Professor Jens Peter Christensens artikel - SEnyt

Reglerne om embedsmandens ret og pligt til at sige fra over for ulovlige ordrer og reglerne om
pligten til at underrette og advare er ikke nedskrevet i nogen lovtekst. Reglerne beror først og
fremmest på, hvad der kan udledes af retspraksis og ombudsmandspraksis og praksis fra
tjenestemandssager og undersøgelsesdomstole. Reglerne er ikke nogen sikker facitliste til, hvordan
embedsmanden skal bære sig ad i enhver tænkelig situation, og de efterlader i flere henseender tvivl
om, hvor langt embedsmandens rettigheder og pligter rækker.
På regeringens lovprogram for folketingsåret 1999-2000 er der lagt op til, at der formentlig skal
gennemføres mere præcise, skrevne regler om flere af de spørgsmål, der er nævnt ovenfor. Selv om
sådanne regler et stykke ad vejen vil kunne bidrage væsentligt til at skabe større sikkerhed om
embedsmandens pligter og rettigheder, vil spørgsmålet om, hvorledes embedsmanden i den
konkrete situation skal forholde sig, ofte bero på en vurdering af situationens, ofte særegne,
omstændigheder.
I mange tilfælde vil det utvivlsomt kunne være svært for en embedsmand at stå fast på retsstatens
krav om, at forvaltningens beslutninger skal være lovlige, hvis hans overordnede – herunder den
politiske ledelse – vælger at se stort på sådanne krav. Behovet for åbenhed i forvaltningen trænger
sig i den forbindelse på. Denne åbenhed er nødvendig både udadtil – i form af offentlighedens
mulighed for indsigt i den politisk-administrative beslutningsproces – og indadtil, i form af
villighed til at drøfte problemerne fordomsfrit, eventuelt med den konsekvens, at der formuleres
interne spilleregler for, hvilken adfærd der med rette kan forventes af de involverede parter. Både
forvaltningens embedsmænd og forvaltningens politiske chefer vil have interesse i, at spørgsmålet
om mulige sammenstød mellem hensynet til den politiske ledelses ret til at bestemme, og hensynet
til at lov og ret respekteres, ikke er et tabuemne, der søges fejet ind under det nok så berømte
gulvtæppe. Som erfaringen viser, kan ulovlige ordrer være livsfarlige for alle involverede.
Embedsmændenes rådgivning af politikerne
Ordresituationen stiller som nævnt spørgsmålet om forholdet mellem embedsmanden og den
politiske ledelse på spidsen og markerer, at embedsmanden er bundet af en loyalitetsforpligtelse,
der rækker videre end forpligtelsen til at følge den politiske ledelses ønsker. Det samme gør sig
gældende i den mere dagligdags rådgivning af politikerne.
Administration kan ikke adskilles skarpt fra politik, og rollefordelingen mellem embedsmænd og
politikere kan derfor heller ikke beskrives på en fornuftig måde ud fra en forestilling om, at verden
enkelt og håndfast kan deles op i spørgsmål, der er rent politiske og spørgsmål, der er rent
administrative. Embedsmandens virksomhed indebærer ofte – ganske som politikerens – at der må
vælges mellem flere mulige mål og midler. Embedsmanden har færre frihedsgrader ved dette valg,
end politikeren har. Det følger af, at embedsmanden skal respektere de rammer, der sættes fra
politisk side. Men længere rækker forskellen på embedsmandens og politikerens virksomhed ikke.
Embedsmanden er ikke en viljesløs maskine, der blot gennemfører de beslutninger, som politikerne
har truffet. Hertil kommer, at det er en helt naturlig og nødvendig del af embedsmandsrollen at
rådgive om nye initiativer og om den politiske ledelses samspil med presse, offentlighed, Folketing,
interesseorganisationer mv. Det er embedsmændene, der har sagkundskaben, erfaringen og
kontakterne til andre myndigheder, institutioner og organisationer. Embedsmændene skal ikke blot
gennemføre, hvad den politiske ledelse finder på, men hjælpe med til at udvikle ideerne og tage
initiativerne. Embedsmændene skal så at sige hjælpe den politiske ledelse til at blive vært i eget hus.
Det kræver politisk gehør hos embedsmændene. De skal, som en nu forhenværende minister har