Fælles skabelon - LandbrugsInfo

KvægInfo nr.: 1808 Dato: 17-12-2007 Forfatter: Lars E. Larsen
Faktorer af betydning for sundheden hos kalve
Af seniorforsker Lars Erik Larsen
Veterinærinstituttet, DTU
e-mail: lel@vet.dtu.dk
Nye regler på kalveområdet betyder, at kalve i konventionelle besætninger skal opstaldes i grupper
fra otte ugers alderen, samt at enkeltopstaldende kalve under otte uger skal kunne få direkte kontakt
med andre kalve. I økologiske besætninger må kalve ikke enkeltopstaldes efter én uge.
Opstaldningsforholdene har betydning for såvel kalvenes velfærd, sociale trivsel og sundhed.
Når der ses bort fra kalvedødelighed i umiddelbar tilknytning til kælvning er det overvejende to
sygdomskomplekser, som giver sygdom hos kalve nemlig diarré og lungebetændelse.
Hvilke typer af smitstof, der er involveret i infektiøse sygdomme hos kalve, har stor betydning for,
hvordan sygdommen opstår og spredes mellem individerne. Basalt er der tre forskellige typer af
smitstof på spil i de danske kalvestalde: bakterier, parasitter samt virus. En række disse smitstoffer
findes også hos raske dyr. Årsager til respirationslidelser og diarré hos kalve er meget komplekst,
hvor en række infektiøse faktorer i samspil med miljø- og driftsforhold spiller en afgørende rolle.
Både mængden af smitstof samt faktorer knyttet til kalven har betydning for, om der opstår klinisk
sygdom. Specielt vigtigt er mængden og sammensætningen af antistoffer fra råmælken, stress og
kalvens generelle immunitet og modstandsdygtighed. Man kan selv foretage en række forholdsregler
som kan medvirke til at nedbringe sygdom hos kalve – det handler bl.a. om forhold vedrørende
ventilation, hygiejne, gruppeopstaldning, råmælkspolitik og observation af kalvene.
Der har de senere år været en stigende offentlig -og dermed politisk-
fokus på dyrevelfærd, specielt vedr. opstaldning af ungdyr, herunder
kalve. Den politiske bevågenhed har medført opstramning af regler
for behandling og opstaldning af dyr – både i form af nye EU
direktiver og som national lovgivning. De nye regler har stor praktisk
og økonomisk betydning for producenterne, der i yderste
konsekvens må udskifte store dele af inventaret. Kort sagt betyder
de nye regler på kalveområdet, at kalve i konventionelle
besætninger skal opstaldes i grupper fra otte ugers alderen, samt at
enkeltopstaldende kalve under otte uger skal kunne få direkte
kontakt med andre kalve (direktiv 97/2/EC, 1997).
I økologiske besætninger må kalve ikke enkeltopstaldes efter én uge (Regulation 1804/1999/EC).
Opstaldningsforhold har betydning for både kalvenes velfærd, sociale trivsel og sundhed. Denne artikel
opsummerer forhold, der har betydning for kalvesundheden – med specielt fokus på infektiøse sygdomme.
Det skal dog understreges at velfærd og sundhed (i betydningen fravær af sygdom) i mange
sammenhænge er to sider af samme sag. Evaluering af tiltag, der iværksættes for at fremme
velfærden/trivslen af kalve, bør derfor også omfatte effekten på sundheden – desværre er det de færreste
studier, der belyser begge forhold.
Kalvesygdomme
Når der ses bort fra kalvedødelighed i umiddelbar tilknytning til kælvning er det
overvejende to sygdomskomplekser, som giver sygdom hos kalve – diarré og
lungebetændelse. Der findes en række danske og udenlandske opgørelser
over, hvor stort problemet er, men det er svært at sammenligne disse
undersøgelser da måleparametre er forskellige. Tal som sikkert svarer
nogenlunde til den gennemsnitlige status anføres i velfærdsrapporten – nemlig
at lungebetændelse er skyld i 15% af samtlige kalvedødsfald i løbet af det
første halve leveår og at diarré er årsag til 75% af samtlige dødsfald hos kalve
under tre uger. Herudover behandles nok 10-15% mod henholdsvis diarré og
lungebetændelse. Af disse tal fremgår det også, at diarré er hyppigst
forekommende den første levemåned, hvor lungebetændelse ses mest hyppigt
hos ældre kalve. Herudover er det tidligere påvist, at kalve, der får diarré, har
langt større risiko for at få lungebetændelse på et senere tidspunkt.
Andre undersøgelser har vist, at kvier, der blev behandlet for infektioner som kalve, i gennemsnit kælver 6
måneder senere end kvier, der ikke har været behandlet.

Smitstof involveret i infektiøse kalvesygdomme
Hvilke typer af smitstof, der er involveret i infektiøse sygdomme hos kalve, har ikke kun akademisk interesse,
men har stor betydning for, hvordan sygdommen opstår og spredes mellem individerne. Heraf følger, at en
given ændring i opstaldning og/eller management vil have forskellig betydning for de forskellige grupper af
smitstof. Basalt er der tre forskellige typer af smitstof på spil i de danske kalvestalde: bakterier, parasitter
samt virus.
Smitstof, der kan give diarré
Patogen gruppe Navn 1 uge 2-4 uge > 4 uger
Bakterier
E.Coli
Salmonella
Virus
Rota virus
Corona virus
Parasitter
Cryptosporidier
Coccidier
Tabellen viser hvilke smitstoffer, der er de hyppigste årsager til diarré hos danske kalve, og hvornår de
hyppigst optræder.
E. Coli
E. Coli er, sammen med salmonella,) den mest hyppige bakterielle årsag til diarré hos kalve og har primært
betydning den første uge. Bakterien spredes med fæces fra dyr til dyr, men staldbunden kan også være
kontamineret.
Cryptosporider og coccidier
Cryptosporider er den mest almindelige parasit, som giver anledning til diarré hos kalve den første
levemåned – hos ældre kalve er det primært coccidier der giver problemer. Parasitter er relativt store og
relativt modstandsdygtige i miljøet og kan derfor overleve længe i staldbunden og på forurenede redskaber
og inventar. Mekanisk rengøring og udtørring kan dog sænke smittepresset væsentligt.
Rota og coronavirus
Rota og coronavirus er de virus, der oftest giver diarré hos kalve. Rotavirus rammer primært kalve under 4
uger, mens coronavirus kan give anledning til diarré hos alle aldersgrupper. Rotavirus er meget
modstandsdygtigt og kan overleve længe i staldbunden og smitter med fæces via /”forurenede redskaber og
inventar”, staldbund og direkte kontakt med inficerede kalve. Coronavirus er mere sårbar, men kan også give
anledning til respirationssvejslidelser hvorfor dette virus også smitter gennem luften over kortere afstande.
Da meget store mængder af virus bliver udskilt af et smittet dyr og da den dosis der skal til for at give
sygdom ofte er lille, vil selv en enkelt smittet kalv kunne smitte mange andre kalve.
Smitstoffer, der kan give respirationsvejslidelser
Figur 1: Respirationsvejslidelser og diarré hos kalve er ætiologisk meget komplekse syndromer, hvor en
række infektiøse determinanter i samspil med miljø- og driftsforhold spiller en afgørende rolle.
Nedsat
immunitet
Virus
vævs V skade
Øget bakterievækst
Sekundær bakteriel infektion
Inflammation

Respirationssvejslidelser (enzootisk pneumoni eller blot influenza i daglig tale) hos kalve er årsagsmæssigt
et meget komplekst syndrom, som involverer en række faktorer relateret både til kalve og til miljøet som
skitseret i ovenstående figur. Lidelsen forekommer specielt hos kalve under 6 måneder, men kan også
ramme ældre dyr hvis de ikke er immune.
Følgende smitstoffer anses, under danske forhold, for at spille en rolle i syndromet:
Virus: Bovint respiratorisk syncytial (BRS) virus, parainfluenza-3- (PI-3-)virus samt bovint
coronavirus.
Bakterier: Pasteurella multocida, Mannheimia (Pasteurelle) haemolytica, Histophilus somni
(Haemophilus somnus), Arconabacterium (Actinomyces) pyogenes og Salmonella Dublin.
Mykoplasmer: Mycoplasma dispar, Mycoplasma bovirhinis, Mycoplasma bovis og Ureaplasma.
Parasitter: Lungeorm (Dictyocaulus viviparus).
Disse smitstoffer smitter fra dyr til dyr ved direkte kontakt mellem kalve og gennem luften over kortere
afstande, men generelt er de ofte ret ustabile mod ydre påvirkninger og vil sjældent ophobes i miljøet.
Betydning af management og opstaldning
En række af de nævnte smitstoffer findes også hos raske dyr. Som anført i ovenstående figur er
respirationslidelser og diarré hos kalve ætiologisk meget komplekse syndromer, hvor en række infektiøse
determinanter i samspil med miljø- og driftsforhold spiller en afgørende rolle. Ikke alene tilstedeværelsen og
mængden af smitstof, men også faktorer knyttet til kalven har betydning for om der opstår klinisk sygdom.
Specielt vigtigt er mængden og sammensætningen af antistoffer fra råmælken, stress og kalvens generelle
immunitet og modstandsdygtighed.
Generelt kan siges at opstaldningsforhold, hvor kalven kommer i kontakt med mange andre kalve, øger
muligheden for sygdom – dvs. enkeltopstaldning er bedre end opstaldning i grupper; større grupper er værre
end små grupper og stabile grupper er bedre end dynamiske grupper. F.eks. vil 2 kalve opstaldet sammen
have 2 smittemuligheder mens 4 opstaldende kalve vil have 12 smittemuligheder, som skitseret i
nedenstående figur.
2 smittemuligheder
12 smittemuligheder
Figur 2: To kalve opstaldet sammen vil have to smittemuligheder, mens fire opstaldende kalve vil have 12
smittemuligheder (Figur venligst udlånt af Professor Hans Houe, LIFE, Københavns Universitet).
Dette gælder formodentligt både for smitstof, der giver diarré og respirationssvejslidelser selvom litteraturen
på området ikke er entydig. Heraf følger også at enkeltopstaldning med fysisk kontakt vil give et større
smittetryk end opstaldning med udelukkende visuel kontakt, men dette er ikke verificeret i kontrollerede
undersøgelser. Danske studier (Farmtest nr. 18 2005; Landscentret) har vist at udendørs opstaldning
nedsatte hyppigheden af både diarré og lungeproblemer.
Hvilke forholdsregler kan man tage
Man kan selv foretage en række forholdsregler som kan medvirke til at nedbringe risikoen for sygdom hos
kalve – forholdsregler som enten er veldokumenteret ved forsøg eller som fremkommer som logiske
slutninger på baggrund af kendskabet til smitstoffernes egenskaber (tabel):

Forholdsregler/anbefalinger Begrundelse
1. Sørg for rigelig ventilation og luftudskiftning
2. Rensning, desinfektion og udtørring af boksen
mellem hold
3. God (foder)hygiejne og rigelig strøelse og tør
bund, dvs. hyppig og grundig rensning af fodertrug,
malkespande, mælkeautomater, ofte og rigelig
strøning
- fordi ammoniakkoncentrationen, temperaturen, m3
luft pr. kalv og luftfugtigheden har stor betydning for
hvor effektivt smitstoffer smitter via luften og en for
høj ammoniakkoncentration giver irritation af
slimhinden, hvilket gør at smitstofferne lettere kan få
fodfæste.
- fordi en række smitstoffer (specielt parasitter) vil
kunne akkumulere i staldbunden og med det samme
smitte det nye hold - og disse smitstoffer er meget
modstandsdygtige og vil derfor let kunne overleve i
miljøet hvis rengøringen er manglefuld.
- fordi det er vigtig at undgå ophobning af smitstoffer,
som indirekte kan smitte de andre kalve i gruppen.
4. Små grupper og minimal sammenblanding - fordi det er vigtig at begrænse kalvens eksponering
for smitstoffer og jo færre kalve den har kontakt med
jo lavere er risikoen.
5. Anvend sektionering og ” bio-sikkerhed” - fordi det vil begrænse spredningen af smitstoffer til
kalve i den pågældende sektion. Ved biosikkerhed
menes at man sætter indkøbte dyr i karantæne,
anvender særskilte redskaber og spande etc. Dette
kan kombineres med støvleskift/rengøring, vask af
hænder, samt begrænsning af adgang til
stalden/enheden.
6. God råmælkspolitik kombineret med vaccination - fordi det er vigtigt at kalven er beskyttet med
antistoffer fra moderen eller en anden ko i
besætningen. Vaccination af køerne vil sikre at
råmælken indeholder antistoffer mod specifikke
smitstoffer – desværre er der pt. kun vacciner mod
rotavirus, E.Coli og Coronavirus tilgængelig på det
danske marked.
7. Anvend laboratoriediagnostik i de tilfælde hvor
hyppigheden af en given sygdom stiger eller der ses
usædvanlige sygdomsforløb
Brug sygestald og lav grundig klinisk observation af
kalvene to gange dagligt
-fordi identifikation af det specifikke smitstof kan give
informationer om årsagen (og behandlingen) til/af et
stigende problem – f.eks. vil mange tilfælde af
alvorlig E.Coli og rotavirus infektion pege på
råmælksproblemer, mens parasitproblemer ofte er
en indikation på hygiejneproblemer.
- fordi det letter pasningen af de syge dyr og fjerner
”smittefabrikker” fra de andre kalve.
KvægInfo nr.: 1808 Dansk Kvæg