1 LUMEN nr. 70 | December 2009 - Sankt Mariæ Kirke

Om helgener og helgenkåring
Helgener
Den offentlige dyrkelse af en særlig gruppe kristne
mænd og kvinder, samt anvendelsen af betegnelsen
hellig på dem som enkeltpersoner, tager i første omgang
udgangspunkt i den ære, man viste martyrerne,
dem, der havde givet deres liv for troen på Jesus
Kristus. Denne dyrkelse af martyrerne som hellige
kom først til udtryk på de steder, hvor de havde lidt
og var blevet begravet.
Herfra bredte den sig videre til andre steder, og for
visses vedkommende til hele Kirken.
De troende samledes ved graven og fejrede årsdagen
for martyriet af den hellige person ved en Messe,
hvorunder martyrens navn blev nævnt med ære. Dagen
blev anset for at være en festdag, ikke en sørgedag,
idet man jo fejrede, at den hellige med ære
var gået hjem til det evige liv hos Gud. Det var en
triumf. Hurtigt begyndte de troende også at anråbe
de døde martyrer om hjælp, især i form af forbøn.
Deres jordiske levninger, som man fra begyndelsen
omhyggeligt opbevarede, samt andre ting, som de
havde været i berøring med, blev skattet og æret, og
deres navne blev givet i dåben, ligesom også kirker
blev indviet til dem.
Da kejser Konstantin i 313 udstedte sit ”toleranceedikt”,
der tillod kristendommen, ophørte forfølgelserne,
og herefter skete det ikke så ofte, at kristne
led martyrdøden. De troende blev nu stillet over for
andre fristelser og prøvelser.
Kirkelærere som den hellige Basilius og den hellige
Johannes Chrysostomos fremhævede, at det kristne
liv i sig selv kunne være et martyrium, hvis det blev
levet under afsavn og askese. Ved slutningen af det
første århundrede blev den ære, man hidtil havde vist
martyrerne, udstrakt til også at kunne vises over for
de store asketer i ørkenen. Hertil føjede man efterhånden
særligt beundringsværdige biskopper, kirkelærere
og ordensgrundlæggere (både mænd og kvinder).
De blev æret uden at have lidt martyriet. Tanken
var, at man i stedet for at dø for troen kunne leve helt
for troen og give afkald på alle goder for troens skyld.
Livet skulle leves som en slags martyrium. Den type
helgener kaldes confessores på dansk bekendere.
10
Denne betegnelse antyder, at de ved udholdende at
bekende den kristne tro i deres liv, afl ægger et lige så
virkningsfuldt vidnesbyrd om Kristus, som martyren
gør ved at dø for Ham.
Som nævnt blev efterladenskaber efter de hellige,
det gælder både direkte efterladenskaber, dvs.
rester af deres legemer, for Jesu Kristi vedkommende
også korset, naglerne og tornekronen, og
indirekte efterladenskaber, for eks. ting, helgenerne
havde været i berøring med, så som klædningsstykker,
redskaber, de havde brugt, og meget
mere, opbevaret og æret, idet man mente, at de
indeholdt en kraft, man kunne få del i. Sådanne
jordiske levninger kaldes relikvier. Ordet reliquiae
betød i det senantikke Rom måltidsrester eller
asken efter en kremeret person, i første omgang
efter en martyr, men senere også efter eremitter og
bekendere. Det blev sædvane at opbevare relikvier
i kirkers og kapellers altre, ligesom man indviede
kirker til den pågældende hellige person ved navns
nævnelse. Faktisk blev det besluttet, at der skulle
være et relikvie i enhver katolsk kirkes alter. De
troende kunne så komme til helligstedet og bede
om helgenens eller helgenindens hjælp, især i form
af forbøn. Det er vigtigt at understrege, at katolikker
ikke tilbeder relikvierne eller helgenerne, men
ærer dem. Baggrunden for at dyrke relikvierne er
et sted i den Hellige Skrift, Paulus’ første brev til
Korintherne, 3. 16+17, hvor der står: Ved I ikke,
at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i Jer? Hvis
nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge
ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans
tempel!
Helgenkåring.
Helgenkåringen eller med den offi cielle betegnelse,
kanoniseringen, som den foregår i dag, er afslutningen
på en såkaldt helgenkåringsproces. Kanonisering
betyder egentlig blot den lovmæssige indskrivning af
den helgenkårede persons navn i helgenfortegnelsen.
Forud for den må der være gået en saligkåringsproces,
også kaldet beatifi kation. Selve processen føres
af en ”postulator”, en, der fremlægger sagen. Desuden
medvirker en ”advocatus diaboli”, djævelens
advokat, der skal fremlægge alt det negative, der kan
tale imod en saligkåring. Man skal fastslå, om den