1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

More documents

Recommendations

Info

eksemplariske død, og medtager som oftest også de mirakler, der har fundet sted under helgenens medvirken i levende live og efter dennes død. Der er naturligvis ikke tale om objektive, historiske dokumenter, og ”vita’ets” historiske kildeværdi er derfor stærkt begrænset. Et ”helgenvita” er snarere fi ktion end et historisk dokument, selvom forfatteren ofte giver udtryk for, at han fortæller ”sandheden”, og som dokumentation bl.a. henviser til pålidelige øjenvidner eller personer, der har været i nær kontakt med fortællingernes helte/heltinder. Det gælder også Rudolf af Fulda, der i prologen til Sankt Lioba’s ”Vita” henviser til nogle af hendes gamle elever, der citeres for at have givet ham vigtige informationer om Lioba og derved, ifølge Rudolf’s måde at tænke på, styrker ”vita’ets” troværdighed. Visse faste elementer og stiltræk er sædvanligvis at fi nde i et ”helgenvita”. Fortællingen lægger ud med at beskrive, hvorledes moderen til den kommende helgen har en drøm eller vision, der lader forstå, at hun skal føde et ganske særligt barn med et overnaturligt kald. Barnet vokser op og viser allerede som lille tegn på hellighed. Den lille ”helgenspire” er usædvanlig from og god, har ofte overnaturlige evner, er kort sagt ganske anderledes end andre børn. Måske gennemlever den kommende helgen en periode af oprør imod Guds plan med ham/hende, men trækker sig derefter tilbage fra verden (”ud i ørkenen”) og erkender Guds plan med sit liv. Som voksen træder han/hun frem, tager sit kald på sig og lever et liv i Guds tjeneste, enten ved at gå i kloster eller ved på anden måde at tjene Gud blandt de fattige, eller måske som en stor prædikant eller ordensgrundlægger. De specielt udvalgte får lov til at dø for Gud som martyrer. Måske udretter den hellige person allerede i levende live mirakler og får til sidst en vision om, at døden nærmer sig. Den kommende helgen forbereder sig fromt til døden, dør i hellighed, nogle endda som martyrer, og viser ved at udrette mirakler, at han/hun rent faktisk er salig hos Gud og kan gå i forbøn for de endnu levende, hvis disse beder vedholdende om det. Helgenernes forbindelse med de endnu levende er af stor betydning, idet det er forudsætningen for, at de kan hjælpe de levende, som derfor har fordel af at henvende sig i bøn til helgenerne. Et ”helgenvita” er fuld af dyder og mirakler, ofte præsenteret som hele ”kataloger”, og beskriver en verden, der 12 ikke er et billede af den faktiske virkelighed. Genrens opgave er ikke at beskrive virkeligheden, men at vække undren og beundring og påvirke læseren i from retning! ”Helgenvita’ets” opgave og betydning er spirituel og didaktisk. Det er denne genres opgave at cementere samtidens fromhedsforestillinger. Den siger måske ikke så meget om, hvordan den enkelte helgen levede og virkede, men derimod en hel del om, hvilke forventninger man i samtiden havde til en helgen. Den slags fortællinger har altså for os moderne læsere ikke så stor historisk værdi. Men vi må huske på, at grænserne imellem fakta og fi ktion i middelalderen var fl ydende. Historikeren var både rhetoriker og digter, og man blandede gerne historie og legende sammen. Den slags beretninger blev læst op under gudstjenester, eller i munke og nonners refektorier under måltidet; de var beregnet på at være opbyggelige, snarere end på rent faktisk at belære, så derfor blev der lagt vægt på dyder og mirakler, som de troende, herunder munke og nonner, kunne lade sig inspirere af til efterfølgelse. Derfor gjorde det heller ikke så meget, at en forfatter overtog dyder og mirakler, hele afsnit eller værkets struktur som sådan, fra tidligere ”helgenvitae”, som for eks. Athanasius’ ”Vita Antonii” eller Sulpicius Severus’ ”Martin af Tours-Vita”, der blev forbillede for senere middelalderlige helgenvitae, endda selvom det skete uden at henvise til forbilledet. Det var blot udtryk for beundring for den slags dyder og mirakler. Forfatteren lod sig inspirere af tidligere beretninger og overtog nogle gange hele afsnit fra sine forbilleder. Det var imidlertid ikke ensbetydende med plagiat. Sammenfattende kan vi altså konstatere, at ”helgenvitae” måske kun i begrænset omfang kan sige os noget om, hvordan den beskrevne helgen rent faktisk har været som person, men derimod en hel del om samtidens forestillinger om og forventninger til en helgen. Kirsten Grubb Jensen
Møde i KÆK den 13. oktober 2009 Emne: Børn. Kirkens fremtid og ressource Vi fi k et godt indblik i sognets arbejde med yngste generations introduktion til vores kirke ved KÆKmødet 13. oktober. Under titlen: ”Børn. Kirkens fremtid og ressource” fortalte vore kateketer Klara Kaare Frederiksen og Maria Isabel B. Nielsen om deres undervisning af børneholdene, dvs. de 3-7 årige, og om 1. kommunionholdene. Det kom tydeligt frem, at meget har ændret sig fundamentalt i forhold til tidligere. Det er nu i høj grad børnene selv, som ”styrer” forløbet i den forstand, at deres iver og engagement får lov at slå igennem ved deres ”ledende” spørgsmål, som deres vejledere griber fat i og gerne tager som udgangspunkt i det videre arbejde. Børn er nu tildags friere og tidligere udviklet end foregående generationer på tilsvarende alders- Birthe Blichert-Toft ved mødet i KÆK den 12. januar, hvor hun bl.a. kunne fortælle om forårets program. (foto: Anders Kaare Frederiksen).” 13 trin, de er nysgerrige og meget gerne særdeles aktive i undervisningen. Det er spændende – og krævende – for vejlederne at møde denne udfordring og tilmed en stor tilfredsstillelse, at de alleryngstes optagethed og synlige glæde ved børnelørdagene bakkes positivt op af forældrene. I blandingen af leg, praktiske opgaver og spørgerunder indgår også en introduktion til Sankt Lioba Klosteret, så børnene ved at besøge klosteret lærer nonnerne at kende, og til kirkerummet – gerne i form af en skattejagt rundt i alle hjørner og afkroge. Også Jacob, Rasmus og Christian fungerer som vejledere, bl.a. ved ministranttjenesten, og selvfølgelig ikke mindst Jesper (vor sognepræst), som børnene vist først og fremmest opfatter som en (lidt) ældre kammerat. Der er en afgrund til forskel fra al katekismus-terperi og sort tale og så til denne uhøjtidelige måde at introducere vores fremtidige kirkefolk til katolsk tro og menighedsliv. Stor tak til underviserne! – også fra ældreklubben for et levende og muntert indsyn i denne del af sognekirkens aktivitet. Som indledning til mødet kom Birthe ind på nogle mere generelle forhold omkring ældreklubben, hvor et glidende generationsskifte af naturlige årsager efterhånden vil gøre sig gældende, og hvor vi må søge at interessere fl ere i menigheden for at slutte op om vores – synes vi da selv – velfungerende og hyggelige klub. Vi har spændende ting på programmet for vinterperioden. Så kom og vær med!! HKT
Page 1 and 2: LUMEN 1 LUMEN nr. 70 | December 200
Page 3 and 4: Prædiken til juledag I begyndelsen
Page 5 and 6: der ikke mere. Jeg tænkte: Hov! de
Page 7 and 8: Danmark, og efter det besøg ønske
Page 9 and 10: Valg til menighedsrådet 21. marts
Page 11: kommende helgen rent faktisk har le
Page 15 and 16: Møde i KÆK den 12. januar 2010 Vi
Page 17 and 18: Sognepræst Jesper Fich fortalte om
Page 19 and 20: Nyt fra Sankt Mariæ Kirkes børneu
Page 21 and 22: SMUK - indtryk fra december måned
Page 23 and 24: Sognekalender Søndag den 31. Janua

1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?