Ellen Damgaards artikel "Lemvig set fra luften" - Lemvig museum

Lemvig set fra luften
– en fortælling om 1950’erne
Af Ellen Damgaard
Mange mennesker kender Sylvest
Jensens luftfotografier fra 1940’erne
og 1950’erne. De håndkolorerede
billeder af ejendommen
hænger stadig som et klenodie på
væggen i mange landbohjem, selv
om de efterhånden er mere end et
halvt århundrede gamle. Og flere
steder på nutidens rådhuse kan
man stadig finde de store indrammede
prospekter af købstaden,
fotograferet fra luften før de store
parcelhusudstykninger slørede
grænsen mellem by og land.
I 2002 købte Lemvig Museum
47 af Sylvest Jensens luftfotografier
fra en samling, som i dag findes
på Det Kongelige Bibliotek.
Hovedparten af billederne var
taget på samme dag, den 15. juli
1956. De skulle bruges i forbindelse
med opbygningen af en ny
permanent udstilling om Lemvigs
historie. De viste sig at få
uvurderlig betydning, først og
fremmest for indsamlingen af ny
viden om 1950’ernes Lemvig.
Fortælleværkstedet
I januar, februar og marts 2004
blev museets mødelokale forvandlet
til et fortælleværksted. På
væggene hang de 47 luftbilleder,
og på bordet lå dubletter enkeltvis
og i mapper, alt lamineret eller
sat i plastiklommer, så billederne
kunne tåle at gå fra hånd til hånd
og at blive gransket nøje med eller
uden lup. Og gransket blev
der – og fortalt, så det var en fornøjelse.
Mange kom igen flere
gange og tog venner og familie
med, og for hver gang kom der
flere detaljer frem i hukommelsen.
Det var underholdende og
tankevækkende.
Hovedformålet med fortælleværkstedet
havde imidlertid allerede
fra begyndelsen været at
indsamle viden om byens virksomheder
i 1950’erne. For museet
bestod øvelsen derfor i at fastholde
og nedfælde de mange oplysninger,
der kom frem. De, der
havde lyst til selv at skrive noget
ned, lånte en mappe med billederne
med hjem og afleverede i
mange tilfælde udførlige beskri-
velser, med andre blev der lavet
små hurtige interviews i et roligt
hjørne af lokalet. Men projektet
bredte sig snart fra den ene dag
om ugen, hvor fortælleværkstedet
var åbent, til resten af arbejdsugen
i omkring tre måneder.
Gennem fortælleværkstedet fik
museet nemlig kontakt med en
række mennesker, som dels selv
kunne fortælle om 1950’ernes arbejdspladser,
dels kunne henvise
til andre tidligere kolleger. Det
gav anledning til en række større
interviews og til indsamling af
fotos og andet materiale til belysning
af virksomhedernes historie.
Her var luftfotografierne et nyttigt
redskab. Det var som en flyvetur,
hvor man ikke blot kunne
se byens tage, men blev i stand
til at dykke ned og være med i
det liv, der blev levet i 1950’ernes
Lemvig.
Være med, når tømrerne og
smedene lavede tærskeværker på
byens store virksomhed, Vestjyden,
og ind imellem fik tid til lidt
skæg i gaden. Være med, når arbejderne
stod bøjede over de tun-

Lemvig set fra luften – en solrig søndagseftermiddag i 1956. Det lufter lidt, og alting er lukket. Der er tomt og døsigt i gaderne. Man
bliver nysgerrig. Hvordan ser der ud, når alle er på arbejde på byens virksomheder, når forretningerne åbner dørene, når gaderne fyldes
af biler og budcykler, når der lyder saven og banken fra beddingen, og når havnearbejderne går i gang med at losse skibet, der ligger til
kaj i Østhavnen? Sådan et billede er stumt og lukket, indtil det får mæle af mange menneskers fortællinger. Foto: Sylvest Jensen 1956.
Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

ge huder på Fynboes Garveri, og
fingrene blev brune af egebarken.
Være med, når Andelsvaskeriets
syv hvidklædte chauffører
kørte ud til kunder fra Vestkysten
til Skive med det rene, nypressede
linned og vendte tilbage
med alt det snavsede tøj fra de
store husholdninger på landet.
Være med, når telefonistinderne
på Lemvig Central tog imod bestilling
på udenbys opkald med
tre timers ventetid, før samtalen
var igennem.
Være med på kulpladserne,
hvor man havde fået en lille kran
på larvefødder, så alt ikke længere
skulle losses og køres ud på pladsen
med håndkraft. Være med på
teglværkets loft, når ”gutterne”
kom på benene oppe på den lune
ovn om morgenen og fik fat i dagens
første bajer, mens teglværksarbejderne
længe havde haft travlt
med at trille de våde sten til tørre,
30 sten ad gangen på en trillebør
i fuld fart.
Være med, når de selvdøde
dyr blev kogt til sæbe og benmel
på Destruktionsanstalten. Være
med, når havnens smede begav
sig ud på budcyklen for at reparere
en kuttermotor. Være med,
når fagforeningsformanden kørte
rundt på cykel tidligt om morgenen
og bankede på ruden hos
havnearbejderne: ”Du skal op,
du skal i kul”.
Hertil kom beskrivelser af dagliglivet
i byens forskellige dele –
de trange boligforhold i den
Et af de mange billeder, der dukkede op af skufferne, viser hele arbejdsstyrken på Vestjyden
omkring 1950. Direktør Mads Kjær med den bløde hat, som han altid gik med,
ingeniør Bramsen i tidens karakteristiske plusfourbukser og bogholder Nielsen i mørkt
jakkesæt. Og så tolv navngivne mand fra smedeafdelingen, syv fra tømrer- og snedkerafdelingen,
to malere, en arbejdsmand og pladsmanden - og en enkelt som ingen
husker, alle taget som de stod og gik i deres arbejdstøj. Foto på Lemvig Museum.
gamle midtby og lys og luft i de
nye boligkvarterer, de mange små
forretninger og værksteder, af
børnenes frie liv og hasarderede
lege i kloakrør og på byggepladser,
når arbejderne var gået hjem,
og af kampene mellem drengene
fra de forskellige kvarterer. Tidsbilleder
fra børnehjemmet, alderdomshjemmet
og skolen. Herlige
beskrivelser af køreprøven hos
byens motorsagkyndige og af
købet af den første bil.
Hver eneste deltager i fortælleværkstedet
gav sit bidrag
til et samlet billede af Lemvig i
1950’erne. Tilsammen fylder det
indsamlede materiale to sprængfærdige
tykke ringbind med renskrevne
interviews, håndskrevne
erindringer og kommentarer til
de enkelte luftbilleder. Hertil
kommer en mængde fotografier,
malerier og tegninger, som kom
frem fra folks skuffer undervejs,
og som nu ligger indskannede i
museets billedarkiv forsynet med
grundige oplysninger. Så er der
scrapbøger, reklamemateriale fra
virksomheder, film, enkelte genstande.
Hvilken skat! På Lemvig
Museum følte vi os meget rige, da
foråret kom, og folk begyndte at
gå i haven i stedet for på museet.

Hvad skal I bruge det til?
Det var der flere, der spurgte om.
Svaret er enkelt nok. Faktisk er
det selve eksistensberettigelsen
for et lokalt kulturhistorisk museum.
I Lemvig Museums vedtægter
står der under ”Museets
formål”, at ”de emner, som museet
arbejder med, skal belyse væsentlige
træk af den lokale historie”.
Et lokalmuseums fornemste
opgave er at indsamle viden om
mennesker, begivenheder, virksomheder,
kort sagt hele dagliglivet
på egnen. Hvis ikke det lokale
museum – eller et lokalarkiv
– gør dette stykke arbejde, så er
der ingen, der gør det.
Man kan tage emnet ”tærskeværksfabrikker”
som eksempel.
For et par år siden lavede Randers
Museum en stor undersøgelse
af tærskeværksfabrikken
Dronningborg på Randersegnen.
I rapporten er der et par sider, der
handler om en fabrik, som blev
købt op af Dronningborg, nemlig
Vestjyden i Lemvig. Købt op,
produktionen flyttet, og det var
så det, naturligt nok, når man ser
sagen fra Randers.
Men set fra Vestjylland mangler
hele historien om Mads Kjærs
initiativ helt tilbage fra 1917, virksomhedens
udvikling i de bygninger,
der stadig ligger omme bag
ved Texaco tankstationen i Storegade,
gennem produktionsomstillingen
fra trætærskeværkerne til
de store gulmalede mejetærskere
af metalplade, en blomstrende
virksomhed med snedkere, tømrere
og malere, smede og maskinarbejdere,
pladsmand, bogholder
og direktør, tidtager og tekniske
tegnere. En historie om stolthed
over produktet, om en rummelig
arbejdsplads med overskud til lidt
sjov, om tidens stigende præstationspres,
om konkurrenceevne og
kollaps. Også en historie om folk,
der kom fra Vestjyden og startede
virksomheder, der stadig præger
Lemvigegnen - Lemvig Værktøjsfabrik
i Vestjydens gamle maskinværksted
er et enkelt eksempel.
Hvis ikke det lokale museum
samler viden sammen om den
slags historie, så går den tabt. Det
er imidlertid også vigtigt at få historien
formidlet, og det er derfor
planen at udgive luftfotografierne
suppleret med alt det gode materiale,
som byens borgere bidrog
med. Så vil der være stof til endnu
flere fortællinger. Følgende er
blot en lille smagsprøve.
Livet på havnen
Det er søndag den 15. juli 1956.
På havnen flokkes folk omkring
udflugtsbåden Vigen, som havne-
Livet i Palmehaven tegnet i 2004 efter hukommelsen af en, som selv var med som
stor pige til at hjælpe sin far med at ordne kroge. Her sidder Kaja og hendes mor på
fiskekasserne og piller tang og krabber og andet snask af redskaberne, det lugter og
sprutter, så man må have gammelt tøj og gummiforklæde på. Kajas mor får 50 øre per
krogbakke, og så kan hun gemme pengene og købe strømper, hvis hun skal være fin.
Imens ordner Kajas far sine net ved at slå tangrester af dem med et særligt redskab,
der ligner en ketcher. Det er hyggeligt, undtagen hvis havnearbejderne slår sig ned og
drikker for meget og driller fiskerne med deres flid. Tegning: Kaja Tøt, Lemvig. Lemvig
Museums arkiv.

Et af de luftfotografier, der har hængt i stor indrammet udgave i farver på mange kontorer og i virksomheder i Lemvig. Det var også et
af de billeder, som mange deltagere i fortælleværkstedet fordybede sig i, og som fik dem til at udveksle erindringer og associationer.
Her lå jo ..., du må da også kunne huske ..., det var jo her vi altid ..., vi boede jo ..., sådan lød det uophørligt foran dette billede. Foto:
Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
foged Rønberg har sat i fart ud til
Gjellerodde. Ved Mathiltes Kaj
– opkaldt efter paketten Mathilte,
der sejler fra Lemvig til København
– ligger et par søndagsstille
kuttere, og langs bolværket ligger
redningsdamperen Vestkysten.
Den er inde til sit årlige sommereftersyn,
som foretages af Johan
Andersens smedeværksted på kajen
lige inden for. Der er mange
ansatte og flere andre smedeværksteder
på havnen, for der er
gang i fiskeriet og stadig nybyggerier
i gang på beddingen.
Bag Kjærgaards lagerhal ser
man den smukke toetagers toldbygning,
og lidt til venstre for
den i en gammel toetagers længe
ligger Sømandshjemmet. Det
er et populært pensionat, hvor
de faste pensionærer kan spise
alle måltider, og hvor andre kan
smutte ind og drikke kaffe i
en pause i arbejdet. Det er helt
utænkeligt, at ugifte mænd skal
lave mad til sig selv, og derfor er

der adskillige pensionater i byen,
så der er noget for enhvers smag
og sociale stand. Ved kajen foran
Sømandshjemmet har man byens
to fiskeforretninger; de ligger på
pontoner ud i bassinet, fordi det
oprindeligt var både, der var fortøjet
til kajen. Her kan man købe
friske rødspætter og levende ål,
for der er hyttefade forankret til
duc’d’alben ude i havnebassinet.
Lige under stævnen på de kuttere,
der står på bedding, ligger
Havnehuset, også kaldet Palmehaven.
Her holder jollefiskerne
til. Deres joller ligger i Gammel
Havn, så der er ikke langt at gå
med redskaberne, når de skal
ordnes i Havnehuset. Det er et
sted, hvor man arbejder, men der
er tid til en sludder med de faste
forbipasserende. Palmehaven er
et hyggeligt sted, hvor også koner
og børn kan være med til at ordne
garn og kroge.
Længere ovre – bag beddingen
– ligger slagteriets lille hvide
bygning med skorsten og byens
to store tømmerhandler, Skous
og Krejslers. Tømmeret kommer
med skib til Østhavnen, og det
giver travle dage, når det skal losses
og køres op til tømmerpladsen.
Tømmerhandlerne har deres
egne faste stab af havnearbejdere,
som er vant til det hårde arbejde.
Bakkerne oven for byen er endnu
ikke fyldt med parcelhuse. Her er
slugter, hvor børnene kan gå på
opdagelse, og hårrejsende kælkebakker
om vinteren.
Vestjyden
Tærskeværksfabrikken Vestjyden
er byens største arbejdsplads.
Den har en rigtig fabrikssirene,
som man kan høre i hele byen.
Fra luften kan man se, hvordan
fabrikken har knopskudt gennem
årene siden 1917, hvor den
startede i Storegade, lige oven for
Sønderbjerg. Tømrere, snedkere
og malere holder til i den lange
bygning, der strækker sig langs
stien fra Storegade mod Danmarksgade.
Bagest på området
er der lagerskure med tømmer
og fritstående tømmerstabler.
Tærskeværkerne bliver lavet af
træ, der skal skæres til og males
i den særlige Vestjydengule farve,
Første rum efter tømmerlageret på Vestjyden
er Skæreriet. Her bliver der skåret
træ ud og lavet limninger. Det er snedker
Jens Lund ved båndsaven til venstre
og Kesse Houe til højre. Billedet er et ud
af en serie på omkring 25 fotografier,
som blev taget samme dag engang i
1950’erne, og som blev fundet frem af
en tidligere værkfører på virksomheden.
Både han og hans far havde arbejdet på
Vestjyden i mange år. Foto på Lemvig
Museum.
Smed Alfred Poulsen står ved den
samme drejebænk på Vestjyden i 421/2
år. Han er dygtig til sit arbejde og meget
nøjeregnende med sin drejebænk. En
dag er der en af snedkerne, der skal
lave et håndtag, så Alfred Poulsen kan
standse sin maskine på afstand. Snedkeren
står op på noget for at nå og skal
lige til at støtte med foden på et hjørne
af drejebænken. Men dér får han hurtigt
besked. Foto på Lemvig Museum.
1950’erne.
som kunderne kender. Smede og
maskinarbejdere holder til i sidebygningerne;
de laver alle metaldelene
i lange serier. Det er præcisionsarbejde,
og der er orden
på høvlebænke og drejebænke.
Med årene er det blevet en lidt
upraktisk arbejdsgang, med lager
på loftet, hvor halvfabrikata skal
bæres op og ned af arbejdsmændene.

Et virvar af bygninger liggende i en trekant med kontoret i spidsen ud mod svinget i Storegade. Tærskeværksfabrikken Vestjyden blev
grundlagt af Mads Kjær i 1917 i et lille smedeværksted heroppe oven for Sønderbjerg, et godt sted i udkanten af Stationskvarteret.
Siden har bebyggelsen bredt sig ud over de åbne marker, først villaerne i 1920’erne og 1930’erne på Møllegårdens jord ud mod skrænterne
ned til bykernen, og efter krigen dukker statslånshusene op mellem køkkenhaverne på Grønningen – solidt, men lidt skrabet
byggeri, høj kælder så der er plads til vaskekælder, kulkælder og viktualierum, hvor maden kan opbevares køligt. Foto: Sylvest Jensen
1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

Der er folk, der har været ansat
i mange år og i flere generationer.
Der er overskud til at lave sjov
– lægge en metalplade under pålægget
i madpakken eller sømme
madkassen fast på høvlebænken
hos ham, der altid river sin madkasse
til sig i en fart i pausen. Og
der er tradition for at hjælpe hinanden
uden for arbejdstid med
husbyggeri. Lidt fusk bliver det
også til – man må gerne uden for
arbejdstid lave noget til sig selv
ved sin høvlebænk eller ved drejebænken.
Men der er nye tider på vej.
Den gamle direktør Mads Kjær er
død i 1954, og der er kommet en
ny direktør, som er dygtig, men
fører et problematisk liv, og snart
kommer der også en tidtager, der
skal sørge for en mere tidsbesparende
arbejdsgang. Der er nogen,
der synes, at det mest positive,
man kan sige om tidtageren, er, at
han har en ualmindelig flot kone,
som bor sammen med sin mand i
en lejlighed på virksomheden.
Andelsvaskeriet
Når der kommer landboforeninger
på udflugt til Lemvig, så skal
mændene selvfølgelig besøge
Vestjyden og orientere sig om det
nyeste inden for tærskeværker.
Konerne er velkomne til komme
hen på Andelsvaskeriet Limfjorden,
hvor de hører direktørens
muntre foredrag om renlighed
i gamle dage og med deres egne
øjne ser nutidens herlige muligheder.
Landbokonerne tænker
på deres store husholdning med
karle og piger på kost og logi, de
store mængder sengelinned og
håndklæder, forklæder og viskestykker,
der skal lægges i blød,
koges, skylles, vrides og hænges
til tørre i haven på lange tørresnore
eller på hækkene. Vådt af
sommerbygerne og stivfrossent
om vinteren.
Her er der en hel bygning, ren
og appetitlig med skinnende maskiner
og hvidklædt personale,
der sorterer og mærker, vasker i
store vaskemaskiner, tørrer i centrifuge,
ruller og stryger og sorterer
tingene ud til den enkelte
kunde. Net og pænt, effektivt og
Byen breder sig langsomt ud i det åbne land. Samlestalden er let kendelig på sin
store åbne gårdsplads, mens Andelsvaskeriet ligger skråt overfor mellem Vangevej
og Birnsvej, med vaskeriets store funktionelle bygning med kedelhus og skorsten, alt
under samme tag. Det nærliggende hus bliver siden inddraget til systue og kontor for
vaskeriet. Og så er der de lange længer i Vesterled, moderne boligbyggeri med flytbare
vægge, så man kan lave om på rummenes størrelse efter behov. På den anden side
af jernbanen er der endnu marker, men boligforeningerne er i gang med at få has på
bolignøden efter krigsårenes materialemangel. Foto: Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige
Biblioteks Billedsamling.

Personalet på Andelsvaskeriet Limfjorden er blevet fotograferet i
anledning af lederskifte den 1. november 1951. Der er 80 ansatte,
68 kvinder og 12 mænd, og der bliver arbejdet i toholdsskift.
Billedet stammer fra en scrapbog, som Andelsvaskeriets direktør
fra 1951 og til lukningen i 1969 har samlet med avisudklip, brochurer
og fotos, og som han gav til Lemvig Museum.
moderne. Det snavsede tøj hentet
ved døren og afleveret igen i
rene, indbydende stabler, lige til
at lægge på plads i skabene.
Andelsvaskeriet Limfjorden er
Lemvigs næststørste arbejdsplads,
en kort tid er der 80 ansatte, der
arbejder i toholdsskift. På nær direktøren,
vaskemestrene og chaufførerne
er alle ansatte kvinder.
Også på den måde repræsenterer
virksomheden den nye tid. Kvinderne
skal ud af det sure vaskehus
og kan komme ud på arbejdsmarkedet,
lettet for nogle af de tungeste
husholdningsopgaver.
Virksomheden ligger i byens
udkant. Den er blevet til på initiativ
af fremtrædende landbokvinder,
og placeringen passer fint til
genboen, Lemvig Samlestald,
hvor egnens landmænd samles en
gang om ugen for at følge med i
kreaturhandelen, og til Slagtehuset,
der er nærmeste nabo.
Når landhusmødrene er på
besøg, kan de kigge over på det
sidste nye boligbyggeri i Lemvig,
de lange længer på Vesterled med
forblæste forhaver og køkkenhaver
bagved. Sådan bor folk i byen.
Men for de mange børnefamilier,
der har måttet døje med små lejligheder
nede i bykernen med
I løbet af 1960’erne bliver Andelsvaskeriet udvidet med en ny
tilbygning i to etager, og i de sidste år har man en imponerende
bilpark med syv store varebiler, hver med sin hvidklædte chauffør.
Ud på ruten med det rene vasketøj og retur med snavsetøjet fra
klokken syv om morgenen til hen ad klokken tre til fire om eftermiddagen,
hvor man så kan læsse af. Men så begynder kunderne
at melde fra - særlig ude på landet får man selv vaskemaskiner,
og de store hushold forsvinder, når traktorerne rykker ind. Og en
dag er det slut. Foto på Lemvig Museum.
trapper og lokum i gården, er en
lejlighed i Vesterled en drøm, der
er gået i opfyldelse. Stue på 25-30
kvadratmeter, et lille børneværelse,
badeværelse og et godt køkken
med spisekrog. Alt sammen
nyt og pænt. Der bor nok hundrede
børn i de to blokke, og der
er mange muligheder for at lege
på de åbne arealer rundt omkring
– for eksempel tyskernes forladte
plads lige vest for, hvor man kan
være heldig at finde spændende
ting eller grave huler, selv om
man må kæmpe om området med
børnene fra Stationskvarteret, der
har hævd på stedet.

Teglværket
Der bor også hundrede børn i
Fjordvænget, som er byens første
boligforeningsbyggeri. Syv børn i
en to og et halvt værelses lejlighed
går fint, når man kan sove i treetages
køjesenge. Folk i byen kalder
området for ”Gummiløse”.
Også her er der godt at lege; der
er stranden, hvor man kan sejle
på tømmerflåde, teglværksskoven
med de gamle lergrave, og hvis
man får lov af lokomotivføreren,
kan man køre med på det lille lokomotiv,
der trækker tipvognene
op ad bakken til de store lergrave.
En gang imellem kommer teglværksejer
Villemoes ud og råber
af dem, men det gør det bare
mere spændende. Han bor oppe
i ”Slottet”, som man kalder den
hvide villa oppe på bakken.
Teglværket er en gammel virksomhed,
helt tilbage i 1800-tallet
har der ligget teglværk her. Nogle
af de gamle tørrelader af træ er
bygget engang i 1890’erne. Men
der er en helt ny ovnbygning
med murede tørrelader. Det hele
fungerer efter samme system som
på alle andre teglværker. Faktisk
har man lige fået gravemaskine i
lergraven, og det sparer arbejdskraft.
Ellers er det hårdt arbejde,
når stenene skal køres fra formemaskinen
ud i tørreladerne, og
fra tørreladerne til ovnen, og fra
ovnen ud på pladsen foran teglværket.
Der skal tages ved om
trillebørens håndtag. Når der er
nye folk, kan de altid få tjansen
Teglværket ligger i de lerede bakker øst for byen. Tipvogntoget kører frem og tilbage
mellem teglværket og lergravene langs den bugtede vej ud i markerne. Ved hjælp af
luftfotografiet er det enkelt at rekonstruere hele arbejdsgangen, med pegefingeren kan
man følge lerets og teglværksarbejdernes gang fra lergraven til lagerpladsen. De åbne
marker bag teglværket findes stadig; store dele af området blev nemlig fredet og kan
derfor ikke bebygges, da parcelhuskvartererne rykker ud øst, vest og syd for byen. For
den ikke-lokalkendte kan det være let at tro, at de små husblokke foran teglværket er
bygget som arbejderboliger for teglværket. Men Fjordvænget er boligforeningsbyggeri
fra 1942 og 1944, og her bor der fiskere, kontorfolk, håndværkere, butiksansatte og
chauffører. Foto: Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
med at køre sten ud til Østerladen,
som ligger længst væk. Der
er folk, der har været der længe,
men der er også mange, som kun
klarer en enkelt sæson. Der er
stor udskiftning, og derfor kan
man altid få arbejde på teglværket,
hvis man går arbejdsløs. Om
vinteren er der ingenting. Arbejdet
stopper, når frosten kommer.
Men der er nok at lave i sæsonen
fra april til oktober. Der
bliver bygget meget i byen her i
1950’erne, store boligforeningsblokke,
ny skole nede i byen og
villaområder med statslånshuse.

En af teglværksarbejderne, Kaj Nibe,
med trillebøren med 36 ubrændte sten,
tre og tre klar til at sætte ind på tørreladens
hylder. Man skal passe på at holde
tommelfingrene væk, når man tager de
tre sten op i en samlet blok, for ellers
kommer der fingeraftryk på ydersiden,
fortæller en gammel teglværksarbejder,
der dukker op til fortælleværkstedet.
Han har arbejdet på teglværket en
sommer og siden i mange år på Fynboes
Garveri, en anden lokal virksomhed, som
museet også får en del gode oplysninger
samlet sammen om. Foto på Lemvig
Museum.
Det er gode tider for teglværket
og for byens håndværkere.
Teglværket er et rummeligt
sted, gamle arbejdere og vandrende
svende finder en lun soveplads
på ovnloftet eller inde i
én af de ovne, der ikke er i brug i
Fra den tidligere teglværksejer dukkede et album op med fantastiske billeder fra
1920’erne til 1960’erne. Her er der noget så sjældent som fotografier af de ”gutter”,
der sover på ovnloftet, hvor der altid er dejligt varmt. En af dem er lige vågnet med
alt tøjet på og med et gammelt tæppe over sig. Selerne har han knappet af bukserne
for at have det lidt bekvemt. Morgentørsten river i struben, og på det næste billede i
albummet har han fået en øl fundet frem. Bag ham står de sirligt radede sten tre og tre
til tørre på ovnbygningens loft. Foto på Lemvig Museum.
ringovnen. De laver kaffe på primusen
i skuret, og en skrækkelig
forårsdag i 1960 kommer en af
dem til at sætte ild på teglværket,
så hele ovnbygningen brænder
ned. Han er grædefærdig under
forhøret over den skade, han har
forvoldt på det sted, hvor han har
haft sit tilhold og altid har følt sig
velkommen. Og nej, siger han til
dommeren, han var ikke beruset,
han glemte bare sit morgengøremål
med kaffen, fordi han var
gået uden for og stod og snakkede
med en af arbejderne.
Kulpladserne
Teglværkets ringovn bliver fyret
med kulsnus; det er det, der bliver
tilbage, når de reelle stykker
kul er samlet fra. De henter selv
kulsnuset lige henne på Østhavnen.
Her er der gødnings- og
grovvarepakhuse og tre forskellige
kulpladser ud mod kajen,
hvor fragtskibene lægger til. Der
kommer et skib om ugen med
kul, cinders eller briketter.
På Lemvig Kulkompagnis
plads har de for nogle år siden
fået en lille transportabel kran;

Lemvigs østlige bydel er et mærkeligt sammenstød af virksomheder som slagteri, smedjer, tømmerhandler og kulpladser, gødningspakhuse
og produkthandler, gasværk, epidemisygehus og ”kommunehus” og så en række elegante villaer oppe i bakkerne. Det er klart,
at tømmerhandler, gødningspakhuse og kulpladser skal ligge ved havnen, fordi alle varerne kommer til byen ad søvejen. Det gælder
også skibsmægler Lehmann Jensens kontor og vejerbod. Epidemihuset og gasværket er bygget for så længe siden, at der ikke lå andet
herovre end nogen små stråtækte rønner, som blev kaldt for Austerlitz. Og de flotte villaer, ja her var tømmerhandler Magnus Skou
foregangsmand med sit smukke domicil i Voldgade med hvidkalket facade, halvrund fronton og sortglaseret tag og udsigt over sin
tømmerhandel. Men at få en kommunal husvildebolig i tre etager lige op i udsigten fra Voldgades villaer, det må have været noget af
en overraskelse. Foto: Sylvest Jensen 1956. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

den kører på larvefødder. Når der
kommer skib, kører en af kranførerne
ud på kajen. Kranen har
elektrisk motor, så man må flytte
kablet mellem de stikkontakter,
der sidder langs kajen. Med grabben
kan man nå ned i lasten, hvor
havnearbejderne skovler til. Fra
kajen kan man nå ind over muren
og få læsset kullene af på pladsen;
senere må man så køre ind med
kranen og få flyttet kul, cinders
eller briketter sammen i store
bunker. Det har lettet arbejdet på
kulpladsen helt utroligt med kranen.
Før havde man nogle flytbare
ramper på høje ben, som gik
fra skibet og ind over kulpladsen,
og heroppe kørte arbejderne med
kullet i trillebøre for at læsse det
ned i bunker.
Hver af kulpladserne har deres
egen faste kundekreds, og
formanden tager imod ordrer,
der skal leveres til vognmændene
og til byens købmænd. Alle skal
Der losses kul fra Vendia til Lemvig Kulkompagni. Havnearbejderne har smidt cyklerne
og er nu i gang med det tunge slæb med trillebør oppe på de høje ramper. Da kranen
kom i 1950, betød det en lettelse af arbejdsgangen, men også arbejde til færre havnearbejdere.
Havnebanens spor går helt herom på Østhavnen, så varerne også kan transporteres
med toget op til jernbanestationen oven for byen. Drengene fisker rejer og
beundrer deres fangst i den hvide, emaljerede mælkespand. Foto på Lemvig Museum.
bruge kul, koks, cinders eller
briketter, både i hjemmenes kakkelovne,
på byens værker, damplokomotiverne
på jernbanen, byens
virksomheder. Når der bliver
losset skibe, kommer der altid
folk og ”kradser op” i jernbaneskinnerne
efter tabte kulstykker.
Det er et velkomment tilskud til
husholdningsøkonomien.
Sammen med slagteriet, tømmerhandlerne,
smedjerne og gasværket
udgør Østhavnen noget,
der ligner et industrikvarter i
Lemvig. Der bankes og hamres,
skramles og saves. Unge fyre
med værktøjskassen på budcyklen
spurter forbi, kulsorte havnearbejdere
tager sig en øl, søfolkene
klarer op på skibet, klar til
at stikke af efter en ny last. Der
kommer en vogn fra teglværket
efter kulsnus eller fra tømmerhandlerne
efter planker. Eller en
vognmand, der skal hente et læs
gødning eller foderstoffer til oplandets
brugsforeninger. Skibsmægler
Lehmann holder styr på
befragtning og skibenes ankomst
og afgang.
Bilerne
Der er stadig mange, der kører
rundt i de flotte Ford- og Morrisbiler
fra 1920’erne og 1930’erne,
særlig bønderne. Der er også stadig
gang i budcyklerne, selv om
varebiler og lastbiler er begyndt
at fylde godt i gadebilledet. Her
i svinget mellem Vesterbjerg og

Storegade og Vesterbjerg har sirlig chaussébrolægning, det er nemlig amtsvej. Tankstationen på hjørnet repræsenterer den nye tid, biler
og benzinstander, moderne landbrugsredskaber på pladsen foran Wrists maskinhandel ved siden af. Bagved ligger vaske- og smørehal
og værksted. Det har afløst et gammelt rebslageri, hvis lange bygning strakte sig hen langs den stejle skrænt ned til Vesterbjerg.
Der er ingen, der slår reb i Lemvig længere. Nu drejer det sig om biler og motorcykler, grønthøstere og traktorbugserede slåmaskiner.
1950’erne er en god tid at handle med landbrugsmaskiner på, og fredag er altid en givtig dag. Så kommer bønderne til byen og slår
et slag forbi maskinhandlen for at se på nyt og få det gamle repareret, inden dagen er forbi, og de skal hjem igen. Foto: Sylvest Jensen
1960. Det Kongelige Biblioteks Billedsamling

Den 5. juli 1957 åbner en ny nedkørsel til Lemvig, Ny Sønderbjerg. Det er en stor festdag. Arbejdet har været længe undervejs, og
vejen er påkrævet, nu hvor byen har udviklet sig med gang i virksomheder og boligbyggeri oven for bakkerne. Der er spændt en snor
ud over den nye nedkørsel, og kommunen har bedt så mange biler som muligt om at deltage i åbningen. Her holder en flot stribe Morris’er
fra Tangs Maskinfabrik i Storegade; Søren Tang har været autoriseret Morrisforhandler siden begyndelsen af 1950’erne ved siden
af arbejdet med landbrugsmaskiner. Den forreste bil, Ø 4351, tilhører værkføreren. Her kommer fremtiden kørende. Foto på Lemvig
Museum.
Storegade ligger en af byens tankstationer
i en elegant bygning. På
pladsen holder blandt andet en
Ford Anglia og en Volvo 444,
1950’ernes nye modeller.
Hvis man vil købe bil, er der
flere muligheder. Der er Morris-
forhandleren og Opel og Ford
og flere andre. Det er en tillidssag
at købe bil, og kunderne vil
altid helst ”tale med ham selv”,
altså med direktøren. Det er meget
brugt at afslutte en handel ved
at gå sammen hen på Jespersens
Hotel eller til ”Tante” på Torvet
og få kaffe eller en øl og et
stykke smørrebrød, men der er
også dem, der mener, at det er en
bedre praksis at byde på en kop
kaffe oppe i privaten. Det er ingen
hverdagssag at købe bil.

På værkstederne er der en
god stemning, særlig hvis der er
søde piger på kontoret. Så mødes
folkene der efter arbejdstid og
klunser om flødeboller og chokoladefrøer.
Og pigerne kan godt
finde på at sy buksebenene sammen,
når arbejdstøjet kommer fra
vaskeriet. Ligesom på alle andre
arbejdspladser får man sin ugeløn
udbetalt hver torsdag. Bogholderen
henter pengene i banken og
tæller dem op i små brune poser,
én til hver af de ansatte.
Før man køber en bil, skal
man have indkøbstilladelse og
kørekort. Det sidste er nu ikke
så svært. Det værste er, at man
skal køre om i Frederiksgade og
bakke ind i smøgen ved mejeriet.
En dag er der en mand fra Bøvling,
der er oppe til køreprøve,
og på Torvet i Lemvig kører han
ind i en helle, der står på pladsen.
Han siger selv, at det kan vist ikke
nytte, det er bedre bare at gå ned
til Pigerne i Havnegade og få en
øl. Men da de har fået den, siger
den motorsagkyndige: ”Her er
dit kørekort, så må du hellere
tage hjem til Bøvlingbjerg og øve
dig”.
En anden dag er det Magnus
Holm, byens kendte møbelhandler,
der skal til køreprøve. Turen
begynder ved politistationen i
Østerbrogade, og han har kun
lige fået startet bilen, og hjulene
har rullet en halv omgang. Så
kommer der en bold trillende og
efter den et løbende barn. Han
træder på bremsen, og bilen holder
stille. ”Det kalder jeg sgu da
for konduite”, siger den motorsagkyndige,
”De kan godt få Deres
kørekort”. Magnus Holm vil
gerne byde på et stykke smørrebrød
og en øl og en dram omme
på hotellet, og den motorsagkyndige
siger ”Ja tak, så kan De køre
derom”. Men da svarer Holm:
”Jeg foreslår, at vi går, jeg tror,
min konduite er brugt op!”.
Dengang i 50’erne
En dag var der en af gæsterne i
fortælleværkstedet, der sagde:
”Dengang i 50’erne var der masser
af alting”. Det var overraskende,
fordi de fleste forbinder
1950’erne med varemangel, stadig
rationeringsmærker på nogle
ting, med omsyet tøj, med mættende
forretter, med sodavand
som en sjælden ting, med stor og
påkrævet sparsommelighed. Men
den, som kom med bemærkningen,
gav udtryk for en spontan
genoplevelse af dette årti inspireret
af luftfotografierne og af
snakken om dem. Og han havde
ret: der var masser af forretninger,
masser af virksomheder og værksteder,
masser af arbejde, masser
af nybyggeri, masser af opgaver,
der skulle løses af den enkelte,
dér hvor han eller hun stod, masser
af initiativer, der krævede fællesskab
og samvirken, og der var
masser af børn.
At beskæftige sig med 1950’-
erne er tankevækkende og inspirerende,
et modbillede til nutiden.
”Dengang var der masser
af alting”, var der en, der sagde.
Hvordan er det lige, det er i dag?
Er der kun masser af alt det, vi
kan købe – og hurtigt kører hen
til den nærmeste genbrugsbutik?
På den måde blev luftfotografierne
og fortælleværkstedet
anledning, ikke bare til en herlig
mængde ny viden om Lemvigs
historie i 1950’erne, men også
til nogle overvejelser om en periode,
der var præget af en mere
enkel levevis og en vilje til et fælles
løft.