1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

eksemplariske død, og medtager som oftest også de
mirakler, der har fundet sted under helgenens medvirken
i levende live og efter dennes død. Der er
naturligvis ikke tale om objektive, historiske dokumenter,
og ”vita’ets” historiske kildeværdi er derfor
stærkt begrænset. Et ”helgenvita” er snarere fi ktion
end et historisk dokument, selvom forfatteren ofte giver
udtryk for, at han fortæller ”sandheden”, og som
dokumentation bl.a. henviser til pålidelige øjenvidner
eller personer, der har været i nær kontakt med
fortællingernes helte/heltinder. Det gælder også Rudolf
af Fulda, der i prologen til Sankt Lioba’s ”Vita”
henviser til nogle af hendes gamle elever, der citeres
for at have givet ham vigtige informationer om Lioba
og derved, ifølge Rudolf’s måde at tænke på, styrker
”vita’ets” troværdighed.
Visse faste elementer og stiltræk er sædvanligvis at
fi nde i et ”helgenvita”. Fortællingen lægger ud med
at beskrive, hvorledes moderen til den kommende
helgen har en drøm eller vision, der lader forstå, at
hun skal føde et ganske særligt barn med et overnaturligt
kald. Barnet vokser op og viser allerede
som lille tegn på hellighed. Den lille ”helgenspire”
er usædvanlig from og god, har ofte overnaturlige
evner, er kort sagt ganske anderledes end andre
børn. Måske gennemlever den kommende helgen en
periode af oprør imod Guds plan med ham/hende,
men trækker sig derefter tilbage fra verden (”ud i
ørkenen”) og erkender Guds plan med sit liv. Som
voksen træder han/hun frem, tager sit kald på sig
og lever et liv i Guds tjeneste, enten ved at gå i kloster
eller ved på anden måde at tjene Gud blandt
de fattige, eller måske som en stor prædikant eller
ordensgrundlægger. De specielt udvalgte får lov til
at dø for Gud som martyrer. Måske udretter den hellige
person allerede i levende live mirakler og får til
sidst en vision om, at døden nærmer sig. Den kommende
helgen forbereder sig fromt til døden, dør i
hellighed, nogle endda som martyrer, og viser ved
at udrette mirakler, at han/hun rent faktisk er salig
hos Gud og kan gå i forbøn for de endnu levende,
hvis disse beder vedholdende om det.
Helgenernes forbindelse med de endnu levende er
af stor betydning, idet det er forudsætningen for,
at de kan hjælpe de levende, som derfor har fordel
af at henvende sig i bøn til helgenerne. Et ”helgenvita”
er fuld af dyder og mirakler, ofte præsenteret
som hele ”kataloger”, og beskriver en verden, der
12
ikke er et billede af den faktiske virkelighed. Genrens
opgave er ikke at beskrive virkeligheden, men
at vække undren og beundring og påvirke læseren
i from retning!
”Helgenvita’ets” opgave og betydning er spirituel og
didaktisk. Det er denne genres opgave at cementere
samtidens fromhedsforestillinger. Den siger måske
ikke så meget om, hvordan den enkelte helgen levede
og virkede, men derimod en hel del om, hvilke
forventninger man i samtiden havde til en helgen.
Den slags fortællinger har altså for os moderne læsere
ikke så stor historisk værdi. Men vi må huske
på, at grænserne imellem fakta og fi ktion i middelalderen
var fl ydende. Historikeren var både rhetoriker
og digter, og man blandede gerne historie og legende
sammen. Den slags beretninger blev læst op under
gudstjenester, eller i munke og nonners refektorier
under måltidet; de var beregnet på at være opbyggelige,
snarere end på rent faktisk at belære, så derfor
blev der lagt vægt på dyder og mirakler, som de
troende, herunder munke og nonner, kunne lade sig
inspirere af til efterfølgelse.
Derfor gjorde det heller ikke så meget, at en forfatter
overtog dyder og mirakler, hele afsnit eller
værkets struktur som sådan, fra tidligere ”helgenvitae”,
som for eks. Athanasius’ ”Vita Antonii” eller
Sulpicius Severus’ ”Martin af Tours-Vita”, der blev
forbillede for senere middelalderlige helgenvitae,
endda selvom det skete uden at henvise til forbilledet.
Det var blot udtryk for beundring for den slags
dyder og mirakler. Forfatteren lod sig inspirere af
tidligere beretninger og overtog nogle gange hele
afsnit fra sine forbilleder. Det var imidlertid ikke
ensbetydende med plagiat. Sammenfattende kan
vi altså konstatere, at ”helgenvitae” måske kun i
begrænset omfang kan sige os noget om, hvordan
den beskrevne helgen rent faktisk har været som
person, men derimod en hel del om samtidens
forestillinger om og forventninger til en helgen.
Kirsten Grubb Jensen