Dialog - Dansk-Tjekkisk Forening

Dialog
Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
Dansk Tjekkisk Forening
Nr. 3 Juli2008 - 16. Årgang

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
Bestyrelsen
Jana Vlkova
Formand
Pilehusene 36
2600 Glostrup
Tlf. 43 45 92 70
jana@trifid.dk
Alex Rudbech
Næstformand
Jernvænget 11
3300 Frederiksværk
Tlf. 28 15 22 79
rudbech@adslhome.dk
Zuzana Knudsen
Kasserer
Hyrdeengen 233
2625 Vallensbæk
Tlf. 43 64 85 15
Mobil. 24 82 39 55
knudsen_zuzana@hotmail.com
Vera Rames
Sekretær
Herlevgårdsvej 17B
2730 Herlev
Tlf. 44 84 28 80
verar@webspeed.dk
Johnny Klitgaard-Nielsen
Redaktør
Mølndalsvej 10
9400 Nørresundby
Tlf. 22 79 92 05
dtf@klitgaard-nielsen.dk
Karsten Jørgensen
Suppleant
Erantisvej 9
3660 Stenløse
Tlf. 48 18 42 63
9ba@webspeed.dk
Marie Peterslund
Suppleant
Opnæsgård 79 2.th.
2970 Hørsholm
Tlf. 45 86 62 96
majka_peterslund@hotmail.com
Ninette Mann
Suppleant
Rydtoften 41
2750 Ballerup
Tlf. 44 97 03 70
Ninette.mann@privat.dk
Kommende Aktiviteter:
21. september 2008 Søndag
Efterårs-arrangement - VUC Albertslund
Presentation fra en tur til Prag, med
mere....
6. december 2008 Lørdag
Skt. Nikolaus Fest - Herlev
Dansk-Tjekkisk Dialog
Udgiver: Dansk Tjekkisk Forening - ISSN 1902-7702
Oplag: 400 eksemplarer - Udkommer 4 gange årligt
Deadlines for indlæg i Dialog, 15. marts, 15. juni, 15. september, 15. december
Layout: Johnny Klitgaard-Nielsen
Sats og Tryk: Lasertryk.DK, Århus
Redaktion: Bestyrelsen - Annoncering: Kontakt kassereren
Foreningens girokonto: 2 141 612
Omslagsfoto: Johnny Klitgaard-Nielsen
Forside:
Storke under landing,
på gårdens skorsten,
mellem lige uden for
Netvorice
Foreningens hjemmeside: http://www.dansk-tjekkisk.dk
Indhold i dette nummer af Dialog
Side 3 - Læserbrev
Side 4 - Chomutov sagaen
Af Jens Jakobsen
Side 12 - 15 - H.C.Andersen på tur
Af Holger C. Andersen
Meddelelse !
Information
Vores planlagte tur til Chrstiansfeld
blev aflyst på grund af svigtende tilmeldning.
Det er vores opfatelse at der var flere
der gerne ville deltage i udflugten,
men datoen passede ikke rigtig, da vi
jo er meget tæt på sommeferie sæsonen.
Vi vil gerne gennemføre turen en anden
gang, og modtager gerne forslag
til evt. tidspunktet og programmet, så
vel som forslag til andre udflugter til
Jylland eller Fyn.
God sommer til jer allesammen,
mvh bestyrelsen
Bagside:
Måger i flugt, taget ud
over kattegat ved Hals i
Nordjylland.
2

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
Jeg vil sige tak for den dejlige Jubilæums
fest den 8.marts 2008 !
Alt virkede så let og naturligt, og det
gør det, når forberedelserne er lavet
grundigt og professionelt.
Der blev valgt et dejligt lokale, fint
pyntet op og maden var både anderledes,let
og velsmagende.
Programmet var også velvalgt: både
oplysende og underholdene, samtidigt,
var der plads til at snakke sammen.
Og det er også det, vi kommer
for. For at få talt med de andre, som
vi måske ikke ser ellers.
Man kunne også gå hen og se på de
tjekkiske bøger, der var til salg (god
ide!), eller se udstilling af kniplinger
af Jana Nováková
og billeder af Julie Brabcová.
Jens Jacobsen har igen sørget for en
quiz, så vi fik forfrisket vores geografi
kundskaber!
Jeg nævner ikke alle punkter i programmet,fordi
jeg vil bare sige det
kort:
Jeg tror, at alle deltagende er enige
med mig, at vi fik en super dejlig dag,
til yderst rimelig billetpris!
Tak til bestyrelsen og andre der hjalp
til ved forberedelserne.
Mirka Andersen
3

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
Chomutov sagaen
Eller den gribende beretning om, hvordan det gik jakulff, (Gitte Kjærulff Jakobsen & Jens Jakobsen),
da de vendte tilbage til en fuser .
Af jakulff.com
Chomutov sagaen
Af Jens Jakobsen
En tjekkisk retssal er opbygget som
en mellemting mellem en dansk retssal
og det engelske parlament. I den
ene ende sidder dommeren og retssekretæren
på et podium. I en ret vinkel
herpå er der to bænkerækker med
front mod hinanden, og hver bænkerække
består af to bænke, hvor den
bageste er lidt højere end den forreste.
Den ene række er til anklagemyndigheden,
mens den anden er til forsvaret,
hvor forsvareren sidder bagest,
ophøjet, mens delinkventen sidder
foran og nedenfor omgivet af
retsbetjente med sidevåben. For enden
af disse bænke er en vidneskranke,
der minder om en talerstol, med
front mod dommeren. Endelig er der
tilhørerpladser bag vidneskranken.
Hvor jeg ved det fra? Jo, den 17.
marts kl. 8.30 fandt jeg mig selv stående
i vidneskranken i kriminalretten
i Chomutov, Okresní soud Chomutov.
En gennemført absurd historie som
tog sin begyndelse en mørk, mørk nat
sidst i august 2007, hvor vi på vej
hjem fra sommerferie overnattede
nogle dage i telt på campingpladsen i
Chomutov. Det gør vi ikke igen!
Hvordan det hele begyndte
Da jeg en morgen søvndrukken kravlede
ud af sovekabinen og refleksmæssigt
greb ud efter min toilettaske
(vi holder en høj teltdisciplin, hvor alt
er arrangeret ens, hver gang teltet slås
op), fik jeg kun fat i den tomme luft.
Meget mærkeligt – mon Gitte (min
højtelskede hustru) havde flyttet den?
Jeg vågnede efterhånden op, men
kunne ikke få øje på den, så jeg væk-
kede Gitte for at høre, hvor hun havde
gjort af den. Hun benægtede overbevisende
at have rørt min toilettaske,
stod op, men kunne heller ikke finde
den. Eller sin egen for den sags skyld.
De havde begge stået lige indenfor
indgangen, som vi kunne se var lynet
omkring 20 cm op, hvorefter konklusionen
var klar, vi havde haft en ubuden
gæst som åbenbart samlede på
brugte tandbørster o.lign. Det grinede
vi lidt over, ind til Gitte opdagede, at
der manglede mere, nemlig vores
turrygsæk med GPS, kompas, førstehjælpssager
og andet friluftsstandardudstyr
samt de fleste souvenirs, vi
havde købt undervejs: En fletkurv,
nogle lerfigurer, ungarsk paprika,
uldsokker, nogle spil og noget nips.
Faktisk havde ”gæsten” været helt
oppe ved sovekabinen. Gitte mente at
have hørt noget pusle i løbet af natten,
men regnede med, at det blot var
mus, der kravlede under underlaget,
hvad vi er vant til. Det var det altså
ikke denne gang!
Heldigvis inkluderer vores teltdisciplin
også, at alle værdisager, specielt
penge og papirer, opbevares i sovekabinen
om natten, så de var trods alt
intakte.
Campingpladsen i Chomutov er meget
stor, indhegnet, og ligger ned til
en sø, der i øvrigt udmærker sig ved
angiveligt at være uden liv, fordi den
er forsuret. Rundt omkring ligger der
hytter og grill-snasker, men sæsonen
var ved at slutte, og der var ikke mere
end højst 10 hold campister, så der
var masser af stille steder. Jeg drog
derfor på vandring rundt på pladsen i
håb om, at tyveknægten havde opdaget,
at de stjålne effekters værdi næppe
kunne redde hans pensionsopspa-
4

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
ring. Her havde vi lidt held med os,
for bag en hytte fandt jeg Gittes fletkurv
og lerfigurerne. Mit gæt er, at de
mest interessante effekter her er proppet
ned i rygsækken, mens husflid
ikke åbenbart ikke gør sig på hælermarkedet.
Det redede lidt af Gittes
humør, da jeg vendte tilbage med
sagerne. Jeg skal måske indsparke, at
vi de seneste fem år har brugt en uges
tid i Høje Tatra, hvor Gitte har fundet
en kurvepusher i Štrbské Pleso, der
årligt øger hendes samling med et
stk., som jeg dårligt mener, at vi har
plads til i bilen. Det var vi dog altid,
viser det sig.
Den livløse sø
Politiet
Da vi havde taget os (endnu) en Gl.
Dansk, gik vi op til receptionen og
forklarede, at vi havde været udsat for
tyveri og gerne ville have en kvittering
fra politiet på at have anmeldt
det, så vi kunne få erstatning fra vores
forsikring. Da damen her hørte
om skadens omfang, mente hun, at
det rigtige var at tilkalde politiet til
åstedet, hvilket hun gjorde. Vi gik
tilbage til teltet, og mens vi frygtede
en timelang venten, snuppede vi os
endnu en Gl. Dansk uden at vide, at
vi var ved at begå en frygtelig dumhed.
Vi nåede dårligt at skylle den ned, før
der kom en politibil trillende. Ud steg
to betjente, som var meget høflige, én
ung og ivrig (givetvis relativ ny i tjenesten),
den anden og ældre en rundhovedet,
korpulent herre med en påtaget
alvorlig mine.
Den unge betjent fór rundt og tog
billeder, mens den ældre prøvede at
udspørge os. Prøvede, fordi vores
konversationstjekkisk er ikke eksisterende,
og vi var ikke i stand til at finde
et fælles sprog. Vi forstod dog, at
vi blev spurgt, om vi ville med på
stationen, hvor der ville være en kollega,
der talte tysk. Det ville vi da
gerne, vi havde aldrig kørt i taxa i
form af en politibil. Det har vi stadig
ikke, for betjentene satte sig ind i bilen
og ventede på, at vi satte os ind i
vores bil og fulgte bagefter. ”Må du
køre?”, spurgte Gitte, ”I Danmark, ja,
her absolut nej”, svarede jeg, hvorefter
vi på turen til stationen morede os
over, at den sikreste måde at undgå at
blive taget for spirituskørsel på sikkert
er at køre med politieskorte!
Politiet på pletten
På stationen blev vi bedt om at vente
et øjeblik, mens de fandt den tysktalende
kollega, hvorefter de forsvandt
bag en aflåst dør. Under vores ophold
hos politiet lærte vi relativitetsteorien
at kende i praksis. Først, at et øjeblik
er et særdeles relativt begreb, men
døren gik da endeligt op, og den
rundhovede betjent ledte os ind på et
kontor og bød at sætte os, hvorefter
han igen forsvandt et øjeblik.
Dette øjeblik var dog ikke helt så
langt som det første, så vendte vores
ven tilbage med den tysktalende kollega
– vi lærte hurtigt, at tysktalende
også er et relativt begreb – satte sig til
rette ved sin pc og indledte forhøret
med at spørge, om det var i orden at
det foregik på tysk, men at protokollen
blev skrevet på tjekkisk? Det var
det naturligvis (her dummede vi os
atter), for vi ville jo bare have en
kvittering til vores forsikringsselskab.
Vi blev nu forhørt om de mistede effekter
til mindste detalje, og vi fandt
hurtigt ud af, at den tysktalende betjent
i bedste fald var i stand til at
opfatte noget, der kan kaldes pidgintysk.
På dette tidspunkt havde Gitte,
som er familiens tyskkyndige, for
længst overtaget konversationen, og
selv om hun er meget tålmodig og
generelt autoritetstro, havde hun
svært ved at holde masken, så vi fnes
en del under den alvorlige del af festen.
Den blev dog lidt mindre alvorlig,
da pc’en gik i pausetilstand, og
jeg tørt spurgte Gitte, om den mildest
talt letpåklædte unge dame, der viste
sig på skærmen, mon var hans datter?
Vi skrupgrinede, betjentens blussende
røde ansigt viste tydeligt, at jeg tog
5

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
fejl: Det var åbenbart ikke datteren.
Stemningen lettede, og vi forstod den
ihærdige udspørgen bedre, da betjentene
fortalte, at man om natten havde
pågrebet en vaneforbryder med en
GPS, der lignede min. Vi fik forevist
et billede af dimsen, og jeg kunne
kun sige, at den var magen til min,
men at man blot kunne tænde den, og
hvis teksten på skærmen så var
dansk, så var der en overvejende
sandsynlighed for, at det var min. Det
var for indviklet en sætningskonstruktion
til at blive opfattet af betjenten
(atter burde alle advarselslamper
lyse, men jeg er åbenbart ikke smart
nok til at opfatte dem), men til slut
spurgte han, om vi i givet fald ville
vidne mod gerningsmanden. Svaret
fra os var et tydeligt ”måske”: Hvis vi
alligevel var i landet, så ja, men vi
havde jo ikke set gerningsmanden, så
det kunne næppe give nogen mening
at spilde rettens tid for så lidt (det var
her, jeg for alvor kvajede mig).
Det er politistationen i baggrunden.
Parken, Gitte peger på, er EU
financieret !
Jeg skulle underskrive samtlige sider
i rapporten, og da den naturligvis var
på tjekkisk, tilføjede jeg ”Læst, men
ikke forstået”, hvilket betjentene da
godt forstod.
Efter således at have brugt to timers
kostbar ferietid på ligegyldigt fnidder,
blev vi ”beamet” ud af politistationen
igen, så vi kunne købe et par nye
tandbørster og få den personlige hygiejne
op på et for os passende niveau.
Brevterror
Terror er at ramme tilfældige mennesker,
der uforvarende er havnet det
forkerte sted på det forkerte tidspunkt
(jeg overlader gerne begreber som
uskyldig og retfærdig til overtroiske
menigheder). Læseren må afgøre, om
det er den rigtige term, jeg bruger!
Vi blev først ramt af et brev afsendt
rekommanderet med afleveringsattest
af Tjekkiets Politikreds Chomutov d.
28. august 2007 (porto: CZK 59,-), en
side på tjekkisk som vi tolker som en
beskrivelse af de af os angivne stjålne
effekter med værdiansættelse = til
orientering.
Næste tilsvarende afsendte brev ankom
fra samme myndighed d. 14.
september. Denne gang tolker vi indholdet
som, at man anklager en vis
Pavel Ševčík, født 17. oktober 1975 i
Žatec, for tyveriet = atter til orientering.
Bortset fra at jeg den 8. oktober anmeldte
tyveriet til vores forsikringsselskab
(the rest was for a long, long
time silence, fordi jeg begik den fejl
at formode, at selskabet besvarede
mails afsendt efter telefonisk aftale),
glemte vi historien. Endnu en af de
utallige fejl vi begår, thi i et brev
dateret d. 4. februar fra retten i Chomutov,
der består af to dokumenter,
så portoen nu er CZK 65,50 (jeps,
naturligvis igen rekommanderet og
med afleveringsattest), hvoraf det ene
er let gennemskueligt som anklageskriftet
mod hr. Ševčík, der tilsyneladende
er specialist i at stjæle
bilradioer og andre effekter af tilsvarende
værdi.
Det andet dokument tolkede vi som
om, at misdæderen skulle for retten
den 18. februar 2008 kl. 8:15 anklaget
for tyveri til en samlet værdi af
CZK 50.000,-.
Dokumentet var dog ikke helt gennemskueligt,
så jeg sendte en kopi til
Karel Müller, der er indfødt tjekke og
medlem af Dansk-Tjekkisk Forening,
og spurgte til essensen af indholdet.
Jeg kunne ikke lide svaret: Hvis ikke
jeg mødte op og vidnede, var jeg
hjemfalden til en bøde på de nævnte
CZK 50.000,-! (Karel tilføjede med
en slet skjult fnisen, at jeg skulle være
glad for ikke at være indrulleret i
de væbnede tjekkiske styrker, da jeg
så ville kunne se frem til en disciplinærstraf
oveni!).
Det er jo altid rart at blive varslet i
god tid(!), men vi mente ikke at forbrydelsens
omfang stod mål med den
straf, jeg som skadelidt følte mig
idømt, så jeg ringede skyndsomt til
den tjekkiske ambassade i København
og klagede min nød, sendte dem
indkaldelsen og bad om et godt råd,
hvilket jeg også fik: ”Det er jo vanvittigt,
du har vel ikke tænkt dig at møde
op?”, ”Nej, helst ikke, mine udgifter
ved det står jo ikke mål med skadens
omfang”, svarede jeg.
”Prøv at ringe til retten”, foreslog
ambassadefunktionæren, ”Mjah”,
svarede jeg, ”kan du se et telefonnummer
i dokumentet?” – det var der
nemlig ikke. Rådet var derefter at
sende et rekommanderet brev, hvor
jeg beskrev, hvorfor jeg ikke så mig i
stand til at møde op.
Jeg spurgte, om jeg som kvittering
for de tjekkiske dokumenter skulle
skrive brevet på dansk!
Den venlige funktionær (hvis navn,
jeg desværre ikke fik fat i), grinede
højlydt, var enig med mig i, at det
burde jeg jo gøre – men at det nok
ville være smartere af mig at bruge
engelsk.
Det endte jeg med at gøre, og hovedpunkterne
var, at jeg ikke fandt det
rimeligt, at skulle have udgifter for
skønnet CZK 40.000,- ved at møde
op, når vores anmeldelse handlede
om ca. CZK 11.000,- samt, at jeg kun
ville vidne på dansk eller engelsk
(husk det!). Min udgift til porto:
DKK 73,-
Inden jeg sendte brevet, kontaktede
jeg også det danske udenrigsministerium
for at høre, hvordan man som
dansk statsborger bør forholde sig,
6

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
når man indkaldes som vidne i en
fremmed ret. Her blev jeg stillet om
til Borgerservice (Jeg frygtede straks
det værste, thi jo mere regeringen
skærer servicen ned, jo mere fremhæves
ordet service i navnet. George
Orwell kaldte det New speak i romanen
1984!), hvor en venlig mand aldrig
havde hørt om situationen før.
Jeg sagde, at de ikke skulle gøre mere
ved sagen, men den unge mand insisterede
på at undersøge sagen og vende
tilbage, hvilket han også gjorde 20
minutter senere: Efter at have konsulteret
den juridiske afdeling var rådet,
at jeg kontaktede den danske ambassade
i Prag og bad dem hjælpe mig
med at finde en tjekkisk advokat,
mens jeg samtidig kontaktede en
dansk ditto. Jeg takkede pænt for, at
han vendte tilbage, mens jeg tænkte
på, om de aldrig overvejer, om deres
rådgivning giver mening for modtageren?
Modtageren i dette tilfælde, altså mig,
kunne uden besvær kalkulere, at det i
givet fald ville være billigere at tage
turen til Chomutov end at hyre to advokater.
Kriminalretten i Chumotov er en nydelig
bygning, der ikke røber det
grumme indhold !
Nu begik jeg endnu en af de utallige
fejl, denne historie byder på:
Jeg troede, at den hellige grav var
velforvaret.
Den tro beholdt jeg ca. 14 dage, til
jeg atter måtte køre den tunge vej til
postkontoret for at hente endnu et
rekommanderet brev med afleveringsattest
og frankeret med CZK
65,50.
Mens jeg kørte hjem med brevet hvilende
på passagersædet, prøvede jeg
at overbevise mig selv om, at de venlige
mennesker i Chomutov blot orienterer
os om, hvilken straf Pavel
Ševčík er blevet idømt – men jeg troede
ikke helt på det.
Ganske rigtigt, brevet mindede meget
om det forrige, retsmødet var nu mandag
den 17. marts kl. 8:15, dog var
lidt af teksten anderledes og en side i
dokumentet var ikke blot oversat til
tysk, næh, den var skam oversat af en
autoriseret tolk og forsynet med det
nydeligste stempel. Et eksempel på
den nærmest lyriske prosa er alene
overskriften, ”Sehr geehrter Geschädigter”.
Heraf fremgik det, at jeg ville
få mine udgifter til fremmødet – herunder
tabt arbejdsfortjeneste –
dækket.
Atter røg en kopi af sted til den
hjælpsomme Karel Müller, der blot
kunne fortælle mig, at skruen nu var
strammet, så jeg udover bøden på de
CZK 50.000,- nu også kunne se frem
til at blive arresteret, hvis jeg ikke var
til stede i retten på det angivne tidspunkt.
Det stod heller ikke helt klart,
om det var retten, der ville dække
mine udgifter, eller om den anklagede
blev dømt til at betale mig!
Vi blev hurtigt enige om, at det
mindst besværlige nu ville være at
køre til Chumotov.
Gitte fik sig arrangeret, så hun kunne
tage med, og vi lejede et hotelværelse
fra lørdag til tirsdag og var enige om,
at vi så måtte få det bedste ud af det.
Den 8. marts var der jubilæumsfest i
Dansk-Tjekkisk Forening, og vi medbragte
en kopi af brevet, så interesserede
tjekkiskkyndige kunne deltage i
forargelsen over dette pjat.
Alle, der læste det, rystede på hovedet,
kiggede meget alvorligt på mig
og var enige om, at der ikke var andet
at gøre end at tage af sted, håbe det
bedste og frygte det værste. Et par
stykker var sågar så venlige at tilbyde
at ledsage os, hvilket vi takkede for
og høfligt afslog.
Andre, anført af den et par gange
nævnte hr. Müller, morede sig kosteligt
og mente, at de nok havde set
mig for sidste gang. Jeg takkede inderligt
for de opmuntrende bemærkninger
og tænkte for guderne ved
hvilken gang, at Franz Kafka ikke
levede forgæves. Vores egen største
frygt var, at retten ikke havde en tolk
og udsatte retsmødet nogle dage, så vi
var nødt til at blive i byen. Enhver,
der har været i Chomutov ved, at ethvert
ophold ud over det strengt nødvendige
ikke er ønskværdigt.
Chomutov
Når vi er af sted på svipture plejer vi
at gå i seng ved ottetiden og sove til
midnat for at tage med en færge fra
Gedser kl. 2:30: Så kan vi nå formiddagskaffen
i Tjekkiet. Det skulle her
være natten mellem fredag og lørdag.
Det kunne vi dårligt gøre denne gang,
for fredag aften havde vi billetter til
koncert med Danser med Drenge og
det betød, at vi så ikke kunne nå at
sove, inden vi kørte.
I stedet kørte vi lørdag morgen for at
nå den totalt udsolgte færge kl. 9.
Den var også udsolgt, især var der
mange busser med unge mennesker,
der tilsyneladende skulle på
”studietur”, samt glade mennesker på
vej på påskeferie. Længe leve Bro-
Bizz’en og dens automatiske pladsreservation!
Hotel Royal på torvet i Chumotov!
Vi var i Chomutov ved halvfemtiden
efter en begivenhedsløs tur, hvor vi til
vores udelte fortrydelse ikke så en
7

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
eneste stork. Vi fandt nemt hotel
Royal, da det ligger på torvet - at jeg
så endte med at køre en ekstra tur
rundt om centrum for at finde ind til
hotellets parkeringsplads er en helt
anden sag. Vi daskede lidt rundt i
byen, fik noget at spise og gik i seng.
Søndag startede med, at vi gik på jagt
efter den rigtige retsbygning, den var
hurtigt fundet, for jeg havde nøje udvalgt
det hotel, der ligger tættest på,
og gennem en rude kunne vi se på en
tavle, at ”vores” retslokale, nr. 111,
faktisk skulle befinde sig i bygningen.
Således sikre på at kunne være på
rette sted til rette tid, tilbragte vi dagen
i byens absolut anbefalelsesværdige
zoologiske have. Anbefalelsesværdig,
især fordi de fleste anlæg er
så store, at dyrene kan opføre sig naturligt.
Og så er der et nydeligt ulvepar.
Og storke!
Om aftenen spiste vi på Golf Club
Restaurant, der ligger ved campingpladsen.
Golf er lig med minigolf,
man kan overnatte billigt, og køkkenet
er udmærket, mens vinkortet sågar
er over tjekkisk mellemklassestandard.
Og så kan man spille kegler!
Vi lejede en bane i en time, og
Gitte fik heldigvis ondt i armen, heldigvis,
fordi hun tillod sig at vinde!
Hr. Jakobsen på vej til retten !
Retten
På slaget otte mandag morgen forlod
vi hotellet og ankom til retsbygningen
fem minutter senere.
Ved informationsskranken – vagten
er nok et mere rigtigt udtryk – stod
tre bevæbnede retsbetjente (alle retsbetjentene
vi så, var bevæbnede med
en pistol), som jeg rakte brevet og
pegede på lokale 111 i teksten efter
det obligatoriske Dobrý den. Den
kraftigste betjent bad om vores pas,
spurgte om et eller andet, hvortil jeg
kun kunne trække på skuldrene og
foreslå, at vi valgte et andet sprog en
tjekkisk, hvis vi skulle kommunikere
meningsfuldt med ord. Det skulle vi
ikke, men jeg blev anvist at gå igennem
en sikkerhedskontrol, som det
kendes fra lufthavnene, og da jeg var
en anelse irriteret, valgte jeg at vade
igennem den med pc, fyldte lommer
m.m., hvilket som forventeligt udløste
en hylen og bippen, mens alle
lamper på den blinkede til min udelte
fornøjelse. Så opførte jeg mig pænt,
det gjorde betjenten såmænd også og
til sidst lykkedes det mig at blive
godkendt, hvorefter Gitte fik den
samme tur. Dog skulle endnu en formalitet
overstås, før vi kunne få lov at
nærme os lokale 111: I mit nøglebundt
er en minimalistisk schweizerkniv,
så jeg efterlod nøglebundtet i
receptionen efter at have underskrevet
et dokument med tjekkisk tekst,
hvorpå med stor omhu blandt andet
var noteret Gittes navn og pasnummer,
hvorfor jeg under min autograf
(atter) skrev ”Læst, men ikke forstået”.
Det berettigede mig til at få udleveret
en plastikstrimmel med nummeret
3 påskrevet. Så fik vi omsider anvist
retningen mod 111, og fandt det
for enden af en nydelig gang. Jeg tog
i døren, der i det samme blev låst op
indefra af det, der viste sig at være
retssekretæren, hun gik ud, vi gik ind
og hilste til en dame, der stod på et
podium i den anden ende af lokalet.
Hun – vi var ikke i tvivl om, at det
var dommeren – hilste venligt tilbage
og betød os, at vi skulle vente uden-
for, hvad vi så gjorde. Der var magelige
bænkerækker til en lang række
retslokaler, og der kom hurtigt en
først en nydelig ung dame og satte sig
overfor os og derefter en yngre mand.
Vi blev enige om, at jeg så ikke var
det eneste vidne i sagen (næste fejl i
rækken).
En meget afslappet herre kom hastigt
gående ned ad gangen og forsvandt
ind i 111. Jeg foreslog, at det var den
tiltalte, mens Gitte mente, at det måtte
være en advokat, hvilket det naturligvis
viste sig, at hun havde fuldkommen
ret i, det var forsvareren.
Efter et øjeblik lød der en summetone
og en metalrør ved siden af, hvor vi
sad, låste op og blev åbnet af en retsbetjent,
der kiggede sig omkring, og
stillede sig med let spredte ben og
tommelfingrene i bæltet, så han blokerede
gangen ned mod indgangen
ved døren til lokale 111. Da han
åbenbart var tilfreds med situationen,
buzzede døren op igen og ud kom en
kolonne på tre retsbetjente. Til den
midterstes venstre håndled var lænket
en person i håndjern, der blev ført ind
i 111. Han, en mand i t-shirt og jeans
med statur som et medlem af frømandskorpset,
kiggede nysgerrigt på
os, da han blev ført forbi os. Vi kiggede
til gengæld dybt chokerede på
hinanden over at se en simpel tyveknægt
behandlet på den måde, for vi
var ikke i tvivl om, at vi netop havde
fået sat ansigt på Pavel Ševčík. Som
Gitte sagde, vi vidste jo ikke, hvad
han ellers havde lavet, og det er jo
rigtigt, men det vildeste, der var
nævnt i det anklageskrift, vi havde
fået tilsendt, var tyveri af et Bosch
anlæg fra en Škoda Octavia med skaden
anmeldt til en værdi på CZK
22.256,-. Vi var på andenpladsen med
CZK 10.808,-!
Den unge dame blev nu kaldt ind som
første vidne, troede vi, den yngre
mand skulle ind i et andet retslokale,
så vi blev enige om, at med lidt held
kunne vi stadig nå at få noget ud af
dagen, lidt indkøb, en tur på postkon-
8

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
toret og med endnu mere held også at
blive klippede.
Forbløffende hurtigt gik døren op
igen, og vi blev kaldt ind, hvorefter vi
endelig er nået til der, hvor denne
historie tog sin begyndelse!
Gitte satte sig på den bageste tilhørerrække,
mens jeg tog overtøjet af og
ville sætte mig på den forreste, da
dommeren venligt smilende lod mig
forstå, at jeg skulle tage plads i vidneskranken,
hvad jeg gjorde med rystende
ben, hvilket er en anelse besværligt,
når man skal stå op. Jeg lod
blikket glide rundt i lokalet og lagde
mærke til, at den unge dame sad på
anklagerens forreste bænkerække lige
til venstre for mig, anklageren sad
med en kappe på op mod dommerpodiet
på den bageste bænkerække,
hvor dommeren sad med en kappe på
og retssekretæren sad yderst på podiet
bag en pc-skærm. På bænkerækken til
højre for mig sad bagest mod dommerpodiet
forsvareren, mens den nederste
bænkerække var besat med en
retsbetjent med to stjerner på skulderen,
den anklagede (nu uden håndjern),
endnu en betjent med to stjerner
og rækken afsluttedes af en betjent
med 3 skulderstjerner. Hele rækken
kiggede tomt ned i gulvet.
Jeg rettede min opmærksomhed mod
dommeren, der med venlig stemme
gik i gang med en remse, hvor den
unge dame viste sig ikke at være vidne,
men tolk gik i gang med at oversætte
til – tysk. Jeg nåede at tænke
noget mindre pænt og anlagde et tomt
blik, så tolken kiggede desorienteret
på mig. Hun spurgte forundret til, om
jeg forstod, hvad der blev sagt, hvilket
jeg ikke svarede på (jeg er aldeles
dårlig til tysk, men hvis alternativet
ville være en udsættelse af retsmødet,
skulle jeg nok få tungen på gled),
men i stedet sagde, at jeg jo i et brev
til retten havde betinget mig at kunne
vidne på dansk eller engelsk. Tolken
så nu direkte bestyrtet ud og sagde
henvendt til dommeren en hel masse
og meget hurtigt.
Denne grinede og spurgte, om hun så
ikke bare kunne tolke til engelsk,
hvad hun tydeligvis ikke var meget
for, men hun spurgte mig, om jeg
ville være med til den løsning, og nu
var det min tur til at grine og sige
naturligvis, hvorefter alle var glade,
undtagen tolken (og formentlig den
anklagede), der ikke følte sig helt
tryg, selv om hun taler glimrende engelsk.
Jeg skulle komme til at tilbringe
en del tid sammen hende, der hedder
Kateřina Hlaváčová, og fik bagefter
at vide, at man skal have autorisation
til at være retstolk, og at hun ikke
er autoriseret i engelsk og derfor
blev meget overrasket, da dommeren
foreslog det.
Kateřina Hlaváčová, der - også - tolker
glimrende til engelsk !
Så gentog dommeren remsen, der var
som taget ud af en b-film:
Jeg var ikke forpligtet til at udtale
mig, jeg var specielt ikke forpligtet til
at komme med udtalelser, der kunne
skade mig – eller bruges mod mig,
men hvis jeg udtalte mig, skulle jeg
tale sandt. Om jeg ville udtale mig?
Jeg sagde ja, mens jeg tænkte på, at
det kunne være morsomt at sige nej,
når nu hele dette cirkus var stablet på
benene.
Jeg tænkte en overgang på, om jeg fik
torvet at se igen i dagslys !
Det var de første fem minutter af min
tid som vidne, de næste og indtil videre
sidste fem vidneminutter blev
jeg spurgt om, hvad der var stjålet fra
os, værdien af det, og om vi ville gøre
et erstatningskrav gældende mod niddingen?
Nej, det ville vi ikke, årsagen
til at vi havde politianmeldt det var
udelukkende, at vi skulle bruge en
anmeldelse til vores forsikringsselskab.
Anklageren sad nu og begyndte
at ryste mere og mere på hovedet
(sagde Gitte, jeg lagde ikke mærke til
det), og Pavel Ševčík kiggede lettere
overrasket op på mig, inden han fortsatte
med kigge på det, der åbenbart
var en meget spændende gulvbelægning.
Om vi var interesserede i at de stjålne
genstande tilbage, hvis det blev muligt?
Egentlig ikke, sagde jeg (nu begyndte
Gitte så småt at blive bekymret for, at
anklagerens hoved skulle falde af),
for i så fald ville vi være juridisk forpligtede
til at aflevere dem til forsikringsselskabet,
der havde udbetalt os
erstatning.
Dommeren spurgte forsvarer og anklager,
om de havde yderligere
spørgsmål, hvilket de ikke havde,
takkede mig og sagde, at jeg godt
måtte forlade vidneskranken.
Det var de første ti minutter.
Inden jeg gjorde dét, bad jeg om lov
til at stille et spørgsmål, hvilket jeg
omgående fik.
Jo, sagde jeg, jeg var blevet stillet i
udsigt, at jeg ville få mine omkost-
9

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
ninger dækket, hvordan vi ordnede
denne lille formalitet (Jeg frygtede, at
vi pludselig stod ude på gaden igen
uden at vide noget om, hvor vi skulle
henvende os)?
Den storsmilende dommer sagde via
tolken, at det kom vi netop til, men at
jeg måtte forstå, at penge for tabt arbejdsfortjeneste
osv. først kunne udbetales,
når jeg havde fremsendt de
relevante bilag.
Jeg tog min taske, åbnede den og rakte
tolken to ark papir, mens jeg fortalte
hende, at dette var et enslydende
dokument på hhv. dansk og engelsk
fra min arbejdsplads (jeg havde fået
personaleafdelingen til at stemple
grundigt), der beskrev min løn regnet
ud pr. dag; om det kunne bruges?
Tolken gik mellem bænkerækkerne
op mod dommeren, hvilket fik retsbetjentene
til at springe op at stå, med
dokumentet, der efter lidt palaver
blev godkendt.
Om jeg havde dokumentation for opholdet?
Ja, om hotelregningen kunne
bruges – vi havde forudset situationen
og havde derfor betalt opholdet?
Og hvad med en færgebillet? Endelig
kan I også få en udskrift af et regneark,
hvor udgifterne er opgjort? Eller
vil I hellere have det i elektronisk
form, så har det på pc’en? ”No
further questions”, som de også siger
i b-filmene!
Tyve minutter efter at være trådt ned
fra vidneskranken meddelte tolken, at
retten nu havde opgjort min erstatning,
men at vi lige skulle op på et
andet kontor for at få stemplet et
stykke papir, og vi forlod retslokalet
med et sidste smil fra dommeren.
De næste halvanden time
Udenfor sagde tolken, at vi skulle op
på anden sal, og vi går hen til vagten,
hvor trappen er, men da jeg gjorde
anstalter til at gå forrest op af den,
stoppede hun mig, for det var forbudt
at gå uledsaget rundt i bygningen, så
vi skulle afvente en eskorterende retsbetjent.
Det gjorde vi så, mens vi
kunne iagttage de i vagten tilstedeværende
af slagsen, der var travlt opta-
get af at underholde hinanden med
palaver. Jeg brugte ventetiden til at
spørge tolken, om hun kendte Kafka?
Jo, hun havde læst noget af ham, men
ikke på tysk kun på tjekkisk. Et dræberblik
fra Gitte forhindrede mig i at
forfølge emnet, men nu kom vores
barnepige heldigvis også og fulgte os
op til et nydeligt kontor, hvor kontorets
beboer gik i gang med at lave den
fulde opgørelse over det beløb, vi var
berettigede til. Hun må lige en tur ned
i retten, for at hente nogle af de papirer,
jeg afleverede.
Tolken kiggede på mit regneark, hvor
jeg havde opgjort kravet til CZK
40.000,- og sagde lidt forsigtigt, at
det beløb ville vi nok ikke få udbetalt.
Nej, sagde jeg, men det er da helt i
orden.
Bl.a. var jeg nået frem til summen
ved at bruge danske kilometertakster,
for det tilfælde at vi skulle i gang
med en forhandlingsrunde a la møde
med færdselspolitiet – i virkeligheden
blev vi lykkelige for hver eneste koruna,
vi forlod bygningen med, men
jeg havde tolken mistænkt for at tro,
at vi kun var mødt frem for pengenes
skyld. Da jeg senere fortalte hende,
hvorfor vi mødte op, blev hun aldeles
chokeret og sagde, at det var helt
uhørt, og kun kunne skyldes, at betjentene
i august fejlagtigt havde
skrevet, at vi ubetinget ville vidne.
Normalt, fortsatte hun, sendte man en
høflig ”invitation” til udlændinge,
man gerne ville have til at vidne, en
”invitation”, man bare kunne afslå!
Hurra!
Kontorets indvåner kom tilbage
skrev, stemplede og smilede og gav
tolken nogle papirer.
Vi skulle nu over i en anden retsbygning,
hvor kassen lå, og så ville vi få
vores tilgodehavende.
Fint nok, det var blot lige før, at jeg
ikke var blevet lukket ud af bygningen
igen. Fordi jeg gerne ville have
mine nøgler med mig. Fordi jeg atter
skulle kvittere på det tjekkiske dokument,
jeg havde signeret, da nøglerne
blev indskrevet. Fordi, som retsbe-
tjenten påpegede, der stod noget under
autografen, hvad det var? Der står
”Read, but not understood”, sagde jeg
til tolken, jeg skriver da ikke under på
noget, jeg ikke forstår.
Jeg kunne godt tænke mig, at lukke
mere end én retsbetjent ind til bamserne
i Zoo !
Nu har jeg en vis forståelse for, at det
ikke skarpeste knive i skuffen, der
står ved indgangen til en retsbygning,
og jeg er betænkelig ved, at man udstyrer
den type med våben, men da
han fremturede med, at det ikke var
tilladt i henhold til ”procedurerne”,
blev jeg småmopset og min forståelse
forsvandt som dug for solen, og jeg
nåede vist også at sige noget mindre
pænt til tolken, inden jeg spurgte,
hvad hun så ville foreslå?
Jeg blev på et par ledige linier bedt
om at specificere de enkelte bestanddele
i mit nøglebundt, så nu er retten i
Chomutov i besiddelse af det formentligt
eneste officielle stykke papir,
hvorpå der på dansk med nydelig
skrift står noget i retning af ”Dette er
noget pjat, der ikke giver mening”
underskrevet af mig.
Således ude af kriminalretten krydsede
vi gaden og entrede civilretsbygningen,
hvor der var en vagt/
reception, men ikke stram sikkerhedskontrol.
Tolken bad mig nærmest
bedende om at efterlade nøglebundtet
her, og det gjorde jeg gerne. De her
tjenestegørende retsbetjente havde
ikke smileforbud, og sådan et smil
skaber jo omgående en anden stemning.
Ydermere var der ingen palaver,
betjenten tog blot bundtet uden yder-
10

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
ligere bureaukratiske foranstaltninger.
Døren til kassererkontoret var låst, og
vi måtte pænt vente på vores tur (”de
er nu nummer et i køen”), her blev
kun lukket en kunde ind ad gangen.
Det forstod vi udmærket, da vi måtte
komme ind: Gitte valgte frivilligt at
vente udenfor, for selv om kontoret
egentlig var rummeligt nok, var det
areal, der var beregnet til kunder så
lille, at to var der plads til, med flere
tilstede ville det hurtigt minde om en
intim scene, der nemt kunne misforstås.
Tolken forelagde sagen, og den –
skulle det vise sig – stakkels kasserer,
så straks traurig ud, men man må lade
hende, at hun kastede sig ud i opgaven.
Tolken sagde, at det nok kom til
at tage lidt tid, men at vi ville forlade
kontoret med vores godtgørelse. Intet
problem, kunne jeg storsindet sige,
for jeg havde jo intet i klemme, og
med Gitte låst ude kunne jeg jo atter
tage Kafka-temaet op. Hvilket var
den sidste fejltagelse, jeg begik (tæl
selv, hvor mange har gjort opmærksom
på, jeg orker det ikke!): Da jeg
henkastet sagde, at denne forestilling
mindede om en roman af Kafka, fik
jeg med et stort smil at vide, at der
tog jeg grusomt fejl. Hvordan?,
spurgte jeg, sikker på at nu fik jeg
skovlen under Kateřina Hlaváčová.
Fordi, sagde hun, denne historie ender
lykkeligt! Jeg forsøgte, nu i defensiven,
med, at det kunne jeg jo
ikke vide noget om, men jeg erkendte
nødtvungent mit nederlag.
På den anden side af skranken var der
tilsyneladende megen aktivitet, men
liden effektivitet.
Tolken fortalte, at man for et par uger
siden havde fået et nyt edb-system,
der voldte problemer (denne undskyldning
har jeg hørt alt for ofte
gennem alt for mange år til at finde
original), men da damen yderligere
var en uskolet vikar, fik jeg faktisk
ondt af hende (næsten!). På et tidspunkt
blev det for meget, og hun nærmest
løb ud af kontoret. Tolken beroligede
mig med, at hun ikke var rendt
af pladsen i desperation, men prøvede
at finde en kollega, der kunne hjælpe.
Ganske rigtigt, hun vendte tilbage
med en kollega, der så både roligere
og mere erfaren ud.
Den næste melding var positiv: Nu
var damerne enige om, hvilket beløb,
vi var berettigede til, men de kunne
ikke gennemskue, hvordan det skulle
indberettes til ”systemet”.
Jeg anede dog lys i mørket, da den
ene gik i gang med noget, der lignede
en pengekasse.
Lidt efter spurgte tolken, om jeg havde
noget imod at få små sedler? Nej.
Jeg modtog hvad som helst, bare jeg
kunne slippe ud i det fri igen. Lad
mig her bemærke, at jeg ind i mellem
stak hovedet ud af døren for at holde
Gitte underrettet om udviklingen i
sagen.
Endelig kunne tolken meddele, at
efter fradrag af diverse sociale ydelser
og skatter – har du ikke et blåt EU
sygesikringsbevis, så skaf det! Det
var nemlig den helt rigtige måde for
retten at udregne, hvordan vi var forsikringsdækkede
– at vi var berettigede
til godt og vel CZK 18.000,-.
Jeg var ved at falde bagover, for det
svarede ganske godt til vores reelle
nettoudgifter og var langt, langt mere,
end vi turde håbe på.
Kassereren begyndte at tælle op. 2 x
1000.-, mange x 200,-, endnu flere x
100,-, og et utal x 50 ,- CZK sedler +
lidt mønter.
Kateřina Hlaváčová fortalte mig
småfnisende, at det efterlod en kassebeholdning
på CZK 400,-, og da vi
kom ud til Gitte efter tre kvarters for-
løb kunne hun berette om utallige, der
fortvivlet havde prøvet på at få penge
i den tid, vi havde spenderet med kassereren.
Udenfor to vi pænt afsked med tolken
kl. 10:30, lykkelige over, at vi havde
det meste af dagen tilbage.
Epilog
Vi nåede både indkøb, postkontoret
og at blive klippede, og vi var såmænd
så heldige, at det sneede om
natten, så vi havde det smukkeste
snelandskab at kigge på, indtil vi kom
lidt ind i Tyskland, så var der helt
rene og tørre veje at køre hjem på. Vi
så heller ikke storke på hjemvejen.
Vi overnatter som tidligere nævnt
ikke på campingpladsen i Chomutov
mere. Vi mener faktisk, at det er meget
dumt af bystyret ikke at sørge for,
at turisterne kan være i fred. Ved
nærmere eftertanke har vi i det hele
taget ikke planer om igen at besøge
byen.
Bliver vi udsat for tyveri igen i Tjekkiet,
vil vi sikkert anmelde det, men
vi vil nok ikke kunne et ord tysk. Eller
engelsk. Eller tjekkisk. Eller noget
andet talt sprog.
Vi går og håber på at få endnu et anbefalet
brev med afleveringsattest fra
retten: Vi er vanvittig nysgerrige efter
at høre om Pavel Ševčíks videre
skæbne i den tjekkiske kriminalforsorg.
Endelig tør vi ikke tænke på, hvor
meget denne sag har kostet i
(unødvendigt) CO2 –udslip: Unødvendige
køreture til postkontoret,
1.258 km Køge – Chumotov – Køge
og en enorm mængde papir (hvorfor
har offentlige institutioner ikke et
sundt forhold til digitale medier –
uanset nation?) – ak, ja.
Omvendt kan det jo være, at vores
parcel hurtigere bliver en attraktiv
strandgrund med middelhavsklima,
og så har det jo ikke været så skidt, at
det ikke har været godt for noget!
Et andet bevis på vores sociale sindelag
er, at vi huskede at spørge Kateřina
Hlaváčová om, hun nu fik betaling
for sin spildtid, hvilket hun forsikrede
os om, at hun gjorde.
11

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
Ellidshøj - Vysoke Myto - Ellidshøj
Eller historien om H.C.Andersen på cykeltur.
Holger C. Andersen er en skolelærer fra Ellidshøj skole, med stor interesse for cykling. Han har kørt turen til Tjekkiet og
retur. Undervejs førte Holger dagbog, og efterfølgende bliver det så til en føljeton her i Dialog…
Dag 17 - Mandag den 3. juli 2000
Ceske Budejovice - Marchtrenk (A)
145 km. Total 2494 km
Der var morgenmad på hotellet kl. 7.
Jeg huggede i mig og var nødt til at
bede om ekstra kaffe. Jeg var på hjul
lidt i 8. Jeg opdagede, at det havde
regnet om natten.
Cesky Krumlov
Vejret er meget truende, og her hvor
jeg sidder med en fantastisk udsigt til
Cesky Krumlov er det endnu mere
truende. Det småregner en anelse. Jeg
har nok 40 km til grænsen. Jeg ved
endnu ikke, hvor langt jeg vil køre i
dag.
Ruzmberk kl. 11.24 De 25 km fra
Cesky krumlov var helt flade og snoede
sig langs en lille flod.
Vejen var noget smal, og af og til var
der rigeligt med trafik. I floden var
der i hundredvis af kanoer.
Der er ca. 15 km til grænsen herfra,
og jeg er faldet indenfor i en lille
hyggelig restaurant for at få lidt frokost
og en kop kaffe. Vejret ved stadig
ikke rigtigt , hvad det vil. Regn
eller ej, vi får se? Men temperaturen
er behagelig, nok omkring 20 grader.
Hovsa, der kom jeg til at bestille en
cola. Det var også bare fordi det tog
så lang tid at få den mad jeg har bestilt.
Men den kom da til sidst, og det
blev et udmærket sidste måltid i Tjekkiet.
Jeg er helt klar over, at det snart
er slut med at være hyppig gæst på
restauranterme, så det skulle markeres.
Jeg havde bestilt grilleret karpe med
garniture.
Det var noget der ville noget!
Nu gik det til grænsen. Jeg havde
forventet, at der ville være voldsomme
stigninger til sidst, men det var
ikke noget særligt. Jeg måtte besvare
nogle spørgsmål ved kontrollen. Bla.
a. ville de af en eller anden grund
vide, hvor jeg var startet fra om morgenen.
Jeg så ikke nogen problemer i
at forsyne dem med den viden.
Og så Østrig. Det er altid spændende
at drage ind i et nyt land, og dette er
mit første besøg i Østrig. Lige ved
grænsen fik jeg vekslet de sidste tjekkiske
penge, og samme sted købte jeg
en kop kaffe. Jeg skulle nok have
spurgt om prisen, for den kostede 22
ØS. Vildt dyrt. Jeg er helt vænnet fra
at kigge på priserne efter min lange
ophold i Tjekkiet. Lige efter grænsen
kom der gang i bakkerne, og det blev
det ved med de ca. 60 km til Linz. Ind
imellem var der rigeligt med trafik,
men det gik meget godt.
10 km før Linz blev jeg ledt ind på
mindre veje og da jeg kom tæt på
Linz blev det for alvor svært. Jeg
havde store problemer med at finde
vej. Vi er nogle stykker, der bliver
eddikesure, fordi man rundt omkring
i Europas byer glemmer, at der også
findes cyklister, der skal frem. Er det
ikke rigtigt, Erik?
Sluttelig forvildede jeg mig ind på en
motorvej. Det opdagede en politipatrulje,
der standsede mig med blåt
blink, sirene og højttaler. De tog det
nu pænt og lod mig blive på motorvejen
til næste frakørsel. De ledsagede
mig de 6-700 m med blåt blink. Af og
til kørte de op på siden af mig, for at
få forskellige oplysninger af mig.
I absolut sneglefart kæmpede jeg mig
mod centrum af midten, og netop
som jeg passerede byens smukke
torv, skete der noget ganske utroligt.
Just som jeg holdt ved rødt lys, hørte
jeg en stemme, der sagde: "Hej Holger".
Det viste sig minsandten at være
min kusine Marianne fra Nibe, der nu
bor i England. Hun var med sin mand
Jeff på krydstogt på Donau, og de var
netop på spadseretur i byen.
Vi fik en god snak, tog nogle billeder
og fik en forfriskning sammen på en
fortovscafe. Inden vi skiltes blev vi
12

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
enige om at dette møde nok var det
mest forunderlige, vi havde oplevet i
lang tid. Jeg fortsatte ud af byen mod
Wells (stadig med stort besvær), men
jeg fandt da omsider den rigtige vej,
der til min store forundring viste sig
at være helt og aldeles flad. Men ude
i det fjerne kan jeg se, at de sneklædte
bjerge venter.
Klokken var nu blevet mange, og jeg
spurgte nogle stykker om vej til en
campingplads. Sådan en disponerede
de nu ikke over lige i det område,
men den sidste jeg spurgte foreslog
mig, at jeg smuttede ind i en nærliggende
lille skov, hvor jeg garanteret
kunne slå mit telt op. Jeg fulgte hans
råd og fandt ganske rigtig et yderst
velegnet sted.
Netop som jeg havde slået lejr begyndte
det at regne voldsomt. Det
regnede og tordnede meget hele natten
igennem, men hvem gider at interessere
sig for det, når man ligger tørt
og godt.
FAKTABOKS
På denne tur anvendte jeg 2 tasker af
mærket AGU. De har tidligere arbejdet
for mig som fortasker, men på
grund af min aftale med traileren, var
de nu blevet forfremmet til bagtasker.
De er meget stabile og gedigne, og de
er uhyre lette at påmontere bagage-
bæreren. De er udstyret med regnovertræk.
Jeg havde således ingen tasker på den
forreste bagagebærer, der nærmest
fungerede som reserve, men jeg savnede
egentlig et par små tasker foran
til papirer og småting.
Jeg havde også en styrtaske, der overhovedet
ikke fungerede. På grund af
den ekstra styrbøjle var der slet ikke
plads til styrtasken, som jeg havde sat
fast på bøjlen med remme. Det var
ikke optimalt, og den hang og dinglede
hid og did. Men bøjlen skulle være
der, og samtidig er en styrtaske uundværlig
til kort, pas og værdigenstande,
som man til stadighed gerne vil
have øjnene på.
Dag 18 - Tirsdag den 4. juli 2000
Marchtrenk - Salzburg
151km. Total 2645 km
Op kl. 5.30 og pakke sammen.
Det var en anelse besværligt efter
nattens regn. Mens jeg pakkede sammen
kom en undrende kondiløber +
hund forbi.
Der var ca. 7 km til Wells, der heldigvis
ikke er så stor som Linz. Det gik
nemt med at finde ind. Jeg postede et
kort og hævede 800 ÖS. I udkanten af
byen fandt jeg et bageri med indbygget
cafe. Der sidder jeg nu og nyder
"Belegtes Brot" med pølse og en kop
kaffe. Der er stadig ganske fladt, og
herfra går det mod Gmunden. Jeg
skal følge den store vej nr. 1 ca. 10
km, inden jeg går ind på mindre veje.
Jeg er spændt på, hvornår bjergene og
jeg mødes.
Klokken er nu 7.15, så det må være
tiden at komme videre.
10.03: Det måtte jo ende sådan. Jeg er
endt på McDonald's i Gmunden. Det
var endda kun meningen, at jeg ville
have en kop kaffe, men jeg blev overtalt
til at købe en morgenmads-menu
til 30 ÖS. Der er stadig fladt, men så
vidt jeg kan se, begynder bjergene her
i Gmunden.
Herfra er der 35 km til Bad Ischel.
Strækningen fra Wells til Lambach
var ganske forfærdelig. Det drejede
sig kun om 10 km, men det var helt
slemt. Smal vej, tæt tung trafik og
morgentåge. Helt slemt. Det har været
en del bedre her til Gmunden. På
vejen mødte jeg en dansk bil. Vejrudsigten
lover op til 33 grader. Tågen er
nu væk, og der er allerede pænt vejr.
Der røg den første kop kaffe. Jeg skal
lige forsøge, om den næste er gratis.
Hvis jeg nu tropper op med det tomme
krus….
...Tjah, det var da et forsøg værd.
Men den unge dame tog bare det
gamle krus og smed det væk. Stak
mig et nyt og forlangte uden at blinke
15 ÖS.
Tjah…
Jamen, der er da rigtig smukt i Østrig.
Click on picture to enlarge.
Det blev en eftermiddag med meget
skiftende vejr. Jeg måtte først stå i ly
i et busskur en halv times tid, og senere
kom der et endnu værre tordenvejr.
Det var meget voldsomt, men
samtidig fantastisk flot at se, hvordan
lynene hamrede med bjergtoppene.
Jeg turde slet ikke køre i det vejr,
men søgte beskyttelse på en tankstation.
Der var kun én enkelt vild stigning
i løbet af dagen. Den var til gengæld
også på 3,5 km, hvor den første
del i hvert fald var på 12 %. - mindst!
Det var også særdeles skiftende med
egnetheden for cykler. Nogle steder
13

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
var vejen uhyggelig smal, mens der
andre steder var perfekt cykelsti.
Jeg havde planlagt at komme forbi
Salzburg inden fyraften, men det begyndte
igen at regne, så da jeg kom
indenfor bygrænsen og så et camping
-skilt, bestemte jeg mig om. Det viste
sig dog, at denne plads var nedlagt.
Det tog en halv times tid at nå til den
erkendelse. Men i bydelen Aigen
skulle der bestemt være en plads, fortalte
man mig.
Når man er kommet til en stor by er
der begrænsede muligheder for at
overnatte i det fri, så det var bare om
at fortsætte jagten. Jeg spurgte nok
om vej 7-8 gange og endelig lykkedes
det at finde pladsen. Imens silede regnen
ned. Jeg kan ikke komme tidligt
af sted i morgen, for de beholdt mit
campingpas og vil ikke af med det
igen før kl. 7.
Det er en temmelig stor plads, hvor
der skam både findes danskere, svenskere
og andet godtfolk. Jeg foretrækker
helt klart små pladser i små byer.
Vejret er bestemt ikke for godt. Det
småregner uafbrudt. Vejrudsigten for
i morgen lover bygevejr og op til 25
grader. Det skulle dog klare noget op
over middag.
Lidt irriterende med al den regn. Mit
grej er klamt og fugtigt, men jeg har
snedigt anbragt mig ved siden af et
stenbord, hvor mine sager kan opholde
sig under bordpladen.
Der er et mylder af unger, der leger
tagfat mellem teltene, mens de skriger
til hinanden. Lerjrpersonalet har
lige bedt dem gå et andet sted hen,
men nu er de her igen. Hvis der
blandt lejrens beboere skal foretages
en afstemning, vil jeg stemme for, at
de skal lege langt, langt væk fra mit
telt.
FAKTABOKS
"YOU CAN LEAVE YOUR HAT
ON"
Jeg har kun ét hoved. Jeg har selv talt
efter.
Det er måske ikke det kønneste hoved
i verden, men jeg har haft det i lang
tid, og jeg har efterhånden vænnet
mig til det. Jeg har derfor besluttet
mig til at passe så godt på det, som
jeg nu kan.
Derfor kører jeg stort set altid med
styrthjelm.
Jeg har endnu ikke mødt nogen, der
har kunnet dokumentere, at det har
skadet dem væsentligt at bruge hjelm.
Faktisk har jeg gennem en lang karriere
som konkurrencerytter set adskillige
eksempler på, at det er hul i hovedet
at køre uden hjelm. Styrt kan
ikke undgås i væddeløb, og i de omkring
250 løb jeg har kørt, har jeg
haft 3 styrt, heraf ét alvorligt.
Jeg husker tydeligt, som i en slow
motion optagelse, mit grimme styrt,
hvor jeg ruller rundt og skrammer
næsten enhver del af min krop, inden
jeg sluttelig knalder nakken i asfalten.
Hjelmen tager skraldet, og hovedet er
uskadt.
"Glæden ved farten, frygten for styrtet"
er måske en ret præcis beskrivelse
af at køre væddeløb. Hvor har jeg
dog mange gange set og hørt disse
styrt: Det starter ofte med nogle høje
råb efterfulgt af den hæslige, forhadte
lyd af metal, der skraber mod asfalt,
en lyd der synes at fortsætte i én uendelighed.
Så er der stille et kort stykke tid, inden
den eller de implicerede klagende
begynder at vurdere skadernes omfang.
You can leave your hat on.
Fortsættes i næste nummer...
14

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
15

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
16