Professor Jens Peter Christensens artikel - SEnyt

det var at sejle på Grønland i vintermånederne. Beskyldningerne mod Johannes Kjærbøl førte til, at
der blev nedsat en undersøgelseskommission med tre dommere, der skulle kulegrave sagen.
Kommissionen lagde i sin beretning til grund, at det ville have været uretmæssigt, såfremt Kjærbøl
havde presset kaptajnerne til at bagatellisere farerne ved at sejle. Spørgsmålet om farligheden af
sejladsen måtte således være et rent “kaptajn-fagligt” spørgsmål. Om der – til trods for den fare, der
bestod – alligevel skulle sejles på Grønland i vintermånederne, måtte til gengæld være et
anliggende, som det måtte være op til ministeren at vurdere. Der var i så henseende ikke tale om et
rent fagligt spørgsmål, men om en politisk vurderingssag.
Som et tænkt eksempel på samme problemstilling kunne man nævne spørgsmålet om
amtsrådspolitikeres indflydelse på prioriteringer i sygehusvæsenet. Det er vel givet, at det
tilkommer politikerne, for eksempel i forbindelse med budgetbeslutninger, at prioritere mellem
forskellige sygehuse og forskellige afdelinger mv. Det er formentlig også givet, at det ikke
tilkommer politikerne at beordre en bestemt førstereservelæge til at gennemføre en bestemt
operation på en bestemt måde. Men kan amtsrådet for eksempel mere generelt bestemme, at én
operationsmetode – f.eks. til hofteoperationer – anbefalet af nogle fagfolk skal foretrækkes frem for
andre (og måske dyrere) metoder, anbefalet af andre fagfolk?
I det praktiske liv kompliceres problemstillingen om, hvor de faglige grænser for politikernes
indflydelse går, af at sådanne grænser kan tjene det mere uetiske formål at dække for
embedsapparatets varetagelse af egne interesser på tværs af den demokratisk valgte politiske
ledelse.
Fremtidens embedsmand: Jeronimus eller Politicus?
Et langt stykke ad vejen må den nye Politicus-embedsmandstype hilses velkommen. Det er trods alt
demokratiets ide, at det er politikerne, der som folkestyrets repræsentanter skal styre forvaltningen.
Hvis der skal blive realitet i dette ideal, er det nødvendigt, at embedsmændene bistår politikerne
med at udvikle ideer og tage initiativer. Det kræver politisk gehør hos embedsmændene. Hvis ikke
embedsmændene vil eller kan yde den relevante rådgivning og bistand, vil politikerne som nævnt ty
til andre løsninger. Udviklingen af den nye Politicus-embedsmandstype har således været
betingelsen for, at det danske system med faste ikke-politisk rekrutterede embedsmænd har kunnet
overleve.
Når det danske system fungerer godt, kombinerer det, hvad der er det bedste fra den traditionelle
jeronimusprægede embedsmandsrolle – embedsmanden som vogter af, at reglerne overholdes og
som garant for sagkundskab og kontinuitet – med det bedste fra Politicus' rolle som kreativ
idéudvikler og politisk rådgiver. Systemet har endvidere den styrke, at det falder i rådgivernes lod
efterfølgende at administrere den politik, der er rådgivet om. Det sikrer en vis sandsynlighed for, at
benene holdes i nærheden af jorden.
Når systemet ikke fungerer godt, tager Politicus overhånd, og embedsmændene forledes til at tro, at
alt kan og skal vurderes på politiske præmisser, og at regler og fagkundskab er til for at blive
udmålt i elastiklængder og bøjet efter omstændighederne. Faren ved Politicus er en for stor politisk
følgagtighed og en for ringe faglig modstandskraft. Det kan – som flere sager har vist – være svært
for embedsmæ nd, der er optaget af at imødekomme ministerens formodede ønsker, at lade sagen
falde, blot fordi “kedelige ting” som love og regler står i vejen. Og det kan, som ikke mindst
Tamilsagen viste, være svært for embedsmændene at slå i bordet over for en politisk stærk minister.