Dialog - Dansk-Tjekkisk Forening

More documents

Recommendations

Info

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog ninger dækket, hvordan vi ordnede denne lille formalitet (Jeg frygtede, at vi pludselig stod ude på gaden igen uden at vide noget om, hvor vi skulle henvende os)? Den storsmilende dommer sagde via tolken, at det kom vi netop til, men at jeg måtte forstå, at penge for tabt arbejdsfortjeneste osv. først kunne udbetales, når jeg havde fremsendt de relevante bilag. Jeg tog min taske, åbnede den og rakte tolken to ark papir, mens jeg fortalte hende, at dette var et enslydende dokument på hhv. dansk og engelsk fra min arbejdsplads (jeg havde fået personaleafdelingen til at stemple grundigt), der beskrev min løn regnet ud pr. dag; om det kunne bruges? Tolken gik mellem bænkerækkerne op mod dommeren, hvilket fik retsbetjentene til at springe op at stå, med dokumentet, der efter lidt palaver blev godkendt. Om jeg havde dokumentation for opholdet? Ja, om hotelregningen kunne bruges – vi havde forudset situationen og havde derfor betalt opholdet? Og hvad med en færgebillet? Endelig kan I også få en udskrift af et regneark, hvor udgifterne er opgjort? Eller vil I hellere have det i elektronisk form, så har det på pc’en? ”No further questions”, som de også siger i b-filmene! Tyve minutter efter at være trådt ned fra vidneskranken meddelte tolken, at retten nu havde opgjort min erstatning, men at vi lige skulle op på et andet kontor for at få stemplet et stykke papir, og vi forlod retslokalet med et sidste smil fra dommeren. De næste halvanden time Udenfor sagde tolken, at vi skulle op på anden sal, og vi går hen til vagten, hvor trappen er, men da jeg gjorde anstalter til at gå forrest op af den, stoppede hun mig, for det var forbudt at gå uledsaget rundt i bygningen, så vi skulle afvente en eskorterende retsbetjent. Det gjorde vi så, mens vi kunne iagttage de i vagten tilstedeværende af slagsen, der var travlt opta- get af at underholde hinanden med palaver. Jeg brugte ventetiden til at spørge tolken, om hun kendte Kafka? Jo, hun havde læst noget af ham, men ikke på tysk kun på tjekkisk. Et dræberblik fra Gitte forhindrede mig i at forfølge emnet, men nu kom vores barnepige heldigvis også og fulgte os op til et nydeligt kontor, hvor kontorets beboer gik i gang med at lave den fulde opgørelse over det beløb, vi var berettigede til. Hun må lige en tur ned i retten, for at hente nogle af de papirer, jeg afleverede. Tolken kiggede på mit regneark, hvor jeg havde opgjort kravet til CZK 40.000,- og sagde lidt forsigtigt, at det beløb ville vi nok ikke få udbetalt. Nej, sagde jeg, men det er da helt i orden. Bl.a. var jeg nået frem til summen ved at bruge danske kilometertakster, for det tilfælde at vi skulle i gang med en forhandlingsrunde a la møde med færdselspolitiet – i virkeligheden blev vi lykkelige for hver eneste koruna, vi forlod bygningen med, men jeg havde tolken mistænkt for at tro, at vi kun var mødt frem for pengenes skyld. Da jeg senere fortalte hende, hvorfor vi mødte op, blev hun aldeles chokeret og sagde, at det var helt uhørt, og kun kunne skyldes, at betjentene i august fejlagtigt havde skrevet, at vi ubetinget ville vidne. Normalt, fortsatte hun, sendte man en høflig ”invitation” til udlændinge, man gerne ville have til at vidne, en ”invitation”, man bare kunne afslå! Hurra! Kontorets indvåner kom tilbage skrev, stemplede og smilede og gav tolken nogle papirer. Vi skulle nu over i en anden retsbygning, hvor kassen lå, og så ville vi få vores tilgodehavende. Fint nok, det var blot lige før, at jeg ikke var blevet lukket ud af bygningen igen. Fordi jeg gerne ville have mine nøgler med mig. Fordi jeg atter skulle kvittere på det tjekkiske dokument, jeg havde signeret, da nøglerne blev indskrevet. Fordi, som retsbe- tjenten påpegede, der stod noget under autografen, hvad det var? Der står ”Read, but not understood”, sagde jeg til tolken, jeg skriver da ikke under på noget, jeg ikke forstår. Jeg kunne godt tænke mig, at lukke mere end én retsbetjent ind til bamserne i Zoo ! Nu har jeg en vis forståelse for, at det ikke skarpeste knive i skuffen, der står ved indgangen til en retsbygning, og jeg er betænkelig ved, at man udstyrer den type med våben, men da han fremturede med, at det ikke var tilladt i henhold til ”procedurerne”, blev jeg småmopset og min forståelse forsvandt som dug for solen, og jeg nåede vist også at sige noget mindre pænt til tolken, inden jeg spurgte, hvad hun så ville foreslå? Jeg blev på et par ledige linier bedt om at specificere de enkelte bestanddele i mit nøglebundt, så nu er retten i Chomutov i besiddelse af det formentligt eneste officielle stykke papir, hvorpå der på dansk med nydelig skrift står noget i retning af ”Dette er noget pjat, der ikke giver mening” underskrevet af mig. Således ude af kriminalretten krydsede vi gaden og entrede civilretsbygningen, hvor der var en vagt/ reception, men ikke stram sikkerhedskontrol. Tolken bad mig nærmest bedende om at efterlade nøglebundtet her, og det gjorde jeg gerne. De her tjenestegørende retsbetjente havde ikke smileforbud, og sådan et smil skaber jo omgående en anden stemning. Ydermere var der ingen palaver, betjenten tog blot bundtet uden yder- 10
Dansk Tjekkisk Forening - Dialog ligere bureaukratiske foranstaltninger. Døren til kassererkontoret var låst, og vi måtte pænt vente på vores tur (”de er nu nummer et i køen”), her blev kun lukket en kunde ind ad gangen. Det forstod vi udmærket, da vi måtte komme ind: Gitte valgte frivilligt at vente udenfor, for selv om kontoret egentlig var rummeligt nok, var det areal, der var beregnet til kunder så lille, at to var der plads til, med flere tilstede ville det hurtigt minde om en intim scene, der nemt kunne misforstås. Tolken forelagde sagen, og den – skulle det vise sig – stakkels kasserer, så straks traurig ud, men man må lade hende, at hun kastede sig ud i opgaven. Tolken sagde, at det nok kom til at tage lidt tid, men at vi ville forlade kontoret med vores godtgørelse. Intet problem, kunne jeg storsindet sige, for jeg havde jo intet i klemme, og med Gitte låst ude kunne jeg jo atter tage Kafka-temaet op. Hvilket var den sidste fejltagelse, jeg begik (tæl selv, hvor mange har gjort opmærksom på, jeg orker det ikke!): Da jeg henkastet sagde, at denne forestilling mindede om en roman af Kafka, fik jeg med et stort smil at vide, at der tog jeg grusomt fejl. Hvordan?, spurgte jeg, sikker på at nu fik jeg skovlen under Kateřina Hlaváčová. Fordi, sagde hun, denne historie ender lykkeligt! Jeg forsøgte, nu i defensiven, med, at det kunne jeg jo ikke vide noget om, men jeg erkendte nødtvungent mit nederlag. På den anden side af skranken var der tilsyneladende megen aktivitet, men liden effektivitet. Tolken fortalte, at man for et par uger siden havde fået et nyt edb-system, der voldte problemer (denne undskyldning har jeg hørt alt for ofte gennem alt for mange år til at finde original), men da damen yderligere var en uskolet vikar, fik jeg faktisk ondt af hende (næsten!). På et tidspunkt blev det for meget, og hun nærmest løb ud af kontoret. Tolken beroligede mig med, at hun ikke var rendt af pladsen i desperation, men prøvede at finde en kollega, der kunne hjælpe. Ganske rigtigt, hun vendte tilbage med en kollega, der så både roligere og mere erfaren ud. Den næste melding var positiv: Nu var damerne enige om, hvilket beløb, vi var berettigede til, men de kunne ikke gennemskue, hvordan det skulle indberettes til ”systemet”. Jeg anede dog lys i mørket, da den ene gik i gang med noget, der lignede en pengekasse. Lidt efter spurgte tolken, om jeg havde noget imod at få små sedler? Nej. Jeg modtog hvad som helst, bare jeg kunne slippe ud i det fri igen. Lad mig her bemærke, at jeg ind i mellem stak hovedet ud af døren for at holde Gitte underrettet om udviklingen i sagen. Endelig kunne tolken meddele, at efter fradrag af diverse sociale ydelser og skatter – har du ikke et blåt EU sygesikringsbevis, så skaf det! Det var nemlig den helt rigtige måde for retten at udregne, hvordan vi var forsikringsdækkede – at vi var berettigede til godt og vel CZK 18.000,-. Jeg var ved at falde bagover, for det svarede ganske godt til vores reelle nettoudgifter og var langt, langt mere, end vi turde håbe på. Kassereren begyndte at tælle op. 2 x 1000.-, mange x 200,-, endnu flere x 100,-, og et utal x 50 ,- CZK sedler + lidt mønter. Kateřina Hlaváčová fortalte mig småfnisende, at det efterlod en kassebeholdning på CZK 400,-, og da vi kom ud til Gitte efter tre kvarters for- løb kunne hun berette om utallige, der fortvivlet havde prøvet på at få penge i den tid, vi havde spenderet med kassereren. Udenfor to vi pænt afsked med tolken kl. 10:30, lykkelige over, at vi havde det meste af dagen tilbage. Epilog Vi nåede både indkøb, postkontoret og at blive klippede, og vi var såmænd så heldige, at det sneede om natten, så vi havde det smukkeste snelandskab at kigge på, indtil vi kom lidt ind i Tyskland, så var der helt rene og tørre veje at køre hjem på. Vi så heller ikke storke på hjemvejen. Vi overnatter som tidligere nævnt ikke på campingpladsen i Chomutov mere. Vi mener faktisk, at det er meget dumt af bystyret ikke at sørge for, at turisterne kan være i fred. Ved nærmere eftertanke har vi i det hele taget ikke planer om igen at besøge byen. Bliver vi udsat for tyveri igen i Tjekkiet, vil vi sikkert anmelde det, men vi vil nok ikke kunne et ord tysk. Eller engelsk. Eller tjekkisk. Eller noget andet talt sprog. Vi går og håber på at få endnu et anbefalet brev med afleveringsattest fra retten: Vi er vanvittig nysgerrige efter at høre om Pavel Ševčíks videre skæbne i den tjekkiske kriminalforsorg. Endelig tør vi ikke tænke på, hvor meget denne sag har kostet i (unødvendigt) CO2 –udslip: Unødvendige køreture til postkontoret, 1.258 km Køge – Chumotov – Køge og en enorm mængde papir (hvorfor har offentlige institutioner ikke et sundt forhold til digitale medier – uanset nation?) – ak, ja. Omvendt kan det jo være, at vores parcel hurtigere bliver en attraktiv strandgrund med middelhavsklima, og så har det jo ikke været så skidt, at det ikke har været godt for noget! Et andet bevis på vores sociale sindelag er, at vi huskede at spørge Kateřina Hlaváčová om, hun nu fik betaling for sin spildtid, hvilket hun forsikrede os om, at hun gjorde. 11
Page 1 and 2: Dialog Dansk Tjekkisk Forening - Di
Page 3 and 4: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog Je
Page 5 and 6: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog ri
Page 7 and 8: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog n
Page 9: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog to
Page 13 and 14: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog en
Page 15 and 16: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog 15

Dialog - Dansk-Tjekkisk Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?