Rasmus Æreboes autobiografi - Bernadette Preben-Hansen

Rasmus Æreboes 

autobiografi 

hjemmelavet arbejdsudgave efter Grove 1889, 

dvs. i hast nufordansket afskrift af Grove 1889 

Bernadette Preben-Hansen 

Vesterbro, februar 2010 

Rasmus Æreboe, 1685-1744, var en dansk forfatter og embedsmand. 

Han var teolog fra Københavns Universitet, og blev i 1709 privatsekretær 

for den danske søofficer Just Juel, som han fulgte to år til 

1711 på gesandtskabsrejse i Rusland. Æreboe førte dagbog i Juels navn 

over sine rejseoplevelser i Peter den Stores Rusland. I 1715 blev Æreboe 

udnævnt til notar i København. Som ældre skrev han sin selvbiografi. 

Her opregner han sit livs syv livsfaser og femogtyve ”yderligere livsfarer” 

notaren eller notarius publicus er i Danmark en embedsmand, der bekræfter underskrivning af retsgyldige dokumenter 

›Rasmus Æreboe. Dansk Biografisk Leksikon 

›Rasmus Æreboes Autobiografi, ved Gerhard Leslie Grove. Kbh: Gyldendal 1889: selvbiografien er oversat til russisk 

›En rejse til Rusland under tsar Peter: dagbogsoptegnelser af viceadmiral Just Juel, dansk gesandt i Rusland 1709 til 

1711, ved Gerhard Leslie Grove. Kbh: Gyldendal 1893 

›Frandsen, Karl-Erik. Last Plague in the Baltic Region 1709-1713. Kbh: Museum Tusculanum 2010 (978-87-635- 

0770-7) 

›Frandsen, Karl-Erik. Kampen mod pesten: karantænestationen på Saltholm 1709-1711. Kbh: Frydenlund 2004 (87- 

7887-180-8) 

›Danielsen, Jan. Just Juels rejse til Moskva 1709 til 1711. Kbh: Gad 1975 (87-12-16 501-8) 

›Stief, Carl. Litteratur og videnskab. Dansk-russiske forbindelser gennem femhundrede år: tre afhandlinger. Omkring en 

udstilling i Kunstindustrimuseet, ministeriet for kulturelle anliggender. Kbh. 1964, 47-87 (om Æreboe, 58) 

›Poulsen-Hansen, Lars Peder. Rasmus Æreboes oversættelse af den russiske lov Sobornoje Ulosjenije. Danmark og 

Rusland i femhundrede år (red. Svend Aage Christensen og Henning Gottlieb). Kbh: SNU 1993 (97), 153-74 (87-601- 

3877-7) 

De to kendte håndskrifter A og B er ikke ført med Æreboes hånd 

Æreboes autograf er bevaret, og sammenlignet med “hænderne” i håndskrifterne A og B (selvsyn 2009) 

/A/ Det Kongelige Bibliotek, NKS 402, octavo 

/B/ Rigsarkivet, Håndskriftsamlingen XV. Speciel personalhistorie. 

Samlingspakker, pk. 48, Wøldike-Aarestrup 

Rigsarkivet, registraturer før 1848, folioregistratur 97: “Fortegnelse over manuskripter, som opbevares i det kongelige historiskgenealogiske 

arkiv ved ordenskapitlet, in octavo. Personalhistorisk samling, nr. 6, octavo: Rasmus Æreboes autobiografi. Han blev 

1715 notarius publicus i København og havde tilligemed rejst meget, især i Rusland” 

En stor tak til Palle Sigaard, Statens Arkiver, for på forespørgelse at have identificeret og efter tålmodig eftersøgen 

genfundet Rigsarkivets eksemplar 2009. Groves codex-reference er utidssvarende. Bernadette Preben-Hansen

A 

forside og f. 1

B 

forside og f. 1

Et kort udtog af Rasmus Æreboes 

notarius publicus i den kongelige 

residensstad København liv og 

levnedsløb, som efter hans egenholdige 

journal eller levnedsbeskrivelse 

er skrevne 

/A/ In nomine Jesu. Når han [jeg] 

rettelig overvejer guds større ubegribelige 

husholdning med ham [mig] og forsyn over 

ham [mig] fra hans første fødselstime og indtil 

denne dag, har han [jeg] med allerstørste 

årsag at takke den treenige gud for al nåde 

og barmhjertighed som mig 

livstid har ladet vederfaret frem for mange 

tusinde mennesker, og især at han ofte har 

udredet mig af fristelsens ovn, hvilket jeg og 

her har foretaget mig på det korteste at beskrive, 

dels for ej at forglemme guds velgerninger 

og ledsagelse, men daglig at have 

det i erindring love og takke 

min gud, dels og på det mine børn, hvormed 

gud har velsignet mig, kan læse det og tage 

sig her og der eksempler /B/ deraf, i fald at 

de så vel som jeg skal omtumles på verdens 

vidtløftige bane. ›Dette må jeg og forudmelde 

at herudi vil findes mange fortællinger 

som udi fremmede folks øjne, især deres som 

/A/ er uforsøgte eller ej befarne og ej læser 

dette ganske igennem, vil synes at være til 

overflødighed, ja til ingen nytte. Jeg ved ej 

andet at svare dem: at vælte med en vogn, 

strande med et skib et cetera, er ting som 

daglig sker, men årsagen hvoraf sligt anføres, 

er alene denne for at vise samlingen af hændelser 

hvilke mig som et, menneske er alle 

vederfaret. For resten er denne skrevet for 

mine børn som jeg ej agter at gøre regnskab 

for mine gerninger, førend de kom til den alder 

at de selv fornuftig derover kan dømme. 

Ellers forsikrer jeg har mere glemt nogen ting 

med berådig [beråd] hu /B/ end efter mine 

tanker for meget sagt, og lader jeg for resten 

enhver dømme hvad han vil. 

# 

/A/ Begyndelsen af mit elendige 

og underlige levnedsløb var 1685, den 

seksogtyvende april gammel stil, da gud lod 

mig fødes af ærlige ægte forældre. Min far 

var ærlig og velagtet nu salige Hans Hansen 

Æreboe, da borger og skipper boende i 

Svendborg udi Fyn; min mor den ærlige og 

dydige dannekone salige Mette Jensdatter; 

og var dette mit fødselsår det af alle, mennesker 

så kaldet dyre år. Fredagen efter blev 

jeg ved den hellige dåb indlemmet i den 

kristne, menighed udi Sankt Nikolaj kirke i 

bemeldte min fødeby Svendborg af nu salige 

herr Hans Hellevad hvor jeg udi den sande 

evangeliske religion efter den augsburgske 

trosbekendelse blev døbt og kaldet efter min 

salige mors første mand Rasmus. Min mor 

havde været to gange gift førend hun fik 

min salige far og var hun omtrent toogtyve 

år gammel. De flyttede da op at bo i Svendborg. 

/A/ Næppe var jeg født førend jeg i 

vuggen mødte ej en liden vederværdighed 

idet min mor som gav mig selv at die, blev 

i samme sin barselsseng heftig angreben af 

sten så hun derudover ej kunne mere give 

mig at die, og som det er ej brugelig på de 

steder at holde amme, måtte de opklække 

mig ved en mælkebysse af træ. Imidlertid 

blev jeg derudover meget urolig så min 

endnu levende moster som da blev opdraget 

i mine forældres hus, ofte har fortalt mig at 

de hele nætter måtte bære og rulle mig på 

deres arme og aksler for /B/ at tysse mig da 

skrigende barn. ›Min barndoms uforstand så 

og kære salige forældres kærlighed for mig 

satte mig da tillige i dansk skole tilligemed 

min salige halvbror [Jens Rasmussen Bruun] 

der var syv år ældre end jeg. Intet erindrer 

jeg af denne skolegang end at jeg en dag 

gående til skole i en hvis henseende og 

til spot som et barn og i glæde slog med 

stene på til to soldater som på torvet red på 

/A/ træhesten og havde to stykker langt

ændeved ved hver ben. Årsagen til denne 

min glæde var at de sad der formedelst at de 

et helt kompagni havde ladet sig slå af fire 

karle hvoriblandt min salige farbror [Mogens 

Hansen] havde været. ›Dernæst kom jeg i en 

dansk skole hos en anden skolemester [Ole 

Andersen] af hvilken skolegang jeg ej heller 

erindrer mere end at jeg som barn tilsneg 

mig /B/ en pennekniv, med hvilken jeg af 

uforsigtighed opskar musklen ganske på min 

venstre hånd hvilket jeg formedelst smerte 

og svigen erindrer. Item at jeg en anden dag 

kom løbende af skolen, blev min moster var 

som gik af syskole og råbte efter hende, da 

der en vogn kom kørende bag efter mig og 

af uforsigtighed med det ene hjul kørte mig 

over mit højre fodblad, så jeg styrtede og 

blev indtaget til en mand indtil jeg kom mig 

så vidt at man kunne lade mig føre hjem. 

›Da jeg nu /A/ uformodentligt var kommet 

så vidt at jeg kunne den lille katekismus 

udenad og læse hvad jeg ville og mine år 

ej var til at jeg kunne sættes til at regne og 

skrive og jeg i dansk skole ej mere kunne 

bestille, blev jeg sat i latinskole [Svendborg 

latinskole] for at holdes til stadighed, for jeg 

gik endnu [i] såkaldt side klæder. /B/ Min 

første hører i latinskolen var efter min daværende 

skønsomhed et tyrannisk, menneske 

som siden for sin hårdhed kom fra skolen. Vi 

fik i hans sted ret et fromt, menneske igen 

som kort derefter døde. Efter ham kom den 

gode Lykkesonius, som siden blev præst på 

landet udi Fyn, men nu er død. I denne min 

skolegang tildrog sig følgende: min far havde 

sit eget skibsrum hvortil hørte en skibsbåd, 

og som vi boede ej langt fra stranden, så 

havde jeg efter det som min sejle mor har 

fortalt mig siden, sneget mig ned til stranden 

hvor jeg af lyst til /A/ at sejle løste min fars 

båds fangelinie; men da jeg ville springe op 

i båden og holde ved forstævnen, havde jeg 

ej kræfter nok til at komme op i den, så jeg 

blev ved armene hængende på forstævnen, 

drev ad havet /B/ skrigende hvilket da nogle 

som af en hændelse enten var til stede eller 

kom dertil hørte, løste de en anden båd og 

kom ud og reddede mig hvilket da var min 

første yderlige livsfare . 

›For dersom jeg havde sluppet eller ej så 

længe havde kunnet holde mig, men måtte 

slippe, så havde jeg visselig druknet. Årsagen 

til denne forvovenhed var at jeg stedse havde 

elsket søfarten og endnu så gør, så som jeg 

holder den for en af de herligste og nyttigste 

håndteringer i verden. ›Nogen tid derefter da 

jeg var lidet større spøgte jeg på en vesten 

for Nikolaj kirkegårds mur liggende høj 

banke, faldt deraf ned ud fra brinken og slog 

på en kantet mursten et stort hul i min pande 

på den venstre side ind til hjernen, så jeg 

/A/ blev båret halvdød hjem. Hullet var vel 

lægt, men arret i /B/ min hjerneskal i benet 

er endnu at finde. ›End tildrog sig det at jeg 

med andre mine skolekammerater et forår 

efter en hård vinter da isen gik op, ville gå på 

isen med, og som en del større drenge havde 

fået et større stykke is at flyde på og stagede 

fra landet, brast i den af den større tyngde af 

os mange unge, mennesker i mange stykker; 

de andre sprang eller svømmede i land, men 

jeg sank på to af tre alen vand; kan og erindre 

mig at jeg på havets bund kravlede hen 

af landet til, var to gange oppe og nede, men 

da jeg tredje gang kom op, var jeg nærmest 

landbredden så meget at en karl sprang til 

og greb mig i klæderne, kastede mig i land; 

og dersom jeg tredje gang var kommet ned, 

havde jeg blevet der med alle. Jeg blev da 

straks ført ind i et hus der straks ved. Jeg var 

mesten fuld af vand, /B/ men blev rullet på 

et bord så at vandet kom ud af mig. Dette 

var da også /A/ første gang jeg havde fået 

korte klæder hvilket fortrød mig mest at mine 

nye klæder skulle være fordærvede. Og dette 

holder jeg for den anden min yderlige livsfare 

. 

›Videre som der anden dør fra os boede en 

smed hvilken havde to sønner, så var vi legebørn, 

kom daglig tilsammen hvor det tildrog 

sig at jeg engang var kommet af skolen og

løb derind i smedjen hvor svenden stod og 

huggede stang over, gik jeg der uforsigtig 

i smedjen og kom lige under den store forhammer 

hvilket en smedesvend svingede 

bag over for at kløve jernet med; og kom jeg 

hammeren så nær i svinget at den tørnede på 

nederdelen af min hage, slog min underlæbe 

ind i tænderne, så der blev skåret to stykker 

løst kød ud ad indersiden af /B/ underlæben 

hvor arrene endnu er til syne, og dersom jeg 

var kommet et halt strå nærmere til ham, 

havde han visselig slået mig død. Min tilstand 

var således, at fast alle mennesker, 

som så min tilstand, besvimede ved at se 

det syn på mig. Og dette holder jeg for min 

tredje yderlige livsfare. 

›Omtrent i mit femte eller sjette år faldt jeg 

i børnekopper, og da jeg havde overstået 

dem, forefaldt jeg ved denne havde frihed og 

ledighed fra skolen ved nogle ugers hjemmeliggende 

formedelst sygdommen til at 

ville skulke hvilket jeg og gjorde en hel uge, 

så at mine forældre, mente jeg var i skolen, 

og høreren, mente jeg var endnu ej ret frisk. 

Dette blev straks kureret, dog ej med straf 

eller hårdhed, men med al lemfældighed. For 

min far gav først penge for at slå mig alt en 

gang efter anden, men da min mor så det at 

straf gjorde mere ondt end godt, /B/ gav 

hun høreren noget i hånden for at omgås 

lemfældig med mig hvilket sidste gjorde mere 

virkning og forbedring end som det første. 

›Omtrent /A/ 1691 eller 1692 om vinteren 

var det en forskrækkelig storm med overmåde 

hård frost at søen stod højt oppe i Svendborg 

by og fem quarter højt vand af søen 

i mine forældres dagligstue. Omtrent i mit 

niende eller tiende år havde vi atter en meget 

hård vinter så at isen på en nat lagde hele 

Svendborg bugt til med stille vejer, og isen 

var følgelig så glat som et spejl. Dette syntes 

for mig at være en skøn glidebane; for jeg 

løb på den faste is det stærkeste jeg kunne 

og løb og gled så på den vel tyve alen frem. 

Så længe jeg var i farten, holdt isen så som 

al sø is er sej, men så snart jeg standsede, 

brast isen og jeg begyndte at synke havende 

over ti alen vand under mig. Som jeg da var 

lille, så fattede jeg isen med mine hænder, 

/B/ men hvor jeg ville holde eller stødte 

mig på isen for at komme op, gik hænderne 

igennem. Dog gjorde jeg nogle små spring 

alt nærmere og nærmere hen til den faste 

is, /A/ indtil jeg omsider nåede did og kom 

derop. Da var mine hænder så forskårne af 

isen som med glas. Ingen, mennesker var der 

nær. Jeg turde og ej lade min syge mor det 

vide, på det hun ej skulle bedrøve sig, krøb 

derfor under en på strandbredden omvæltet 

båd for at drage mine strømper af og vride 

vandet af dem; men da de var afdragne, frøs 

de straks sammen, så jeg måtte tø dem op 

igen med mine fødder, førend jeg kunne få 

dem på igen. Dette holder jeg for min fjerde 

yderlige livsfare . 

›I denne min barndom rejste sig en storm af 

en af de største timelige ulykker for mig på 

efterfølgende måde. /B/ Det er bekendt at 

min far var en skibsbygger og selv der havde 

ladet bygge et med af de største og bedste 

skibe derfra byen, så han og i skibsbyggeriet 

havde temmelig erfarenhed. Dette 

gav ham anledning /A/ at han sluttede to 

kontrakter med to købmænd at skulle bygge 

i en sommer for hver af dem et skib imod 

en vis sum penge. Dette skete ved et glas 

vin og det som skete ved drukken mod var 

det som ødelagde, ja så godt som at kalde 

det, myrdede mine forældre. Eftersom nu 

disse to ulyksalige kontrakter var sluttede, 

måtte han da straks begynde ved vinterens 

tid søge tømmer. Det hændte sig en dag 

der han så på sine folks uforstandighed i at 

skulle løfte en egeblok op på en sluffe, han 

da af ivrighed sprang til og kastede sig under 

byrden for at hjælpe dem, men således 

at han forløftede sig at en åre brast i ham, 

/B/ så han siden den tid dagligt opkastede 

blod og omsider ved idelig blodsopkastelse 

af svindsot tæredes bort. Fik dog skibene 

færdig før sin død, men så snart at de var

anløbne, døde han . Dette var ej et 

liden tab for mig, men det var ej /A/ nok: 

her blev lagt byrde på sten. Da min mor nu 

tredje gang var blevet en enke, og de to 

skibe ej endnu var færdige efter kontrakten, 

begyndte de to købmænd en proces med 

hende som kostede så meget at hun af mangel 

på penge måtte sælge min fars egets skib 

og af sorrig nedfaldt i en dobbelt svaghed 

som efter fire på femte års sengeliggende var 

hendes død . Hendes ulykke var ej 

lidet deri at sagen var vunden på min mors 

side ved hjemtinget og var stævnet til landstinget 

fik prokuratoren til kontraparten, og 

da kunne det ej andet end som /B/ gå galt; 

men den fordel de havde [af] at gøre uret, 

det havde de selv fornummet; for den ene 

købmand druknede med et af skibene, så 

og alle folkene; den anden købmand døde 

jammerlig af kontrakt. Der blev skiftet og 

delt efter min salige far og hver kreditor fik 

hvad ham tilkom. /A/ Min salige mor lå på 

sin sotte seng som er meldt på femte år; det 

var mig alt for kedsommelig at høre hendes 

skrig og jammer. Det hændte sig omsider at 

min farbror boende i Næstved, en søfarende 

mand, kom og besøgte min mor, tog jeg 

den lejlighed i agt og bad at han ville tage 

mig med sig, og min mor bad om jeg måtte 

følge med; begge gav mig deres ja. Jeg var 

helt glad da jeg tog afsked med min salige 

mor for at komme fra den jammer og idelige 

klagen, men da hun /B/ talte disse sidste 

ord til mig: ”Farvel, min søn, skik dig vel. Mig 

ser du aldrig mere. Frygt derfor gud og hav 

en tro hånd og en tro mund hvor du kommer 

hen i verden, så kommer du vel frem. Vogt 

dig vel for kvindfolk, for dersom du skal blive 

ulykkelig i verden, vil det ske ved dem”; da 

smeltede mit hjerte /A/ i mit liv, og lovede 

hende at holde det og endelig tog afsked 

som jeg kunne og gik ombord. Min rigdom 

var omtrent to rigsdaler og otte skilling og 

otte sølvknapper til en trøje hvilken sidste 

blev bortstjålen fra mig. Og må dette være 

den første del af mit livsløb som er min barndom. 

# 

i mit tolvte år som var begyndelsen 

af min ungdom sejlede jeg fra mit /B/ 

hjem. Kom jeg tredje dagen efter år 1696 

ved Mikaels tider søsyg og sulten i land ved 

Karrebæksminde, en mil fra Næstved hvor 

jeg dagen [efter] opkom. Nogle dage senere 

blev jeg forestillet for rektoren, så og 

høreren; af en hændelse var kapellanen til 

Sankt Peters, menighed på stedet. De overhørte 

mig hvor vidt jeg var og formedelst min 

munterhed og fripostighed som jeg udviste, 

tog kapellanen mig an som sin dreng derfor 

jeg nød intet andet end fri hus, seng, ild og 

lys. Jeg kom da straks i latinsk skole i anden 

lektie. Jeg var både øverst og nederst. 

/A/ Nogen tid derefter skulle jeg i en lille 

landsby og som jeg ej vidste at redde mig af 

bondens hund som gik løs i gården, bed han 

mig /B/ i mit højre ben; om end skønt jeg 

ved hjemkomsten blev tilbudt af præsten at 

gå til kirurg, så ville jeg ej for ej at føre ham i 

bekostning, men det begyndte at opsvulme 

og så hel ilde ud indtil jeg af andres råd 

lagde det såkaldte forgyldt plaster på; dog 

blev kødet på det sted dødt og er så endnu 

den dag i dag er. Dette hundebid havde nær 

forvoldt at mit ben havde blevet afsat om 

jeg være havde vederfaret. ›Jeg spiste hos 

min farbror. Kort derefter indfaldt nogle dyre 

år efter hinanden så at min farbrors tilstand 

blev hver dag svagere som desforuden var 

slet, og da han en sommer stod til søs, hørtes 

min spisning op. Jeg var fremmed, /B/ 

havde ingen venner som ville tage sig mig 

an uden gud. Jeg fik /A/ da efter nogen tid 

to dages kost hos to godtfolk om ugen. Det 

holdt jeg nogen tid; de andre dage måtte jeg 

lade mig nøje med hvad mine kammerater 

ville give mig af deres frokost eller og hvad 

jeg kunne fortjene med at sy bolde hvilke var 

meget rare . Denne elendige og 

skrækkelige sult blev så stærk at jeg ønskede 

engang, da jeg så at der blev sat et halvt fad 

byggrød for en hund at jeg var i hundens

sted og den igen i mit sted; og jeg havde 

visselig gået tilbage hjem til Fyn dersom jeg 

vidste vej. efterdi jeg kom her til søs, turde 

ej spørge om nogen vej eller på hvad måde 

jeg kunne komme hjem. 1697 /B/ ved påsketider 

fik jeg tidender at min salige mor var 

kaldet fra denne elendige verden til sit himmelske 

rige. Jeg blev så ved at sulte, indtil 

jeg omsider fik hos godtfolk to dages kost 

til, og efter omtrent et års forløb den femte 

dags /A/ kost. Imidlertid kom rektor magister 

Christen Clementin fra skolen, i hans 

sted blev rektor magister Schumacher, en 

fætter af salige Griffenfeld. Min daværende 

hører var så hård imod mig hvilken hårdhed 

til sidst blev utålelig for mig at jeg forlod 

skolen enten at jeg ville give mig til søs eller 

til et håndværk af årsag at der vankede mere 

mad og mindre hug, når man gjorde hvad 

man burde og skulle og kunne. ›Imidlertid 

kom denne hører formedelst sin galskab til 

sidst /B/ i dårekisten her uden for København 

hvor han døde. Dog havde han en 

temmelig god forstand og eftertanke, men 

ej uden når han var ædru eller fastende. 

Da han nu en gang savnede mig af skolen, 

søgte han efter mig; da han fik mig fat, talte 

han til mig og spurgte mig hvorfor jeg var 

gået af skolen hvilket jeg forklarede ham. 

Omsider sagde han: /A/ fra din hører til tredje lektie, vil du 

da vel gå i skolen igen? Nødig ville jeg; dog 

af ærekærhed tog jeg imod tilbuddet, helst 

høreren i tredje lektie var ret en god mand 

og gjorde aftale med mig at jeg morgenen 

klokken seks skulle møde i skolen, men han 

lovede mig at han ville være der /B/ førend 

min hører hvilket han og holdt. Jeg sad der 

på bænken; da min hører kom, gjorde han en 

begyndelse at barske mig brav af; da trådte 

bemeldte rektor ned af mester lektie og med 

en hård tale og formaning til ham sad mig 

over i tredje lektie under Jørgen Juel der 

jeg og forblev og søgte herr Busks hus igen 

som tilforn. Så gal som rektoren var, så brav; 

omsider blev denne gode mand hel gal, så at 

det blev angivet for biskoppen, eftersom det 

var forargelig at se og høre ham. Derpå blev 

den brave mand Christian Ring som nu er 

magister og medrektor i Roskilde skole /A/ 

år 1698 sad til rektor i Næstved. Omtrent 

trekvart år derefter fik han i sinde at forflytte 

nogle /B/ disciple fra tredje til mester lektie. 

Omendskønt jeg var nederst i tredje lektie, 

forflyttede han mig dog op i mester lektie. 

›Nu var jeg kommet til en brav mand som 

både læste nat og dag for mig. Kort forhen 

1699 ved hellig tre kongers tid, døde herr 

Buck; mistede jeg den gode fremmede ven 

af hvilken jeg havde dog mine skolebøger, 

hus, lys og varme. Den hunger jeg udstod, 

kan ingen sige, især de to dage om ugen, da 

jeg ej havde noget at æde, forårsagede at jeg 

faldt ned i en hidsig feber, i hvilken jeg lå hen 

uden læge og plægning hen ven fjorten dage 

hvor jeg kom mig så igen, dog udmattet at 

jeg måtte gå, først /B/ ved stød siden ved 

to stokke. i denne sygdom var gud dermed 

og bevarede mig; for som jeg havde formået 

en sinke lektie /A/ pebling til at hente mig 

noget vand for at læske min tørst hvilket 

drengen og gjorde, så kom min rektor over 

ham og ved efterspørgsel fik at vide det var 

kildevand han havde hentet til mig hvorfor 

han slog vandet af kruset og forbød drengen 

ej at hente kildevand til mig. Dog kom jeg 

mig bedre og jeg holder denne sygdom for 

min femte yderlige livsfare . 

›Da jeg nu var kommet mig igen, fornam 

nok min rektor hvoraf sygdommen rejste 

sig: jeg måtte da fortælle ham det. /B/ 

Han tilbød sig straks at ville give mig de to 

dages kost om ugen hvilket han og gjorde, 

så længe jeg gik i skolen. Jeg læste nat og 

dag, så jeg overgik alle mine skolekammerater. 

Ja jeg kom så vidt at rektoren ej hørte 

mig uden når de andre ej kunne deres lektie. 

Ja jeg forvoldt det så meget at han elskede 

mig som sit eget barn. Jeg bragte det og 

så vidt at jeg kunne få imellem måltiderne 

et stykke mad og drikke og hans kæreste 

lukkede selv spisekammeret op og bad mig

at gå ind og tage hvad jeg lystede. Det er en 

selvsom godhed og fast uden lige. /A/ ›År 

1701 fjerde påskedag druknede ovennævnte 

min salige farbror Mogens med sit skib, så 

jeg derover var aldeles uden nogen slægt 

og pårørende /B/ der i Næstved. Samme 

år skulle jeg have dimitteret mig til akademiet, 

men for klæder, penge et cetera måtte 

jeg lade det bero. ›1702 var biskop Henrik 

Bornemann i visitats i skolen hos os og fandt 

alting vel. Samme tid udstod jeg mit syttende 

dog lidt på attende år den største fristelse af 

et vist fruentimmer som jeg vel kunne lide og 

måske kunne havde befordret mig venneløs 

min lykke, men jeg erindrede på den erindring 

min salige mor gav mig på sit yderste 

hvilket holdt mig derfra og reddede mig hel 

forunderlig derfra, gud være lovet. ›Samme 

år blev jeg degn der i byen til hospitalskirken 

som var min første bestilling i verden deraf 

/B/ havde jeg ti slette daler, af dette og 

andet jeg havde ved skolen et cetera kunne 

jeg efter min stand rigeligt komme ud og 

endda lægge penge op. /A/ ›I dette år rejste 

min rektor over til Fyn. Jeg bad at jeg måtte 

følge med for at se nogle af min slægt; blev 

mig og tilladt. Da vi kom til Nyborg, fik jeg 

forlov at gå ned til min fødeby Svendborg 

og derfra til min salige farfar. Undervejs 

mødte jeg kaptajn Christen Jensen Styrup; 

han tænkte at jeg var løbet bort fra skolen. 

Han tilbød mig tjeneste hos sig i tanke at få 

mig til soldat. Jeg narrede med ham som han 

blev vred, befalede kusken at køre og tage 

mig med magt. Jeg sprang over /B/ agrene, 

kusken omsider efter mig til fods. Jeg kom 

over et gærde som han umuligt kunne komme 

efter, blev stående og lo dem ud. ›End 

i dette år begærede en rådmand der i byen 

Næstved ved navn Christen Olufsens Lygaard 

som siden blev oplagsskriver, af min rektor en 

skellig discipel som kunne ligge hos hans lille 

søn Oluf, såsom hans søn var noget vild, så 

og foruden at holde /A/ til at læse. Jeg blev 

af begge hertil udvalgt, så det var min anden 

forfremmelse. For som nu barnet tiltog i stilhed 

over overmåde studeringer, nød jeg godt 

deraf i hans forældres hus, samme Lygaard 

er nu kongelig hofskriver. Jeg blev så stedse 

ved skolen indtil Sankt Hans dag 1704 da jeg 

endelig deponerede /B/ og fik af min rektor 

uden nogen betaling mit afgangsbevis [testimonium 

academicum]; dette år lagde min 

rektor til min alder for at desto snarere blive 

femogtyve år, for at når jeg imens skulle blive 

kaldet, jeg ej skulle stå tilbage for den skyld. 

Af dette mit testimonium kan ses i et kort 

begreb indholdet af min forhen beskrevne 

ungdoms historie. Ved denne tid havde jeg 

samlet sammen og ved min bortrejse af 

adskillige godtfolk fik så meget til foræring 

at jeg satte mig i stand til med linned, sort 

klædning (klæde til to rigsdaler alen), plysbukser, 

hat, /A/ sko, strømper, kårde, et cetera, 

havde foruden fem alen sort klæde til to 

rigsdaler og seksogtredve rigsdaler til rejsen 

og var så rejsefærdig. /B/ ›Da jeg nu stod 

på min rejse, hændte det dig at min salige 

halvbror I. R. Bruun efter at jeg i otte år ej 

har set ham eller nogen af mine venner ej det 

ringeste at bekymre sig om mig, han glædede 

dig da over at se mig elsket af alle og nu 

i den uformodentlige tilstand tilbød han mig 

ti rigsdaler til hjælp til min rejse til akademiet, 

men jeg ville ej tage derimod, sigendes. 

Siden alle mine venner i så mange år ej havde 

bekymret sig om mig i den tid da en daler 

havde kunnet hjælpe mig mere end nu ti, jeg 

og videre kunne hjælpe mig selv, så kunne 

han nu ej kun spare sin godhed. Og må så 

denne min skolegang være den anden del af 

mit levneds beskrivelse. ›Dog førend jeg går 

fra denne [A, B] del, må jeg melde efterfølgende 

to poster. En dag var jeg udgået som 

andre af skolen for at plukke nødder i en lille 

skov hvor jeg stod i en høj hassel på en gren 

så tyk som min arm; men grenen brast i leddet 

ved stammen, så jeg uformodentligt faldt 

baglæns ned til jorden lige på hovedet og var 

snart kvalt. For jeg havde formedelst luftens 

betagelse ingen kraft til at røre mig og lå der 

vel en halv time inden jeg ret kunne drage 

ånden igen som var næsten fra mig, min ryg

havde og således givet sig tilsammen at jeg 

ej kunne rejse mig, men måtte på hænder og 

fødder krybe ud af skoven igen og endelig 

så godt som krogrygget krybe hjem. Dette 

holder jeg for mig sjette yderlige livsfare . 

›Dernæst var jeg og en dag i min salige farbrors 

have krøbet op i et såre højt træ for at 

plukke pærer, da jeg i lige /A/ måde faldt fra 

den øverste top hovedkulds ned, og dersom 

folk ej straks havde været til stede og med 

adskilligt kvæget mig, havde jeg visselig 

været død. Min ryg fik da atter et knæk som 

jeg i mange år derefter ej kunne forvinde 

hvilket jeg holder for min syvende yderlige 

livsfare . 

# Følger efter at jeg nu 

som tilbørligt havde taget afsked og takket 

enhver som i min skolegang havde bevist mig 

det ringeste gode og især min gode rektor og 

kæreste i hvis hænder og gunst jeg var faldet 

i og af dem har nydt så meget godt, rejste 

jeg /B/ i guds navn til København hvor jeg 

under daværende storslået rektor Henrik 

Weghorst og dekanen for det filosofiske 

fakultet justitsråd Povl Vinding deponerede. 

Jeg kom for min kammerats skyld som siden 

var præst i Lumbye ved /A/ Odense i Fyn, 

til leje [i logemente] hos Jakobsen rebslager 

hvor jeg var i fem uger fri til herberg og nød 

mange et måltid mad. ›Da jeg nu var klar 

med depositsen og havde gjort stil for kosten 

på klosteret, forsynede jeg mig med en 

god af farvet klædning, rejste så fra København 

med fem skilling i lommen hvormed 

jeg skulle rejse til Fyn. Jeg tog vejen ind til 

min gode rektor Ring som gav mig kost og 

kammer i fjorten dage da jeg kun havde tyve 

skilling tilbage igen. Det hændte /B/ sig da 

at bemeldte min bror Jens kom samme tid 

did igen. Han forstrakte mig fire rigsdaler 

med samme jeg forfulgte min rejse først 

til Nyborg, siden til Svendborg og Tåsinge 

hvor jeg nogen tid var fri hos min moster og 

daglig gik en mil op til Svendborg og tilbage 

for at søge en lille arv efter min salige mor, 

nemlig seksogtredve slette daler med syv års 

rente, så det beløb med afkald og andet til 

fireoghalvtreds slette daler. Jeg bekom omsider 

dem, så jeg var rigeligt sat i stand igen. 

/A/ Jeg tøvede [fortøvede] ej længe, men 

rejste straks til Lolland og Nakskov, og det 

på en dag og nat hvilket at jeg så skal sige, 

var en forespørg for at jeg så med tiden af 

nødvendighed skulle komme til at rejse nat 

og dag. ›Kort derefter blev min bror gift der i 

/B/ byen og straks efter gik han over til Fyn, 

såsom han havde i sinde at forlade søen og 

give sig til købmandskabet. ›Jeg fulgte med 

ham. Jeg havde alting med, undtaget det 

sorte klæde til en kjole lod jeg blive tilbage. 

Han havde en ladning med sig af egne varer 

omtrent femhundrede rigsdaler værd. Skete 

at vi næste lørdag efter Mortens dag 1704 

sejlede langs Langeland, kom en byge som 

kastede vores åbne jagt på siden, så den blev 

mesten fuld af vand. Jeg udøste vandet, min 

bror kastede brændet fra læ til luvart; ingen 

var som kunne styre roret uden en muresvend 

som således styrede at jagten kovendte, 

søen styrte da /A/ ind formedelst sejlene 

og lasten var da til en side, så at inden to 

/B/ sank fartøjet. Vi havde en lille følgebåd 

som jeg nyligt havde øst lens; min bror og 

muresvenden gik derudi, men jeg sansede ej, 

førend min bror råbte til mig, da jeg måtte 

svømme hen til og væltede mig derudi. Vi 

måtte da med hjerternes vemodighed og 

dødsangst i det hårde vejr drive ej alene fra 

min brors timelige velfærd, men og jeg fra 

mit skrin, klæder, bøger og linned samt alt 

andet. Drevne så for guds vejr, vind og sø, 

så dødsens angst stod på alle sider, og desforuden 

lakkede det på natten. Jeg sad på 

knæ og øste vandet ud af vores forrådnende 

båd med min brors gamle hat, min bror styrede 

med et stykke af en åre for brodsø; 

muresvenden sad og roede med /B/ et bræt 

(en hånd bred og trekvart quarter lang), så 

længe til hans hænder sad i blodigt kød. Der 

var ej heller håb om livet. /A/ Vi befalede 

os da i guds vold og lod drive på guds nåde

og barmhjertighed; samme gode gud gav og 

at som det blev mørkt om aftenen klokken 

fire, fik jeg en kirke på Lollands land i sigte, 

den jeg stedse hele aftenen beholdt i øjesyn, 

viste min bror den at styre efter hvilket 

lykkedes således at vi samme aften, gud 

være lovet, kom i land ej langt fra Købelev 

i Lolland hvor vi gik i land så udmattede og 

af fast to dages sult og tørst. Vi bar den lille 

båd op på landet; gik efter lyset i et hus op 

til byen. Da bonden så os, ville han ej lukke 

op, men da han så min dragt tænkte at vi var 

ærlige folk, fordi jeg havde søhabit på som 

/B/ hørte min bror til, lukkede os ind, plejede 

os med varme, tørrelse, mad og drikke, 

seng et cetera uden nogen betaling, da han 

fornam at det var alt for vist at vi var skibbrudne. 

Dette holder jeg for min ottende 


›Jeg som han trøstede os så meget desto 

mere som gud af besynderlig nåde imod al, 

menneskeligt omdømme, og til alles forundring 

således havde skænket os vores liv 

som dog er kærere end alt timeligt gods. 

Mig var af denne forskrækkelse påkommet 

en rystelse at jeg nogle uger ej kunne holde 

enten hænder eller fødder stille hvor af jeg 

ved siden mig påkommende dødsangster til 

denne dag endnu har en mindelse. Da jeg i 

stedet /B/ for mine klæder måtte have nogle 

igen, nødtes jeg til at tage til min lille rest 

af min hjemvendende lille arv, så jeg dog 

beholdt lidt tilovers. Ved denne ulykke kan 

jeg regne at have mistet så meget som min 

arv var. Min bror med sin syge og frugtsommelige 

kone var kommet på knæene, så de 

havde tungt ved at hjælpe sig selv. Efter 

nogle uger foregik nogenledes min rystelse. 

Det blev begæret af mig at jeg ville prædike 

onsdagen som var juleaften. /A/ Jeg tog 

mig dette på, men så snart jeg begyndte at 

prædike, kom rystelsen så stærk på mig igen 

at mit mål således skingrende at jeg ej selv 

kunne forstå hvad jeg talte mindre nogen i 

kirken. Jeg måtte gribe til det /B/ middel at 

støtte på mit legeme på mine albuer imod 

prædikestolen, så at rystelsen ej så meget 

kunne mærkes på mit mål, og det dog endelig 

gik med prædiken vel af. Samme aften 

blev jeg gæstebudet tre steder hen til af min 

brors venner. Jeg forfaldt i en stærk hjertes 

angst som jeg sad ved bordet, så jeg derfor 

ej kunne nyde det ringeste hverken mad 

eller drikke. Jeg kunne ej heller tåle at høre 

på skålene med deres vokal og instrumental 

musik. Så behagelig som det havde været for 

mig før, så vederstyggeligt var det den gang. 

Denne aften var den første som jeg spiste et 

ordentligt måltid og meget fatal var det og 

tillige. Da nu vinteren videre tiltog sig, gik 

/A/ jeg undertiden udenfor porten for at 

skyde /B/ nogle vildænder og sligt. Der jeg 

da en dag således gik ud med en flint havende 

en økse i hånden for at prøve isens styrke, 

huggede jeg engang uforsigtigt til og gik i 

det samme til så øksen tørnede i min venstre 

ankel ind til bens hvilket på det sted i leddet 

var en meget farlig sag. Jeg tav stille, ville ej 

lade nogen det vide, indtil det helede af sig 

selv, men arret er endnu. Jeg gik atter ud på 

isen, men uden økse; jeg plumpede igennem 

isen, og måtte jeg da gribe til det middel at 

lægge min flint tværs i et hjørne af hullet i 

isen. Jeg arbejdede længe; når isen gik i tue, 

lagde jeg bøssen tværs igen og blev så ved, 

indtil jeg fik det faste is, kom så op og reddede 

mit liv hvilket jeg holder for min niende 


/B/ ›År 1705 ved midfaste tider sejlede jeg 

med en Nakskovs skipper hid til København. 

Da vi kom med vores lille galiot med 

et hårdt vejr under Møns klint eller høje 

Møn, kom en kastevind over landet som slog 

/A/ galioten på siden, så at dersom skipperen 

ej straks havde kappet stor skødet, 

havde vi visselig blevet kuldsejlet. Jeg kom 

da lykkelig til København hvor /B/ jeg anmeldte 

mig hos professor Bartholin som min 

private vejleder, den tid værende professor 

i den lavere matematik hvilken og endskønt 

jeg var fremmed og venneløs der han fornam

min uskrømtede fattigdom talte min sag til 

det bedste hos nu salige etatsråd Povl Vinding, 

så jeg efter min filosofiske eksamen så 

jeg efter min filosofiske eksamen hvor jeg 

erholdt den karakter haud illaudabilium, fik 

bachelorgraden gratis, dog måtte jeg give 

fem rigsdaler derfor. Gud ved hvorledes jeg 

fik disse penge sammensamlet. Jeg lå til leje 

på et lille kammer, skulle give tolv skilling 

for kammer og seng om ugen, var så blot for 

penge at jeg i atten uger ej ejede en skilling. 

Jeg ekspekterede hver middag og aften 

på kommunitetet og som vi var på den 

tid omtrent halvfjerds exspectantes og kun 

syvogfirs koster, så /A/ er det let at slutte at 

de fleste af os de fleste gange fik intet, og 

når de fik noget, måtte da tage til takke med 

det som det var, så gud ved at de bedste 

måltider var på det bedste, så var de sultne 

og slette og mange gange fik /B/ jeg slet 

intet. Dette holdt jeg så ud hele sommeren, 

for jeg stod nederst på listen; så måtte de 

rige som var først, og have først. Imidlertid 

kom jeg på Regensen at ligge, fik så mange 

penge til låns som skulle give til indgang, 

kom og ved en god vens anledning på et 

kammer hvor professor gav otte rigsdaler 

årligt til en student i tre år fra den tid samme 

have deponeret. Jeg gjorde da et hebræisk 

vers til ham, eftersom han på den tid var 

professor i hebræisk for at vise ham hvorvidt 

jeg var kommet i dette sprog. De føromtalte 

otte rigsdaler var det eneste jeg nød ved 

akademiet i al den tid jeg var der, og havde 

/B/ jeg kun disse penge i to år formedelst 

jeg var et års /A/ studenter. Der blev kortet 

årlig to slette daler til noget lidet brænde, af 

disse tyve slette daler holdt jeg med tvæt, 

ild og lys uden at nyde ringeste skilling af 

nogen. Dog var salige oplagsskriver Lygaards 

kæreste som var flyttet til København som 

for hendes søns skyld endnu elskede mig så 

god at jeg hver tirsdag spiste der to gange. 

Hvad nød jeg i denne tid led, er fast utroligt 

og umenneskeligt, dog som min gode rektor 

stedse på det alvorligste og kærligste havde 

formanet mig at jeg ej skulle læse for børn, 

men at forblive ved akademiet, i hvad ondt 

jeg end skulle lide, søgte jeg da vinteren ankom 

alle de /B/ lektier som af professorerne 

holdtes som kom overens med mit forehavende, 

nemlig teologi, filosofi og filologi, og 

det under doktor Johannes Vandal, doktor 

Hector Gottfried Masius, doktor Hans Bartholin, 

professor Hans Stenbuch, professor 

Søren Lintrup, i konferensråd Povl Vindings 

sted, nu salige professor og biskop Hans Trellund, 

professor Casper Bartholin, nu salige og 

professor Georg Friedrich Frankus de Frankenau, 

foruden de kollegier som jeg hørte 

under professor /A/ Lintrup på Regensen, så 

jeg alle timer om dagen, når klostertimerne 

medregnes, fast uden ophold havde at bestille 

og nok at gøre med om aftenen og 

natten at renskrive hvad jeg om dagen havde 

samlet sammen på kladde. Som der nu meget 

løb imellem som formedelst vankundighed 

og at jeg ingen vejledere havde, ej så lige 

nyttigt som arbejdet møjsommeligt fandt jeg 

dog siden /B/ ved tidens længde at der dog 

var noget godt deriblandt, så jeg da jeg kom 

videre frem, lærte at pille skallen fra kernen. 

›Samme år responderede jeg første gang 

offentligt [publice] på Valkendorf kollegium 

ved en disputats om jødernes frontalibus 

eller pandespænder. ›Efter at dette for mig 

meget hårde og tunge år var bortslidt mellem 

studering, sult og tørst, fik jeg da vinteren 

derefter år 1706 fast kost på klosteret 

omtrent ved påsketider. Dog kan jeg ej sige 

at jeg nogen tid kunne svale min hunger 

uden den føromtalte gode tirsdag. /A/ ›År 

1706 havde professor siden konfessionarius 

Lintrup begyndt at holde det såkaldte store 

teologiske kollegium [kollegium theologicum], 

for hvilket hver skulle i det mindste 

betale ham /B/ ti rigsdaler. Det var mig 

umuligt at bringe så mange penge til veje, og 

dog havde jeg lyst at gå derpå. Jeg tog mod 

til mig, bad ham at han ville tilstede at jeg 

måtte gå på hans kollegium gratis. Manden 

som vidste min flittighed og fattigdom, tillod 

det straks at jeg måtte gå på hans kollegium.

Jeg blev hjertelig glad derover og forsømte 

ej engang når det blev holdt. Kort derefter 

slog magister Otto Ottesen Hosum som nu er 

død, præst på Samsø, magister Hans Rasmussen 

Kisbye som nu er lektor i teologi ved 

Odense gymnasium, herr P. Lerche som siden 

blev præst i Lymbye på hin side af Odense 

er og død, og jeg os tilsammen for at samle 

hvad enhver af samme holdende kollegium 

havde skrevet, på det når /B/ den ene havde 

udeladt noget som den anden kunne have 

skrevet, vi da alle kunne /A/ have det alt 

samlet for at gøre et fuldkomment værk 

deraf hvilket og lykkedes os. Hver aften 

klokken syv til otte sad vi på mit kammer og 

skrev ved såkaldt natlys. Med sligt et lys til 

en skilling værd kunne brænde ni til ti timer, 

vi skrev nætterne igennem i seks uger efter 

hinanden. Min fattigdom var mig stor skade, 

for som de andre kunne skrive stort, så måtte 

jeg kline det sammen af mangel på papir, så 

jeg måtte skrive så tæt at der stod på hver en 

kvart side fra ethundrede til ethundrede og 

tretten linier. Sådan min idelige natteskriven 

forvoldte at jeg i mit fireogtredvte år måtte 

bruge briller. Jeg holdt da dette /B/ kollegium 

såvelsom og andre professorer lektier 

om vinteren således at blækket i blækhornet 

ofte frøs for mig og om sommeren sveden 

trillede ned på papiret af arbejde som altid 

med glæde at lære noget, endskønt jeg 

adskillige gange, når tarmene sviede alt for 

meget af sult, kastede bogen som jeg læste 

i, mod jorden af, menneskelig utålmodighed 

og gik udenfor porten for at forslå tankerne. 

/A/ ›Samme år døde madame Lygaard, 

min daværende bedste ven, dog beholdt 

jeg tirsdag kosten der i huset. I dette år fik 

jeg ti skilling til en bibel af min bror Anders 

Jensen i Nyborg. ›År 1707 begyndte mine 

klæder, linned og uld at /B/ falde af mig, 

såsom jeg i snart tre år ej havde fået noget 

nyt til. Jeg vendte selv mine bukser om natten, 

flikkede selv mine sko, ja undertiden 

gik igennem overlæderet af skoene på bare 

fødder eller hosesokker. Måtte og selv rimpe 

mine strømper sammen med hvad jeg kunne 

få. Min kjortel var så luvslidt at den næppe 

kunne hænge sammen: kortelig, jeg lignede 

i alle stykker min fattigdom, det undtaget 

at muligt nogle som ej vidste mine omstændigheder 

kunne tænke at jeg var liderlig: 

magnum pauperies opprobrium iubet quilibet 

et facere et pati. I denne tilstand var jeg en 

dag med min salige bror i Christianshavns 

kirke, da en gemen karl /A/ gjorde mig 

sådanne /B/ gloser derover som jeg ej gider 

melde. Omsider formedelst klostermadens 

slethed og øllets sure tyndhed, bekom jeg 

af en drik øl af en kulde hvilken jeg sultede 

og løb bort, for medikamenter var ej for mig 

at tænke på. ›Jeg blev da ved at søge kol- 

legier og lektier, læste og skrev nat og dag 

som mine, tid efter anden, skrevne kollegia 

og forelæsninger [praelectiones] udviser, for 

formedelst af mangel på bøger måtte jeg 

skrive hvad jeg hørte, men min største mangel 

var som meldt er papir. ›Den hidindtil 

forløbne tid og elendighed for mig ligner jeg 

ved solen i sin nedgang eller formørkelse og 

den efterfølgende tid ved den opstigende 

/B/ sol som skønt den ofte lidet formørkes 

eller med skyer bedækkes, dog stedse og tid 

efter anden stiger og kommer frem igen. Og 

må da dette være den tredje del af mit livsløb. 

# 

/A/ Begyndelsen da til 

min tid efter anden vågnende lykke skete hel 

forunderlig og uformodentlig således: det er 

bekendt at de studerende som ligger på 

kollegier, skal årlig disputere. Nu nærmede 

det sig: uddelingen skulle ske i Valkendorf 

kollegium, og en student havde forsømt at disputere, og da 

han nu skulle dertil, og ingen student ville 

påtage sig at respondere under ham, klagede 

sin nød for mig. Jeg af medlidenhed sagde 

da, at førend /B/ han ganske skulle være 

forlegen, måtte han lade mit navn trykke på 

sin disputats. Om seks timers tid sendte han 

mig disputatsen med mit navn påtrykt, og var

den da om de vilde dyrs sjæl [de anima 

brutorum]. Hovedsagen var mig vel bekendt, 

men finheden formedelst mangel af bøger ej 

så meget. Jeg forføjede mig da straks hen til 

ham for at lade mig underrette af ham, om 

hvis jeg ej selv vidste; men der var ingen 

hjemme hos ham, så han umuligt selv havde 

skrevet den. /A/ For i stedet for at undervise 

mig, måtte jeg vejlede ham af det lidet som 

jeg forud deraf vidste. Jeg søgte da omkring 

på Regensen, og fik så /B/ mange fysiske 

bøger, som der var at bekomme. Læste så 

derudi alt det som handlede om denne materie, 

gik så dagen efter til disputatsen. Til al 

uheld eller rettere min lykke havde han som 

meldt er begæret af tvende sine medkollegianere 

Niels Nielsen Olivarius og den 

berømte Hans Nordrup. Olivarius straks 

mærkede at min præses umuligt selv kunne 

forsvare sig selv eller disputatsen, tog derfor 

anledning offentlig at sige, at han var mig 

som hans fast daglige opponent på klosteret 

noget skyldig, siden raden nu var til mig at 

svare, og til ham at opponere. Han angreb 

mig da med al magt. Jeg værgede mig det 

bedste, som jeg kunne. Såsom nu dette var / 

B/ en usædvanlig ting ved akademiet, at 

præses ej kunne, ej heller fik lov til at forsvare 

sit eget skrift, men respondens skulle / 

A/ gøre det for ham, så blev alle did komne 

og kommende stående at anhøre denne 

mundkrig. Endelig kom monsignore Nordrup 

frem og fremsatte ej et eneste metodisk 

argument, men lutter sofismer [sophismata]. 

Min præses som muligt aldrig ret havde læst, 

mindre forstået, logik [logicam] og allermindst 

på stående fod kunne løse alle disse 

knuder, bad da for sig, så jeg atter måtte 

dertil, endskønt jeg mindst var beredt på at 

tage imod ham med sligt gevær; men da jeg 

fornam hvorhen han agtede, nemlig alene 

med snak at drille os /B/ begge, løste jeg 

ved nogle få og små regler alle hans sofismer 

[sophismata] straks, undtaget ét, hvorved jeg 

ubetænksom i en hast og imod disputatsens 

regler fortalte mig, hvilket gav en stor latter. 

Min præses skulle da endelig engang føre 

ordet, men gjorde af ondt værre og indviklede 

sig mere og mere derudi. Imidlertid 

betænkte jeg mig og tog dem ordene af 

munden, /A/ løste så resten af denne og alle 

opponentens knuder og sofismer [sophismatis], 

så jeg uformodentlig den dag indlagde 

mig ej en liden ære som og frugtede så 

meget, at da en og anden havde medynk 

over min usle fattigdom, så var samme tid 

tilstede magister Frede Blicher, som få /B/ 

dage derefter blev kapellan til Trinitatis kirke. 

Samme lod mig søge og spurgte mig om min 

tilstand. Fortalte ham det så og at jeg havde 

fået fem alen klæde fra 1704, som jeg af 

mangel på penge ej kunne få syet, hvorpå 

han viste mig til en skrædder, som skulle sy 

den på hans regning. Jeg fik ved en anden 

lejlighed et par sko og strømper, så jeg var 

igen klædt; rygtet over disputatsen såvel som 

min daglig flittighed, gjorde det også, at jeg 

adskillige gange kunne have fået konditioner 

her i staden, men jeg ville endnu ikke, såsom 

min inderlige lyst var at blive ved akademiet. 

Samme år rejste jeg fri til min bror i Nakskov, 

men gik tilbage igennem /B/ Lolland, Falster 

og siden til København. /A/ ›Det hændte sig 

at salig assistent forvalter Didrik [Frandsen] 

Klevenov spiste en tirsdag hos salige 

oplagsskriver Lygaard, og jeg var der, kom 

under måltidet på tale om hans tvende sønner, 

som han agtede at sætte til bogen, bad 

mig, jeg en dag ville gøre ham den tjeneste 

at overhøre hans børn, hvilket af mig skete. 

Jeg fandt tilstanden meget let, at da børnene 

havde haft fire lærere og gået i skole i fem år, 

de ej kunne én deklination ret, og ej to hundrede 

gloser; jeg nødes til at sige faderen 

alting som det var derpå han tog mig med 

fordel sigendes at jeg skulle antage en kondition, 

så fortjente jeg dog noget. Jeg svarede, 

det var og min agt, /B/ imidlertid jeg endnu 

havde min sidste kjortel på kroppen; tilmed 

var Stenbuchs stipendium forløbet, så jeg ej 

havde til brænde, et cetera. Manden tog mig 

straks på mine ord spørgende om jeg ej ville 

læse for hans børn. Jeg svarede: nej, det

kunne jeg ej gøre. Han blev vred og spurgte 

mig, om jeg ej holdt ham for en ærlig mand, 

og så videre. /A/ Jeg måtte da omsider svare 

at intet sligt var i vejen, undskyldte mig på 

det bedste, men som han vel mærkede at jeg 

herunder havde mig noget forbeholden, svor 

han mig, at han ville vredes derover, om jeg 

ej ville sige min hjertens mening; da jeg 

endelig, og sagde ham, at ingen karl, som 

ville gøre sin pligt, kunne læse for hans børn, 

formedelst hans kones ondskab og arrighed, 

samt kælenhed overfor hendes børn, hvilket 

mig så meget des mere var bekendt, såsom 

en student, som havde gået i skole med mig, 

og havde læst for dem, havde fortalt mig 

det. Manden beklagede med grædende tåre, 

fornam også årsagen til hans børns 

vankundighed, og hans penges og deres 

tidsspilde, et cetera. Endelig formedelst 

salige Lygaards indstændige begæring, som 

jeg ej lettelig kunne afslå noget formedelst 

hans mig beviste godheder, lod jeg mig 

overtale til at læse for disse børn, og en af 

bemeldte Lygaards sønner, som siden døde i 

pesten, dog på vilkår, at /A/ børnene skulle 

komme til mig, og jeg fire dage om ugen 

skulle spise hos en og tre dage hos den 

anden, og årlig have tredve rigsdaler. Provst 

og professor Lintrups gav mig frihed dertil at 

tage imod dem på Regensen, hvilket da 

varede nogen tid, men formedelst uro af de 

vilde og uregerlige børn, af hvilke jeg undertiden 

måtte rejse udyden hårdere end jeg vel 

ville, blev det mig forhindret eller forbudt at 

holde skole på Regensen, for i førstningen 

foragtede [børnene] mig for min fattigdom, 

og desforuden ved fem års arveløshed, var 

blevet så hårdnakkede og selvrådige at når 

jeg kunne vende mig om, da tog de blækhornet, 

og slog blækket ud på mine /B/ skrifter 

og bøger. Så klagede mine naboer hos 

provsten, mit kammer var og lige under hans 

værelser, så han og vel undertiden havde uro 

deraf, så havde de des lettere at formå ham 

til at sige mig at jeg ej på Regensen måtte 

holde skole, men dertil opsøge mig anden 

lejlighed. /A/ Mine principaler måtte da leje 

et andet kammer til mig for at holde skole. 

De tiltog daglig, men når de skulle gå fra 

eller til skole sloges de med drengene på 

gaden. Dette gav ny lejlighed for forældrene 

at overhænge mig, og nødte mig at jeg 

endelig måtte komme hen i salige Klevenovs 

hus; jeg kom også ved Mikaels tider år /B/ 

1708. Jeg var ej kommet i huset, førend 

børnene som vidste deres mors kælenskab, 

begyndte at sætte sig på bagbenene, efterlod 

at gøre eller læse det ringeste, ja, det 

blev så groft at moren utydelig sagde mig i 

deres påhør at det var hende lige kært enten 

de lærte latin eller ej, og da jeg engang slog 

ham uden på kjolen med kvist ris, skreg han 

så højt at moren skulle høre det som og 

skete, tugtede så meget at moren ophidsede 

faren, da han kom hjem og ej havde hørt på 

denne alarm at han tog til sin kårde, ville 

opsøge mig som var udgået med trussel efter 

hans ord at ville hugge næse og øren /A/ af 

mig og at ville klage mig for professoren og 

konsistorium. Så snart jeg /B/ fik dette at 

vide, lod jeg mig straks antegne til attestats, 

da det mindst var min tanke om morgenen. 

Jeg blev ved mit fortsæt, når slig eksamen 

var forbi at tage min afsked. For det var ej 

min lejlighed at kaldes for konsistorium, for 

det går alt ud over de fattige. Jeg måtte da 

læse nat og dag, havde imidlertid fået flere 

disciple, havde i alt ni, og det sidste halve år 

femten rigsdaler løn mere, foruden i nytårsgave. 

Attestatsen blev opsat i syv uger. Der 

nu tiden kom, fornam jeg at femten var 

tegnede og vi måtte kun være otte. Tilmed 

ville jeg endelig op under salig doktor Johannes 

Vandal og doktor Hector Gottfried Masius 

og ingen anden, såsom jeg vidste at 

disse mindst regeredes af affekter, /B/ og 

jeg var dem fremmed for. Jeg kunne da 

lettelig gøre mig den regning at jeg ej blev 

tegnet til at komme op denne gang, for jeg 

søgte professor Lintrup, forestillede at min 

timelige velfærd /A/ beroede derpå, ligesom 

og sandt var, ja mere end jeg selv forstod og 

bad ham at han ville udvirke det hos doktor

Vandal at jeg den gang måtte komme op 

hvilket og skete. Jeg kom da op til attestats 

den enogtyvende februar 1709 og fik laudabilem 

hvilket smertede madame Klevenov 

meget. Jeg må sige at det var det eneste, 

menneske i verden som ej kunne lide mig, 

men hvad var det at undres over når hun ej 

kunne lide sin egen mand. ›Næppe var denne 

min eksamen overstået, /B/ førend jeg 

straks tænkte på at komme ud af min kondition, 

i hvilken jeg daglig havde fortræd og 

med græmmelse måtte se at /B/ børnene 

lærte lidt eller intet, og ej måtte gøre hvad 

jeg burde, så min ære med tiden måtte lide. 

Jeg havde da en eneste god ven som var 

student [Claus Holgersen, f. 1681 i 

Næstved]. Ham betroede jeg al min nød, i 

blandt andet mit forsæt at ville søge at gå 

som skibspræst til Ostindien for enten at få 

brød eller død, for som et fattigt, menneske 

og uden venner kunne jeg ej vente noget 

brød uden at vove til det yderste og det 

endnu i mine unge år, imens jeg /A/ havde 

kræfter til at lide noget ondt, og siden ved 

tiltagen alder næst gud kunne håbe at lide 

bedre. ›Jeg skrev da nogle latinske /B/ og 

danske vers til adskillige personer. Jeg var da 

dermed ude, men fandt ingen hjemme af 

dem som jeg søgte. Guds forunderlige forsyn 

som i alle ting har fulgt mig og førte mig 

altid en anden vej end den som jeg selv har 

haft i agt, dog altid til det bedste, gjorde det 

og denne gang at da jeg næppe var kommet 

hjem igen, kom førnævnte student, nu salige 

Claus Holgersen ilende til mig og tilbød mig, 

om jeg ville tage tjeneste som privatsekretær 

hos kommandør, nu salige viceadmiral Just 

Juel som stod på sin rejse som kongelig 

dansk envoye extraordinaire til Rusland, for 

han søgte en person som var færdig i at tale 

og skrive latin. Såsom samme student fattedes 

det selv samme som jeg og desforuden 

vidste at /B/ en anden dygtig person såvel 

af nu højsalige dronning Charlotte Amalie 

som hans høje excellence nu salige general / 

A/ admiral Christian Gyldenløve var blevet 

foreslået, så gjorde jeg mig i førstningen 

ingen tanker herom, men han formåede mig 

dog endelig til at høre forslaget og det af en 

anden og fattig student som ellers mig uvitterlig 

og uforskyldt hemmelig var min avindsmand 

hvilket han da straks sagde mig rent 

ud, så vi med hinanden først måtte gøre den 

sag af. Der han nu fornam at han havde gjort 

mig uret og været vred på mig uden ringeste 

sag, blev aftalen at vi næste morgen skulle 

samles hos bemeldte kommandør Juel hvilket 

/B/ og skete, og klokken ni var jeg alt i hans 

tjeneste antaget, fik tyve rigsdaler kroner på 

hånden til at købe mig en rejsekjole for. 

Næppe var vi blevet enige førend den ovenmeldte 

så højt rekommanderede person som 

dagen tilforn med at begære løn og andet 

havde spændt buen for højt, kom sigende at 

han nu var fornøjet med den løn og de vilkår 

som ham var blevet tilbudt, for der havde ej 

stået mere end som ti rigsdaler imellem dem, 

og ville nu følge med. Kommandøren 

svarede, /A/ han havde antaget mig, kunne 

altså ej tage sine ord tilbage. ›Således var jeg 

i en tid af seksten timer ej alene praeceptor, 

men og i mine tanker på vejen /B/ til Ostindien 

og siden antaget til at rejse som verdslig 

til Rusland. ›Jeg købte derpå straks klæde og 

lod straks komme i arbejde, gik glad hjem at 

berette monsignore Klevenov det. Jeg kan ej 

sige at han med mindste ord lod sig forlyde 

med at ville forholde mig eller hindre min 

forfremmelse som hans kone vel gjorde, men 

han græd som et barn for sine børns skyld 

som jeg skulle forlade. ›Jeg var nu hjerteligt 

glad, dels at jeg på en skikkelig måde slap 

min onde tjeneste, dels at jeg på en andens 

bekostning kunne komme udenlands at se 

verden hvortil jeg havde inderlig lyst, men 

hidindtil havde haft lidet eller intet håb. 

Derefter havde jeg daglig små ting for 

bemeldte kommandør at forrette. Studerede 

dog imidlertid til at /B/ prædike for min 

dimission som og skete til aftensang i Trinitatis 

kirke for salige doktor Johannes Vandal, / 

A/ af hvilken jeg bekom den karakter prorsus 

laudabilem. Bemeldte herre Juel hørte mig

og samme tid første gang prædike. Dernæst 

begærede jeg og fik mit testimonium publikum 

fra akademiet, på det jeg i alle påkommende 

tilfælde udenlands kunne have noget 

at fremvise om mine studeringer og forhold, 

være alsidig [ambidekster] og søge forfremmelse 

såvel til gejstligt som verdsligt. Min 

førhen beskrevne fattigdom havde gjort mig 

til så stor en husholder at jeg af min det 

første år havde /B/ tredve rigsdaler årlig løn 

og det sidste halve år femten rigsdaler mere 

foruden den lille nytårsgave, jeg fik, havde 

sat mig nogenlunde i skikkelig stand med 

klæder, linned og uld samt papirer, af hvilket 

jeg i den tid brugte meget, og en del mest 

behøvede bøger. De fleste efterlod jeg 

hjemme i forvaring hos en god ven; men som 

pesten kom på, måtte han /A/ dø, så jeg ved 

min hjemkomst fik ej mine bøger igen. Jeg 

renskrev i de dage jeg var på akademiet, 

Ursins teologiske kollegium, og lagt dertil 

udtog af Johann Adam Schertzers, Hieronymus 

Kromayers og Johannes Andreas Quenstedts 

systematikker, alt in quarto, tre fingre 

tykt. Det lånte jeg en god ven som gjorde 

fremlån deraf, så det kom på den måde mig / 

B/ fra. Jeg skrev ud i doktor Vandals Hypothesi 

alle dikta på græsk og hebræisk med 

adskillige udtog af andre teologer hvilket 

endnu findes blandt mine bøger; dernæst 

doktor Vandals offentlige forelæsninger over 

Paulus breve til sine romere, samme forelæsninger 

over apostlenes gerninger, så vidt som 

han derudi var kommet, da jeg kom fra akademiet, 

professor Lintrups teologiske kollegium, 

først ganske tæt formedelst mangel af 

papir som førhen er meldt, siden samme 

kollegium rent som da var tre tommer in 

quarto og var tyk en hånd bred hver og 

kastede alle vegne hvert diktum op for at 

anføre dem på hvert sted efter Sebastian 

Schmidts latinske oversættelse af biblen. /A/ 

Videre /B/ professor Lintrups kollegium over 

de fire evangelier in quarto, en håndbred tyk, 

sammes offentlige forelæsninger, kaldet 

historisk teologisk kritisk introduktion til det 

nye testamente, tæt skrift, to fingre bred tyk, 

end hans forelæsninger til apostelens gerninger 

og kritik af de græske skribenter hvilket 

dog kun var lidt, såsom han kun kort tid 

læste i stedet for etatsråd Poul Vinding, 

daværende professor i græsk. End doktor 

Johannes Bartholins teologiske grundregler, 

så meget som i min tid deraf med forklaring 

offentligt blev gået igennem som og hans 

forelæsninger over brevet til hebræerne. Jeg 

samlede og professor Stenbuchs tilskrevne 

korrektioner over den danske oversættelse / 

B/ af biblen, udskrev og et andet logisk 

metafysisk kollegium, samt en del små rariteter 

af vers og andre ting som alt må findes 

blandt mine /B/ skrifter og bøger. For mag- 

ister Ring førte jeg alle de fornemmeste 

sprog og talemåder af det nye testamente 

som en frasebog. Det samme gjorde jeg og 

for mig selv. /A/ ›Dette melder jeg så omstændelig 

dels for at vise mine børn optegnelse 

på mine skrifter, dels for at opmuntre 

dem til lige arbejdsomhed og flittighed med 

tiden, på det de ej som vel andre have, ment 

og ofte sagt, skal tænke at jeg kom sovende 

til det jeg lærte ved akademiet, og at /B/ det 

just var mit gode hoved som hjalp mig i hvor 

vel jeg takker den nådige gud for det pund 

som han har betroet mig. For i så få år at 

samle, skrive og renskrive ved nat og dag 

slige mange og vidtløftige ting, kan i hvor 

godt hoved end nogen have, ej ske uden at 

bruge tiden og være flittig, og at jeg muligt 

skrev meget mere end fornøden eller nyttigt 

var dertil var årsag som forhen var meldt. 

Imidlertid ved den idelige skrivning og betragtning 

af adskillige materier kan jeg ej 

nægte det at jo min hukommelse meget kom 

mig til hjælp, så jeg omsider kunne begynde 

på og gøre fast hvad jeg ville i studentersager, 

såsom idelig øvelse dog er den bedste 

læremester. Og må så dette være /B/ den 

fjerde del af mit livsløb. 

# 

/A/ Således var jeg 

da nu som ovenmeldte er i en hast ufor-

modentlig til min egen og mange andres 

forundring blevet verdslig. Jeg skulle af min 

herre have årlig tredve rigsdaler, en hæderlig 

klædning så god som han selv ville drage den 

undtagen brodering eller galoner, kosten fri, 

tvæt og inden huse så meget vin som jeg til 

skikkelig forlangte, endog til at gøre en god 

ven til gode med. ›Da jeg nu var blevet 

rejsefærdig og forsynet med alting efter min 

yderste formue og vilje, kort sagt så jeg 

omsider næppe kendte mig selv og visse 

brave folk i godhed for mig og i glæde at de 

så mig omstøbt i en anden form efter at de 

forhen havde set og kendt min nøgenhed og 

fattigdom, /B/ kaldte mig den nye Æreboe. 

Jeg var og selv fornøjet over deres glæde og 

godhed for mig, for mine studenter venner 

forærede mig hver to bøger til min rejse, en 

anden gav mig en messing forgyldt kårde 

med sølvgreb, samme lånte mig ti rigsdaler til 

en lokket paryk hvilket var den første gæld, 

jeg havde haft i verden. Kortelig, alle mine 

bekendte og ubekendte venner af glæde 

over denne min vågnende lykke ret kappedes 

om at bevise mig høflighed og tjeneste hver 

efter sin formue. ›Endelig rejste envoye Just 

Juel /A/ den syttende juni år 1709 over land 

kun med sin kammertjener og en lakaj til 

kongen som da var i Berlin. Legationssekretær 

nu salig justitsråd /B/ Peter Falk, 

jeg og de øvrige folk skulle med vores rej- 

setøj og vogne gå til søs og søge envoye i 

Königsberg. Vi gik da i guds navn ombord på 

den kongelige lastdrager Færøe, ført af nu 

salige Schoutbynacht [schout bij nacht, 

kontreadmiral], da kommandør Otto Jacob 

Thambsen og den tyvende juni om aftenen 

gik til sejls. Al mine penge var fire seksskilling 

stykker. Så snart jeg nu var kommet 

imellem så mange adskillige slags folk som 

var inden borde hvilket mest alle, så vel 

officerer, kadetter, volontører og en del af 

vort eget følge, havde forhen været i verden, 

enten uden eller indenrigs, mærkede jeg da 

straks at som min hidtil havde fattigdom 

havde fralugt mig sådan omgængelse og 

erfarenhed /B/ med folk af stand, og min 

ungdomstid var gået bort imellem gemene 

fattige og på verdslige ting og høflig omgængelse 

uerfarne, mennesker, disse alle i 

tale, gerning og levemåde var mig forvoksne. 

For min teologi eller latin kunne intet hjælpe 

mig uden for så vidt at jeg hastigere /A/ og 

lettere mærkede min vankundighed i verdslige 

ting og siden lettere agtede og fattede 

hvad jeg deraf havde nødig hvilket jeg da af 

de andres eksempler daglig måtte opsnappe. 

Det var endnu det tungeste for mig at jeg 

havde og ved de tre års klostergang samlet 

mig så meget ondt blod og deraf kommende 

fnat over mit hele legeme at det i de omtrent 

/B/ halvandet år, i hvilke jeg havde præcep- 

toreret og var vel blevet plejet, ej endnu var 

gået bort, så mine hænder så meget ilde ud, 

og jeg måtte undse mig ved at sidde til bords 

med godtfolk, ligesom det og virkelig blev 

mig ofte forkastet; dog foregik det omsider 

af sig selv, så jeg blev ren. ›Det gjorde mig og 

ondt at jeg var ukyndig i geografien. Jeg 

holdt da daglig fortegnelse på hvor jeg så og 

der skete som jeg endnu har og til hvilken 

såvelsom den hvilken jeg siden holdt for 

envoyeen, jeg mig i alt påberåber og her 

alene vil anføre mine egne eventyr og hændelser. 

›Den enogtyvende juni kom vi til 

ankers under Bornholm, /B/ lettede samme 

aften, kom natten imellem den toogtyvende 

og treogtyvende på Danziger Red hvor jeg ej 

var i land, og den treogtyvende ankrede /A/ 

på Pillovs Red, syv mile på denne side af 

Königsberg den femogtyvende lykkelig i 

havnen hvor vi i nogle uger blev liggende. Nu 

var jeg kommet i et land hvor alle talte tysk, 

så jeg nogenledes kunne forstå, men ej tale 

det, såsom det var groft plattysk, så jeg ved 

ankomsten måtte bede en af lakajerne at 

fordre et krus øl for mig i værtshuset, da jeg 

var tørstig. Legationssekretær Falk lånte mig 

en speciedukat, for de derfor vekslede penge 

rejste jeg med ham op til Königsberg (omstændighederne 

deraf i min rejsebeskrivelse). 

Jeg /B/ måtte der atter betjene mig af en 

student som var min tolk på tysk i latin,

såsom jeg ej endnu kunne forklare mig på 

tysk. ›Årsagen til denne min vankundighed 

var at jeg i min ungdom aldrig tænkte, mindre 

troede at behøve mere af dette sprog 

end at forstå når jeg det læste hvilket jeg og 

nogenledes kunne. Imidlertid og når jeg intet 

andet havde at bestille, fordrev jeg tiden 

med vekselvis at læse i det græske ny testamente 

og Heinrich Wilhelm Ludolfs russiske 

grammatik som jeg havde med mig samt 

Ovids Heroide breve, så jeg /A/ ingen tid var 

ledig. Søndagen den enogtyvende juli 

prædikede jeg på skibet der i havnen. /B/ 

Undertiden fornøjede jeg mig med at skyde 

til måls efter officererne på det elendige 

sandland, Danziger næring kaldet. Den 

femtende juli var det så grusomt et vejr at 

jeg som alle der i Pillov værende, med 

hjertens sorg og vemodighed måtte for 

øjnene se hen ved fyrre skibe med, mennesker 

og alt at forgå nær ved os at vi kunne 

høre deres skrigen og klagen og dog ej 

kunne hjælpe dem; man regnede at der var 

blevet druknet hen ved trehundrede sjæle. 

Ingen kan forestille sig den jammer uden den 

som har set den og gud lade sligt aldrig mere 

ses. På ovenmeldte sandland, Danziger 

næring var til postens befordring et eneste 

hus hvori postmesteren boede, hvor /B/ jeg 

som meldt undertiden med flere kom. Som 

jeg da var ung og lystig og uden selvros så 

vel ud, foreslog postmesterens kone mig selv 

om jeg ej ville have hendes /B/ datter, for så 

ville hun oplade bestillingen for mig. 

Forældrene var formuende folk, havde kun 

tre børn, brødet kunne føde sin mand, og 

pigen så hel vel ud og smuk /A/ tillige, så 

var dette ej en liden fristelse for mig; men 

min salige mors sidste afskedsord stod mig i 

vejen, tilmed kunne jeg ej forsvare det at 

forlade min tjeneste der hvor min herre 

kunne ingen få igen i mit sted, så takkede 

jeg for tilbuddet og ville ikke. Moren tilbød 

mig at jeg måtte i to år og at hendes datter 

skulle blive efter mig, når jeg kun ville forlove 

mig med hende og love at komme igen, men 

det var dog forgæves. ›Endelig den treogtyvende 

juli kom envoyeen til os fra Berlin, og 

den femogtyvende rejste jeg med ham atter 

op til Königsberg og kom tilbage til Pillov 

den niogtyvende ditto. Imidlertid vi således 

med modvind lå i Pillov, satte envoyeen mig i 

arbejde med at skrive et og andet. Denne 

begyndelse i verdslige ting var mig noget 

tung, for min skrivemåde såvel som min 

opførsel og tale smagte alt for stærkt af 

skolegang og studenterskab, så jeg ofte med 

undseelse måtte høre at jeg var grøn og rå 

som jeg da alt måtte forsmerte. /A/ Endelig 

som jeg da gjorde en udkastning på alt hvad 

jeg skulle skrive som envoyeen da /B/ rettede 

og forandrede og jeg siden renskrev, så 

kom jeg da tid efter anden mere og mere 

efter at kende hans sind og stil og som jeg 

villig og flittig gjorde alt hvad mig blev befalet, 

af yderste evne og formue, så erhvervede 

jeg om sider envoyeens yndest, 

såsom det iblandt andet var min lykke at jeg 

havde med en ejegod og from mand at bestille. 

›Få dage efter at jeg sidst havde været i 

Königsberg, og da jeg endnu var i Pillov, blev 

stadens porte lukkede for pesten at ingen 

kunne komme ind og ud, ligesom der i byen 

samme år døde over tredve tusinde mennesker, 

så pesten virkelig var der imens vi os 

der opholdte, mens som vi ej vidste deraf, så 

havde vi ej heller nogen /B/ skræk deraf. 

Søndagen den ellevte august sejlede vi i guds 

navn fra Pillov og ankrede på Revals red 

[kajen i Tallinn] den femtende ditto om aftenen. 

Der beså vi denne skønne stad, men 

kom ej derind. Den sekstende ditto lettede 

klokken tre om morgenen; mødte os ved 

Kaspervig bugt en svensk fregat, Volgast, 

ført af premierløjtnant Jonas Skruve, /A/ 

med hvilken vi kom i en vidtløftig trætte, 

såsom han ville forhindre os at sejle videre 

frem og tvinge os til at gå tilbage; omstændighederne 

er i min journal. Dette faldt 

omsider således ud at vi nær havde kommet i 

slag med ham ligesom han og skød to gange 

med skarpt over skibet hen. Alting var klart 

til at slå, stykkerne ladte med dobbelt skarp,

såsom vi /B/ var hinanden på et pistolskud 

nær. Folkene var fordelte og alting var på 

rede hænder, klart dæk, men vinden vendte 

sig til al lykke imod os i det samme, så vi fik 

da anledning til at ankre; den svenske fregat 

blev hos os. Imidlertid så jeg hvorledes det 

går til i slag, og hvorledes folk er til mode, ja 

jeg selv var som det kunne have kommet til 

virkelig gerning hvilket gud være lovet dog ej 

skete, for den havde blevet os for mægtig, 

og vi havde ingen ære indlagt os på ham, 

men vi visselig havde kommet til kort. Der 

blev da sendt til den svenske admiral Ankerstierne 

[Cornelius Didriksen Thiessen]. Vi lå 

imidlertid der med stille og modvind. Envoyeen 

gik daglig /A/ op på en lille i havet 

liggende /B/ øde stenholm, Eksholm kaldet 

for at forslå tiden med at skyde efter fugle. 

Jeg fulgte da med og læste vi da imellem 

stunder Cornelius Tacitus tilsammen hvilket 

jeg for ham skulle forklare, men som vi intet 

leksikon havde, ej heller nogen kommentar 

derudover, så var det mig hel tungt, ja 

umuligt, allerhelst jeg havde ej læst den før, 

og Tacitus var ej så let at løbe til at forstå 

uden hjælp, så at envoyeen blev ked deraf 

og jeg glad at jeg slap dette arbejde. På 

denne ø fandt vi en rod af et stort elletræ 

som var ganske blevet til sten. Endelig kom 

den svenske kaptajn Ankerstierne, førende 

fregatten Falken og bregatin Giötha ført af 

premierløjtnant /B/ Søstierne med bevilling 

at vi uhindret måtte sejle til Narva hvor vi 

tillige med disse sidste svenske den tredvte 

ditto lykkelig ankom og satte på reden om 

morgenen efter. Vi lå der nogle dage og fik 

søndagen den første september en gruelig 

hård storm så at den svenske hos os liggende 

fregat mistede en del stænger, en rå og sit 

ror hvilket og var det eneste hårde og onde 

vejr vi havde på den hele rejse. /A/ ›Den 

tredje september gik envoyeen og monsignore 

Falk i land og lod mig tilbage med de 

fleste folk og gods på skibet, endelig den 

femte ditto lod de os med to galejer afhente. 

Jeg skulle have indsendt med alting og jeg 

forstod ingen af folkene på galejerne som 

alle var russere; /B/ de ej heller mig, så jeg 

den nat af frygt for tyveri havde en vågen og 

ond nat. For som jeg ej kendte russernes 

eksemplariske troskab over alt det som der 

befales at passe på, så frygtede jeg vel mere 

end jeg havde haft nødig. Jeg havde min 

russiske grammatik med mig og efter den 

kunne her og der betyde dem noget hvorover 

de forundrede sig højligt. Endelig kom 

jeg gud være lovet den sjette september til 

Narva hvor jeg forblev til den femtende 

december hvad der sig imidlertid kan ses i 

journalen. Af hvis mig selv er angående, er 

dette det fornemste. De fleste dage bestod 

vores selskab alene af envoyeen, Falk og jeg. 

Som de begge længe havde været i verden 

og udenlands, jeg derimod var nylig /B/ 

kommet der, så måtte jeg nogen tid holde 

pythagoræisk tavshed for ej at fortale mig. 

Om aftenen talte vi latin for øvelsens skyld, 

såsom vi talte om at komme /A/ til Polen, og 

det ved en pibe tobak som jeg da først lærte 

at smøge. Jeg kan med sandhed sige at jeg 

daværende femogtyve år, aldrig i al min livs 

tid havde fortæret ti skilling danske i røg eller 

snustobak eller brændevin. Og som sligt 

forhold var blevet en natur, så faldt det 

besværligt at jeg nu dagligt hvor jeg kom til 

at spise måtte drikke både for, under og efter 

måltiderne en eller ti eller flere små skåle 

brændevin eller aquaviter og endda ryge 

tobak til undertiden, helst jeg som af natur 

tåler ej så meget af /B/ stærk drik, så det 

skete adskillige gange, især en gang at det 

nær havde kostet mit liv, for jeg var moxen 

en nat kvalt i min seng, og jeg lå alene, 

kunne hverken røre hånd eller fod. ›Jeg læste 

daglig iblandt andet Adam Olearis russiske og 

persiske beskrivelse og Peter Petreus russiske 

historie hvoraf jeg da foruden at øve mig i 

det tyske sprog og historierne samlede mig 

noget livs i verdslige sager. Da envoyeen så 

min flittighed og lærevillighed antog han en 

købmandskarl, navnlig Christian Eisentraut, 

for at lære mig russisk, men som denne selv 

havde lært sproget af øvelse og ingen regler

vidste, så /A/ gik det hel hårdt af. For jeg 

måtte lære ham det hvorledes han skulle /B/ 

undervise mig. Vel havde jeg fået nogle få 

hovedregler i min russiske grammatik, men 

ingen anomala hvilket jeg måtte lede ud af 

ham på sådan måde: jeg spurgte ham hvad 

et eller andet verbum kaldes på russisk i 

nutid [præsens] dernæst i afsluttet fortid 

[præteritum] og siden i fremtid [futurum], 

for eksempel: jeg slår, har slået, skal eller vil 

slå. Det samme gjorde jeg og ved navneord 

[nomina] med at sætte ordene i den, mening 

at de derved kunne bøjes [deklineres]. I hvor 

tungt og langsomt dette var, så kom jeg på 

en seks ugers tid så vidt at jeg i hussager og 

ved et bord kunne forklare mig nogenlunde. 

En forseelse begik jeg at jeg næste vinteren 

tilforn den såkaldte hårde vinter, med 

mådelig /B/ klæder havde behjulpet mig og 

vinteren der nu nærmede sig, så kunne jeg ej 

forestille mig at de almindelige vintre der 

kunne være koldere end den strengeste her 

hos os, og derfor i hvor vel landets børn der 

rådede mig til, ej klædte mig så varmt med 

pelsværk eller klæder som jeg havde kunnet 

og burde hvilket jeg siden på rejsen mere 

end for meget måtte undgælde, /A/ så som 

jeg var forskammet af kulde og frost. Den 

trettende oktober prædikede jeg i envoyeens 

hus. ›Endelig den enogtredvte november 

ankom til Narva hans tsariske majestæt, den 

store og evig berømmelige herre tsar Peter 

Alexandrevitj som jeg da første gang havde 

den ære og nåde at se [Just Juels journal 

beskrev Peters den Stores fysik; journalen 

menes skrevet af Æreboe]. Den anden december 

næst efter rejste han bort igen derfra 

Sankt Petersborg, og envoyeen /B/ fulgte 

med ham efterladende Falk, mig, de fleste af 

folket, og hvad vi med havde, og skulle vi 

møde ham i Store Novgorod. ›Nogle dage 

efter envoyeens bortrejse var jeg i et selskab 

som skulle tros at være skikkelige, såsom to 

var kaptajner og løjtnanter som havde to søstre; 

men jeg så der de løsagtigheder ske 

offentlig mellem svoger og søstre og 

fremmede til stede værende, alt i alles påsyn 

som jeg aldrig villet have troet dersom jeg ej 

havde selv set det, så jeg kan med rette sige 

derom som Ovid siger : Depuduit, 

profogusque pudor sua signa reliquit. 

›Den femtende december begav vi os på 

rejsen til store Novgorod hvilken rejse var hel 

møjsommelig, /A/ dels fordi vi rejste på 

slæder, og det straks derefter faldt i tøvejr, / 

B/ dels fordi vi ej endnu var vant til den 

russiske måde at rejse på, dels fordi vi havde 

estlandske bønder at køre for os som ej 

forstod det ringeste af hvis vi talte, vi ej 

heller af dem, og endda forløb de fleste os 

undervejs, dels fordi vi havde slette heste, 

mangel på foder og dog skulle køre lige til 

Novgorod med dem uden at skifte som var 

omtrent tredve mile tysk mål, dels og fordi 

hele landet hvor vi kom igennem, formedelst 

den langvarige krig, strejfet af adskillige 

fjender, snart af den ene, snart af den anden 

part, så og sluttelig af pesten, var ødelagt og 

forladt. I blandt andre vores fortrædeligheder 

havde vi den syttende og attende to som kan 

ses i journalen og ej er af de små slags. Den 

tyvende rejste Falk, /B/ træt af al den møje, 

fra mig forud og lod mig med alting i stikken. 

Vores heste var en del døde, en del var så 

udslæbte at vi måtte lade dem stå på vejen, 

næsten alle sammen bovbrudte, så vi mere 

krøb end rejste. Natten imellem den tyvende 

og den enogtyvende blev det sådan en frost 

at jeg /A/ nær havde frosset ihjel, for mine 

klæder kunne ej varme mig. Så havde jeg 

også ej heller forsynes mig af ovennævnte 

årsag. ›Den enogtyvende december ankom vi 

dog alle til Novgorod hvor vi til vores megen 

glæde forefandt envoyeen som da efter 

stedets lejlighed og mulighed los os af frost 

og hunger forkomne, mennesker på det 

bedste vederkvæge med mad og varme. 

Hvad mærkværdigt vi så, findes i min journal. 

/B/ ›Den fireogtyvende december begav vi 

os på rejsen til Moskva som er omtrent et 

hundrede tyske mil. Den syvogtyvende december 

kom vi til landet Tver hvor envoyeen 

og hans fornemste betjente blev gæstebudet

af kommandanten. Jeg blev der ved værtens 

overmåde nøden af vin, brændevin og mjød 

således tilpakkede, så jeg så godt som blev 

båret i min slæde og måtte så køre i fuld 

galop. Den tummel jeg havde i mit hoved af 

rusen, den stærke bevægelse af kørslen, 

gjorde mig så fortumlet at jeg var som 

rasende og havde de forskrækkeligste fantasier 

som nogen i den stærkeste feber kan 

have hvilket udmattede mig så meget at jeg 

gav alt dette skylden til en sygdom hvorudi 

jeg ved ankomsten til Moskva straks forfaldt. 

/A/ /B/ I øvrigt var dette selskab et af de 

fornøjeligste som jeg i min livstid har bivånet, 

for kommandanten lod os høre en musike 

bestående af omtrent en snes personer som 

hver på sin måde peb, sang, skreg, galede, 

kukkede, kvidrede, mislede som det kunne 

have været en hel skov fuld af adskillige 

slags fugle hvilket i sær i en stue gav en 

sælsom og fornøjelig lyd. ›Den otteogtyvende 

december ankom vi lykkeligt til staden 

Moskva. ›1710, den første januar begyndtes 

dette år med det prægtigste syn som i vores 

tider er set i det at af seksogtredve tusind 

svenske fanger, en stor del hvoriblandt tretusind 

overofficerer, trehundrede faner og 

standarter, ni par kedel /B/ trommer og firs 

stykker blev ført i triumf igennem 

prægtige dertil oprettede æresporte og 

triumfbuer igennem staden Moskva fra 

morgen til aften. Dette optogs overmåde 

pragt og herlighed som vel har været det 

største og herligste siden de gamle romerriges 

tider her i Europa, og flere omstændigheder 

findes beskrevet i min journal, 

så vidt deraf som formedelst mængden 

muligt har været at erindre, og den /A/ ene 

æresports beskrivelse med alle sine sindbilleder 

og inskriptioner findes in quarto 

iblandt mine russiske bøger. Samme æresport 

havde efter beretning kostet et hundrede 

tusinde rubler eller et hundrede og halvtreds 

tusind rigsdaler. Den fjerde ditto blev jeg syg 

og begyndte den ellevte at komme mig igen. 

Den tolvte ditto lod tsaren afbrænde et 

prægtigt og kostbart /B/ fyrværkeri. De 

svenske generaler og officerer som til dette 

var indbudte skønt det var deres konge og 

dem i visse måder til beskæmmelse, måtte 

dog tilstå at endskønt de havde set i London 

det så kostbart og vidt berømte fyrværkeri 

afbrænde som også envoyeer Juel som havde 

set samme der havde kostet nogle og 

halvfjerds tusind pund sterling, dette sidste 

var meget mere kostbar og prægtigere. 

Samme til blev alle svenske generaler og høje 

officerer, alle tsarens egne og fremmede ministre, 

samt alle øvre officerer af garderne 

Preobrashensky og Simonovsky som også 

alle de fornemste russiske gejstlige af tsaren 

gæstebudne og blev herligt trakterede; men 

som dette udgjorde en stor mængde, så 

måtte marskalen til hest /B/ ridende opvarte 

ved taffelet, for til fods havde han umuligt 

kunnet holde ud, helst som det varede fra 

middag til langt /A/ ud over midnat. Jeg 

fandt samme tid en guldmedalje, af værdi 

omtrent otte dukater over slaget ved Poltova 

hvilken brystpenge en officer af garden 

havde tabt. Jeg spurgte efter hvem der 

savnede den, gav ham den igen, men han var 

så uforskammet at han ej takkede mig engang 

derfor. ›Den anden februar havde den 

kongelige danske envoye Georg Grundt [blev 

ved pesten 1711 i København syvende juli 

1711 udnævnt til formand for sundhedskommissionen] 

afskedsaudiens hos tsaren hvilken 

ceremoni jeg og bivånede som også traktementet, 

af tsaren bekostet, i bemeldte envoye 

Grundts hus hvor der da efter russisk 

måde vældigt blev drukket. Jeg fik i en hast 

to eller tre pokaler overmåde stærk vin som 

sæk hver på omtrent /B/ en pot, om ej mere 

jeg for at slippe for dette fylderi, bad mig 

endelig lov at gå ud. De tog min hat i pant, 

men jeg lod dem beholde hatten og sneg mig 

derfra hjemad, imens jeg endnu kunne gå 

noget. For dersom vinen havde fået tid til at 

virke, havde det været umuligt. Det lakkede 

imod aften som er den farligste tid der i 

staden for stratenrøvere, og dersom nogen 

havde mødt mig i den tid og tilstand, havde

de visselig /A/ plyndret mig ud eller ganske 

slået mig ihjel; men til min lykke faldt min 

hjemvej forbi den engelske envoyes hus. 

Sekretæren som kendte mig stod i vinduet, 

og da han på min gang, gebærder og adfærd 

vel mærkede hvor jeg kom fra uden hat, og 

hvorledes jeg var faren, kaldte han mig ind, 

lod spænde /B/ for sin slæde, lånte mig en 

hat og lod to karle følge mig hjem, så jeg 

endelig slap, men i tre dage måtte svede 

denne rus ud, for mit blod var så forhidset at 

det ej ville stille sig igen. ›Den sekstende 

bivånede jeg den engelske envoye Charles 

Whitworth som da nylig var blevet ambassadør. 

Imidlertid jeg således opholdt mig i 

stad Moskva gjorde jeg bekendtskab med de 

derved det russiske gymnasium værende professorer 

som alle beviste mig megen høflighed 

formedelst min færdighed i latinen 

og teologien som er fast det eneste, de der 

studerer. Især blev jeg bekendt med Feofilakt 

Lopatinsky, da rektor for gymnasiet, nu 

ærkebiskop i Tver hvilket jeg forærede 

Schertzers Anti Bellarminum. /B/ Ved ham 

blev jeg og bekendt med rektor for akademiet 

i Kiev Feofan Prokopovitj [født 1681 i 

Kiev] som nu er den fornemste /A/ gejstlige 

mand i Rusland, ærkebiskop i store Novgorod 

og som vicepatriark en grundlærd og veltalende 

mand. Med disse professorer havde jeg 

hver gang vi samledes teologiske disputatser, 

men som de omsider vel mærkede at de med 

deres formenlige bevisligheder ej kunne 

overbevise mig noget andet end det som jeg 

troede, så tog de en anden ven med mig 

sigende at dersom jeg ville blive hos dem og 

antage deres tro hvortil jeg svarede nej, de 

ville da gøre eller skaffe mig til at være bisp 

iblandt dem. Jeg erindrer ej hvor mange og 

store /B/ årlige indkomster, jeg skulle have, 

men de var anseelige. Jeg for at undgå dette 

med høflighed, svarede at det kunne være 

godt nok, men jeg havde ej munkekød som 

bisperne skulle have, men tænkte med tiden 

at gifte mig. Derpå de svarede at det ej just i 

deres tro var en regel at en gejstlig eller bisp 

skulle være munk. De ville skaffe mig 

tilladelse af patriarken i Konstantinopel som 

deres tros ypperste hoved at være bisp og 

dog at gifte mig. Jeg måtte da spørge dem, 

om sådan tilladelse var med eller imod /A/ 

guds vilje og befaling i hans ord. Dersom den 

var imod, så ville jeg ikke have den, og var 

den ej derimod, så behøvede jeg den intet. 

De mærkede da omsider at slige deres tale / 

B/ var forgæves til mig, og så gjorde vi aftale 

at vi ved vores sammenkomster ej skulle røre 

noget om troens sager, såsom det på ingen 

af siderne nyttede til andet end at adskille 

vores venskab hvilket jeg nødig ville. Årsagen 

for mig var denne at jeg ved deres omgængelse, 

såsom gejstligheden der som i 

pavedømmet ved alting, fik mange hemmelige 

ting længe forud at vide som for 

eksempel at tsaren med tiden ville tage sin 

ringe maitresse (Katharina) til gemal hvilket i 

de dage for de fleste, ja fornuftige, var utroligt 

og dog siden er sket, med mere andre 

ting. ›I den tid jeg således var i Rusland og 

stad Moskva, havde jeg en russisk 

sprogmester for at komme videre /B/ i sproget, 

men som han ej forstod andet end russisk, 

tilmed var ustuderet og ingen regler i 

sproget vidste, så kunne jeg ved ham ingen 

stor oplysning have uden i de ting og ord 

som jeg da alt selv forstod. ›Den trettende 

marts begav vi os på rejsen fra Moskva til 

Petersborg /A/ og kom den attende til store 

Novgorod. Kommandanten der som skulle 

befordre os, gjorde megen ophold inden vi 

fik heste til rejsens fortsættelse, og som jeg 

formedelst at jeg da nogenlunde kunne tale 

sproget, blev sendt imellem envoyeen og 

ham for at drive på at vi kunne få heste, så 

mærkede jeg straks af alting at det var en 

okse det han endelig noksom udviste. Det 

var tøvejr og vi skulle rejse uden hesteskifte 

/B/ ligetil Petersborg, omtrent tredve mile til 

fyrre. Altså lod vi de svareste læs gå forud at 

vi med de lettere kunne komme efter og de 

forudgangne kunne køre des langsommere 

for at skåne deres heste, så meget muligt var 

til at holde rejsen ud; men bemeldte kom-

mandant lod folk og læs anholde ved porten. 

Byen er stor og der var over en halv mil fra 

vores lejlighed [logement] til porten, så vores 

folk ej turde gå fra slæderne for at lade os 

deres anholdelse vide. Omsider kom vi da 

efter og måtte uformodenligt fornemme at 

de forud sendte således var anholdte i stedet 

for at vi tænkte at de havde været to mile 

borte. Envoyeen blev forbitret herover, jeg ej 

mindre som den der både først /B/ og sidst 

skulle være i og ved alle fortrædeligheder. / 

A/ Jeg blev straks sendt til den vagthavende 

løjtnant for at spørge ham om årsagen til 

denne anholdelse, især af et gesandtskab. 

Efter at jeg nogle gange havde gået dem 

imellem, og efter adskillig hård ordveksling, 

greb løjtnanten til sin kårde imod mig. Jeg 

fik da og straks min rejse Hirtzfænger ud, var 

i fuld agt at hugge ham over håndledet og 

muligt hånden af, men da han som ej endnu 

havde fået kården ganske ud af skeden, lod 

sin stikke, slog jeg ham med enden af fæstet 

af min kårde midt i hans pande, så at han 

styrtede baglæns ind i døren af vagthuset. 

Jeg slog døren i for ham og havde den hele 

vagt i sin orden stående /B/ bag mig; men 

jeg blev med samme var at envoyeen stod 

oprejst i sin soveslæde med en pistol i hver 

hånd hvilket jeg vidste at være vel ladte og 

at han skød på en prik som gav mig mere 

mod. Det kunne ej andet være end at der jo i 

så folkerig stad stimlede i hast mangfoldige, 

mennesker sammen som ej forstod hvad 

folkeret er og hvad frihed en gesandt har og 

derfor syntes at løjtnanten skete uret på sin 

post. Af disse var der da nogle som ville gribe 

mig an, men jeg tog i slig iver /A/ og vrede 

mere end dobbelt stærk, en efter anden og 

kastede under mig, indtil jeg havde fem på 

jorden, gjorde så rum for mig med min 

Hirtzfænger; men da jeg fornam at ingen af 

vores folk /B/ kom mig til hjælp som jeg 

visselig havde formodet, gik jeg baglæns ud 

af mængden til envoyeens slæde. Der var 

omtrent to tusind, mennesker samlet foruden 

vagten som stod i gevær. Dette må jeg dog 

derhos sige at skønt ivrighed og vrede som 

meldt havde gjort mig vel stærkere end jeg 

ellers var, så var det dog sidst i russernes 

store faste, da de formedelst den strenge 

afhold, slette, ringe og liden føde er så 

afmægtige at de fast ingen kræfter har, så 

jeg des lettere kunne råde med dem. 

Derefter befalede jeg vores folk al vagt og 

anholdelse uagtet med en slæde efter den 

anden at køre udad porten og gik selv allersidste 

ene ud med blottet kårde i hånden, 

endog med de ord som jeg ej her vil melde. 

Dette holder jeg for en af mine største livsfarer 

i verden, og altså den tiende . 

/B/ ›Udgående af porten bad jeg løjtnanten 

som da var kommet ud igen af vagthuset at 

hilse kommandanten og han selv løjtnanten 

var et cetera, truede at /A/ når vi kom til 

tsaren, det da ej skulle vorde forgættet at 

berette deres høflighed hvilket visselig var 

sket dersom statssager og især på den tid, da 

vi kort efter fik at vide at vores arme var slået 

på Skåne [nederlaget ved Helsingborg], og 

der var vigtigere ting at handle og tale om, ej 

havde forhindret det vi og tilmed ej havde 

hævnet os. ›Den toogtyvende marts som vi 

formedelst vejens ondhed og hestenes 

slethed som meldt på rejsen var sær forlegen 

der også igen heste var at få enten til køb 

eller til leje, så nødtes vi til at tage heste med 

magt hvor vi fandt dem, ja spændte dem fra 

læssene som bønderne /B/ skulle føre deres 

skattekort med til Petersborg. Iblandt andet 

hændte det sig i en landsby Lev kaldet, at en 

munk kom indkørende der i byen med en 

god hest for sin slæde. Jeg bad ham sælge 

eller leje mig hesten for penge og gode ord, 

men han ville ingen af delene, og da han så 

at jeg da med magt ville tage den og lod 

hesten spænde fra slæden, brugte han 

mange unyttige ord, og da han fornam at 

man lavede til at give ham et livfuldt hug, 

undløb han bandende skældende og truende. 

›Efter omtrent en halv times forløb /A/ kom 

denne munk igen havende tredve til fyrre 

bønder med sig, alle udrustede med store

prygle og stave. Selv var han deres anfører 

og som han havde ladet klokkerne klemte til 

alarm, så stimlede de fra alle sider mere til. 

Der var da ingen /B/ af folkene hos mig 

uden kammertjeneren Thomsen. Der var og 

ej tid til at kalde dem ud for at komme os til 

hjælp, for imidlertid var de blevet samlet som 

endnu var adspredte. Vi tog derfor mod til os 

og gik hver med en lille blot Hirschfinder 

disse bønder i møde, og som præsten gik 

foran, så tog Thomsen en granprygl som jeg 

havde i min venstre hånd, fra mig, slog 

præsten dermed i hovedet, så han straks 

styrtede. Bønderne som så dette blev forskrækkede 

over at vi turde lægge hånd på 

præsten hvilket efter deres tro agtes for en 

af de største og groveste synder. De tog da 

til vores lykke flugten, og Thomsen blev ved 

at banke præsten fra hovedissen til fodsåler 

elendig indtil jeg omsider af medlidenhed / 

B/ med magt måtte tage pryglen fra ham og 

præsten som ej kunne stå på sine ben, krøb 

på hænder og fødder fra os endnu takkende 

til at /A/ vi havde levnet ham livet, endog 

jeg i guds sandhed hverken med hånd eller 

stok eller noget andet rørte ham. ›I samme 

landsby var der for nogle år siden førhen en 

preussisk envoye med alt sit følge og folk 

blevet slået ihjel hvilket vi siden fik at vide, 

så vi den gang ved vores barmhjertighed 

enten undgik en stor ulykke eller i det mind- 

ste en stor fare. ›Den treogtyvende marts 

ankom vi til staden Sankt Petersborg. Den 

syvende april ankom en kurer fra Danmark, 

nu salige hoffourer Josef Kardinal. Jeg og 

vores hovmester, nu salige Eisentraut, gjorde 

denne fremmede komne til os danske gæst 

en aften til gode, og som jeg omsider blev 

overmåde drukken, de andre to var og /B/ ej 

heller meget ædru, så faldt disse to store 

tykke og fede, mennesker som de var oven 

på en træbænk, og bænken faldt med kanten 

tværs over mit højre skinneben, så vægten af 

disse to føre, mennesker som lå oven på den 

ene kant af bænken, trykkede den store pibe 

af mit højre skinneben at den var krum som 

en bue, og jeg aldrig var nærmere til at blive 

benbrudt end /A/ den gang pinen, idet 

benet således stod spændt, var så stor og 

overmåde at jeg for skrig ej kunne bede dem 

at stå op, førend de formedelst min skrigen 

omsider af sig selv rejste sig og måtte lette 

mig op, såsom jeg ej selv kunne rejse mig 

eller i den første time støtte på benet. ›Den 

fireogtyvende april fik jeg ombord hos tsaren 

af hans egen hånd fire studsglas sæk, så jeg 

som /B/ skulle der være dolmetscher imellem 

envoyeen og russerne der var omkring 

tsaren, i et kvarter af en time blev så drukken 

at jeg blev en stum tolk. Jeg sneg mig bort, 

lod envoyeen stå, havde en sådan rus at jeg i 

otte dage ej kunne komme mig ret igen. 

›Den ottende maj gik envoyeen, Falk og en 

del af folket til søs med tsaren til Viborg i 

Finland som russerne da havde belejret. Jeg 

blev atter tilbage med resten af folket og 

som jeg da var min egen herre, så tog jeg mig 

for videre at øve mig i det russiske sprog, ej 

kunnende få nogen sprogmester. Jeg lod da 

en af envoyeens tjenere som læste meget 

vel, læse det danske ny testamente for mig 

lydeligt, jeg læste det slaviske efter. /A/ Det 

lykkedes og således for mig at ved det at jeg 

forstod en del af sproget tilforn, så /B/ inden 

jeg var kommet halvparten igennem bogen, 

kunne jeg mesten forstå det og ofte rette 

ham, når han læste fejl. Omsider ved arbejdsomhed 

kom jeg så vidt at jeg uddrog alle 

primitiva af det russiske trykte leksikon hvilke 

skrevne jeg endnu har. Jeg gjorde og en 

begyndelse på at rette og forbedre Ludolfs 

russiske grammatik hvilket og er blandt mine 

skrifter, og endelig begyndte jeg på latin at 

oversætte den store slaviske grammatik 

hvoraf en del og endnu er blandt mine skrifter. 

For mine forretninger tillod mig ej at 

fuldføre det. Og som vi i Petersborg havde 

en hollandsk luthersk kirke hvor vi hørte 

prædiken og gik til guds bord, fast og alle, i 

hvad landsmænd de var som der var mængde 

af ved søetaten, talte hollandske, så måtte / 

B/ jeg da og imellem stunder lægge mig 

efter det hollandske sprog, så jeg havde

daglig nok at skaffe mig selv at bestille, var 

og ingen tid ledig. ›Dog fornøjede jeg mig, 

når det var godt vejr, med at skyde fugle og 

/A/ andet vildt et cetera som der var 

mængde af en mil fra staden. Hvad jeg 

således skød, forærede jeg bort til gode 

venner, så jeg derved tilbragte mig både tak 

og velyndere. ›Da envoyeen var kommet 

tilbage fra Viborg igen, blev jeg iblandt andet 

brugt til at afskrive de franske cirkulære 

breve som gik til alle vores danske inden og 

udenrigske ministrer hvilket jeg og vel kunne 

gøre endskønt jeg ej forstod sproget; men 

som den derudi befattede indhold var mig i 

alt velbekendt, så formedelst den overensstemmelse, 

det franske sprog har på latinen, 

kom jeg så vidt derudi at jeg nogenlunde / 

B/ kunne forstå en brevstil. Envoyeen var og 

så god at han underrettede mig, når jeg 

spurgte ham om noget, så jeg omsider selv 

kunne læse og nogenledes forstå en moral- 

og historisk bog hvilket jeg så meget des 

flittigere øvede mig i som det fortrød mig at 

når de andre talte noget som de just ej ville 

at jeg skulle høre eller forstå, så talte de 

fransk, de fremmede ministre i lige måde ved 

forsamlinger og over borde, da jeg måtte 

sidde iblandt dem som en dumme. /A/ ›Efter 

at vi den seksogtyvende juni havde fået 

tidender at Viborg af russerne var indtaget, 

rejste envoyeen til lands med tsaren did. Jeg 

blev atter tilbage med de fleste af folkene og 

vedligeholdt mine forrige studeringer, og da 

envoyeen derfra var kommet tilbage igen, 

tog han den russiske /B/ vicekansler Peter 

Pavlovitj Safirovs søn i sit hus og formåede 

mig til at lære ham latin, alt på det envoyeen 

til kongens tjenestes befordring kunne vinde 

denne mands venskab igen, for de havde 

nogen tid været uvenner og denne Safirov 

var oversekretær ved de udenlandske sager i 

Rusland og havde stedse fra vores ankomst 

did været envoyeen imod i alt hvad han 

kunne. Jeg læste da denne sommer igennem 

for denne unge baron, og det uden nogen 

betaling. For så ofte faren sendte mig penge 

for min umage, skikkede jeg dem tilbage 

igen, skønt jeg vel kunne have haft dem 

nødigt, og han sendte mig tyve ja tredve 

rubler tillige, hvilket da behagede envoyeen 

meget, så han iblandt andet for det også 

dagligt fattede mere /A/ kærlighed til mig, 

hvilket gav mig ej liden misundelse såvel /B/ 

af den ene som den anden. Men jeg blev 

ved, gjorde hvad jeg kunne og burde og gav 

mine misundere ej nogen lejlighed til at 

kunne med mindste skin af sandhed påsige 

mig noget ondt eller uret og føjede enhver, 

den højeste med den ringeste, af al min 

formue, så de ingen sag kunne få med mig 

og avinden da omsider faldt af sig selv. ›I 

august måned kom pesten fra Narva til In- 

germanland og nærmede sig så til Petrograd 

indtil der og adskillige døde af pesten, så 

tsaren med hele hoffet såvel som og vi stod 

færdige at rejse derfra enten til Arkhangelsk 

eller stad Moskva. Men som det straks blev 

taget i agt og anstalt derimod af tsaren gjort, 

så blev det dæmpet og vi forblev der sommeren 

over. ›Den fireogtyvende august 

ankom hertugen Frederik Vilhelm af Kurland 

for /B/ at holde bryllup med tsarens brordatter 

prinsesse Anna Ivanovna [født 1693] som 

nu er regerende tsarina i Rusland. Hun var et 

meget dejligt og fornuftigt menneske og 

særdeles from og nådig. Den ellevte november 

blev /A/ ægteskabet fuldbyrdet og 

havde jeg den ære derved at være til stede. 

Alting gik helt prægtigt til og et kostbart 

fyrværkeri blev om natten afbrændt. Tsaren 

havde foreskrevet en professor fra gymnasiet 

i Moskva, nemlig Prebylovitj hvilken på latin 

skulle forrette denne vielse, såsom hertugen 

ej forstod russisk. Da han var kommet 

værgede han sig i at gøre denne forretningen 

sigende det var imod deres tro at vie prinsessen 

eller nogen af deres tro til en kætter for 

hertugen var luthersk som han da holdt for 

en kætter. /B/ For al lykke for ham fik han 

en stor byld samme tid i munden så han ej 

kunne tale og altså var undskyldt i denne 

forretningen, for ellers ville det visselig have 

bekommet ham ilde. Dagen til dette bryllup

var berammet og der var ej så lang til at man 

kunne foreskrive en anden. Der var og ej 

nogen gejstlig der ved stedet som forstod 

latin. For faldt tsaren uformodentligt på de 

tanker at han spurgte sin skriftefader [konfessionarius] 

Theodosius Janovskij om han ej 

forstod noget latin. Denne arme udstuderede 

abbed som ej tænkte gøre sig så vankundig, 

så han i hast svarede, /A/ han kunne noget 

lidt. Tsaren tog ham på ordene sigende, når 

han kun kunne noget, så var det nok og 

befalede ham straks at vie dem. Abbeden 

undskyldte sig og bad /B/ for sig, det bedste 

han kunne, men alt forgæves, han skulle. 

Denne elendige mand, såsom han var min 

gode ven, kom bedrøvet til mig og klagede 

denne sin nød, såsom han vidste at jeg 

forstod latin, og ej turde betro sig nogen 

anden formedelst misundelse. Kortelig, jeg 

fik deres ritual, hvor vielsesceremonien står i. 

Der var kun to dage til vielsen. Jeg måtte 

læse det så tit for ham at han mesten kunne 

det udenad. Han bestilte et sted for mig 

næst hos under vielsen at jeg kunne sige 

ham til ifald nøden krævede det, så det gik 

lykkelig af for ham. Han var hjerteglad, 

forærede mig et par zobler omtrent halvtreds 

rigsdaler værd som min hustru endnu har, og 

siden den dag holdt meget af mig, så jeg af 

ham som tsaren og tsarens maitresse, /B/ 

siden tsarinaens skriftefader fik mange hem- 

melige ting at vide til min og envoyeens 

efterretning. Han gjorde mig ellers /A/ 

mange høfligheder. ›Denne sommer 

prædikede jeg dansk i Petersborg, hvilket 

aldrig før var hørt. Tsaren som havde fået det 

at vide var selv med i kirken. ›Den femogtyvende 

november bivånede jeg det mærkværdige 

dværgebryllup i Petersborg, hvor af 

omstændighederne er i min journal som og 

deraf ses, hvad skyde og fylden der samme 

år var som rejste sig af de mangfoldige 

fordele tsaren det år havde imod Sverige. For 

det var det lyksaligste år for Rusland af al 

tsar Peter den førstes regeringstid, såsom 

russerne i samme indtog følgende lande, 

stæder og fæstninger fra de svensker: Elbingen 

i Preußen, Riga, Dünamunde [Daugavgriva], 

Arensberg på Ösel, Pernau [Pärnu], 

Reval [Tallinn], Vyborg og Kexholm, 

således blev herre og mester af Dagö, Ösel, 

Livland og Estland, Karelien og Kexholm som 

alt dette undtaget Elbingen som han siden 

afstod til Preußen beholdt han ved fredens 

slutning med Sverige. ›Så lyksaligt som dette 

år var, så bedrøveligt og farligt så det ud i 

det næstfølgende år, hvor jeg fik med min 

del. For den fjerde januar 1711 fik man 

tidender at tyrken havde brudt freden med 

Rusland. /A/ Kort derefter rejste tsaren 

skyndsomt til staden Moskva, envoye Juel 

den første februar næstefter. Den sjette ditto 

kom vi forbi mange af pest i skoven syge 

liggende mennesker og den ottende til 

Moskva. ›Den niende sammes om aftenen 

kom tsarens daværende kancellisekretær 

Heinrich Johann Friedrich Ostermann, /B/ 

vicestorkansler i Rusland, løbende barhovedet 

gennem vor port og bankede på. Som 

skildvagten ej turde lukke ind vel mærkende 

at der var stratenrøvere uden for, løb jeg ned 

og da jeg kendte røsten, lukkede ham ind; 

men han faldt besvimet ned i mine arme. Jeg 

tillige med skildvagten bar ham da op i vores 

værelser, og da han kom til sig igen, sagde 

han at en tsarens ældste søn kaptajn baron 

Friedrich Wilhelm von Willemovsky som var 

ifølge med ham, var blevet tilbage iblandt 

stratenrøverne. Jeg tog da straks en del af 

vores folk med gevær til mig, løb ud, men 

som vi ej vidste hvilken side de var kommet 

fra, sendte jeg folkene til den ene og jeg selv 

gik til den anden side af vejen, og da disse 

skælmere ved lyset af /B/ sneen blev mig var 

muligt tænkende at vi var flere end vi var, 

undløb de. Jeg fandt da den elendige baron 

stående på sit hoved, mest afklædt i en 

grøft, fandt hans og bemeldte Ostermanns 

kårder og noget mere af deres tøj, to mariner 

lå halvdøde og ilde sårede hos ham. Vi bar da 

den usle mand ind. Jeg reddede hans lommeur, 

et hundrede og fire og fyrre dukater i 

guld og en diamantring som røverne ej havde

set, fordi han havde /A/ handsker på. Af 

disse dukater blev gjort en guldring til to 

dukater som blev mig foræret og jeg endnu 

har, med den salige barons navn i. Nogle 

dage derefter døde han af sine sår i vores 

hus. ›Stad Moskva var i de tider så fuld af 

stratenrøvere at vi næsten hver morgen 

omkring vores iboende gård fandt en, to eller 

flere /B/ slået ihjel, hvilket foranledigede os 

til at vi nogle aftener efter hinanden med alle 

mand gik ud for at antræffe dem, hvor det 

da engang tildrog dig at en kom springende 

lige forbi mig. Jeg skød da straks i ivrig 

hastighed løs på ham som var omtrent halvanden 

alen fra mig, og det med en pistol som 

jeg havde i hånden, men til min lykke traf jeg 

ham ikke. For dersom jeg havde skudt ham 

ihjel, ville det visselig have kastet mit liv, 

såsom han ej blev fundet i nogen ugerning, 

og altså intet ondt ham kunne overbevises at 

han havde begået. Dette holder jeg for min 

ellevte yderlige livsfare . 

›Som vi nu lavede os på rejsen til Tyrkiet, 

var jeg opsendt i staden af envoyeen for at 

købe et eller andet som /B/ til rejsen behøvedes, 

og som det er en meget folkerig 

stad, så er der ved torvene en ubeskrivelig 

trængsel af mennesker igennem hvilke jeg 

skulle køre, hvor det da hændte sig at en 

kone uforsigtigt med ryggen vendte sig imod 

slædestangen af min slæde, så hun faldt 

hovedkulds til jorden. Der blev straks alarm 

og tsarens garder som var /A/ i mængde til 

stede, trængte sig ind på mig. Jeg sprang ud 

af slæden, drog min kårde, lod lakajen som 

var skrædder Anthony Ringshov der var med 

mig, køre frem. I det øjeblik var der vel fireogtyve 

dragne kårder over mig og en del af 

de såkaldte tobiner eller prygle. Jeg værgede 

mig det bedste jeg kunne, og som jeg var 

stærk og rask, så slog jeg ind tværs derud, 

bad skrædderen at køre, så jeg den gang 

hel /B/ forunderligvist og ved guds store 

beskærmelse reddede mit liv som da er min 

tolvte yderlige livsfare . 

›Den otteogtyvende februar så jeg den så 

vidt i verden for sin storlighed berømte store 

klokke i stad Moskva og skrev mit navn 

derudi. Den er i diameter nu sædlandske 

alen og knebelen på det tykkeste tre og en 

halv alen omkring. ›Den syvende marts så 

jeg tsarens prægtige begravelser og den rige 

domkirke ved slottet, og så jeg den dag en 

utrolig skat af juveler: guld, sølv og perler 

efter min skønsomhed mange millioner værd. 

Iblandt andre mange rare ting som der er at 

se, er der og i siden af kirken et lille kapel, 

hvor man siger at vor herre Kristus kjortel 

ligger bevaret i et lille der stående skrin, men 

/B/ den fik vi ikke at se, såsom tsaren dertil 

har en nøgle og patriarken den anden, så at 

ingen af dem uden at de er begge samlede, 

kan komme til at se den. /A/ Man viste os og 

apostelen Andreas arm, Chrysostomos hoved, 

et Maria billede som evangelisten Lukas skal 

have malet, samme var besat med nogle 

et hundrede diamanter, men ingen maling 

var derpå at kende, for det var sort, muligt 

af ælde. Den ottende marts blev krigen i 

samme kirke imod tyrken højtidelig udråbt. 

Omstændighederne er udi min journal. ›Den 

tyvende marts rejste jeg med envoyeen til 

et kloster liggende omtrent ti mil fra stad 

Moskva, kaldet Opstandelsesklosteret, hvor 

kirken er bygget ganske efter den kirke som 

står i Jerusalem over den hellige grav, og 

ligeledes den hellige grav midt i denne /B/ 

kirke aldeles i lige størrelse og dannelse som 

den er at se i det nuværende og såkaldte Jerusalem 

og stenen udenfor døren af graven. 

Envoyeen Juel sagde også at denne efterlignelse 

ganske og i alt kom overens med de 

som han havde set at der sælges i Alexandria 

og på den hele asiatiske kyst i Middelhavet, 

da han i sin ungdom der rejste. ›Imidlertid jeg 

således opholdt mig i stad Moskva, søgte jeg 

atter omgængelse med alle professorerne ved 

et gymnasium der og især med min meget 

gode ven Teofilakt Leonpansky. ›Den niogtyvende 

marts begyndte vi vores rejse i guds 

navn til Tyrkiet, rejste så stedse igennem Rus-

land og kosakiske Ukraine, hvori nu er hovedstaden 

/B/ Glogow, for /A/ den forrige 

hovedstad Baturyn er ødelagt i sidste 

krig, da feltherren Ivan Stepanovych Mazepa 

gik over med en stor del af sine folk til kongen 

af Sverige og tog hans parti. I bemeldte 

Glogows by stod kommandanten af bemeldte 

Baturyn og hetmandens eller feltherrens 

ministres hoveder på stager, kroppene var 

lagt på stejler, fordi deres imod tsaren såkaldte 

begåede forræderi. Jeg havde og her 

den ære at kysse daværende feltherrerindes 

hånd. Hun var et dejligt og meget høfligt 

menneske, ligesom kosakkerne, især hvad 

høflighed og beskedenhed angår, alle er og 

det i så høj grad som her i landene næppe 

står til at tro. Så var jeg og på denne rejse 

/B/ nær det af det svenske store nederlag 

vidt navnkundige Poltava på to og en halv 

mil. ›Vi ankom således den seksogtyvende 

juni til staden Kiev, hvor jeg havde lejlighed 

til at se de så vidt i verden omtalte Kievske 

helgeners underjordiske begravelser, over 

hvilke jeg siden har købt en trykt afridsning 

og beskrivelse på latin, foruden de fornemste 

af disse helgeners liv og levned med kåberstykker, 

hvilke jeg der på slavisk fik, begge 

disse bøger her endnu i Kiev som er det 

dejligste og frugtbareste sted, var foruden 

de mange der værende prægtige klostre, et 

talrigt akademi /A/ som kort efter min did- 

komst havde bestået af omtrent sekstusind 

studerende. Rektor der var ovenmeldte 

Feofan Prokopovitj som i dette år var /B/ 

blevet tsarens rejsekonfessionarius, min før 

omtalte gode ven. ›Den fjortende juli gik vi 

derfra igen, men som der er et forskrækkeligt 

højt bjerg op af, og vejen gik derover og 

var smal, så gik den hele dag bort inden vi 

kunne komme derover, og som vognene i 

den smalle vej stod en efter den anden, kom 

der en russisk officer tilridende som ville 

igennem og umuligt kunne i en hast, såsom 

vores vogne hverken kunne komme frem eller 

for hinanden tilbage, hvilket jeg som i alle 

deslige tilfælde for at gøre anstalt, viste ham 

øjensynlig, og da han endnu ufornuftig ville 

at vi for hans skyld skulle kaste rustvognene 

ud for bjerget for at give ham rum, og dertil 

brugte mange /B/ unyttige ord og omsider 

så sit hold og med hæslige skældsord undrede 

mig, så blev jeg så ivrig at jeg uforsigtig 

red tværs over brinken for at genskyde 

ham, og dersom min gode tartarske hest som 

jeg den tid havde, ej havde været klogere 

end rytteren, havde jeg visselig faldet med 

ham ud for denne høje brink og brudt hals 

og ben i stykker; men hesten satte sig på sin 

bagdel og lod sig så glide langsom brinken 

/A/ ned til grunden, hvilket jeg holder for 

min trettende livsfare . 

Men gud reddede mig og denne gang ved 

min gode hest. ›Vi forfulgte vores rejse 

igennem et af høskrækker og græshopper 

fortæret land, så vi engang på atten mil ej så 

eller på marken kunne finde /B/ et eneste 

græsstrå, ja dette utøj havde også opædt 

løvet, ja barken ofte med af træerne, tillige 

med alt kornet på marken, så det så ilde ud 

for os rejsende; tilmed var heden om dagen 

utålelig, tørsten altså ej liden, vand var vores 

bedste drik. Kulden var om natten tilligemed 

den svære dug så overmåde stor at jeg om 

natten måtte tage min store til fødderne 

nedhængende russiske pels på for at holde 

kulden fra mig, hvilken stærke og daglige 

omvekslen af umådelig hede og kulde samt 

vanddrikken omsider forvolde at mesten 

alle vores folk var syge. Envoyeen og legationssekretæren 

førte vi på deres sygeseng i 

sovevogne som der i blandt var ubrugelige. 

Vores hovmester Eisentraut som var meget 

fed, smeltede fedtet i livet ud, så han døde af 

et stærkt slag. Der døde og en og anden af 

vores følge, /B/ med et ord der var ej nogen 

der jo var eller havde været syg, for nogle 

kom sig når andre faldt ned undtagen /A/ 

kusken og jeg. I slig tilstand blev vi dog ved 

at rejse, for vi formedelst mangel af foder til 

hestene og levnedsmiddel for menneskene 

intetsteds kunne opholde os indtil vi omsider 

kom til en lille polsk fæstning Brialosierkov,

hvor vi vel fik noget foder til hestene, men 

landet var alle vegne der som forhen, øde og 

af menneskene forladt. Denne lille fæstning 

var kort før vores ankomst for forgæves 

blevet bestormet af mange tusinde tartarer 

og tyrkere. Den ovennævnte hede om dagen 

lokkende mig ud til at svømme i en derforbi 

løbende å at køle mig. Da jeg nu ville 

svømme tværs over åen ej /B/ tænkende, 

den var så bred som den var, men at jeg 

vel kunne svømme derover, måtte jeg dog 

fornemme, da jeg kom lidt over halvdelen at 

mine kræfter var formindskede af den ovenmeldte 

daglige hede og stærke nattekulde, 

så jeg sank af afmagt og træthed, og dersom 

åen enten havde været lidt dybere eller noget 

lidt bredere, var jeg visselig druknet, for 

de ved å bredden stående af vores folk som 

så det, kunne ikke redde mig. Jeg sprang 

fra grunden op og drog ånde lidt, sank igen 

mange gange, men hver gang /A/ kom 

omtrent en alen nærmere landet indtil jeg 

omsider fik grund at vade i land på. Jeg fik 

en lille kane eller knutskib at komme tilbage 

igen på over åen, og dette holder jeg for /B/ 

min fjortende yderlige livsfare . 

›Den treogtyvende juli ankom vi til Nemirov, 

hvor vi fik at vide at tartarene og tyrkerne 

havde omtrent en halv mil fra os taget og 

nedsablet syvhundrede russere som skulle 

med mundkast til armeen, så det ej havde 

været langt fra at det skulle have gældt os, 

dog vi gud være lovet undkom. ›Kort derefter 

kørte jeg ned af en såre høj brink, hvor vejen 

var krum og der neden under var en lille smal 

bro over et vand, hvorved en vandmølle gik, 

og uagtet min vogn moxen var lige så bred 

som broen, kom vi kørende i fuld fart, og da 

kusken ville i farten holde ind over broen, 

så at jeg med bagdelen af vognen var i fuld 

held til at falde /B/ ned, og det lige i møllehjulet 

som da gik i største fart, men gud gav 

det at det ene baghjul, for forhjulene stod 

på broen, førte på en bjælke af broen som 

var lidt længere end de andre, så vognen ved 

farten kom op igen, og det holder jeg for 

min femtende yderlige livsfare, /A/ for 

der fattes meget lidt i, at jeg var blevet mast 

ihjel. 

›Langs denne vej havde vi endnu de 

føromtalte forskrækkelige flyvende 

høskrækker, hvilket opåd alting på marken 

og jorden, og når de fløj op, var luften så 

fuld af disse kreaturer som når det allertykkest 

sner, og når de satte sig, var jorden 

ganske overalt skjult og bedækket med 

dem. Vores heste måtte behjælpe sig med 

de beske urter på marken som disse bæster, 

høskrækkerne, ej gad æde, og alene havde 

ladet stå tilbage, så /B/ det var en bedrøvet 

rejse, mest af mangel på hestefoder. For mad 

havde vi nok med os, men vores drik var 

vand og brændevin og brændevin og vand, 

og har jeg altså deri i lige lang tid oplevet 

en af faraos plager i Ægypten. ›Den anden 

august fik vi tidender at tsaren havde gjort 

fred med tyrken til vores og siden hele Europas 

store forundring. Såsom nu de fleste 

af vores folk som meldt var syge, blev jeg 

som sundest sendt nogle mile forud for at 

erfare vished herom, hvilket jeg og gjorde og 

kom samme aften tilbage igen, så jeg den 

dag, i hvor udmattet jeg var, red ved daglig 

fast uden at æde og drikke tolv mil. ›Vi gik 

så tilbage igen og tværs igennem landet ind 

ad Vallakiet til. Ved det /B/ ovenmeldte svit 

var jeg på halvanden mil nær den berømte 

fæstning /A/ Kamianets-Podilskyi, men fik 

den ej at se. Vicekommandanten derud var 

en dansk af adel, ved navn Kaas. ›Vi fandt 

armeen ved en lille øde by, Mohilev kaldet, 

liggende ved Dniester floden. Der var sådan 

nød for ædende og drikkende vare at det var 

ubeskriveligt. Folkene ved armeen var sorte 

af sult og tørst. Man kan dømme, hvor stor 

nøden var at vi en dag havde fire generaler 

til gæst på intet andet end et fad af det 

stedse nedfaldende skrækkeskarn vel 

urene, ærter og en lille flæskeskinke, hvilket 

da var rarere og smagte bedre end ellers et 

fyrsteligt måltid. Folket lå i mængde på ve-

jen, sorte og døende af sult, og ingen kunne 

hjælpe eller redde /B/ den anden, for de 

havde alle lige meget, det er intet. ›Vi fulgte 

en del af armeen ind i Polen, mest med syge 

folk, dog var jeg endnu vel. Vi begravede 

der salige Eisentraut i en bakke på marken 

i nogle skidne møgvognfjelde, såsom intet 

andet var at få. Denne dag gjorde jeg ene 

så meget arbejde med skriven, registreren 

og vurderen efter den afdøde Eisentraut, 

hans regnskaber at /A/ gennemse og rigtig 

gøre, folkets og halvtreds mand salvegardes 

betaling og foræringer, halvdelen af vores 

folks, hestes og vognes bortsendelse til stad 

Moskva sammes fordeling, hvor der skulle 

følge med os og hvor der skulle gå fra os, 

således at hvert parti kunne være forsynet 

med heste og /B/ andet tilbehør, ligets 

begravelse, folkenes afregning og betaling 

med mere at jeg må sige jeg aldrig nogen 

dag før eller siden har arbejdet så stærkt, 

og vi kom dog endelig omsider bort og på 

vejen mod aftenen. Omsider blev jeg den 

fireogtyvende august af arbejde og møje 

samt anden møjsommelighed også syg af 

en anden dags kolde syge, med hvilken jeg 

da måtte rejse i kulde og hede, nat og dag, 

så jeg på det sidste, når heden af kulden 

greb mig an, og jeg dog måtte køre, rasede 

og var hel slet. For at være syg og dog rejse 

nat og dag i kulde og hede både indvortes 

og udvortes uden nogen pleje var som let er 

at tro, en pinagtig og farlig ting. ›Den otteogtyvende 

august undervejs, i hvor syg 

jeg var, beså jeg dog en del litauiske faner, 

alle til hest med harnisker eller panser. De 

var af /B/ deres general stillede i gevær for 

envoyeen. Det var et meget prægtigt syn. 

›Den niogtyvende ankom vi lykkelig og vel til 

Lviv. Endnu havde jeg til min store lykke den 

gang kulden, hvilken lykke bestod herudi: 

/A/ en italiener som gav sig ud for en herremand 

kaldte sig Spinola, var mig i armeen 

ved Dniester strømmen blevet anbefalet 

[rekommanderet], hvilken jeg anbefalede 

[rekommanderede] igen til envoyeen, så 

han fik frit bord og rejse med os ind i Polen. 

Som denne Spinola nu forstod nogenlunde 

polsk, da brugte vi ham på vejen som tolk, 

og således skaffede han os husly [logement] 

i forstaden for Lviv, men magede det så at vi 

ej kom der ind før om aftenen for at ingen 

kunne se ham. Jeg lagde mig straks med min 

kulde som rystede og knugede mig heftigt, 

/B/ og som han vidste at jeg til daglige 

udgifter stedse havde en del penge hos mig, 

så var han om natten to gange inde hos mig 

i et kammer, hvor jeg lå alene under forevending 

at han i taknemmelighed for min ham 

beviste tjeneste og af medlidenhed over min 

svaghed ville se til mig om jeg behøvede 

noget. Jeg tog det også op således og 

takkede ham, men som kulden ej tillod mig 

at sove, så fandt han mig imod formodning 

hver gang vågen og mine pistoler og dragne 

kårde hos mig, hvilket gerne var min måde, 

når jeg rejse og lå i fremmede huse hvilket 

han blev, var og vel kunne tænke at de ej lå 

der forgæves og derforuden på rejsen også 

havde mærket at jeg i nødsfald ville sælge 

mit liv /B/ eller hud det dyreste jeg kunne, 

så gik han ud /A/ fra mig og red om natten 

bort på en af vores heste uden at tage 

afsked med nogen. Hvad hans agt med mig 

havde været, kan af efterfølgende sluttes. 

Han havde samme nat frastjålet kammertjenerne 

Thomsen nogle dukater og to guldringe 

og samme aften forhen rådslået med vores 

vært som var en polsk herremand om at slå 

os alle ihjel, såsom han vidste at vi havde 

over syv tusinde rigsdaler species hos os, 

men da værten ej ville samtykke i denne 

ugudelige gerning, han og samme forår ud af 

et kloster der i Lviv havde stjålet fem tusinde 

rigsdaler, hvilket vi alt næste morgen fik at 

vide, så turde han ej bi, men som meldt, rejste 

om natten bort. /B/ Denne gang havde 

fremmede penge nær kostet mig den sekstende 

gang mit liv, dersom jeg ej havde 

været syg. 

›Samme Spinola kom siden som krigsfiskal 

år 1716 igennem Hamburg hvor han bed-

og en købmand for attenhundrede species 

dukater, og hid til den russiske arme som da 

var her, og talte jeg uformodentlig med ham 

her på Børsen; siden da armeen gik herfra, 

rejste han med og kom omsider til England, 

hvor han efter sikker beretning blev hængt. 

›Endelig sultede jeg kulden fra mig i fem 

dage, i hvilke jeg aldeles ingen mad eller 

noget smagende uden alene to gange te om 

dagen, og så /B/ begyndte lidt efter lidt at 

spise igen, indtil /A/ naturen kom i sin rette 

og forrige stand igen. ›Vi begav os på rejsen 

igen og kom den ottende september til staden 

Jaroslav i Polen, hvor vi købte og forfærdigede 

en pram eller kane, med hvilken 

vi den trettende ditto begav os på rejsen 

igen ned af en lille flod kaldet San, så den 

syttende staden Sandomierz og kom så ind 

i den store Weichsel strøm som er omtrent 

sekshundrede alen bred. ›Samme dag havde 

en stor ulykke nær overgået os, for polakkerne 

med deres arme som stod på begge 

sider af strømmen, havde med pramme og 

kaner slået en bro over strømmen for at 

kunne komme til hinanden, når de ville. Der 

blev efter ansøgning lukket op for os, men 

som /B/ Weichsel strømmen går helt stridig, 

så kom vi drivende med sådan fart at 

styrmanden ej kunne regere fartøjet som 

formedelst strømmens stridighed regerede 

sig selv, og da styrmanden så at det ej an- 

derledes kunne være, føjede han sig fornuftig 

efter strømmen og fartøjet med at styre 

således at vi med bagstævnen kom igennem, 

og var der ej en håndbred imellem at 

vi havde løbet på de andre sammenbundne 

pramme, da vi visselig var sunket på stedet, 

for folkene på landet som så det, skreg alt 

tænkendes at det havde været ude med os, 

men gud reddede os dog af den angst. Dette 

var ej en liden livsfare, for dersom vi med 

vores fartøj havde rørt det ringeste /A/ ved 

broen, var vores pram visselig gået i stykker, 

/B/ og vi alle sunket og druknet, med mindre 

jeg det lidet som jeg kunne svømme, 

især i så stridig en strøm, muligt kunne have 

reddet mig i land som tilsyneladende var fast 

utroligt. Og således undgik jeg den syttende 

gang døden ved guds forunderlige styren og 

råd . 

›Den tyvende kom vi lykkelig og vel til 

Warszawa og den fireogtyvende til den 

førhen skønne og nu ulyksalige stad Torun, 

hvor jeg havde den ære at tale med 

den vidt berømte fyrste af Siebenbürgen, 

Franz Leopold Ragotsky og var tolk i vigtige 

statssager imellem ham, envoye Juel og den 

russiske general og fyrste Vasilij Vladimirovotij 

Dolgorukiy, hvilken lå der med en del 

folk af russerne. Jeg beså der alt hvad rart 

var at se, især gymnasium det store jesuitiske 

kloster, hvilket siden /B/ har været byens 

ulykke som desværre er alt for bekendt. 

›Den sjette oktober gjorde envoyeen en lille 

lystrejse til en lille landsby udenfor Torun, 

kaldet Bischack, hvor vi kom ind til præsten, 

navnlig Helt. Han beværtede os meget vel, 

men af anledning at der lå en bog på hans 

bord som var en beskrivelse af nogle så 

kaldte hekse, hvilke kort forhen var brændte 

i Preußen, faldt vi på tale om hekseri og 

spøgelser, og da præsten var af anden mening 

end vi, og vi ej ville samtykke med ham, 

viste han os hen til en landsby i sit sogn, 

hvor et hus fra /A/ hellig tre kongers dag indtil 

den tid havde været af spøgelse for uroligt, 

så der daglig i hans og alle omliggende 

kirker blev /B/ bedt for husets befrielse. 

Vi red derhen, søgte overalt efter djævlen, 

og da vi ej kunne finde ham, forblev vi der 

om natten, såsom folkene i huset sagde at 

det alene spøgede der om natten, og som 

vi endda ingen djævel fornam, mærkede 

vi straks at det måtte spøge af tobenede 

djævle, underviste bonden og hans kone, 

hvorledes de skulle fange ham, når han kom 

igen, rejste så derfra og erfarede siden at 

den djævel fordi vores gjorde anstalt ej turde 

indfinde sig der mere, for envoyeen gav 

bonden en flint at skyde djævlen ihjel med 

foruden anden foranstaltning, så han ej kom 

der mere. Men det rareste var at der af alle

prædikestole der i /B/ egnen blev takket at 

gud havde befriet huset fra spøgelse, hvorved 

de i mine tanker gjorde os til eksorcister 

eller djævle besværger som vi mindst forstod 

eller var. ›Den niende ditto gik vi atter på 

Weichsel strømmen fra Torun og kom den 

trettende ditto til den rige og mægtige stad 

Danzig, hvor jeg så alt hvad værd var at se, 

især det skønne tøjhus samt det prægtoge 

og rige derudenfor liggende kloster, Oliva 

kaldet, hvor den Olivaner fred mellem Danmark 

og Sverige år 1660 er sluttet, og stedet 

hvor ambassadørerne har afgjort alting, er 

prydet med en marmortavle, med forgyldte 

/A/ bogstaver udsiret, indeholdende samme 

freds historie. I samme kirke er der et kapel, 

hvor vor herres Kristi brystbillede står i alle 

de skikkelser /B/ som hver land i alverden 

afmaler ham, hel rart at se, for der er over 

halvtreds forandringer. ›Den enogtredvte 

ditto rejste envoyeen med nogle få af sine 

folk til Stralsund, hvor kongen da var og 

belejrede staden. Jeg blev tilbage med de 

øvrige folk i Danzig. ›Ligesom nu dette næst 

afvigte år havde været blandet med møje, 

arbejde, megen livsfare, sorg og fortræd, i 

hvor vel jeg gud være æret stedse var ved et 

frisk mod, så tværtimod var fra denne tid til 

året derefter, omtrent ved samme tid igen, 

det et sådant år for mig som jeg stedse har 

kaldet mit lyksalige år. For jeg lå vinteren 

over i Danzig, havde ingenting at bestille 

uden at skrive et eller to postbreve om ugen 

til envoyeen og hver lørdag at give de hos 

mig tilbageblevne folk /B/ kostpenge og for 

resten at bruge den øvrige tid til mine studeringer, 

egen nytte og fornøjelse. Imidlertid 

læste jeg alle de gejstlige og historiske 

bøger som jeg kunne bekomme, lagde mig 

og mere efter det tyske, franske og hollandske 

sprog; med et ord jeg læste hvad 

og så meget som jeg ville og kunne, og to 

gange om ugen besøgte jeg det derværende 

berømmelige kaffehus om postdagene for at 

læse aviserne som var fast i alle europæiske 

sprog, ja endog på latin og græsk, hvorudover 

der til samme hus var en utrolig søgning 

af alle stænder. /A/ ›Denne min rolighed 

og fornøjelse blev mig dog og forsaltet ved 

efterfølgende hændelse. I mit herberg spiste 

jeg og to officerer, navnlig kaptajn Nieroth 

og kaptajn Platen, og som den /B/ første 

af en lutheraner var blevet katolik og vel 

mærkede at jeg forstod teologi, studerede 

om natten og især læste den tid Sechendorff 

om lutheranismen [de Lutheranismo], så bad 

ham mig læse en vis bog, kaldet Luther mod 

sig selv [Lutherus contra seipsum] som en 

forløben luthersk student der og var blevet 

jesuit, nyligt samme år havde skrevet, hvilket 

jeg ham til vilje omsider gjorde, og da denne 

Nieroth begærede at vide mine tanker om 

denne bog, sagde jeg dem med rene ord at 

hans bevisligheder var idel sofismer [sophismata] 

eller fejlslutninger [fallaciae], hvorpå 

han brugte visse lumpne ord, og da jeg endnu 

med al sagtmodighed svarede ham derpå, 

slog han mig over borde med sin knyttede 

næve i næse og mund, så blodet fusede ud 

i fadet, /B/ hvilket er det eneste slag, jeg 

nogen tid har fået i verden, siden jeg blev 

karl. Jeg betalte ham i øjeblikket med samme 

mønt tilstrækkelig, men han havde just sin 

kårde på og jeg ingen. For greb han til sin, 

fik den ud, jeg løb ham under livet, men fik 

ej så meget tid at jeg kunne kaste ham omkuld 

før han som snart var et hoved højere 

end jeg, stødte oven ned /A/ med kården 

i agt at stikke mig i skulderen, så jeg måtte 

slippe ham og værge det første stød af med 

hånden over min aksel, det andet imellem 

arm og legeme, og det tredje forbi legemet, 

alt med blotte hænder. Imidlertid fik jeg ham 

livet igen, og til min lykke faldt jeg baglæns 

over, men tog ham med mig, så han lå oven 

på mig med /B/ den blotte kårde og borede 

dermed stedse for at stikke mig igennem, 

men jeg havde fået klingen fat med min 

venstre hånd imellem fingrene, så hvert stød 

gik under mig hen, og imidlertid løb de til 

som sad ved bordet, og holdt ham om livet, 

så der på en gang lå fem oven på mig. Jeg 

kravlede med hånden imellem dem, fik fat i

hans kårdefæste og med et ryk rykkede ham 

kården af hånden, hvorefter han hastig stod 

op og undløb op på sit kammer og tog nøglen 

ind til sig. De andre blev omkring mig, 

men ivrigheden og angsten havde gjort mig 

så stærk at de ej kunne rokke kården eller 

løse en af min fingre, mindre vriste mig den 

af hånden, så de lod mig omsider stå op, 

og da jeg samlede mig igen, leverede jeg 

hans /B/ fætter, den anden svenske kaptajn, 

kården godvilligt imod hans forsikring 

ej at ville give den fra sig, førend jeg blev 

min egen kårde mægtig, hvilket han lovede 

og ærligt holdt. /A/ Denne sag blev siden 

afgjort til hans største skam og min ej ringe 

[liden] ære. Dette holder jeg således for min 

attende yderlige livsfare . 

›1712 den tiende april gik jeg med en hollandsk 

skipper og et pas fra den hollandske 

i Danzig værende envoye som en hans tjent 

fra Danzig til København. Undervejs så vi en 

del orlogsskibe som jeg befrygtede at være 

svenske, men siden fornam at det var danske. 

Skipperen forandrede sin sejlads så vi 

undløb. Imidlertid var frygten ej liden at vi 

skulle blive fanget, men vi ankom /B/ gud 

ske lov den trettende april lykkeligt til Helsingør. 

Hvilken glæde og fornøjelse det var 

mig efter så meget udstået møje og farlighed 

igen at få foden på dansk grund kan 

jeg ikke beskrive. Jeg legede straks samme 

dag en båd, sejlede dermed om natten op 

til København. Undervejs, såsom båden var 

noget for hårdt ladt, og det begyndte at 

kule, var vi nær sunket, for båden begyndte 

at tage mangfoldigt vand ind, så det nær var 

gået mig som det hedder: in litore naufragium, 

dog kom vi næste morgen lykkeligt til 

København. ›Det kunne ej andet end være 

envoyeen som imidlertid var blevet viceadmiral, 

en inderlig glæde at se mig så uformodenlig 

og uventelig, såsom mine breve 

med posten om min /B/ bortrejse fra Danzig 

ej endnu var ankomne, vel hjemkommen med 

hans folk /A/ og tøj, så jeg blev hjertelig vel 

modtaget. Ved min hjemkomst så jeg med 

største forundring og sorg, hvorledes denne 

førhen folkerige stad København ved pesten 

næste år tilforn [pesten i København 1711] 

var blevet så godt som ledig for folk, så man 

så få mennesker på gaden og i kirkerne frem 

for ved min bortrejse. ›Som nu viceadmiralen 

kort efter min hjemkomst med flåden gik 

ad søen, så blev jeg hjemme, hvor jeg i hans 

fraværelse bragte min tid det fornøjeligste 

af al min livstid til, havde den hele sommer 

igennem intet at bestille uden hvad jeg 

selv ville, så jeg anvendte tiden, dels med 

at læse adskillige bøger, såvel verdslige som 

gejstlige, dels med at lære mere russisk, /B/ 

hvorved jeg betjente mig af to herværende 

russiske herremænd, med hvilke jeg daglig 

omgikkes og i en tid af syv uger oversatte 

den russiske lov på dansk, hvilken jeg siden 

efterså og her og der rettede samt gjorde 

adskillige historiske og kritiske anmærkninger 

over, lod den siden renskrive og havde 

den ære at overgive til hans majestæt gehejmeråd 

Ditlev Vibe, gehejmeråd Christian 

Sehested, siden og til storkansler Ulrik Adolf 

Holstein og hans bror, da overhofmarskal 

Christian Frederik Holstein, hver en afskrift, 

hvilket foruden mit eget arbejde kostede 

mig en temmelig sum penge. /A/ ›Samme 

år kom den svenske flåde, femogtyve orlogsskibe 

stærk, i søen. Vores flåde seksten 

skibe stærk, gik da hid til Dragør, hvor de 

ankrede for der i deres fordel at tage imod 

fjenden som dog ej /B/ turde angribe dem. 

›Jeg blev da af admiral Juel ved skrivelse 

bedt at komme derud til ham, på orlogsskibet 

Havfruen, hvilket jeg og gjorde, og 

dagen derefter, nemlig en fredag, kom kancelliråd, 

nu salige justitsråd Troels Smith også 

derud for at besøge admiral Juel. Da prædiken 

i skibet holdtes om formiddagen, havde 

nu salige hans høje excellence Gyldenløve 

gjort et signal til krigsråd, såsom fjenden 

endnu var i sigte af den danske flåde. Og 

da præsten stod og prædikede, alt skibsfolket 

som sædvanligt stod udenfor kahytten, 

kom der en forskrækkelig røg op straks

derved og som fra krudtkammeret, hvilket 

forskrækkede os alle. Folket løb hver sin vej. 

Præsten holdt op med at prædike, dødsens 

angst sås hos alle. Ingen vidste eller kunne 

enten befale eller /B/ lyde, de fleste af søfolket 

løb op i mærset, ud på råerne, bugsprydet, 

i jollen og chaluppen, hvor de skar 

sig løs. Just i det samme kom admiral Juel 

til, roende omborde igen, og som han steg 

i skibet og fornam at der var ildløs, gik han 

straks uforsagt ned hvor røgen kom fra. /A/ 

I det han gik ned, havde han dog den eftertanke 

at befale at de dog ej skulle ophidse 

nødsflaget som han førhen havde befalet 

at ophidse, førend videre befaling for ej at 

sætte hele flåden i forvirring dermed og det 

i fjendens påsyn. Da han kort derefter kom 

op igen, var alt slugt, og fortalte han os da 

at skibsmanden som havde taget lejligheden 

i agt under prædiken som meldt at gå ned 

for at stjæle brændevin, havde øst en del ud 

af en /B/ liggers, og da han uforsigtigvist 

stak et lys igennem spunset for at se om der 

var mere på fadet, havde lysets lue tændt 

ild i brændevinen, så luen stod samlet ud af 

spunset. Denne karl havde først villet dæmpe 

luen med sin hue, lagde den over spunset. 

Siden, da den brændte, med sin trøje, men 

det hjalp og ikke, såsom det ej kunne betage 

ilden sin luft. Omsider satte han sig 

med rumpen oven på spunset, men bukserne 

brændte også. For greb han til det sidste råd, 

væltede fadet om, såsom der kun var lidt 

deri, så den brændende brændevin løb ud i 

sandet i lasten og der kvaltes. Og i det kom 

admiral Juel til ham, så det var slukket. Han 

fortalte os da at der kun var et eneste tyndt 

bræt imellem denne ild og krudtkammeret, 

så at det var en stor lykke for kongen og os 

arme mennesker at det var en /B/ fornuftig 

og ærlig tyv, om jeg så måtte kalde ham, for 

dersom han var gået /A/ derfra som han 

lettelig havde kunnet, og som den der bedst 

vidste faren, først reddet sig selv, var skib og 

folk visselig sprunget i luften, hvorfor der og 

gik dødsdom over ham, men den salige Juel i 

egen person udvirkede hos hans majestæt at 

ham hans liv blev skænket, og var så denne 

min nittende yderlige livsfare . 

›Som nu admiralens folk og tøj såvelsom en 

del af min fattigdom var blevet tilbage i stad 

Moskva og dels fra Vallakiet eller Podolien 

didført, og vi al skriven uagtet, ej fornam noget 

enten til den ene eller andet formedelst 

folkenes enten nachlaßigkeit i at skrive eller 

uforstand, formåede jeg den salige admiral 

med megen overtalelse og beden til at lade 

mig atter rejse did for at afhente dem /B/ 

eller skaffe underretning om dem. ›Jeg begav 

mig på rejsen igen den sjette november 1712 

med en hollandsk skipper navnlig Seemand 

der var desuden to franske købmænd med 

som og ville til Danzig, med hvilke jeg da 

fordrev tiden i at øve mig i at tale fransk, for 

jeg havde ingen lejlighed haft til at øve mig 

i at tale det, og ved disse fik jeg dog nogen 

øvelse. På rejsen imellem Bornholm og Rügen 

mødte os en fregat uden vimpel og flag 

som vi mente at være en svensk. Jeg forklædte 

mig derfor i skibsdrengens søklæder, 

/A/ tjærede hænder og ansigt, så jeg var så 

forklædt at skipperen selv i sejladsen ofte 

råbte mig an i stedet for drengen. Omsider 

kom fregatten os på siden, og da skipperen 

sagde at vi kom fra København, lod han os 

gå. Denne lille angst /B/ virkede så meget 

at jeg og begge disse ommeldte franske 

formåede skipperen til at sætte os i land på 

det første sted i Pommern eller Cassuben 

som han da og gjorde og tog sin fulde betingede 

betaling. Vi kom da i land ved Rügenwald 

i Cassuben, rejste så over land igennem 

Stolpe til Danzig, hvor skipperen nogle dage 

efter os og ankom. ›Som jeg nu ej understod 

mig at rejse den lange forestående vej 

alene, så antog jeg en tjener der for min 

egen regning som gav mig anledning til at 

jeg begik en stor forseelse med at angribe 

mine rejsepenge og købe en del rav eller 

bernstens stykker og parykker for at vinde 

derpå i Rusland, hvilket omendskønt det 

faldt vel ud, og jeg ej heller havde nogen

skade derpå, så dog kostede det mig meget 

/B/ sorg og bekymring som jeg herefter skal 

melde, og råder jeg mine børn på det alvorligste, 

aldrig at angribe fremmede penge, for 

i hvor ærligt det enten /A/ kan være ment 

eller gjort, så er de ej så snart bragt til veje 

igen som adspredte. Ellers var denne Karl 

som jeg således antog, en vittig og hurtig 

karl som forstod russisk, polsk og adskillige 

andre sprog, havde og meget rejst i den del 

af verden, hvor jeg skulle hen, hvilket jeg vel 

vidste, såsom jeg forhen havde kendt ham i 

stad Moskva, da han var i tjeneste hos den 

preussiske envoye Kaiserlig. Denne person 

gjorde mig ellers god tjeneste på rejsen, og 

jeg må sige det at dersom jeg ej havde haft 

ham med mig, kunne jeg lettelig en og anden 

gang have gerådet i ulykke. ›Jeg rejste 

over Königsberg og Memel i Preussen og i 

/B/ Kurland igennem Polongen med mere 

indtil jeg den otteogtyvende november kom 

til en kro, kaldet Torbon. Hungrig var jeg, 

havde i to dage fået lidt og intet at æde, 

hvorfor jeg bad værten der som var en aftakket 

svensk løjtnant, navnlig Tuurman, 

for betaling at skaffe mig noget mad. Det 

var altid min måde, når jeg på fremmede 

steder steg af vognen at jeg tog mine pistoler 

med mig og lagde dem på bord eller 

bænk ved mig, hvilket jeg til al /A/ lykke 

også denne gang gjorde, og mine pistoler var 

gode og vel ladte, var og af salige Heinrich 

Kappels arbejde. Min ommeldte rejsekammerat 

passede noksom på, ikke desmindre 

stjal denne vært mig en ny paryk fra, mens 

[imidlertid] vi spiste et meget slet måltid 

/B/ som dyrt nok var betalt, og da jeg i Riga 

fortalte at jeg havde været inde hos ham, 

sagde man mig at det var en hovedskælm og 

stratenrøver som jeg den gang havde haft 

den ære at spise hos, men tillige den lykke 

at bringe mit liv fra, og det formedelst mine 

gode pistoler, for som han mærkede at jeg 

passede selv på dem, så forestillede han sig 

nok at jeg i al fald ville benytte mig af dem 

til at værge mit liv, endskønt jeg da ej vidste 

at det var sådan en karl som han var, førend 

i Riga som meldt hvad alle forundrede sig 

over at jeg havde været og spiste i hans hud 

og kom uskadt derfra. Jeg så og ej noget 

menneske der i huset uden ham selv og 

en pige, og således skulle jeg også engang 

komme i en røverkule som dette var, og dog 

uden skade komme derud af igen, /B/ guds 

navn være evig priset. Jeg vil dog ej anføre 

denne fare for en yderlig livsfare, endskønt 

der var fare nok. /A/ ›Endelig kom jeg med 

megen sult og kulde igennem dette af pest 

og krig forarmede øde land og igennem Mittau 

[Jelgava], hovedstaden der, og omsider 

den anden december til Riga, da jeg i seksogtredve 

timer ej havde smagt mad i min 

mund. Her i Riga forefandt jeg vores folk og 

tøj, så min hjemrejse der hørte op af sig selv. 

Men jeg var hel forlegen med mine i Danzig 

købte varer. For nødtes jeg til at vove det at 

sende min i Danzig antagne rejsekammerat 

med disse varer, først til Petersborg og derfra 

til stad Moskva, hvilket var frem og tilbage 

over fem hundrede mile for at gøre samme 

vare enten i penge eller andre varer. /B/ 

Jeg fik dog udvirket frie heste til rejsen for 

ham, og han var selv så snild at han hjalp sig 

alle vegne igennem uden stor bekostning. 

Ved min ankomst til Riga forefandt jeg stor 

trang for logement, dels formedelst at nøden 

[staden] i belejringens tid to år tilforn af 

bombardering og pest mest var ødelagt og 

uddød, dels formedelst at den stærke garnison 

havde betaget alle værelser. Dog fik 

jeg hus hos en hollænder der boende, ved 

navn [navnlig] Palm, på det han ved mig som 

en fri person kunne fri et sit ledige kammer 

for russisk indkvartering. Dette fik en russisk 

fyrste [knez] og oberstløjtnant at vide, 

og som han var forlegen for værelse, så ville 

han endelig med magt have /A/ min sal som 

jeg ej ville lade mig fratrænge, mest for de 

godtfolks skyld som havde taget mig /B/ ind 

for at frelse sig fra at have russere i huset. 

Jeg var en dag ude og han oberstløjtnanten 

tog lejligheden i agt, kom did med fireogtyve 

mand i fuld gevær og med bajonetter

på flinterne for at bemægtige sig mit kammer, 

og da værten og værtinden ej kunne 

skaffe dem nøglen til min dør, hvilken jeg 

havde hos mig, slog de med mange skældsord 

værtinden med en flint over armen, så 

den blev først blå og siden kulsort. Jeg kom 

i det samme til, da stuen stod fuld af disse 

karle, og da jeg fornam deres ærinde, og at 

de fordrede min kammernøgle som jeg ej 

ville levere dem, så tog et ord det andet, og 

en af dem satte mig en pistol op brystet med 

opspændt hane, hvilket jeg da med den ene 

/B/ hånd stødte fra mig, tog min kårde og 

således kom baglæns ud af døren fra dem og 

atter undgik den forskrækkelige livsfare som 

da må være den tyvende . 

›Jeg klagede over slig vold, beholdt mit 

værelse, og soldaten fik offentlig ved børstid 

på torvet i alle brave folks overværelse den 

straf af batogger, og som oberstløjtnanten 

havde fortjent, dog bad jeg for ham at han ej 

fik for meget, såsom han var befalet at gøre 

hvad han havde gjort; det var den som havde 

sat mig pistolen for brystet. Da jeg nu var 

rejst derfra, lod oberstløjtnanten /A/ prygle 

min vært og værtinde, så de begge lang tid 

lå til sengs og for døden, hvilket jeg siden fik 

at vide, da jeg på en anden rejse kom igen i 

deres hus. /B/ ›Ellers udstod jeg der i Riga 

om aftenen på gaden megen farlighed af 

de derværende mangfoldige stratenrøvere, 

hvilke jeg dog gud være lovet stedse undgik, 

endskønt de hver aften plyndrede folk ud, 

ja en mand en aften tre gange i mit påsyn, 

og det inden han kom nogle gader igennem 

hjem. ›Jeg lå der således en otte ugers tid for 

at afbie min til Moskva med mit købmandskab 

forrejste tjener, men som jeg imidlertid fik 

kundskab at den danske arme var slået ved 

Gadebusch [tyvende december 1712], og 

jeg frygtede at de svenske skulle have gået 

ind ad Polen til, og vejen hjemad mig således 

skulle blive betaget, vintervejen og slædebanen 

og imidlertid kunne have gået op, så 

begav jeg mig i februar på rejsen /B/ tilbage 

igennem Kurland og tog mig af den af tsaren 

aftakkede oberstløjtnant Niels Krag, hendes 

høje nådes [Dorothea Krag] bror som jeg der 

fandt liggende for mig i Riga, kom så i marts 

lykkelig og vel til Pillov. Her blev jeg budt til 

fadder efter det lands brug med den fornemste 

jomfru der i byen, og som jeg for hendes 

skyld havde vel barslet ført mig noget mere 

bekostelig op end der tilforn af min stand 

var set, så /A/ blev der gjort et håb væsen 

af mig, så det hændte sig natten derefter at 

to fruentimmere af selskabet tog mig i bare 

skjorten og sovende ud af min seng og bar 

mig ud af mit kammer ind i deres seng. Hvad 

deres mening har været er let at dømme, 

men jeg havde min gode salige /B/ mors 

sidste råd for øje, så jeg dog undgik deres 

agt. ›Her ankom da uformodentlig min med 

mine købmandsvarer førhen ommeldte til 

Moskva forsendte rejsekammerat, gjorde mig 

en regning som var kostbar og hel falsk, dog 

jeg var glad at jeg kom ej alene uden skade, 

men og med en temmelig vinding derfra, så 

den sorg også blev slugt. Han havde bevislig 

fortæret eller sig forbeholden over firehundrede 

rigsdaler, beholdt i penge og penges 

værdig, men jeg lod som om jeg forstod det 

ikke for ej at have vidtløftighed, dog gav jeg 

ham så meget at forstå at jeg vel vidste at 

han havde bedraget mig. ›Om foråret antog 

jeg en hollandsk i havnen liggende skipper 

til at føre mig, folk og gods til sundet, men 

som der lå en svensk /B/ kaptajn med en 

armeret postjagt med i havnen, og jeg fik at 

vide at han havde øje på at tage mig ude på 

Reden, så måtte jeg føre mit ombord bragte 

gods i land igen, indtil jeg så lejlighed til at 

fordele det og folket, sendte siden med en 

lods galiot halvdelen forud og gik selv nogle 

dage efter bort med resten havende tilvejebragt 

pas fra kommandanten der alle var 

med forvænte /A/ navne og håndværker 

eller betjeninger. Om natten kom vi i mørket 

forbi en svensk krydser, men han blev 

os ej var, så jeg således på tredje dag kom 

lykkelig og vel hjem til Københavns igen. 

›Ved anledning af de ovenmeldte pas med

forvænte navne må jeg ej forbigå at melde 

at jeg formedelst krigens tid /B/ og pesten 

som så mange stæder regerede, hvor jeg dog 

skulle igennem, måtte betjene mig af slige 

pas, hvilket jeg her melder, på det ej nogen 

efter min død skal tænke at jeg som en 

bedrager for om lande under adskillige navne 

og falske betjeninger. Således fik jeg året 

1712 den hollandske envoye i Polen hans 

pas som hans kammertjener året efter, da jeg 

rejste med Peder Flyver til Sankt Petersborg, 

kongens pas som købmand, på tilbagerejsen 

tsarens pas som kongelig kancellisekretær, 

i Kurland regerings, i Danzig stadens, i Berlin 

magistratens, i Stettin [Szczecin] fyrst 

Menzicovs som sekretær og i Pillov general 

Vopses pas som en preussisk student, og 

gemenlig havde jeg det navn Eerenbom eller 

Ehrenbom på det at det nogenlunde kunne 

komme overens med Æreboe, og fornavnet 

/B/ i stedet for Rasmus: Asmus. Sådanne 

pas tog jeg således, hvor jeg henkom for ej 

at være bekendt, hvor jeg ret kom fra eller 

var kommet igennem, og ej at blive opholdt 

uden /A/ alene på det sidste sted. De andre 

gamle pas forvarede jeg og viste alene det 

sidste, men slige ting må ske med megen 

forsigtighed, for det er bekendt at hvo som 

i pest eller krigstider med foranderlige pas 

vil snige sig igennem, gemenlig betales med 

at blive hængt, hvilket ej er et ærligt men- 

neskes lejlighed, og derfor må man tage sig 

des mere i agt. Det lykkedes mig gud være 

lovet. ›Dette må således være den femte del 

af mit livsløb. 

# 

Den sjette del af mit livsløb. ›Kort tid 

efter sådan min lykkelige hjemkomst /B/ 

behøvede hans majestæt at sende en kurer 

til tsaren, hvortil jeg uafvidende blev bragt i 

forslag, og blev mig i kongens høje navn forsikret 

at jeg ved lykkelig tilbagekomst skulle 

få det første præstekald som jeg søgte, men 

jeg skulle med en norsk jolle, med hvilken 

kommis kaptajn Peter Sørensen Flyver var 

nedkommet fra Bergen i Norge. Jeg forestillede 

da at jeg heller end gerne så mig så 

lykkelig at have den ære at tjene min konge 

og fædrene land, men bad at der måtte gøres 

anstalt for mig at jeg ej forsætlig og øjensynlig 

skulle til ingen nytte drukne, og hans 

majestæts tjeneste forsømmes og opholdes, 

men jeg fik til svar: her var intet andet fartøj, 

og dersom jeg ej gjorde rejsen, havde 

jeg aldrig brød at vente i hans majestæts 

tjeneste eller lande. [A, B] ›Dette var en hård 

ting for mig at vælge udi enten at drukne eller 

forfalde i kongens unåde som man truede 

mig med i videre vægrings fald som en uvillig 

undersåt, jeg valgte da det første og gik 

da til Holland 1713 den seksogtyvende juli. 

Når nu mandskabet som bestod af tretten 

mennesker i alt, var derudi og vi havde en 

tønde øl og en tønde vand inde, var jollen 

så hårdt ladet som den kunne tåle. Jeg sad 

så bag i jollen nat og dag for der var ej rum 

for mig at gå et fjed eller noget lejested, og 

holdt det så under åben himmel, regn, dug 

og styrtninger af søen. Vi roede her ud af 

kanalen igennem bommen ad søen til alle 

tilskuernes største forundring og vidunder, 

endog deres som ej vidste, hvor langt eller 

hvorhen vi skulle. /B/ ›Midnat kom vi i den 

danske flåde i Køge bugt, hvor jeg af salige 

viceadmiral Juel fik et kompas og et timeglas, 

søkort havde jeg selv med mig, endskønt 

erfarenhed siden viste os at alt dette 

intet kunne nytte os, for kompasset, når det 

gik mindste hul sø, løb rundt, formedelst at 

det ingen stadighed kunne have for jollens 

letheds skyld, så vi sejlede fast i blinde hen; 

derforuden havde vi ej mindste lejlighed til 

at have nogen ild for at varme en drik /A/ 

øl eller vin, mindre til at koge nogen mad 

ved. Vi gik derfra ad søen og forfaldt om 

morgenen iblandt en del svenske orlogsskibe 

som konvojerede nogle svenske lastskibe. 

Vi tonede svensk flag som vi til lykke havde 

med os, og lod de os gå. Vi holdt det /B/ så 

langt op ad den skånske val med hård kuling 

og kom på tre mile nær Bornholm, hvor 

vejret blev så hårdt, med en bilægger eller

mest modvind at vi måtte vende og lænse 

for vinden ned til Møn igen, hvor en af vores 

danske krydsere jog os lige ind på grunden, 

men som vi ej vidste om det var ven eller 

fjende, så turde vi ej tro ham. Her på Møn 

udstod jeg en stor fristelse. Ingen i jollen 

vidste, hvor vidt eller langt vi skulle hen 

uden jeg, men folket vel mærkede at det gik 

på en lang rejse, og den prøve som vi allerede 

havde haft af vores fartøjs uskikkelighed 

til at holde eller bygge søen i hårdt vejr, 

havde jaget dem alle sådan en skræk ind for 

at gå videre. Peder Flyver som denne rejse ej 

heller meget må have anstået, /B/ magede 

det og så under hånden at folket gjorde sig 

opsætsig og sagde sig i mine øjne fra videre 

rejse med denne jolle. Gud ved at mit hjerte 

var hel ængstig hos mig selv; dog måtte jeg 

forsmerte min egen frygt og holde mig det 

modigste som jeg i slig stand kunne, truende 

at lade dem /A/ alle sætte i bolt og jern der 

på landet ved øvrighedens hjælp der som 

de ej forfulgte rejsen, helst det kunne ej gå 

dem værre end mig. Der de nu fornam at det 

ej anderledes kunne være, bekvemmede de 

sig nogenlunde igen. Den tredvte om natten 

roede vi fra Møn og kom stedse roende 

den første august til Rønne på Bornholm, 

hvor vi med modbør forblev til den fjerde 

august, da vi gik norden om Bornholm og 

roede hele vejen over til Pommern, hvor vi 

på denne side af Rigshöfd gik i land 

og fik nogen mad hos en /B/ bonde. Efter 

tre timers forløb blev vinden første gang god 

for os; vi forføjede os straks til vores jolle, 

gik ad søen, men efter midnat fik vi så hårdt 

et vejr af torden, store hagl, hvirvelvinde og 

høj sø at der ej var det ringeste håb til frelse 

for os ligesom jeg og svøbte mig ind i min 

kappe ventende hvert øjeblik at begraves i 

havet, for al menneskelig håb var ude, og 

dette holder jeg for min enogtyvende livsfare 

. 

›Vi forfulgte dog vores rejse med mange 

foranderlige og underlige hændelser, og da vi 

den ottende august var mellem Libau [Liepaja] 

og Windau [Ventspils] i Kurland, fik vi en 

brodsø tværs ind i båden, så båden var mest 

fuld af vand, ja lå på siden, og tre mand var 

over bord som vi omsider fik ind /A/ igen. 

Jeg i den forvirring sprang op, stod uden på 

siden af jollen, og da /B/ den lettede sig 

igen, sprang jeg der ind atter, for min agt var 

at når jollen havde sunket eller kæntret, på 

kølen ridende muligt at drive et sted i land 

eller af andre søfarende at vorde optaget, og 

må så dette være min toogtyvende yderlige 

livsfare. 

›Dog gud reddede os endnu, vi ankrede midt 

i det brusende hav og ballede vandet ud fra 

os. ›At vi sultede og tørstede på denne rejse, 

formedelst at vi ej kunne føre det nødtørftige 

med os, mindre lave noget eller have ild, 

og at vi stedse var våde, sligt var endnu 

menneskeligt, så længe vi dog havde brød 

og brændevin som vi endnu havde, endskønt 

brødet var vådt af søvand, men at fartøjet 

var så let at som meldt intet kompas kunne 

have stadighed og vejvise os, det var det 

tungeste. Desforuden var der og ej /B/ en 

sjæl i jollen som kunne gøre et bestik i et 

kort, så at alting stod meget ilde til med os, 

men som jeg på mine forrige rejser og af lyst 

til søen som meldt er, havde lært så meget at 

jeg nogenlunde kunne vejlede mig i et kort 

og gøre et bestik, helst var jeg kommet 

samme vej tilforn både til lands og vandt, så 

jeg kunne rette bestikket efter landkending, 

så gjorde jeg hvad jeg kunne, /A/ men 

formedelst at jeg ej var søvant, så var det 

dog ej altid så rigtigt med mit bestik. Således 

havde Peter Flyver engang på fireogtyve 

timers sejlads forgisnet sig tolv mile længere 

frem, og jeg fire mile, end vi var. ›Endeligt 

formedelst mangel af levnedsmidler landløb 

vi på den af alle sømænd så farlig holdte 

kuriske val og da først ret fik at vide, hvor vi 

var. Vi vadede i land, og som rette argonauter, 

for jollen /B/ stak kun to fod eller en 

alene dybt, bar fartøjet op i engen og lod 

flag og vimpel vaje på landet. Dette var et

usædvanligt syn for de ved strandsiden 

boende bønder som da de så intet andet hos 

os end en båd, ladt med mennesker og nogle 

flinter og pistoler, tænkte at vi var sørøvere 

som vi og så ligest ud til. Vi kom omsider i 

hus hos en af dem, fik for betaling efter 

bondemåde at æde og drikke, hvilket vi alle 

havde højlig nødigt. Det var min lykke at jeg 

som oven er meldt samme år til lands havde 

rejst til lands igennem Kurland, og da for at 

hjælpe min hukommelse udi min journal som 

jeg havde med mig i min lomme, havde 

opskrevet de nødvendigste ord på kurisk 

som man behøver på rejser for at betjene / 

B/ mig deraf; denne journal tog /A/ jeg da 

frem og benyttede mig af de derudi skrevne 

ord det bedste som jeg kunne, og da jeg 

hørte at jeg kunne noget af deres sprog og 

spurgte efter en dem vel bekendt herre som 

mig uafvidende boede der i nærværelsen, 

begyndte de noget lidet at tro mig. Jeg kan 

ej forbigå her omstændelig at fortælle en 

besynderlig ting, hvoraf som et eksempel 

kan dømmes, hvorledes jeg var faret med 

den dumme og uregerlige mand Peder Flyver. 

Jeg ville ride fra denne landsby, hvorved 

vi var strandet, eller rettere havde landløbet, 

til Windau for at indkøbe nogen mundkost til 

folket; han begærede at måtte følge med 

som jeg tillod. Som jeg nu skulle rejse hemmelig, 

og kongens pas formedelst de sven- 

ske, om nogen mødte os i søen, hørte [lydte] 

at jeg var en købmand /B/ som rejse i mine 

egne forretninger, så kunne jeg ej give mig 

ud for andet end efter passet. Jeg gjorde 

derfor aftale undervejs med bemeldte Peder 

Flyver at han, når han blev adspurgt, skulle 

tale hollandsk og sige at han var en hollandsk 

skipper, og jeg ville være en købmand og 

tale tysk, hvilket han lovede med at ville sige. 

Men så snart kom vi ikke til byen, førend han 

sadlede om og snart var hollandsk, snart 

norsk, snart /A/ dansk, snart jeg ved ikke 

hvad, hvorved han gjorde mig til en løgner, 

mens jeg efter aftale udgav ham for skipper 

og mig for købmand. Altså blev jeg af dem 

mistænkt for at være en svensk, så vi med 

høflighed blev så godt som arresterede i 

borgmesterens hus, og fornam jeg siden, at 

de af frygt for russerne som da var mester af 

det /B/ hele fyrstedømme, og i tanke at vi 

var svenske, for at vi skulle være danske og 

med sligt et fartøj være kommet så lang vej 

hen, kunne de ej tro, havde i sinde at forsende 

os til Riga i bolt og jern. Jeg mærkede 

vel uråd og for at frelse os måtte da spørge 

efter en og anden kurisk herremand som jeg i 

Danzig året tilforn var blevet bekendt med 

og iblandt andre forefaldt jeg på den nu 

salige oberhauptman, er det samme som 

stiftamtmand hos os, Koschull, og da de 

hørte at jeg kendte ham og ønskede at tale 

med ham, sendte de et ridende bud med mig 

hen til ham, fem en kvart mil for at komme 

efter sandheden. Før jeg red did bestilte jeg 

hvad vi til rejsens videre fortsættelse behøvede 

og da han, bemeldte oberhauptman, 

lod dem i Windau sige at jeg var den som jeg 

/B/ gav mig ud for, undgik jeg denne fortræd, 

ulejlighed og sinkelse. Han fortalte mig 

da, hvad de i Windau havde haft i sinde med 

os. Siden var de som moxen alle kurlændere 

/A/ er mod fremmede og især danske, 

særdeles høflige og tjenstagtige imod os, så 

vi for billig betaling fik alt, hvad vi forlangte 

og der var at få. ›Den tiende august kom 

jollen til Windau og om eftermiddagen efter 

at vi havde fået forfriskning, gik vi til sejls 

derfra langs vallen og i land på et lidet ø 

[eyland] uden for Arensberg ved Ösel [Saaremaa], 

kaldet Abrican [Abruka], hvor der ej 

var mere end et lidet hus og et eneste menneske. 

Vi lå der nogle timer, imedens vi fik 

lavet og spist nogen mad, og den ellevte 

ditto imod dagen gik atter til sejls og kom 

om /B/ aftenen udenfor Hapsal i Livland. 

›Den tolvte ditto om morgenen i ni timer 

lænsede vi femogtyve mile og endda var det 

de to første timer så stille at vi måtte ro, men 

de sidste timer sejlede vi hver time fire af 

fem mile. Hver som har sejlet på havet kan 

tænke, hvad det var for en sejlads med en 

åben jolle, og dersom der havde brustet det

allermindste af vores redskab, havde vi visselig 

sejlet ned i afgrunden. ›Vi kom om 

middagen en mil på denne side Reval til 

land. /A/ ›Jeg gik efter min instruks straks 

op til staden og til kommandanten for at 

spørge, hvor tsaren sig opholdt. Han kommandanten 

[Vasilij Zotov] som han 1709, da 

han var kommandant i Narva, havde set og 

kendt mig, tog i førstningen meget vel imod 

mig, men i fuldskab /B/ enten hel slet, så 

jeg med magt måtte slå mig igennem hans 

hus og grenadererne som stod ved hans dør 

med bajonetter på flinterne; det gik forunderligt 

til, dog slap jeg i drukkenskab ved 

derfra, for han havde stærk pakket mig til 

med drikke på grov russisk. ›Den fjortende 

august laverede vi med stor livsfare og med 

hård storm og sø udad Revals bugt, kom dog 

samme aften en mil på denne side Tolsborg 

og Estland, og som vi ej havde fået tid og 

lejlighed i Reval at få nogen forfriskning af 

ædende eller drikkende vare, så havde vi her 

en besynderlig hændelse. Vi kom i land ved 

en landsby, og som folket der intet sprog 

forstod uden deres eget estiske, hvoraf jeg ej 

vidste et ord, så lærte nøden mig i hast et 

besynderligt sprog som hjalp /B/ mig. Jeg 

fik en bondekone /A/ ved den ene hånd, 

tog en dansk krone i den anden hånd, 

pegede for mig og på munden det bedste jeg 

kunne, at hun skulle lede mig om i huset, 

fandt således omsider en del mælk; jeg gav 

hende en krone for det første siekar mælk 

som jeg i en hast fik til livs, og to mark for 

det andet som jeg gav Peder Flyver. Konen 

mærkende hvad jeg ville, skaffede det så at 

der blev til jollen nedbåret så meget mælk, at 

alt folket fik deres fornøjelse, og omsider for 

betaling nedbar os høns, æg og smør i 

mængde, ja jeg fik dem ud omsider at fiske, 

men de og vi fangede intet. ›Den sekstende 

ditto kom vi med hårdt vejr og sø ej uden 

stor farlighed over Narva bugt, og den syttende 

louverede vi syv af otte mile /B/ op 

imod vejr og strøm til øen [eylandet] 

Rithusar, hvor Kronstadt nu er. Det var så 

hårdt et vejr at de russiske orlogsskibe lå i 

farvandet på strømmen med strøgne råer og 

stænger. Vi arbejdede os dog op, og omsider 

tog jeg tredje gang på denne rejse kommando 

fra Peder Flyver truende /A/ at bagbinde 

ham der som han ej ville gå i land på 

bemeldte Rithusar, da han bekvemmede sig, 

så vi endelig næst guds forunderlige nåde for 

så vidt aflagde denne besynderlige henrejse. 

›Som jeg nu der var bekendt og kunne tale 

sproget, så kom vi da til fods op en mil til 

byen Kronslot, eller nu Kronstadt, hvor jeg 

søgte viceadmiral /B/ Cornelius Cruys [født 

1657] hus. Man kan slutte i hvad tilstand jeg 

var, og hvorledes jeg så ud at da denne gode 

dame fru admiralinde Cruys så mig, græd hun 

hjertelig over min skikkelse som sandelig var 

hel bedrøvelig at se, og det som mere var, 

min skjorte på mit legeme var sort af forrådnelse, 

mine uldne klæder stank i lige måde af 

forrådnelse som et ådsel. Kommandør Peter 

Sivertsen [født 1674], nu viceadmiral der, en 

god dansk mand, lod vores jolle og folk 

afhente og det af vand og råd samt sult og 

tørst forekomne mandskab indbringe i et hus 

som han dertil forskaffede os, for at tørre 

deres klæder, han lod der gøre varme, folket 

få forfriskning og vores jolle slæbe i land, lod 

bund stokkene som på den kuriske strand var 

stødte i stykker, samt /A/ jollen ellers med 

alting forse, hvilket alt skete til næste dag, 

da vi aftenen den nittende ditto roede ad / 

B/ søen tilbage til den russiske flåde, 

liggende ved søskærene. Os blev givne der til 

lods kaptajn løjtnant Hauch, en dansk mand 

som skulle lodse os igennem de finske skær, 

roede så med stille den tyvende ditto til 

Björkö og kom den femogtyvende ditto 

lykkelig til Helsingfors. ›Efter aflagt ærinde 

der til tsaren fik jeg den syvogtyvende ditto 

befaling at følge med ham på galejerne ad 

søen. Den niogtyvende ditto forfaldt vi 

iblandt en svensk i skærene liggende esquadre, 

tretten orlogsskibe skibe stærk. Vi 

var ej langt fra dem, så de med skarp skød 

efter os, men som det som meldt var i 

skærene, gik vi bag dem, og tilbage sådan

vej som de svenske orlogsskibe ej kunne 

følge efter os. Så gik tsaren i land på faste 

vallen, jeg og flere med og kom så til 

armeen. ›Den anden september kom jeg 

tillige med avantgarden til Karisland [Karelien] 

i Finland, hvor russerne /B/ og de 

svenske fortropper kom i træfning, og 

russerne slog de svenske tre gange tilbage 

den eftermiddag, for de satte sig hver gang. 

Omsider flyede de ind i en skov, hvor en part 

af dem havde lagt sig i baghold bag 

buskene. /A/ Russerne, imellem hvilke jeg 

var, forfulgte dem stedse. Der hændte det 

sig at jeg af uvidenhed og noget af forvovenhed 

gerådede imellem de svenske og 

russerne, så de gav ild både for og bag mig, 

så jeg var som det kaldes imellem to ilde. 

Dog bevarede gud mig at jeg kom uskadt 

derfra, og dette holder jeg for min treogtyvende 

yderlige livsfare. 

›Jeg havde samme dag til middag spist med 

generalen, nu generalfeltmarskal, den brave 

fyrst Michael Michaelovitj Galitzin [1674- 

1730], og over borde drukket et godt glas 

ungarsk vin med ham, men han blev kaldet 

fra måltid for at forjage fjenden som havde 

afskåret os /B/ passet, og gav mig tilladelse 

at følge med ham, og da ingen fjende mere 

var at se eller finde, var jeg tolk imellem ham 

og de svenske fangne. Lod han hente en stor 

messingkedel fuld af rindende vand, for 

andet drikkekar var der ej at bekomme, af 

hvilken han som jeg drak med inderlig smag 

og fornøjelse, og kan jeg for min del sige at 

vandet da smagte mig bedre om aftenen end 

den ungarske vin om middagen. For hvad 

umådelig tørst det forårsager at være i træfning, 

kan ingen tro uden den som har forsøgt 

det. Altså så jeg her en kopi af en træfning. 

Hvor bedrøveligt /A/ et syn det er for et 

kristent og medlident menneske at se så 

mange døde og døende uskyldige mennesker, 

hver på sin besynderlige og forunderlige 

måde skudt, huggen eller stukken, det er ej i 

mine tanker ej at tro uden for /B/ den som 

selv har set det. ›Derefter gik armeen ubehindret 

fort, og kom vi den ottende ditto til 

Åbo, hovedstaden i Finland, en skøn stor 

stad, men da af alle mennesker forladt og 

forløben ligesom og hele landet fra Helsingfors 

did, for på den ganske vej fandt vi kun 

to bønderhuse, hvor folkene var blevet i. Og 

som landet overalt er et skønt og frugtbart 

land, grøden og på jorden stod i fuld modenhed, 

så fandt vi for os overflødighed på 

alting samt husgeråd og bøger i stor 

mængde. Mig blev af en russisk soldat 

tilbudt ti folianter af græske fædre, om jeg 

kun ville betale ham omtrent otte skillings 

værdi derfor, men da jeg ej ville, såsom jeg ej 

havde lejlighed at føre dem med mig, lod han 

dem ligge på marken og gad ej båren dem 

tilbage, så det såvel som meget andet godt 

mere der rådnede. Landet var overmåde rigt 

på kvæg og kort, hver tog og slagtede /B/ 

så meget /A/ som han ville. Klokkerne og 

kirke ziraterne blev bortførte og sendt til 

Petersborg, kortelig, det kunne ej andet end 

smerte enhver, ja og fjenden selv at se slig 

ødelæggelse. I Åbo fandt jeg af en hændelse 

iblandt de mangfoldige der af beboerne 

efterladte bøger en finsk bibel som jeg overalt 

havde søgte efter; denne bragte jeg hjem 

og har den endnu, hvilket og var det eneste 

bytte som jeg fik, og en så kaldet prime stav, 

men den tabte jeg undervejs, såsom jeg 

havde bundet den ved min saddelknap, men 

bogen havde jeg bag på min saddel. ›Den 

fjortende september gik jeg med armeen fra 

Åbo. ›Den syttende gik tsaren ombord på 

galejerne; jeg fulgte med og var atter den 

ovenommeldte svenske flåde på et lidet 

kanonskud nær og kom den nittende til 

Helsingfors. Efter at jeg der af tsaren var 

igen tilbage /B/ affærdiget med breve [to 

breve ligger i Rigsarkivet: trettende august 

og første september 1713], begik jeg atter 

en stor forseelse, idet jeg havde leveret 

kancelliråd Falk mine brevskaber, og han blev 

sagt at være gået med de andre bort til 

Petersborg. Jeg fulgte med en chalup fem 

mile efter, og da jeg ej kunne finde ham,

måtte jeg bedrøvet gå tilbage igen som dog 

var lykkeligt, for dersom uvejr havde påkommet, 

havde jeg ej så snart kunnet komme så 

lang vej tilbage. /A/ Ved ankomsten tilbage 

fandt jeg mine papirer forseglet hos en 

kaptajn som var en dansk mand. Samme 

havde befaling med en bregatin at /B/ føre 

mig over til Reval, såsom jeg ej kunne eller 

ville gå tilbage med Peder Flyvers jolle igen. 

Ved min og salige Falks og vores gode venners 

forbøn hos tsaren forærede han Peder 

Flyver en liden bregatin for dermed at føre 

folket hjem. Tsaren forærede mig også halvtreds 

dukater i guld. ›Den toogtyvende 

september gik jeg med en bregatin over til 

Reval, den treogtyvende ditto fra Ulfholmen 

med en liden fladbundet hollænder 

mælkeskøtte og et segl af en gammel sæk 

ophængt på en stage i temmelig dårligt vejr 

som undervejs tog mere og mere tid. To og 

en halv mil op til Reval, hvor jeg og samme 

aften ej uden stor livsfare lykkelig ankom og 

der forefandt den danske kaptajn Jens 

Rosenpalm [1685-1715] som der var indkommet 

med sin førende Snauven, såsom 

han havde stødt på en grund ved Ösel. 

Samme var sendt med breve til tsaren i 

samme ærinde som jeg, såsom man alt 

hjemme havde holdt det for at jeg var 

druknet, hvilket han mig alt fortalte. ›Den 

fireogtyvende /B/ ditto rejste jeg fra Reval, 

kom atter igennem en del pestposteringer 

[karantænestationer mod pesten], hvor af en 

om natten ville have skudt mig ned, Jeg 

havde på rejsen her og der megen nød for 

heste. Kom den seksogtyvende ditto til 

Pernau [Pärnu], rejste straks videre og sneg 

mig forbi adskillige pestposteringer for ej 

hvert sted at blive opholdt, indtil jeg den 

syvogtyvende ditto uanmeldt kom ind i Riga, 

hvor kommandanten og hans frue samme 

dag var døde af pesten. Det var en stod lykke 

for mig at vicekommandanten, den nu salige 

generalmajor Busch som var min og ellers alle 

danskes ven, for ellers ville det have gået mig 

ilde at jeg som således var kommen fra så 

mange med pest befængte steder, og som 

meldt stedse havde sneget mig igennem, ja 

endog forbi vagten i stadsporten, kom ind til 

ham for at søge min videre rejse befordret 

ved /B/ hans hjælp, hvilken gennemsnigelse 

der som i alle lande lettelig kunne have været 

belønnet med en hampestrikke; og derimod 

dersom jeg på hver postering den rejse skulle 

have holdt karantæne, havde jeg ej i nogle år 

/A/ kunnet komme hjem. Jeg nødtes til at 

blive natten over i Riga, fik imidlertid mit 

linned toet som ej alene var sort, men og 

fuldt af lus, hvilke fra matroserne i jollen til 

mig havde deserteret og sig uden anvisning i 

mængde indkvarteret; men dette kunne dog 

ej hjælpe, for utøjet havde allerede reder i 

mine uldne klæder, så jeg måtte til min store 

møje og fortræd herberge og føde dette utøj 

helt til København. ›Den niogtyvende ditto 

kom jeg til Mittau. Jeg led stor nød for 

heste, dog hjalp jeg mig igennem som jeg 

kunne bedst, noget med det gode og noget 

med magt og list, /B/ og kom den anden 

oktober til Memel [Klaipeda i Litauen ud til 

Østersøen], rejste så over Königsberg, Danzig, 

Stolpe [byen Slupsk i Pommern i den 

nordlige del af Polen næsten ud til 

Østersøen] til Stettin, hvilken sidste stad 

dagen før min ankomst var af russerne indtaget 

[svenskerne overgav Stettin den tredvte 

september 1713]. Derfra gik jeg over 

Spreed til Berlin som vel var af vejen, 

men jeg måtte gøre det for ej at rejse på de 

svenske grænser. Gik så den gængeste vejen 

hjemad igennem mangfoldige pestposteringer 

i de brandenburgske, mecklenburgske, 

hannoverske og lübske territorier, såsom jeg 

måtte rejse den vej /A/ omkring, formedelst 

at pesten da var i Hamburg. Kom så til 

Lübeck der fra over Kiel, Slesvig, Flensborg, 

Haderslev og til Nyborg, hvor jeg den nittende 

oktober og altså i efterhøst med en 

liden jolle formedelst stille måtte ro over det 

store bælt. Var dog ved denne lejlighed i 

land på Sprogø, hvor min salige mors 

søskendebarn boede, såsom folkene der 

skulle /B/ hvile. Kom så til Korsør, Slagelse

og Ringsted. På vejen derfra til Roskilde 

havde jeg nær ved enden af denne min 

forunderlige og farlige rejse sat livet til, for 

vognmanden som kørte for mig, væltede om 

natten straks udenfor Ringsted lige ud over 

Stendammen, med heste og vogn, så kusken 

slog sig elendig. Jeg var til min lykke vågen, 

sprang hastelig ud af vognen ned og kom, 

gud være lovet, med hele og sunde lemmer 

derfra; og kunne det lettelig have kostet 

enten min helse eller liv, især dersom jeg 

havde sovet. ›Den tyvende oktober kom jeg 

lykkelig og ved om morgenen ved otte slet til 

København, efter at jeg udi tre måneder og 

to dage havde rejst til vands og lands ved 

nat og dag omtrent /A/ ottehundrede tyske 

mil, og kom kun to dage sildigere end Peder 

Flyver som var gået til søs og havde over 

ethundrede og fyrre /B/ mil kortere vej over 

havet end jeg over land. Og haver jeg 

således i en tid af mindre end elleve måneder 

været to gavne frem og tilbage til og fra 

Rusland og mellem begge rejserne endda 

været over en fjerding år hjemme. Guds navn 

være evindelig ære. Således var jeg nu tredje 

gang vel hjemkommen fra Rusland, men 

formedelst den umådelige vågen og nat og 

dags stedsevarende rejsen kunne jeg i førstningen 

ej sove, hvilket siden så tiltog at 

sove, hvorfor jeg måtte sætte vagt ved min 

seng for at bære mig af den, når jeg sov over 

visse timer. Om dagen gik jeg idelig omkring 

for med gåen at holde mig i bevægelse at jeg 

ej af sovesyge eller for megen stilhed skulle 

omkomme. ›Der jeg nu til kongens og gehejmekoncilets 

fornøjelse havde gjort god rede 

for alt, hvis mig havde været anbefalet, blev 

mig hans majestæts /B/ nåde atter forsikret, 

og må så dette være den sjette del af min 

levnedsbeskrivelse. 

# 

/A/ Den syvende del af min levnedsbeskrivelse. 

Efter at jeg nogen tid havde 

hvilet mig ud, og mit på denne min sidste 

rejse udmattede legeme nogenlunde var 

kommet til kræfter igen, gjorde jeg sidste i 

december samme år en liden lystrejse hjem 

til Fyn for at besøge mine venner og især min 

gamle bedagede farfar, hvilke jeg i mange år 

ikke havde set, men han var aftenen før min 

didkomst ved døden afgangen, så jeg aleneste 

fulgte ham til graven; rejste så tilbage 

til Nyborg. Didkommende fornam jeg at den 

der daværende sognepræst magister Johannes 

Vandal ved døden var afgangen [død den 

tiende januar 1714], hvorpå jeg straks ene 

lejede en færge/B/ smakke, gik ilende over 

bæltet igennem Sjælland til København, hvor 

jeg og ankom en dag forend posten kunne 

bringe efterretning om den salige mands 

død, skrev straks en supplique og samme 

middag endnu overleverede den i hans 

majestæts egen hånd som meget nådigt tog 

derimod, og blev morgenen derefter af en vis 

stor herre som kunne vide deraf, ønsket til 

lykke at have erholdet min ansøgning; men 

da posten samme dag ankom, og kongebrevet 

ej så hastig kunne udstedes, søgte den 

nu salige konfessionarius doktor Peter /A/ 

Petersen samme kald for en sin svigersøn 

som da og fik det og nu siden er blevet 

biskop i Kristiansand. ›Jeg levede derefter så 

hen imellem frygt og håb og anvendte denne 

vinter og en del af sommeren efter højbefaling 

iblandt andet på to dage om ugen at 

gå /B/ ud på Voradien for at lære 

at vurdere sølv og guld som jeg og omsider 

temmelig færdig forstod. ›Imidlertid tildrog 

det sig at et vist brev med en usædvanlig 

skrift blev fundet, hvilket jeg da opløste, og 

blev af det herværende høje konseil dermed 

sendt til hans majestæt som den tid var på 

Gottorp slot. Denne rejse herfra did gjorde 

jeg i toogfyrre timer. Ved min didkomst blev 

jeg først af gehejmeråd Vibe [Ditlev Vibe til 

Freienfeld, født 1670], hos hvilken jeg efter 

befaling først skulle melde mig, siden af hans 

majestæt i egen høje person ønsket tillykke 

med at skulle være notarius publicus, mig 

aldeles uafvidende og uansøgt. ›Efter forrettet 

ærinde blev jeg tilligemed oberst, nu 

generalløjtnant og oversekretær Løvenørn

[Poul Vendelbo, 1686-1740] i samme sag 

angående det ovenommeldte brevs indhold 

igen affærdiget til København. Værende 

denne min liden og korte rejse havde /B/ da 

baron, nu greve af Rantzau [Christian Rantzau, 

1684-1771] /A/ og statholder i Norge 

som var befalet af hans majestæt at gå som 

envoye til Rusland, skrevet til kongen og 

begæret mig til at være legationssekretær 

med ham did uvidende som jeg om denne 

min ovenanførte første befordring; men da 

jeg derom blev tilspurgt, ville jeg som det 

så tjenligst var, det bedste og et sikkert og 

roligt brød i stedet for et usikkert og uvidst, 

hvorved det da forblev. ›Der jeg nu var kommet 

tilbage hid igen, blev min bestalling på 

nogen tid ej udfærdiget, og jeg lagde mig 

imidlertid efter det engelske sprog, hvilket 

jeg ved fjorten timers, nemlig én eller som 

det de fleste gange var, en halv times undervisning 

om dagen, så vidt lærte at jeg 

selv kunne lære mig resten, og dette er det 

eneste sprog undtagen /B/ i min skolegang 

som jeg har haft skolemester udi. ›Misundelse 

eller misgunst havde bragt det så vidt 

at min første bestalling var så tvetydig at jeg 

den ej kunne eller ville imodtage, såsom min 

salige formand da endnu levede, og vi begge 

skulle have tjenesten. Jeg lod derfor denne 

bestalling ligge i kancelliet, gjorde ansøgning 

[ansøgning af syttende september 1714 

udgivet i Groves noter] til kongen om at få 

den forandret /A/ som endelig efter fem mig 

meget sorgfældige måneders forløb mig af 

den fromme og gode gehejmeråd Vibe forandret 

blev skænket, så at kancellibetjentene 

endog også ej turde tage en liden kendelse 

af mig. Jeg må tro at det har været dem 

forbuden, og det vel har været højbemeldte 

gode herres godhed for mig, da dog aldrig 

noget menneske, men muligt alene min 

sidste rejse, havde sat mig i yndest hos ham. 

/B/ ›1715, den første marts begyndte jeg i 

guds navn mit embede som notarius publicus. 

Ved sammes tiltrædelse var jeg derudi 

vanheldig at som jeg havde henbragt min 

ungdomstid ved gejstlige studeringer, i agt at 

blive gejstlig og resten af mine blomstrende 

år som meldt ved adskillige dette embede 

uvedkommende ting og rejser, så forstod jeg 

slet intet, hvad dette embede var og havde 

aldrig min livstid set to notarial instrumenter. 

Men jeg trøstede mig herudi som i alle forandringer 

fra min ungdom ved arbejdsomhed 

og flittighed, ved hvilke begge jeg også til 

denne dag gud være lovet upåklagelig har 

forstået det. /A/ ›Efter at jeg nu dette første 

mit embedes år havde lagt mig efter igennem 

adskillige vanskeligheder at forstå og forestå 

hvad dertil hørte, så at jeg nogenlunde var 

mit embede mægtig og voksen og så, hvad 

tjenesten /B/ kunne indbringe årligt, og 

at jeg vel kunne holde en husholdning og 

ernære en kone, var jeg da omsider betænkt 

på at gifte mig. Der det da ved en ringe 

og vis hændelse begav sig, at jeg i et vidst 

selskab første gang så min nu salige hustru, 

da jomfru Karen Wartberg [1696-1724], den 

kongelige vejermester ved søetaten, Peter 

Wartbergs datter som jeg fattede yndest og 

siden kærlighed for, endskønt jeg ej vidste, 

hvem hun var, og da jeg sligt havde erfaret 

og udspurgt, gjorde jeg ansøgning hos 

hendes forældre om hende som da endelig 

al avind og misundelse som dog lagde hende 

på hendes død syge seng og siden mig af 

sorg og græmmelse uagtet tilsagde mig 

hende. Her må jeg melde at falske venner og 

sådanne som jeg mindst havde fortjent det 

af, ja de som jeg allerbedst troede, var mig 

værre end nogensinde åbenbare fjender. /B/ 

Endelig kunne al misundelse og løgnagtig 

bagtalelse intet formå, så jeg i guds navn år 

1717, den toogtyvende januar, blev ægteviet 

til hende og /A/ avlede vi tilsammen i dette 

vores ærlige kærlige og oprigtige ægteskab 

børn, det første Maria, født den seksogtyvende 

oktober 1717, det andet Megtele, født 

år 1719, den ellevte januar som døde den 

tredvte maj 1723. I denne anden barselsseng 

fik min hustru ondt i sine bryster, så hun deraf 

fik mange huller og lå deraf i seksten uger 

til sengs, sig selv til ulidelig smerte og pine

og mig til daglig jammer, sorg og bekymring. 

Dog hjalp gud omsider at dette kort og gik 

over. Det tredje Peter, født den fjortende juli 

1720, det fjerde Hans, født den sekstende 

november 1721, det femte Andreas, født 

den tyvende august 1723, det sjette Paul, 

født den sekstende september 1724 som 

få dage efter døde og kort efter moren den 

toogtyvende ditto, og begge /B/ i én kiste 

er begravet i Holmens kirkes kapel. Således 

behagede det den alvise gud til sin himmel 

at hjemkalde dette mig på nogle år af huds 

nåde forundte lån. Gud lade mig finde hende 

og børn i guds evige rige, hvor jeg er vis og 

forsikret på at hun er, for hun levede som en 

god kristen, det er fornuftigt, gudfrygtig, og 

døde som en god kristen, fornuftig og salig. 

Min sjæl dø den retfærdiges død og mit 

endeligt være så saligt som hendes /A/ for 

Jesu navn og fortjeneste skyld. Amen! ›Som 

jeg nu kort før den salige kones død med 

hendes samtykke og minde havde givet mig 

med visse gode mænd hér i staden i interessentskab 

til et stentøjsværks anlæggelse, 

så hændte det sig, da vi stod dermed i bygning, 

jeg én dag på den tredje etage eller 

stokværk ville se til folkets arbejde og 

trinede fejl /B/ og kom på enden af et lidet 

løst bræt, var i fuld fart og skulle falde ned 

som da var over femten alen; men gud bevarede 

mig at jeg kom op igen og undgik en 

forskrækkelig død, og dette må da være min 

fireogtyvende yderligere livsfare . 

›På tredje år derefter faldt direktionen for 

ovenommeldte stentøjsværk min gamle 

svigerfar Peter Wartberg til som jeg da i hans 

sted måtte antage, men derved mødte mig 

det som jeg og forud havde forestillet mig 

det al dén ondskab og fortræd som ulve 

ræve tigre drager slanger og skorpioner kan 

afstedkomme, hvorigennem jeg da måtte 

behjælpe mig så godt som jeg kunne, ved arbejde 

og årvågenhed nat og dag, dels for at 

redde så meget af min timelige velfærd som 

muligt var, dels for ej at blive mine uvenner 

/A/ til spot og vidunder, men at redde 

mit ærlige navn /B/ og rygte. Slig fortræd 

samt sorg havde nær lagt mig i min grav, 

for jeg blev så syg at jeg lå for døden, så at 

doktoren sagde at jeg enden en time enten 

skulle komme mig eller visselig dø, og er det 

så min femogtyvende livsfare . 

›Dette holdt jeg således ud indtil mesteren 

for værket, den ærkeskælm Johan Wolff at 

have forjaget eller forført en del af folket fra 

værket og fordærvet vores materialer med 

mere hans skælmsstykker, endelig af sig 

selv forlod både os og værket tagende fast 

al resten af vores bedste materialer med sig 

som en tyv. Ikke desmindre holdt jeg dog 

imod alles tanker værket ved lige resten af 

det og det hele næstefter kommende år, da 

jeg på mine egne vegne som selv med interessent 

forstod værket, fik og alting nogenlunde 

i stand efter de materialers måde som 

jeg havde /B/ at gøre med. ›Året 1726 blev 

jeg ved guds forsyn atter forlovet med min 

nuværende elskelige hustru Catharina Maria 

Alsberg [født 1706], salige hovedbogholder 

Lars Jensen Alsbergs [død 1711] anden 

levende datter, hvis stedfar herr hovedbogholder 

Hans Jørgen Kirksteen tilligemed 

moren endnu /A/ lever, hvilken forlovelse ej 

heller skete uden falske venners modstand 

og yderligste forhindring. Med hende havde 

jeg da sammen år 1726 den seksogtyvende 

september atter et hæderligt bryllup, og har 

jeg hidindtil levet gud være lovet et ærligt 

kærligt og kristeligt ægteskab. Gud lade det 

således vedvare indtil gud ved døden adskiller 

os og tager os til dig fra nådens rige her 

til sit evige rige der hisset. ›I samme vores 

ægteskab har gud velsignet os først år 1727 

den syvogtyvende august med en dødfødt 

søn som jeg selv har nedsat i Holmens kirkes 

Nørre urtegård straks ved hjørnet af muren, 

/B/ oven på min salige brors derstående 

lig og kiste. Dernæst år 1728 den syttende 

september med en velskabt ung søn som i 

dåben er kaldet efter min salige svigerfar 

Lars. I barselsseng med denne min lille søn

ehagede det gud at hjemsøge bemeldte 

min kære hustru og mig med et såre hårdt 

kors, idet hun i nogle uger var uden nogen 

ret samling, hvilket endog også gik så vidt 

at jeg ej her det vil melde; dog gud være 

lovet det satte sig af sig selv omsider igen. 

›Og som jeg havde /A/ denne sorg hjemme, 

så påkom mig en anden ej liden bedrøvelse 

ude, da den tyvende oktober 1728 om aftenen 

ved ni slet den store ulyksalige ildebrand 

i denne kongelige residens stad påkom 

som i to dage og nætter lagde to tredjedel 

af denne forhen skønne stad øde tillige med 

fem kirker, hele akademiet og skolen, bibliotekerne 

og kollegierne med en del /B/ af 

min timelige velfærd og for mig fornemmelig 

tilligemed staden af hvilken jeg skal fortjene 

brødet for mig og mine, en stor del af min 

bestilling eller indkomster. Hvor bedrøvelig 

og ønskelig en tilstand her var i staden i 

disse to og de dernæst efterfølgende dage 

er ej let at beskrive. ›År 1729 den enogtyvende 

september kom min kære hustru atter 

lykkelig og vel i barselsseng med en ung 

datter Karen kaldet efter min salige hustru. 

Siden år 1731 den seksogtyvende december 

velsignede gud mit ægteskab atter med en 

datter kaldet Maria Johanna Georgia efter 

min svigermor og stedsvigerfar, og 1733 den 

syvende marts atter med en datter kaldet 

efter min gode salige mor Mette, end 1734 

den femogtyvende juli med en datter kaldet 

efter /A/ min kære hustrus mormor Sofia 

Amalia som 1737 salige er hensovet. År 1737 

den femogtyvende november velsignede gud 

os med en søn kaldet /B/ efter min svoger 

nu general prokurør [Jens Severin] Wartberg, 

Jens Severin og den tredvte oktober 1739 

med en ung datter kaldet i den hellige dåb 

Justina Sofia efter salige viceadmiral Just 

Juel og hans datter nu etatsrådinde Sofie 

Krag, gud velsigne dem alle. Så jeg nu i alt 

har ni børn i live. Gud lade dem vokse op og 

forfremmes til guds ære dem selv til nytte 

ære og forfremmelse. ›År 1730 skulle jeg 

atter drikke en bitter skål, for en min svoger 

købmand her i staden navnlig Hans Becker 

gik uformodentligt fallit. Jeg stod for ham i 

forløfte for en anseelig kapital som jeg har 

måttet betale. Gud hjælpe mig at stride det 

vel igennem som han også nu hans navn 

være evigt æret, så vidt har, for sagen er i 

tredje år kommet for Højesteret, hvor den 

endelig således er udfaldet år 1733 i juni at 

jeg kan /B/ vente at blive skadesløs, så vidt 

pengene angår foruden renten; men den 

sorg, fortræd, græmmelse, tab på min helse 

ved adskillige eftertaler, fortrædeligheder, 

proces, /A/ ja indførsel i mit hus, min ejendoms 

adskillige bort sælgelse med videre, 

kan aldrig betales mig. Men i alt dette må jeg 

endnu takke den nådige gud som havde vel- 

signet mig med sådan en ægtefælle at hun 

ej alene i denne ulykke selv gav sig tilfreds, 

men endog mangen gang trøstede mig i 

bedrøvelsen, ja gjorde det som ej lettelig 

nogen anden kone skulle gøre eller havde 

gjort hende efter i samme sag. Endskønt den 

som meldt var blevet kendt retfærdig som 

den var og er, i Højesteret, har dog gud ved 

hvor, kunnet finde lejlighed eller udflugt at 

søge forandring, skønt imod alle eksempler, 

så jeg endnu må enten frygte eller grue eller 

håbe forandring for mig i denne så vigtige 

sag. Dog gud hjælper vel fremdeles /B/ som 

hidindtil som han da og så vidt har gjort, 

idet jeg anden gang så vel for rådstuen som 

Højesteret vandt samme sag, så jeg kom til 

de fleste af mine udlagte penge, men tabte 

dog foruden tiden og den derved mig forvoldte 

skade og hjertesorg over et tusinde 

rigsdaler. Dog gud være lovet som end da 

hjalp så vidt at jeg nu har håb om at kunne 

svare hver mand lige ret. /A/ ›År 1736 sidst 

i maj forfaldt jeg atter i en dødelig sygdom, 

så at doktoren selv tvivlede meget om min 

opkomst. Dog hjalp gud mig endnu denne 

gang op igen og til min sundhed, hans navn 

være velsignet evindelig. ›Ellers er dette 

ved denne anledning min trohjertige advarsel 

til mine børn, grundet på fire mine 

egne haste mærkelige prøver at de, om gud 

og mennesker betror dem noget i verden,

de da aldrig, ligesom jeg og aldrig herefter 

skal gøre det mere, er eller bliver i pengesager 

forlovere for nogen, i hvor det og være 

måtte. Men dersom /B/ de har en god ven 

som de nogenlunde uden alt for stor skade 

kan miste, meget heller enten giver dem eller 

låner dem samme, for så er ulykken i bedragelig 

fald ej større end at pengene enten 

alle er eller en del er tabte, og da står det ej i 

tredje mands magt at overfalde og pludselig 

ødelægge dem, når han vil, hvilket ved slige 

henvendelser lettelig kan ske, så man for sin 

livstid kan være ulykkelig som er for meget 

at vove for en ven og med billighed hverken 

bør ske eller forlanges. /A/ ›Jeg vil i øvrigt 

håbe og inderlig anråbe min fromme og 

nådige gud som så underlig min livstid har 

omført og opholdt mig i så mange måder og 

fristelser som oven er meldt, han fremdeles 

af sin barmhjertighed vil beskære mig ophold 

og brød for mig og mine. ›Til sidst takker 

jeg samme treenig gode gud i allerdybeste 

og hjertens ydmyghed for al sin uforskyldte 

nåde, overflødige hidtil givne velsignelse, 

usigelige barmhjertighed og beskærmelse i 

så mange ulykkelige og farlige tilfælde hvor 

ud af han har ført og reddet mig som en 

brand af ilden. Gud give mig kun fremdeles 

hjerte nok til at takke ham som jeg bør, tålmodighed 

til at gennemgå, hvad jeg endnu 

kan forstå og retsindighed til at løbe den 

øvrige del af mit livsløb at jeg således må leve 

kristeligt og dø salig. Amen i Jesu velsignede 

navn, amen. 

 

Rasmus Æreboe døde den fireogtyvende oktober 

1744. Han blev begravet fra sin ejendom 

ved Holmens kanal på kirkegården ved Holmens 

kirke 

Arbejdsudgaven (45 sider) er en til husbehov og i hast 

nufordansket afskrift af Grove 1889. Afskriften blev 

udført af mig på tre uger 2010 med det private formål 

at lære teksten at kende: sætning for sætning. Jeg 

ledte efter information om Københavns Universitet i 

1700-tallet, brug af sofismer (sophismata) i undervisningen, 

om Hans Nordrup, samt om pesten i Danzig 

1709. Da Groves copyright er “udløbet” og bogen ikke 

er nemt tilgængelig, er teksten lagt på Internettet til 

almen orientering. /A/ og /B/ henviser til sideskift i 

de to kendte håndskrifter, der begge er set igennem 

ved mig on location 2010 

En moderne tekstkritisk udgave, der 

bogstavret gengiver håndskrifternes 1700-tals ordlyd, 

savnes. Lars Poulsen-Hansen er godt i gang. Den 

udgave glæder vi os til! 

Bernadette Preben-Hansen

Rasmus Æreboes autobiografi - Bernadette Preben-Hansen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?