1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

More documents

Recommendations

Info

Om helgener og helgenkåring Helgener Den offentlige dyrkelse af en særlig gruppe kristne mænd og kvinder, samt anvendelsen af betegnelsen hellig på dem som enkeltpersoner, tager i første omgang udgangspunkt i den ære, man viste martyrerne, dem, der havde givet deres liv for troen på Jesus Kristus. Denne dyrkelse af martyrerne som hellige kom først til udtryk på de steder, hvor de havde lidt og var blevet begravet. Herfra bredte den sig videre til andre steder, og for visses vedkommende til hele Kirken. De troende samledes ved graven og fejrede årsdagen for martyriet af den hellige person ved en Messe, hvorunder martyrens navn blev nævnt med ære. Dagen blev anset for at være en festdag, ikke en sørgedag, idet man jo fejrede, at den hellige med ære var gået hjem til det evige liv hos Gud. Det var en triumf. Hurtigt begyndte de troende også at anråbe de døde martyrer om hjælp, især i form af forbøn. Deres jordiske levninger, som man fra begyndelsen omhyggeligt opbevarede, samt andre ting, som de havde været i berøring med, blev skattet og æret, og deres navne blev givet i dåben, ligesom også kirker blev indviet til dem. Da kejser Konstantin i 313 udstedte sit ”toleranceedikt”, der tillod kristendommen, ophørte forfølgelserne, og herefter skete det ikke så ofte, at kristne led martyrdøden. De troende blev nu stillet over for andre fristelser og prøvelser. Kirkelærere som den hellige Basilius og den hellige Johannes Chrysostomos fremhævede, at det kristne liv i sig selv kunne være et martyrium, hvis det blev levet under afsavn og askese. Ved slutningen af det første århundrede blev den ære, man hidtil havde vist martyrerne, udstrakt til også at kunne vises over for de store asketer i ørkenen. Hertil føjede man efterhånden særligt beundringsværdige biskopper, kirkelærere og ordensgrundlæggere (både mænd og kvinder). De blev æret uden at have lidt martyriet. Tanken var, at man i stedet for at dø for troen kunne leve helt for troen og give afkald på alle goder for troens skyld. Livet skulle leves som en slags martyrium. Den type helgener kaldes confessores på dansk bekendere. 10 Denne betegnelse antyder, at de ved udholdende at bekende den kristne tro i deres liv, afl ægger et lige så virkningsfuldt vidnesbyrd om Kristus, som martyren gør ved at dø for Ham. Som nævnt blev efterladenskaber efter de hellige, det gælder både direkte efterladenskaber, dvs. rester af deres legemer, for Jesu Kristi vedkommende også korset, naglerne og tornekronen, og indirekte efterladenskaber, for eks. ting, helgenerne havde været i berøring med, så som klædningsstykker, redskaber, de havde brugt, og meget mere, opbevaret og æret, idet man mente, at de indeholdt en kraft, man kunne få del i. Sådanne jordiske levninger kaldes relikvier. Ordet reliquiae betød i det senantikke Rom måltidsrester eller asken efter en kremeret person, i første omgang efter en martyr, men senere også efter eremitter og bekendere. Det blev sædvane at opbevare relikvier i kirkers og kapellers altre, ligesom man indviede kirker til den pågældende hellige person ved navns nævnelse. Faktisk blev det besluttet, at der skulle være et relikvie i enhver katolsk kirkes alter. De troende kunne så komme til helligstedet og bede om helgenens eller helgenindens hjælp, især i form af forbøn. Det er vigtigt at understrege, at katolikker ikke tilbeder relikvierne eller helgenerne, men ærer dem. Baggrunden for at dyrke relikvierne er et sted i den Hellige Skrift, Paulus’ første brev til Korintherne, 3. 16+17, hvor der står: Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i Jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel! Helgenkåring. Helgenkåringen eller med den offi cielle betegnelse, kanoniseringen, som den foregår i dag, er afslutningen på en såkaldt helgenkåringsproces. Kanonisering betyder egentlig blot den lovmæssige indskrivning af den helgenkårede persons navn i helgenfortegnelsen. Forud for den må der være gået en saligkåringsproces, også kaldet beatifi kation. Selve processen føres af en ”postulator”, en, der fremlægger sagen. Desuden medvirker en ”advocatus diaboli”, djævelens advokat, der skal fremlægge alt det negative, der kan tale imod en saligkåring. Man skal fastslå, om den
kommende helgen rent faktisk har levet et heroisk og dydigt liv i hellighed. Desuden må man kunne påvise, at han/hun har udvirket to mirakler efter sin død. Forud går en række grundige undersøgelser, foretaget af eksperter, inden processen indledes på foranledning af biskoppen over det bispedømme, hvor den potentielle helgen/helgeninde levede eller døde, og hvor alle dokumenter skal føres til bogs. Når alt er nøje undersøgt, overgives den videre behandling af sagen til Vatikanet i Rom, der indleder den apostoliske proces. Først når alle betingelser er opfyldt, kan Paven beslutte, at en højtidelig saligkåring kan fi nde sted. Forløbet afsluttes altså i vore dage centralt, i Rom. Kirsten Grubb Jensen, som lige har færdiggjort en bog om Lioba. Den udkommer ca. 20. maj i anledning af Liobasøstrenes 75 års jubilæum for ankomsten til Danmark. Kirsten Grubb Jensen er cand. phil. i italiensk og er licentiat i middelalderlitteratur. 11 Salige æres fortrinsvis lokalt i et bispedømme eller i en del af kirken. For at blive helgenkåret (kanoniseret) skal den hellige person have betydning for hele kirken og æres af et større antal troende. Desuden skal vedkommende have udvirket yderligere to mirakler. Sådan foregår helgenkåringer i dag, og således er det foregået siden konciliet i Trentoo, 25. samling, i 1563, altså siden modreformationstiden. Før den tid foregik saligkåringer og helgenkåringer på en anden måde. Man kalder den tidligere måde at kåre helgener på for ”Canonisatio aequipollens” (en kanonisation der er ”lige så stærk”). Der var tale om en helgenkåring uden juridisk proces, ved koncilfædrenes, eller endnu tidligere ved hele folkets akklamation – under opsyn af den stedlige biskop. Det var faktisk den måde, hvorpå den Hellige Lioba, forbillede for Liobasøstrene på Frederiksberg, blev kåret til helgen. Også i denne tidlige periode skulle man påvise, at kandidaten havde levet et dydigt og heroisk liv i troen på Jesus Kristus. På en synode i Frankfurt 794 blev det for at undgå alt for udokumenterede helgenkåringer vedtaget, at man i fremtiden i forbindelse med salig- og helgenkåringer skulle lade udfærdige en levnedsskildring, et såkaldt ”Vita”, der skulle dokumentere kandidatens hellighed. Når dokumentationen var tilendebragt, kunne man skride til at grave relikvierne op fra det sted, hvor de indtil da havde hvilet (elevatio), overføre dem til det nye hvilested, hvor de fremtidig skulle æres (tranlatio) og nedlægge dem i et helgenskrin, der blev anbragt på alteret i en kirke, hvor de troende herefter kunne samles for at ære den nye helgen/helgeninde. Sådan foregik det, da Lioba i 836/838 blev erklæret for at være helgen, og sådan var forløbet frem til modreformationen, hvor det blev besluttet at henlægge den slags sager til Rom, direkte under Paven. Helgenvita Hvad er et ”helgenvita”, somme tider også kaldet en ”helgenlegende”? (noget, der bør læses op) Hvilke træk med hensyn til indhold, form og stilistiske virkemidler er karakteristiske for denne genre? Et ”helgenvita” beskriver en hellig persons levned helt tilbage fra han/hun blev født, til efter helgenens
Page 1 and 2: LUMEN 1 LUMEN nr. 70 | December 200
Page 3 and 4: Prædiken til juledag I begyndelsen
Page 5 and 6: der ikke mere. Jeg tænkte: Hov! de
Page 7 and 8: Danmark, og efter det besøg ønske
Page 9: Valg til menighedsrådet 21. marts
Page 13 and 14: Møde i KÆK den 13. oktober 2009 E
Page 15 and 16: Møde i KÆK den 12. januar 2010 Vi
Page 17 and 18: Sognepræst Jesper Fich fortalte om
Page 19 and 20: Nyt fra Sankt Mariæ Kirkes børneu
Page 21 and 22: SMUK - indtryk fra december måned
Page 23 and 24: Sognekalender Søndag den 31. Janua

1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?