eneste forskel er, at jeg handler i<br />
statens interesse”, forsvarede Shvartsman sig med.<br />
Shvartsman har senere tilbagekaldt interviewet <strong>–</strong><br />
som Kommersant har på bånd, samt i en udskrift,<br />
der er kontrasigneret af Shvartsman selv <strong>–</strong> og<br />
hævdede, at han var blevet brugt i en intern krig<br />
mellem klanerne i Kreml. Ikke desto mindre satte<br />
interviewet gang i en heftig debat om sikkerhedstjenesternes<br />
involvering i lyssky affærer i dagens<br />
Rusland. Som den russiske udgave af magasinet<br />
Smart Money udtrykte det på forsiden: ”K.G.B. er<br />
bedre end M.B.A.” Alt sammen velegnet til at tilsværte<br />
Setjin og Patrusjev.<br />
Putins milliarder<br />
Mere opsigtsvækkende er imidlertid den mængde<br />
materiale om Putins angivelige lyssky affærer, der<br />
kort før udpegningen af Medvedjev som sandsynlig<br />
tronfølger efter Putin, pludselig kom til offentlighedens<br />
kendskab.<br />
Den 12. november lod Stanislav Belkovskij, en<br />
Setjin-nær spindoktor, sig interviewe til den tyske<br />
avis Die Welt, hvor han hævdede, at Putin gennem<br />
mellemmænd ejede aktier til en værdi af i alt godt<br />
41 milliarder dollars. Ifølge Belkovskij kontrollerer<br />
Putin 37 procent af aktierne i energiselskabet Surgutneftegas,<br />
der har en markedsværdig på godt 20<br />
milliarder dollars. Derudover kontrollerer han 4,5<br />
procent af aktierne i Gazprom, verdens største gasselskab.<br />
Desuden ejer Putin angiveligt 50 procent af<br />
aktierne i olieselskabet Gunvor, via forretningsmanden<br />
Gennadij Timsjenko, der er hjemmehørende i<br />
Schweiz. Gunvor omsatte ifølge Belkovskij sidste<br />
år for godt 40 milliarder dollars og havde en overskud<br />
på 8 milliarder dollars.<br />
Sidste gang, der var nogen, der offentligt udtalte<br />
sig om Putins angivelige milliardformue og nævnte<br />
Timsjenkos navn i samme sætning som Putins, var<br />
under præsidentvalgkampen i Rusland i 2004. Her<br />
hævdede Ivan Rybkin, en af præsidentkandidaterne,<br />
at Putin var ”en af Ruslands største oligarker”, og at<br />
Putin sammen med Timsjenko havde til hensigt at<br />
overtage kontrollen med Ruslands dengang største<br />
private olieselskab Yukos. Kort efter forsvandt<br />
24 24
Rybkin under mystiske omstændigheder. Da han<br />
godt en uge senere dukkede op i Ukraines hovedstad<br />
Kijev, fortalte han <strong>–</strong> synligt rystet <strong>–</strong> at han<br />
var blevet ”kidnappet, bedøvet og tilbageholdt” af<br />
ukendte gerningsmænd, at han trak sit præsidentkandidatur<br />
tilbage og at han ikke ville vende tilbage<br />
til Rusland før efter præsidentvalget.<br />
Pres på Putin<br />
Når Belkovskij efter at have offentliggjort den<br />
slags kompromitterende materiale om Putin stadig<br />
går frit omkring <strong>–</strong> ja, stadig er i live <strong>–</strong> kan det<br />
kun skyldes, at han har opbakning på allerhøjeste<br />
sted <strong>–</strong> efter al sandsynlighed hos Igor Setjin. Belkovskij<br />
har således tidligere fungeret som Setjins<br />
budbringer. I foråret 2003 forfattede Belkovskij<br />
således en artikel om, at de russiske oligarker var i<br />
færd med at udføre et ”snigende kup” mod Kreml.<br />
Artiklen ses af de fleste analytikere som startskuddet<br />
på kampagnen mod Mikhail Khodorkovskij,<br />
ejeren af det dengang største russiske olieselskab,<br />
Yukos. Yukos blev siden erklæret konkurs og eksproprieret<br />
efter at være blevet præsenteret for en<br />
angivelig skattegæld på godt 28 milliarder dollars.<br />
Et af Yukos datterselskaber, Yuganskneftegaz blev<br />
efterfølgende solgt langt under markedspris på en<br />
lukket, statslig auktion, hvor det eneste bud kom fra<br />
skuffeselskabet Baikalfinancegroup, hvis bestyrelsesformand<br />
var Igor Setjin. Baikalfinancegroup<br />
blev få dage senere opkøbt af det statslige olieselskab<br />
Rosneft, som Igor Setjin også er bestyrelsesformand<br />
for. Rosneft skal angiveligt have tjent op<br />
mod 100 milliarder dollars på operationen. Mikhail<br />
Khodorkovskij fik til gengæld 8 år i en arbejdslejr<br />
i Sibirien.<br />
Ligeså opsigtsvækkende som oplysningerne om<br />
Putins angivelige milliardformue er offentliggørelsen<br />
to dage før det russiske parlamentsvalg<br />
af en undersøgelsesrapport fra 1992 forfattet af<br />
Marina Salje på vegne af parlamentet om, at Putin<br />
angiveligt skal have modtaget bestikkelse, da han<br />
som ansat i bystyret i Sankt Petersborg var chef for<br />
bystyrets udlandshandel.<br />
Ifølge Ruslandskenderen Anders Åslund fra Peterson<br />
Institute for International Economics i Washington,<br />
er det sandsynligvis kun en mand som Igor<br />
Setjin <strong>–</strong> og måske Nikolaj Patrusjev, chefen for<br />
FSB <strong>–</strong> der har adgang til den slags informationer<br />
om Putin. Setjin er således samtidig den person,<br />
der kontrollerer strømmen af hemmeligstemplede<br />
oplysninger i Kreml.<br />
Formålet med at lække oplysningerne skal angiveligt<br />
have været at forsøge at presse Putin til enten at<br />
vælge en anden og mere Setjin-nær efterfølger end<br />
Medvedjev eller forblive på præsidentposten.<br />
Hvad end årsagen er: Kredsen omkring Igor Setjin,<br />
og andre af Medvedjevs modstandere, synes<br />
ikke parate til at overgive sig uden kamp, hvorfor<br />
vi roligt kan forvente yderligere klan-krige. Om<br />
det bryder ud i åben, storstilet, kamp <strong>–</strong> ja, nogen<br />
iagttagere, blandt andet Anders Åslund, er ligefrem<br />
begyndt at tale om et muligt kup, hvilket dog lyder<br />
noget usandsynligt <strong>–</strong> er det helt store spørgsmål og<br />
afhænger først og fremmest af Medvedjevs <strong>–</strong> og<br />
Putins <strong>–</strong> evne til at få de tabende parter under kontrol.<br />
Så kan de to altid ryge i totterne på hinanden senere,<br />
når Medvedjev <strong>–</strong> som Putin i sin tid <strong>–</strong> skal<br />
konsolidere sin magt, og derfor begynder at rydde<br />
ud i de gamle magtkredse.<br />
25 25
DEN DAG ANC<br />
KRYDSEDE SIT RUBICON?<br />
Tirsdag den 18. december 2007 kan meget vel gå<br />
over i historien som dagen hvor Sydafrikas regeringsparti,<br />
ANC, krydsede sit Rubicon. Det var<br />
dagen hvor et klart flertal på partiets kongres i Polokwane<br />
valgte den detroniserede vicepræsident og korruptionsanklagede<br />
Jakob Zuma til formandsposten i ANC.<br />
Dette på bekostning af Sydafrikas nuværende præsident<br />
Thabo Mbeki. Partiet har dermed fået en skandaleramt<br />
formand, som tidligere har været anklaget og efterfølgende<br />
frikendt for voldtægt, og som har en korruptionsanklage<br />
hængende over hovedet. Det var denne anklage<br />
der i 2005 fik ham fyret fra posten som Sydafrikas vicepræsident.<br />
Efter valget af Zuma til formand for ANC<br />
er han lige nu favorit til at efterfølge Mbeki senest i 2009<br />
og dermed blive landets nye præsident. Zuma har dog<br />
meddelt, at han trækker sig hvis han bliver dømt. <strong>En</strong> dom<br />
ville dog også fjerne hans muligheder for, at blive valgt<br />
til posten som landets præsident.<br />
Men det var ikke kun valget af Zuma der gjorde den<br />
overståede partikongres interessant. Kongressen gav<br />
også Zumas fløj i partiet, der bl.a. inkluderer fagbevægelsen<br />
COSATU, Kommunistpartiet, ANC Youth League<br />
og ANC Womens League, en række andre tillidsposter<br />
i partiet, bl.a. posten som næstformand. Mbeki-fløjen,<br />
der har kontrolleret ANC siden 1999, blev reelt sat uden<br />
for indflydelse i partiet. Sydafrika står derfor i den situation,<br />
at partiet kontrolleres af Zuma, mens regeringen<br />
kontrolleres af Mbeki, dog maximalt frem til 2009, hvor<br />
Mbekis anden og sidste præsidentperiode slutter.<br />
Hvad betyder dette?<br />
Selvom Zumas sejr var et kæmpe nederlag for Præsident<br />
Mbeki, så får dette på kort sigt ikke nogen direkte indflydelse<br />
på den førte politik. Men det betyder dog, at der er<br />
et klart split mellem Mbekis regering og så selve partiet,<br />
der nu kontrolleres af Zuma. Det er en ny situation, fordi<br />
Mbekis fløj i ANC tidligere havde kontrol med begge.<br />
Selvom det vil gøre det politisk liv sværere for Mbeki,<br />
vil han ikke umiddelbart være tvunget til at ændre sit<br />
regeringsgrundlag, selvom den parlamentariske situation<br />
er blevet mere vanskelig. Godt nok har ANC flertal i par-<br />
Af Thomas Mandrup<br />
lamentet, men det er også et parti, hvor medlemmerne er<br />
nød til at forholde sig til den ny magtfordeling i partiet.<br />
Men hvad der sker efter 2009 er mere usikkert, hvilket<br />
jeg vil komme tilbage til. Begge parter var i forbindelse<br />
med afslutningen på partikongressen fremme med forsonende<br />
toner, for derigennem at nedtone forskellene.<br />
Både Mbeki og Zuma understregede, at de begge tjener<br />
samme parti og ville arbejde på at løse de problemer<br />
som bevægelsen stod overfor. Men tilbage står, at partiet<br />
aldrig tidligere har været så splittet, og der forestår et<br />
stort arbejde i at få lægt de åbne sår.<br />
Men Zumas sejr er også væsentlig<br />
af helt andre årsager. Fordi det er en<br />
kamp om ANC’s sjæl<br />
Men Zumas sejr er også væsentlig af helt andre årsager.<br />
Fordi det er en kamp om ANC’s sjæl. Partiet har traditionelt,<br />
bl.a. som konsekvens af dets historie som frihedsbevægelse,<br />
påberåbt sig retten som moralens vogter<br />
i sydafrikansk politik. Men med valget af Zuma som<br />
formand for partiet, og det til trods af anklagerne mod<br />
ham for korruption i forbindelse med store våbenindkøb,<br />
har ANC mistet sin uskyld. Det vil være nemt for partiets<br />
modstandere at sætte spørgsmålstegn ved partiets<br />
intentioner, og derved give næring til tidligere fremsat<br />
kritik om, at ANC forsøger at beskytte egne interesser<br />
og sikre sig et monopol på magten. Valget af Zuma er<br />
blot det seneste eksempel på, at moral ikke længere er<br />
væsentlige parametre, men det at tjene egne interesser,<br />
også økonomiske, er væsentligere. Et andet eksempel på<br />
den aftagende morale kunne være Mbekis beskyttelse af<br />
Sydafrikas politichef, Jackie Selebi, der har erkendt at<br />
have omgåedes en af landets mest berygtede mafiabosser<br />
privat. Dette bliver af mange iagttagere set som et udtryk<br />
for, at eliten i ANC bliver stadigt mere arrogant og tilsidesætter<br />
regler, etik og normer for egen vinding. Valget<br />
af den korruptionsdømte Tony Yegeni til ANC’s centrale<br />
organ, National Executive Council, er i denne sammenhæng<br />
også bemærkelsesværdigt. Grundlæggende sender<br />
ANC det signal til omverdenen, at korruption ikke er<br />
26
diskvalificerende for politikere. Dette sender ligeledes<br />
et uheldigt signal til resten af befolkningen, og specielt<br />
de offentligt ansatte, hvor korruption indtil nu har været<br />
betragtet som et problem og et stigende et af slagsen.<br />
Det er i den forbindelse endnu mere betænkeligt, at<br />
ANC ledelsen ønsker at stække den uafhængige statslige<br />
anklagemyndighed, ved at fjerne dets institutionelle<br />
uafhængighed. Meddelelsen om, at retssagen mod Zuma<br />
vil blive genoptaget, som kom få dage efter hans valg til<br />
formand for ANC, kan ses som en konsekvens af denne<br />
plan. Anklagemyndigheden ønskede at reagere, inden<br />
dets selvstændighed for alvor var blevet stækket. Zumas<br />
støtter har gennem hele perioden fastholdt, at korruptionsanklagerne<br />
mod Zuma var en politisk skueproces iscenesat<br />
af hans politiske modstandere, og i særdeleshed<br />
præsident Mbeki.<br />
Selvom Zumas sejr var et kæmpe<br />
nederlag for Præsident Mbeki, så får<br />
dette på kort sigt ikke nogen direkte<br />
indflydelse på den førte politik<br />
Men hvordan kunne Zuma vinde valget?<br />
Set udefra virker det på det nærmeste surrealistisk, at<br />
den skandaleramte Zuma overhovedet var i stand til at<br />
stille op til valget og ligeså at vinde valget. Men Zuma’s<br />
sejr skal måske primært forstås som et fravalg af Mbeki,<br />
frem for et valg af Zuma, valget mellem pest eller kolera<br />
har været brugt som sammenligning. For at forstå dette<br />
er man nød til at kigge på ANC som organisation. ANC<br />
kan ikke opfattes som et parti i gængs forstand, men er<br />
i realiteten en alliance af en lang række interesseinstitutioner.<br />
Der har længe været utilfredshed i organisationens<br />
venstrefløj med den førte økonomiske politik,<br />
specielt fra medlemmerne af COSATU og Kommunistpartiet.<br />
Mbekis lyserøde økonomiske politik, har medført<br />
en stabil økonomi med pæne vækstrater, lav inflation<br />
og renter. Men den brede befolkning, har ikke oplevet<br />
mærkbare økonomiske forbedringer, og bl.a. jobskabelsen<br />
har været en skuffelse. Mbeki blev op til valget<br />
i 2005 kritiseret for ikke at ’kære sig’ nok om den brede<br />
befolknings nød og behov, og for at fokusere for meget<br />
på at rejse verden rundt som fredsmægler og international<br />
statsmand. Trods denne kritik, vandt ANC valget og<br />
øgede endnu engang sin andel af sæder i parlamentet,<br />
hvor man nu har 2/3 dels flertal. Men dette understreger,<br />
at ANC er mange ting og at en stemme på ANC ikke<br />
nødvendigvis er en stemme på Mbeki, men i mangel af<br />
bedre alternativer. COSATU erklærede i 2005, at man<br />
senest 2015 ville satse på at overtage kontrollen med<br />
ANC for at trække politikken mod venstre. Dette virker<br />
som om at det allerede er påbegyndt. I valget af Zuma<br />
har man fået en svækket kandidat, som man politisk vil<br />
have nemmere ved at styre.<br />
Men hvad vil Zuma politisk? Han var, indtil 2005, en<br />
central figur i Mbeki’s regering og dermed medansvarlig<br />
for den førte økonomiske politik. Men til trods for det<br />
bliver han betragtet som en mand af folket, og har i hele<br />
forløbet givet udtryk for at ville øge fokus på de marginaliserede<br />
grupper i samfundet. Den folkelige stil kunne<br />
skyldes bl.a. hans ikke-akademiske baggrund og stil, der<br />
står i skærende kontrast til Mbeki og folkene omkring<br />
ham. Zuma taler direkte til hovedparten af partiets græsrødder.<br />
Et andet interessant element er, at Zuma er etnisk<br />
Zulu, hvor ANC indtil nu har været kontrolleret af Xhosaer.<br />
Zuma har erklæret, at man ikke skal forvente de store<br />
forandringer i den førte økonomiske politik. Dette skal<br />
bl.a. ses som et forsøg på at berolige de internationale<br />
investorer og finansielle markeder, der med frygt har observeret<br />
udviklingen i ANC. Men partikongressen vedtog<br />
en række bemærkelsesværdige nye politiske strategier.<br />
Zuma har i hele optakten til kongressen talt om et øget<br />
fokus på at adressere de marginaliserede gruppers behov.<br />
Et eksempel på dette, var beslutningen om at fremskynde<br />
landreformerne, så 30 pct. af landbrugsjorden vil<br />
være omfordelt senest i 2014. Et andet område der var i<br />
fokus, var erklæringer om en øget indsats mod landets<br />
epidemiske kriminalitetsrate, noget som Mbeki i sin regeringstid<br />
er blevet voldsomt kritiseret for. Hvad angår<br />
andre centrale beslutninger, er det værd at nævne, at valget<br />
af Zuma som formand, indikerer at ANC’s græsrødder<br />
længe har ønsket at gøre op med Mbekis topstyring<br />
af partiet. Dette område er også noget, der har ført til stor<br />
frustration og splid internt i partiet.<br />
Men har ANC krydset sit Rubicon, og<br />
er der ingen vej tilbage? Vil vi se ANC<br />
der bevæger sig væk fra det spor der<br />
blev lagt af Mandela, om åbenhed og<br />
demokrati?<br />
Men har ANC krydset sit Rubicon, og er der ingen vej<br />
tilbage? Vil vi se ANC der bevæger sig væk fra det spor<br />
27
der blev lagt af Mandela, om åbenhed og demokrati. Et<br />
ANC, der mener at have monopol på magten, og måske<br />
lader sig inspirere af søsterpartiet ZANU-PF i Zimbabwe?<br />
Det er ikke umiddelbart en sandsynlig udvikling,<br />
da stærke kræfter i partiet vil modarbejde en sådan udvikling.<br />
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at fagbevægelsen<br />
COSATU, der har haft en central rolle i promoveringen<br />
af Zuma, jo har været en af de mest kritiske<br />
røster i relation til Zimbabwe. Valget af Zuma kan derfor<br />
også tolkes derhen, at demokratiet i ANC er blevet<br />
styrket, hvilket er godt for demokratiet i Sydafrika. Ved<br />
denne udvikling er politik igen blevet vedkommende for<br />
den bredere befolkninger der kan konstatere, at det er muligt<br />
at udfordre og besejre eliten. Problemet er så bare, at<br />
man har valgt en skandaleramt formand, der vil få svært<br />
ved at overbevise Sydafrikas internationale partner om sin<br />
troværdighed. Omvendt skal det understreges, at selvom<br />
der er stærke indicier mod Zuma, så er han ikke dømt.<br />
Dernæst viser historien i f.eks. Frankrig og Italien jo, at<br />
korruptionsanklager ikke nødvendigvis udgør et problem<br />
for en præsident.<br />
Lancering aF<br />
IPMONOPOLET.DK<br />
I forbindelsen med offentliggørelsen den 1. feb. vil redaktionen bag <strong>IPmonopolet</strong> afholde<br />
en lancering af tidsskriftet:<br />
Tirsdag den 12. feb. kl. 18.30 på Idealbar<br />
<strong>En</strong>ghavevej 40, København V<br />
Indgang er gratis<br />
Aftenen vil byde på en introduktion af <strong>IPmonopolet</strong> samt en debat under temaet;<br />
”<strong>DARFUR</strong> <strong>–</strong> <strong>En</strong> <strong>overset</strong> <strong>konflikt</strong>?” <strong>–</strong> et tema, som også behandles i 1. udgave af<br />
<strong>IPmonopolet</strong>.<br />
Efter debatten er baren åben for en drink, øl eller andet godt. Vi opfordrer folk til<br />
at blive til en hyggelig aften.<br />
28
IPMONOPOLET SPONSORERES AF:<br />
29
vs<br />
MOGENS LYKKETOFT SØREN PIND<br />
I forlængelse temaet, ”Darfur<strong>–</strong> en <strong>overset</strong> <strong>konflikt</strong>”, har vi adspurgt<br />
to markante politikere, Mogens Lykketoft og Søren Pind,<br />
om deres synspunkter på netop dette emne. Disse er særligt<br />
relevante, da de til dagligt beskæftiger sig med internationale<br />
problemstillinger i deres egenskab af udenrigsordfører for hhv.<br />
Socialdemokraterne og Venstre.<br />
Hvordan mener du, at FN har<br />
håndteret situationen i Darfur<br />
indtil nu?<br />
Hvad bør den vestlige verden,<br />
herunder Danmark, gøre<br />
i tilfælde af an forværring af<br />
situationen?<br />
MONOPOLET<br />
LYKKETOFT: FN har været lammet,<br />
fordi Sikkerhedsrådet ikke har<br />
været enigt. Der kan jo ikke iværksættes<br />
nogen FN-aktion, med mindre<br />
et flertal i Sikkerhedsrådet og alle<br />
fem faste medlemmer accepterer<br />
det. Kina har længe tøvet på grund<br />
af dets stærke interesse i et godt forhold<br />
til regeringen i Khartoum og<br />
levering af olie fra Sudan. Nu er der<br />
heldigvis bevægelse <strong>–</strong> ikke mindst<br />
fordi Kina har flyttet sig og støtter<br />
udsendelsen af en FN-styrke.<br />
LYKKETOFT: Vi bør deltage i<br />
FN-styrken og presse/hjælpe den<br />
Afrikanske Union til at søge at løse<br />
opgaven. Realiteterne lige nu synes<br />
at være, at situationen er en smule<br />
forbedret i området.<br />
PIND: FN har igen bevist, at det i<br />
forhold til at forhindre humanitære<br />
katastrofer er ineffektivt. FN-sy-stemet<br />
er en efterkrigs-konstruktion,<br />
der blev skabt for at tilvejebringe<br />
et regelsæt for staternes indbyrdes<br />
omgang, men som hurtigt blev<br />
formet af den kolde krig. Det blev<br />
et forum, hvor henholdsvis den<br />
vestlige, frie del af verden og kommunismens<br />
diktaturer kunne kommunikere<br />
for at forhindre et udbrud<br />
af den evigt latente <strong>konflikt</strong> i koldkrigsperioden.<br />
PIND: I verden efter murens fald<br />
drejer begivenhederne sig ikke<br />
længere om to ideologiers kamp<br />
om verdensherredømmet. Øst og<br />
Vest er ikke længere enheder, men<br />
opdelt i fragmenter, der hver især i<br />
kraft af udviklingen har fået globale<br />
interesser. FN-systemets effektivitet<br />
afhænger derfor af, at i praksis Sikkerhedsrådets<br />
medlemmer i overvejende<br />
grad har sammenfaldende<br />
interesser. Dette er meget sjældent<br />
tilfældet.<br />
30
Hvilke hindringer ser du i dag<br />
for den manglende handling i<br />
Darfur?<br />
Vil det under nogen omstændigheder<br />
kunne retfærdiggøres<br />
at foretage en humanitær<br />
intervention uden om<br />
FN’s sikkerhedsråd?<br />
Hvordan forudser du det<br />
fremtidige forløb i Darfur-regionen?<br />
LYKKETOFT: FN-lammelsen -<br />
jfr. 1) <strong>–</strong> som forhåbentlig er ved at<br />
blive overvundet. Men det er også<br />
et problem, at der har været megen<br />
tøven fra FN’s medlemslande m.h.t.<br />
at levere bidrag.<br />
LYKKETOFT: Ja - vi gjorde det jo<br />
i Kosovo uden beslutning i Sikkerhedsrådet,<br />
hvor Rusland blokerede,<br />
men med accept fra de fleste lande<br />
i FN<br />
LYKKETOFT: Vanskeligt at besvare,<br />
men jeg håber naturligvis, at<br />
FN-missionen vil lykkes og at det<br />
vil tvinge parterne til forhandling.<br />
FN kan ikke løse de bagved liggende<br />
<strong>konflikt</strong>er <strong>–</strong> det kan parterne kun<br />
selv gøre <strong>–</strong> hjulpet af bistand udefra<br />
til at genopbygge et fungerende<br />
samfund i Darfur.<br />
PIND: Darfur er - desværre - et<br />
godt eksempel på FN’s ineffektivitet.<br />
Særligt Kina har i høj grad<br />
ladet egne interesser gå forud for<br />
sikringen af overholdelse af<br />
menneskerettigheder og bekæmpelsen<br />
af en umenneskelig situation<br />
i området. Det er dog glædeligt, at<br />
et internationalt pres har fået disse<br />
to lande til - dog modvilligt - at acceptere<br />
det, der blev til Sikkerhedsrådets<br />
resolution 1769.<br />
Bestemt.<br />
PIND: I tilfælde, hvor FN-systemet<br />
blokeres af et modvilligt permanent<br />
medlem af Sikkerhedsrådet, er det<br />
min opfattelse, at der kan opstå situationer,<br />
der kræver handling - også<br />
militær. I så tilfælde må man holde<br />
frihedens og demokratiets fane<br />
højt.<br />
PIND: Jeg håber meget, at FN og<br />
den Afrikanske Union i fællesskab<br />
kan stoppe grusomhederne i området.<br />
Det er dog forventeligt, at<br />
den sudanesiske centralregering<br />
vil sætte sig imod og jeg frygter, at<br />
troppeantallet i det kæmpe område<br />
vil være helt utilstrækkeligt. <strong>En</strong>dvidere<br />
er FN-mandatet i Sikkerhedsrådets<br />
resolution 1769 udvandet<br />
og indeholder f.eks. ikke mandat<br />
til at afvæbne janjaweed-militsen,<br />
hvilket kunne tyde på en fortsættelse<br />
af myrderierne, mens det internationale<br />
samfund står på sidelinien<br />
og har travlt med at beskytte<br />
sig selv.<br />
31
YNSPUNKT<br />
Stephen Walt <strong>–</strong> Om den israelske lobby.<br />
Stephen Walt er professor i International Politik ved Harvards John F. Kennedy School of<br />
Government. I foråret 2006 udgav Walt i samarbejde med John Mearsheimer fra University<br />
of Chicago en artikel om de negative effekter af den israelske lobby. De to forskere tilskrev<br />
denne løse koalition af individer og organisationer en uforholdsmæssig stor magt. Lobbyen<br />
påvirker amerikansk udenrigspolitik i en pro-israelsk retning, der ifølge de to forfattere ikke<br />
er i den amerikanske nationalinteresse. Artiklen, der udkom i London Review of Books, skab-<br />
te stor opmærksomhed i medierne og førte til voldsom kritik af de ellers anerkendte forskere<br />
fra bl.a tidligere Secratary of State, Madeleine Albright.<br />
The central argument is centred<br />
on two assertions. Firstly that<br />
supporting Israel to the present<br />
extent is not in the national interest<br />
of the United States; secondly<br />
that Israel is not morally<br />
superior to its neighbours.In<br />
other words there is no reasonable,<br />
objective, justification for<br />
the current support for Israel.<br />
But is this two-folded logic not<br />
incommensurable. Either the<br />
argument must follow a national<br />
interest logic in which<br />
case morality is irrelevant or<br />
vice versa.<br />
The distinction isn’t between<br />
“national interest” and “moral<br />
interest”; it is between “strategic<br />
interests” and “moral interests,”<br />
which together comprise<br />
the national interest. We argue<br />
that neither can justify or fully<br />
explain the “special relationship”<br />
in which the US gives Israel<br />
nearly unconditional support.There<br />
is a strong moral<br />
case for Israel’s existence, but<br />
not for the current relationship.<br />
In continuation of the morality<br />
strand of your argument. You<br />
mention a number of Israeli<br />
democratic deficits, one of<br />
them being the fact that Israel<br />
is a Jewish State. Many democratic<br />
states are in fact rooted<br />
in religion eg. Denmark and<br />
the United Kingdom. Is this<br />
‘democratic problem’ really<br />
enough justification to compare<br />
Israel with neighbours<br />
like Egypt, Syria and Jordan<br />
<strong>–</strong> all of which have democratic<br />
problems of a totally different<br />
dimension?<br />
The United Kingdom is a liberal<br />
democracy like the United<br />
States, in which citizens of any<br />
ethnic group or nationality or<br />
religion are supposed to enjoy<br />
equal rights. Israel is more like<br />
Germany or Japan, where the<br />
state and citizenship are defined<br />
in more narrow terms.<br />
We don’t condemn this; we<br />
just note that this conception<br />
of democracy is different from<br />
America’s. But the main point<br />
is that the mere fact that Israel<br />
is democratic doesn’t explain<br />
the “special relationship,”--we<br />
don’t give any other democracy<br />
the same sort of special<br />
treatment.<br />
The article seems to argue that<br />
the present US unpopularity<br />
is partially caused by the<br />
one-sided support for Israel.<br />
For arguments sake, lets take<br />
Israel out of the Middle East<br />
equation. The US would probably<br />
still be in the region, due<br />
to its national interest (oil).<br />
There would still be severe<br />
32
YNSPUNKT<br />
socio-economic problems and<br />
the majority of the countries in<br />
the region would still be lead<br />
by corrupt dictators. So is the<br />
US support for Israel really<br />
that influential on public opinion<br />
in the Middle East? Or can<br />
the resentment towards the US<br />
rather be proscribed by the<br />
inevitable unpopularity of the<br />
world’s only superpower?<br />
Numerous public opinion surveys<br />
confirm that unconditional<br />
US support for Israel is<br />
a major cause of anti-American<br />
attitudes in the region. It is not<br />
the only cause, of course, but<br />
it is an important one. Moving<br />
towards a different relationship<br />
with Israel would not make the<br />
United States instantly popular,<br />
but it would remove one obvious<br />
source of friction. And it<br />
would be better for Israel to<br />
have a more normal relationship.<br />
The article highlights one of<br />
the main consequences of this<br />
very influential Israel lobby to<br />
be the decision to invade Iraq.<br />
How do you prove scientifically<br />
that the Israel lobby was indeed<br />
in key actor in this decision? Is<br />
it not equally possible that two<br />
different groups, the Israel lobby<br />
and the neocons, happened<br />
to have converging views on<br />
Saddam Hussein, though they<br />
had very different justifications<br />
for wanting Saddam removed<br />
from power?<br />
The neoconservatives are a key<br />
component in the Israel lobby,<br />
not a separate element. Many of<br />
them have worked for or have<br />
connections to key groups in<br />
the lobby, such as Washington<br />
Institute for Near East Policy,<br />
JINSA, AEI, and the Project<br />
for a New American Century.<br />
We show in considerable detail<br />
that the neocons conceived<br />
the idea of invading Iraq, and<br />
pushed for it steadily from<br />
1998 on. Moreover, there were<br />
no other significant groups<br />
or institutions pushing war:<br />
not the military, not the State<br />
Department, not the oil companies,<br />
not the CIA. The neocons<br />
were not able to persuade<br />
Clinton to go to Baghdad, and<br />
they failed to persuade Bush or<br />
Cheney prior to September 11.<br />
But after 9/11, they had a ready<br />
solution to a new strategic<br />
problem and Bush and Cheney<br />
embraced it. Once they did,<br />
many of the leading organizations<br />
in the lobby (including<br />
AIPAC) supported the war by<br />
quietly lobbying in favor. So<br />
we argue that the lobby - and<br />
especially the neocons within<br />
it - was necessary to make the<br />
war happen, but these groups<br />
obviously did not cause the war<br />
by themselves.<br />
You mention AIPAC as one of<br />
the most important actors in<br />
the Israel Lobby. Considering<br />
the conclusions of your article<br />
on the Israel lobby, what<br />
should be the explicit policy<br />
recommendations for lobby<br />
groups in the United States, if<br />
the strength of this particular<br />
lobby should be mitigated?<br />
We hope that more moderate<br />
groups (such as the Israel Policy<br />
Forum or Americans for Peace<br />
Now) become more influential<br />
and more broadly supported,<br />
and that groups such as AIPAC<br />
begin to rethink their positions<br />
and advocate more sensible<br />
policies. A more open discussion<br />
of these issues would also<br />
help.<br />
What have been the implications<br />
John Mearsheimer and<br />
yourself after writing this article<br />
with respect to your future<br />
academic prospects? Was there<br />
pressure from your various<br />
universities (or elsewhere) not<br />
to publish the article?<br />
No!<br />
What is your take on the upcoming<br />
presidential elections?<br />
What will be the implications<br />
of a democratic president in<br />
2009 for US policy on Israel,<br />
once you look pass the current<br />
election rhetoric, where every<br />
candidate tries to overdue the<br />
others in support of Israel?<br />
We believe US-Israeli relations<br />
will not be substantially different<br />
under the next president-<br />
-no matter who wins--unless<br />
key institutions in the lobby<br />
decline in influence or moderate<br />
their positions.<br />
33
Redaktion<br />
Ansvarshavende redaktion<br />
Stig Tackmann<br />
Simon Gravers Jacobsen<br />
Temaredaktion<br />
Emma Knudsen<br />
Mads Dalum Libergren<br />
Lise Frikke<br />
Monopolredaktion<br />
Frederik Dømler<br />
Webredaktør<br />
Kasper Bjerre Rasmussen<br />
Ad hoc konsulent<br />
Steffen Zoëga Thorøe<br />
<strong>IPmonopolet</strong> er et tidsskrift, der på nuanceret vis tilstræber at udbrede kendskab til og skabe alsidig debat<br />
om internationale forhold. Det er tidsskriftets formål at give studerende, fagfolk og debattører, der har interesse<br />
for international politik, et talerør og en platform for debat.<br />
34
IPMONOPOLET SPONSORERES AF:<br />
35