Erhvervsstyrelsens fastsættelse af vilkår for dispensation for ...

- 12 -
Af citatet fremgår, at SØKs bekymring var, at danske myndigheders anvendelse
af en online-forbindelse til en server placeret i USA muligvis af de
amerikanske myndigheder ville blive betragtet som en ransagning på amerikansk
territorium, og at det ikke havde været muligt at få svar fra de amerikanske
myndigheder om, hvorvidt et sådant eventuelt ransagningsskridt på
amerikansk territorium ville være berettiget at foretage på grundlag alene af
en dansk retskendelse, eller om de amerikanske myndigheder kun ville anse
en sådan ransagning for at være berettiget, såfremt der forelå en forudgående
retskendelse fra en amerikansk domstol.
På trods af denne bekymring, som SØK har rejst i forbindelse med alle sager,
hvor der er blevet ansøgt om dispensation til opbevaring af elektronisk
regnskabsmateriale på servere i USA, har Erhvervsankenævnet i efterhånden
mange afgørelser – første gang i afgørelsen af 1. juli 2009 (nævnets sag
nr. 2008-0017409) og sidenhen også i blandt andet afgørelsen vedrørende K
den 14. juli 2011 (nævnets sag nr. 2010-0023252) – besluttet, at der skulle
gives dispensation til opbevaring af elektronisk regnskabsmateriale i USA.
På den baggrund forekommer det at være i direkte strid med Erhvervsankenævnets
afgørelser, herunder afgørelsen i Ks sag, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
nu, som del af sine vilkår for den til K meddelte dispensation, har
anført, at det er et vilkår for dispensationen, at Ks ledelse skal indestå for, at
de amerikanske myndigheder ikke kræver en forudgående amerikansk retskendelse
i forbindelse med den omhandlede tilgang til regnskabsmaterialet.
Endvidere bemærkes, at i den første skelsættende sag, hvori Erhvervsankenævnet
underkendte Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis vedrørende
bogføringslovens § 12, stk. 4 – nemlig Erhvervsankenævnets sag nr. 2005-
0003623, som blev afgjort ved kendelse af 19. juni 2006 – forelå der faktisk
en situation, hvor myndighederne i det i den pågældende sag omhandlede
land (Tyskland) positivt havde oplyst, at "Tyskland ikke tillader terminal efterforskning
på baggrund af en dansk retskendelse." Desuagtet nåede Erhvervsankenævnet
i den pågældende sag frem til, at der skulle meddeles dispensation
til den pågældende virksomhed.
Hvis man skulle følge den linje, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen nu anlægger
for dispensationsvilkår, ville det indebære, at der i et tilfælde som
det dengang omhandlede skulle afgives indeståelse fra det ansøgende selskabs
ledelse om et forhold, som man positivt vidste var forkert. Dette illustrerer,
at det er meningsløst at opstille et sådant vilkår i en sådan situation,
og dermed må det også være meningsløst at opstille det i relation til ansøgninger,
der vedrører USA, uanset at det for så vidt angår USA ikke på nuværende
tidspunkt – jf. det af SØK oplyste – vides, om betingelsen er opfyldt
eller ej.
Den afsluttende del af formuleringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens vilkår
er således grundlæggende i strid med Erhvervsankenævnets praksis.
For det andet er det problematisk på flere måder, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
indleder formuleringen af vilkåret med at skrive "selskabets ledelse
indestår for, at". Det er K, ikke selskabets ledelse, der har ansøgt om di-