Dialog - Dansk-Tjekkisk Forening

More documents

Recommendations

Info

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog eneste stork. Vi fandt nemt hotel Royal, da det ligger på torvet - at jeg så endte med at køre en ekstra tur rundt om centrum for at finde ind til hotellets parkeringsplads er en helt anden sag. Vi daskede lidt rundt i byen, fik noget at spise og gik i seng. Søndag startede med, at vi gik på jagt efter den rigtige retsbygning, den var hurtigt fundet, for jeg havde nøje udvalgt det hotel, der ligger tættest på, og gennem en rude kunne vi se på en tavle, at ”vores” retslokale, nr. 111, faktisk skulle befinde sig i bygningen. Således sikre på at kunne være på rette sted til rette tid, tilbragte vi dagen i byens absolut anbefalelsesværdige zoologiske have. Anbefalelsesværdig, især fordi de fleste anlæg er så store, at dyrene kan opføre sig naturligt. Og så er der et nydeligt ulvepar. Og storke! Om aftenen spiste vi på Golf Club Restaurant, der ligger ved campingpladsen. Golf er lig med minigolf, man kan overnatte billigt, og køkkenet er udmærket, mens vinkortet sågar er over tjekkisk mellemklassestandard. Og så kan man spille kegler! Vi lejede en bane i en time, og Gitte fik heldigvis ondt i armen, heldigvis, fordi hun tillod sig at vinde! Hr. Jakobsen på vej til retten ! Retten På slaget otte mandag morgen forlod vi hotellet og ankom til retsbygningen fem minutter senere. Ved informationsskranken – vagten er nok et mere rigtigt udtryk – stod tre bevæbnede retsbetjente (alle retsbetjentene vi så, var bevæbnede med en pistol), som jeg rakte brevet og pegede på lokale 111 i teksten efter det obligatoriske Dobrý den. Den kraftigste betjent bad om vores pas, spurgte om et eller andet, hvortil jeg kun kunne trække på skuldrene og foreslå, at vi valgte et andet sprog en tjekkisk, hvis vi skulle kommunikere meningsfuldt med ord. Det skulle vi ikke, men jeg blev anvist at gå igennem en sikkerhedskontrol, som det kendes fra lufthavnene, og da jeg var en anelse irriteret, valgte jeg at vade igennem den med pc, fyldte lommer m.m., hvilket som forventeligt udløste en hylen og bippen, mens alle lamper på den blinkede til min udelte fornøjelse. Så opførte jeg mig pænt, det gjorde betjenten såmænd også og til sidst lykkedes det mig at blive godkendt, hvorefter Gitte fik den samme tur. Dog skulle endnu en formalitet overstås, før vi kunne få lov at nærme os lokale 111: I mit nøglebundt er en minimalistisk schweizerkniv, så jeg efterlod nøglebundtet i receptionen efter at have underskrevet et dokument med tjekkisk tekst, hvorpå med stor omhu blandt andet var noteret Gittes navn og pasnummer, hvorfor jeg under min autograf (atter) skrev ”Læst, men ikke forstået”. Det berettigede mig til at få udleveret en plastikstrimmel med nummeret 3 påskrevet. Så fik vi omsider anvist retningen mod 111, og fandt det for enden af en nydelig gang. Jeg tog i døren, der i det samme blev låst op indefra af det, der viste sig at være retssekretæren, hun gik ud, vi gik ind og hilste til en dame, der stod på et podium i den anden ende af lokalet. Hun – vi var ikke i tvivl om, at det var dommeren – hilste venligt tilbage og betød os, at vi skulle vente uden- for, hvad vi så gjorde. Der var magelige bænkerækker til en lang række retslokaler, og der kom hurtigt en først en nydelig ung dame og satte sig overfor os og derefter en yngre mand. Vi blev enige om, at jeg så ikke var det eneste vidne i sagen (næste fejl i rækken). En meget afslappet herre kom hastigt gående ned ad gangen og forsvandt ind i 111. Jeg foreslog, at det var den tiltalte, mens Gitte mente, at det måtte være en advokat, hvilket det naturligvis viste sig, at hun havde fuldkommen ret i, det var forsvareren. Efter et øjeblik lød der en summetone og en metalrør ved siden af, hvor vi sad, låste op og blev åbnet af en retsbetjent, der kiggede sig omkring, og stillede sig med let spredte ben og tommelfingrene i bæltet, så han blokerede gangen ned mod indgangen ved døren til lokale 111. Da han åbenbart var tilfreds med situationen, buzzede døren op igen og ud kom en kolonne på tre retsbetjente. Til den midterstes venstre håndled var lænket en person i håndjern, der blev ført ind i 111. Han, en mand i t-shirt og jeans med statur som et medlem af frømandskorpset, kiggede nysgerrigt på os, da han blev ført forbi os. Vi kiggede til gengæld dybt chokerede på hinanden over at se en simpel tyveknægt behandlet på den måde, for vi var ikke i tvivl om, at vi netop havde fået sat ansigt på Pavel Ševčík. Som Gitte sagde, vi vidste jo ikke, hvad han ellers havde lavet, og det er jo rigtigt, men det vildeste, der var nævnt i det anklageskrift, vi havde fået tilsendt, var tyveri af et Bosch anlæg fra en Škoda Octavia med skaden anmeldt til en værdi på CZK 22.256,-. Vi var på andenpladsen med CZK 10.808,-! Den unge dame blev nu kaldt ind som første vidne, troede vi, den yngre mand skulle ind i et andet retslokale, så vi blev enige om, at med lidt held kunne vi stadig nå at få noget ud af dagen, lidt indkøb, en tur på postkon- 8
Dansk Tjekkisk Forening - Dialog toret og med endnu mere held også at blive klippede. Forbløffende hurtigt gik døren op igen, og vi blev kaldt ind, hvorefter vi endelig er nået til der, hvor denne historie tog sin begyndelse! Gitte satte sig på den bageste tilhørerrække, mens jeg tog overtøjet af og ville sætte mig på den forreste, da dommeren venligt smilende lod mig forstå, at jeg skulle tage plads i vidneskranken, hvad jeg gjorde med rystende ben, hvilket er en anelse besværligt, når man skal stå op. Jeg lod blikket glide rundt i lokalet og lagde mærke til, at den unge dame sad på anklagerens forreste bænkerække lige til venstre for mig, anklageren sad med en kappe på op mod dommerpodiet på den bageste bænkerække, hvor dommeren sad med en kappe på og retssekretæren sad yderst på podiet bag en pc-skærm. På bænkerækken til højre for mig sad bagest mod dommerpodiet forsvareren, mens den nederste bænkerække var besat med en retsbetjent med to stjerner på skulderen, den anklagede (nu uden håndjern), endnu en betjent med to stjerner og rækken afsluttedes af en betjent med 3 skulderstjerner. Hele rækken kiggede tomt ned i gulvet. Jeg rettede min opmærksomhed mod dommeren, der med venlig stemme gik i gang med en remse, hvor den unge dame viste sig ikke at være vidne, men tolk gik i gang med at oversætte til – tysk. Jeg nåede at tænke noget mindre pænt og anlagde et tomt blik, så tolken kiggede desorienteret på mig. Hun spurgte forundret til, om jeg forstod, hvad der blev sagt, hvilket jeg ikke svarede på (jeg er aldeles dårlig til tysk, men hvis alternativet ville være en udsættelse af retsmødet, skulle jeg nok få tungen på gled), men i stedet sagde, at jeg jo i et brev til retten havde betinget mig at kunne vidne på dansk eller engelsk. Tolken så nu direkte bestyrtet ud og sagde henvendt til dommeren en hel masse og meget hurtigt. Denne grinede og spurgte, om hun så ikke bare kunne tolke til engelsk, hvad hun tydeligvis ikke var meget for, men hun spurgte mig, om jeg ville være med til den løsning, og nu var det min tur til at grine og sige naturligvis, hvorefter alle var glade, undtagen tolken (og formentlig den anklagede), der ikke følte sig helt tryg, selv om hun taler glimrende engelsk. Jeg skulle komme til at tilbringe en del tid sammen hende, der hedder Kateřina Hlaváčová, og fik bagefter at vide, at man skal have autorisation til at være retstolk, og at hun ikke er autoriseret i engelsk og derfor blev meget overrasket, da dommeren foreslog det. Kateřina Hlaváčová, der - også - tolker glimrende til engelsk ! Så gentog dommeren remsen, der var som taget ud af en b-film: Jeg var ikke forpligtet til at udtale mig, jeg var specielt ikke forpligtet til at komme med udtalelser, der kunne skade mig – eller bruges mod mig, men hvis jeg udtalte mig, skulle jeg tale sandt. Om jeg ville udtale mig? Jeg sagde ja, mens jeg tænkte på, at det kunne være morsomt at sige nej, når nu hele dette cirkus var stablet på benene. Jeg tænkte en overgang på, om jeg fik torvet at se igen i dagslys ! Det var de første fem minutter af min tid som vidne, de næste og indtil videre sidste fem vidneminutter blev jeg spurgt om, hvad der var stjålet fra os, værdien af det, og om vi ville gøre et erstatningskrav gældende mod niddingen? Nej, det ville vi ikke, årsagen til at vi havde politianmeldt det var udelukkende, at vi skulle bruge en anmeldelse til vores forsikringsselskab. Anklageren sad nu og begyndte at ryste mere og mere på hovedet (sagde Gitte, jeg lagde ikke mærke til det), og Pavel Ševčík kiggede lettere overrasket op på mig, inden han fortsatte med kigge på det, der åbenbart var en meget spændende gulvbelægning. Om vi var interesserede i at de stjålne genstande tilbage, hvis det blev muligt? Egentlig ikke, sagde jeg (nu begyndte Gitte så småt at blive bekymret for, at anklagerens hoved skulle falde af), for i så fald ville vi være juridisk forpligtede til at aflevere dem til forsikringsselskabet, der havde udbetalt os erstatning. Dommeren spurgte forsvarer og anklager, om de havde yderligere spørgsmål, hvilket de ikke havde, takkede mig og sagde, at jeg godt måtte forlade vidneskranken. Det var de første ti minutter. Inden jeg gjorde dét, bad jeg om lov til at stille et spørgsmål, hvilket jeg omgående fik. Jo, sagde jeg, jeg var blevet stillet i udsigt, at jeg ville få mine omkost- 9
Page 1 and 2: Dialog Dansk Tjekkisk Forening - Di
Page 3 and 4: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog Je
Page 5 and 6: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog ri
Page 7: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog n
Page 11 and 12: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog li
Page 13 and 14: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog en
Page 15 and 16: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog 15

Dialog - Dansk-Tjekkisk Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?